You will be my plan!

[Jarniqa Dynithril]

Hans advarsel hørte Jarniqa, men ej forstod hun den. Ødelæg det nu ikke? Hvad mente han med det? Hvis hun besad mange af kvaliteterne, besad hun dem vel? De ophørte vel ikke bare? ”Ødelægge hvad?” spurgte hun ham direkte, som hun ikke kunne bruge hans gådesnak til noget. Ikke når hun var så opstemt, som det hun var! Hun havde et mål for øjet, og det gjorde, at al andet blev kastet bort! Det var en af hendes styrker. At hengive sig selv hundred procent til et projekt. Det havde hun altid været god til. At mørkelverne holdt sig for sig selv, fordi de var så anderledes, og fordi de værnede om deres samfund, forstod hun et sted godt. Overraskende var det bare, at ingen havde formået at stoppe det.. Særligt når byen lå i Dvasias. Èn ting havde hun nemlig lært om Dvasias. Dvasias ønskede at eje hele verdenen. Derfor overraskede det hende, at de havde ladt mørkelverne leve deres eget liv. Betød det, at mørkelverne i virkeligheden var stærkere end Dvasias, og at det mørke land ikke turde stille sig op imod dem? Endnu en fascinerende tanke! ”Hvordan kan det være, at Dvasias ikke har forsøgt at sætte en stopper for det? De ønsker at kontrollere alt, så hvorfor ikke mørkelverne? Er det fordi, at de ved, at de ikke kan?” spurgte hun ham interesseret, alt imens hun måtte føle en vis respekt for racen. Et glimt viste sig i hendes øje, som han oversatte ordene til; en glæde at møde dig. For et øjeblik havde hun den kække kommentar på tungen; og i lige måde, men hurtigt skubbede hun den bort. Morskab var et symbol på binding, og ikke kunne hun binde sig til ham. Hun kunne ikke binde sig til nogen. Derfor holdt hun energien inde, og forsøgte at kvæle den med oplæringen i stedet. ”Mange tak,” sagde hun selvtilfredst til hans ros. ”Jeg har altid fået af vide, at jeg er lærenem. Jeg skal blot ønske at ville lære det.”

[Valandil Romain Ancalimë]

Ikke skulle der meget til, før det blev ødelagt, og selv i Valandils øjne, ville det være en synd og skam. Derfor ønskede han på bedst mulig vis, at give hende den rette grobund for denne udvikling.. Særligt nu hvor han havde gjort det tydeligt, at han nægtede, at følge hende til Maerimydra. Ikke ønskede han nemlig at sætte sin fod i nærheden af det sted, mest i frygten for sin egen sikkerhed. Tænk på alt det, som de ville kunne finde på at gøre ved ham den dag i dag. Det var overhovedet ikke noget, som faldt i hans interesse! "Du er i besiddelse af den samme stædighed, som enhver anden kvinde af den race, vil være.. De udviser ikke nysgerrighed ved hundrede spørgsmål. I deres øjne, er det svagt," fortalte han direkte.
Der var ingen tvivl om, at Jarniqa i sandhed var lærernem. Det var vel også derfor at Valandil gjorde det? Brugte sin tid på det? Nu var det jo heller ikke ligefrem fordi at han havde særlig meget andet at give sig til, kunne man jo sige. Han havde det fint med det. "Hvad ved jeg.. Jeg blev smidt ud, og jeg har ikke haft i sinde, at stille mig på kongehusets dør, og spørge dem," fortalte han. Mørkelverne - i hans øjne, var et svigtet folkefærd. Det burde være blevet stoppet for længe siden! "Du vil tilsyneladende det her meget godt.. Jarniqa.. Har du tænkt dig, at slå dig ned i Maerimydra?" spurgte han denne gang. Vandringen fortsatte han dog blot ned af stien. Det var den samme vej, som han var kommet, da han var kommet her til Imandra. Det ville tage dem nogle dage at søge til Den Sorte Sø.. så kunne de jo lige så godt, få det bedste ud af det. Han rystede let på hovedet. "Vi burde finde et sted at søge skjul," tilføjede han pludseligt. Tiden gik jo.

