One last chance..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Man kunne uden tvivl sige, at Gabriel havde lært på den hårde måde, og der var kun kommet en ting ud af det: Det var gået op for ham, hvor svært, det var for ham, at undvære Silia. Selvom det var svært at se bort fra de ting, som de havde gjort mod hinanden. Hendes krop alene, var et tegn på et barn som ikke engang var hans, og derfor var det svært. Han vidste, at det ville være en hård tid, som de gik i møde, men han agtet at gøre, hvad han kunne, for at imødekomme det. Silia var nemlig den kvinde, som han ønskede at dele sit liv med, og der var intet i denne verden, som skulle have lov til at forhindre ham i at gøre det!

At få dem vendt, var ikke nogen udfordring for Gabriel. Han var også blevet langt mere initiativtagende end hvad han tidligere havde været. Silia var nemlig ikke en skrøbelig lille genstand, men dog stadig med en kæmpe betydning for ham, som han heller ikke vil kunne se bort fra, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
At høre hende sukke og stønne mod hans øre, var en drivkraft, som han havde brug for. Han havde nemlig brug for at vide, at det som han gjorde, var noget som hun kunne lide. Han klemte øjnene sammen. Han havde brug for at mærke hende.. Derfor fjernede han denne gang sin hånd, hvor han denne gang forenede dem med et fast ryk. Forsigtig som han tidligere havde været, var han ikke mere. Han udlevede denne gang sin krops inderste og dybeste ønsker!

[Silia D. Diamaqima]

Endelig føltes alting rigtigt. Hun lå i en seng med den mand hun elskede, den mand hun ønskede at tilbringe resten af sit liv med, ligesom hun havde lovet i kirken, foran guds øjne. Dengang havde hun end ikke elsket ham, ikke sådan i hvert fald, nærmere som en ven og som en onkel og nu kunne hun slet ikke se ham på den måde, nu var han bare Gabriel - hendes mand. Der var ikke længere nogle royale pligter til at ødelægge det for dem, hvis ikke det virkede nu så var det fordi at skæbnen ville dem noget andet, men Silia var indstillet på at det ikke måtte gå galt. Følelsen af hans varme hud mod hendes hænder var nok til at få det til at sitre helt ned i tæerne. Hun skælvede under hans berøring og nød hvordan hans fingre, behænndigt rørte hende med selvtillid og en målrettethed som hun ikke havde set ved ham før mørket havde overtaget hans krop og sind. Følelsen af hans fingre var alt andet end nok, tavst bad hun om mere af ham, ved at skubbe underlivet mod ham.

Først da han endelig efterkom hendes ønske med et fast ryk, lod hun et rigtigt støn undslippe hendes læber. Det var befriende. Hendes væsen sugede til sig af alt den kunne få, det var lang tid siden den var blevet tilfredsstillet hvilket hun kunne mærke ret tydeligt. Hendes arme lukkede sig igen om hans nakke, trak ham helt ned over sig, så hun kunne mærke hans krop glide over hendes hver gang han bevægede sig mod hende. Hun kyssede hans kind og lod hovedet hvile tæt ved hans, så han kunne høre hendes nydelsesfulde suk og støn. Han ville hende, hun kunne mærke det, og den følelse havde hun faktisk savnet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia var den kvinde som Gabriel skulle leve sit liv med, og det alene, stod han fuldkommen fast på i den anden ende. Nu hvor han havde forsøgt at klare sig uden, var han nu mere sikker, end hvad han havde været i virkelig lang tid. Det havde været et kaos uden lige for dem, for at få det hele til at harmonere, men hvad fanden kunne han da gøre ved det?
Ikke var der noget direkte behov for noget, der mindede om ord, hvor de i stedet, kunne lade kroppen snakke for dem. Gabriel selv, var blevet langt mere selvsikker og langt mere.. hård i det, end hvad han havde været tidligere. Noget godt, var der måske kommet ud af den kære dødsengel, som selv var blevet så voldsom og tydelig en del af ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det.

Et svagt smil passerede denne gang hans læber. De ønskede det begge to, og derfor ønskede han så brændende, at være med til at give hende det. Det var ve heller ikke underligt, var det? Denne gang forenede han dem nemlig, hvor han også lod armene søge tæt omkring hende, bare for at få lov til at mærke hende. Dybt måtte han sukke mod hendes øre, hvor han denne gang også lod armene søge tæt om hende, så han kunne trykke hende ordentlig og tæt ind mod sig selv. Han startede derfra et tempo.. Fast og intenst. Han kunne ikke lade være. Han havde virkelig brug for at mærke hende, som værende tæt ved ham og samtidig få fjernet alle de spor, som havde været efter Thranduil. Hun var hans, og hans alene!

