Please take me in!

[Jarniqa Dynithril]

Yderst venligt tiltalte dronningen Valandil, og det fik Jarniqa til at spekulere over, om hun mon havde tacklet situationen med ham forkert? Havde hun været for ... hård? Problemet var blot det, at hun vidste, at dette havde været den eneste måde, hvorpå han ville have fulgt hende, og derfor havde hun ikke set nogen anden løsning. Tanken gav hende et lille stik i hjertet, men igen forsætte hun at se bort fra det. Fjernet sit fokus fik hun dog, som dronningen sagde, at hun måtte komme med. Hun var blevet budt velkommen til Maerimydra! En sten faldt fra hendes hjerte. Måske havde hun alligevel en chance i denne verden. Taknemmeligt trak hun på smilebåndet. "Deres beslutning vil ej skuffe Dem, Kahli. Chancen jeg ønsker hos jer er oprigtig," takkede hun. Selv ønskede hun oprigtigt at blive som en af dem, samt være en del af deres samfund. Hun havde blot brug for en der kunne ... vise hende den rigtige vej. Lige nu kom hun med intet, men selv var hun villig til at arbejde for det, hvis blot de viste en smule åbenhed overfor hende. Hun bed sig selv let i den bløde underlæbe. "Jeg vil sørge for, at han bliver vasket og får noget at spise," sagde hun, som svar på, at hun ville pleje Valandil. Dog tvivlede hun på, at han ville lade hende.. Han hadede hende vel, og ville vil også dræbe hende i søvne, hvis han fik muligheden for det? Som dronningen gjorde anledning til, at de skulle følge med, begyndte hun yndefuldt at gå, hvilket fik hingsten til at skridte ved hendes side. Som før ville Valandil være tvunget til at følge med, som han endnu var bundet. Hvad hed kvinden de lige havde mødt? Hvad var det for nogle aftegninger hun havde? Hvor langt var der til byen? Hvordan så den ud? Hvordan ville de andre mørkelvere tage imod hende? Spørgsmålene vrimlede frem og tilbage i hendes hoved, hvilket også fik hendes hjerte til at slå stærkere. På linje gik hun er med dronningen, da hun tænkte, at det måtte være respektløs. Derfor holdt hun sig lige bag hende og med øjnene parate.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var på ingen måder tilfreds med at tingene forholdt sig på den måde, som det nu gjorde, men det var bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Han bed tænderne svagt sammen, hvilket gjorde det tydeligt i hans kinder og ansigt. Han var på ingen måder tilfreds med de omstændigheder, som han herunder, måtte være ramt af, men det derimod, var bare ikke rigtigt noget ,som han kunne gøre noget ved.
Valandil følte sig som en udstilling, og det var ærlig talt ikke noget, som han brød sig synderlig meget om. Han undlod dog at kommentere det, da han i forvejen vidste, at det var meget, meget dumt. Han havde det ikke godt.. Han var beskidt, sulten og træt. Han havde jo også vandret efter det forbandede bæst igennem rigtig mange timer nu! Hans blik søgte direkte mod deres skikkelser igen. Nu hvor han skulle fremstilles som en svag ting, som skulle passes og plejes, var bestemt heller ikke noget, som faldt i hans gode jord på noget tidspunkt. Han bed tænderne sammen. "A'Kahli.." endte han respektfuldt, hvorefter han bare fulgte med. Ikke fordi at han havde noget valg, og særligt, nu hvor det måtte foregå på denne her måde. De nærmede sig nu også den by, som han absolut ikke ønskede at sætte sine fødder i igen! Jo tættere på de kom, jo mere anspændt måtte han blive. Han brød sig bestemt ikke om dette! For hvert et skridt han måtte tage, mærkede han det sitre og dirre i hans krop og ben. Særligt hans ben. Han forsøgte bare at holde sig oprejst, selvom de truede med at knække sammen under ham. 

