Please take me in!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa Dynithril - Valandil Romain Ancalimë - Eilíannel Kalî Deâris

Omkring middagstid var det. Solen stod højt på himlen, men svært var det at se grundet skydækket og de mange snørklede grene oppe i trætoppene. Et dunkelt skær forlod det skoven i, som Jarniqa havde reddet ind i. I cirka to timer havde hun redet, og i cirka to timer havde Valandil stoppet, gået og løbet efter hendes hingst, Andúril. På jagt efter mørkelvernes by, Maerimydra, var hun, og da Valandil ikke havde i sinde at være hende behjælpelig, var hun nødsaget til selv at prøve lidt af hvert. Det havde ført dem frem og tilbage. Op og ned af små bakker. Rundt og rundt om forskellige buske og træer. På intet tidspunkt fortalte hun Valandil, hvad hun gjorde næsten gang. Det betød, at hun stoppede og satte Andúril i trav uden nogen lyd. Lavede bratte sving og vendinger uden lyd. Sænkede og steg farten uden lyd. Svært gjorde det det uden tvivl for Valandil. Særligt fordi, at de var inde i en skov, og jorden derfor var ujævn og fuld af, hvad skoven havde tabt.
Tungen måtte Jarniqa holde lige i munden. Ny var hun med denne side af sig selv, og derfor måtte hun forkaste følelserne for at hjælpe Valandil. Derudover skulle hun også holde hovedet klart, som hun manøvrede rundt i skoven. Simpel var den jo ikke, og slet ikke, når man ikke kendte området. Derfor holdt hun også Andúril i skridt, når hun tænkte, at ruten krævede mange sving, og hvis svinget var mere kringlet end det andet. Det var derfor kun når stien så forholdsvist lige ud, at hun satte i trav. Hun var trods alt nødt til at tænke på sin sorte hingsts ve og vel. Hun kunne nemlig ikke have, at hingsten snublede og brækkede benet i jagten på den ukendte by.

[Valandil Romain Ancalimë]

Sveden piblede af Valandils pande, da de kom igennem Den Mørke Skov. Ikke havde han tænkt sig, at være behjælpelig med dette, og ikke havde han tænkt sig, at lave det om! Hun havde været et grotesk væsen.. Kun vist ham, at han slet ikke burde stole på nogen som helst! Hans hænder rystede, og det sydede i hans ben. Han var jo slet ikke vant til at holde sig igang på den her måde.
Dræbende måtte Valandil kigge i retningen af Jarniqa, da hun sad der højt til hest, og med det forbandede dyr, der bare gjorde, hvad det fik besked på. Ham derimod, havde ikke noget valg, siden han var bundet til sadlen med et reb, som gjorde, at han slet ikke kunne komme nogen steder. Når hesten var nede i laveste fart, synes Valandils ben at falde sammen under ham. Hun havde magisk klemt om hans hjerte i hans bryst, og derved også gjort hans vejrtrækning forpustet og anstrengt.. Det tog virkelig på hans energi, og han kunne jo kun mærke, hvor træt, han var gået hen og blevet nu.
Nu hvor de i forvejen var temmelig tæt på Maerimydra, blev han for alvor nervøs, for han ville slet ikke i nærheden af det sted, og det stod han fast på, at han ikke ville! Tvært imod, så hadede han det! Han begyndte at rive mere i hans reb, men kom stadig ikke nogen vegne med det. Han hævede blikket. De var efterhånden langt inde i skoven. Han genkendte det, og han brød sig bestemt ikke om det.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Dystre træer afviste solens skær trods den egentlig stod højt på himlen et eller andet sted. Dag og nat forsvandt somme tider ind i hinanden, men her til lands var det de færreste der bekymrede sig om det. Skovens folk, det stolte elverfolk bragte liv til Maerimydra dag såvel som nat og deres dronning gik stolt iblandt dem alle.
Eilíannel gik roligt hen over skobunden og følte hvordan små grene knækkede under hendes ellers lette vægt, når hun trådte forkert. Hendes blå hud faldt i et med den dunkle beslysning der var i skoven, det eneste der stod ud, var hendes mørke hår og blålige markeringer rundt omkring på hendes næsten for spinkle krop.
Efter Mattheils død var hun endelig fri, fri fra alle de bånd ægteskabet havde lagt på hende, og nu var der ikke længere hemmeligheder mellem hende og hendes søstre.
Mørke øjne gled hen over skoven, mellem træerne. Hun fornemmede hovelyde ikke langt væk, hvilket fik hende til at stoppe undrende op ved grænsen ind til byen. Dem som ikke kendte stedet ville næppe vide at den grænse var der. Det var ikke ofte de fik gæster på disse kanter, langt de fleste mørkelvere fortrak at færdes på nøgne fødder, som hun selv, så hestehove var ikke helt fremmede men blot sjældne. Des tættere de kom, des længere ind i skyggen af et træ, trådte hun og bevægede sig smidigt mellem dem. Hun rakte lydløst ud efter sin bue og en pil og gled ned i knæ for at se hvem der kom. Ingen af dem var direkte velkendte skikkelser, ikke for hende vel og mærke, hvilket kun gjorde hende mere nysgerrig.

