One last chance..

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kærlighed gjorde blind, og det havde den virkelig gjort i deres tilfælde. Gabriel elskede Silia.. Han elskede hende højere, end hvad han havde elsket Evelyn dengang, for det var vel tydeligt at se og mærke på ham, at han rent faktisk var kraftigt påvirket af det. "Hvis det giver os natten, så.. så er det jo godt," sagde han denne gang. Han faldt mere til ro ved tanken. Han kunne jo kun håbe på, at Daenerys ville være rolig natten igennem, så de i det mindste havde den at tilbringe sammen. Det var hvad han havde brug for lige nu.
At hun kom tæt på, var overhovedet ikke noget, som Gabriel havde noget imod. Det føles virkelig, virkelig rart. Af hjertet, tiggede og bad han til, at tingene atter ville blive som de dengang var.. Før de fik alle problemerne. Han havde brug for det. Han havde brug for hende!
Kysset tvang et svagt suk over hans læber, hvor han mere end glædeligt gengældte. Hans øjne gled i igen, hvor han denne gang lod armen snige sig om hende, hvor han trykkede hende mere ind mod sin egen krop. Han havde brug for at mærke hende tæt på.. Helt tæt på. Han lagde selv denne gang mere vægt i, hvor han lod sig trække over hende. Vingerne spredte han.. Mere for at skærme, men også for balancens skyld. Han brugte den anden hånd, for at holde sig oppe. Han nød det. Han elskede at have hende helt tæt på!

[Silia D. Diamaqima]

Det virkede måske en kende selvisk men Silia ville gerne tro at han elskede hende mere end han havde elsket nogen anden. Om det var sandt kunne ingen svare på, men hun nød bare at gå rundt i troen, fordi hun så gerne ville give ham hele verden. "Lige nu vil jeg bare nyde tiden med dig," sagde hun blidt, og lod et par fingerspisder følge hans kæbelinje frem til den udløb, og hendes hånd slap.
"Det klæder dig at have fået skæg," bemærkede hun med et lille glimt i øjet. Hun kunne godt lide så voksen han pludselig så ud, det generede hende ikke at aldersforskellen kom mere tydeligt til udtryk.
For første gang mærkede hun oprigtigt hans længsel og lyst til at ligge der med hende, gennem hans kys, og måden han trak hende tæt ind til sig. Det var svært ikke at smile lidt bag kysset, men hun havde ikke lyst til at bryde det, så hun druknede det lidt mod hans læber.
Den insisterende vægt, skubbede hende om på ryggen og tillid ham at lægge sig over hende. Silia fornemmede lyset svinde bort idet hans vinger skærmede dem og skabte et lille intimt rum hvor der kun var de to. Hun førte hænderne til hans side og mærkede den stærke struktur inden under hans skjorte. Alle de problemer og det de havde været igennem forsvandt, hvilket var rart. De kunne komme igennem hvad som helst hvis de ligeså kom over det humpel her.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna var helt ude af billedet for Gabriel. Det eneste, som han havde i hovedet, var Silia, og intet andet.. ingen Jason.. ingen Daenerys.. Ingenting. Det var udelukkende Silia, som fyldte i ham lige nu, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes.
"I aften er det bare dig og mig," sagde han denne gang. Smilet forblev tydeligt hvilende på hans læber denne gang. Han var langt mere rolig nu, end hvad han havde været tidligere. Skægget havde han fået.. Han rystede let på hovedet, og med et smil på læben. "Det håber jeg da.. Du skal kigge på det dagligt fremover." Selv Gabriel kunne lide det. Han havde i hvert fald lært at leve med det igennem de sidste.. rigtig mange måneder nu.

