You will be my plan!

[Jarniqa Dynithril]

Valandil Romain Ancalimë

Hestens hove skridtede forsigtigt hen over den bløde jord. Det havde regnet, og derfor lå stien hen i fugtige vandpytter, og derfor skulle man end ikke tænke på, hvor fugtigt det måtte være ude på græsset. Den nedre flod der ellers var en ringe erindring af sin tidligere storhed, havde fået lidt mere vand at arbejde med takket være regnen. Videre hjælpsomt var det dog ikke, da vandet stadig var mørkt og forurenet. Derfor kunne man end ikke drikke af det eller bade i det. Jarniqa holdt hestens tømrer an. Det var en god hest. Ikke en hun havde købt, men en hun havde fundet ude på en fold udenfor Valvor Pairó. God havde den set ud, som den havde haft en adræt bygget krop, og et venligt sind, som den havde kommet til hende, som hun havde stået ude ved hegnet. Andúril havde hun døbt den sorte ganger, som hun havde trukket den ud af folden og fundet noget sadeltøj til den. Hvor hun skulle hen, havde hun nemlig ikke vidst, og derfor havde hun fundet det ideelt at have en ganger at komme rundt med. Derudover var hingsten også et behageligt selskab. De knælange læderstøvler førte hun ud af stigebøjlerne, som hun sprang af dens ryg. Iført rejsetøj var hun. Tætsiddende mørke bukser, en grøn tunika og en rejsekappe. Alt sammen taget fra et vaskestativ i Valvor Pairó. Let klappede hun Andúril på halsen, hvor hingsten som svar prustede blidt. Et hvil fortjente hingsten, og derudover havde hun godt af at sondere terrænet. Hun anede jo ikke, hvor hun skulle hen. Ikke efter, at Lucifer havde gjort det forbi med hende, og gjort hende … tom. Kold følte hun sig, og én ting var sikkert og vidst. Hun ville aldrig lade sig såre på den måde igen! Hun ville hæve sig over dem alle!

[Valandil Romain Ancalimë]

Selv på trods af regn og slud, og andet, som måtte falde fra den store himmel over dem, var der intet, der afholdt Valandil, fra at gøre, hvad der var blevet ønsket af ham. Jarniqa havde nu længe været på farten, og hendes tilstedeværelse, var savnet og ønsket i Manjarno. Han havde derfor på afstand, naturligvis, holdt øje med hende. Noget var i gærde. Den stemning og atmosfære, som hvilede omkring hende, kunne han på ingen måder genkende. Han selv var kommet sig godt og vel efter ulykken, som havde ramt ham for længe siden. Han var igen den elver, som han engang havde været. Mørkelver.. fri og en mand. Mange ting, som ikke gav mening, men det var nu den mand, som han var, og ikke havde han tænkt sig, at lave det om!
I øjeblikket, fulgte han med fra toppen af et træ, hvor de grønne øjne spejdede ud mod omgivelserne. Disse fulgte særligt Jarniqa på hendes færd. Hånden lukkede han om den gren, som han i øjeblikket sad på. Her sad han mussestille, og uden egentlig at gøre tegn til at røre sig. Vinden blæste mildt.. Vandet løb ved deres side. For en gangs skyld, var der ro på omgivelserne. Han kneb øjnene svagt sammen, inden han denne gang rejste sig. Han tog et enkelt og elegant spring fra træet, hvor han forlod dette i et smukt håb, og søgte direkte ned mod jorden. Kun med en elegance, som en elver, kunne gøre det, ramte fødderne næsten lydløst jorden. Han rettede sig op. Håret gled ned omkring hans skuldre og nakke, og nedover ryggen. Han vendte blikket mod hende. Alene var hun ikke. Han havde faktisk altid været tæt omkring.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke anede Jarniqa, at hun blev forfulgt, men hvorfra skulle hun også vide det? Hun tænkte på alt andet end lige netop det. Selv tænkte hun nemlig, at hun var alene i denne verden. Forladt af alle dem hun holdt af. En fremdrift var det dog for hende, som det fik hende til at hige efter noget. Selv ønskede hun at hæve sig over alle andre. Aldrig at stille sig i en position igen, hvor en person kunne såre hende. Kærlighed.. Hvilken forbandelse. De to mænd hun havde elsket, havde forladt hende uden at blinke med øjnene. Formørket hendes sind havde særligt det sidste tab gjort. Det havde nemlig fået hende til at lukke sig selv inde i sin egen krop.
Blikket rettede Jarniqa øjeblikkeligt op, som en skikkelse sprang frem fra hendes øjenkrog. Parat til at slå fra sig, hævede hun hånden, hvor hun allerede havde en magisk ladning parat. Hvad hun derimod så, måtte overraske hende.. Det lange lyse hår. Så fint og så glansfuldt, at det både gjorde almindelige mænd og kvinder til skamme. Det rene ansigt der ikke var til at sætte en finger på. De klare øjne, der viste en anden alder, end hvad selve huden og udseendet fortalte. Den adrætte krop, der bevægede sig med en unaturlig ynde. Valandil. Betaget af elvermanden havde hun nu altid været. Særligt fordi, at han udover hendes moder var den eneste mørkelver, som hun nogensinde havde stået overfor. Dog måtte hun sige, at hun i den seneste tid havde glemt ham.. men kunne man ikke også unde hende det? Hingsten Andúril hvinede let ved overraskelsen over den pludselige tilstedeværelse, hvor Jarniqa beroligende måtte lægge hånden imod hingstens sorte hals. ”..Valandil,” hilste hun overrasket. Den sædvanlige varme og energi, som hun normalt havde hilst ham med var væk. Dog var det ikke ens betydning med, at hun var afvisende over hans tilstedeværelse.