[Jarniqa Dynithril]

Fastere blev Jarniqas smaragdgrønne blik. Folk der stillede spørgsmål blev altså set ned på? Og det var ej en mørkelvisk ting at gøre? Nuvel.. hvis det var sådan han ønskede det. Skuldrer og ryg rankede hun. ”Fortæl mig alt, hvad du ved om det mørkelviske samfund. Undlad ingen detaljer,” beordrede hun ham bestemt. Det var intet spørgsmål, men en direkte ordre. Det var vel også det mest kvindelige hun kunne gøre? Set i en mørkelvers øjne vel og mærke. Svag var hun ikke. Det skulle hverken han eller nogen anden tro om hende! Derfor skulle hun nok bevise det, hvis det var det hun var nødsaget til at gøre. At Valandil ikke kunne fortælle hende, hvorfor kongehuset ikke havde sat ind imod mørkelverne endnu, fik hende til at drage sin egen konklusion. ”I så fald er de bange,” konkluderede hun. Rar var tanken. Hun havde nemlig intet til overs for Dvasias’ kongehus. At det ikke længere var Jaqia der havde magten, kunne ikke gøre den store forskel. Værdierne ville jo stadig ligge der. Nathaniel havde hun ganske vidst intet imod, men Silia havde hun ikke meget til overs for. Ikke efter, at hun og hendes eksmand Gabriel havde valgt at fornægte hendes bøn. Umindelige tider syntes det helt at være, siden hun havde drevet modstanderbevægelsen i Manjarno. Blikket holdt hun blot fremfor sig, som han igen spurgte ind til, om hun ønskede at leve iblandt mørkelverne. ”Mørkelvere stiller ikke spørgsmål,” afviste hun blot hans ord, som hun vendte hans egne ord imod ham.. og et sted, var det ikke sådan, at det var kvinden der befalede, og at manden fulgte trop? Blikket kastede hun let omkring, som han foreslog, at de søgte skjul. ”Det ville være en ide at finde et stort træ i tilfælde af, at det skulle begynde at regne igen,” svarede hun, som vejret havde været lunefuldt på det seneste.

[Valandil Romain Ancalimë]

