Can I live here.. forever?

[Jarniqa Dynithril]

”Hvis ikke jeg må bruge et kort, hvorfra ved jeg så, hvor han er? Hvad hvis han er et sted, som jeg ikke kender?” spurgte Jarniqa tvivlsomt, som hans ord uden tvivl måtte bringe hende nogen forundring. Det var nemlig langt fra alt, som hun kendte til. Selvfølgelig.. Hun kendte Manjarno som sin egen baglomme, så hvis han var der, var der intet problem.. Hvis han derimod var i et af de andre lande, ville hendes chance være meget lille. Medmindre hun kunne genkende stedet som Appolyon. Det havde hun trods alt både set indefra og udefra. Nysgerrigt fulgte hun med Theodore ind på det der måtte ligne et arbejdsværelse. Hans arbejdsværelse vel? Nysgerrigt så hun sig om, som hun jo ikke havde været i dette rum før. Hun havde primært set gangen, opholdsstuen, spisestuen og træningssalen. Det havde nemlig været de eneste rum, der havde været relevante for hende sidst. Hun trak en stol ud, som han bad hende om at sætte sig, inden hun tog plads. Gad vide, hvordan det hele ville komme til at fungere.. Indtil nu var det meget anderledes, end hvad de normalt lavede. De plejede jo at stå overfor hinanden i træningssalen. Hurtigt begyndte hendes hjerte at slå, som han begyndte at tale. Hun skulle bevise, hvor meget hun elskede Lucifer? Det var let! Han var jo alt for hende. Øjnene lod hun glide i. Han ville kunne mærke det? Gad vide, hvordan hun ville se det. I sit hoved begyndte hun at forestille sig Lucifer.. Let var det nu af fremskaffe sig billedet. Hun kunne både se hans kække smil for sig, samt hans charmerende, der gjorde hende blød i knæene. Hun kunne se hans isblå øjne, der enten altid havde et glimt i sig, eller så på hende med kærlighed. Hun kunne se hans mørke hår, som hun altid nød at køre sin hånd igennem. Hun kunne se hans krop fra sig, der som altid var vidunderlig, og som føltes så god imod hendes..

[Theodore Jarvis Acheron]

"Beskriv stedet for mig, Jarniqa," bad Theodore med en rolig stemme. Det var jo heller ikke fordi at hun skulle sidde totalt i trance under denne øvelse. Det var egentlig en øvelse, hvorpå at det blev gjort tydeligt, hvor meget de egentlig betød for hinanden. Det var båndet dem imellem, som skulle udsættes for denne prøvelse. Kunne Jarniqa intet se, var det fordi at Lucifer havde kuttet båndet. Så det var en alt-eller-intet-øvelse for Jarniqa lige nu.
At hun tog pladsen havde han det fint med, da det var hende og hendes energi, som skulle udsættes for dette, og ej hans egen. Han blev stående, som han betragtede sig af hende. Hun gjorde præcist hvad han ville have hende til. Om hun så besad styrken til at opnå det vigtige resultat, var jo så en anden side af sagen, kunne man sige. "Du skal udelukkende fokusere på ham.. Alt hvad du kan huske.. Det bånd, som I har sammen, skal styrkes. Fokusér på ham, og hvad der er omkring ham.. Og fortæl mig hvad du kan se," sagde han med en direkte stemme, som han endnu en gang rettede sig op. Nu var Jarniqa ikke just kendt for at være den mest tålmodige af slagsen, så om hun overhovedet var i stand til at gøre det her, det var jo så det næste spørgsmål. Han blev stående.. afventende og nærmest i en form for spænding overfor dette. Ville hun kunne gøre det? For hendes skyld, så håbede han da.