[Valandil Romain Ancalimë]

Levende i skyggerne af, hvad Valandil måtte passere på sin vej, måtte han være, og denne gang, valgte han jo så for alvor, at træde frem i lyset igen. Afholdt sig selv fra at begå sig socialt med nogen, da han selv havde det bedst alene. Selv dem, som han havde haft nær, havde sågar vendt ham ryggen, og nu stod han uden nogen. Ikke en tilværelse, som han ikke havde oplevet før, for det havde han skam. Mere end en gang.
Elegant og næsten lydløst, sprang han fra træet. Nu hvor hun var herude alene, og uden denne Lucifer ved sin side. En mand, som man heller ikke havde set meget til, foruden omkring det gamle Strife Manor, så skulle man da være idiot, for ikke at regne ud, at der var noget galt. Hænderne lod han søge ned langs hans side, hvor han rettede sig op. At han havde været glemt, forundrede ham et sted ikke. Det var i forvejen ikke meget, man havde set til ham igennem det sidste lange stykke tid. Hovedet lod han søge på sned. Sorg kunne han spotte i hendes øjne. Noget som forekom nemt for en mørkelver at spotte. "Sch.." hviskede han denne gang, mere henvendt til hesten. Med rolige skridt, søgte han i retningen af hende. Hård, som han kunne være, kunne han være blid også. Desuden havde Jarniqa vist sig, at være en kvinde, som han ikke behøvede at frygte, som så mange andre.
"Ej var det min mening, at forskrække Dem," sagde han med en rolig stemme.. Præget af en vis form for respekt, som alligevel faldt ham så skræmmende naturligt, at vise for Jarniqa. Særligt efter alt det, som hun havde gjort for ham. Hånden lod han roligt stryge over hestens mule, for at gøre den rolig. Ikke var han der, for at gøre den fortræd.

[Jarniqa Dynithril]

