a new age

[Mourin Delera Kukour]

solen, varm højtstående i himlen, den fyldte resten af verdenen med lys og varme og dette sted nød bestemt godt af dens livgivende energi, denne ø havde ændret sig meget gennem tiderne årene der gik flyttet sig og folk der havde fundet den folk og civilisationer kom og gik og nogle ændrede sig det var folks skæbne mon ikke ?
mourin var ude ved søen som han nu altid var det her var et sted han kunne slappe af have ro og være alene kun de dyr der dukkede op fra tid til anden blev set her ude og det var egentlig godt,
mourin havde aldrig rigtig oplevet den ændring denne ø havde gennemgået ud over hvad han lagde mærke til end heller ikke at folk ude fra de fjerne lande havde fundet den,
det havde påvirket stedet meget men her lå han i sin egen verden som han havde gjort de sidste 150.000 år,
væk fra liv og andre mennesker en ting han selv var tilfreds med så kunne han vel ikke længere skade andre ?
al den smerte og død han havde påvirket folk med i sin tid hang hårdt på ham 
på grund af dette var det sket han havde trukket sig ind i sig selv for at leve på denne måde
og sådan havde han gjort de sidste mange mange år
han lå roligt i det grønne græs lukkede øjne og helt væk 
skulle nogen dukke op ? det gjorde det egentlig aldrig men op dette ville ske ville han slet ikke ligge mærke til som han lå der helt væk.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Smerte, død og lidelse, var blot en del af livet, og en del af det, som Demarcus nu også havde lært at leve med, så det alene, var heller ikke noget som Demarcus sagde noget til. Lige nu kæmpede han blot med at gøre skibet klar, så han endnu en gang, kunne tage turen mod fastlandet. Det handlede jo egentlig bare om at gøre sig helt klar igen.
Søen her, havde han ikke opsøgt i det, som efterhånden måtte være år vel? Han havde altid været en travl mand. Denne gang kom han ridende til hest, og han søgte bevidst i denne retning. Hesten selv, var nærmest majestætisk at kigge på, så det var også noget, som sagde en hel del, om den velstand, som Demarcus nu måtte være en del af. Han var stolt af, hvad han havde formået at urette på så frygtelig kort tid. Det var der nu heller ikke nogen tvivl om.

Hesten prustede let, og kastede en smule med hovedet i takt med, at de nærmede sig. Det var noget som Demarcus egentlig havde det ganske fint med. Han smilede let, hvor han lod hånden stryge over hestens hals. Den smukke, blanke og bløde pels. Selv på trods af hans velstand, var han folkelig, og han gik op i retfærdighed. Han tog fat om sadlen og svang benet over hesten, inden han landede lige ved siden af den. Tøjlerne tog han fat i, og trak så selv hesten af sted. Den anden skikkelse ved vandet, havde han ikke umiddelbart fået øje på endnu.

[Mourin Delera Kukour]