[Jarniqa Dynithril]

At de blev holdt øje med, og at en pil rent faktisk hvilede på dem, havde Jarniqa den fjerneste anelse om. Umiddelbart havde hun nemlig hverken set eller hørt noget. Derfor var der ganske enkelt intet der vakte hendes mistanke. Hendes smaragdgrønne øjne gled rundt. Træ.. Træ.. Træ.. Busk.. Træ.. Lille bakke.. Det var ret og sagt det eneste, som hun så. Hovedet cirkulerede hun en enkelt gang rundt med, så hendes hals blev strakt. Tømrerne tog hun i den ene hånd, så hendes anden kunne tage bag på sadlen, idet hun vendte blikket tilbage mod Valandil. Elvermandens åndedrat syntes at være blevet det mere hivende, alt imens hans skridt var blevet mindre nøjagtige. Hvor længe ville han blive ved med at kæmpe? Var det en engangsforestilling eller ville det tage flere uger? Selv havde hun ingen erfaring med den slags. ”Du ved godt, at du ville forenkle dit eget liv, hvis blot du fortalte mig vejen, ikke?” lød det ubesværet fra hende, som hun sad trygt i sadlen i forhold til Valandil der rendte efter Andúril. Dette gjorde også, at hun meget vel kunne blive ved i flere timer endnu, hvor han derimod.. Ja, hun kunne allerede nu se og høre, at han kæmpede. Forhåbentligt gjorde dette også blot, at han havde lært sin lektie. At det ville gå lettere og hurtigere, hvis blot han gav, hvad hun ønskede sig. Dumt var det derfor ganske enkelt, at han ikke bare adlød ordre. Særligt fordi, at han kendte til Maerimydras nøjagtige placering. At hun i virkeligheden var ganske tæt på, havde hun selv den ringeste anelse om. Stor var skoven, og derfor kunne hun være et par meter fra byen, men også være adskillige kilometre fra den. Andúril sporede hun videre frem. Indtil nu så hun nemlig ikke noget der lignede.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var efterhånden ved at blive rigtig, rigtig træt, i og med, at han konstant skulle vandre efter den store hest. Uanset hvad han gjorde, så var det svært, at acceptere, at det var sådan, at det skulle forholde sig. Det var meget muligt, at det her, var hans egen skyld, men han var fuldkommen ligeglad! Hans blik faldt direkte til hendes skikkelse. De var ikke alene.. Han vidste det, for de var efterhånden ved at være skræmmende tæt på Maerimydra, og det brød han sig slet ikke om!
"Ligner jeg en, som har tænkt sig, at gøre, hvad du siger, kun fordi at du vil have det?" vrissede han sammenbidt. Han hævede blikket, også selvom det virkelig skar op og ned af ryggen, uden at han egentlig kunne gøre noget synderligt ved det. Han bed tænderne svagt sammen. Hvor var det dog frustrerende.. Han kunne ikke lide det her! Næverne var knyttet.. Hans krop skælvede udelukkende af træthed, men han var for stædig til bare at give op. Han havde ikke tænkt sig, at give den manjanske prinsesse, hvad hun gerne ville have, kun fordi at hun ville have det! Han forsøgte at stoppe, selvom det virkelig var nemt, når hesten var mange gange større og stærkere end ham. "Vi er ikke alene.." sagde han denne gang. Han fandt det virkelig ubehageligt, og han kunne bestemt heller ikke lide det!