[Eilíannel Kalî Deâris]

Til nu virkede ingen af dem som værende nogen stor trussel, hvilket fik hende til at overveje muligheden for at lukke dem ind. Skoven var åben, Maerimydra var åben for de mørkelvere der ønskede at være en del af det, når hun så alligevel sad inde med skepsis, var det grundet det halve blod og den baggrund hun havde. "Det håber jeg sandelig, ellers vil du komme til at fortryde det noget så bittert," sagde hun uden varme at sporer i stemmen. Lydløst bevægede hun sig hen over skovbunden til de kom til grænsen der umiddelbart ikke var særlig imponerende. Dog ville et kig i trætoppene vise noget ganske anderledes, desuden skjulte flere af buskene selve byens hjerte.
Eilíannel hev et af dem til side og gjorde gestus til Jarniqa og Valandil. "Velkommen til Maerimydra. Jeg vil vise jer et sted I kan opholde jer, og så vil jeg vende tilbage senere," summende stemmer kunne høres i det fjerne, flere elvere bevægede sig mellem gangstier der var lavet i selve byen, med huler af ren og skær natur materiale. Flere af hytterne lå oppe i trætoppene.
"Kom med," bad hun. Som de passerede de øvrige elvere blev hovedet bukket i respekt. Hun ledte dem op af en lang, mørk vindeltrappe af kroget eg, op til en smal hytte uden andet end en seng.
"Der ligger en bæk ikke langt væk. I kan vaske jer der," meddelte hun og udpegede den rette vej for dem. "Jeg ser til jer senere," elegant drejede hun om på hælen og forsvandt i skyggerne, med et sidste syn fra hendes mørke hår, som hun forlod dem.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Ikke ønskede Jarniqa, at dronningen skulle føle sig truet af hende. Det ville nemlig ikke gavne hende spor. Dette her var nemlig det sidste sted, som hun kunne tage hen, og derfor ønskede hun naturligvis ikke at ødelægge det for sig. Hun ønskede at falde til her. Hun ønskede at blive den person, som hun ville være. Hun ønskede at blive brugbar for det mørkelviske samfund. Ikke sagde hun noget, som ord føltes overflødige i denne situation. Det føltes nærmere, som var det ens handling der talte. Derfor fulgte hun tavst med, hvor hendes øjne blev store, som hun blev budt ind i Maerimydra. Som et eventyr så det helt ud! Hendes overvældede smaragdgrønne øjne pegede opad, hvor de hvilede på hytte oppe i træerne. Oppe i træerne! Utroligt var det! ”Det er venligt af Dem at gøre,” takkede hun dronningen, som hun fik af vide, at hun fik et opholdssted. Hvis ikke hun havde fået det, ville hun havde set sig nødsaget til at sove på jorden. Hvilken en af delene hun havde forventet, kunne hun end ikke sige. Indtil nu havde hun vel i princippet ikke gjort sig fortjent til noget? Som de passerede mørkelverne, kunne hun ikke lade vær med at kigge. Hun kunne sågar ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Elvere! Og der var mange af dem! Som hun og Valandil blev ledt til et træ med en vindeltrappe, måtte hun igen få store øjne! Hurtigt slog hendes hjerte. ”Et øjeblik..,” matte hun dog lige sige. Andúril ville ikke kunne komme med derop. Hingsten bandt hun derfor nede ved træets fod, inden hun selv tog om rebet der holdt Valandil. Med op af vindeltrappen fulgte hun dernæst, indtil de nåede en smal hytte. Meget var det ikke, men dybt imponeret var hun over stedet! I respekt måtte hun bukke hovedet for dronningen. ”Jeg takker mange gange. De har været yderst gavmild,” sagde hun respektfuldt, inden hun blev ladt alene med Valandil.

[Valandil Romain Ancalimë]

