a new age

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Mourin skiftede da personlighed, som det rene vand. Et sted, var det en tanke, som uden tvivl også måtte fascinere Demarcus en anelse, for det var bestemt ikke, hvad man kunne sige, at han var vant til i det hele taget. Et kort smil passerede derfor hans læber.
"Det er ikke en skam, at spørge om hjælp, hvis der er ting, som man ikke kan gøre på egen hånd," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han blev siddende på sofaen. Han selv kunne ikke gøre skibet klar, før om et par dage, så det alene, ville skam også tage sin tid. Ingen tvivl om det. Et smil passerede hans læber. Skibet skulle kunne klare en tur over havet, for ikke at glemme,at de skulle tage højde for vind og vejr, så det alene, var jo trods alt også vigtigt. Armene lod han denne gang søge over kors. "Bliv her," opfordrede han roligt. Han var nu sikker på, at det ville være dumt for ham, at søge ud.
"Herre..? Kan jeg byde på noget?" En ung kvinde stikkede hovedet ind af døren. Hun var selv meget letklædt, som resten af tjenestestaben. Dog stadig velklædt nok til at man intet kunne se. Demarcus vendte blikket mod hende. "Gerne, Secilia.. Mourin, kan jeg byde på noget?" spurgte han denne gang. Det var jo trods alt varmt i vejret.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin lyttede roligt mens han kikkede rundt, "jeg er ikke van til og skulle have hjælp så det er nok lidt underligt for mig vil jeg tro," forklarede han bare som om han ikke engang selv forstod det, 
han var bestemt ikke god til de nye ting der skete og hvordan folk var nu, da han var ung og inden hans rejser rigtig startede var virkeligheden bestemt anderledes, ikke så glade var folk for at hjælpe på samme måde, alt blev gjort selv hvis dette var muligt og nu at pludselig sagtens kunne få den hjælp han skulle bruge, 
det var klart noget der skulle vænnes til.
Han satte sig atter igen og kikkede mod kvinden der kom ind af døren og spurgte til dem, 
"jeg kender ej til jeres drikke her på øen og nok heller ikke generelt så alt er vel fint" sagde han med et lille smil,
der var meget han ikke kendte til og ting som ikke var som de plejede, og som han kunne se på det var der mange ting han skulle lære på ny,
en det var vel ikke en dårlig ting vel ? personligt var det ret interessant for en som ham han havde jo altid været glad for at lære nye ting.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus så kun fordelene i at hjælpe andre. Man kunne i den omgang, forvente at få hjælp igen, og for ham, var det nemlig også det vigtigste. Han trak kort på smilebåndet. "Det er en sjældenhed her på øen, kan jeg fortælle dig. Jeg finder dog en glæde i at hjælpe andre." En tjeneste, var en anden værd, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes.
Demarcus var en venligsindet mand, og det havde han nu også alle dage været. Det var i hvert fald ikke noget, som fik lov til at blive anderledes. Han nikkede mod ham. Han vidste det ikke. "Kan du hente os to, Secilia," bad han med en rolig stemme.
Secilia, den venlige tjenerinde på stedet, nejede let for ham. "Selvfølgelig, Herre. Jeg kommer straks," meddelte hun, inden hun denne gang rejste sig op. Demarcus valgte endnu en gang at rejse sig op. Et smil passerede hans læber.
"Sæt dig endelig.. Du har brug for hvilen," sagde han roligt. På stedet her, var han i trygge hænder, og det skulle han vide. Demarcus kunne nemlig ikke finde på, at gøre ham noget. Tvært imod.. Han så på Mourin, som en vej ind til fastlandet, som han i forvejen havde forhandlinger med, så hvorfor ikke?