[Eilíannel Kalî Deâris]

Normalt var gæster ikke velsete i Maerimydra, og Eilíannel forbeholdt sig sin ret til at være skeptisk overfor disse, og alligevel pirrede de hendes nysgerrighed. Umiddelbart genkendte hun ikke kvinden, men hun lod til at høre til, den måde hun styrrede manden på med hård hånd. Buen sænkede hun atter for at følge lydløst efter dem mellem træerne, så hun var ude af syne. Selv som Dronning kunne man ikke være for forsigtig, desuden var det hendes hovedopgave at beskytte byen og dets borgere.
De spidse ører stak op gennem den mørke manke, og vibrerede lidt frem og tilbage i forhold til hvor hestehovene ramte på jorden. Hun stoppede op og spændte pilen i buen, så hun nemt kunne slippe den og med største sandsynlighed ramme, dog uden at angribe med det samme. Manden kendte stedet. Måden han omtalte det på og hans viden om at hun gemte sig i skyggen, lod hende tage en måske lidt drastisk beslutning. Pilen var fortsat spændt i buen, men dog sænket mod jorden, som hun trådte frem med lydløse og lette skridt. "Se det har du ganske ret i," sagde hun og så på ham med et hånligt blik. Hun lagde ikke skjul på sin afsky overfor det mandelige køn og endnu værre var det blevet efter det ægteskab der havde bundet hende på hænder og fødder til nu. Hendes blik fandt hurtigt kvinden, der for hendes vedkommende var ukendt. Det sagde lidt om hvor sjældent hun bevægede sig ud af skoven. "Fortæl mig Deres ærinde her," bad hun og gjorde det tydeligt med et skarpt blik, at det ikke var her spørgsmål skulle stilles. Manden var ligegyldig, han havde ingen værdi for hende, kvinden derimod var interessant udelukkende på hendes væsen.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa himlede med øjnene, som Valandil fluks svarede igen. Ikke svarede hun på hans kommentar, da hun tænkte, at det ville være uklogt at nedværdige sig til hans stadie. I stedet vendte hun kort blikket ned mod skovbunden. Her koncentrerede hun sig, indtil en trærod voksede frem med det henseende, at Valandil skulle snuble over den. Med al held ville han vælte over den så træt, som han var. Der var nogen? Ordene fik hende til at holde Andúril an og se vagtsomt omkring. Ganske rigtigt lød en smuk og dog isnende kølig stemme, kort tid efter. Jarniqas hjerte slog et slag over, som hun fik øje på kvinden. En mørk eksotisk skønhed. Ikke var hun noget, som hun havde set før. Den blålige hud. De mystiske aftegninger. Hvad hun mest lagde vægt på var dog de spidse ører, der pænt stak ud af det mørke hår. En mørkelver! Hun måtte have fundet byen, Valandil ignorerede hun fuldkommen herfra, som hun elegant sprang af Andúril, så hun kunne stå med fronten mod kvinden. Den ene hånd lod hun holde tømrerne, mens hun lagde den anden hen over hjertet. ”Vedui’. Saesa omentien lle,” hilste hun høfligt på mørkelvisk, som hun ønskede at vække kvindens interesse. Da hun ikke var helt ferm i det mørkelviske, måtte hun dog efterfølgende slå tilbage i den normale tunge. Hånden sænkede hun fra hjertet. ”Jeg er Jarniqa.. Jarniqa Dynithril. Jeg søger jeres by i håb om, at I vil have en plads til mig der,” fortalte hun ærligt. Om det var dumt at være så ærlig, vidste hun ikke.. Men knald eller fald var det, som dette umiddelbart var hendes sidste udvej. Hun havde ingen andre steder at tage hen, og derfor havde hun ikke meget at tabe. Hvis dette skulle vise sig at være en farlig metode, ville hun dog stadig gøre sit for at kæmpe.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil havde uden tvivl tænkt sig, at modarbejde Jarniqa, så meget, som det var ham overhovedet muligt! Det spændte i hans håndled.. det gjorde ondt i hans bryst, og han var efterhånden kørt så træt af, at gå efter hesten, at han næsten ikke kunne samle sig. Alene var de ikke, og det kunne han fornemme så tydeligt! Kvinden der pludselig viste sig, fangede hurtigt hans opmærksomhed, hvor han faldt over den træstub, som Jarniqa havde rejst for hans fødder. Han gled direkte ned på knæ. Forbandede kvinde! Dette var noget, som kun for alvor måtte vække hans vrede, og den var tydelig!
Jarniqa ønskede en plads i Maerimydra.. Og ikke havde han lyst til at give hende den! Ikke på vilkår faktisk! Han vendte blikket i retningen af kvinden som mødte dem. Han bøjede da hovedet, da han heller ikke var i tvivl om, hvem hun var. Med den fremtoning.. de aftegninger og hvad han måtte se med sine egne grønne øjne, så måtte det være deres Kahli. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Denne situation, måtte han kun finde ekstrem ubehagelig. "Vedui' A'Kahli," hilste han denne gang, da han selv ikke var et sekund i tvivl om, hvem og hvad han måtte stå overfor. Denne gang, måtte han kæmpe sig tilbage på benene igen, hvor han blev stående. Med hænderne bundet.. overfor mørkelvernes dronning. Hvor han dog måtte hade, at stå der, som han gjorde det lige nu!