Ej bifaldt Valandil, at hun pludselig begyndte at kommandere rundt med ham, da det faktisk var en tanke, som gjorde ham irriteret! Han bed tænderne svagt sammen. Hun forsøgte da.. Og et sted, måtte han vel erkende, at den mørkelver rent faktisk klædte hende, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget, som gjorde det meget nemmere af den grund. Han bed tænderne svagt sammen. "Og hvis jeg ikke vil?" spurgte han denne gang, da hun bestemt heller ikke skulle tro, at hun kunne komme her og begynde at koste rundt med ham, for det kunne hun bestemt heller ikke! Han stirrede fast i hendes retning. Alt man vel kunne forvente, var at hun spurgte pænt. Han var jo i forvejen ikke meget for at fortælle hende særlig meget om det samfund! I forvejen, var det jo ikke ligefrem et sted, han følte, at han kunne være stolt af. Som mand af det om ikke andet. 
Kongehuset havde aldrig rørt dem, men igen, så havde mørkelverne heller ikke ageret truende overfor det dvasianske samfund, så hvorfor skulle de reagere? "Jeg tvivler på, at det er sådan, det forholder sig," sagde han med en rolig stemme.
Det var måske ved at være på tide, at søge i skjul? At hun ville op i træerne og op i højden, fik ham kort til at himle med øjnene. "Vil du op i højden, eller for lyets skyld?" spurgte ha ndenne gang med en rolig stemme. Så langt, kunne han da være med. Han ville jo selv gerne sikre sig, at der ikke skete noget med nogen af dem.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa mærkede, hvordan hendes hjerte pumpede hurtigere, som hun forsøgte at kommandere med Valandil. Han havde sagt, at det ej havde klædt hende som mørkelver at spørge så meget, så i stedet havde hun forsøgt med en kommando.. Var det underligt, hvis det gav hende en hvis rus? Som han så begyndte at stille spørgsmål og stejle, måtte hun sende ham et skarpt blik. "Det var ikke et spørgsmål," endte hun direkte med at sige for at understrege, at han ikke havde noget valg. Skarpt betragtede hun ham. Lyttede han mon? Ganske vidst havde hun siddet på en trone, men aldrig før havde hun kommanderet på denne her måde. Derfor var der en vis spænding for resultatet.. og en klar forhåbning. At han ikke var enig i hendes holdning omkring kongehuset og mørkelverne kunne hun ikke støtte op omkring. "Selvom du altid har levet i Dvasias, er det tydeligt, at du ikke ved meget om landet. Det tager med rub og stub, hvad det kan finde, hvis det ser den mindste åbning. Der findes tydeligvis ikke en åbning ind til mørkelverne, og derfor kan landet ikke kræve det," endte hun fornuftigt med at sige. Hun kendte til det. Særligt som landet havde angrebet hendes fædreland. Et land hun nu følte sig forvist fra. Brynet hævede hun. "Op i højderne? Hvad jeg foreslog var, at vi kunne finde et stort træ, som vi kunne ligge os ved. Vejret har været ustadigt på det seneste, så der er en risiko for, at det vil regne igen i nat. Hvis vi ligger under et stort træ, vil vi blive beskyttet af dets blade og grene og på den måde ikke blive våde," forklarede hun ham, som hun nu syntes, at det gav perfekt mening. Særligt som hun ikke havde et telt, men kun et tæppe med sig. Det var nemlig, hvad hun havde kunnet finde på en af vaskesnorerne.. og ej lignede det, at Valandil havde den helt store oppakning med sig. Hvad han helt præcist havde gået at lave, anede hun derfor heller ikke. Umiddelbart skulle man gætte, at han havde været i byerne, men aldrig før havde hun set ham i en by, og derfor forekom det hende ganske usandsynligt.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil brød sig bestemt ikke om, at blive kommanderet sådan rundt med, og ikke var det noget, som han fandt sig i. Overhovedet ikke faktisk! "Du har ingen magt over mig, Jarniqa. Det er et forsøg på at agere som en mørkelvisk kvinde," fastholdt han denne gang en kende stædigt. Ikke ville han lade hende, og ikke skulle hun have lov til at gøre det! Han selv havde jo valgt bevidst, og af en grund, at tage afstand til det mørkelviske samfund, og ikke havde han tænkt sig at blive en del af det, på grund af hende!
Let opgivende, måtte Valandil ryste på hovedet. Jovist fandt han dette spændende og fascinerende et eller andet sted, men det var nu heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at gøre noget ved det lige nu. Han lod armene søge over kors. "Hvordan denne verden har været skruet sammen, har for mig, været fuldstændig underordnet. Jeg har valgt at klare mig selv.. holdt mig væk fra alt og alle.. Frem til du rent faktisk dukket op," fortalte han denne gang. Det var som om, at det møde med Daelis, som havde ødelagt hans knæ, skulle føre ham hertil, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Ikke at han havde noget imod det.. Ikke nu om ikke andet.
Hun ville måske ikke op i højden, men i Valandils optik, burde det overvejes. Ganske vidst, havde han ikke den store oppakning med. Faktisk, havde han ikke rigtigt noget med, andet ned hvad han gik og stod i, for øjeblikket. "Jeg har passeret mangt og meget på min færd. Jeg vil råde dig til at genoverveje, om du vil sove på den fugtige jord eller med op i højderne," fortalte han denne gang. Han gik ikke på kompromis med sikkerheden. Desuden vidste han jo, hvad der var derude.

[Jarniqa Dynithril]