Gabriel trak sig denne gang over Silia, hvor han spærrede hende for udsynet til nogen andre. Han ville ikke dele hende. Ikke i hans liv, om han ville dele hende med nogen! Sporene efter Jason, såvel som Thranduil, skulle han fjerne. Han ville kun have, at hun skulle være mærket og præget af ham, og ingen anden! Hånden søgte stille ned langs hendes side. Han slap hendes læber, for denne gang at søge nedover hendes kind, kæbe og hals. Dødsenglen havde da givet ham lidt godt med. Han var blevet langt mere initiativtagende. Og nu ville han have hende. Det var det eneste, som han havde i hovedet lige nu.

[Silia D. Diamaqima]

Jason.. Thranduíl begge fejltagelser som hun ønskede langt ude af sind. Gabriel var hvad der var vigtigt for hende, hun havde givet ham sit endelige ja, og selv den dag i dag, stod hun ved det løfte der lå i ordet. "I aften og mange aftener fremover," tilføjede hun selvsikkert. De havde været gode til at glemme hinanden i pligter, arbejde og frustrationer, hvilket hun ikke ville lade ske igen.
En lille latter sneg sig over hendes strube. Det føltes lidt sjovt at kysse ham, fordi skægget kradsede en smule men det føltes virkelig godt. "Jeg elsker når du snakker sådan," hun kyssede flygtigt hans læber, bare lige for at mærke den kildende fornemmelse af skægget igen. Det kunne hun virkelig godt vænne sig til!

Det pludselige initiativ kom en kende bagpå hende. Igennem deres ægteskab havde det nok primært været hende som havde lagt op til ham, men det føltes ret godt, at hun kunne mærke at han ligeså ville hende. Lidt modvilligt slap hun hans læber og lænede hovedet lidt tilbage så hans læber kunne fortsætte ned over hendes hals og kæbe. Hendes hjerte begyndte at banke, så hårdt at den store årer i halsen dunkede hårdt i takt med det.
Hendes hænder gled længere ned over hans krop, til hans hofter hvor skjorten stoppede. De sneg sig under stoffet og kørte igen op af hans mave, men denne gang i direkte berøring med hans varme hud. Det var ikke sådan hun havde forventet at aftenen skulle ende, men kors hvor ville hun gerne have ham! Han var hendes alene!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De fejltagelser, som de begge havde begået, var noget som Gabriel bare ønskede at glemme. Det var bare svært, så lang tid, at Daenerys også var der. For nu var det ikke noget som han tænkte på. Det var ene og alene Silia, som tog det hele op i ham, og det eneste, som egentlig hadve noget, der mindede om betydning. Det var sådan, at det i hans øjne, skulle være. "Virkelig mange aftener fremover," sagde han denne gang med et stille smil på læben.
Lige nu var Gabriel glad. Han følte rent faktisk, at han kunne overskue tingene lige nu, og for ham, var det virkelig fantastisk! Skægget var kommet for at blive. Selv han var faktisk gået hen og blevet glad for det. Det gjorde ham til en mand.. Og det kunne han godt lide.

Gabriel trak maven svagt sammen, da Silia kom i berøring af den. Selv han var præget af hendes sensuelle væsen, men ligeledes også hans egen længsel, som tog mere og mere over ham nu. Det føles godt. Det føles virkelig, virkelig godt.
Ikke stoppede han hende. Han kunne slet ikke få sig selv til at gøre det. Hånden strøg han nedover hendes smukke krop.. Ønskede at mærked en tæt på.. fjerne de spor efter alt det andet, som havde været ved hende. Han kunne slet ikke klare den tanke! Øjnene forblev lukket.. Kroppen snakkede for ham. Med kyndige, og derved også rolige hænder, begyndte han at fjerne hendes klæder. Han ønskede at mærke hende helt tæt på.

[Silia D. Diamaqima]

Daenerys havde ingen far og inderst inde håbede hun at Gabriel en dag ville forbarme sig over hende, men indtil den dag, måtte hun bare holde lav profil, og forsøge at bevarer hans fokus på hende så vidt det var muligt. I morgen kunne hun sætte ham ind i hendes verden, det nye sygehjem hun var ved at oprette her, istandsættelsen.. og kælderen.. hvis han var klar til det i hvert fald. Nu hvor mørke go smerte var en del af ham, så håbede hun inderligt at han ikke ville dømme hende på det.
Uanset hvad så var skægget kommet for at blive, hun tændte på tanken om at være sammen med en mand, mere end en dreng, men nu var hun også tvunget ret hurtigt moden i forhold til hendes egen alder.

