a new age

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Manden forekom uden tvivl Demarcus som en ældre af slagsen, også selvom det bestemt ikke behøvede at betyde, at det var nogen skidt ting, for.. det var det vel ikke? Selvom der var meget med hans indstilling og attitude, som ikke just måtte falde i hans gode jord, så var det jo bare desværre meget begrænset, hvad han lige kunne gøre ved det, kunne man sige. Armene lod han denne gang søge over kors.
"Ej er en skæbne kommet for at blive, men kan derimod skrives om," begyndte han. Som et magisk væsen, burde han da vide dette? Selv nu, hvor han stod der som en ældre af slagsen, vidste Demarcus, at magiske væsner hørte fastlandet til. Det var jo primært der, at man så og hørte om dem. Det var jo kun her, at det var et andet alternativ.
Demarcus valgte for nu, at holde afstand. Ikke fordi at han ikke troede på denne mand, da han jo trods alt havde advaret ham på forhånd, men det var jo i forvejen ganske begrænset, hvad han kunne stille op mod et magisk væsen, såfremt, at noget skulle forekomme. "Om De ikke prøver, kan De jo intet gøre ved det. Selvom De er et væsen i besiddelse af en høj alder, visdom og lærdom.. Hvorfor ikke benytte det til egen fordel?" spurgte han dog forvirret. Han knyttede næverne svagt. Demarcus var en handelsmand.. Han forstod ikke, hvorfor folk ikke ønskede at udnytte deres sande potentiale.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin udgav endnu et svag smil som han forsøgte at virke venlig, han var bestemt ikke van til og snakke med andre folk så dette kunne nemt ses,
"måske.....måske du har ret men jeg har end ikke fundet en løsning selv kun en måde og holde det tilbage"
forklarede han som han gik rundt og kikkede lidt, "alder, visdom ja jeg holder en del af det hele men hvad nytte er det hvis folk ikke vil acceptere dig ? jeg bliver skudt ud af folket nær mig udstødt hvad kan jeg gøre med min viden hvis jeg ej kan nærme mig et andet liv ?" forklarede han med det typiske triste blik igen som han gik rundt, magien pulsede roligt og tydeligt fra ham selv ikke magiske væsner kunne mærke den,
bogen der lå ved ham tog han op igen og lagde under sin arm hvor den altid var den var en tydelig brun med et rødligt skær til den ikke så stor som så mange andre han havde lavet gennem sin tid men de var nogle som mange mennesker kendte og magikere over verdenen studerede,
Mourin rykkede nu tættere mod manden og stod nu ikke langt fra han som han kikkede ham i øjnene inden talen fortsatte, "hvordan kan et fremmed væsen som dig være så sikker på en som mig ? en fremmed er jeg for dig ej holder du dig for dig selv ? du er en spøjs en og ikke nogle jeg har set længe at nærme dig og tale til en der kan tage livet fra andre ? modig ? eller uvidende ? intet af dette kan jeg sige men jeg er nysgerrig " forklarede han i en næsten gådefuldt tone det var tydeligt han var fra en tid længe forsvundet men nysgerrigheden steg i ham som manden virkede mere og mere rolig og ingen frygt burde han have for når Mourin blev intereseret og opvækket var der ingen fare for døden da denne kun gik af som hans følser bliver ustabile.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

"Det vil ej gavne dig at sidde i isolation," modargumenterede Demarucs med en rolig stemme. Det var slet ikke noget, som han ønskede at høre tale om. Overhovedet faktisk. Han lod armene søge over kors, som han vendte blikket mod ham. Han forekom ham underlig pessimistisk, hvilket han nu heller ikke var bange for at indrømme for nogen.
"Dømmer du folket, som du selv bliver dømt, vil det ingen forandring forårsage i dit liv. Du er anderledes, end hvad der typisk forholdes til stedet her.. Magi er en ting, som for mange er skræmmende," fortalte han. Og siden at manden rent faktisk tog liv med det, så var det vel heller ikke underligt, at det var således, at det rent faktisk forekom? Det var jo ganske uhyggeligt, et eller andet sted.