Vrede, var det eneste der fyldte Valandil for øjeblikket, selvom han for sin egen skyld, forsøgte, at holde det på minimum. Ikke brød han sig om, at være tvunget tilbage til det samfund, som man vel snildt kunne sige, at han havde valgt at flygte fra?
For nu valgte han også mest for sin egen skyld, at holde sig tavs, som de søgte ind i byen. Den lignede sig selv. Han kunne i hvert fald godt huske den, og ikke var det i hans øjne, et kønt syn! Primært var det kvinder som de passerede på sin vej, og allerede nu, kunne han da konstatere, at intet havde forandret sig, siden han sidst havde været på stedet her. Han bed tænderne svagt sammen.
Hun blev ligefrem vist frem til en hytte, hvor hun kunne sove? Uden tvivl måtte hun da have gjort sig et virkelig godt indtryk på den mørkelviske dronning, siden det skete! Han lod Jarniqa binde ham op af sadlen, hvor han blot søgte efter, for at komme op af vindeltrappen, og op til deres nok kommende hjem. Vreden boblede uden tvivl i ham, da han bestemt ikke brød sig om den behandling. De kom ind.. det var fint nok. Han ville bare ud hurtigst muligt! "Kahli," hilste han efter hende, hvor han denne gang vendte blikket mod Jarniqa. Han var vred.. Det stod virkelig langt ud af blikket på ham, selvom han intet sagde.

[Jarniqa Dynithril]

Dronningen havde forladt dem, og Jarniqa behøvede end ikke at se tilbage for at vide, hvor anstrengt stemningen var. Valandil hadede hende.. Hun vidste det. Aldrig før havde de haft et udestående med hinanden, og nu hadede han hende. Hun fingrede let med rebet, som han endnu var bundet. Hun havde været nødt til at gøre det. Det stod hun fast på. Han havde været hendes billet ind. Hun tog en indånding, inden hun vendte rundt. Sydende af vrede var det blik, som han sendte hende. Ikke just det blik, som han havde sendt hende i deres intime stund sammen. En stund, som hun dog kun ønskede at glemme. ”Vil du gerne til bækken, eller vil du hvile ud her?” endte hun med at spørge. Hun havde jo lovet dronningen at pleje ham, og han kunne se ud til at trænge til begge dele.. Medmindre man så bort fra, at han mest af alt lignede en der trængte til at kvæle hende. Hvis han skulle gå hen og blive voldelig, ville hun dog forsvare sig, og om end lænke ham fast til væggen, så han ikke kunne røre sig. Hun måtte ikke fortryde, hvad hun havde gjort. Det havde hun ikke råd til. Noget at leve op til, havde hun også nu! Dronningen havde skænket hende denne anstændige hytte, som hun havde lukket hende ind. Noget hun ikke ville svigte nu! Selv ønskede hun at leve, og derfor ville hun gøre sit for at få en plads i samfundet her.

[Valandil Romain Ancalimë]

Tavst blev Valandil stående og kiggede på hende. At hun i det hele taget havde gjort det, var det som forundrede ham mest. Ikke at han havde troet, at hun kunne finde på det, men nu havde hun gjort det.. Han var tvunget hjem til et sted, hvor han overhovedet ikke havde tænkt sig, at blive, og nu havde han ikke længere noget andet valg? Det var bestemt ikke noget, som ville falde i særlig god jord hos ham, hvor det tvært imod, var med til at gøre ham mere end vred!
"Så nu vil du rent faktisk give mig et valg?" spurgte han denne gang. Han havde jo overhovedet ikke fået lov til at tage noget, der mindede om noget valg! Og den tanke, gjorde ham direkte vred! Han fandt sig bestemt ikke i det! Som i overhovedet ikke! Han stirrede denne gang ned på sine håndled, som endnu var bundet sammen. Det var uden tvivl begyndt at syde i hans hænder. De strammede jo trods alt. Han rystede kort på hovedet. Han var vel.. skuffet et sted? Skuffet over den behandling, som hun havde underkastet ham? Og det var uden tvivl også det, som han var så kraftigt påvirket af. Et sted gjorde det ham ked af det, selvom det overhovedet ikke var noget, som hun skulle vide, eller kende til. Han trak vejret dybt. "Af alt,s om du kunne udsætte mig for, Jarniqa.." Han kneb øjnene fast sammen. Alt dette, havde jo for pokker været mod hans vilje, og det var ikke noget, som faldt i den gode jord på noget tidspunkt!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas smaragdgrønne blik hvilede på ham. ”Jeg havde heller intet valg før,” svarede hun ham direkte igen. Det havde hun ikke. Ikke havde hun kunnet blive i den normale verden. Ikke efter, at hun havde følt sig forvist fra den. Hendes moder brugte hende efter eget forgodtbefindende. Hendes værge var ikke længere en, som hun kunne tale med og blive holdt om. Theodore mente, at hun var en stor skuffelse. Lucifer havde slået op med hende. Det var alle hun havde kendt, der havde vendt hende ryggen. Hårdt var det for en person der endnu var ung, som det hun var. Hun kiggede blot på ham. ”Du havde sagt nej, hvis jeg havde spurgt dig, og et nej havde jeg ikke kunnet bruge til noget. Det er, som det er nu, og det må også du affinde dig med,” endte hun fast med at sige. Han kunne svovle og bande over hende ligeså meget, som han ville. Det gjorde så mange andre også. Ændre hans skæbne ville det dog ikke, da hun havde brug for en mandlig slave under sig, hvis hun skulle fungere ligesom de mørkelviske kvinder her i Maerimydra. Ikke ønskede hun at skille sig ud der. Hun tog ind indånding. ”Jeg spørger dig derfor igen. Sove eller vaskes?” spurgte hun direkte som tegn på, at han ikke ville få noget ud af at diskutere det med hende. Han ville ikke længere kunne anse sig for en fri mand.. Han kunne derimod for fremtiden se sig som hendes tjener. Noget han gjorde bedst i at vende sig til.