Hans skjorte rullede en smule op over hans mave indtil den ikke længere ville og forhindrede hendes hænder i at søge længere op, det var grænseløst irriterende, når hun var desperat efter at mærke hans krop med hendes kærtegn. Efter Jason var flyttet ud af soveværelset, så mærkede den sensuelle dæmon i hende godt den mangel på intimitet, men det fik hende kun til at længes endnu mere efter ham nu. Hans berøringer var så selvsikre, det var virkelig rart at mærke. Den løse natkjole gled en smule op over hendes hofte, og blottede hendes lår ved hans kyndige bevægelser. Det gjorde hende nervøs. Jason fandt mødre som nogle af de mest tiltrækkende, men når Gabriel nærede så stor afsky overfor graviditeten og Daenerys, så frygtede hun at han ikke længere ville finde hende smuk eller tillokkende, for hendes krop bar naturligvis præg af det, dog forsøgte hun at skjule sin usikkerhed, og gav sig i stedet i krig med hans skjorte, så hun kunne trække den op over hans hoved.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Daenerys lå allerede så fjernt for Gabriel, at han overhovedet ikke tænkte på den lille pige i øjeblikket. For nu, var han uanset så fast besluttet på, at han intet ville have med den lille pige at gøre, da hun trods alt overhovedet ikke var hans! For nu var det bare ikke der han gad at spilde sin tid, da han langt hellere ønskede, at tænke på Silia.. mærke hende tæt på.. Lade alle de spor efter de andre forsvinde, og atter erstatte dem med sine egne. Det var sådan, at han ville have det, og det var sådan at han agtet at få det!
Den tynde natkjole, som prydede hendes krop, tvang han over hendes hoved, kun for at smide den fra sig, ved sin side. Det var nemlig hende, som han ville have, og ikke alverdens andet! Denjarna selv, var ikke en kvinde, som han tænkte mere over. Silia havde slået hende med flere baner bare på nuværende tidspunkt! Hendes hænder over hans krop, satte en sitren i ham. Han nød det. Nok mere, end hvad han burde, men hvad pokker. Hans hånd strøg over hendes side.. nedover de kærlighedshåndtag, som hun havde fået.. og videre over maven, som bestemt ikke var så fin og flad, som den sidst havde været.. Sidst han havde rørt ved den om ikke andet. Var det virkelig så lang tid siden nu? Han sukkede dæmpet, hvor han trak hovedet en anelse til sig. Igen sprang Daenerys op i hovedet på ham. Hvor var det egentlig frustrerende! "Jeg vil have tingene, som de engang var," sagde han med en dæmpet stemme. Det gjorde ondt, at det konstant skulle springe ham i ansigtet!

[Silia D. Diamaqima]

