You will be my plan!

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var bestemt ikke meget for Jarniqas hurtigt voksende interesse for mørket, og særligt Mørkelverne, da det i hans optik, overhovedet ikke var det værd, at tænke på i det hele taget! Han rystede derfor kraftigt på hovedet, og vendte blikket mod hende igen. Hun havde ingen anelse om, hvad det var hun begav sig ind på lige nu. "Og derfor forbeholder jeg mig min ret til at give udtryk for bekymring," fortalte han denne gang med en kortfattet stemme. Som en mørkelvisk kvinde, og han stod som en mørkelvisk mand, så havde han da al god grund til at gøre dette!
"Mørkelverne har altid været et folkeslag, som holder sig for sig selv. Det er sjældent, at de ses i det fri.. Som din moder og jeg," fortalte han. Så at hun havde set flere magikyndige væsner, end hun havde set mørkelvere, gav i hans øjne meget god mening faktisk. "Den Sorte Sø ligger i centrum af Dvasias, tæt ved Den Mørke Skov.. Jeg kan godt vise dig dertil, men forvent ikke, at jeg viser dig vejen til Maerimydra," fortalte han direkte. Han kunne jo allerede nu, kun tænke sig til, hvad der ville ske med ham, om han viste sig i sit gamle hjem igen, så det kom slet ikke på tale! Han rystede på hovedet. "Dog ikke.. En kvinde vælger sin mand, og holder dem hjemme. Alt afhængig af, hvem man bliver huset hos, kan man blive belønnet med særlige opgaver. Jeg blev i min tid, betroet med bue og pil grundet mine evner som jæger.. Men en mørkelvisk mands primære formål, er formering," forklarede han. I hans øjne.. pinligt og flovt. Manden var jo det stærke køn!
At lære hende mørkelvisk, ville Valandil sagtens kunne, men han var mere bange for hendes formål ved at lære netop det sprog. "Agter du at benytte dig af det mørkelviske tungemål, for at slå dig ned ved racen?" spurgte han denne gang direkte.

[Jarniqa Dynithril]

Pessimistisk var Valandil. Det havde han altid været. Dog havde Jarniqa altid kunnet lide ham, hvor besynderligt det end lød. Den følelse forsøgte hun dog at skubbe fra sig, som det havde vist sig, at det ikke gavnede hende at holde af folk. Besynderligt var det, da hun jo kunne lide ham. Dog hjalp det hende, at hun var så knust, som hun var, og derfor så sikker i sin sag. Hun agtede ikke at fejle! Valandil skulle ikke få lov til at gøre ved hende, som alle andre havde gjort! Det skulle ingen have lov til igen! ”Din bekymring er unødvendig,” fastholdt hun afvisende. Folk skulle ikke bekymre sig for hende.. De skulle nærmere se om til hende. Hun var nemlig ikke en ynkelig kvinde der havde brug for medynk! ”Du må godt vise mig an til området. Det ville være interessant at se, hvad mørkelverne kan lide at omgive sig,” sagde hun oprigtigt. Hun ønskede at se de omgivelser, som mørkelverne begik sig i. Mere end det ønskede hun dog også at se, men nok om det. Alting til sin tid. For nu ville Valandil i hvert fald føre hende til Den Sorte Sø. Gad vide, hvor lang en tur det ville være? Opmærksomt lyttede hun, som Valandil fortalte hende om mændenes rolle i det mørkelviske samfund. Meget vidste hun ikke om … formering, da hun og Lucifer aldrig var nået dertil. Hun havde kun nået til forstadierne dertil. Interessant lød det dog med mændene, da det var så … anderledes! Hvor mørkt det end var, var det unikt i forhold til resten af verdenen. En tanke slog hende, og hun måtte rynke med panden. ”Du siger, at du måtte eje bue og pil, men samtidig fortæller du også, at en mands primære opgave er … formering, så… har du mange børn, Valandil?” endte hun pludselig med at spørge, hvor hun også måtte vende blikket mod ham. Svært var det at forstille sig. Ud fra hans fortælling, syntes det dog at være det mest realistiske. Blikket vendte hun igen frem for sig, som han spurgte ind til det mørkelviske sprog. ”Hvis jeg sagde, at jeg agtede at lære mere magi, ville du så også løfte øjenbrynet?” spurgte hun sigende, som hun mente, at han skulle se på det på den måde. Det var hendes ret at lære magi, og ligeså vel var det hendes ret at lære mørkelvisk.”Du må vel også savne at tale det, hvis det er dit modermål? Ville det så ikke være rart at kunne tale det med mig?”