[Jarniqa Dynithril]

Hun skulle beskrive stedet hun så.. Okay. Det kunne hun vel godt.. hvis hun da kunne se noget? ”Det skal jeg nok,” endte Jarniqa med at sige. Kunne hun mon? Selv vidste hun det ikke, men hun håbede inderligt.. Måske, at det håb betød noget for hele seancen? Hun elskede jo Lucifer inderligt, og derfor ønskede hun naturligvis også at finde ham. Særligt, hvis han var kommet galt af sted! Øjnene holdt hun lukket, som hun sad i stolen. Stille var der, som hun begyndte. I den tid kunne hun kun høre sin egen vejrtrækning, indtil hun hørte Theodore sige, at hun skulle fokusere på Lucifers og hendes bånd, samt hun skulle beskrive, hvad hun så.. Hvis hun vel og mærke så noget. Hun tog en dyb indånding, inden hun prøvede igen. Lucifer.. Hans udseende havde hun i sine tanker. Hun begyndte derfra at tænke på, hvad de havde sammen. Først, hvilken pestilens de havde set hinanden som. Hvordan de havde skændtes.. Hvordan hun havde smidt ham i fangekælderen, og hvordan han der havde fået hende til at smile for første gang.. Hun tænke på deres møde ved søen. Hendes og deres allerførste kys. Hvordan hun havde slået ham, inden følelserne havde taget over, og hun havde kysset ham igen.. Hvor ked af det han havde gjort hende på kroen derefter.. Dernæst, hvordan de havde fløjet i armene på hinanden igen i parken.. Frygten, da hun havde troet, at han ville glide bort, da Damien havde angrebet ham.. Hvordan hun havde passet og plejet ham i Paggeija… Deres rejse sammen.. Dengang hun havde sagt, at hun elskede ham.. ”.. J-Jeg kan se træer.. En skov måske.. Der er et højt hegn.. Bag hegnet er der et hus.. Et palæ,” begyndte hun langsomt at sige.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste godt, at det var en tung og hård øvelse, og særligt hvis man ikke havde gjort brug af den tidligere. De var som en. Det bånd, som de delte, forenede dem, og det var også det, som kunne mærkes i øjeblikket. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Så indstillet hun var på det, så var han jo heller ikke et sekund i tvivl om, at hun elskede den unge mand.
Hertil valgte Theodor at give hende ro til at koncentrere sig. Bare hun beskrev hvad hun så for ham. Kortet ville uanset ikke være til hjælp, da fastlandet var stort, og at det derfor var svært at sige hvordan og hvorledes, hvor den unge mand ville være. Hans næver lukkede han om stolen. Et palæ.. Ja, det kunne jo være mange steder, og skove og træer? Det var heller ikke ligefrem noget som pejlede ind på en særlig beliggenhed. "Det kan være mange steder, Jarniqa.. Koncentrer dig," bad han med en kortfattet stemme. Foreløbig var han ikke tilfreds, men det kom vel heller ikke bag på hende? Han havde jo altid vist sig, at være en temmelig krævende mand, hvad det her angik, og det her, var heller ikke ligefrem noget undtag. Theodores blik hvilede på hendes skikkelse. "Beskriv palæet for mig.. Kan du se andre mennesker der? Så beskriv dem.. Jeg skal brug beskrivelser, for at kunne fortælle dig, hvor manden befinder sig," fortalte han direkte. Det her var bare ikke godt nok! Det var vigtigt, at hun koncentrerede sig, og det skulle uden tvivl være langt mere, end hvad hun havde vist ham til nu!

[Jarniqa Dynithril]

