One last chance..

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel Maloya Nicomendes

Majestætisk havde månen hævet sig over alt andet, og stod i alt sin pragt på himlen, bleg, rund og helt fuld i aften. Omkring den glitrede så mange stjerner der bragte skønhed selv det mørke der herskede i Dvasias. Nattehimlen blev ofte undervurderet selv i et land af mørke, men der var nogle få som stadig værdsatte den. Silia var end af dem. Hun stod på altanen der hørte til det der engang havde været hjem for kammerpigen, med andre ord Aliyah. Vinden rev let i hendes mørke krøller der i aften hang frit omkring hendes slanke skuldre og hun nød følelsen af den kolde brise der kærtegnede hendes kind mens hun stod lænet lidt ud over rælingen på altanen.
I aften var det svært at se skønheden i en måne, der var altafgørende for hendes fremtidige liv. Hun var træt af denne rolle, træt af altid at være voksen når hun bare ville have hans arme omkring ham. Daenerys lå og sov i Det Kongelige Kammer, et sted som hun ikke selv ville plante sig, for hun var ej længere en dronning og ville heller ikke fremstå sådan så i stedet havde hun indtaget et gammelt tjenestekammer der dog var ganske udmærket. Ingen tvivl om at Mattheus havde behandlet Aliyah godt.
De mørke øjne nærmest stirrede hypnotiseret på månen mens hun samtidig lyttede håbefuldt til om skridt nærmede sig, eller om der var vingeslag i natten ligesom hun nu havde gjort i flere timer men uden held. Nu var modet begyndt at synke, hun havde håbet på at han ville være dukket op for lang tid siden, som om det ikke var hårdt nok for hende at hun nærmest havde ligget på sine grædende knæ. Ville han hende overhovedet ligeså meget som hun ville ham? Uden at se ned, fumlede hun lidt med den vielsesring der engang havde været symbol på deres kærlighed, men som nu bare virkede.. tung og gjorde hende nervøs.
Hendes læber spidsedes let som hun slap et stille suk. Han kom ikke. Det var svært ikke at være skuffet, for hun havde inderligt håbet på at hans kærlighed til hende havde været vigtigere end alt andet, men hans evne til at tilgive var åbenbart knap så fantastisk. Det gjorde virkelig ondt med alt det håb der havde hobet sig op i hendes indre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ofte, og mere end en gang, havde Gabriel ombestemt sig. Alt for ofte havde han opvejet fordele og ulemperne, og det var svært for ham. Det var jo ikke bare en enkelt beslutning, men derimod en beslutning for livet, og det kunne uden tvivl også godt mærkes.
Gabriel havde holdt sig tæt ved slottet igennem de sidste dage. Tanken om Daenerys.. alle de problematikker.. At han var den, som skulle stemples som dum eller lignende, for det var det, som han havde gjort igennem deres ægteskab. Han elskede Silia.. Han elskede hende virkelig, men det var bare ikke altid nok, tilsyneladende. Fuldmånen viste sig på himlen denne aften.. Igen havde han taget sig selv i at.. tvivle. Hvad var det rette valg at tage i denne situation? Det var jo et valg for livet, og han ville virkelig ikke tage fejl, hvis han da ellers kunne blive fri for det!

Gabriel havde vandret frustreret rundt tæt ved slottet, bare for at holde sig i nærheden. Han havde et par gange, fået et syn af Daenerys, og det var hårdt at se den lille pige, og så vide, at det ikke var hans.. At det kunne være, men ikke var. Og tanken om Jason irriterede ham uden tvivl stadig!
Gabriel havde dog endelig taget en beslutning.. Han elskede hende.. Og tanken om at skulle undvære hende, var nok den, som for ham, var det sværeste.
Gabriel søgte derfor henover den store himmel. Under mørket, kunne han i forvejen være svær at se. Hans blik søgte ned under ham.. Balkonen, som måtte være til Silias kammer, var det, som han helst ville søge til. Han ville gerne undgå Nathaniel.. vagter og andet, som måtte være omkring. Elegant søgte han ned dertil, hvor han landede. Synet af hende.. Han savnede hende. Nu mere, end nogensinde før. "Silia.." endte han. Han rettede sig op og lagde de mørke vinger tæt ind mod hans krop. Hans blik fast.. men øjnene præget af længsel. Det var jo endnu tydeligt for ham, at mærke den evige kamp mellem lyset og mørket i ham.

