Can I live here.. forever?

[Jarniqa Dynithril]

Theodore Jarvis Acheron

Jarniqa løb op af trapperne i Neutranium, alt imens det hele blot syntes at sortne for hende. Var det sådan her et knust hjerte føltes? Hun følte sig ødelagt. Som om alt i hende var splintret. Hun følte sig som ingenting. Ingenting måtte hun også være.. Mærkelige havde de seneste par dage været op til, at hun havde ventet på sin moders hjemkomst. Hun havde en dag ikke kunnet finde Lucifer og havde først tænkt, at han blot var ude.. Så havde han ikke dukket op til middagsmaden, og hun havde undret sig.. Så havde han ikke vendt tilbage til deres seng, som hun havde lagt sig, og en knude havde opstået.. Da hun havde vågnet op, havde han ikke ligget der, og hun var blevet nervøst.. Hun havde ventet, men en dag havde gået og pludselig også den næste, og hun havde tænkt en ting.. Havde han forladt hende? Tom havde hun følt sig, alt imens hendes hjerte blot havde følt som en sten. Til sidst var dagen kommet, hvor hendes moder og Damien viste sig i slotsindkørslen. Først her havde hun mærket en lille glæde ved at skulle gense sin værge igen. Særligt fordi, at hun mest af alt havde følt for at blive holdt om og føle sig elsket. Da han så havde fortalt hende, at han ikke kunne holde om hende længere, var det hele bare brudt sammen.. Uden så meget som et ord havde hun stukket af mod sit værelse på slottet. Her havde hun blot stået.. Helt tom, forladt og ødelagt, inden hun pludselig bare havde forsvundet fra rummet..
..Det næste øjeblik stod hun i et nyt rum. Hvor hun var, tænkte hun ikke over, for en seng var her, og mest af alt følte hun blot for at lægge sig. Som et spøgelse lagde hun sig nærmest i sengen, hvor hun endelig faldt hen.
I hendes gamle værelse var hun på Acheron Landsted. Som hun sov, forløste al hendes negative energi til den seng, som hun lå i. Vågen var hun end ikke, som hendes mørkelviske aner nærede sig på sengens træværk, og helt lod der gå forrådnelse i det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Siden Clemency var vågnet op af den sygdom, som havde holdt hende, næsten i dvale på det store soveværelse, var der sket markante ændringer i Acheron Landsstedet. Selv sad Theodore i den store pejsestue, mens han kunne betragte sig af Clemency som gik rundt due i haven, som hun alle dage tidligere havde gjort. Et svagt smil passerede hans læber. Selvom han efterhånden havde fundet sig til rette med den lille del af en sjæl, som han havde, så var det endnu rigtig svært for ham, når han stadig ikke havde nogen anelse om, hvordan han skulle håndtere alt sammen.
Sephiran var i fuld gang med alt muligt i det gamle Imandra. Hvad han egentlig var ved at sætte i værk, var ikke ting, som han var kendt med, og han blandede sig egentlig helt udenom. Han gik vel ud fra, at his Sephiran havde brug for ham, at han ville sende bud?

De tanker blev dog hurtigt afbrudt, da en tilstedeværelse af en fremmed energi, pludselig føles i huset her. Langsomt satte Theodore glasset med vin fra sig, og han rejste sig op. Magien og følelsen af den, havde han følt mange gange før, men ... Jarniqa? Hvad skulle hun da lave her? Selvom de ganske vidst havde en aftale, så havde han jo ikke sendt bud eller noget.
Undrede forlod han derfor stuen, for langsomt at søge mod trapperne. Dertil søgte han ovenpå. Fingrene spredte han en anelse. Han vidste, at han i forvejen, havde været en meget upopulær mand hos hende, og han vidste og forstod skam også godt hvorfor. Han stoppede foran det, som før i tiden, havde været Jarniqas værelse. Han slog døren op ved hjælp af magi.. Synet af sengen og kvinden som lå i den, fangede hurtigt hans blik. ".. Jarniqa?" spurgte han med en kortfattet stemme. Hvad pokker lavede hun der?