[Mourin Delera Kukour]

Mourin satte sig roligt ned som de fortsatte deres samtaler, "det er længe siden jeg har været nær andre på denne måde, jeg takker for hjælpen men er det en god ide og tage mod fastlandet igen ? det må have ændret sig en del siden jeg sidst satte fod der ude" forklarede han roligt som de snakkede.
Bogen han havde begyndte roligt med et swip fra hans fingre at svære roligt frem foran ham og nærmest bladrede igennem de mange sider, Mourin kunne selv godt lide og side roligt og læse gennem hvad der måtte stå i den.
Det meste var ting han selv havde skrevet ned og formulare han var kommet op med på sine rejser og vandringer gennem landet i sin tid,
"jeg mindes ikke at have hørt hvad du er ? og føler ikke nogen speciel magi fra dig hvad for en er du ?" spurgte han roligt med et fast blik mod manden.
Normalt kunne han mærke eller se hvis folk havde noget over sig, den hellige og lyse energi fra en engel, den mørke onde aura fra en vampyr, og den kraftige udspring af magisk energi fra en magiker og warlock,
ham her var der intet specielt at mærke ved så hvad var han ? en race han ikke kendte eller en han bare ikke huskede meget til.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Mourin havde allerede gjort sig tanker omkring tingene, hvilket var tydeligt at fornemme. Et kort smil passerede dog Demarcus' læber. Han så ikke nogen grund til at være bange for at Mourin skulle gøre ham noget. "Det er desværre en tanke, som alt for mange har gjort sig, og alt for mange i forvejen sidder med," sagde han denne gang. Det var vel ikke underligt, at det var en tanke, som selv måtte gøre ham trist et eller andet sted?
Demarcus forholdt sig rolig. Han følte efterhånden, at han var kommet på god bølgelængde med denne mand, også selvom de stadig ikke havde det største forhold til hinanden. Monstro at det var noget, som ville komme med tiden? Livet bestod af valg, konsekvenser, og selvfølgelig den skæbne, som man skulle leve under. Det var et liv af.. valg. "Man gør utallige valg igennem sit liv. Nogen bedre end andre, Mourin." Denne gang rejste Demarcus sig op. Hænderne foldede han over ryggen. Det var vel ikke helt tågesnak, som han faktisk gav ham, var det?
Demarcus betragtede sig af skikkelsen foran ham, inden han så mod vinduet. "Du kan ikke fastlåse dig til tanken om at du er sådan, fordi du skal være sådan. Det har været et valg. Du har valgt at søge bort, i stedet for at lære at styre dine kræfter.. Bevise, at det ikke er alt, som er ment ondt," fortsatte han denne gang. Gav det mening?

[Mourin Delera Kukour]