[Valandil Romain Ancalimë]

Negativ havde Valandil nu altid været, men det var kun fordi, at han agtet at passe på sig selv. Nu vidste han jo, hvad der skete, hvis man sænkede paraderne bare en smule, og det havde han heller ikke tænkt sig, at gøre igen! Selv der, ønskede han ikke, at nogen skulle have den mulighed, for at gøre ham ondt igen! Jarniqa vill ham ikke ondt.. men han frygtede nu for konsekvenserne, når han viste hende frem til det sted, som havde været hendes moders fødested. "Jeg kan vise dig frem til søen. Derfra må du selv finde vej." Ikke i hans liv, om han ville i nærheden af Maerimydra, hvis han kunne blive fri for det!
Valandil havde levet af sit talent med bue og pil, hvor han havde befundet sig i en situation, som gjorde, at han havde været i stand til at forhandle sig frem til ly om vinteren.. Vinteren særligt. Han havde ikke været i seng med nogen kvinde endnu, faktisk. Der var han faktisk ganske fri, for Daelis havde aldrig fået den mulighed, for at gøre det med ham. Hun havde tvært imod valgt at ødelægge hans knæ i stedet for! "Ingen," svarede han lige ud. "Min moder smed mig ud.. Jeg har levet af mit talent, og forhandlinger om ly, særligt om vinteren," fortalte han. Mod at jage og slagte, skabe klæder og skaffe mad på bordet, havde han kunne få ly og mad. Det var det eneste, som han havde krævet af dem.
Et tungt, og nærmest opgivende suk, brød Valandils læber. Dette var dog ej noget, som han sagde højt for nogen som helst. "Dog ikke," erkendte han. Magien havde jo fascineret hende, i alt den tid, hvor han havde haft kendskab til hende. Han savnede skam at tale det.. Han savnede lige den del af sit mørkelviske liv, men det var vel det? Der var meget andet i det, som han slet ikke ønskede at vende retur til. "Jeg indrømmer gerne, at den mørkelviske tunge, nok er det, som jeg savner mest. Om ikke end, så noget af det eneste, som er at savne. Jeg kan vel lære dig et par gloser undervejs," tilføjede han. Jo før, jo bedre.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfreds var Jarniqa indtil nu med, at Valandil ville føre hende frem til Den Sorte Sø. Hun kunne uden tvivl have spurgt en anden, der havde været hurtigere til at vise hende vej, men ikke var det det samme, da hun ønskede Valandil, da han i så fald kunne berige hende med mørkelvernes historie og deres sprog. Det kunne en anden ikke-mørkelver næppe gøre. ”Nuvel,” sagde hun roligt. Maerimydra.. Hun smagte på ordet. Hun kunne lide det. Det lød smukt og eksotisk. Gad vide, hvordan byen så ud? Hun havde aldrig før set en elvisk by. Kun de sædvanlige fællesbyer såsom Ityrial, Natymia ovs. Gad vide om det var meget anderledes? ”Skiller Maerimydra sig ud i forhold til de andre byer? Hvor stor er den? Er det blot en lille landsby som Natymia, eller er det en storby som Ityrial? Og hvordan bor elverne?” spurgte hun nysgerrigt. Den eneste anden mørkelver hun kendte, var hendes moder, og hende havde hun ikke just drøftet dette med. På det punkt havde hendes interesse ligget andetsteds. At Valandil ikke havde nogen børn, kunne hun sagtens forene sig med. Hun kunne ej heller se ham med et barn.. Med hensyn til sig selv, havde hun vel troet, at det var noget, som hun en dag ville få med Lucifer. Noget der nu ikke ville ske. At Valandil havde kunnet leve af at jage, forundrede hende ikke. Hun havde trods alt set, hvor god manden var med en bue og pil. Det havde hun set dengang, at han havde tilberedt dem et måltid. ”..Men det er imponerende, at du har formået at leve af dit talent, siden du siger, at dette ikke er normalt,” sagde hun ærligt. ”Hvad med kvinderne? Hvad laver de?” Som de blot gik hen ad stien, fornemmede hun, hvordan Andúril måtte trække i tømmerne. Som hende og Valandil gik og snakkede, så hingsten nemlig sit snit til at nuppe nogle strå græs. Bestemt tog Jarniqa i tømrerne. ”Perfekt,” sagde hun tilfredst, som han indvilligede i at lære hende noget mørkelvisk. Ivrig som hun var, spurgte hun allerede til det første ord. ”Hvad er vigtigst at lære?”

