Can I live here.. forever?

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne forstå, at dette var svært for Jarniqa. Dog så han ikke nogen grund til, at det skulle gå udover ham, fordi at hun ikke kunne se eller tænke klart. Han troede dog ikke på, at man bare forlod et andet individ. Det havde Clemency heller ikke gjort, og han havde heller ikke, selv på trods af, at han dengang, intet havde været i stand til at føle. Dum var han dog ikke, også selvom han forsøgte at finde den forståelse for situationen, så var det bare ikke særlig nemt for ham. "Folk forlader ikke bare hinanden. Så meget ved jeg da," sagde han direkte. Hun kunne tænke om ham, hvad hun ville, men hun havde vel også valgt at søge hertil af en grund? Måske at hendes evner havde gjort det, men dette sted, var valgt af en grund.
Hænderne mod hans bryst, som forsøgte at skubbe ham væk, fik ham kun til at trække sig et enkelt skridt, inden han selv valgte at tage fat om hende. Lucifer havde været væk i dage? Hvad fik hende da til at tro, at han havde forladt hende? Andet kunne jo trods alt være sket i samme forbindelse. "Og den tanke du konkluderer dig, er at han har forladt dig? Jarniqa.. mange ting kan være sket, som der også kan være mange grunde til at Lucifer ikke har lagt sig i sengen ved siden af dig." Han rev hende denne gang tættere på sig. Han fandt sig ikke i den teenageopførsel, og det ville tidsnok også vise sig for hende, at det var sådan, at det ville blive. Hvorfor hendes værge havde taget valget, skulle han ikke kunne sige. Han tænkte vel, at hun også var ved at være voksen nok til at acceptere hans egne beslutninger? Det kunne han i hvert fald godt forestille sig.

[Jarniqa Dynithril]

”De gjorde!” råbte Jarniqa frustreret af ham. Hvad var det, at han ikke forstod?! Damien og Lucifer havde forladt hende, bum! Damien havde ladt sig forvandle til en drage for evigt, så der var der ikke noget at komme efter. Lucifer havde forladt hende for dage, og derfor var det, hvad det var. Inden havde han desuden fortalt hende, hvor meget han hadede at være der i Manjarno, så derfor tænkte hun vel, at han havde fået nok? Ikke at det hjalp, og ej heller forstod hun, hvorfor han intet havde sagt. Som hun forsøgte at skubbe ham bort, og som han resultat greb om hende, fik hende til at sende ham et lynende blik. Hvorfor kunne det hele ikke bare være, som hun ønskede det?! Bare for en gangs skyld?! ”Hvad skulle være sket?! Han hadede at være der! Og han har aldrig før gjort et lignende stunt! Hvad skulle der kunne være?!” råbte hun, inden hun blev trykket ind til ham. Var det mon et kram? Hun havde aldrig fået et kram af ham.. Kunne det derfor være et? Han havde jo fået sig nogle følelser? ..eller gjorde han det bare for at holde hende på plads? Hun vidste det ikke.. Hun ønskede dog et kram, som hun ønskede at mærke bare en smule kærlighed oven på al dette. Alene følte hun sig nemlig.. og alene ønskede hun ikke længere at være. Tænderne bed hun sammen, inden hun lod sin pande falde mod hans bryst. Det var måske ikke den mest optimale situation, men det var, hvad hun kunne få. Underligt var det.. På den ene side ønskede hun omsorg, fordi hun lige var blevet forladt af alle. Derudover ønskede hun at blive slået, fordi hun ønskede at føle en anden smerte end den hun følte nu.

[Theodore Jarvis Acheron]