[Silia D. Diamaqima]

Trods han stadig bekymrede sig omkring hende, så havde han fået en helt anden hårdhed, en anden selvtillid. Silia var ikke sikker på at hun burde elske det så meget som hun gjorde, men det føltes godt når han tog kontrollen lidt fra hende, for hun var vant til altid at have det tunge ansvar hvilende på hendes skuldre, og selvom hun altid påtog sig det, så var det ikke ensbetydende med at hun nød det.
For nu var det tog helt andre ting der fandt sted i hendes tanker. Deres kroppe talte de ord der var brug for at blive sagt, og lige nu var det eneste relevante at hun endelig fik indfriet den længsel hun havde til ham. Hendes hænder strøg over det øverste af hans ryg, og trykkede ham tæt ned mod sig, så hun kunne høre hans søde suk og støn, og samtidig kunne mærke den varme krop.

Suk blev hurtigt til milde støn i hans ører. Hun elskede hvad han gjorde ved hende, elskede hans bestemhed i hans bevægelser. Thranduíl eller Jason for den sags skyld havde aldrig kunnet give hende hvad han kunne, måske fordi der var helt andre følelser involveret. Hun knugede ham ind til sig, omfavnede ham tæt og mærkede tydeligt hvordan varmen begyndte at bygge sig op i hendes krop. Roligt trak hun sig lidt tilbage for at fange hans blik, før hun rakte lidt frem og fangede hans læber i et lid krævende og dybt kys, så meget som hun nu kunne for de støn der konstant forsøgte at tvinge sig adgang over hendes læber. Efterhånden var hun virkelig tæt på. Underlivet skød hun desperat mod hans, så hun kunne føle mere af ham, til han med et sidste stød vippede hende ud over kanten med et dybt støn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Bekymringen og omsorgen fra Gabriels side, var den samme, som den hele tiden, så var han også blevet langt mere hård og vel mere. mand, end vad han havde været tidligere. Det var også det, som han kunne mærke. Alt taget i betragtning, så nød han jo at være sammen med hende, som han samtidig også.. nød, at han var så vred, som det han var i øjeblikket. Han kunne i hvert fald ikke beskrive, hvordan det føles. Han nød at være vred og forarget, for det var som, var det en drivkraft for ham, og det var ikke noget, som han kunne vende ryggen til, uanset hvor meget, man så end skulle ønske, at han kunne det.
Kroppen talte sproget for dem. Ikke behøvede de at bruge ord og læber, da selv Gabriels var så optaget af alt mulig andet, at det var noget af det sidste, som han havde i hovedet lige for øjeblikket. Hendes duft.. at mærke hende. Han havde virkelig glemt hvor godt det føles.

De små suk og støn, gled over og blev mere og mere voldsomme. Selv for Gabriel. Han kunne mærke hvordan han selv måtte begynde at holde igen, for ikke at gøre sig færdig først. De spor efter Thranduil ønskede han at få bort, og gerne så hurtigt, som det var ham overhovedet muligt! Ikke ønskede han, at det var mærker usynlig for øjet, som skulle præge hende!
Presset samlede sig hos Gabriel, hvor han kraftigt stønnede mod hendes øre, inden han selv gjorde et sidste ryk i hende, hvor det hele selv synes som det eksploderede i hans krop og sind. Han kollapsede nærmest over hende. Udmattet, men tilfreds. Han følte at han havde gjort et godt stykke arbjede!

[Silia D. Diamaqima]

For et kort øjeblik ville hun gerne glemme alle de dårlige ting som var sket og huske på hvorfor det var hun elskede ham så højt som hun gjorde. Selvom hun havde forsøgt havde han bare slået benene væk under hende, med skålen af chokolade på hendes sengebord, hans evige bekymring, ture ud i slotshaven, alle de ting han havde gjort for hende i deres tid sammen. Hun ville være tæt på ham, mærke ham, føle alt det som kun ham kunne få hende til at føle. Ej var hun en af de mindste piger, det havde hun aldrig været, hun var byget lidt mere robust, så det at han var muskuløs og bred fik hende alligevel til at føle sig som en kvinde, en som han beskyttede og holdt ham. Hun trykkede ham ned mod sig, kyssede hans hals og indåndede hans velkendte duft, i takt med at hendes støn blev tydeligere frem til hun endelig ikke kunne holde til mere. Dog lod hun ham gøre sig færdig, og tillod sig at nyde de sidste stød han gjorde, før han selv væltede ud over kanten.