At manden kom ham i møde, var slet ikke noget som Demarcus havde noget imod. For nu, handlede han udelukkende ud fra sit eget bedste, men han mente det han sagde: Man kunne udføre mirakler, hvis det skulle være det, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. "Jeg har mine grunde til at handle og reagere som jeg gør.. Og jeg vælger at se det gode i folk. Jeg ser styrkerne ved folk, og hvad jeg ser nu, er en skam.. det er en skam, at individer ikke selv kan se det, og gøre noget ved det, og istedet vælger at sidde og.. undskyld jeg siger det, men ynker i sin egen ensomme tilstedeværelse," sagde han denne gang. Han synes virkelig, at det var en skam.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin fastholdte sit tomme smil som han næsten altid gjorde, de trætte øjne fortsatte med og fokusere på manden som han snakkede inden Mourin selv åbnede munden for at snakke, "har du oplevet magi som jeg har ? folk er skræmt af noget de ikke kender men de kender ikke til den virkelige frygt bag magi den sande magi hvordan skulle jeg lade være og dømme folk der ikke vil kendes ved min eksistens ? hvordan skulle jeg ændre på dette" lød det næsten spørgende og nysgerrigt fra ham som han forsøgte at få et svar på det hele fra manden.
Han bevægede sig nu igen tættere mod manden sin egne kræfter var der styr på så ingen fare ved dette, han placerede en hånd ud mod ham og en varm rolig vind viklede sig rundt om den som den samlede sig mod hans hånd inden den igen forstørrede forvildet og beroliget atter en gang nær dem som en mindre flok af folk dukkede op i vinden et minde ? dette var en speciel magi istand til og virkeliggøre folks minder og dette et minde af Mourins fortid fra de tidlige dage af hans folk.
"magi behøver ikke være farligt men mennesker er grådige væsner der bruger deres evner til deres egen gavn, jeg har set dem skade og udføre vold med det jeg har skabt det jeg har set fortæl mig hvad kan jeg gøre for disse mennesker ? hvordan skulle de kunne bruge en som mig ?" lød det atter spørgende som et mindre smil dukkede op over de rolige minder i vinden inden de atter forsvandt og blikket atter var rettet imod den fremmede.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var meget påpasselig med magi, men det var vel også kun fordi at han vidste, hvor farligt det kunne være? Desuden var han gift med en dæmon. Et væsen, hvis race, var noget, som han kæmpede for at holde skjult, for sin egen skyld, såvel som hendes. "Jeg tvivler på, at jeg har oplevet den, som du har, men jeg kan ikke skjule, at jeg har haft den tæt ind på mit liv," fortalte han roligt.
Hvad end manden gjorde på magisk vis, vidste Demarcus ikke, men det fik ham alligevel til at trække sig en smule tilbage, da han heller ikke ønskede at komme for tæt på, i tilfælde af, at der nu skulle ske noget, for det ønskede han heller ikke ligefrem! Hans blik søgte i retningen af ham igen. Magi forstod han ikke, og det havde han aldrig nogensinde gjort, mg derfor ville han heller ikke have det alt for tæt på sig, hvis han ellers kunne blive fri for.
"Som alle de andre, som er i besiddelse af nogen særlige evner, ved vel også at gøre med dem, som man nu finder det bedst? Og hvor man for alvor kan gøre en forskel for andre.." Denne gang satte Demarcus sig ned. Også for at understrege, at han ikke var bange for ham, men også at han heller ikke havde tænkt sig, at gå nogen steder hen, for det havde han faktisk ikke. Han lod hovedet søge på sned. "Frygter du så meget for hvad andre vil sige om dig?" spurgte han denne gang mere direkte.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin begyndte og tænke en del en da han var ikke van til og snakke med folk og slet ikke en som ikke var bange for ham, hvordan skulle han egentlig tage det han vidste ikke engang hvordan man reagerede i denne situation men holdte dog det kolde udtryg som han altid havde gjort.