[Silia D. Diamaqima]

Skuffelsen var umulig at se væk fra, trods den havde været ventet. Daenerys var en del af hendes liv og ville være det for altid nu og Gabriel havde jo for lang tid siden udtrykt sine følelser omkring det. Hun vendte rygen til balkommen og lænede sig lidt op af gelænderet med armene spredt ud fra kroppen, så de hvilede på det kolde materiale det var lavet. Nu havde hun gjort som Gabriel havde bedt hende om. Ikke havde Jason været i hendes seng siden deres møde og det led hendes væsen lidt under. Presset var hurtigt blevet større og hun følte sig mere stresset, hun havde virkelig håbet på at det havde vist sig at være det hele værd. Var han stadig i tvivl i forhold til Denjarna? Hun fugtede sine kølige læber. Den natkjole hun havde iklædt sig, efterlod ikke meget varme herude i den bidende kulde og det var desuden ved at blive sent.

Blidt skubbede hun fra gelænderet og rettede sig op med et stille, næsten lydløst suk. Hun nåede dog kun at tage et skridt i retning af døren, før en mørk skikkelse, kastede en skygge over hende og blokerede for vejen. Silia stoppede op igen og kastede sit mørke blik på Gabriel. Han var kommet? Hun mærkede mange sten falde fra brystet, så hun igen kunne trække vejret. "Gabriel," hendes stemme afslørede forvirring og dog lettelse. "Du kom," konstaterede hun og begyndte at få et lille drag på læberne i form af et smil. Lysten til bare at falde ham om halsen var stor, men hun modstod fristelsen i første omgang, bare for at være sikker på at det var hvad han ville.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det her var en beslutning som ville forandre hele Gabriels liv, og derfor havde han været nødt til at vide sig sikker på, at han tog den helt rette. Ikke var det nogen hemmelighed, at han elskede Silia, men der var sket så meget, og det barn, som hun måtte have, der særligt var hans store problem, var bare meget begrænset, hvad han kunne gøre med, og det var hårdt.
Skyggen kastede han over balkonen, da han fløj over den, inden han landede på den. Han kunne se, at hun stod der. Ventede hun på ham? Havde hun virkelig stået og ventet på ham? Allerede nu, havde de delt kys og kærtegn, uden at være sammen. Det var bare utroligt, at de skulle derud, før de rent faktisk kunne vise hinanden det.
Vingerne trak han ind til sig, hvor han rettede sig op. Her stod han nu. For en gangs skyld, kunne man jo så bare håbe på, at det var den rigtige beslutning for ham at tage, for det her var jo en beslutning, som ville gælde for resten af hans liv nu. "Jeg ved godt, at det er sent.. Men jeg var nødt til at tænke over det.. Bare en sidste gang," endte han. Han ville virkelig bare gerne lægge det hele bag sig, men med Daenerys, så var det så godt som en umulighed, og han vidste det udmærket godt. Han knyttede næverne svagt. Han forsøgte virkelig! ".. Men, her er jeg," afsluttede han denne gang. Hans blik søgte til hendes igen. Vile det være godt, eller ville det være skidt? Han havde taget en beslutning, og nu ville han bare gerne forsøge igen.

[Silia D. Diamaqima]