[Eilíannel Kalî Deâris]

I takt med at hun trådte frem fra sit skjul, lagde hun pilen tilbage og satte buen over sin slanke skulder. Hendes mørke hud gled nærmest i et med tusmørket, og hendes øjne var så mørke at de næsten var sorte. En kølig brise tog et par af de mørke lokker der gled hen over hendes ansigt, kildede hendes kind dog uden at hun fortrak en mine. Hendes blik ignorerede fuldkommen manden der trods alt var elvisk, og hvilede i stedet intenst på kvinden havde havde formået at vække hendes nysgerrighed. Det krævede sin kvinde at holde en mand som en slave på den måde, men dog var hun tilsyneladende ikke klar over hvem hun stod overfor. "Vedui'," hilste hun med et køligt nik. De høflige fraser gengældte hun ikke, for til nu holdt kvinden endnu ingen værdi for hende.
"En plads? I Maerimydra?" gentog hun og hævede et slankt øjenbryn. Hun satte en hånd på hoften og gik hen til hun til sidst stod placeret umiddelbart foran den unge Jarniqa.
"Og hvorfor den interesse?" spurgte hun måske en kende direkte. Elvertrækkene var klare og kvinden kendte tilsyneladende lidt til mørkelviske sprog, trods det ikke var udtalt helt korrekt, dog mindede Eilíannel aldrig at have set hende før. Hun vendte hovedet til manden og kneb øjnene lidt sammen, dog til sidst med et lidt høfligt nik. Uanset hvad så var han jo en mørkelver og en derved en del af hendes folk, og han var kendt med hendes titel, det var tydeligt.

[Jarniqa Dynithril]