"Du er vred, Jarniqa, og dømmer for hurtigt og for hårdt," sagde Theodore med en kortfattet stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun havde lyst til at råbe og skrige af ham.. sikkert også at slå og sparke, sådan som hun havde det, men han tvivlede stærkt på, at Lucifer havde forladt hende, bare for at forlade hende. Der var jo ikke nogen, der bare gjorde den slags!
Om hans handling var ment som en omfavnelse, kunne han ikke rigtigt finde ud af. Han blev derfor bare stående der sammen med hende, inden hun lod sit hoved møde hans bryst. Der lod han armene kort glide om hende i stedet for, da hun i hans øjne, virkede til en, som havde brug for det. Selvom han var warlock, var han ikke et grotesk væsen. Hans fokus lå helt andre steder. Hans blik hvilede dog endnu på hendes skikkelse, som hun stod der. "Der er ikke nogen, der bare forlader folk. Det er den følelse som du sidder med lige nu.. Der kan ikke være sket andet, siden han ikke ville være der? Desuden.. en dæmon i Manjarno? Det er dømt til at gå galt før eller siden," fortalte han direkte. Han var ikke ude på at gøre hende mere vred og mere frustreret, end hvad hun tydeligvis allerede nu måtte være. Han kunne.. ikke lide at se hende sådan? Han vidste det ikke, for det her var også en helt ny situation for ham at stå i!

[Jarniqa Dynithril]

Der var måske en chance for, at Jarniqa mere handlede fremfor at tænke lige pt, men hvad kunne hun gøre? Hun følte sig oversvømmet af følelser, og derfor … reagerede hun bare. Hun kunne ikke kontrollere det, som hun blot var ked af det og følte sig alene. Hvad hun havde brug for var ikke at føle sig alene, som hun havde brug for at føle sig ønsket.. eller også havde hun brug for, at en anden smerte kunne overdøve den, som hun allerede nu følte. Øjnene lukkede hun for en stund i, som hun havde sit ansigt mod hans bryst. Vant var hun til hans tilstedeværelse, men dog var hun ikke vant til at have ham så tæt. Det havde dog heller aldrig været nødvendigt for dem at omfavne hinanden. Hans ord hjalp dog ikke på hende, da det derimod gjorde det stik modsatte! Igen gled hendes smaragdgrønne øjne op, alt imens hun forsøgte at snige sine hænder ind mellem deres kroppe, så hun kunne rive sig løs fra ham. ”Så du siger, at vi ikke var ment for hinanden bare fordi, at vi kom fra hvert vores land og er hver sin race?! Du mener, at vi aldrig havde en chance?!” råbte hun arrigt af ham, som der ikke var langt mellem hendes udbrud. Derudover irriterede det hende også at høre racepolitikken igen. Hvorfor gik folk så forbandet meget op i, hvad deres blod sagde?! Hvorfor kunne det ikke bare afhænge af følelser?! Desuden, hvis hun virkelig skulle opfylde racepolitikken, hvor mange mørkelver og magikere-varyler var der så derude?! Ingen vel? Alle havde jo sagt, hvor unik hun var på det punkt. Dog tilsyneladende ikke unik nok til, at man ville blive med hende! Hårdt slog hendes hjerte.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forsøgte at finde hoved og hale i alt dette, samtidig med, at han forsøgte at præsentere en række problematikker ved dette. Han tvivlede på, at Lucifer bare ville gå. Han tvivlede på, at den mand bare ville forsvinde ud af hendes liv på den måde, så noget andet var sket. Han var uønsket i Manjarno - selv det land, som han havde opholdt sig i. Kunne befolkningen have fundet på, at gøre noget ved ham? Han vidste det ikke.. Han ville bare gerne have, at hun tænkte tingene igennem, fremfor bare at konkludere! Det klædte hende langt bedre at bruge hovedet, end bare at stå og råbe og skrige af ham!
"Det sagde du, og ikke jeg," endte han kort for hovedet. Aldrig havde han gået efter de racer, som de måtte være, for det kunne han da være ligeglad med. Selv kunne han aldrig drømme om at være sammen med andet end warlock, så hvad folk valgte, var jo deres sag. Dertil havde han jo endnu svært ved hans søns valg om Tiyanna. Han slap hende, kun for at gribe ud efter hendes hænder i stedet for. Ville hun nu afvise ham igen? "Brug hovedet lidt, Jarniqa. Mænd forlader ikke bare en kvinde på den måde.. Noget kan være sket ham, uden at du behøver at gøre dig de konklusioner. Bliv her, så længe du vil, om du har brug for det.. Jeg forventer snart, at se noget fornuft igen." endte han kort for hovedet. Teenagere.. end ikke hans egne sønner havde været så slemme!