Det var et slag på stolheden at Gabriel ikke selv var kommet til hende, ikke før hun havde tigget og bedt ham, med løfte om at hun ville gøre hvad som helst. En Diamaqima gik ikke på knæ, foruden denne gang i håb om at de kunne gå tilbage til hvad de engang havde haft. Hun så på ham og blinkede lidt overrasket, der var ingen tvivl om at hun ikke havde forventet at han ville komme. "Jeg troede ikke at du ville komme," indrømmede hun lidt usikkert. For pokker hvor hun hadede det her, for hun var normalt ikke præget af den usikkerhed. Forsigtigt gik hun lidt tættere på, så de stod så tætte at deres kroppe med nød og næppe rørte hinanden. "Jeg tror aldrig jeg har været så glad for at se dig," hun smilede lidt akavet hvorefter hun fugtede sine læber for at dræbe det ret hurtigt.
Hendes mørke øjne gled op over hans skikkelse til hun til sidst stoppede ved hans blik. "Er du helt sikker på at du vil det her?" spurgte hun og sank en klump. Hun forsøgte ihærdigt at samle sig, men hun følte sig ligeså ung og usikker som hun havde været, den dag hun havde været nødt til at spørge ham om han ville gifte sig med hende. Forsigtigt hævede hun hånden og lod et par fingerspidser stryge hans over hans side inden hun igen trak hånden til sig. Hun lukkede øjnene og sukkede tungt. Det gjorde hende så frustreret at hun ikke vidste hvordan hun skulle være omkring ham, når det altid havde været naturligt for hende. Hvad hun ikke ville give for at de bare havde været to mennesker i en skov igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste, at ha ikke havde handlet særlig hensigtsmæssigt, men han havde handlet ud fra, hvad han havde følt, var korrekt, også selvom det havde gjort hende ked af det. Nu kunne man vel sige, at han var klar til at gøre noget ved det?
Gabriels blik hvilede på hendes skikkelse, hvor han svagt trak på smilebåndet. Han kunne mærke, og ikke mindst se lettelsen i hende. "Jeg beklager, at have ladet dig vente så længe," sagde han denne gang. Ord som han mente, men for ham, havde det bare været rigtigt at finde ud af, om det var det rigtige, eller om det var det forkerte valg for ham at tage. Det ønskede han bare ikke at gøre, så han havde virkelig tænkt over det! Ingen tvivl om det!
Hånden som strøg over hans side, satte en sitren i ham. Ikke med væmmelse. Hans blik fulgte hende. Hun måtte ikke spørge ham. Hun endte dog bare med at sætte en tvivl i ham, og det kunne han slet ikke lide. Han selv hævede hånden. "Nu skal du ikke gøre mig i tvivl," bad han denne gang. Han tog denne gang omkring hendes hånd. Han ville virkelig gerne, også selvom han vidste, at det ikke ville blive nemt. Det her ville virkelig blive svært. "Jeg har taget en beslutning.. Og det har været hårdt.. Men jeg står her.. Fordi det er, hvad jeg vil," sagde han denne gang. Han forsøgte sig med et smil. Det hele var bare.. akavet.

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel havde knust hende før og Silia var faktisk ikke helt sikker på at han ikke ville gøre det igen. Der var en grund til at han havde vendt ryggen til deres ægteskab, og man kunne frygte at det var hende der pressede ham og han ikke havde andre muligheder, men uanset hvor risikabelt det var, så kunne hun ikke bare vende ryggen til igen. "Det gør ikke noget, eller jeg.. nåede at blive ret nervøs," indrømmede hun og smilede lidt usikkert i et forsøg på at bryde den lidt akavede situation de stod i lige nu.
Usikre fingre vandrede ned over hans side, og forsøgte at afkode om det var okay. Hun frøs i sit kærtegn og sank en klump. Nagede tvivlen ham stadig? "Det er alt andet end min hensigt," hun ville trække hånden til sig mens hans hånd fangede hendes hurtigere end hun kunne nå at trække sig.
De mørke øjne fangede hans isblå, malet af den samme tvivl han sad med. Det havde aldrig været så akavet mellem dem, så hvorfor var det her så svært? Burde de ikke være gladere? Hun himlede med øjnene. "Det her er ikke os," konstaterede hun og trak sin hånd ud af hans, for i stedet at lægge armene omkring hans nakke og trække ham stædigt ned til sig, så hun kunne kysse hans læber. Handlingen var i det her tilfælde, tilsyneladende meget lettere end ord og føltes langt mere rigtigt. Den kølige brise kærtegnede hendes nakke og fik hårene til at rejse sig, men det skyldtes vidst ligeså meget den fantastiske følelse det gav hende. Hun løsnede grebet en smule om hans nakke og lod hænderne falde lidt ned over hans skuldre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De havde knust hinanden, og det ønskede Gabriel at gøre noget ved. Nu hvor han havde brugt de sidste mange dage, på at tænke det hele igennem, mere end hundrede gange. Han ville bare gerne være sikker på, at han tog den rette beslutning, og nu havde han taget den. Og han ønskede uden tvivl også at stå ved den, nu hvor han fik muligheden for at gøre det. "Jeg ved det godt.. Men det er også bare vigtigt for mig, at det er en ret beslutning," fortalte han. I forvejen kunne han jo forestille sig, andet i forvejen var en skidt situation for dem at stå i, uden at han rigtigt kunne gøre noget ved det lige nu.
Gabriels blik hvilede i hendes. Han ønskede ikke at tvivle, men for pokker, hvor hun gjorde det svært for ham. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være så bange for at røre ved ham, som det hun tilsyneladende var lige nu. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han kort vendte blikket væk. Det var svært. Og han hadede det virkelig! Som bare pokker! "Silia.." Han vendte sig mod hende, hvor hendes arme nærmest blev kastet om hans nakke, og hendes læber mødte hans. Han gengældte kysset.. efter et kortvarigt chok, uden at tøve, for det føles virkelig godt! Armene gled denne gang omkring hendes liv, hvor han trykkede hende ind mod sig. Denne gang var det uden en stor mave. Hvilken fantastisk lettelse!
Gabriels skuldre faldt adskillige centimeter. Som faldt de tunge byrder fra ham igen, og det fik ham hurtigt til at slappe af igen. Han lukkede øjnene let, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Hvor havde han dog savnet hende!