At der skulle være et andet menneske et andet liv som ham her i nærheden var ikke noget Mourin havde tænkt over,
der var jo normalt ikke mange mennesker her og det var da også en ting som han tit lagde mærke til bare for at være sikker, som han lå og var gemt i sig selv kom skikkelsen i nærheden tættere dog så personen ikke ud til og have lagt mærke til noget selv ikke hesten dette dog var formentlig på grund af hans tid med dyr.
Mourin havde selv ikke set noget som helst der svarede til liv i samme form som ham selv i alle disse år og hvordan det hele havde ændret sig var han slet ikke klar over,
men da det endelig gik op for ham der var nogen i nærheden vågnede han med et sæt rejste sig langsomt op dog sørgede for at holde sig på afstand af personen og kikkede mod ham,
"jeg...jeg så ikke der var andre folk her" sagde han lidt lavt dog højt nok til det hørtes han var slet ikke van til og snakke med andre mennesker hvordan ville han også være det efter så lang tid ? 
"det må du undskylde jeg burde ikke være her mere" sagde han igen som om han var bange for personen eller bange for hvad der kunne ske hvis han var nær ham,
speciel var han og folk ville nok ikke helt forstå hvad der skete men der var bestemt grunde til han ikke havde haft kontakt til liv i al den tid.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde intet imod, at der var andre i nærheden, da alle i hans øjne, havde lige stor ret, til at befærde sig rundt omkring på øen. Det var i forvejen en af hans store stoltheder, så dumt ville det da også være af ham, ikke at udvise dette. En respekt for andre væsner. Også dem, som ikke havde de samme muligheder, som det han selv havde.
Langsomt vendte Demarcus blikket mod denne skikkelse. Han lod hovedet søge på sned. "Har jeg fornærmet Dem, siden De ønsker at drage bort?" lød det spørgende fra ham, som han denne gang valgte at stoppe helt op på stedet.
Demarcus fulgte skikkelsen med øjnene. Ganske vidst havde han hørt rygter om, at der skulle være en på øen, som ikke var som alle andre, men det var nu heller ikke noget, som han tog tungere. Han var trods alt gift med en dæmon fra fastlandet. Han var da den sidste, som skulle komme med nogen former for udtalelse hvad angik lige den slags.
"Ej ønsker jeg, at gøre Dem noget ondt," forsikrede han med en rolig, og ganske dyb stemme. Han sendte manden et roligt blik. Han var der ikke af onde intentioner, men derimod at nyde en dag, inden han atter ville drage mod fastlandet igen.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin kikkede med tydelige trætte og triste øjne mod manden ej forstod han hvad der var at tale om men Mourin kunne ikke rigtig sige noget til dette for ikke mange havde overlevet et møde med ham,
"det..nej ulykke og død kommer til alle der møder mig så derfor forlader jeg altid hver gang jeg ser andre jeg....jeg vil ikke skade nogen " sagde han med et tydeligt trist ansigt han var en der havde set en del og holdte altid sin afstand til folk der kunne komme til skade,
nok var det et ensomt liv men det var da et sikkert liv et liv hvor folk ikke døde omkring ham på grund af hans manglende kontrol i hans egen magi,
han havde i sin tid skabt utallige former for magi og bøger brugt af verdenens magiker og alligevel var han ude af stand til og styre sin egen indre kræfter ? 
det var en trist og skamfuld ting i hans hoved men intet han kunne gøre noget ved kunne det segl på hans krop holdte dem inde,
"jeg har set død ødelæggelse alt for meget af det folk der dør om mig bare fordi jeg er her det er ikke en ting jeg vil se igen" sagde han som han kikkede ned i jorden dog blev han hvor han var for at holde sin afstand til denne mand
han var slet ikke van til og være blandt andre men kikkede dog manden i øjnene,

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Tydeligt forvirret over, hvad denne mand egentlig plaprede om, stoppede Demarcus denne gang op, stadig med en god afstand til ham, da han bestemt heller ikke ønskede, at komme alt for tæt, dersom det var noget, som han ellers kunne undgå på sigt i hvert fald.
"Jeg er bange for, at jeg ikke helt forstår," begyndte han denne gang med en oprigtig stemme. Hesten selv stod fuldkommen rolig bag ham, så han gik ikke umiddelbart ud fra, at han konstant måtte svæve i livsfare i øjeblikket.
Demarcus skænkede manden et elevatorblik. Der var intet andet end usikkerhed at spore ved denne mand.. Og så lige det faktum, at han måtte være den mand, som mange snakket om, som ikke var, som man burde være her på øen, og naturlgivis var det noget, som gjorde ham nysgerrig for alvor. Han lod hovedet tilte på sned. "Død og ødelæggelse, har altid været en del af livet her omkring. Livet slår ihjel.. Fortæl mig, hvad De helt eksakt hentyder til. Jeg fornemmer ingen farer i denne stund," forsikrede han, inden han denne gang søgte tættere på ham. Bange havde han nu aldrig været af sig, hvor han derimod ønskede at undersøge.. Særligt efter at en helt ny verden, havde åbnet sig for deres fødder. En verden, som han uden tvivl havde tænkt sig at undersøge.