De smaragdgrønne øjne fastholdt Jarniqa på Valandil, som elvermanden pludselig havde sprunget ind foran hende. Overrasket var hun over dette, som det jo var … måneder siden, at hun sidst havde set ham. Derudover havde det også været under noget uheldige omstændigheder, som han nærmest havde været tvunget til at flygte fra hende, som Lucifer bestemt ikke havde set mildt på ham. Til stede var Lucifer dog ikke længere.. og det ville han heller ikke komme igen. Som Jarniqa strøg Andúril hen over halsen, og som Valandil tyssede på ham, faldt hingsten hurtigt til ro igen. Dem? Hidtil havde hun anset elvermanden for at være sin ven. Det havde ganske vidst været et besynderligt venskab, men nu..? Hendes tanker vandrede. Dem.. Mørkelver.. Hendes klare blik hvilede på ham. ”Hvad laver du helt herhenne i Det Gamle Imandra?” endte hun direkte med at spørge ham. Hingsten strakte let hals, så den indbydende endte med at presse mulen mod Valandils håndflade. Jarniqas hoved søgte en kende på sned. ”Følger du mig stadig?” Kortvarigt hvilede smilet på hendes lyserøde lille mund, inden det forsvandt igen, ligeså hurtigt, som det var kommet. Sidst de havde set hinanden, havde det været fordi, at Damien havde ledt efter hende. Det kunne hun dog ikke forestille sig, at han gjorde længere. Som drage tænkte han vel kun på hendes moder? Ikke at det var en skæbne, som hun forstod sig på. Hvordan det stod på derhjemme, prøvede hun at afholde fra sine tanker. Hvad hun dog havde hørt var, at hendes moder havde forlovet sig … med hendes fader. Derudover havde hun også hørt, at Lucifer havde klaret sig mission. Det dvasianske kongehus var væltet, og indsat var Procias’ tidligere dronning og hendes fader. Noget hun fandt dybt besynderligt, men hvad var der også tilbage af denne her verden, som gav mening?

[Valandil Romain Ancalimë]

Alene var Valandil, som han havde været længe. Han regnede vel også med, at det var således, at hans liv skule fortsætte? Siden han nærmest var blevet jaget bort, da han havde opsøgt Jarniqa sidst. Udvist en bekymring for hende og hendes velbefindende, hvilket meget hurtigt, kunne have kostet ham livet, var det vel ikke underligt, at han denne gang, var langt mere påpasselig, end hvad han havde været hidtil?
Hånden lod han kærtegnende gide over hestens mule, da denne synes at være faldet langt mere til ro nu. Han trak kort på den ene mundvig, inden de grønne øjne atter gled mod hendes skikkelse. Forfølger? Det i hans øjne, lød virkelig som et grumt ord. Bestemt ikke et af slagsen, som han havde tænkt sig, at tage i brug. "Vil De kalde det forfølgelse, hvis jeg beskriver det som en handling i bekymring?" fortalte han sandfærdigt. Hånden gled fra hestens mule, og ned langs hans egen krop, da han denne gang vendte sig med fronten mod hende. Sorgen kunne han tydeligt spotte og læse i hendes blik, og ikke var det en tanke, som han brød sig synderlig meget om, og særligt ikke, som det stod lige nu.
Han rystede kort på hovedet, hvor håret fløj elegant om hans slanke og ellers så yndige ansigt. "Folk er bekymret for Dem i Manjarno, Jarniqa.. Men jeg kan fornemme, og læse i dine øjne, at det ikke er stedet, som De har lyst til at være.. hvad har hændt?" spurgte han denne gang. Han holdt jo af hende. Han var bekymret for hende.

[Jarniqa Dynithril]

Bekymring? Jarniqa fjernede kortvarigt blikket fra ham, hvor hun rynkede brynene en anelse. Nej.. Det kunne ikke passe. Det var ligesom, at Lucifer havde sagt, at han elskede hende, hvilket han ikke havde gjort. Også ligesom, at Damien havde tilkendegivet, at hun var hans barn, og at han ønskede hende. Noget, der også havde været en løgn. Uden betydning faldt Valandils ord derfor. Ej heller kunne hun tillade sig at vægte ved dem, som hun var nødt til at hæve sig over dem, så han ikke ville blive i stand til at gøre hende fortræd, sådan som alle andre havde gjort. ”Din bekymring er unødvendig,” endte hun med at afslå kort for hovedet. Ikke kunne hun bruge det til noget.. Medlidenhed.. Hun skulle være stærk, og folk skulle se hende som en stærk kvinde! Ingen skulle kunne røre hende! Hendes hårdere blik søgte tilbage til hans ansigt. Folket i Manjarno bekymrede sig for hende? Umuligt! Hun havde ikke været andet end en marionetdukke der! Men måske var det også det, som de savnede? Men aldrig mere! ”Jeg agter ikke at vende “hjem” igen,” endte hun direkte med at sige. Hvorfor lyve? Hvad der havde hændt, behøvede han dog ikke at vide. Ufatteligt ydmygende var det også at sige, at alle havde kastet hende bort! ”Og dig? Har du nogen planer?” Hun betragtede ham nøje. Hvis han intet skulle, kunne hun i så fald bruge ham? Der var trods alt en vis tanke, der havde sprunget frem i hende, som hun havde reddet omkring på Andúril. En tanke, som han faktisk var den mest behjælpelige i. Var det mon i virkeligheden hendes held, at Valandil havde næret denne ”bekymring”? Det kunne dog også være, at det blot havde været andres falske ord i og med han havde sagt, at ”folket i Manjarno var bekymret for hende”.