[Jarniqa Dynithril]

Hastigt løftede og sænkede Jarniqas bryst sig, som alt syntes at florere i hende lige i øjeblikket! Svært var det at tænke klart, men ej heller kunne hun se, hvorfor det skulle være en nødvendighed. Faktum var jo, at hun aldrig få sin værge at se igen, og at Lucifer havde forladt hende. ”Men du mener det!” sagde hun direkte. Hun vidste, at han gik meget op i, hvad man var, og derfor var det vel ikke underligt, hvis han ikke mente, at hun og Lucifer hørte til sammen? Altid havde hun dog været ligeglad med det, som hun så personen og ikke racen. Dog måtte hun helt frygte, at hun havde dummet sig ved at tænke det. Hun vidste jo, at Lucifer elskede dæmoner, og en skam ville det være at sige, at hun var en. Igen måtte hun helt tænke på Athena, den unge kønne pige, som han havde fjollet omkring med.. Kunne det være? Værre gjorde det dog kun! Hun stirrede på Theodore, som han så begyndte at sige, at Lucifer næppe bare havde forladt hende. Hun så dernæst ned på deres hænder, som han havde taget om hendes. Hun tog en dyb indånding. ”Så du mener, at han endnu elsker mig, og at jeg burde søge efter ham?” endte hun direkte med at spørge ham. Kunne det mon være en mulighed? At han var kommet galt af sted, og han derfor lå et eller andet sted og ikke kunne komme tilbage til hende? Var han mon stadig i Manjarno og tæt på Ityrial, og var hun derfor den dumme her for at skride? Ondt i hovedet fik hun helt, som der var alt for mange tanker og følelser!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forsøgte da, at få Jarniqa til at tænke bare lidt fornuftigt.. lidt reelt i denne her sag, også selvom det alt sammen synes at være meget svært for hende lige nu. Han stirrede fast i hendes blik. Nu var det virkelig på tide, at hun tog sig sammen! Selvom han var racerasistisk, så var det kun noget, som vedkom hans familie. Hvordan andre håndterede situationerne i deres, ville han ikke blande sig i. "At jeg synes det er.. forkasteligt, at finde sammen med et andet væsen end sit eget, er min sag.. og min families sag," sagde han direkte. Hans børnebørn var varyler, og han hadede den tanke, men der var jo ikke ligefrem noget, som han kunne gøre ved sagen nu, var der?
Jarniqa synes nu at falde mere til ro, hvilket også gjorde, at Theodore tillod sig selv, at slippe hendes hænder. Nu ville hun vel heller ikke tæske løs på ham? "Kærlighed gjorde det her ved mig.. det gav mig en del af min sjæl.. Det er en kraftig ting.. Så nej.. jeg tror ikke, at han stoppede med at elske dig.. Noget andet må være på færde," afsluttede han bestemt. Vreden kunne hun måske lægge en smule til side nu? Ikke at det ville gøre ham noget i hvert fald! Roligt trådte han derfor forbi hende, og hen til den nu så rådne seng. Alt var som suget ud af det smukke og yndige træ. Han trak svagt på smilebåndet. "Og du elsker tilsyneladende også ham," afsluttede han med en rolig stemme, inden han igen vendte sig mod hende. Han tog det ikke så tungt. Hendes evner, havde altid fascineret ham.

[Jarniqa Dynithril]