[Mourin Delera Kukour]

som manden tydeligt ikke forstod hvad der blev snakket om kom Mourin med et roligt smil dog stadig med hovedet bøjet mod jorden inden han satte sig ned i græsset igen og kikkede op mod manden,
"jeg blev engang kendt som manden med dødens forbandelse på mig, forbandet til og dræbe folk der kommer nær mig" sagde han med et smil der nærmest så trist ud som om han prøvede og forklare problemet der var mange der havde kaldt ham det for lang tid siden og nok det han var bedst kendt for,
folk der levede på øen havde tit hørt om dette navn men hvor mange troede på det der var jo trods alt ingen der havde set ham i så mange år,
"du fortstå ikke at se folk dø om dig på grund af dig på grund af du er nær dem det er ikke nemt derfor holder jeg mig på afstand af andre" forklarede han med den fortsatte kolde og trætte tone i stemmen det var tydeligt han altid var på vagt for hvad der kunne ske,
"jeg...jeg kan ikke huske hvor længe jeg har været her men du ligner ikke en race jeg kan genkende"
racerne måtte da også have ændret sig siden han besluttede sig for at trække sig her ud så mange år måtte bestemt gøre noget ved et folk men hvor meget var der sket ?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var en mand af en race, som havde været på øen her siden tidernes morgen. Han vendte blikket i retningen af hans skikkelse, hvor han denne gang valgte at blive stående. Han var forvirret over, hvordan denne mand tænkte og hvordan han reagerede. Det var vel ikke underligt, var det?
Manden med dødens forbandelse? Var det virkelig ham her? Hovedet lod Demarcus søge på sned. "Er du en mand med en dødsforbandelse hængende over dig?" spurgte han med en rolig stemme, som han denne gang trådte en anelse mere frem. Nej, han var ikke bange. Han tvivlede nemlig på, at nogen i det hele taget ville slå ihjel, uden at de havde en reel grund til det.
"Jeg går ikke ud fra, at nogen upåvirket eller uopfordret, vil tage andres liv," fortalte han denne gang med en rolig og kortfattet stemme. Igen stoppede han op. I tilfælde af, så ville han heller ikke alt for tæt på. Et kort smil passerede hans læber. "Min race, har vandret på øen her, siden den blev navngivet, for mange år siden.. De derimod.. forekommer mig fremmed?" endte han. Var han.. magisk? Ligesom de mange magiske væsner, som var begyndt at vise sig på stedet her? Ikke at det var en tanke, som han brød sig synderlig meget om.

[Mourin Delera Kukour]

Mourin fortsatte det rolige smil som samtalen fortsatte, det var på en måde rart og tale med noget andet end dyr,
"hmm jeg husker at have hørt folk omtale mig med dette navn ja en uheldig skæbne"
han kikkede igen mod ham roligt som blikket søgte lidt rundt han var bestemt ikke van til og snakke med andre mennesker, "jeg......jeg har ikke rigtig noget valg jeg blev født med en kraftig magi så stærk at den dræbte folk nær mig kun et segl mit folk lavede på mig for mange år siden holder mig fra at dræne alt liv omkring mig" fortsatte han inden han igen rejste sig og kikkede rundt, "ah nu ser jeg du ligner noget jeg har set for mange år siden hmm hvor lang tid siden er det efterhånden ? 100.000 år ? måske mere, ens tid forsvinder hurtigt som dagene går, sandhedseer korrekt ? jeg husker da min egen race var ny vi var få og stærke magi var en fantastisk ting" begyndte han for mange var det sikkert svært og forstå denne mands måde og tale på den var bestemt præget af en gammel, en meget gammel skik og civilisation "du ved jeg taler sandt ikke også ?" sagde han kort med et seriøst blik Mourin var en speciel mand ingen vidste helt hvor gammel han faktisk var, ikke engang ham selv.
han var meget sikker på hvilken race denne mand måtte tilhøre, han huskede da at have set nogen for mange år siden da han først kom til denne ø en race der kunne regne ud hvor vidt man talte sandt eller ej.
Som ting dog kunne forandre sig med tiden det var bestemt facinerende for ham.
 