Kahli.. Jarniqa vidste, hvad det betød. Det havde Valandil trods alt fortalt hende. Chokeret var hun derfor over, at det ikke ”bare” var en mørkelver, som hun stod overfor, men selveste lederen … dronningen af racen. Om dette var godt eller skidt, vidste hun ikke.. men hvis hun kunne charmere deres øverste, var der vel ingen tvivl omkring hende? Stille, men rankt blev hun stående, som dronningen nærmede sig. Ikke kunne hun undgå at lægge mærke til, hvor anderledes hun så ud. Betagende var det dog kun.. Også skønt, at kvinden var lettere skræmmende. Det var nemlig ikke just varme og venlighed, som kvinden udstrålede. Hun tog en indånding. ”Det er i mit blod,” begyndte hun at forklare sig. Hvem hun var datter af, kunne hun vel ligeså godt også sige, da hendes eget navn var kendt, og da hun vidste, at hendes moders navn med garanti var kendt her. Som en Dynithril havde hun nemlig præsenterede sig, og hvad hun vidste af, var det kun hende selv og hendes moder der bar det. ”Min moder er Denjarna Dynithril, hvilket gør mig til en del af jer.” Hun tænkte lidt over sine ord. Ikke ønskede hun at træde forkert. ”Jeg selv har set, hvad verdenen har at byde på, og ikke finder jeg mig en del af den. Det mørkelviske har derimod altid stået klart i mig. Derfor har det været mit dybeste ønske at finde jer, og gøre mig fortjent til en plads i Jeres rækker.” Ikke sagde hun, at hun krævede det, da hun frygtede, at hun ville lyde forkælet, hvis hun brugte det ordvalg. Derfor tænkte hun, at det var bedre, hvis hun forklarede det, som hun ville bevise sit værd for dem og vise, at hun hørte til i deres by ligeså meget som dem.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var slet ikke et sekund i tvivl om, at det var dronningen af Maerimydra, som stod overfor dem i øjeblikket. Selvom han vidste, at det dertil på ingen måder, var gengældt. Han sænkede derfor hovedet i respekten. Det var vel bare på sin plads? En ting var at være Jarniqa trodsig, men han ønskede bestemt heller ikke, at have en som Kahli på nakken, mere end hvad han ellers kunne undgå!
Valandils ben rystede svagt under ham, hvor han tydeligt bed tænderne sammen. Hans ben kunne falde sammen under ham, men selv det, var på ingen måder, noget som han ønskede at vise nogen af de kvinder, som han stod overfor. Frygteligt som det end var, så hadede han at stå i denne situation! Hans blik søgte til hans håndled, som var bundet sammen, hvor han selv blev stående lige ved hesten. Ikke at han havde noget andet valg. Og nu hvor han ikke var blevet snakket til, så ville han heller ikke åbne munden. Gud forbarme sig over den mørkelviske mand, som ville gøre dette. Han lukkede øjnene kort, hvor han rettede sig op. Ikke ville han vise sig svag, og ikke ville han vise at han var træt, selvom han svedte og rent faktisk havde det temmelig skidt. De grønne øjne vendte han mod deres skikkelser. Han brød sig bestemt ikke om at stå der, som han gjorde lige nu, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Selv nu hvor mørkelvermanden havde afsløret hendes identitet, lod kvinden ikke til at reagere yderligere på det. Det var en styrke ikke at ville gå i knæ for nogen, når det var sagt så krævede hun sin respekt som den Dronning hun var. Mørkelverracen blev ledt med hård hånd, men tingene fungerede nok netop derfor, og hun som Kahlï var villig til at gøre hvad som helst for at beskytte byens beboere, af samme grund kunne hun ikke bare lukke dem ind. Hendes bløde hånd, ramte kvindens kind og strøg den med en blidhed der virkede fremmede i forhold til hendes intense blik. Hun strøg et par fingre langs kæbelinjen, for hun greb mere fast omkring hendes hage og vendte hendes hoved lidt frem og tilbage for at studere hendes træk.
"Elver er du, men der er noget mere," konstaterede hun hurtigt. Normalt brød hun sig ikke om blandinger, hendes respekt var størst for dem der holdt det i blodet, når det var sagt, så var der alligevel noget der tirrede hendes slående nysgerrighed. Måske det var spejlingen af sig selv i hende. "Blot fordi din moder er elvisk, er du ikke en af os," fastslog hun og trak hånden til sig. Det var dog næsten en ære at have hende her.
"Og ham der?" spurgte hun og kastede et kort blik på manden. "Hvad er dit navn A'medriel," spurgte hun henvendt til ham. Godt nok var mændene ikke meget værd i hendes øjne, men han var stadig mørkelver og det alene gav ham ret til en smule respekt vel og mærke.

[Jarniqa Dynithril]