Træt sukkede Jarniqa. Theodore var ikke tilfreds.. Om han var, ville man aldrig være i tvivl om! Frustrerende var det dog, som hun jo gjorde, hvad hun kunne! Desuden var dette også den første gang, at hun gjorde det, så det måtte han da give hende et klap på skulderen for! Hun forsøgte at koncentrere sig.. ”..Der er blomster i haven..,” fortsatte hun. Hun rynkede brynene. Træt følte hun sig.. Vanskeligt var det også, som hun skulle holde billedet af Lucifer, samt de følelser han gav hende, samtidig med, at hun skulle fokusere på dette nye billede. Hun søgte ind i huset gennem sine tanker. Hvem var her? ”Der er et værelse med … en mand og en kvinde. De virker tætte..” Måske var de mand og kone? Holdt de mon Lucifer fanget eller? ”..Han er ikke helt ung.. Han har halvlangt hår og ser … fin ud.. Kvinden virker syg.. Hun har bandager på.. Hun har rødbrunt hår.,” Svært var det at beskrive, da det hele virkede en anelse fjernt og sløret. Særligt svært var det også fordi, at hun ikke anede, hvem disse to personer var! Underligt føltes det uden tvivl at søge disse oplysninger.. Hun følte sig nemlig ikke just ”inviteret” til at se dette. Derfor valgte hun også at søge videre.. Ude på en gang var hun nu, hvor hun kunne se en ny skikkelse. En kvinde. ”Der er en gang nu.. En kvinde der kommer gående..” Hun forsøgte at fokusere på det. ”Hun er yngre.. Blond.. og..” Brat klappede hun i. Forestillingen for hendes indre blik stoppede nærmest.. som det hele nærmest sortnede for hende. Hendes hjerte syntes at være gået i stå, som hun blot … sad. Athena. I sin egen tomme verden sad hun, alt imens røg begyndte stige op fra pergamenter på arbejdsværelset.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var bestemt ikke tilfreds med, hvad han måtte få at vide, for det var slet ikke nok til at han kunne pejle sig ind på noget specielt, som kunne være med til at afgøre hvor manden måtte befinde sig, og det kunne naturligvis også godt mærkes lige i øjeblikket. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Blomster i haven? En korridor og en mand og en kvinde? Ja, det kunne jo igen være rigtig mange steder, og derfor ikke rigtigt noget, som han kunne bruge til noget som helst, og naturligvis var det også noget som kunne mærkes i øjeblikket. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse igen. "Jeg har brug for detaljer, Jarniqa," sagde han med en kortfattet stemme, som han lukkede næven mere omkring stolen i stedet for. Var det virkelig så svært at forstå?
En kvinde med rødbrunt hår? Umiddelbart lød det som en Jaceluck, men de var jo også snart over det hele, så det var endnu svært for ham, at finde ud af, hvor hun egentlig var henne i øjeblikket. Han trak sig fra stolen og over på den anden side, så han denne gang også stod foran hende. Hun havde set noget.. Det var tydeligt for ham, at hun øjeblikket, havde set noget! Hænderne lod han denne gang glide mod hendes slanke skuldre. "Jarniqa, hvad har du set?" spurgte han denne gang med en mere bestemt tone. Noget havde hun set. Det var han ikke et sekund i tvivl om, sådan som hun reagerede i øjeblikket!

[Jarniqa Dynithril]

Sort blev det for Jarniqa, som hun så Athena for sit blik. En kvinde der kun kunne få hende til at tænke én ting. Lucifer var taget ud for at være med hende. Måske i kvindens hjem? Der kunne kun være en forklaring på det hele.. Grunden til, at Lucifer intet havde fortalt hende var fordi, at han havde noget med denne tøjte. Selv havde hun spekuleret over det dengang hun havde mødt hende, og nu var hun sikker. Hvad følte hun? Følte hun sig dum? Udnyttet? Naiv? Grædefærdig? .. Hun følte det som om, at hun skulle kaste op. At hun var i færd med at antænde hans arbejde, sansede hun ikke. Det gjorde Theodore dog heller ikke, skønt røgen viste fra pergamenterne rundt omkring. Hun følte hans hænder mod sine skuldrer.. Hun ønskede ikke, at han rørte hende. Hun kunne ikke rumme det i sin krop lige nu og her. ”..Slip mig,” endte hun modstridende med at sige. Hun ville ikke holdes, og hun ville ikke fortælle, hvad hun havde set. Hvor nedværdigende ville det heller ikke være at sige til ham, at hendes kæreste var i færd med at hygge sig med en anden kvinde? Igen mærkede hun, hvordan det hele vendte sig i hende. Følelser.. Hvem havde dog opfundet dette tragiske koncept? Hun mærkede, hvordan ubehaget steg i hende.. Kom fra maven og op igennem halsen.. Med et sæt lænede hun sig frem! Ikke kunne hun stoppe det der kom, og da Theodore stod som slags skydeskive, røg al opkastet ud på hans fine sko. Alt imens det skete begyndte gnister at slå ved de forskellige pergamenter, inden små flammer begyndte at titte frem der.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad Jarniqa havde set, så var det uden tvivl noget som påvirkede hende i en yderst negativ retning. Han kneb øjnene let og svagt sammen, som han strammede grebet omkring hendes skuldre. Det rungede i gulvet, og røgen på bordet, havde han set.. Hun skulle bestemt ikke antænde det hele her! Det var for pokker da hans arbejdsværelse, og derfor skulle hun lade hans ting være i fred! "Jarniqa, fortæl mig hvad du kan se," sagde han direkte. Uden et navn, vidste han jo endnu ikke hvor Lucifer måtte være, eller om han i det hele taget var i live, siden hun ikke fortalte ham noget som helst.
Theodore blev stående foran hende, også selvom han knapt nok nåede at reagere, før mavens indhold måtte tømmes direkte over hans sko. Han slap hendes skulder, kun for at kigge ned af sig. Han knyttede næverne let. Normalt ville han ikke have reageret, men siden han havde fået sin sjæl, så var det virkelig svært ikke at gøre det. Opkast? Virkelig? Tydeligt måtte det have vækket et kæmpe misbehag ved Jarniqa ved det syn, som hun havde set, men hvad det var.. det vidste han endnu ikke. Han håbede virkelig, at det her havde en frygtelig god grund. "Jeg håber, at du har en meget god grund til at tømme din mave ud på mit gulv, Jarniqa," sagde han direkte. Han sendte hende en streng og advarende mine. Dette var bestemt ikke noget, som faldt i hans gode bog!

