Can I live here.. forever?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var ved at være træt af den opførsel. Det var på tide, at hun tog sig bare en smule sammen, for det her, var der bare ikke nogen, der kunne bruge til noget som helst. Han vidste ikke hvad hun havde set, og derfor kunne han jo trods alt heller ikke hjælpe hende, eller støtte hende i noget som helst. Han havde måske sin tilgang til tingene, hvor hun måtte have en ganske anden, men hvad var der at gøre ved det?
"Fortæl mig hvad du har set, før du drager de hurtige konklusioner," endte han kort for hovedet. Det var muligt, at der var rigtig mange ting, som han ikke vidste, og som han ikke var kendt med, men for pokker. Det gjorde ham jo ikke til en komplet idiot, og nu hvor han havde flere brikker at flytte rundt med end tidligere, så havde han skam også tænkt sig, at gøre det!
Theodore nåede hende hurtigt. Han kunne ganske vidst ikke tage sig selv seriøst på bare tæer, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre særlig meget ved lige nu. Hans hånd lagde han fast mod hendes skulder, hvor han trykkede hende direkte op af væggen. Hun kunne ikke bare forvente, at han ville give hende redskaberne, og hun så bare kunne sige tak ved at kaste op på ham! "Hvad så du, Jarniqa? Hvilken kvinde har han været sammen med?" Måske at det rent faktisk kunne hjælpe med at få dem pejlet lidt i rigtig retning? Af hvor manden nu måtte befinde sig, før hun gik helt til hundene!

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg så, hvad jeg så!” bed Jarniqa af ham. Hvorfor skulle han absolut kører i det? Kunne han ikke se, at hun havde ondt nok i forvejen?! Næh nej.. Alle var jo så forbandet ligeglad med hende, så selvfølgelig skulle køren fortsætte! Hvorfor var hun overhovedet kommet her? Han ville jo ikke hjælpe hende! Han ville blot køre på hende, som han gjorde nu! Hvad godt fik hun ud af det? Intet! Hun burde bare stikke af! Løbe væk fra alt og alle! Måske Tayevania kunne være en start for hende? Der kendte ingen i det mindste hende, og hun kendte ikke dem! Der var jo alligevel heller ingen her der ville savne hende! Hun mærkede igen, hvordan tårerne prikkede på. Tiggede hende om at komme frem. Hun mærkede, hvordan han tog om hendes skuldre, og pressede hende op ad væggen. Noget der igen fik hendes hjerte til at banke stærkere. ”Han er med Athena! En kvinde der elleres havde en forlovet.. men hvad fanden.. Det var vel den anden mand jeg så, der også var godt i gang med en anden kvinde!” sagde hun bidende. Ikke ønskede hun at tale mere om det.. Det var jo forbandet ydmygende! Hun stirrede direkte ind i hans mørke øjne med sine egne blanke smaragdgrønne. ”Lader du mig gå nu!?” Hun ville ikke diskutere det mere! Hun ville ikke høre mere om det orgie, som det hus tydeligvis gemte på! Det måtte de om.. Hvis Theodore ligeså støttede op omkring en sådan tankegang, måtte det også være hans og Clemencys sag!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore gad virkelig ikke den opførsel, og det burde Jarniqa også efterhånden vide. Det var en tanke, som rent faktisk gjorde ham vred og irriteret. Nu hvor han selv havde fået den kontakt og forbindelse til sine egne følelser, så kunne han da forsøge at forstå, men han forstod det ikke, når der skete så mange ting på en gang, som der skete lige i øjeblikket, og han fandt tanken direkte frustrerende! "Jeg kan intet bruge det til, Jarniqa!" endte han med en fast tone.
Denne gang klaskede han hende direkte op af væggen, hvor han holdt hende fast. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, og med en yderst kortfattet mine. Hvis hun ikke selv ønskede at tage sig sammen, måtte han jo forsøge at få hende til det! Han stirrede fast på hende. Athena? Var det den Athena, som ellers var gået på folkemunde i flere år? Evan Strifes forlovede? Han lod hovedet søge på sned. Så vidste han da i det mindste hvor hendes lille loverboy var henne. "Athena siger du.." Her valgte han ligeledes også at slippe hende, kun for at trække sig mere væk fra hende igen. "Så gå, hvis det er hvad du vil," sagde han med en kortfattet stemme. Skuffelsen var dog at høre i hans stemme. Hvis hun ville opføre sig som et barn, så skulle hun være velkommen til det. Det var bare en virkelig ringe tak at give ham, når han nu forsøgte at give hende hjælpen, som hun skulle bruge.

[Jarniqa Dynithril]

Som en fornærmelse tog Jarniqa hans ord! Han kunne ikke bruge det til noget?! Hvad troede han lige, at det var?! Her stod hun med ødelagt hjerte, og han … nedgjorde hende bare! Hun havde virkelig ingen i denne verden! Ja.. Det var jo lige før at folk bare tiggede hende om at springe ud fra en klippe! Det syntes nemlig at være det, som de alle sammen ville nå frem til! Ikke ønskede nogen af dem nemlig hende i sit liv! ”Jeg er ligeglad, om du kan bruge det eller ej!” skændte hun, som det var hendes følelser der var tale om og ikke noget andet! Bedre fik hun det ej heller af, at han klyngede hende op af en væg og holdt hende der. Hun havde virkelig ingen plads … nogen steder. Hvordan kunne hun være gået fra at have lidt til at have intet? At han slap hende og sagde Athenas navn, gav hende kun lyst til at slå ham! Hvor hun dog hadede den kvinde! I det sekund, at han sagde, at hun var fri til at gå, var hun derfor heller ikke i tvivl om, hvad hun ville! Det var jo intet for hende her, eller noget andet sted! Ulykkeligt svandt hun ud af døren. Hun kunne også mærke, at hun ikke længere kunne holde tårerne tilbage. De strømmede nu ned ad hendes kinder, som hun gik på gangen. Sit værelse søgte hun dog ikke. Hun kunne ikke være her.. Hun kunne ikke være nogen steder! For anden gang på denne dag svandt hun ud i den blå luft. Fjernede sig fra Acheron Landsted, hvor hun denne her gang besvimede, som hun endte … et eller andet sted.

// Out

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var skuffet over måden Jarniqa håndterede situationen på. Han så hende hellere så vred, at hun ville gøre noget ved det, fremfor.. Det her. Denne reaktion var fuldkommen ny for ham, og derfor var det også meget begrænset hvad han kunne gøre ved den. Ikke var hans ord fornærmende - i hans hoved om ikke andet, men af den grund, så var det da tydeligt, at hans ord ikke just havde den ønskede effekt på hende. Ikke at han kunne sige, eller gøre noget ved det, for det kunne han da godt nok ikke. Han himlede kort med øjnene. "Så gå," endte han kort for hovedet, som hans blik fulgte hende, da hun valgte at trække sig.
Hvor var den styrke, som han altid havde set i denne kvinde? Den fascination, som han altid havde set i hende? Denne var borte.. Var hun virkelig gået hen og blevet.. direkte kedelig? Det var uden tvivl noget, som han måtte anse som en kæmpe stor skam, for det var jo slet ikke meningen, at det skulle være på denne her måde! Som hun forsvandt, og hendes essens af magi gjorde det samme, måtte Theodore lade skuldrene synke tilbage på plads. Ikke var der rigtigt noget at gøre ved det, om ikke Jarnqia ønskede dette. Han rystede kort på hovedet, inden han søgte nedenunder. Nu ønskede han da pludselig, at tilbringe den ekstra tid sammen med sin hustru.

//Out