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Denne mand, var nok noget af det mest mærkværdige, som Demarcus havde været overfor i rigtig lang tid. Han tog det nu heller ikke så tungt igen, for det var der ingen grund til.
"Har De forsøgt at gøre noget, for at få dette navn fjernet?" lød det roligt fra ham, som han denne gang lod hovedet søge på sned. Hvorfor acceptere og anerkende sådan et navn, når det var noget, som tydeligvis gjorde ham rigtig ked af det? Det var eller ikke noget, som Demarcus forstod særlig meget af. Magi... Derfor måtte han være et væsen, som førhen har hørt til på fastlandet.
"Et væsen af fastlandet, kan jeg fornemme." Ikke var der noget fjendtligt over Demarcus på noget tidspunkt, for det havde han da virkelig ikke nogen grund til. Han ønskede bestemt ikke at fremstille sig på den måde. Han lod armene roligt søge over kors, og med hovedet en smule på sned.
Magi var en fantastisk ting? Selv Demarcus syntes, det var en skræmmende ting, men nu havde han jo heller aldrig haft det særlig tæt ind på livet.. Ikke før han havde valgt at ægte en demon, for at understrege for fastlandet, og særligt landet Imandra, at han agtet at imødekomme dem og deres krav, for forretning. Det derimod fandt han spændende.
Et kort smil passerede hans læber. "Der er intet der tyder på løgne," sagde han roligt, som han denne gang igen trådte tættere på. Han selv var jo uden tvivl meget nysgerrig på dette.

[Mourin Delera Kukour]

Som manden nævnede muligheden for at fjerne et navn han havde besiddet så længe måtte han kikke lidt ned med et falmene smil "fjerne det ? hmm altid en drøm har denne tanke været ej har den været mulig "

 sagde han lidt tåget inden han igen kikkede op mod ham som han nævnte fastlandet,
"fastlandet ? hmm jeg kan ej huske hvor længe siden det var jeg sidst hørte om det så længe har jeg været her jeg ikke kan huske mit sidste besøg til mit hjem, øen her var ret ny og havde endnu ikke fået sit navn da jeg først fandt mig selv her"
han gik lidt rundt som dette blev sagt, selvfølgelig havde han før forsøgt sig at huske tiden før denne ø men den var så fjern det ikke var nemt
og nu hvor det blev nævnt var det mon muligt og fjerne en forbandelse som den der hang på ham ?
han havde altid tænkt over denne mulighed men så den aldrig et evigt liv der aldrig sluttede var hvad han var givet,
måske hans kræfter og erfaring kunne bruges i verdenen her ude men ej havde han tænkt over dette
efter alle de år i skjul på denne ø var tanken om at træde ud blandt andre skræmmende selv for ham
hvad ville der ske ? kunne han styre sig selv ? ville hans evner gå amok ? kunne han overhovedet finde ud af alt det med det sociale liv mere,
det var ret tydeligt på ham at disse tanker farede rundt som han stod her overfor et andet væsen der ikke var et dyr men hvad kunne han gøre ?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvorfor ikke forsøge at få fjernet navnet, når man nu vidste, at man havde det? Det var end ikke noget, som Demarcus havde nogen forståelse for. Personligt, ville han gøre alt hvad der stod i hans magt, for at få navnet fjernet! Ingen tvivl om det!
"Det er en mulighed, såfremt, at det er noget, som man forsøger, og tager imod. Det har aldrig været en umuligt, ikke at komme af med et kælenavn, som er blevet en skænket," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hans skikkelse.

Demarcus var ikke bange for denne mand, og ikke følte han, at han havde nogen grund til det. At han havde været her siden før øen i det hele taget havde fået sit navn, gjorde ham jo.. tussegammel! Stod han i sandhed overfor en af dem, som kunne betegnes, som en af de ældste på øen her?
"Det må jeg sige.. Højest fascinerende," sagde han med en rolig stemme. Han stillede sig ved siden af hesten. Endnu ønskede han ikke, at nogen skulle komme for tæt på ham, og særligt, hvis der var fare eller risiko for, at han ville miste sit liv, for det ønskede han da på ingen måde!
"Jeg står overfor et af de ældste væsner tilknyttet øen her.. og han kan ikke kontrollere sine evner?" Lige den del, var han ikke særlig imponeret over. Han krævede og forventede uden tvivl, at man kunne styre, hvad man nu var.