[Valandil Romain Ancalimë]

Selvom verdenen måske så mørk ud for Jarniqa i øjeblikket, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at folk var ligeglad med hende, eller ikke var bekymret, elskede eller tænkte på hende. Valandil selv, nærede en vis bekymring for hende. Særligt fordi, at hun som en Dynithril, bevægede sig alene her på egnen, hvor det i princippet, kunne vise sig, at blive farligt for hende. Dette ønskede han på ingen måde. "Og hvorfor ikke?" spurgte han, som noget af det første. Var det forkert, at bekymre sig om nogen, som rent faktisk havde fået en vis form for betydning over tid?
Valandil blev denne gang stående. Sorgen var så tydelig at læse i hendes blik, at noget måtte være sket, og ikke var det noget, som faldt i hans gode bog. Tvært imod, så var det slet ikke en tanke, som han brød sig om. End ikke det, var noget ,som en mørkelvisk mand brød sig om. I fortiden, havde han været fuldstændig ligeglad.. Men det kunne han ikke være her, selvom han ville ønske, at han kunne. "Jeg formoder, at noget er hændt på hjemmefronten?" spurgte han direkte. Noget var i gære, men selv han, kunne ikke just finde ud af, hvad det skulle være. "Ikke just. Jeg bevæger mig, hvor mine fødder nu fører mig," fortalte han sandfærdigt. En ensom tilværelse, ville mange måske mene, men det var nu sådan, det forholdt sig for ham, og han havde det fint med det. Havde det fint med, at ingen skulle fortælle ham, hvad han skulle gøre, og hvad han ikke skulle gøre.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorfor skulle han pludselig køre i det på den måde? Det lignede ham ikke. Det plejede at være Jarniqa der trængte sig på overfor ham og ikke omvendt.. Fik han noget for at gøre det? ..eller var det blot blevet vedtaget, at man skulle genere hende? ”Fordi jeg siger det,” sagde hun kort for hovedet, som han ikke skulle betvivle hende og hendes ord. Hun var slet ikke i humør til, at man skulle diskutere med hende! At han derfor fortsatte med sine formodninger, irriterede hende blot. Kunne han ikke blot lade være? Hun ville ikke snakke om det! Hun ønskede blot at glemme dem alle! Derudover ville hun ikke have, at hun skulle fremstå som svag, og det ville hun, hvis hun begyndte at tale. Hun skulle hæve sig fra den aske, som folk havde sat hende i! ”Som du ikke behøver at bekymre dig, behøver du ej heller at formode noget,” svarede hun afvisende igen. Var det virkelig så svært at forstå? Var han ikke vant til at tage imod ordrer og adlyde? Tænksomt måtte hun dog betragte ham, som han sagde, at han ingen planer havde. Hendes hoved faldt en kende på sned. I Manjarno kunne hun ikke være grundet sine ”forældre”. Her kunne hun ikke blive grundet Lucifer. I Procias kunne hun ikke være, som hun ikke var rendyrket magiker.. men som hun var halv magiker, var hun også halv mørkelver, og kunne den front muligvis hjælpe hende? Eftersigende tog racen sig ikke af andre sager end deres egne, så måske.. ”Kunne det være af interesse at gøre mig med selskab?” endte hun helt med at spørge. Forsøget værd var det. Det var heller ikke fordi, at hun havde meget andet at arbejde med. Selv havde hun kun det, som han så på.. og derudover havde hun en ny person under opbygning.