Nej, Jarniqa havde måske ikke den store magt over Valandil.. eller havde hun? Ganske vidst var hun ikke fuldblodselver, men hun var stadig halv mørkelver og en kvinde, hvor han var en mand. Den laveststående i den races optik. "Jaså? Jeg er kvinde, og du er en mand.. Igen.. Det var intet spørgsmål. Desuden har ord aldrig skadet," fastholdt hun standhaftigt. Respekt syntes han dog ikke at have for det.. Var det fordi, at hun ikke var frembrusende nok? Ønskede han, at hun tvang ham med vold? Hun kunne gøre det.. men hun havde jo aldrig ønsket ham noget ondt. Tænderne bed hun sammen. Frem til hun dukkede op.. Tanken skræmte hende, da det emmede af personlige følelser. Følelser som hun blot ønskede at undgå, som hun havde lært, at hjertet var af det onde. Det var dumt at holde af folk. At lade sig knytte til dem. Det betød nemlig blot, at man ville blive såret. Noget, som hun aldrig ville tillade igen.. "At klare sig alene er ingen skidt ting," sagde hun blot kort for hovedet, som hun ikke ønskede at komme ind på hans andre ord. Dæmpet sukkede hun, som han på det kraftigste anbefalede, at de sov oppe i et af træerne. Kunne hun sove deroppe? På en gren? Hun havde ofte siddet i træerne, men aldrig havde hun overnattet der. "Hvis det varmer dit hjerte, vil jeg forsøge at ligge på en gren," endte hun til sidst med at sige, inden hun lavede et hovedkast. "Kom med" Hun havde fundet et træ der så stort og solidt ud. Væk fra stien trak hun derfor hingsten, som hun i stedet nærmere sig træet.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil lod ikke Jarniqa tage den magt, og den kontrol over ham, for det var overhovedet ikke noget, som skulle komme på tale. Han sendte hende en direkte fast mine. Hvor vovede hun? Det her havde hun på ingen måder nogen ret til! Overhovedet faktisk!"Jeg er en mand ja, som du er en kvinde.. Gør det nogen forskel? Jeg er ikke den af det mørkelviske samfund, og derfor har du ingen ret til at tage den magt over mig.. Eller i det hele taget forsøge." sagde han denne gang med en spids tone. Han havde været vant til i rigtig lang tid, at være sin egen mening, og hans eget liv, og hun skulle bestemt ikke forsøge, at tage det fra ham!
Det var ikke nogen hemmelighed, at Valandil havde været alene i rigtig mange år. Det var forandret, fra han havde mødt Jarniqa, og var blevet en del af modstandsgruppen, selvom han nok havde været mere passiv et medlem, end hvad så mange andre havde været. "Det er det ikke nej.. Men det er rart at være flere," sagde han oprigtigt. Det var noget, som han havde lært, så hvorfor lave det om nu? Han lod hovedet søge en kende på sned. Han ville ikke bede hende om noget.. tvinge hende til noget, men derimod bare komme med et råd. Om hun ville sove på jorden ,så fint nok. Så tog han bare en gren i træets top. Der vidste han da, at der ikke var nogen mulighed for at gøre ham noget. "Udmærket.." sagde han tilfredst. Han søgte med hende i retningen af træet. Her valgte han selv ud et stort et.. Tykke grene i højderne. Han stoppede op lige ved stammen, som han lagde hånden mod. Jo.. det var passende. Han bøjede let i benene, hvor han satte af, og søgte direkte op mod toppen. Hænderne lukkede sig om grenene, hvor han elegant trak sig op mod træets top.

[Jarniqa Dynithril]

”Du er ikke af det mørkelviske samfund? Du er født der, og du er en mørkelvisk mand. Det er derfor ikke en kategori, som du kan slippe ud af,” fastholdt Jarniqa. Valandil havde måske aldrig gjort hende noget.. men færdig var hun med at spille sød! Det hjalp hende trods alt ikke spor. Derudover var der al snakken om mørkelverne, som hun forsøgte at tage til sig.. og derfor skulle han heller ikke modarbejde det! Men modarbejdelse var vel blevet en selvfølge efterhånden.. ”I så fald burde det være noget, som du søgte igen,” endte hun med at sige. Hvis han var betaget af livet med andre, så burde det være et liv, som han foretog sig.. Hun betragtede ham, som trådte foran hende, og først nåede over til træet. Intet sagde hun til dette, som hun alligevel først og fremmest skulle tage sig af Andúril. ”..God dreng,” mumlede hun stille, som begge parter standsede ved foden af træet. Belønnende klappede hun hingsten på halsen, inden hun førte dets tømrer hen over hovedet, så hun kunne binde den til en lavtliggende gren. På den måde ville hingsten ikke stikke af i løbet af natten. Dernæst spændte hun sadlen op, som hun lagde forsvarligt fra sig på den fugtige jord. Fra sadeltasken fremdrog hun et tæppe stort nok til, at det kunne dække hende, inden hun vendte blikket mod træet. Valandil havde nærmest lignet en kat, som han havde sprunget op i træet, men hun kunne gøre kunsten efter! Ligesom ham bøjede hun let i knæene, inden hun satte af. Elegant var hun, skønt hun sprang højere, end hvad et menneske umiddelbart ville have kunnet gjort. Derudover fik hun endda yndefuldt fat i en stor gren, som hun svingede sig op på. Blikket vendte hun ud. Det var længe siden, at hun havde klatret.. og hun havde savnet det.