[Silia D. Diamaqima]

Det var nærmest.. utroligt at han var kommet tilbage. Hun havde opgivet håbet allerede den aften han var fløjet ud af vinduet. Det gjorde ondt fordi det føltes som et slag på stoltheden for hende, at hun stod og ventede og han skulle tænke tingene igennem men på den anden side.. hvis det var hvad der skulle til. "Jeg sagde at du skulle blive væk frem til du vidste beslutningen var rigtig. Jeg kan ikke miste dig to gange," sagde hun stille. Det var ikke fordi hun nærede frygt for at røre ved ham, det havde hun jo altid holdt meget af, faktisk havde hun altid haft svært ved at holde fingrene fra ham, men lige nu virkede det hele meget usikkert, og det var.. uvant for hende.
Ved hans tøvende ord, hævede hun en finger og lagde den mod hans læber. "Shh.. jeg har ikke tænkt mig at tillade din tvivl.. lad mig fjerne den," bad hun og så ret indgående i hans blik. Fingeren blev fjernet, så hun i stedet kunne erstatte den med hendes læber. Der var ingen stor mave i vejen. Daenerys lå og sov inde ved siden af, i det kammer der havde tilhørt Mattheus for noget tid siden. Selv sov hun i tjenestepigens kammer, så hun kunne høre hende. Hendes små fingre faldt på hans stærke overarme. I forhold til dem, virkede hendes hænder små som et barns. Hun kunne mærke hvordan hans skuldre sank, forhåbentligt var det et godt tegn. Forsigtigt trak hun sig, millimeter fra hans læber og svajede lidt i ryggen for at se på ham. "Slip tvivlen," bad hun dæmpet før hun igen strakte sig frem og fangede hans læber.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke gjort andet end at tænke tingene igennem, og nu stod han så her, fordi at han havde taget en beslutning. Det var bare dumt, hvis hun begyndte at placere tvivlen i ham, for det ville hun intet få noget ud af! De isblå øjne, med et klart mørkt skær i dem lige så. Mørket blev kun mere og mere en del af ham, i takt med dagene, som måtte gå.. Og han blev mere og mere vant til det. "Og jeg har tænkt.. Gud som jeg har tænkt, og derfor står jeg her nu," forsikrede han hende denne gang med en nænsom stemme. For ham, gjorde det jo ondt, og særligt når tvivlen kom igen!
Kysset slog tvivlen helt ud af ham, hvor det denne gang, var længslen, som måtte melde sig i hans krop og sind for alvor. Han kunne jo ikke lade være! Han trykkede hende tæt ind mod sig. Hun ville fjerne tvivlen? Hun skulle være mere end velkommen til dette! Med hånden, som strøg over hans læber, hvilket var noget, som satte en tydelig sitren i hans krop og sind. Han sukkede let. Hans skuldre var faldet adskillige centimeter. Det tog da en del af hans skuldre det her.
Øjnene lod han synke i, hvor han vendte blikket mod hende. Hun skulle fjerne det.. Han ville have, at hun fjernede det! Kysset gengældte han igen, hvor han holdt hende tæt ind mod sin egen krop. "Den er væk.." endte han denne gang. Hun skulle bare ikke stille ham de spørgsmål! Han mødte igen hendes læber i et kys. Hvor var det rart.. Selvom det ikke føles helt præcist, som det plejede at gøre, skulle man jo starte et sted. Han brød denne gang kysset. "Lad os komme ind.. Du skal ikke stå her og fryse," endte han denne gang. Han var jo bekymret for hende. Det havde han altid været.