Spøjst var det helt, at Theodore gik op i rent blod, når hans gen søn havde fundet en blanding, og nu havde et varylbarn med hende. Energien til at diskutere den sag, havde Jarniqa dog ikke lige nu og her. Derfor så hun blot bort fra hans tale om, at det var forkasteligt at veksle blod, og at han og hans familie ikke støttede op omkring det.. Selvom det uden tvivl kunne have været et diskussionsemne. Armene lod hun slapt falde ned, som han slap hendes hænder. Kærlighed var stærk.. Han var sikker på, at Lucifer endnu elskede hende.. og han var sikker på, at noget udefra var kommet ind. Havde han mon ret? Turde hun håbe på det? Selv elskede hun jo Lucifer af hele sit hjerte.. men ikke ønskede hun at være dum og naiv, hvis han virkelig havde forkastet hende. ”Hvad skulle være på færde? Ikke ønsker jeg at søge ham, hvis han skulle have taget flugten med vilje,” sagde hun direkte. Det var næsten ønsketænkning fra hendes side, at han bare lå med et brækket ben et eller andet sted.. men den barske realitet kunne sagtens være, at han havde taget flugten fra hende. Hun betragtede ham, som han stillede sig over til den rådne seng og … smilte. Var der noget som helst at smile over?! ”Det gør jeg,” sagde hun direkte. Ingen tvivl om det. Lucifer var den mand, som hun ønskede at være sammen med, men frygten for, at hun ikke var kvinden for ham, var der uden tvivl. ”..Jeg beklager, at jeg ødelagde sengen,” sagde hun tomt.. Egentligt angrede hun det ikke. Ikke når hendes egen sorg og frygt hvilede mest i hende.. men kunne man bebrejde hende for det? Særligt når hun havde den alder, som hun havde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ung og uregerlig, var hvad Jarniqa var i denne situation. Ikke at det var noget, som egentlig kom synderlig meget bag på Theodore, når hun ikke var ældre end hvad hun var, og derfor ikke kom i nærheden af den livserfaring, som man jo kunne sige, at han måtte have. Han var også langt ældre, også selvom han havde levet uden en sjæl, så havde han jo endnu erfaringerne. "Det tror jeg ikke, at han har," sagde han med en direkte stemme. Nu kendte han mænd.. Og han havde jo set, hvordan Lucifer havde været omkring hende, som hun havde været omkring ham. Var det da noget vidunder, at han ikke ville tro på, at manden bare havde pakket sit og havde valgt at tage af sted uden et ord?
Hånden hævede Theodore, kun for at stryge over den nu så ødelagte seng. Han var fascineret af hende, og hvad hendes evner kunne gøre. Han vendte sig mod hende igen. "Senge kan erstattes," sagde han blot. Nu var han jo ikke af en familie, som decideret gik og manglede penge. Det havde han aldrig gjort, og det ville han aldrig komme til. Desuden tvivlede han på at hun angrede i det hele taget. Det var vel bare ord hun gav ham, fordi at det var passende? "Du er blevet stærkere," sagde han dog. Hånden lod han falde igen. Han var uden tvivl fascineret af de magiske kræfter, som hun måtte have i sin besiddelse. Det var muligt, at han ikke var meget for varyler og blandingsracer, men lige hvad angik Jarniqa, var han uden tvivl meget fascineret af hvad hun kunne.

[Jarniqa Dynithril]

Theodore troede ikke på, at Lucifer havde forladt hende.. Jarniqas hjerte slog hurtigere. Denne her gang af forhåbning. Men … hvis ikke han havde forladt hende, hvor var han så? Hvordan ville hun kunne finde ham? Kendte Theodore mon en løsning? Kunne hendes magi mon gøre noget? Følelserne blussede igen i hende. Hvis ikke han havde forladt hende, ønskede hun jo at finde ham! ”Hvordan vil jeg kunne finde ham?” spurgte hun hastigt. Lucifer anede jo ikke, at hun var her, og hun anede ikke, hvor han var. Neutranium var desuden ikke en mulighed at søge tilbage til, som hun aldrig ville vende hjem igen! Intet var der der, som der var hendes værge der havde slået hånden af hende, hendes moder der mere eller mindre udnyttede hende, og hendes fader der bare var … Salvatore. Hun betragtede ham med undren i blikket, som han strøg hånden over sengen. Hvorfor gøre det? Træet var jo råddent.. og faktisk lugtede det også. Hovedet nikkede hun blot med, som han sagde, at den kunne erstattes. Selv havde hun nu også betvivlet, at det havde været det store omdrejningspunkt for ham. Acheron-familien var jo med penge. Ikke at hun ville udnytte dem for det.. langt fra! At han sagde, at hun var blevet stærkere, bed hun derimod mere fast i. Armene lod hun glide overkors. ”Jeg er blevet ældre, og jeg har trænet,” sagde hun kort for hovedet. Bedre var hun uden tvivl blevet til at styre sine evner.. Dog kunne det endnu ramle sammen, når hun var stærkt følelsespåvirket som nu. Hendes følelser og evner havde nemlig et stærkt link til hinanden. Derfor var det også utroligt, at hun indtil videre kun havde skubbet til Theodore og ikke direkte angrebet ham. Det kunne nemlig have lignet hende.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ikke troen på at Lucifer havde forladt hende. Nu kendte han mænd, og lige der, reagerede langt de fleste på samme måde. Særligt omkring dem, som skulle have betydning for dem, og det var han ikke i tvivl om, at Jarniqa måtte have for den unge mand. Hvordan man kunne finde ham, var der så mange måder at gøre på. Hans blik gled kort, men tænktsomt ned mod gulvet. "Du er magisk, Jarniqa.. Din fantasi er det eneste, som sætter grænser for, hvad du kan, og hvad du ikke kan," fortalte han med en rolig stemme. Magien havde han jo i sin tid, selv hjulpet hende med, og ikke fortrød han det. Han havde selv fået langt mere ud af det, end det som hun nok ville gå og tro, og han fortrød det på ingen måde.
Penge kunne bruges i manges øjemed, og Acheron var en familie, som havde rigtig mange af de midler. Så en seng, var nem at erstatte, også selvom dem som var på stedet her, uden tvivl var nogen af de mere dyre af slagsen. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. "Det har du, men endnu har du lang vej at gå. Det er en evig læring. Det som skal kæmpes med resten af livet," fortalte han med en direkte stemme, som han sendte hende en meget alvorlig mine. Den ødelagte seng, var et tegn på, at de endnu havde lang vej at gå, hvad angik den magi. Han var imponeret. Meget endda. "Det klæder dig, at være rationel, kære Jarniqa. Har du brug for hvile?" spurgte han direkte. Hun havde jo trods alt ligget og sovet i en rådden seng, da han var kommet op til hende.