en mindre tid efter dette kikkede han atter på manden som han sad i græsset han talte så let om andres evner og deres gaver, naivt, uvidende om de frygtelige ting som denne slags magi kunne bringe blev den brugt forkert, Mourin selv var et barn fanget i en krop der ikke kunne kontrolleres kun holdt af sit fængsel, kunne denne person virkelig være sikker i hvad han sagde ? var det virkelig sikkert for Mourin og træde væk fra sit liv han havde haft til nu og bevæge sig blandt folket atter igen ? hvordan kunne hans evner egentlig bruges ? alle disse spørgsmål og kun en måde og finde ud af det på, "hvis mig ! hvis mig hvad verdenen er blevet, giv mig en grund til og tro dine ord"
kom det bare roligt og næsten uden udtryg fra Mourin som han kikkede seriøst i mandens øjne, hvis han kunne vise ham hvorfor han skulle bevæge sig blandt andre igen ville han gøre det, men selv for Mourin var det ikke nemt og beslutte sig for dette
"hvis folk virkelig ikke er bange for dette og kan acceptere mine evner kan jeg muligvis vise fra mig lære dem der er villige hvordan magi skal bruges"
kom det roligt fra ham med fornyet nysgerrighed i hans øjne,
hvad kunne denne mand vise ham som han havde mistet interessen i efter al denne tid ? var folk virkelig ikke de samme mere ?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var ikke bange for det, men han vidste derimod også, at der var rigtig mange andre, som ville være det. Det varnok lidt det, som han var bange for, men manden var jo for pokker nødt til at vise, at han var det bedre. Hans blik hvilede på ham i den lange stilhed, hvor manden denne gang bare sad og.. overvejede. Det var hvad han gik ud fra, at han gjorde.
"Jeg kan vise dig en verden, hvor magi er blevet mere kendt, og ikke nær så frygtsomt, som det engang har været. Du har alt for lang tid, gemt dig herude," sagde han denne gang med en ganske stilfærdig mine. Hvordan var det da den mand tænkte?
"Du skal ikke forvente, at have folkets accept allerede fra starten af. Det er noget, som du er nødt til at vinde, og det kommer ved at vise dem at magi kan være nyt, fremmed, men ikke noget, som man skal være bange for," sagde han denne gang. Det var ikke fordi at han selv var lukket for det, da han selv var sammen med en dæmon.. Han var gift med en dæmon, så magi og den slags, havde han jo selv tæt ind på sit eget liv, og havde en gang været meget lukket for det. Han havde lært at det ikke nødvendigvis var nogen slem ting, og det kunne de andre derfor også lære.
"Jeg kan tage dig med.. Men arbejdet, må du selv ordne," sagde han denne gang. Han sendte ham et opmuntrende smil, inden han denne gang rejste sig op.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin kikkede roligt på manden som han forklarede og lyttede roligt til ham,
det var rart og snakke med nogen der ikke med det samme stak af eller døde bare fordi han var der, det var en ting han ikke havde kunne længe.
Da manden var færdig med og tale rejste Mourin sig roligt igen og kikkede lidt rundt, "det ville være rart og komme væk her fra i nogen tid hvis jeg må rejse med dig vil det være en glæde det er på tide og se om verdenen endelig er klar til og tage imod mig, flere hundrede tusinde år har jeg været her på denne ø længe før den fik et navn og stadig var ukendt, racer der er kommet og gået nye folk der dukker op gennem årene, jeg vil glæde mig til og se den ændring der har taget sig fat i min gamle verden den jeg kom fra" lød det næsten poetisk fra ham.
Mourin var et specielt tilfælde muligvis stadig lidt fanget i sit gamle sind og tale men glæden ved og se verdenen igen ændringerne der måtte være taget sig til der og de nye folk der var kommet var bestemt en ting og se frem til,
han måtte dog tænke over en ting, "nu hvor vi er ved det ? hvad er der sket med mit folk ? jeg ved at jeg ej kender nogen efter alle disse år men sig mig er min slags stadig i live ? er vi stadig der ude der var problemer masser af dem da vi var nye og unge folk der var ude efter os for det vi kunne, er der sket dem noget ?" lød det nysgerrigt og næsten en smule nervøst fra ham.
Han huskede hvordan hans slags var i fare da de var unge og verdenen stadig ikke kendte til deres art og magi så tanken om at der måtte være sket dem noget i tiden var ikke god og hvis folk stadig var bange for magi tydet det slet ikke godt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste ikke, hvad det var Mourin måtte forvente af dette, men der skete ikke nogen ændringer, hvis han ikke selv stod bag dem. Folk var bange for dem, ingen tvivl om det. Han lod hovedet søge på sned, som han denne gang rejste sig op. Han gik ud fra, at manden var magiker. Ikke just det væsen, som man under normal omstændigheder ville finde her på øen, og det vidste han vel også godt? "Man kan ikke påstå, at din slags, er typisk at finde på øen her.. Jeg tager ikke fejl, når jeg siger, at du er magiker?" spurgte han denne gang.