[Valandil Romain Ancalimë]

Tilfreds med den nye tilværelse, kunne man bestemt ikke sige, at Valandil nogensinde ville være. Han havde igennem rigtig mange år, været en fri mand, og fri af de lænker, som Maerimydra kastede de mørkelviske mænd i. Nu skulle han så til at være en del af det igen? Ikke at han accepterede det, og ikke var det noget, som han nogensinde havde tænkt sig, at gøre! Hans grønne øjne hvilede vredt på hende. "Hvis du nogensinde regner med, at finde min respekt for dette, Jarniqa.. Så tager du fejl," vrissede han sammenbidt. Han vidste, hvordan mænd som regel blev behandlet på det her sted, og ikke havde han tænkt sig, at slå sig til tåls med at det også var noget, som skulle ske for ham. Han havde nemlig ikke tænkt sig, at acceptere og leve med en skæbne, som hans fader havde gjort i sin tid!
Endnu stod han med hænderne bundet, hvor han tydeligt spændte i kroppen. Lysten til at kvæle hende, samt slå hende ihjel for dette, var virkelig stor! Men selv han vidste, at det ville koste ham livet i den anden ende, om han gjorde så, så det ville han jo heller ikke. Han bed tænderne så kraftigt sammen, at det var tydeligt i hans kinder. Hans mine understregede kun, hvor vred han egentlig var. "Vaskes," svarede han kort for hovedet. Nej, han havde overhovedet ikke tænkt sig, at tiltale hende med noget, der mindede om respekt, hvis han kunne blive fri for det! Han foragtet hvad hun gjorde, og hvad hun nu ønskede at blive en del af. Det skuffede ham vel et sted?

[Jarniqa Dynithril]

Om det nagede Jarniqa, at han talte respektløst til hende, men ikke sin dronning? Helt klart! Hvad gjorde, at han respekterede den kvinde, men ikke hende? ”Respekten vil du nære før eller siden. Indtil da vil dine ulydigheder blive taget ind, og som de kommer, vil konsekvenserne ligeså falde,” endte hun advarende med at sige. Hun skulle hærdes.. Det kunne hun allerede tænke sig til. Hvis ikke hun skulle lade sig påvirke af Valandil, måtte hun blive hærdet til, at det ikke længere fik hende til at føle. Det var dog også noget, som hun var villig til at give afkald på.. Hendes følelser havde nemlig tydeligvis aldrig bragt hende noget godt alligevel. Følelser havde kun bragt hende hjertesorg og gråd. Hun betragtede ham. Kunne hun lade rebene falde? Turde han stikke af her? Om natten skulle han i hvert fald bindes.. Som hun så ham ind i øjnene, frygtede hun nemlig, at han ville kvæle hende i det øjeblik, at hun lukkede øjnene i. Hun rankede sig. ”Hvis du forsøger på at stikke af, vil jeg brække dit ben,” advarede hun ham. Som rebet var kommet af magi, forsvandt det nu af magi. Det eneste tegn på, at der nogensinde havde været et reb, var grundet Valandils røde streger hen over håndledende. Hun gjorde et hovedkast til udgangen. ”Gå du først ned,” beordrede hun. Ikke turde hun gå forrest lige nu og her. Hun kunne lige se det for sig.. Hun gik først ned ad den lange trappe, og at han ville skubbe hende. Hun ville falde de mange trin ned og brække nakken. Nej.. Det kunne hun ikke risikere! Ikke lige nu når han var så bitter, som han var.