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil ville ikke for tæt på Maerimydra, og derfor indvilget han kun med at hjælpe hende til søen, og ej længere derfra, da han selv ikke ønskede at komme for tæt på. Gud forbyde, hvis de fik fat i ham! Hans blik søgte hendes skikkelse. Hesten forsøgte at få græs med på vejen. Det var en lang vej til Dvasias og til Den Mørke Sø, men hvis hun direkte ønskede, at det var ham som skulle føre hende dertil, så gjorde han det. Den tillid, glædede ham dog også. "Den er større, end hvad de fleste vil tro. Mørkelverne er et folkefærd, som primært holder sig for sig selv, og sjældent forlader de skovene. De bor i træer.. klippehuler udsmyttet på bedste vis med hvad natur kan give dem," fortalte han. Skoven og naturen blev udnyttet til deres egen fordel, og det var noget, som selv Valandil nærede en stor respekt for. Alt af dyr, som blev fældet, blev brugt, og det samme med træerne. Det var nok også den del, som skovelverne og mørkelverne havde tilfælles. Hvad end om de ville det eller ikke.
Det liv som Valandil levede, var på ingen måder normalt, men det var sådan, at han havde agtet at leve sit liv. Ikke havde han ladet sig kurer af en kvinde, også selvom han vidste, at det havde efterladt ham i en temmelig skidt situation. Han lod hovedet søge på sned. "Min moder smed mig ud, da jeg ikke var særlig gammel. Jeg måtte på egen hånd lære at klare mig. Jeg var lille og spinkel i forhold til min broder, som viste sig, at være langt mere attraktiv end jeg," fortalte han sandfærdigt. Han var vel efterladt til at dø? Heldigt, at det ikke var sket!
Valandil sukkede svagt. Her var han jo så på vej til det sted, som han igennem mesteparten af sit liv, havde forsøgt at flygte fra. Det var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget nemmere. Hun ville gerne lære det. "Tiltale, ville nok være et godt sted at starte.. Hvor meget er du kendt med mørkelverne, Jarniqa?" spurgte han denne gang. I forvejen hadede han, at skulle fortælle hende om det. Det var i hans øjne, ikke det værd.

[Jarniqa Dynithril]