[Silia D. Diamaqima]

Mørket tog mere og mere over, hvilket hun accepterede for det var jo stadig Gabriel.. bildte hun sig ind vel og mærke, for inderst inde vidste hun godt at han ændrede sig, hun håbede bare at han stadig var den mand som hun havde forelsket sig i. Hans varme hjerte og sind. Hendes mørke øjne fangede hans, og så ind i et blik der virkede underligt farligt. "Jeg har også tænkt. Jeg er glad for at du er her," sagde hun dæmpet. Hun ville ikke se ham tvivle på om det var en rigtig beslutning, ikke mindst fordi hun selv tvivlede og hvis de begge gjorde, så var det en stor risiko at løbe.
Hendes øjne gled i, hun smagte på hans varme, bløde læber med længsel, måske ligefrem en smule krævende. "Godt," svarede hun lidt tilfredst og sendte ham et smil. Han fik hende stadig til at føle noget særligt, men var farligere.. mere vovet ikke nær så trygt som hun havde oplevet det under deres tid i lyset. Hun slap hans læber og svajede lidt i ryggen så hun kunne læne sig tilbage. "Ja lad os det," medgav hun og følte sig lidt lettet over at man kunne fornemme hans bekymring. Det lå der stadig, et eller andet sted. Hun pressede ham lidt tilbage, for at tvinge ham til at gå bagud mod døren. På vejen smækkede hun døren ud til, så varmen kunne få lov til at omslutte dem. "Læg dig ned," bad hun og pegede på sengen, før hun kort gik hen til døren for at sikre sig at Daenerys stadig lå og sov. Der var ikke en lyd, så hun skubbede døren bare en smule i, før hun igen vendte sin opmærksomhed mod Gabriel.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For hver dag, som gik, blev Gabriel kun mere og mere mørk, og han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Han levede med det.. Han accepterede det, også selvom det ikke altid var lige nemt. Nu håbede og bad han nu så til, at Silia kunne leve med den mand, som han vidste, at han var ved at blive, også selvom det virkelig var svært til tider. Særligt nu, hvor det var så intenst, som det var. "Det er jeg glad for, at du siger," sagde han denne gang. Det lettede ham. For ham, var det rart, at der var nogen ting, som var som de altid havde været.. Og at de forhåbentlig kunne være der for og med hinanden. Det ville han derimod elske, at kunne gøre.
Gabriel var selvfølgelig bekymret for hende. Lige hvad angik den del, ville det ikke ændre sig. Derfor lod han sig mere end glædeligt bakke ind i værelset, hvor han så sig om. At komme ind, var rart.. Nu havde han jo levet uden et fast tag over hovedet, siden han havde valgt at forlade Procias. I sig selv, var det ikke rigtigt noget, som han havde tænkt sig, at tænke mere over. Vingerne trak han ind til sig, hvor han vendte sig mod hende. Hvad lavede hun ved døren? Var det Daenerys? Han bed tænderne svagt sammen. Han trak vejret dybt.. næverne knyttede han svagt. "Jeg beder til at hun sover resten af natten," endte han. Derefter søgte han til sengen, hvor han lagde sig. Han sank direkte ned i den varme og bløde madras. For ham, var det uden tvivl rart. Virkelig rart at have et sted at ligge fast! Han sukkede næsten lettet.