[Valandil Romain Ancalimë]

Dette var på ingen måder noget som Valandil fandt sig i. Hun ville blive en mørkelver.. en sand af slagsen, og han måtte sande, at han ikke brød sig om det. Han kunne bestemt ikke lide det! Han kneb øjnene fast og nærmest advarende sammen. "Ganske vidst er jeg en mørkelvisk mand, men glem ikke at jeg blev smidt ud fra det samfund. Jeg har lagt min afstand til det væsen, og ikke har jeg tænkt mig, at søge tilbage til det igen." Hun kunne ikke tvinge ham til det! Og et sted frygtede han, at hun ville forsøge på det. Han fnøs svagt, og vendte blikket den anden vej.
Livet med andre, kunne han lide, men det var de færreste, som han stolede på i det henseende. Ikke var han bange for at sige det, når det var sådan, at det forholdt sig, men det var bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det nu. "Måske.." endte han. Meget folkelig, var han jo ligeledes blevet i hans tunge og tale, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det.
Valandil kravlede op i træet, for at finde de passende steder, hvor de kunne indlede natten med søvn. Den tykkeste og mest trygge at hvile på, lod han være til hende, hvor han satte sig en anelse højere. Der kunne han da holde mere høje. "Grenen her, kan du hvile på," fortalte han, hvor han pegede den ud for hende. Nu havde han intet der mindede om tæpper eller noget lignende, så for ham, var det ikke krævende med den form for plads. Han satte sig en anelse højere oppe, hvor han selv satte sig godt til rette. Herfra kunne han se en del, og samtidig holde øje med hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Meget bekendt blev du smidt ud af din moder og ikke racen. Du har fortalt mig, at du tidligere arbejdede for kvinder,” påpegede Jarniqa sigende, som det hele gjorde hende stædig. ”Desuden.. af hvad jeg kan forstå, har din slags ikke et valg, om de vil det eller ej.” Barskt var det, men hun begyndte at lære, samtidig med, at hun gemte mere af sit gamle jeg væk. Hun ønskede et stærkere jeg. Det andet havde været følsomt. Svagt. Det var blevet såret, og det skulle det nye ikke kunne! Hun skulle nok få, hvad hun ønskede sig, som hun agtede at kæmpe for det. Med op i træet klatrede Jarniqa, alt imens Andúril allerede havde givet sig i kast med at spise af det frodige græs. I læ for den mulige regn stod selv hingsten, som den ligeså var dækket af træets grene og blade. Væk fra landskabet og mod den store gren, som Valandil pegede på, så Jarniqa på, som han sagde, at hun kunne sove der. Det skulle nok blive interessant.. Aldrig havde hun prøvet det før. Op til den angivne gren klatrede hun. Den var stor, tyk og solid.. Selv hvis det blæste, burde det ikke påvirke hende synderligt. ”Klarer du dig deroppe?” endte hun med at spørge. Det var jo ikke fordi, at han skulle falde ned eller ligge videre ukomfortabelt. Selv satte hun sig til rette på grenen, hvor hun lod ryggen søge mod træets store stamme. Siddende blev hun nødt til at sove, da hun kunne finde på at vende sig og styrte ned, hvis hun lå helt ned. Noget hun bestemt ikke lystede at prøve! Forholdsvist langt ville faldet nemlig være, og hvis hun foretog det i søvne, ville hun ingen mulighed have for at tage fra og redde sig selv.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil stirrede frem for sig. Et sted, vidste han jo godt, at hun havde ret, men det gav hende da ikke nogen ret til at tage den kontrol over ham! Det var overhovedet ikke noget, som han ville høre tale om, og særligt, hvis han ellers kunne blive fri for det! "Og dog, blev jeg smidt ud," sagde han med en kortfattet stemme. Derfor ville han slet ikke have, at hun i det hele taget skulle forsøge at tage den magt fra ham. Den mulighed for et frit liv, skulle hun bare ikke have lov til at tage fra ham! Det var virkelig ikke noget, som han ville finde sig i!
"Forsøger du at tage magten fra mig?" spurgte han denne gang meget mere direkte, end hvad han havde gjort frem til nu. Det var bestemt heller ikke fordi, at det her, var noget som faldt i hans gode jord. Overhovedet ikke! Valandil valgte derfor bare at kravle op i træet, hvor han valgte at udpege den bedste gren til hende. Her var den god, stabil og tyk, samt at det ville være sværere for hende, at falde ned, end hvad han ville have. Han fandt selv et udmærket godt sted, hvor han kunne sætte sig. Hans blik søgte hendes roligt. "Det er udmærket.. Få dig noget søvn. Du vil få brug for det. Det er en lang tur til Dvasias," sagde han endeligt. Måske at han ville få ud af hende, hvad der var sket, siden hun var sådan i morgen? Han satte sig godt til rette. Kun med sin kappe, at varme sig med. Men det gik.. Det var jo ikke noget, som han ikke var vant til i forvejen.