[Jarniqa Dynithril]

At Jarniqa var ved Theodore, vidste hun end ikke selv. Hun vidste bare, at hun var forsvundet ud af sit værelse i Neutranium, og var havnet et nyt sted med en seng. Alt, hvad hun havde brug for lige nu og her. Omkuld var hun derfor bare faldet, hvor hun var faldet i en dyb søvn. Skønt hun sov, var hendes kræfter dog stadig på færde, som mørkelveren i hende dræbte det træværk der var i den seng, som hun lå og sov i. Længe nåede hun dog ikke at sove, inden hun hørte en fjern stemme kalde på hende.. Hvor var hun? Omtumlet slog hun øjnene op igen, som hun vel højst havde nået at få ti minutter? Pænt redt var hendes ravnsorte hår derfor endnu, hvor kjolen på hendes krop også endnu sad, som den skulle. Søvnigt og helt ødelagt blinkede hun med øjnene. Theodore..? Havde hun transporteret sig selv hertil? Øjnene lod hun glide i igen. Det gjorde så ondt.. Det hele. Hun havde haft to mænd i sit liv, som hun havde elsket, og de havde nu begge forladt hende. Den ene fordi, at han var forblændet i hendes moder, og den anden.. Lucifer havde vel bare fået nok af hende? Hvorfor, forstod hun dog ikke.. Det gjorde det næsten også være. Lugtede der gjorde der helt i værelset, som træet var helt mørkt, blødt og rådnet. Hun åbnede igen øjnene og så imod Theodore. ”..Må jeg ikke nok blive her?” tiggede hun dæmpet. Hun ønskede egentligt bare at være her. Ikke ønskede hun at blive smidt ud for at rejse igennem den verden, som hun så brændende havde ønsket at se.. med Lucifer. Hun ønskede bare at være her.. For evigt. Hvis sengen kunne fortærre hende, ville det næsten være for det bedste.

[Theodore Jarvis Acheron]

Sidst Theodore havde set Jarniqa, havde de stået og råbt af hinanden.. eller hun havde stået og råbt af ham, og nu lå hun i sit gamle værelse her på stedet. Ikke at han ville fraholde hende fra det, for hun virkede.. ked af det? Hvor var Lucifer? Den unge mand, som han havde set hende i parken sammen med? Var det nu gået galt mellem dem? De kære unge mennesker.. Han så det jo ofte.
Theodore valgte derfor at søge ind i rummet, hvor han lukkede døren bag sig. Der var ikke nogen grund til at gøre det værre, end hvad det var i forvejen. Hans blik søgte hendes skikkelse. Clemency gik rundt i haven, og halve tjenestestaben var nu skiftet ud. Tingene var ikke, som de engang havde været her på stedet. Meget var lavet om, siden hun havde været her sidst. "Ikke vil jeg smide dig ud," sagde han roligt. Han havde en sjov fornemmelse af, at hun havde.. brug for at være her?
Sengen var rådden. Det var næppe den, som man skulle tage plads i. Desuden stank det langt væk. Det var ikke sådan han havde passeret værelset tidligere på dagen. "Du er ked af det, Jarniqa.. hvorfor?" spurgte han denne gang direkte. Han ønskede jo den forståelse. Han kunne jo se det.. Tårer tydede på sorg.. men af hvilke grunde? Desuden så hun træt ud, som havde hun ikke sovet i dagevis. Noget havde tydeligt været forbi hendes liv, siden han havde set hende sidst.

[Jarniqa Dynithril]

Om dette var det rette sted for Jarniqa at være, kunne hun ikke tage højde for lige nu og her. Lige nu vidste hun bare, at hun ville gemme sig her … for evigt, hvis hun da ikke kunne blive til ingenting. Det her var jo ikke til at bære! Var det meningen at folk overlevede den slags? Selv kunne hun ikke se, hvordan. De to mænd, som hun elskede havde jo fravalgt hende.. Det gjorde vel også, at hun i bund og grund ikke var god nok? De havde endda valgt at efterlade hende på samme tid! Ondt gjorde det igen.. Det knugede om hendes hjerte, hvor hun helt følte for at stikke hånden ind i brystet, og bare rage det ud! Desværre kunne hun ikke gøre det.. Svagt nikkede hun med hovedet, som han sagde, at han ikke ville smide hende ud. Så langt, så godt. Hun kunne blive her … for evigt. At han lukkede døren i, sagde hun intet til. Hun var bare ligeglad. Hvad Theodore tænkte, ønskede hun ikke at vide.. Faktisk ønskede hun bare, at også han var ligeglad. Hun ønskede ikke at føle, og derfor ønskede hun heller ikke, at han skulle føle noget, som han så på hende. ”Følelser er noget pis.. Ønsk ikke at få dem,” svarede hun afvisende igen, inden hun drejede om, så hun lå med ryggen til ham. Kunne han ikke bare lade være med at interessere sig? Hun ønskede jo blot at glemme det.. Glemme dem. Hvorfor skulle hun også tænke på dem, når de alligevel var ligeglade med hende? Problemet var bare, at det gjorde ondt.. Hun havde jo ikke været færdig med dem, som de åbenbart havde været færdig med hende. Øjnene lukkede hun kort i igen. Det bedste ville uden tvivl være, hvis det hele blot var en drøm.