Fremtiden var for langt væk til at spekulere yderligere på. Før eller siden ville det gå op for ham at Daenerys altid ville være der, han ville være nødt til at tage hende ind før eller siden også selvom det gjorde hende lidt ked af det at han blev ved med at bebrejde hende for at have fået en datter. Han havde forelsket sig i en anden kvinde! Med hende derhjemme!
Hun hævede sig lidt så han kunne fjerne hendes løse natkjole og smide den fra sig. Det var første gang at hun nogensinde havde følt sig nervøs i de intime stunder med ham. Selv den allerførste gang, havde han hurtigt fået hende til at føle sig tryg, men ikke i aften for hun vidste at han måtte afsky hendes krop, og det samme en frygt i hende. Der var tydelige spor efter graviditeten. Fedt havde sat sig på hendes hofter og mave, ikke overdrevet meget, men så der bestemt var noget at tage fat i. Jason havde elsket det, og hun selv følte sig stolt over at have en krop der var stærk nok til at give liv. Hun så på ham, og strøg blidt hans nøgne bryst idet hun havde fået fjernet skjorten. Muskuløs og smuk som han var, følte hun sig som.. intet ved siden af. "Det samme vil jeg," hviskede hun stille og fangede hans blik. Hun ville bare gerne at han elskede hende som han altid havde gjort.
Hun blinkede og slog kort blikket ned. Hans krop holdt hende varm, og alligevel havde hun lidt en lyst til at dække sig til, trods hun aldrig havde været bange for at vise sig som guderne havde skabt hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Daenerys ville altid være der, og det vidste Gabriel jo godt. Nu hvor han kunne mærke den forandring, som hendes krop, havde været igennem trods den graviditet, som hun havde fået afsluttet, så var der jo de spor, som man bare ikke rigtigt kunne gøre noget ved, og det alene, var næsten det værste. Det var spor, som ville følge hende.. De ville altid være der. Det var noget, som ikke ville blive, som det engang havde været før, og det var næsten grotesk for ham, at tænke på! "Vi må hjælpe hinanden," sagde han denne gang med en rolig stemme.. Nærmest hviskende.
Tænderne bed han derfor sammen. Skammede hun sig? Et sted bad han faktisk til at hun gjorde det. For der var rigeligt at skamme sig over! De måtte vel bare hjælpe hinanden igennem dette? Det var sådan at han så på det.. De var nødt til at hjælpe hinanden! Det lys, måtte han da forsøge at klamre sig til, selvom det for pokker da heller ikke var nemt! Han sukkede svagt, og lagde sig denne gang ved siden af hende. Hans arm forsvandt dog ikke om hendes krop, som han endnu agtet at holde hende tæt ind mod sig. Det var sådan, at han kunne lide det.. Og sådan, at han ville have det.. Det var bare noget, som de måtte give sin tid. Han plantede et kys mod hendes pande. Selv nu hvor han lå blottet fra livet og op, havde han heller ikke noget at skjule.. lige foruden, at han var noget beskidt, eftersom han intet tag havde haft over hovedet, siden han havde forladt Procias i sin tid. Han bad bare til, at det ville blive bedre nu. For dem begge to.

[Silia D. Diamaqima]

Kroppen ville aldrig blive sig selv igen. Det var en kvindes krop nu og ikke en ung piges, hvilket hun havde håbet at han ville nyde. Det lod desværre ikke helt til at være tilfældet. I forvejen plagede det hende at Denjarna var så smuk, fortryllende for selv hende, og der var mange kvinder ligesom hende, så hvad nu hvis Gabriel igen indså at han fortjente meget mere? Det lignede hende ikke at skamme sig eller føle samvittighed eller usikkerhed omkring sig selv, for hendes forældre havde altid opdraget hende til at være stolt af sig selv uanset hvad, men det var svært. "Det må vi," medgav hun og kunne ikke undgå at blive frustreret over at intet alligevel var som før. Nu trak han sig fra hende, lagde sig ved siden af. Havde han mistet lysten til hende så hurtigt?
I hendes øjne var der intet at skamme sig over, men hun gjorde det alligevel.
"Er der noget galt?" spurgte hun lidt henkastet og rullede om på siden så hun kunne lade en hånd stryge hen over hans bryst. Faktisk var hun end ikke sikker på at hun ønskede svaret på sit spørgsmål, men hvis det skulle fungere var de nødt til at lægge kortene på bordet.
Silia strakte halsen en smule og kyssede hans skulder blidt. Hun fortsatte op mod hans hals, og håbede måske lidt på at han bare ville glemme det, og indse at hun stadig var hende, men det hjalp jo ikke hvis han ikke længere kunne finde hende attraktiv.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Kroppen vidste Gabriel godt, ikke ville blive som den engang havde været, og det var den tanke, som rent faktisk generede ham mest. Han mistede ikke just lysten. Det var bare alle de tanker, som slog ham, der gjorde udfaldet, og det frustrerede ham, i det hele taget at tænke på det! Langsomt vendte Gabriel blikket i retningen af hendes skikkelse, som han lå der ved siden af hende. Var der noget galt? Ikke udover det åbenlyse, kunne man da sige, og den tanke alene, var noget, som faktisk måtte gøre ham en kende trist. "Nej.. Jeg kom bare til at tænke på det hele.. Igen," endte han. Hånden lagde han over hendes mave. Strækmærker.. fedt og løs hud. Alt sammen tegn på en graviditet. En tilstand, som han end ikke havde været i stand til at føre hende ud i. Og var det overhovedet underligt, at det var en tanke, som virkelig plagede ham? For det gjorde det da godt nok!
Gabriel sukkede. Det gav ham næsten dårlig samvittighed, at vide, at det var noget, som var med til at føre selv hende ked af det, og frustreret. Hun havde dengang været så smuk og fantastisk en kvinde.. Og nu stod han så i denne situation. Det var ikke just noget, som gjorde det meget bedre for den sags skyld. Han lagde hovedet tæt ved hendes. Det ville blive svært, og de ville få brug for hinanden. Det vidste han da tydeligt allerede nu. Men ville det gå? Han bad da virkelig til det.
"Undskyld," sagde han denne gang. Ikke fordi at han som sådan havde dårlig samvittighed over det, men mere over, at de tanker atter slog ham i hovedet. Det var nok det, som for ham, var det mest frustrerende af det hele.