Yderst betagende fandt Jarniqa det, at mørkelverne benyttede sig af naturen, som de gjorde. For at sige det mildt, var det jo lige hende! Hun elskede, og havde altid elsket naturen og at være udendørs. Spændende havde hun altid fundet byerne, men aldrig havde hun fundet dem et direkte levested for sig. Derfor havde det heller ikke været hendes stil at leve på et slot. ”Jeg kan forstå klippehuler.. Du boede jo i en i Paggeija, men træer? Laver de træhuse, ligesom nogen gør til deres børn?” spurgte hun nysgerrigt. Selv havde hun aldrig set det eller læst om det, så hvordan skulle hun kunne vide det? Der var et stort hul på den front. Et hul som hun ønskede ødelagt! Som Valandil fortalte, at han var blevet smidt ud, fordi han ikke havde været attraktiv nok, måtte hun se på ham gennem øjenkrogen. Jo, han var mere delikat at se på, end andre mænd, men slap så han ej ud, som han så adræt ud. Derudover var der det, at hans ansigt bar en skønhed uden lige. Det var markeret, intenst og dog smalt og fint. Fremfor sig så hun igen. Det ville ikke gavne hende at sige noget af al det højt. ”Jeg ville gerne se, hvordan den ideelle mørkelver så ud, hvis du ikke lever op til kravene,” endte hun dog med at sige. Valandil var attraktiv, og hvis han på ingen måde var ligeså attraktiv som de andre mænd.. hvordan hulen måtte de så se ud? Og var det i så fald for det bedste, at hun ikke så dem? Det var ikke fordi, at hun ønskede, at indgå i noget romantisk igen. Ikke efter Lucifer. Dog kunne hun stadig se, når en mand var flot eller ej. ”Intet.. Kun, hvad du har lært mig, og at folk kan føle sig frastødt af mig, grundet hvad jeg er,” endte hun direkte med at sige. Hårdt var det sidste.. Det var dog før blevet sagt til hende.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil måtte erkende, at han ikke brød sig meget om den interesse, som Jarniqa måtte vise for mørkelvernes samfund, særligt fordi, at han ikke ønskede at komme i nærheden af det. Selv det, var noget, som meget hurtigt ville komme til at koste ham dyrt, og særligt fordi at han var en mørkelvisk mand. Han stirrede fast frem for sig, mest for at holde sig selv bare lidt i nakken. Han ville gerne svine det hele til. Gud hvor ville han! "Hvad naturen kan give dem, er hvad de lever af. Mange har passeret samfundet, uden at vide det. De kan være svære at se.. Klæderne i naturens farver, gør dem så godt som umulige at se.. Mesteparten af dem, er mere mørke i huden.. Det var der, jeg faldt meget udenfor," fortalte han. Ikke bare havde han en bleg og fin.. perfekt hud, men ligeledes også med det lyse hår, som gjorde, at han mere lignede en skovelver, end hvad han var født som.
Valandil rynkede fast på næsen. Han vendte blikket den anden vej. Et sted gjorde ordene ondt. Han vidste jo, at han skilte sig meget. Det var jo særligt noget af det som, altid havde været pointeret for ham. "I det tilfælde, så håber jeg på, at du vil finde hvad du søger." sagde han blot. Hvad skulle han da ellers sige? "Det vil de.. kun grundet din fader," fortalte han direkte. Hvorfor ikke bare ligge tingene på bordet fra starten af? "Du vil stå langt stærkere i deres øjne, om du kan kommunikere med dem. Om du finder det du søger, vil du sikkert støde på deres leder. En respektiv hilsen, vil og kan sætte dig i et langt bedre lys. Vedui' A'Kahli," endte han. Han bukkede let med hovedet, som tegn til hvordan man kunne gøre det.

[Jarniqa Dynithril]

Spøjst fandt Jarniqa det, at mørkelverne levede i træhuse, ligesom dem børn til tider havde. Gad vide, om de var ligeså små, som dem børnene havde, eller havde de mon fundet en løsning? Lidt … småt syntes det nemlig at være. Særligt hvis der skulle kunne bo flere der. Blikket vendte hun mod Valandil. ”Skiller jeg mig ud i forhold til at ligne en mørkelvisk kvinde i Maerimydra?” endte hun med at spørge ham. Han sagde, at han i hvert fald skilte sig ud, men gad vide med hende? Selvfølgelig var hun ikke fuldblods mørkelver, men stadig. Lignede hun overvejende elver eller var det i virkeligheden halvtreds halvtres? Selv vidste hun dog, at folk til tider sagde, at hun var som skudt ud af næsen på sin moder, og den kvinde var trods alt fuldblod. Hun rynkede med brynene. Han håbede, at hun fandt, hvad hun søgte? Han virkede nu helt fornærmet over det.. ”Og hvad mener du med det?” prikkede hun til ham. Blikket tog hun yderligere ikke fra ham, som han nævnte hendes fader. Hvad var grundet den mand? ”Hvad er der med min fader?” spurgte hun direkte. Hun var jo nødt til at vide det hele. Hun betragtede ham let, som han gav hende det første ord. Vedui’ A’Kahli. Hvad det betød vidste hun ikke.. Kun at det omhandlede lederen, og at det lød smukt. Hun forsøgte at efterligne ham med hovedbukket, inden hun forsøgte at genfortælle ordene. ”Vedui’ a’ … Kahli,” forsøgte hun sig. Overraskende godt måtte det egentligt lyde. Nærmest som om, at sproget var blevet skabt til hendes tunge. Hun trak en anelse på smilebåndet. Indtil videre ganske tilfreds med sin egen præsentation. ”Hvad betyder det? Helt ordret,” spurgte hun ham. Hun var trods alt nødt til at vide, hvad hun gik rundt og sagde.