[Valandil Romain Ancalimë]

Jarniqa var uden tvivl plaget af ting, som hun slet ikke ønskede at dele med ham. Ikke at det var noget, som egentlig kom bag på Valandil, som hun altid havde synes at gøre, hvad der passede hende, og ellers var sin egen herre. Et sted.. morede det ham vel, at hun trådte sådan i karakter. En forsvarsmekanisme, som han selv kendte alt for godt. Han havde jo reageret lidt hen på samme måde, da han havde ligget med smerte i benet, da det jo både havde hæmmet ham, og gjort ham svag.. En ting, som han slet ikke kunne have med at gøre! En tid, som heldigvis synes, at være forbi nu, da han atter kunne leve som havde han været enhver anden mørkelver. Bare med den forudsætning, at han faktisk var fri som fuglen, og han havde tænkt sig at nyde det!  I hvert fald, så længe, at det varede, og han nu måtte have mulighed for dette.
"Du ønsker ikke at fortælle mig det, gør du?" det det denne gang, langt mere direkte fra ham, end det, som han havde gjort hidtil. Han rynkede i panden. Hun gik da direkte fra det ene til det andet. Ikke at det gjorde ham noget. Der var vel bare en mening med alt? "Gerne," begyndte han med en rolig stemme. Et svagt træk fandt vejen til hans ene mundvig. Han rettede sig op. Hvad mon der var hændt hende, siden hun handlede og reagerede således? "Hvad har du af planer, Jarniqa?" spurgte han denne gang direkte. Noget bukkede under her. Han kunne jo mærke det, og det var jo så tydeligt, at der var noget i dette, som hun endnu ikke havde fortalt ham.

[Jarniqa Dynithril]

Tydeligt mente Jarniqa nu, at det var, at hun ikke var interesseret i at tale om sine sager. Derfor forstod hun ikke, hvorfor han gjorde sig tiden og spurgte ind til det alligevel. Det fik hendes smaragdgrønne blik til at hvile på ham. Hårdt. Det var stærke sager hun følte, og nu havde besluttet sig for at pakke dem alle sammen og gemme dem væk. Derfor var det ikke noget, der burde graves i. ”Nej,” afsluttede hun direkte. Hvis han nærede den mindste respekt for hende, ville han acceptere, at hun ikke ønskede at tale mere om den elendighed, som hun var blevet påduttet. Hun ønskede at hæve sig over den. Skærme sig mod den, så hun aldrig ville føle den form for smerte igen. Kærlighed.. Hvilken joke! Både den til en forælder og til ens elskede. At han ønskede at gøre hende selskab, glædede hende dog. Godt. Det var noget, som hun kunne bruge. ”Kom med,” endte hun roligt med at sige, inden hun trak i Andúrils tømrer. Hingsten begyndte igen at skridte, men dog med Jarniqa gående ved siden af nu. Yndefuld så hun ud, skønt hun passede på med, hvor hun trådte. Stien var nemlig fuld af vandpytter efter det tidligere regnvand. ”Jeg har planer om at rejse mig igen,” sagde hun kortfattet, men fuld af mening. Blikket holdt hun fremad, som de ned ad stien langs åen. ”Fortæl mig om den by du kommer fra,” endte hun med at opfordre ham. ”Fortæl mig, hvordan mørkelvernes by ser ud, hvordan samfundet fungere, og hvad mørkelverne laver.” Altid havde hun været interesseret i at lære mere om mørkelverne. Det havde hun også tidligere tilkendegivet overfor ham. Nu interesserede det hende blot det mere. Det kunne nemlig vise sig at være en mulighed for hende.. Det var jo heller ikke fordi, at hun vrimlede med muligheder lige nu og her.