[Valandil Romain Ancalimë]

Respekten havde Valandil på ingen måder tænkt sig, at give Jarniqa, da den i hans øjne, på ingen måder var fortjent. Han stirrede fast i hendes blik. Han var vred.. det boblede virkelig over i hans krop og sind i øjeblikket, og derfor var det virkelig også svært for ham, at håndtere alt dette! Han havde givet hende en del af sig selv, som han sjældent gav til nogen, og hun valgte så i samme omgang, at gøre det her ved ham? Var det overhovedet underligt, at han ingen tillid herfra ville nære til hende og hendes person? For det ville han bestemt heller ikke! "Du er ikke en mørkelver, Jarniqa.. Uanset hvor meget du vil prøve på at være det," endte han denne gang kortfattet. Det var udtalt med en spydig tunge, men den var der jo trods alt heller aldrig nogen, som havde formået at tage fra ham.
Rebene faldt. Han gnubbede derfor sine håndled, og med en tydeligt irriteret mine. Ondt gjorde det uden tvivl, men det var bare begrænset, hvad han selv kunne gøre ved det. Han skulle gå først? Og hun var sikker på, at han ikke ville stikke af? Fik han muligheden for det, ville han uden tvivl tage den! Denne form for magt og kontrol over ham, skule hun bare ikke have lov til at tage! "Meget vel," afsluttede han med at sige, inden han selv rettede sig op. Vejen kendte han jo, da han kendte disse skove, som havde det været hans egen bukselomme. Han søgte derfor til døren og trapperne, hvor han hurtigt steg ned af denne. Han forventede naturligvis at hun fulgte med. Hans herskerinde eller ej.. Lige der, gjorde han bestemt ikke nogen forskel.

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det at få det tværet ud i ansigtet, at hun ingen mørkelver var, og aldrig ville blive det. Det var dog efterhånden, hvad hun var vant til at høre.. Hun var en varyl. Hun var en blanding. Hun var beskidt. Hendes slags var ikke ønsket. Altid havde Jarniqa svaret igen med, at hun ikke var enig, men var det mon den forkerte holdning at have? Burde hun bare tænke på sig selv, som var hun et udskud, og på den måde gardere sig mod hårde ord? ”Din kahli var tydeligvis af en anden mening. Hvad du end mener om mig, er jeg stadig din herskerinde, sevrus,” endte hun fast med at sige. Hun måtte finde ud af, hvordan man tacklede hans opførsel.. Især hvis hun skulle leve med ham. Hvis hun satte ham fri nu, var det nemlig som at kaste håndklædet i ringen og stemple sig selv som svag, og aldrig skulle folk tænke således om hende! Som han gik ud af døren, valgte hun at gå lige efter. Selv holdt hun øje med hver en bevægelse, som han gjorde sig på vejen. Konstant var hun parat til at gribe ind, hvis han skulle agere uønsket. Hvis han skulle stikke af.. Hvis han skulle angribe hende.. Tavst forholdte hun sig, som hun og Valandil gik i den retning dronningen havde angivet til dem. Det ville uden tvivl gøre godt at få lidt vand i hovedet.. og i teorien vasket sin krop efter, hvad de havde lavet sammen.