[Valandil Romain Ancalimë]

Mørkelverne levede smukt og fint, taget i betragtning af, hvad de havde at gøre godt med, og det alene, kunne selv ikke Valandil se bort fra. I forhold til hvad han havde haft efterfølgende om ikke andet. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte denne gang. Han var ikke just stolt af, hvad han var, selvom han virkelig forsøgte. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Umiddelbart.. nej," begyndte han. "Du besidder de samme grønne øjne, som er en typisk mørkelver værdig.. Det mørke hår.. din ynde.. Din stædighed.. Alt i alt.. minder du skræmmende meget om en kvindelig renracet mørkelver," fortalte han sandfærdigt. Som sin moder, var hun en klar repræsentant af racen. Det som han jo så i det tilfælde, ikke var meget for, var hvis hun skulle falde til rette der. For det ville han jo slet ikke have! Eller.. Det bestemt han ikke, men det var den tanke, som slog ham, som det første.
De grønne øjne søgte til hendes skikkelse. "Det er ligemeget.. Din fader har repræsenteret Procias, og besidder intet mørkelvisk. I det øjemed, vil du få dine kampe at slås med," fortalte han sandfærdigt. Tanken generede ham ikke just. Visse ting var man bare ikke herre over på egen hånd, kunne man sige. Selv nu hvor de var på vej, og der var mange ting, som hun skulle lære sig, var det fint, at starte med den respektive tiltale af lederen af mørkelverne! "Ordret: Vær hilset min Dronning," fortalte han. Han trak svagt på smilebåndet.. Selv han havde uden tvivl savnet, at tale det elviske sprog. Det havde han jo ikke gjort i uendelige tider nu!

[Jarniqa Dynithril]

Smilet trak Jarniqa let på. Det han fremhævede var ikke dårlige ting, så hvorfor skulle hun tage det for at være noget dårligt? Hun kunne lide sit blanke ravnsorte hår, de klare smaragdgrønne øjne, den ynde hun bevægede sig med, og den stædighed hun havde der gjorde, at hun gennemførte ting. ”Det er da ingen ringe ting at fremhæve,” påpegede hun. Modsætningen var vel, at hun var … grim, klodset og underdanig? Al sammen ting, som hun ikke kunne forene sig med! Dog ville hun ikke sammenlignes med sin moder. Den kvinde havde ikke gjort noget godt for hende, også selvom, at hun havde gjort godt for hende. Hun slap et dæmpet suk. ”I den almindelige verdenen risikerer jeg at blive set på som en skændsel, fordi jeg er halv mørkelver. I den mørkelviske verden kan jeg blive set på som en skændsel, fordi jeg er halvt magiker.” Hun endte med at ranke. ”Jeg vil dog bevise for alle, at ingen af delene er skændsel. Jeg vil samle mine styrker fra min magiske og mørkelviske side og vise folk, at det gør mig stærkere end de fuldblodsracede,” endte hun stædigt med at sige, og hun mente det. Stædig som hun var i den holdning, var hun også stædig efter at lære det mørkelviske sprog. Vedui’ a’ Kahli. Vær hilset min dronning. Hendes allerførste sætning! Stolt var hun uden tvivl, men nok var det ikke. ”Hvilke ord betyder hvad?” udspurgte hun ham. ”..og lær mig noget mere,” bad hun. Det hele var fornuftigt tidsfordriv, alt imens de drog afsted mod Den Sorte Sø. Hvor langt der var, vidste hun ikke. Dog var hun rede for, at de måske begge skulle sidde på Andúrils ryg for, at de kunne bortlægge et større antal kilometer. Derudover skulle de vel også slå lejr et par gange og sove for natten?

[Valandil Romain Ancalimë]