"valg?" sagde han svagt ud lige nok til man kunne høre det, "valg, frihed, visioner, had, glæde så mange sider af et menneske dog stadig ting reserveret af dem uden potentiale og en skæbne, det var hvad jeg gik på det meste af tiden, hmm måske den tanke er forkert " Mourin var altid en som var kendt for at være speciel og svær at forstå selv i hans egen tid kunne folk altid have problemer med og forstå ham, som ung var det ikke underligt at se ham blandt de voksne.
Han rejste sig nu også selv og gik lidt rundt inden flere bøger dukkede op foran ham som de roligt svævede nær ham,
1, 2, 3, 4 af dem var der,"efter et langt liv bliver viden og ideer samlet alle de her er samlinger af mine rejser og de værker jeg har kommet op med i tiden, jeg gik altid ud fra at en med mit potentiale og en skæbne sat til og gøre store ting som forklaret af de ældre af vores race, ikke havde ret til og snakke om frihed og eget valg, kan en som mig virkelig opgive de regler og linjer der var sat mig om hvad jeg skulle med mit liv og tage mine egne valg ?" lød det igen tænkende fra ham som han kikkede blandt de forskellige bøger inden de igen forsvandt og kun efterlod den ene han altid havde haft på sig.
Han gik lidt rundt og kikkede mod Dermacus som de talte, ej huskede Mourin længere sin egen alder en ting han havde glemt for lang tid siden, men det var tydeligt og se tiden havde ændret sig måske folk ikke længere var så fastspændte i at holde sig til traditionerne og hvad hver en mand var ment til og gøre i denne verden.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Mourin var alligevel en mand, som tænkte frygtelig meget over tingene. Ikke at det var en skidt ting, men man skulle også passe på, at man ikke begyndte at overanalysere det hele, for det kom der jo heller ikke noget godt ud af i den anden ende. Han rystede denne gang på hovedet. "Tror du på skæbnen ved eget valg, Mourin?" Hans blik faldt på denne mand igen. Hans alder var ham ukendt, så det var svært at finde ud af, hvordan han skulle henvende sig til ham.
Hænderne foldede han denne gang over ryggen, hvor han denne gang også rettede sig en smule op i stedet for. Hans blik betragtede sig af ham.. Bøgerne som han pludselig på magisk vis fik frem. Magi var farligt, men dog også så vanvittig fascinerende. Det var ikke noget, som man så hver dag. Særligt ikke på øen her, kunne man sige. Han trak vejret dybt. "Enhver tager valg for sin egen skyld, og alle disse valg har en konsekvens på godt og ondt. Sådan har det altid været. En kriger kan vælge at slå først eller blive slået ihjel. En handelsmand kan tage valget at indgå handlen og få indkomsten, eller han kan vælge at lade være. Alt hvad vi gør, påvirker og giver os muligheder og erfaringer." Hans blik faldt til hans skikkelse igen, inden det så ud af vinduet, som han nu havde placeret sig ved.
"Du har været væk i mange år. Derfor er der også mange ting, som du har misset undervejs," sagde han denne gang. Der var vel sket mangt og meget, siden Mourin havde vandret frit? "Fortæl mig - hvordan var verdenen dengang? Den som du mindes?" spurgte han denne gang med en oprigtig nysgerrighed.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin kikkede igen tilbage mod Dermacus som han spurgte ind til fortiden, "anderledes, ny, min race var ung, jeg husker ikke meget men mine bedsteforældre plejede og fortælle hvordan de var nogle af de første af vores slags der udviklede magi" han gik lidt rundt mens talen fortsatte og bruge atter sin magi fra den sidste bog der var nær ham,
et par små blå flammer dukkede op som søgte roligt mod midten af rummet hvor de dannede hvad der lignede billeder, ting der var sket for mange mange år siden som han fortsætte med og forklare hvad der blev vist.
"jeg husker et land procias, jeg voksede op i en by der for lang tid siden, vi var ikke mange men vi var stærke folk frygtede os og det var tanker som satte sig i os, de mente vel vi var for stærke eller noget i den retning, verdenen var meget anderledes den gang, alt blev styret af skæbne og hvad du var ment til i livet, sådan tænkte mine forældre om mig, "
da billederne stoppede forsvandte flammerne roligt igen og han satte sig ned som han kikkede mod loftet med et tomt blik.
"jeg prøvede selv og lave min egen skæbne for lang tid siden, rejse ud selv og se verdenen men folk var bange, skræmte for hvad mine evner kunne gøre, efter mange år besluttede jeg mig for at holde mig fra alt det her pludder, folk er svære og stole på".

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var sulten. Han hungrede for den næring og den erfaring som Mourin tydeligvis kunne dele ud af, og derfor havde han heller ikke ladet sig underkurre af det. Nu stod han overfor en mand, som rent faktisk var i stand til at dele ud af det, og han var jo komplet dum, hvis han ikke tog imod det.
Derfor lod han glædeligt manden fortælle hvad han havde at fortælle. Procias var jo stadig et land som stod, af hvad han vidste.Han havde bare endnu ikke formået at sætte sin fod der. Det var lange dagsmarcher fra hvor de lagde til havn i Imandra. "Det lyder fascinerende.."begyndte han denne gang, da flammerne denne gang viste sig. Han var virkelig fascineret af magien, og hvordan denne kunne bruges. Han vendte sig mere mod ham.
"Procias er et land, som står, må jeg informere dig om. Om det er et sted, som du ønsker at søge til," tilføjede han denne gang. Hovedet lod han søge på sned. Den viden som Mourin brændt inde med, ønskede han at få del i. Men lige hvordan han kunne gøre det? Det var jo så det næste skridt på vejne, kunne man sige. Et kort smil passerede hans læber. "Jeg kan hurtigt få gjort skibet klar, hvis du ønsker at se Procias," sagde han denne gang. Han kunne ganske vidst ikke lægge til kaj der.. Men han kunne give manden mulighed for at søge dertil, om det var noget, som han ønskede.