[Silia D. Diamaqima]

Silia var overbevist om at hendes hjerte ville banke for Gabriel altid, uanset hvilken man han blev, så lang tid han blev ved med at elske hende med sine mange fejl og et navn det havde forbandet hende i siden fødsel. Somme tider var hun sågar sikker på at hun var ved at blive sindssyg. Kort så hun til Daenerys der lod til at være helt væk i sin lille drømmeverden. Hun smilede for sig selv og mærkede den boblende stolthed, som hun vidste at Gabriel ikke delte. Måske han kunne lære at holde af hende med tiden? Også selvom hun i teorien var Thranduíls. "Det er lovligt at håbe," hun vendte sig mod ham med et lille smil og slentrede lidt hen til sengen kun for at stoppe op ved fodenden.
Jason ville tage hende hvis det var, men det så hun ingen grund til at fortælle ham. Hun løsnede sine mørke lokker og bredte dem omkring sine skuldre, før hun kravlede op i sengen til ham. Ret hurtigt bemærkede hun at han var anstrengt med sine hvide knoer. "Glem hende.. tænk på mig," opfordrede hun og fangede hans kind med en blid hånd, for at vende hans blik mod hendes. Hun lagde sig om på siden så hun bedre kunne se på ham. Det føltes godt at ligge ved hans side efter alt den tid hvor sengen havde været tomt, særligt efter hans krav om at Jason skulle flytte ud. Det havde ikke gjort så meget som sådan, men ensomheden var tung og efterlod hende alene med sine tanker, hvilket faktisk ofte skræmte hende uden at hun sagde det til nogen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel elskede Silia. Han forgudede virkelig Silia, og det havde han nu gjort i flere år, uden at han egentlig havde været i stand til at kunne gøre noget som helst ved det. Det var egentlig forfærdeligt, men hvad kunne han gøre ved det? Den kvinde havde ham i sit spind, og han kunne intet gøre ved det!
Daenerys var ikke en lille unge, som Gabriel havde tænkt sig, at tænke mere over, end hvad godt måtte være. Han kunne i hvert fald ikke gøre det. Han knyttede næverne alene ved tanken. Han hadede det.. Foragtede den lille pige, som burde være hans, men ikke var det. Men så simpelt som en skovmands! "Det håber jeg godt nok," sagde han kort for hovedet, da hun tog pladsen i sengen ved siden af ham. Han lukkede øjnene let, da hun strøg hånden over hans kind. Det var svært for ham, at glemme det, som for ham, nok var den største byrde, som han overhovedet kunne være i nærheden af, særligt hvad angik det her. Det var virkelig ikke nemt, at vende ryggen til det.
Gabriel møvede sig om på siden, så han kunne ligge med fronten mod hende. Vingerne holdt han endnu tæt ind mod sig, så han ikke fyldte det hele. Han ville jo gerne være der for hende. For hende særligt. Jason var her ikke.. Daenerys kunne han ikke se. Så langt, så godt, kunne man sige! "Jeg prøver.." endte han. Han hævede denne gang hånden, hvor han tog omkring hendes. Det var bare så fandens svært, men han forsøgte virkelig! Det var vel også det, som talte?

[Silia D. Diamaqima]

Somme tider var kærlighed ikke nok, men Silia håbede inderligt at de kunne det de engang havde haft, uden akavet stilhed eller usikre berøringer, når de altid havde været en naturlig del af hinandens liv. Ganske vidst var hun intet barn mere, men somme tider ville hun virkelig ønske at hun bare kunne ligge ved ham, og lade ham passe på hende, velvidende om at det var hende selv der ofte ikke havde givet ham lov.
"Der er nogle til at tage sig af hende med mindre hun skal have mad," forklarede hun bare. Lige maden kunne ingen anden jo klare på samme måde, så der var hun nødt til at stå op. Ud over det var Daenerys faktisk ret nem.
Hun vidst at den lille pige var ham en byrde, men inderst inde håbede hun at det en dag ville ændre sig, når ro sænkede sig. De mørke øjne søgte hans da han lagde sig om på siden. Hun havde savnet følelsen af at have ham tæt på sig, særligt fordi han var stor og muskuløs og gav hende en følelse af tryghed.
"Så lad mig hjælpe dig," hun rykkede lidt tættere på ham, så hendes krop lå ind til hans. Langsomt strakte hun sig frem og fangede hans læber. Hun ville nok altid være bange for at han forsvandt igen, men hun kunne i det mindste gøre hvad hun kunne for at overbevise ham om at han skulle blive hos hende denne gang. Hun var bedre end Denjarna!