[Jarniqa Dynithril]

Ikke ønskede Jarniqa at fortælle, hvad hun havde set. Glad var hun også kun for, at hun ikke havde set mere, end hvad hun havde gjort.. Tænk engang, hvis hun havde set Lucifer og Athenas i armene på hinanden? Positiv gjorde det ikke just situationen, men stadig var det bedre. Hvem ønskede at se vedkommende i armene på en, som de ønskede mere end en selv? At det var sådan, chokerede hende også. Hun havde jo oprigtigt endt med at tro, at Lucifer elskede hende.. At hun så endte med at kaste op ud over Theodores sko, kunne hun ikke gøre for. Det hele havde vel bare været et surt opstød fra hende, alt imens hun havde brugt al for mange ressourcer på en dag? Sket var sket i hvert fald.. At hun i så fald også var begyndt at antænde hans arbejdsværelse, kunne hun ligeledes ikke gøre for.. ”..Bare lad mig gå tilbage på mit værelse,” endte hun tomt og lavt med at sige. Hun ville ikke tale med ham om det.. Hun ville ikke tale med nogen om det. Det var simpelthen for ydmygende og sorgfuldt for hende! Derfor rejste hun sig også. Noget langsomt og vakkelvornt dog. Udmattet var hun nemlig. Både grundet den store magiforbrug, og grundet de mange følelser. Hun skulle ikke finde Lucifer.. Hun skulle ikke hjem.. Hun skulle bare være her.. for evigt. Langsomt vendte hun om, inden hun nærmest helt hypnotiseret bevægede sig mod døren. Hun skulle bare ud.. Finde sit værelse.. og ligge sig der indtil den dag kom, hvor hun følte for at rejse sig igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Noget helt igennem grufuldt måtte Jarniqa have set, siden hun reagerede så voldsomt, som hun havde gjort, og rent faktisk havde kastet op på ham! Ganske vidst kun på hans sko, men det gjorde ikke nogen forskel af den grund! Theodore ønskede jo blot at hjælpe hende - som han havde lovet hende, men det krævede derimod også, at hun åbnede op for ham. Men denne gang lukkede hun i.. så tydeligt og så voldsomt, som han ikke havde forestillet sig, at hun ville gøre det nogensinde. Han bed tænderne tydeligt sammen, som hun blot ønskede at tage tilbage til sit værelse igen. Ville hun så lægge sig der for resten af sine dage, i stedet for at finde den unge mand, som havde tvunget hende til den følelse af kvalme og foragt? Det gik han vel lidt ud fra, at det var.
"Så du har fortrudt nu?" spurgte han, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han var et sted skuffet over det. Skuffet over, at hun ikke ville fortælle ham grunden til at hun nu lod ham stå der i en pøl af opkast. Han blev for nu stående og kiggede efter hende. Magen til frækhed, havde han da aldrig oplevet lignende af! Eller.. det kunne godt være, men det var bare ikke noget, som han havde været i stand til at sætte noget, der mindede om følelser til. Hans papir var nærmest krøllet sammen, på grund af den magiske påvirkning af hende, så han kunne starte det arbejde forfra. Alt i alt, var det nemlig heller ikke noget, som faldt i hans gode bog. "Jarniqa.. Tal til mig," bad han denne gang. Hvad pokker gik der af hende?