[Jarniqa Dynithril]

Ikke ville Jarniqa kommentere på det samme igen en til gang. Derfor sagde hun ikke, hvorvidt han var blevet smidt ud eller ej. Hvad hun nærmere forholdte sig til, var hans andet spørgsmål. Hun fugtede læberne. ”Forsøger? Meget vel kan jeg bare gøre det, hvis det er mig ønsket,” svarede hun ham kortfattet igen. Meget vel var det jo ikke op til manden, hvor han endte, men derimod kvinden.. og som halv mørkelvisk kvinde kunne hun vel i princippet bestemme hans skæbne? Hovedet lagde hun mod den store stamme bag sig, så hendes ravnsorte manke blev trykket flad. Mere af det behøvede der dog ikke at tænkes mere over lige nu og her. Som han sagde, burde de nemlig få sig noget søvn. Turen til Dvasias var nemlig lang. Særligt fordi, at de ikke bare skulle krydse grænsen, men derimod nå til midten af selve landet. Hun tog en indånding. ”Prøv du ligeså at få noget søvn.. Du skal trods alt ligeså langt som jeg,” sagde hun stille. Sammen skulle de nemlig drage til Den Sorte Sø. Han var nemlig hendes guide på turen. Hendes klare smaragdgrønne øjne søgte ham, som han sad på en gren højere oppe hendes egen. ”Godnat Valandil,” sagde hun roligt, inden hun lod øjnene søge i. Dvasias… Gad vide, om Lucifer ville være der? Tænderne bed hun sammen. Den Sorte Sø.. Maerimydra.. Mørkelverne! Ikke al det andet fis! Hun tog en ny dyb indånding. Tæppet lå trygt om hendes krop, men da hun sad på en gren højt oppe i et træ, måtte hun tænke sig en ekstra god gang om, inden hun lod sig glide hen i søvnens verden. Straks faldt hun ikke hen, som der gik en række lage minutter. Til sidst blev hendes åndedrat dog roligt, hvilket tydede på, at hun var gledet hen i søvnens verden.

// Out

[Valandil Romain Ancalimë]

Det var muligt, at Jarniqa ønskede at overtage den kontrol på Valandil, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget, som han ønskede at give hende. Tvært imod, gjorde det ham kun arrig, at hun i det hele taget forsøgte, når det aldrig var noget, som hun havde forsøgt at gøre tidligere. "Og alligevel går du ud fra, at jeg vil give efter?" spurgte han denne gang med en direkte stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hende.
For nu var det vigtigt, at de begge fik noget søvn, også selvom han tvivlede på, at han ville få særlig meget. Det var nu alligevel ikke noget, som hun behøvede at tænke yderligere over. Han satte sig godt til rette på grenen, som han nu havde placeret sig på. "Jeg skal nok få sovet lidt.. Sov du bare," opfordrede han med en rolig stemme. Hans blik gled omkring. Nu var han jo i forvejen vant til, at han selv sad i en situation som denne, og det var bestemt heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at gøre noget yderligere ved det.
Igen måtte han kigge på hende.. Lige i tiden, til at se hende falde hen i søvnen. Han smilede kort for sig selv. Sød så hun nu ud, når hun sov.. Igen var det ikke tanker som han kunne gøre sig! Han rystede kort på hovedet, og satte sig mere til rette. Inden længe, gled han selv hen i en let søvn.

//Out