Hovedet lod han søge mod den anden side. Det var jo også hårdt bare at stå stille. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Jeg har ikke noget imod, at tage dig med mig. Jeg har som sagt, selv magien tæt ind på mit eget liv, og derfor vil jeg gerne. Det er synd og skam, at sidde herude alene," tilføjede han endeligt.
Poetisk som den mand end kunne være, så var han en gammel en af slagsen. Virkelig, virkelig gammel endda, hvilket også var noget som Demarcus var yderst fascineret af. Det sagde i hvert fald ikke så lidt. "Dit folk hører slet ikke til på øen her. De har søgt langt mod vest og mod varmen i et land, kaldt Procias," forklarede han ærligt. Døde var de ikke, men de var langt herfra.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin lyttede roligt mens manden svarede hans spørgsmål, "magiker ? ja du har ret og ja vi kommer ikke her fra så meget husker jeg, jeg kom her til for mange år siden da jeg besluttede mig for min rejse var slut måske jeg tog fejl ? jeg er nu ved og starte rejsen atter en gang og hvad for ændringer og nye ting vil jeg kunne se," sagde han ud højt mens han kikkede mod himlen og rundt på landskabet inden blikket blev vendt mod manden igen, "jeg takker for din fortsatte hjælp" sagde han denne gang roligt inden han bevægede sig langsomt fra stedet ud mod slutningen af skoven nu var det på tide og få benene igang igen
han kikkede dog kort tilbage igen som han forklarede om landet procias, procias ? kom frem i hans hoved ikke just et navn han havde hørt eller måske havde han glemt det, "hmmm Procias ? ikke et navn der siger mig noget måske jeg har glemt det ? jeg husker ikke men vi vidste heller ikke meget om verdenen rundt om os alle de år tilbage" han gav et mindre smil og hvad der kunne ligne et lille fnis fra sig som han tænkte tilbage de var et lille folk da han blev født, små lansbyer og nu ? det lød bestemt til at de var vokset siden noget han bestemt måtte se frem til og lære mere om,
"så hvor er du på vej hen ?" spurgte han lidt nysgerrigt som han gjorde klar til og bevæge sig væk fra skoven ud mod der hvor der bestemt måtte være andre mennesker.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Mourin virkede til at være en troværdig mand, som virkelig ønskede at gøre en forskel for sit eget liv, og selvfølgelig ville han gerne hjælpe, når man nu mødte individer, som Mourin, der rent faktisk var fornuftige af sig. Var det overhovedet underligt? Et kort smil passerede derfor hans læber. "Det anede mig," sagde han. Selvfølgelig var manden magisk. Hvad havde han egentlig forventet? Livet var en rejse. Var det ikke sådan, at man skulle se på det? Kort måtte smilet brede sig på hans læber. "Til enhver tid. Selvfølgelig havde jeg tænkt mig, at hjælpe, hvis det er en, som ønsker at gøre det på egen hånd," sagde han med en ganske sandfærdig stemme.
Selv så Demarcus, at de var ved at være færdig her. Selv vidste han godt, at denne mand måtte have det svært, men Demarcus var nu temmelig sikker på at det hele nok skulle gå. Han var temmelig sikker på det. "Om du vil, kan du tage med mig hjem. Jeg vil give dig muligheden for et bedre liv, end en tilværelse, hvor du sidder herude og gemmer dig. Om du vil, kan jeg hjælpe dig til fastlandet, hvor du vil kunne møde resten af din art og race," tilføjede han denne gang. Han gjorde et let vink med hånden, hvor hesten søgte mod ham. Mulen strøg den mod hans hånd, hvor et smil passerede hans læber. "Om du vil, naturligvis," sagde han med et kort smil.

[Mourin Delera Kukour]

Han måtte give manden ret det begyndte langsomt og være kedeligt her ude helt alene så at komme ud var vel en god ting var det ikke ? det var i hvert fald hvad han måtte tænke.