[Mourin Delera Kukour]

Som manden forklarede om det at få fjernet et navn som det han havde var måske en mulighed men det lå længere nede en det og Mourin måtte smile lidt som der blev snakket om at det var fascinerende han havde været her så længe,
fascinerende ? det var det vel, personligt huskede han intet om hvor lang tid det måtte være eller hans egen alder,
"hmm tid ? det en sjov ting personligt har jeg mistet al fornemmelse for tid efterhånden hvor længe har jeg været her ? hvor gammel er jeg ? alle disse ting vides ikke for mig tiden forsvinder lidt når man lever her"
forklarede han roligt inden han igen satte sig lidt ned og kikkede rundt mens han fortsatte med og snakke "kontrol ? kontrol er en bred ting ja jeg kontrollere ikke selv min egen styrke da den er for stor, sådan har det altid været siden jeg var ung havde jeg haft en stærk energi som en ikke jeg kunne styre helt dette segl jeg bære på var det eneste folket fra min tid kunne komme frem til, en kraftig magi ganske vist men....." stoppede han som han kikkede mod jorden igen
mens en lille hvislen kom i vinden som kraftig magi samlede sig nær Mourin og som han strøg hånden langs det grønne fine græs kunne det nemt og hurtigt ses at farven skiftede, bladende blev mere brune og næsten visne inden han igen tog fat i samtalen, "som jeg...husker værdien i livet mere og mere tager forbandelsen til, jo mere jeg tvinger mig selv til og glemme det gode ved livet og være i live kan jeg bedre kontrollere det det en speciel skæbne mon det var det her jeg var født til ?" lød det næsten sarkastisk fra ham med en tydelig men svag sorg i stemmen,
det var tydeligt han ikke var helt tilfreds med hvad han var udsat for men hvad kunne han gøre ved det ?

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Enhver ville være i stand til at komme af med et navn, om det var hvad de ville. Det som han var kendt som, var jo ikke den mand som han var, så hvorfor ikke gøre noget ved det, nu hvor der var mulighed for at gøre det? "Det spørges jo blot, om det er noget, som du ønsker at gøre ved det, eller om du ikke ønsker at gøre det. Et navn som du bærer, er et navn, som du kan komme af med igen.. ved noget arbejde, naturligvis," sagde han med en rolig stemme.
Demarcus fulgte meget godt med. Nu hvor han havde sagt, at han slog ihjel ved uheld, så var det da noget, som han helst synes at undgå hvis han kunne, for han havde stadig alt for meget, som han ønskede at opnå med sit liv, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt.
"Det er muligt, at den er bred, men den er nødvendig.. Jeg ser, at du er et væsen i besiddelse af.. stærk magi.. Magi her, er en sjældenhed, og ej særlig velset.. Det vil blive dig en kamp," fortalte han denne gang. Han gik denne gang i knæ, mest for at undgå at virke for truende og for stor, da det slet ikke var noget, som han ønskede sig.
"Du vil ikke bestemme hvad du selv ønsker at opnå?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han lod hånden stryge over jorden.. fyldt med magi på grund af denne mand. Var det underligt, at han fandt den tanke meget fascinerende?

[Mourin Delera Kukour]

som deres samtale fortsatte kikkede han roligt mod manden foran ham, det var jo ikke ligefrem så nemt at fjerne et navn som dette, hvad folk så i ham var jo bare dette monster der kun kunne dræbe om han ville det eller ej.
Han rejste sig roligt igen og kikkede mod manden, "bare rolig jeg kender til øen og dens forhold til magi jeg er gammel og har set utallige mennesker komme og gå racer og klaner rejse sig og forsvinde jeg har set hvordan folk ser på magi som denne og deres had til den jeg har draget mig erfaring og skabt utalige magier gennem min tid, folk udstøder mig og smider mig væk, som jeg ser det er der ingen kamp til og starte med " det var tydeligt han vidste hvad han talte om og var en mand med utallige års erfaring,
som magiker var han fra racens tidlige alder så meget vidste han ny var den og folk vidste ikke helt hvad de kunne,
disse ting var noget han huskede fra han var lille men hvor lang tid kunne der være gået? så længe havde han været her at al fornemmelse for denne tid var væk det eneste der gik gennem hovedet var hvordan han skulle holde sig i live,
ikke at dette var særlig svært da han som person ikke rigtig kunne dø,
og da manden snakkede om lysten til selv og vælge hvad han ville forvirrede ham,
"valg ? hvad er der at vælge jeg var født med dette min skæbne bestemt folk vil ikke tage imod mig så hvordan skulle jeg kunne tage imod dem ? jeg kan ikke vælge min skæbne den er valg for mig"
fortsatte han med et kik ned i jorden stemmen var rolig men tom som han havde tænkt over dette i mange tusinde år så længe at det egentlig bare sad der.