Jarniqa var uden tvivl i besiddelse af rigtig mange kvalifikationer, som gjorde hende til en mørkelver, og forhåbentlig, ville de i denne tid, træde langt mere til udtryk, overfor mørkelverne, nu hvor det var dem, som hun ønskede at opsøge. Tilsyneladende, var det et sted, som hun ønskede at opsøge nu. "Forventede du at høre andet? Du er datter af en forhenværende leder for mørkelverne, Jarniqa.. Allerede der, vil du bærer en vægt på dine skuldre," fortalte han med en rolig stemme.
Selvom Valandil på ingen måder, var tilfreds med hvordan dette skulle placere ham, så var det bare begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Andet end vel at ruste hende så godt op til det her, som det var ham overhovedet muligt? Han rystede de tanker ud af hovedet. Her rankede hun sig.. Hun var målbevidst. Der var virkelig mange ting i hende, som gjorde hende til en mørkelver.. Måske at det også var det, som hun havde brug for? "Havde du forventet at høre andet? Jeg skal selvfølgelig ikke modarbejde dig og hvad du har lyst til at gøre," fortalte han med en rolig stemme. Han forstod godt, at hun ville være sin egen.. hvilken mørkelvisk kvinde, ville ikke det?
Han trak vejret dybt. Det ville blive en virkelig lang tur tilbage mod Dvasias, hvis det var sådan det skulle være hele vejen, men han måtte jo forsøge at gøre det efter bedste formåen. "Vedui' A'Kahli... Vedui' kan oversættes ordret til 'Vær hilset', og A'Kahli... Min dronning," fortalte han. Han lod hænderne falde over kors på ryggen, og med et svagt smil på læben. At lade mørkelveren komme frem i ham, var også rart.. Det var jo alligevel en del af ham, som han virkelig gjorde, hvad han kunne, for at undertrykke det frygtelig, frygtelig meget.

[Jarniqa Dynithril]

”Ej kender jeg til folket, så hvad skulle jeg kunne forvente?” sagde Jarniqa oprigtigt. Ikke kendte hun mørkelverne. Derfor kunne hun ikke vide, hvor nært hun stod dem. Ud fra Valandils ord, lød det dog til, at hun stod dem rimelig nær. Intet tilhørsforhold havde hun længere, og derfor kunne hun vel næsten sige … at det var rart at høre? ”Du fortalte mig aldrig kvindernes rolle i samfundet. Jeg ved, at de er overmagten der, men du fortalte mig aldrig, hvad de ellers lavede” sagde hun, som han havde sprunget over den del af hendes spørgsmål. Brynene rynkede hun en anelse, som han spurgte, om hun havde forventet andet. Forventet.. nej. Men på tide var det efterhånden, at folk så på hende og ikke det overordnede faktum, at hun var halv magiker, halv mørkelver og kronprinsesse af Manjarno. ”Jeg har lært, at man ikke kan forvente noget som helst af verdenen. Derfor vil jeg også vise dem, hvad jeg mener, og hvad jeg står for,” sagde hun fast. Målbevist var hun. Yderst målbevist. Det var hun dog også nød til at være, hvis hun skulle hive sig op af asken. Der havde Damien og Lucifer jo lagt hende til at rådne, mens de gjorde, hvad end det lystede dem. Øjnene lukkede hun, alt imens hun hviskede for sig selv. ”Vedui’ a’ Kahli.. Vær hilset min droning.. Vedui’.. vær hilset.. a’.. min.. Kahli.. dronning,” reciterede hun dæmpet for sig selv. Hun agtede at huske det! Øjnene lod hun glide op igen. Hun ville opremse ordene i løbet af deres tur, og hver gang inden hun gik i seng, og hver gang hun stod op. ”Lær mig mere,” bad hun ham igen, som han tydeligvis havde set bort fra hendes første forespørgsel. Dog kunne hun mærke, at hun generelt skulle gentage sig, inden han lystrede. Andet kunne hun derfor ikke gøre end at gentage sig.

[Valandil Romain Ancalimë]

Valandil var i forvejen ikke særlig meget for, at fortælle hende mere end hvad han allerede havde gjort. Sagen var vel, at han ikke varm eget for, at hun skulle søge til Maerimydra? Det sted, var i hans øjne, virkelig helvede på jorden, og det var noget, som han stod fast ved i den anden ende! "Du er præget af en virkelig stor nysgerrighed, som jeg ikke bryder mig om, Jarnqia.. Du bærer mange af kvalifikationerne af en elver, hvad mere har du brug for at vide?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Han kneb øjnene svagt sammen. Alle de spørgsmål.. Det var virkelig mange, og han var i forvejen ikke meget for at give hende mere, end hvad han allerede havde gjort.
Et indvendigt suk gled over Valandils læber, hvor han let rystede på hovedet. "Kvinderne besidder alle stillinger, som der er nogen værdi i. De tager alle beslutninger, og betragtes alle som fruen i deres eget hjem, hvor alle andre er dem underlegende," fortalte han denne gang. Hun kunne.. Og han vidste, at hun kunne, men hvad pokker.. Det havde jo ikke ligefrem noget med ham at gøre. Han bed tænderne svagt sammen, og rettede sig op. Turen til Dvasias, ville være virkelig lang, hvis det var sådan at det skulle forholde sig. "Du er allerede godt på vej. Du besidder mange af de personlighedstræk, som en kvindelig mørkelver, særligt er kendt for," fortalte han med en rolig stemme. Et let smil passerede hans læber. Hun øvede sig. Så langt, så godt, for det var vigtigt.. Særligt, hvis hun ville have nogen chance i Maerimydra. "Saesa omentien lle," fortsatte han. Hænderne gled ned langs hans egen krop igen. Meget snart var de på vej.. Men igen.. Hun snakkede med ham. Så kunne det være, at hun kunne glemme sin egen ynk for en stund?