[Theodore Jarvis Acheron]

Hvad pokker der var sket Jarniqa siden hun handlede og reagerede så voldsomt, vidste Theodore slet ikke. Det var nok også derfor, at han reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han lukkede derfor døren. Her kunne hun blive. Han havde jo aldrig smidt hende ud, som det jo faktisk var hende, som havde valgt at forlade ham i stedet for. Han lod hovedet søge på sned. Følelser havde han skam, men han forstod sig bare ikke på, hvad det betød.
Var følelser så slemt? Hans hustru havde beskrevet det som det modsatte, og nu var han selv ved at finde ud af det. Hele følelsesspekteret havde han dog ikke, men han havde da alligevel fået en del, som der var mange af de sluser, som pludselig var åbne for ham. Hovedet lod han derfor søge en kende på sned. "Jarniqa, hvad foregår her?" spurgte han, som hun vendte sig om på ryggen, og lagde sig der. Afviste hun ham, nu hvor han lod hende være i huset her, hvor hun bare var kommet uvelkommen til stedet? Ikke var det noget, som faldt i hans gode bog. På ingen måder faktisk! Han rystede kort på hovedet. Nu var han da begyndt at finde ud af, hvad der var høfligt og ikke høfligt, da det var noget som Clemency kunne hjælpe ham med, men dette.. det ville han ikke stå model til. "Jeg lader dig blive, og dette er takken?" spurgte han denne gang med en tydeligt skuffet mine. Noget måtte hun da kunne give ham, siden han også valgte at lade hende blive, og mindst alt, kunne hun da fortælle ham, hvorfor hun var så ked af det!

[Jarniqa Dynithril]

Hvad der foregik her? Hvad der foregik var, at ingen elskede hende, og at alle havde forladt hende. Hun var i sandhed et sørgeligt menneske.. Tænk engang. Hun havde kun to, som hun vitterligt elskede og holdt af, og stadig havde hun ikke været i stand til at holde på dem. Faktisk havde de smuttet mellem hendes fingre på samme tid. Var der nogen der var ligeså uheldige som hende? Hun tvivlede.. og hvis der var, så ønskede hun at møde vedkommende! Hun ønskede at vide, hvordan personen havde båret sig ad med at fungere efterfølgende. Kunne det repareres? Eller fjernede man sjælen, ligesom det Theodore havde været udsat for? Tænk engang.. at kunne være ligeglad med det hele. Det lød helt himmelsk lige nu og her! ”Intet..,” mumlede hun blot. Ikke ønskede hun at tale om Lucifer og Damien. Hvorfor tale om dem, når hun alligevel ikke betød noget for dem? Hvorfor kunne det ikke være sådan, at de ikke betød noget for hende? Hvorfor skulle hun være tåben der stod alene tilbage? Fingrene lukkede hun om sengetæppet, som Theodore skældte hende ud. Skulle hun bede ham om at fortsætte? Bede ham om at blive værre? Måske det ville kunne fjerne hendes fokus.. ”Så straf mig.. Det ville være bedre,” mumlede hun blot. Kunne han mon få sig selv til at gøre det? Han sagde jo, at han kunne føle nu.. Dog ønskede hun ikke, at han skulle føle, så kunne han mon lade være? Bare for et øjeblik? Var det ikke også på tide, at hun fik det bare lidt, som hun ville have det? Det var jo ikke fordi, at det var mildt for hende at miste sin kæreste og værge på en og samme tid.. Slet ikke når hun reelt set ikke havde andre.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore forstod intet af hvad der skete i øjeblikket. Hvorfor reagere så voldsomt? Hvad kunne være så grusomt for hende, at hun ikke ville snakke med ham? Armene lod han denne gang søge over kors, som han stirrede på hende med et fast blik, også selvom hun nu måtte ligge der med ryggen til ham. Irritation? Var det hvad man kunne kalde, hvad han følte i øjeblikket?
Theodore rystede kort på hovedet. Hun var bedre end det, som hun nu gav udtryk for, og han var allerede ved at være træt af det. Stædig som hun plejede at være, og nu lå hun der, som en sølle hund, der var sparket væk fra midddagsbordet. Han hævede hånden, hvor han på magisk vis, førte hende op af sengen, og direkte ud på gulvet, hvor han lod hende falde tungt. Han ville ikke se hende ligge der og gemme sig i en seng. I en seng, som han nu kunne bytte ud, da hun havde formået at ødelægge den med de mørkelviske kræfter, som hun nu måtte have i sin besiddelse.
"Jeg accepterer ikke den form for opførsel, Jarniqa," endte han med en kortfattet stemme. Hvor var den kvinde, som havde bidt hovedet af ham.. truet ham med bål og brand, for at forsvare den mand, som hun havde elsket og holdt kær? "Hvis du ønsker at blive her, må du fortælle mig, hvad der er galt. Jeg kan ikke hjælpe dig ellers," pointerede han kortfattet. Igen viste hun jo, at hun ingen kontrol havde over sine evner. De havde endnu lang vej at gå.