Forbløffet blev Jarniqa uden tvivl, da den fremmede dronning strøg hende næsten kærtegnende over kinden. Hærdet blev hendes blik dog kort tid efter i takt med, at fingrene flyttede sig til hendes hage, som de holdt fast i. Betydningen af hendes ord forstod hun udmærket i og med, at hun fik flyttet sit hoved på kryds og tværs, så hendes ravnsorte lokker dansede lystigt, og så alle hendes træk kom til syne. Ja, der var mere.. Som dronningen fastslog, at hun dog ikke var som dem, måtte hun hæve hovedet højt, ligesom hendes hage blev løsnet. Stærk måtte hun vise sig. Hun ville ikke lade sig knække, og hun måtte overbevise dronningen om, at skønt hun ikke var ren, var hun det værd! ”Min fader er ikke elvisk, nej. Magiker er han, hvilket vel og mærke gør mig til en varyl. Ingen tilknytning har jeg dog til ham eller det magiske samfund. Det eneste jeg finder positivt er de kræfter det efterlader mig med. For mig er det nemlig ingen svaghed, at jeg også besidder magi. For mig er det kun en styrke, som den har vist mig at være brugbar, præcis ligesom mine mørkelviske kræfter,” forklarede hun ærligt. Selv vidste hun, at det var dette faktum, der kunne sætte hende i størst fare. Alle andre end hende selv syntes nemlig at se ideen i, at hun var en af hver. Dog havde hun også fået forståelse for, at man skulle passe på med blandinger. Det havde hun jo fundet ud af med Lucifer. De var intet match for hinanden. Det smaragdgrønne blik vendte hun kort tilbage mod Valandil, som dronningen referede til ham. ”Jeg tog ham, som min tjener, Kahli,” fortalte hun, som hun lod selve præsentationen være op til Valandil. Dog irriterede det hende, at Valandil glædeligt ville svare dronningen, men ikke hende. Forhåbentligt kunne hun få af vide, hvordan hun skulle styre ham? Respektfuldt bøjede hun hovedet en anelse for dronningen, inden hun igen rettede sig op.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil forholdt sig ganske tavs i øjeblikket, da han vidste, at det ville være dumt af ham, at åbne munden i det hele taget. En ting, var at han skulle håndtere og tackle, men hans Kahli.. Lederen af racen, var jo straks en helt anden sag!
Valandil bed tænderne sammen, hvor han blev stående og så på sine hænder.. Bundet med reb og bundet til en hest, så han ikke var i stand til at kunne gøre noget som helst. Han trak vejret dybt, som han denne gang var den, som blev henvendt til. Han hævede blikket i retningen af hans Kahli, da hun denne gang snakket til ham. A'meldriel? Det var en meget fin og høflig gestus til en mand som ham, gjort af racens egen leder. "Valandil Romain Ancalimë, A'Kahli," svarede han roligt, hvor han endnu en gang bukkede med hovedet for hende. Overfor hende, vidste han godt, at det ville være dybt godnat, ikke at vise sig, fra den bedre side, og selvfølgelig var det også noget som kunne mærkes. Øjnene lukkede han let. Han var træt. Han var virkelig, virkelig træt efterhånden, men det var bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det lige nu. "Saesa omentien lle," afsluttede han med en rolig stemme. Det var ham en glæde at møde hende. Det var jo faktisk første gang, at han fik lov til at kaste sine grønne øjne på hendes smukke skikkelse.

[Eilíannel Kalî Deâris]

Armen lod hun roligt falde tilbage langs hendes side, dog uden at tage det lidt skarpe blik fra den unge kvinde. Hun studerede hende stadig. Personligt havde hun ikke haft glæden af at snakke personligt med hendes moder, men trækkene var tydelige, hun havde set hende for mange år siden, som en ung kvinde. Magiker? Hun lagde sine slanke fingre mod sin egen hage og strøg den en kende tænksom. Uden tvivl kunne det have sine klare fordele, men det ændrede ikke på at hendes blod var.. beskidt. "Dit blod er plettet af magi, det vil intet ændre på, men meget vel. Blot fordi det er en heldig dag og på grund af din mor, vil jeg give dig chancen for at bevise dit værd, men tro mig, mine øjne vil hvile på dig dag og nat," advarede hun og og lod en pegefinger stryge hen over sine fløjlsbløde læber, før hun fjernede hånden og lod den falde tilbage på sin hofte.
"Tag din tjener, plej ham. Han ser slidt ud," kommenterede hun med et lidt utilfredst blik. Slave eller ej, de var et stolt folkefærd og han lignede noget der var blevet gravet op af en mose.
Med en elegant gestus, bad hun dem om at følge hende. Byens grænse var kun omkring 100 fod væk, så turen dertil var ikke længere lang. Det var måske en kæmpe fejl at lukke dem ind, men somme tider måtte man tage en chance, desuden så vidste Eilíannel hvordan det var ikke at have et tilhørsforhold eller ikke at være accepteret. Om ikke andet så var chancen da fortjent.