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg vidste ikke før nu, at jeg bar mange af mørkelvernes kvalifikationer.. Derfor de spørgsmål,” sagde Jarniqa sandfærdigt. Ikke vidste hun, hvor meget hun havde lignet dem før nu. Interessant var det.. At ligne en race, som man aldrig før havde stiftet bekendtskab med. Var det underligt, at det fascinerede hende? Et sted der nærmest var for hende? Tavst lyttede hun til hans fortælling omkring de mørkelviske kvinder. Det var så forskelligt i forhold til resten af verdenen, og dog.. Hun havde alligevel altid mindet om dem. Hun havde for eksempel været den med midlerne i forholdet med Lucifer. Måske var det en af de ting, som han ikke havde kunnet klare? At hun stod så stærkt, som hun gjorde. Hun fugtede læberne. Det var en tanke værdig. Ingen tvivl om det. ”Det lyder sjovt, at der kan herske et samfund der er så anderledes i forhold til resten af verdenen,” sagde hun. Faktisk var hun betaget af det. Betaget af kvindemagten. Her i den gense verden var det typisk manden der var den overlegne, men blandt mørkelverne.. Blandt mørkelverne var det kvinderne, og det var uden tvivl en berigende tanke. Hun smilte stille. Fantastisk var det derfor også at høre, at han mente, at hun besad mange af de kvalifikationer. Dog tænkte hun ikke mere over det, som han begyndte at tale videre, og ud fra hans ordvalg og næsten syngende klang, kunne hun forstå, at det var en ny sætning. ”Saesa omen-tie lle,” gentog hun. ”Saesa omentien lle.” Hun vendte det smaragdgrønne blik mod ham. ”Hvad betyder det?” Gad vide, hvor mange ord hun ville kunne få listet ud af ham? Hun ville nok plage ham i al den tid, hvor de gik til Den Sorte Sø, så vel så mange ord, som turen dertil? Ikke at det gjorde hende noget.. På ingen måde!

[Valandil Romain Ancalimë]

Alt for mange spørgsmål! End ikke Valandil kunne følge med, og særligt ikke, når han i forvejen ikke var meget for at snakke om mørkelvernes samfund, og særligt, når det var sådan at det måtte forholde sig. Han rystede kort på hovedet. "Du besidder mange af kvalifikationerne, som en mørkelver, Jarniqa.. Ødelæg det nu ikke," pointerede han. Hvis hun virkelig ønskede at være som en mørkelver, så skulle hun være som en mørkelver. Det krævede ligetil også, at hun lagde den unge teenager en smule fra sig, og teede sig som et væsen af skoven.. Elegant og yndefuldt. "Det er særligt det, som gør, at de holder sig for sig selv," forklarede han sandfærdigt. Selvom han ikke havde nogen respekt eller forståelse for hvad der var så særligt ved det, men nu var han også en mand af det mørkelviske samfund, som bestemt heller ikke var bange for, at give udtryk for sin egen mening.
Et kort smil passerede hans læber. Det ville blive en lang vej, men hvis hun lærte lidt undervejs, så kunne det være, at han var heldig, at hun skiftede mening? Man kunne jo håbe på det! "En glæde at møde dig," fortalte han med en rolig stemme. Han var uden tvivl meget fascineret af, hvor let det lå til hendes tunge, at tale det mørkelviske sprog. Det var noget, som han kunne lide. Hvem vidste.. måske at han en dag, kunne føre hen ganske normal samtale med hende, men bare på mørkelvisk? "Det falder dig meget naturligt, at tale mørkelvisk, Jarniqa. Jeg er fascineret af din udtale," sagde han denne gang. Han mente det oprigtigt. Han var virkelig fascineret af det!