[Jarniqa Dynithril]

I sin egen miserable verden var Jarniqa, og morsomt fandt hun det ikke just. Selv ønskede hun jo ikke at føle sådan, som hun derimod blot ønskede at lægge det hele bag sig. I teorien ønskede hun bare helt at glemme Damien og Lucifer. Hvorfor skulle hun også huske dem? De havde jo fravalgt hende.. Derfor var der ingen grund til at huske, hvad hun havde haft sammen med nogen af dem. Om man kunne fjerne minder, vidste hun dog ikke, om man kunne.. Dog ønskede hun helt, at det kunne lade sig gøre, sådan som hun havde det lige nu op her! Øjnene slog hun op, som hun lige pludselig hævede sig over sengen. ”Stop det..!” udbrød hun, som hun jo kunne regne ud, at det var magi og forårsagt af Theodore. Det næste hun følte var et dunk, som han blot … slap hende. Hovedpine fik hun, som hun jo alligevel nåede at få et slag. Var det hans måde at straffe hende på.. eller ønskede han blot, at hun tog sig sammen? Tænderne bed hun sammen, inden hun måtte skubbe sig op i en siddende stilling, og derefter helt op på benene. Smuk måtte hun endnu se ud, men tomme var hendes øjne. Ikke fordi, at hun var følelseskold, som Theodore havde været, men fordi det gjorde så ondt. ”Jeg ønsker ikke at tale om det.. Jeg ønsker at glemme det,” meddelte hun knust. Ondt gjorde det.. Forfærdeligt ondt! Det værste var, at det kun var hende der følte den smerte. Damien havde valgt hendes moder, og Lucifer var … måske tilbage i Appolyon? Måske havde han fundet en ny? Athena måske? Det hele vendte sig igen i hendes mave og knugede i hendes bryst.

[Theodore Jarvis Acheron]

Ej lignede det Jarniqa, at handle og reagere på denne her måde, og derfor ønskede Theodore at finde ud af, hvad dette helt eksakt måtte indebære. Han kneb øjnene let og fast sammen. Nu var det virkelig på tide, at hun tog sig sammen, og det vidste han jo godt, at hun kunne! Derfor hævede han hende fra sengen og slap hende på gulvet. Lod hende konfrontere de dæmoner, som hun tilsyneladende nu måtte have at slås med. Han stirrede på hende med et olmt blik, som hun bad ham om at lade være, da det også var der, at han valgte at slippe hende. Hvorfor skulle han tage det tungere end det? "Du er en kvinde af mere end hvad du udgiver dig for at være i øjeblikket, Jarniqa," sagde han direkte. Ja, et sted var han vel skuffet over, vad han måtte lægge øjnene på i øjeblikket? Det var ikke den kvinde, som han var vant til at se.
Theodore søgte med rolige skridt, tættere på hende. Hun ville måske ikke snakke om det med ham, men derfor gjorde det endnu ondt på hende. Han kunne jo se, at hun havde grædt. Hvorfor ikke gøre noget ved det, end at gemme det væk på den måde? Han stoppede først, da han stod lige foran hende. Han stirrede i hendes øjne, som han søgte svar.. Svar, som han vidste, at han et sted, ikke ville være i stand til at finde her. Han hævede hånden, hvor han denne gang lagde den mod hendes kind. Ikke forstod han det, selvom han virkelig gerne ville. "Fortæl mig, hvad der er så hårdt for dig, at bære, Jarniqa.. siden du ej kan kontrollere dine evner," bad han igen. Han tog bestemt ikke nej for et svar i denne omgang.