[Silia D. Diamaqima]

Det gjorde hende ked af det, at et blik på hendes krop ødelagde så meget. Hun ville bare have at han skulle begære hende ligesom før, for hun var da stadig smuk, var hun ikke? Jovist var der kommet lidt løs hud og nogle strækmærker, men hun var fyldig de rigtige steder, og hendes hud var varm med en glød af honning og hun fik stadig komplimenter.. fra andre vel og mærke, Jason især.
Hun holdt inde med sine kys og så på ham i stedet, mens hendes hånd strøg blidt hen over hans brystkasse. I det mindste var han da ærlig. Hvad der næsten gjorde mere ondt, var at han fik sig til at skamme sig over en af de største stoltheder en kvinde oplevede gennem sit liv. At give liv til et barn. Hun elskede Daenerys overalt på jorden, og lige nu var hun tålmodig, men hun var opsat på at hendes lille pige skulle vokse op med forældre der elskede hende, hun skulle ikke mærke Gabriels modvilje. Desuden fik han hende til at føle som om det var hendes skyld udelukkende, når han fuldt ud bevidst havde været sammen med Denjarna flere gange på en aften og bare havde ignoreret sit ægteskab, mens hun selv havde været en en trance, skabt af hendes væsen, men for første gang nogensinde var hun bange for at åbne munden og tale sine egne tanker i frygt for at han ville flyve væk og forlade hende igen.
"Det er okay.. vi behøver ikke..." hun sendte ham et stille smil, og tog fat om dynen for at lægge den over dem begge. Det var en undskyldning for at skjule sig, for hun ønskede ikke at han skulle trække sig fra hende bare fordi han så på hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde adskillige ting at være stolt af, og et sted vidste Gabriel godt, at han i øjeblikket, måtte ødelægge det for hende. Han skammede sig end ikke rigtigt over det, for det havde der aldrig rigtigt været nogen grund til, og han kunne ikke gøre noget ved det. Kyssene holdt derfor inde.. Alle de spor, som hun bar efter at have været gravid med en anden mands barn, var virkelig en så stor en ting, som han ikke bare kunne se bort fra, og han vidste, at han dagligt skulle være omkring Daenerys. Han vidste allerede nu, at det ville blive svært. Det ville blive rigtig, rigtig svært, og han hadede det mere end noget andet!
"Jeg prøver.." Han lagde sig til, da hun lagde dynen om dem. Ikke ønskede han at hun skulle skjule sig, og han forsøgte da at understrege det, ved at lægge armen om hende, for han ville ikke være bange for at røre ved hende, og han ønskede jo heller ikke at føle den form for væmmelse, ved at røre ved hende.. Men tanken om at andre havde gjort det, var helt igennem forfærdeligt! Det var svært, og det vidste de jo også godt begge to. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse igen. Hun var ked af det.. Han kunne mærke det så tydeligt, i og med, at han var det væsen, som han var. "Du er ked af det.." bemærkede han denne gang. Det var derimod en tanke, som rent faktisk gjorde ham selv trist. Han ville jo bare gerne have tingene, som de engang havde været.