[Mourin Delera Kukour]

Der kom nu noget lys i Mourins øjne da muligheden for at søge tilbage til sit gamle hjemland var tilstede,
han havde længe tænkt over at tage tilbage men aldrig kommet  til det som han var faldet godt til her og frygten om at møde folk stadig sad i ham.
Han gik lidt rundt mens han fortsatte med og tale, "det ville jeg gerne jeg tror det er på tide og se tilbage og opleve hvad der er sket siden jeg tog afsted, landet var lille og kun mindre landsbyer var at finde den gang, selv de store byer var ikke nær så store igen har det ændret sig meget siden ?"
Mourin huskede lidt fra sin fortid men store byer og forsamlinger var ikke hvad man typisk fandt dog havde han hørt snak om slotte og store kapitaler, Mourins hukommelse var ikke nær god så kun sine unge dage huskede han nu lidt ærgeligt men sådan var det.
Han gik tilbage mod vinduet og kikkede ud som han tænkte på hvad der mon var at se inden fokusen  blev vændt mod snakken om at få et skib,
"det ville hjælpe, hvor vil vi stå af ? jeg mener procias er langt er fra eller tager vi direkte der hen ?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Nu havde Demarcus ikke haft særlig meget med fastlandet at gøre, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes i øjeblikket. Et kort smil passerede hans læber. "Hvordan landet fremstår, ved jeg ikke. Det eneste jeg ved, er hvordan Imandra fremstår, da det er det eneste land, som jeg har sat mine fødder i," sagde han denne gang. Ikke fordi at han ikke ønskede at fortælle ham det, for det ville han gerne. Rigtig gerne endda.
"Jeg kan omdirigere turen, men det vil tage ekstra tid. Jeg kan derfor bringe dig direkte til Procias, om du ønsker det?" foreslog han denne gang med en rolig stemme. Hovedet lod han derfor søge på sned, som smilet kort bredte sig. "Jeg kan få gjort skibet klar til i morgen. Imellemtiden, vil jeg anbefale dig at få noget hvile. Det bliver en lang tur," sagde han denne gang. Oprigtigt var det noget som han mente. Det var også en tjeneste, som han gerne ville gøre ham. En tjeneste, var vel en anden værd, var trods alt, hvad man sagde.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin kikkede roligt mens de snakkede, "ro har jeg vist haft rigeligt af men det nok rigtigt jeg har ikke rejst sådan længe så en anderledes oplevelse må det vel blive" forklarede han med det rolige stille sind og ansigt som altid,
han gik lidt rundt mens de talte og tænkte over turen han kunne have, det lød rart og komme lidt ud møde det land han kom fra hvor ham og hans race var sprunget frem.
Han huskede ikke meget andet en hvor ny og anderledes de havde været, folk kendte dem ikke rigtigt den gang så at se og vide hvordan det var nu var bestemt noget som satte gang i hans interesse.
Han vendte sig nu igen mod Dermacus og spurgte, "det kunne ikke hændes der ville være et sted jeg kan opholde mig mens vi venter at sove er noget jeg har gjort længe så en enkelt dag mere inden rejsen kan jeg altid bruge,"
han satte sig igen i sofaen overfor manden som han ventede svaret.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det ville uanset tage Demarcus noget tid, at gøre skibet klar, og derfor handlede det vel bare om at nyde det, mens det var? Desuden ville det være en lang tur over havet, og desværre ikke en af slagsen, som man bare gjorde på ingen tid, kunne man sige. Han lod hovedet søge på sned. Der var meget for denne unge mand, at lære om den store verden derude.. Selv den her på øen, synes at være gået i glemmebogen efter alle de år, som nu havde passeret. "Fastlandet, er intet som vores kære ø," sagde han denne gang. Nu var det ikke noget nyt, at Demarcus var en fortaler for Tayevania. Det var og blev hans store skat her i livet.
Demarucs nikkede med en rolig mine, hvor et stille smil alligevel passerede hans læber denne gang. Hovedet lod han søge på sned. Denne mand, måtte han nu alligevel finde en smule spændende, og han kunne selv ikke undgå at bide sig fast i det. "Der er mange steder, som du kan søge hen, om du ønsker det. Søg du ud.. Du ved hvor jeg nu holder til henne. Mød op her i morgen, og jeg vil sikre dig, at skibet er klar til at bringe dig til fastlandet," sagde han denne gang. Ikke ønskede han at holde på manden, om han derimod ønskede ud. Han havde sovet og hvilet længe. Der var stadig så frygtelig mange ting, som skulle opleves og ses.