Silia svar stakåndet. Hun faldt slapt hen i madrassen med ham over sig, dog uden at stoppe med at omfavne ham. "Jeg elsker dig," hviskede hun og vendte hovedet for at kysse hans kind. Hendes hånd gled op i hans hår, holdt ham tæt ind mod sig. Nu meldte trætheden sig. Hun havde vandret uroligt rundt, og været tidligt oppe, der var altid meget at se til. "Vil du ikke holde om mig?" spurgte hun blidt. Det eneste hun kunne forestille sig lige nu, var at falde i søvn i hans arme, en tryg favn og få sig noget hvie inden Danaerys atter krævede opmærksomhed.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De dårlige minder var glemt for nu, og selv det, var noget som Gabriel havde glemt. Det eneste, som han havde i hovedet, var det intense sammenhold, som han i øjeblikket havde med Silia. En kvinde, som han stadig ønskede, og nærede de store følelser for. Vreden var blevet en drivkraft for ham, i stedet for den svaghed, som det engang havde været, og det kunne selvfølgelig godt mærkes. Han skælvede af behag. Det havde været noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet!
Kroppen var præget af et mindre lag sved, som han bare ikke kunne gøre noget ved. Det var alt sammen hendes fortjeneste, og han elskede det jo! Her lå han med hendes arme om ham.. og han vidste, at han var mindst lige så ønsket Så blev det godt nok heller ikke bedre. "Jeg elsker også dig," hviskede han denne gang mod hendes øre. Han kunne ikke lade være. Det var virkelig skønt at høre hende sige de ord til ham.

Gabriel lagde sig denne gang roligt ned ved siden af hende. Han havde jo ikke lyst til at slippe, og nu hvor han havde hende alene, så havde han slet ikke tænkt sig at gøre det! "Kom her," bad han denne gang, hvor hans arme gled omkring hendes skikkelse, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig. Han var træt. Og nu kunne han mærke det for alvor. "Jeg går ingen steder," fastholdt han denne gang. Han var lige hvor han vill være.

[Silia D. Diamaqima]

Hvad end han var drevet af , så var han stadig Gabriel. Selv hun havde forandret sig efter at have forladt lyset, det havde altid været i hende, men nu havde det mulighed for endelig at få frit løb og det var mere befriende end hun havde troet. Hendes krop var fugtig af sved, hvilket i hendes øjne bare var et godt tegn. Hun nød den varme han havde sat i hende, og hun var tilfreds, det samme var det bæst hun gik og bar på, endelig efter så lang tid.
Et lille smil krusedes over hendes læber. "Jeg elsker at høre dig sige det," indrømmede hun. Efterhånden følte hun sig lettet og i fuld tro om at de kunne få det til at fungere sammen hvis de forsøgte. Følelserne mellem dem var tilsyneladende ikke blevet svagere. Lidt modvilligt lod hun ham trække sig og løsnede grebet så han i stedet kunne lægge sig ned ved siden af. Dog var hun hurtigt til at krybe ind mod hans krop.

"Du får ikke lov til at gå nogle steder hen Gabriel. Jeg slipper dig ikke igen. Det er den største fejl jeg nogensinde har begået," indrømmede hun og lagde ligeledes armen omkring ham, så de lå trykket ind mod hinandens nøgne kroppe. Hendes øjne gled i. Det havde været en frygtelig lang dag, men den var heldigvis endt godt. Hovedet fandt hvile på hans bryst, hvor hun kunne høre hans hjerte slå og med dets hypnotiserende rytme, blev hun langsomt lullet ind i søvnen, til hun gled helt væk i en mere rolig søvn end hun havde haft i evigheder.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var og blev stadig Gabriel, og der ville ikke være nogen forskel. Lige foruden det faktum, at han var en bedre mand nu. Han var rent faktisk, hvad man kunne kalde for en mand, og det var noget, som han var stolt af. Noget godt, skulle der være kommet ud af alt det kaos, som de begge havde været en del af, og selvfølgelig kunne det godt mærkes. Han lukkede øjnene let, og kyssede hendes kind, da han havde lagt sig ned ved siden af hende.
Hvis der var noget Gabriel elskede, så var det at skænke hende de ord, for han mente dem. Det havde uden tvivl været hans største fejltagelse, at gå nogen steder! "Jeg har savnet at fortælle dig dem," fortalte han denne gang. Han havde virkelig savnet det, som han havde savnet, at tilbringe tiden med hende. Han havde i hvert fald ikke fortrudt, at han var kommet her i aften.

Gabriel trykkede Silia tæt ind til kroppen. Selvom han stadig skulle lære at tackle Daenerys, så var han sikker på, at tingene nok skulle komme hen af vejen. Det var i hvert fald hvad han håbede på. Han lukkede øjnene let. "Jeg lover dig, at jeg ikke går nogen steder igen." forsikrede han hende. Han lagde sig selv til. Som hun måtte falde i søvn, så gik der heller ikke lang tid, før han gjorde det samme. For en gangs skyld, så var han lige hvor han gerne ville være. Og hvor han var sikker på, at han gerne ville være.

//Out