[Valandil Romain Ancalimë]

Tydeligt var det for Valandil, at Jarniqa ikke ønskede at fortælle ham det, hvilket jo så var noget, som han bare måtte leve med, samt acceptere. Det var jo ikke just fordi, at han havde meget andet alternativ i det henseende, kunne man jo sige. Han nikkede blot, da han ikke så nogen grund til også at gøre hende sur på ham. Han vendte i stedt for blikket mod hesten. At gøre hende med selskab, var ikke noget, som han selv havde noget imod, for han kunne jo godt lide det.. Særligt fordi, at hun havde vist sig, at være en af dem, som han godt kunne betro sig til, og faktisk også stole på.
Valandil søgte roligt med hende. Så lang tid, at han i det mindste kunne glæde hende ved hans selskab, så var det vel et sted at starte? De havde jo også haft gode samtaler tidligere.. særligt omkring det mørkelviske samfund. Hun spurgte igen. Selv var han ikke meget for at snakke om det, og hvad det i sin tid, havde gjort ved ham. Han havde været heldig.. Ufattelig heldig faktisk. "Hvorfor nu vælge at vise det din interesse, Jarniqa? Du søger en højere status, end hvad du hidtil har haft.. og så blandt mørkelverne?" Selv var hun naturligvis langt bedre stillet, end hvad han nogensinde ville være. Fordi hun var en kvinde, og fordi at hun var datter af en tidligere leder. Det var naturligvis noget, som efterlod sig sine klare spor. Han lod hænderne søge over ryggen, hvor han foldede dem. "Samfundet er bygget op kvindedomineret.. Kvinderne bliver pint og tortureret, fra de er helt små, for at fremstå som det stærkeste væsen og individ. Mændene bliver.. udnyttet. Jeg var kun heldig, at min moder smed mig ud, da jeg ikke var særlig gammel," fortalte han. Ud fra egen mening, var det bestemt ikke et godt sted for nogen!

[Jarniqa Dynithril]

”Hvor jeg søgere højere status er blandt alle. Det er på tide, at jeg ikke blot bliver set på som en marionet, men derimod behandlet med respekt,” sagde Jarniqa stilfærdigt. Der var nemlig tydeligvis ikke nogen, som respekterede hende! Noget hun ville vise verdenen, at de skulle fortryde! ”Og hvad min ”pludselige” interesse angår, har mørkelverne altid været i min interesse. Racen er e del af mig, og stadig er den som en myte, som jeg ej kender til den. Er det skidt at interessere sig for sit ophav?” Hun hævede et slankt og mørkt øjenbryn. Hun kunne ikke forstå hans undring. Som han talte om at kvinderne blev pint for at agere stærke, mærkede hun, hvordan hendes bryst måtte trække sig en anelse sammen. Dog holdt hun sit ansigt tomt. ”Fortæl mig, hvodan kvinderne bliver tortureret, og fortæl mig, hvad mændene bliver bedt om,” opfordrede hun ham. Hun ønskede at vide det.. Hun ønskede at vide det hele! ”..og fortæl mig om deres by.. Hvor ligger den? Hvordan ser den ud? Hvad indeholder den?” Nysgerrig og interesseret var hun, og hun ønskede at få svar på sine spørgsmål! Gangen holdt hun, som hun havde lært, at det til tider var lettere at tale sammen når man gik, og ikke når man sad overfor hinanden, og så hinanden ind i øjnene. Derudover fik Andúril stadig en smule ro, skønt han ikke stod stille og græssede. Lettere var det nemlig for hingsten, når hun ikke sad på dens ryg, skønt det var synd at sige, at hun vejede meget oven på den. ”..Du nævnte desuden et mørkelvisk ord for mig engang.. Vil du kunne lære mig flere ord?” Selv tænkte hun på, at han vel kunne det hele.. spørgsmålet var bare, om han gad.