[Valandil Romain Ancalimë]

Dum var Valandil på ingen måde, da han vidste, hvad konsekvenserne ville være, om han valgte at stikke af herfra. Det var i sig selv, slet ikke noget, som han havde det mindste lyst til, og særligt ikke, som det var lige i øjeblikket. Vred var han, og det var noget, som Jarniqa kun havde sig selv at takke for! Han hadede og foragtede den tanke om, hvad han nu var tvunget til, uden at han egentlig havde lyst til at gøre det. "Fortsæt du med at fortælle dig selv det," endte han med en kortfattet stemme.
Selv vidste Valandil godt, at det kunne vise sig, at være farligt for ham, at stå op mod Jarniqa, og særligt nu hvor hun var en kvinde her. Deres Kahli havde måske en anden mening, men det ændrede ikke på, at Valandil nu havde mistet ekstremt meget af respekten for hende, ved det, som hun havde gjort ved ham. Det var næsten værre, end hvad Daelis havde udsat ham for, og det alene, var heller ikke noget, som han fandt sig i! Han søgte derfor ud af deres lille hytte, og ned af trappen, som de var kommet op af, ganske kort forinden. Ømme var hans håndled uden tvivl, men intet kunne han gøre ved det nu. Hurtigt og elegant nåede han også bunden, hvor han selv søgte videre over skovens bund, og direkte ned mod vandet, som lå ikke langt derfra. At få noget koldt vand i hovedet, og få vasket sig, ville uden tvivl gøre store underværker lige nu!

[Jarniqa Dynithril]

Køligt gled smilet hen over Jarniqas læber. Smart spillede han, men dog føjede han hende lidt, hvilket måtte betyde, at han kendte sandheden. Sandheden, som han ikke ville give hende fornøjelsen i at give hende. ”Åh kæreste.. Jeg behøver end ikke at fortælle mig det selv. Dine handlinger er nok til, at jeg ved, at du er indforstået med det,” endte hun direkte med at sige. Selv tænkte hun videre fra tanken.. Jo, hun forstod, at han ikke fandt det morsomt, at han nok engang var en trælbundet mand. Dog tænkte hun, om det alligevel ikke var bedre at være bundet til hende end en anden mørkelvisk kvinde? Måske var det sådan, og måske var det derfor blot bitterheden der talte for ham nu? Tilbage på jorden kom de, hvor de bevægede sig ned mod den anviste bæk. Selv kunne hun fornemme i skyggerne, hvordan de i tide og utide havde et blik hvilende i nakken. Gad vide hvornår hun ville møde byens indbyggere? Hun vidste blot, at hun først skulle møde deres kahli igen.. og inden da skulle hun havde Valandil i stand. Kort rystede hun på hovedet. Tanker måtte hun for et øjeblik prøve at skubbe ud af sit hoved. Ned til bækken nåede de også. Smal i bredden var den, men vandet så glinsende klart og indbydende ud. ”Du kan vaske dig her,” endte hun kortfattet med at sige. Det var trods alt heller ikke fordi, at de videre var på talefod med hinanden. Det var i hvert fald en skam at sige.

[Valandil Romain Ancalimë]

Ikke havde Valandil tænkt sig, at modarbejde sig Jarniqa mere, end hvad der måtte sige sig, at være højest nødvendigt, da dette meget hurtigt kunne vise sig, at være meget fatalt for hans vedkommende, og dette ønskede han på ingen måder, at blive udsat for! Om han gjorde noget mod hende, ville det i værste tilfælde, også ende med at koste ham selv livet, og dette var han på ingen måder interesseret i.
Valandil vendte blikket direkte mod hende, da de langt om længe nåede ned. "Du skal ikke regne med, at jeg vil gøre det nemt for dig," bed han af hende, for han var vred og forarget over dette, og det var slet ikke noget, som han fandt sig i, på noget tidspunkt overhovedet. Bækken nåede de derfor hurtigt til, hvor han stoppede op ved denne. En ting var at han nu skulle være en bundet mand, og det var noget, som virkelig gjorde ham vred, men hvad kunne han gøre ved det? Han undlod denne gang, at sige noget som helst, hvor han denne gang, blot knælede ved vandet. Han løsnede sin skjorte igen, og smed den ned ved siden af sig, hvorefter han begyndte at vaske sig med det kolde vand. Bare han kunne slå lidt koldt vand i blodet, så ville det uden tvivl gøre underværker! Vandet kastede han op i ansigtet og lod det falde nedover hans overkrop. Han havde bare brug for at køle lidt ned.. For han var virkelig vred, og det var alt sammen hendes skyld!