[Jarniqa Dynithril]

Kun hendes fantasi satte grænser? Betød det virkelig, at hun ville kunne finde Lucifer, blot ved at tænke på ham? Hurtigt slog Jarniqas hjerte ved tanken. Hun måtte finde ham! Særligt, hvis han var i knibe og havde brug for hjælp.. eller tænk hvis han kom tilbage til Neutranium, og han troede, at hun havde forladt ham? Ikke ønskede hun, at dette skete! Ikke ville hun udsætte Lucifer for den selvsamme sorg, som den hun havde gennemgået, hvis blot den havde været falsk. ”Fortæl mig, hvad jeg skal gøre og hvordan!” opfordrede hun ham energisk. Der var ingen tid at spilde! Hvis Lucifer endnu ønskede hende, var han hendes hjem.. Ikke Acheron Landsted, skønt Theodore på ny havde åbnet dørene op for hende. Taknemmelig var hun for det, men ja, Lucifer var den mand, som hun elskede, og derfor følte hun sig naturligvis draget af ham. At han derfra skulle kommentere på, at hun endnu havde meget at lære, og at hun skulle øve til den dag hun døde, måtte hun himle med øjnene. Den tale havde hun jo hørt en million gange! Det var altså ikke så svært at forstå! Hun var ganske vidst ikke 180 år, men dum var hun stadig ikke! ”Jeg ved det.. Jeg ved det,” sagde hun afvisende. Hvorfor skulle hun også hænge sig ved sniksnak, når hun havde noget større der skulle gøres? At finde Lucifer var hendes mål! At han derfor foreslog, at hun kunne sove videre, kunne hun slet ikke tænke på! Der var jo ingen tid at spilde! ”Sove? Jeg kan ikke sove, hvis jeg skal finde Lucifer!” sagde hun direkte. Hun skulle finde Lucifer nu.. og Theodore skulle fortælle hende, hvordan hun skulle gøre det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Fantasien var det eneste, der stillede sig i vejen for, at man ville få tingene som man gerne ville have dem, og ønskede hun at finde Lucifer, så kunne hun sagtens gøre det. Theodores blik betragtede hende med en kortfattet og næsten tom mine. Havde han da ikke fortalt hende det tidligere? Det var en konstant træning, og derfor var det også vigtigt, at hun holdt det ved lige, og fortsatte med at øve sig, ellers ville det for alvor ende med at gå galt, og det ønskede han bestemt heller ikke. "Med den korrekte træning og øvelse, vil det ikke tage dig særlig lang tid, at finde ham," sagde han med en ærlig stemme. Det ville være uanset hvor manden ville være i denne verden, eller hvad han lavede for den sags skyld, så ville det ikke gøre nogen forskel i det henseende. Det ville han jo gerne lade hende vide.
Endnu en gang genkendte han den energiske unge kvinde, som ønskede at gøre en forskel.. for sig selv, vel og mærke. Lige så egoistisk som resten af den verden, som omringede dem. Mentalt ville det kræve meget af hende, men han vidste, at det ville blive en nødvendighed, og nu hvor hun var indstillet på at gøre det, så var det vel ikke så skidt, at det ikke var godt for noget andet? Desuden havde han lovet at hjælpe hende med magien, hvis hun ville hjælpe ham med den forståelse for det, som han nu måtte føle. For han forstod det stadig ikke! "Det der klæder dig meget bedre.. Kom.." endte han, kun for at søge mod døren, som han tvang op. De skulle finde rolige omgivelser til den øvelse. Han fortsatte ned af den mørke korridor og ned mod hans eget arbejdsværelse. Det var vel et glimrende sted at starte?