[Valandil Romain Ancalimë]

"Hvilket du også har fortjent," medstemte Valandil med en direkte stemme, som han atter vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Hvor hun ønskede at opnå sin egen accept og anerkendelse, ønskede han jo det samme, selvom det var svært, når det lå skræmmende naturligt til ham, at underkaste sig det kvindelige væsen. Det var jo også, hvad han havde været opdraget til, fra barns ben, og derfor bekymrede det ham, at hun pludselig udviste denne form for interesse for det mørkelviske samfund.
Ganske vidst, var der mange ting, som han endnu ikke havde fortalt om. Selvom de ej var mange, var samfundet et smukt sted. Maerimydra var uden tvivl et smukt sted, som kun mørkelverne vidste, hvor befandt sig, medmindre, at man blev vist. "Det er ikke interessen for dit ophav, som bekymrer mig, men at den er kommet til syne, ved disse handlinger. Jeg ved ikke hvad der er hændt dig, men dette er ej noget, som jeg bifalder," begyndte han. Denne gang kom alle spørgsmålene, hvilket han i forvejen ikke just måtte bifalde. "Maerimydra ligger placeret ikke langt fra Den Mørke Sø.. Mange har passeret det, uden at bide sig synderlig fast i det. Det er et bevogtet sted.. Primært kun mørkelvere kender det, og dem som bringes dertil. Mændene bliver bedt om... hvad som helst. Betegn os som avlsdyr.." Bare at tage ordet i sin mund, gjorde ham et sted vred.. Men det var jo, hvad de blev brugt til. "Kvinderne selv, står for torturen.. Mere kan jeg ikke sige.. Jeg ved det ikke," forklarede han med et kort skuldertræk. Han vendte blikket op mod himlen. Hvor var det dog irriterende! Han rystede let på hovedet. Hvorfor ville hun vide alt det? "Det kan jeg, ja.. Hvorfor ønsker du det her?" spurgte han. Hun tænkte vel ikke på, at vende sig mod det samfund nu?

[Jarniqa Dynithril]

Et stik af tilfredshed mærkede Jarniqa uden tvivl, som Valandil sagde, at hun fortjente respekt. Hvis han oprigtigt mente det, var han dog højst sandsynligt den eneste der mente det lige nu og her. Dog sagde hun intet til det, som hun i stedet valgte at fokusere på, hvad han havde at fortælle hende.. også selvom, at han ikke var meget for at fortælle hende det. At han desuden igen skulle nævne hendes sindstilstand, irriterede hende blot! Irriteret rullede hun med øjnene. ”Om min interesse er her nu, for et år siden, eller om 2 år er irrelevant. Jeg kender mere til det magiske, end hvad jeg gør til det mørkelviske, og er det ikke min ret at forstå mig ligeså godt på det?” spurgte hun ham sigende. ”Desuden.. Du er den eneste mørkelver jeg kender foruden min moder, så du er den eneste jeg kan spørge. Det vrimler nemlig langt mere derude med magikyndige, end hvad der gør med elvere.” Det kunne han ikke benægte. Det vidste hun. Hun fugtede læberne let. Den Mørke Sø. Hun havde ikke været der før, og derfor vidste hun ikke, hvor den var.. ”Hvor ligger Den Mørke Sø? Er det et pænt sted? Kan du vise mig dertil? Det er jo ikke fordi, at nogen af os har andre planer,” endte hun henkastet med at sige, og med et kort skuldertræk. Jo, hun kunne godt spørge om vej dertil.. men selv ville hun gerne have Valandil med som selskab. Brynene rynkede hun let. ”Du beskriver mændene som avlsdyr.. Er det det eneste I bliver brugt til? At formere jer? Er I i så fald gemt væk på et bordel?” Selv huskede hun, at han tidligere havde nævnt det intime for hende.. Han havde engang nægtet en kvinde det, og til gengæld havde han fået ødelagt sin krop. Hvad hans videre talen omkring torturen angik, vidste hun ikke, hvad hun skulle tænke. Hverken han eller hende vidste jo, hvad det indebar. Dog fik det hende til at sluge en ekstra klump. I stedet valgte hun at fokusere på det mørkelviske sprog, som hun havde spurgt, om han ville introducere hende for. ”Det kunne være interessant at lære mørkelvernes modersmål. Hvorfor skulle jeg ikke kunne nogen ord, når nu jeg halvt præsentere racen? Derudover har jeg allerede lært magi, så det er vel kun på tide, at jeg også lærer noget mørkelvisk.”