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde gjort mange ting som hun ikke var stolt af, Thranduíl var en af dem, men hun var stolt af at have givet liv til et barn, sat et fantastisk lille væsen til verden, som hun ville elske for resten af sit liv. Hun ville godt at det for Gabriel ville blive en udfordring, men at han så hende anderledes og heller ikke lod til at finde hende synderlig attraktiv, det gjorde hende virkelig ked af det.
"Det ved jeg godt," anerkendte hun dæmpet og lagde dynen godt omkring sig. Det gav hende mere varme, men var egentlig mere en undskyldning for at skjule sig, så han ikke behøvede at kigge på hende. Hun lagde sig ned med hovedet hvilende på hans bryst og stirrede lidt tomt ud i luften. Der var engang hvor det havde været nemt at lyve for ham, men nu kunne han fornemme hende på en helt ny måde, hvilket gjorde det umuligt. For hende var det ikke særlig morsomt, men det forhindrede da de mange hemmeligheder der ellers havde været mellem dem.
"Jeg.." hun tav. Han havde været særlig, så hun burde vel være det samme? "Jeg ville bare ønske at alt var som det plejede. At du kunne se på mig som du plejede," hun gemte sin smerte bag et lille smil så han ikke skulle føle det som en bebrejdelse. Hun var bare bange for at han ville finde andet og bedre end hende, hvis ikke han fandt hende smuk. "Der er intet jeg ville ønske mere end at hun var din, men mine fejl er ikke hendes, og jeg er stolt af hende, og det gør mig ked af det at jeg pludselig begynder at betvivle min egen stolthed og de tegn jeg bærer på kroppen," tilføjede hun og kyssede hans bryst.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De mange løgne, kunne Silia lige så godt droppe allerede fra starten af, for intet ville hun få ud af det. Så lige der, var det jo en klar fordel. Han hadede sig selv, for at gøre de tanker som han gjorde, men det kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved. Hun skulle ikke skamme sig.. og så alligevel. Han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det. Slet ikke.
Dynen pakkede hun om sig, hvor hun også nærmest skjulte sig for ham. Det var jo heller ikke sådan at det skulle være, men det var tilsyneladende sådan, at det skulle være også i fremtiden. Daenerys ville blive ham det største problem, og særligt fordi at hun ikke var hans. Han ville elske, at hun var, men det var hun ikke, og der var intet der ville ændre på det. "Men hun er ikke min, og hun vil aldrig kunne blive min." Han tav, som hun kyssede hans bryst. Han lagde armene om hende, hvor han denne gang trykkede hende mere ind mod sig. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være bange for ikke at være god nok! Det var hun. Han elskede hende jo, og han ville virkelig gerne have, at det skulle fungere. "Du har al mulig grund til at være stolt. Jeg mener.. bare fordi jeg ikke bryder mig om tanken, så ved jeg, at du har grund til at være stolt.." Han vendte blikket mod hende. Han ville ikke starte ud med uvenskab, og særligt hvis han kunne blive fri for dette, og det var noget, som selvfølgelig godt kunne mærkes. Han trak hånden til sig, hvor han denne gang lagde den mod hendes kind, som han denne gang strøg over. "Jeg elsker dig, Silia, og derfor, vil jeg gerne finde ud af det her med dig," afsluttede han oprigtigt.