[Jarniqa Dynithril]

Ingen tid var der at spilde i Jarniqas optik! Ikke ønskede hun at øve det at spore en anden person, som hun derimod ønskede at lære det! Hun ville finde Lucifer, og det skulle være nu! Hvis de var adskilt af udefrakommende grunde, ønskede hun bestemt at forene dem igen! Han elskede hende jo, som hun elskede ham, så det var kun det rette at gøre. ”Jeg ønsker at mestre det nu. Jeg har ikke tid til andet,” sagde hun direkte. Hvis ikke hun kunne gøre det nu, så kunne han vel? Kunne han ikke? Han var stærk og foreslog det selv, så mon ikke? Andet ville i hvert fald ikke give mening for hende! Som han bad hende om at komme med, var hun ikke et sekund om at være oppe på siden af ham! ”Hvad skal man bruge for at lokalisere en? En kort for at finde det præcise sted? Gør du det, hvis jeg ikke kan?” spurgte hun hastigt efter hinanden. Nærmest som om at hun ikke havde tid til at trække vejret. Det havde hun dog også knap nok! Hun skulle finde Lucifer, og hun skulle lære noget nyt! Hastigt slog hendes hjerte, hvor hun nærmest trippede ved hans side, som han gik. Hun var vel nærmest som en hundehvalp der sprang op og ned i ren og skær iver! Som de gik ned ad gangen, regnede hun med, at de gik imod træningslokalet. Hun var trods alt vant til, at det var der de var, når de var sammen, og når det omhandlede magi. Faktisk havde hun aldrig befundet sig på hans arbejdsværelse. At han havde et, tænkte hun derfor end ikke over.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne vel godt yde hende den hjælp, som hun ikke havde været i stand til at tiltænke sig på egen hånd? Det var nemlig vigtigt for ham, at hun fandt ud af, at hun kunne langt mere, end hvad hun egentlig gav udtryk for. Om han kunne hjælpe hende med det, vidste han ikke, men han ville i hvert fald gøre, hvad han kunne, hvis det skulle være det. "Hvis du bruger hovedet bare en smule, vil du vide, at du end ikke behøver at gøre brug af noget, der minder om et kort," endte han med en rolig stemme. Af hjertet, var de vel forbundet på en måde, som ingen anden vil kunne forstå? Siden hun også reagerede på den måde, som hun nu gjorde, og det var det, som selv forundrede ham.. Fascinerede ham.
Døren slog han derfor op ind til sit arbejdsværelse. I sig selv var værelset meget mørkelagt, og indbød til komplet ro og stilhed. Det var i forvejen meget få, som i det hele taget, fik lov til at træde ind i rummet her. Hans blik søgte hendes skikkelse med det samme. "Sæt dig på stolen. Det her kommer til at kræve fuld fokus," fortsatte han direkte, som han selv stillede sig bag den. Det var hende, som ville komme til at få brug for alt den energi, som hun kunne finde, og særligt nu hvor hun havde været så træt og ked af det, så ville det blive ekstra krævende. Han lagde de tynde fingre på stoleryggen, og med blikket intenst hvilende på hendes skikkelse. "Det er nu, at det skal påvises hvor meget du elsker manden og godt forbundet I er. Han vil kunne mærke det, hvis alt går, som det skal. Sæt dig ned.. Luk øjnene, og fokusér udelukkende på ham," bad han. Det var nok sværere end det lød, men det fandt hun tidsnok ud af.