[Jarniqa Dynithril]

Hun var mere værd end den kvinde, som hun viste ham lige nu og her? I så fald var han den eneste, der så således på det.. Derfor tvivlede Jarniqa på, at han havde ret. Dem der havde kendt hende bedst, havde også forladt hende.. Derfor var hun vel ikke det værd? Derfor var det vel næsten også utroligt, at Theodore ville spilde tiden på hende? Hun var jo ingenting.. Et nul.. Hun var bare brugbar, indtil man fandt bedre, eller til man bare ikke gad mere. Damien havde fundet det der var bedre.. Han havde genfundet hendes moder. En kvinde, som hun åbenbart ikke kunne hamle op med. Lucifer havde forladt hende.. Enten fordi, at han havde tabt lysten, eller fordi, at også han havde fundet bedre. ”Den kvinde var ingenting,” svared hun afvisende igen. Det passede jo også. Den kvinde havde jo åbenbart ikke været god nok. Blikket holdt hun stirrende på hans, som han nærmede sig hende. At han rørte hende, kom bag på hende. Hun havde ikke just ventet, at nogen ville tæt på hende længere. Derfor nød hun det også helt, som hun manglede omsorgen, som hun følte sig svigtet på aller groveste vis. Alligevel endte hun med at slå hans hånd bort, inden hun råbte op. Det var åbenbart lettere at råbe det, end at sige det i fred og ro. Intet i hende var dog heller ikke roligt. ”Hvis du virkelig gerne vil vide det, så værsgo! Lucifer har forladt mig! Min værge har forladt mig! Jeg har ingen!” Hurtigt slog hendes hjerte, alt imens hendes solbrune kinder blussede. Varm følte hun, og som hun råbte det hele op, mærkede hun igen, hvordan varmen særligt centrerede sig omkring hendes øjne og gjorde dem rødlige. Fordømt!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore vidste at Jarniqa var langt mere, end hvad hun måtte vise ham i øjeblikket. Sådan havde hun alle dage været, så hvorfor ikke bare tage sig sammen, og gøre noget ved det? Det andet var rent faktisk noget ,som han kun måtte finde direkte irriterende! Her stod han og forsøgte at finde ud af, hvad alt det her handlede om, men det var svært, og lettere sagt end gjort, når hun ikke ville fortælle ham det! Han havde jo ligesom brug for, at hun fortalte ham det!
"Du undviger problemet," sagde han direkte, idet han lagde hånden mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han var et sted.. bekymret. Når han var vant til at se en kvinde med den styrke, og nu så det stik modsatte. Hvorfor? At de alle havde forladt hende.. og at hun ingen havde, var da forkert? Han stod der jo trods alt. Nu var han ikke kendt med hvad der var sket op til, så derfor måtte han jo også bare tage hendes ord for gode vare. Selvom hun slog hans hånd væk, som var hans kærtegn uvelkommen.. knyttede han blot næven igen. "Du har ingen, påstår du? Og alligevel befinder du dig overfor en mand, som du ved, stadig har tilbudt dig hjælpen, som du har brug for.. tidligere tag over hovedet, og i hvis hjem, du endnu en gang befinder dig." Han var skuffet.. Og det var efterhånden en følelse, som han havde stiftet vel bekendskab med! Han lod hånden falde, men fjernede ikke blikket. Det var virkelig på tide, at hun tog sig sammen nu! Hun kunne bedre end det her!

[Jarniqa Dynithril]