Som de gjorde klar til og bevæge sig væk herfra kikkede han nysgerrigt med et lidt bedre smil en normalt mod manden og hans hest mens han stadig holdte sig en smule på afstand han ville helst ikke ende med og lave en fejl jo,
han vendte sig lidt efter om strækte hånden ud foran sig og med en cirkulering af magi som en mindre vind rundt om hånden dukkede nu roligt en flot sort træstav frem i hånden,  den var flot dekoreret langs staven og med en lilla krystal i toppen, han kikkede lidt roligt på den med et smil som han tænkte tilbage til sin ungdom hvor han havde fået den, givet ud til de stærkeste i hans clan, det var en stav som var godt kendt blandt hans race og et tegn på en persons styrke da Mourin selv var den eneste der kunne hive den frem og glad for den var han bestemt.
han vendte sig igen mod Manden mens han kikkede mod ham og støttede sig roligt mod staven mens han kikkede rundt og med bogen i den anden hånd,
"jeg mener vist ikke jeg har fået deres navn endnu hr ?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var selvfølgelig en ensom og trist tilværelse at Mourin havde, men det var derimod også noget, som man kunne sige, at han selv havde valgt, da han havde valgt at trække sig væk fra folk. Nu var det derimod bare på tide, at gøre noget ved det. Ikke kunne Demarcus gøre det for ham, men han kunne derimod give ham de midler og muligheder derimod, som skulle til, for at man kom videre, og det var det, som for ham, var det vigtigste lige nu. Det handlede jo egentlig bare om at indse det.
Demarcus svang benene op på hesten igen, hvor han denne gang tog i tøjlerne. Han vendte sig mod den unge mand, hvor smilet kort bredte sig på hans læber. "Demarcus Gaetulicus," præsenterede han sig denne gang, og med et smil på læben. Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned.

Magi.. Det var en virkelig sjov ting, og selv Demarcus vidste ikke helt, hvordan han skulle tage det.. eller håndtere det for den sags skyld. Hvordan skulle han da ellers vide det? Han rettede sig op på hesten i stedet for. "Magi er stadig nyt for mig, må jeg sige.. Kom med.." Han vendte om på hesten, og lod denne søge i retningen af hans hjem, som lå nogle kilometer derfra. Han forventede selvfølgelig at Mourin fulgte med.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin begyndte roligt og sætte benene foran sig som han roligt gik ved siden af Dermacus og hesten det ville nok blive lidt af en gåtur men det var skam fint nok for ham efter og have været her så længe var det rart og kunne få lidt gang i benene igen, staven gik han roligt med i takt med sine skridt som de gik der ud af,
"hvor er vi så egentlig på vej hen ? jeg har efterhånden glemt alt om hvordan denne ø ser ud uden for mit lille område"
sagde han uden og vende blikket væk fra stien foran sig,
han glædet sig bestemt til og se det hele igen alle de ting han sidst lagde øjnene på for mindst 150.000  år siden så meget måtte have ændret sig gennem tiden så meget måtte være anderledes nu, ting han ikke huskede, ting han ikke vidste, hvordan så verdenen mon egentlig ud nu ? var den den samme eller var den ændret ? så mange spørgsmål lå i hans hoved så mange ting han måtte finde ud af, måske hans magi kunne hjælpe med alt dette ? han håbet virkelig at finde svar på alle disse spørgsmål.

da de var gået et stykke tid nåede de endelig væk fra skov områderne ud mod nogle store søer og floder der løb i dette område spændene var det og med hans magi kunne de komme rundt omkring i steder folk normalt måtte tage de lange veje for at nå.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At Mourin fuglte med, ved at søge efter hesten, var noget som passede Demarcus mere end fint, og dette lagde han nu eller ikke ligefrem skjul på. Kort måtte han derfor også vende blikket mod ham. "Vi er på vej til Galarion. Tayevanias smukke hovedstad," fortalte han denne gang, inden han atter vendte blikket frem for sig. Velvidende om, at dette var med en kæmpe risiko, at bringe en magikyndig til byen, så var det i hans øjne, bare en nødvendighed. Det ville jo kun blive værre, om han ikke formåede at kontrollere sin magi, og det for alvor løb ud af kontrol.

I takt med at de fortsatte og derved også kom væk fra de smukke skovområder, kom de nu nærheden af floder og vandløb. Med andre ord, så ville de snart være i byen. I det fjerne, kunne man høre lyden af stemmer, hvilket var noget, som selv passede Demarcus mere end fint. Han trak kort på smilebåndet, inden han denne gang, vendte blikket mod Mourin igen. "Dæk dig til, om du kan. Du skulle nødigt vække for meget opsigt," sagde han denne gang.
Det var skam ikke fordi at Demarcus i sig selv, var bange for det, men det var også mere for Mourins egen skyld, at det skulle være på den måde. Han søgte tættere på byen, hvor de inden længe, nåede byens egen grænse. Inden længe var de på vej, og meget snart ville de derfor også være hjemme.