[Jarniqa Dynithril]

Svært var det hele uden tvivl for Jarniqa, som det havde været mere end en lang dag for hende. Først at tro, at Lucifer havde forladt hende. Så at få af vide, at hendes værge havde forladt hende for at leve som drage. Så at tro, at Lucifer ikke havde forladt hende. Så at finde ud af, at han havde en affære med en anden kvinde. Kunne man være mere uheldig end det?! Hun gad i hvert fald ikke mere.. Hun ville ikke føle mere.. Det hele skulle bare stoppe! ”..Jeg fik de svar, som jeg havde brug for,” sagde hun kort for hovedet. Nej, hun ville ikke finde Lucifer, men han ville næppe heller ikke lade sig findes, når han morede sig med en anden kvinde end hende. Havde han gjort det fordi, at han ikke havde følt sig velkommen i Manjarno? Fordi, at hun endnu ikke havde taget ham helt tæt? Fordi, at racernes bånd virkelig var så betydningsfuldt? Fordi han altid havde elsket Athena? Hun stoppede op ved døren, ligesom hendes hånd hvilede på dørhåndtaget. Hun skulle tale til ham? Hun mærkede, hvordan en blanding af varme og fugt steg op til hendes smaragdgrønne øjne. Normalt set var hun ikke typen der græd, men i denne her situation kunne hun snart ikke være den stærke længere.. ”Jeg ønsker ikke at tænke på det,” endte hun sorgfuldt med at sige. Forstod han det overhovedet? Forstod han, hvad det ville sige at være ked af det og have det, som hun havde det nu? Hun havde det elendigt.. Var grunden til, at Lucifer i sin tid var blevet sur over hendes og Valandils venskab fordi, at han i virkeligheden selv var i gang med, eller ønskede at lave noget ved siden af? Ikke at hun selv nogensinde havde kunnet fundet på at gøre sådan noget, da hun jo havde elsket ham, og oprigtigt kun ønsket ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ønskede at vide det, og særligt hvis det var noget, som påvirkede hende så meget, som det tilsyneladende gjorde. Det var slet ikke sådan her, at han ønskede, at det skulle frem, men hvad kunne man da gøre? Hans blik søgte derfor hendes skikkelse og med en betydeligt mere bestemt mine, end hvad han havde gjort brug af til nu. Her stod han med opkast over sine fødder, og det var ærlig talt heller ikke noget, som han havde tænkt sig at røre ved! Vammelt og kvalmende var det jo helt for ham, også selvom der da heldigvis skulle langt mere til, før han ville nå punktet for opkast. Det havde han ikke gjort siden han havde været barn for frygtelig mange år siden, faktisk.
"Det bliver ikke bedre, hvis du ikke snakker med nogen om det," sagde han direkte. Det havde han da erfaret for lang tid siden, så dette alene, var ikke noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han vendte igen blikket ned mod sine fødder. Så hun ville gå i hi for resten af sit liv? Hvad havde hun set, som var hende så ondt og så grotesk, at hun skulle reagere så voldsomt? Det var lidt det, som han ikke forstod, og det var også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han trak vejret dybt, inden han denne gang kæmpede sig ud af skoene uden brug af hænder. Strømperne smed han ligeledes. Han havde bestemt ikke tænkt sig at røre ved det. "Så du har tænkt dig at krybe i skjul nu og for resten af dine dage?" spurgte han direkte. Hvordan skulle det være hende til hjælp? Det var bestemt ikke noget, der gav nogen mening for ham!