At Jarniqa undveg problemet overfor Theodore, vidste hun godt. Det var dog også fordi, at han ikke anede, hvad det var, og derfor ikke havde forståelse for, hvor slemt det var. At hun i så fald endte med at råbe det hele op var, hvad det var. Nu var det ude, og det var … hans svar til det? Jo, han tilbød hende ganske vidst husly, men stadig var hun alene! Dem hun elskede havde forladt hende! Theodore syntes hun ganske vidst om, men ikke ville hun sige, at hun elskede ham, som hun havde elsket sin værge og kæreste. ”Hvordan kan du bare sige sådan?!” råbte hun ad ham. ”Hvad ville du måske ikke føle, hvis Clemency og resten af din familie forlod dig?!” Hun vidste, at han havde fået nogle følelser, samt at Clemency og hans familie var hans ømme punkt. Derfor var det, hvad hun måtte bruge. Dog ønskede hun ikke at diskutere det, som hun ikke ønskede at diskutere det faktum, at Damien og Lucifer havde forladt hende, og hvad det måtte få hende til at føle. Hun øskede blot at forsvinde eller at glemme det hele. Ikke ønskede hun at være i den elendighed, som hun var i nu. Forfærdelig var den, som den nærmest syntes at fortære hende! Hvis dette var sådan her, at kærlighed fungerede, ønskede hun bestemt ikke at have mere af det! At de andre nogensinde havde været oprigtigt glade for hende, tvivlede hun dog pludselig på. Selv havde hun jo ikke været i stand til at forlade den ene eller den anden, og ej heller havde hun haft lyst. Nu ville hun dog ønske, at hun havde gjort det, da hun i så fald ikke havde stået tilbage med den lange næse!

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore fortrak ikke så meget som en mine, selv da Jarniqa stod der og råbte og skreg af ham. Hvorfor skulle han tage det tungere end som så? Hvordan følelser og det hele var, vidste han ikke.. Han forstod det ikke, selvom han virkelig gerne ville, og særligt, når hun reagerede så voldsomt, som det hun nu gjorde. Han kneb øjnene svagt sammen. Hans egen familie, var jo blevet hans ømme punkt, så det alene, var jo heller ikke noget, som sagde så lidt. Armene lod han søge over kors. "Clemency har truet med det mange gange, på grund af min manglende forståelse.. Nu har jeg selv muligheden for at gøre noget ved det," pointerede han kortfattet. Forsøgte hun nu at gøre ham ked af det, fordi hun selv havde det miserabelt? Det var virkelig at synke ned på et niveau, som han ikke ønskede at befinde sig på!
Theodore tog et skridt tættere på hende, så de næsten endte med at stå krop mod krop. Hans blik stirrede i hendes. Der var langt mere at læse ved ham nu, end hvad der havde været tidligere. "Hvad får dig til at tro, at de har forladt dig?" spurgte han direkte. Han forstod det ikke, men ville virkelig gerne. Han ønskede oprigtigt gerne at forstå sig på hende, men det krævede jo for pokker da også, at hun valgte at åbne bare lidt op for ham, og droppede den teenageopførsel, for lige her, ville den på ingen måder komme til gavn for hende.

[Jarniqa Dynithril]

At Theodore ikke lod sig påvirke af hendes ord, irriterede Jarniqa ubeskriveligt meget! Hvorfor skulle han tvære det ud i hendes hoved, at han nu kunne redde sit forhold, når hendes lige var gået i vasken?! Aldrig havde hun været en person med mange nære, derfor tærede det uden tvivl på hende, at hendes eneste to lige havde forladt hende. Selv var hun også helt begyndt at betvivle, om hendes moder overhovedet ville hende det bedste. Hun havde jo taget Damien fra hende! Den person, som hun ellers altid havde haft og været sikker på! ”Godt for dig,” fnøs hun blot, som hun lige pt ikke kunne tåle at høre på andres lykke. Ikke når hendes lige havde brudt i flere tusind dele! Hvordan de dog kunne have fået sig selv til at gøre det mod hende, begreb hun endnu ikke. De havde vel engang holdt af hende.. Havde de ikke? Hurtigt slog hendes hjerte, og som han nærmede sig hende, kunne hun næsten mærke hans varme ånde mod sit ansigt. Hvad der fik hende til at tro, at de havde forladt hende? Det sagde jo sig selv! I frustration lagde hun sine håndflader imod hans bryst, hvor hun forsøgte at skubbe ham bort. Hvorfor skulle han absolut forsøge at forstå så meget?! Kunne han ikke bare gøre hende glad og være ligeglad?! ”Lucifer forsvandt bare! Han kom ikke hjem den ene dag.. så den anden.. så den tredje.. og min værge.. min værge har valgt at forevige sin kærlighed til min moder ved at fastlåse sig som en drage,” råbte hun frustreret og sørgmodigt. Det gjorde jo forbandet ond! Ej heller kunne han påstå, at det ikke var at forlade en, for det var det! Ingen af delene havde hun set komme, for hende og Lucifer havde jo været forelsket.. De skulle have rejst verdenen rundt sammen, og Damien havde været som en fader for hende! Dog kunne hun nu gætte sig til, at det at have en fader og moder ikke var til at prale af..