[Jarniqa Dynithril]

”Snak kan ikke hjælpe..,” fastholdt Jarniqa sorgfuldt. Hvad kunne det da nytte? Ville han sige, at Lucifer var en tåbe, og at hun fortjente bedre? Eller ville han sige, at hun var tåben, og at det var godt, at Lucifer var skredet? Intet af det ville jo gavne hende! Lige meget hvad var faktum nemlig, at hun elskede en, som tydeligvis ikke nærede de følelser for hende, som hun gjorde til ham. Noget, som Theodore vel aldrig havde prøvet eftersom, at han aldrig før nu havde haft følelser, og da Clemency i den sidste ende aldrig havde forladt ham. Hun mærkede, hvordan tårerne vældede op i krogene. Ikke græde.. Hun ville ikke græde! Problemet var bare, at det gjorde så ondt.. Dybt inde i hendes hjerte. Varme føltes hendes øjne, hvor de til sidst måtte give efter. En salt tåre forlod den ene krog for at bane sig vej ned ad hendes kind. Hvad var egentligt bedst? At Lucifer var i live, og at han havde forladt hende, eller at han var gået bort, men havde elsket hende? Tåren tørrede hun væk med hjælp fra sin håndryg. Hun tvivlede på, at hun ville modtage den rette støtte for Theodore. Hun ville ikke modtage den fra nogen.. Hun havde jo ikke længere nogen på den fløj. ”..Til en start ja,” sagde hun kort for hovedet som han spurgte, om hun ville gå i hi. At gå i hi lød som en afsindig god ide! Hvad skulle hun også lave ellers? Livet syntes pludselig at være det mørkere og koldere..

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad pokker var det der gik af Jarnqia? Det var bestemt ikke sådan her, Theodore ønskede at se hende, og særligt, når det foregik på denne her måde. Et sted var det en tanke, som næsten gjorde ham vred og irriteret. Han stod nu i bare fødder væk fra den klat af opkast, som lå midt på gulvet. Han skulle nok få tjenestestaben til at fjerne denne, for han ville bestemt ikke i nærheden af den, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen.
"Det nytter intet at gå med det på egen hånd," sagde han med en kortfattet stemme, inden han søgte mod hendes skikkelse. Han ønskede jo ikke at se hende på denne her måde, og særligt ikke, når han i forvejen havde været så vant til, at hun havde taget det på andet vis, og dette kunne naturligvis godt mærkes i øjeblikket. Han lod armene søge over kors. At stå der i bare fødder, føles virkelig underligt. Det var han jo slet ikke vant til.
"Hvad var det du så, Jarniqa? Få det ud af systemet, og jeg vil lade dig gå," fortsatte han. Døren til kontoret lod han forblive åbent, som tegn til at tjenestefolket måtte rengøre der. Det var i forvejen ikke ofte, at han i det hele taget lod nogen søge derind, da det for ham, var et meget privat sted. Det var hans særlige arbejdsplads.

[Jarniqa Dynithril]

Det nyttede ikke noget at gå med det alene? Hvad vidste han da også om det?! Han havde jo aldrig været i denne situation, hvor hans kærlighed havde søgt en anden! Om Lucifer i det hele taget planlagde at komme tilbage, vidste Jarniqa ikke.. En ting var dog sikkert og det var, at hun ikke ville lade ham spille på to heste på en gang! Han var ved Athena nu, altså, det var hende han havde valgt, hvor ondt det end gjorde. ”Og hvad ved du også om det?!” endte hun skarpt med at spørge ham. Det var dog også et vanvittigt følsomt emne for hende! Lucifer var hendes første og eneste kærlighed.. og hvis det var sådan her at kærlighed var, så ønskede hun ikke mere af det. Jo, kærligheden havde uden tvivl gjort hende lykkelig dengang det havde været fryd og gammen, men nu var kærligheden blot et levende mareridt for hende. Den bløde underlæbe bed hun ned i. Hun skulle få det ud af systemet? Fortælle ham det? Han ville jo blot håne hende for det! Ydmygende var det også at vide, at hun ikke var god nok til at holde på en mand. Hvad havde Athena også, som hun ikke havde? Det blonde hår var en selvfølge, og så var der også det, at Athena ligeså var en forbandet dæmon. Det knugede sammen i hendes bryst. Klemte om hendes hjerte, skønt det allerede føltes knust. Trådt på og knust for alle vinde. Derudover kunne hun også endnu mærke, hvordan varmen holdt ved i hendes øjne. ”Han har forladt mig, OKAY?! Han hygger sig med en anden kvinde.. det er der han er nu!” råbte hun ulykkeligt op. Så måtte han komme med det.. Grine ad hende.. Rulle med øjnene af hende.. Alle andre mente jo alligevel, at hun bare kunne trædes på.