Make it stop!

[Silia D. Diamaqima]

Barnet var Thranduils men han havde afstået fra alt ansvar, hvilket Silia accepterede. Det betød at glæden var helt hendes egen, desværre var bekymringerne det samme. Hun ville ikke være som sin far, hun ville ikke sætte så høje krav eller lade barnet i stikken, hun ville overøse det med alt den kærlighed hun havde til overs. "Det samme er jeg. Trods jeg er lykkelig for muligheden, så går glæden af når man er den eneste der føler den," indrømmede hun. Nathaniel tog mere ansvar, Jason var oprigtigt interesseret, men igen - han var langt væk i disse tider.
Hun vendte sig om så hun stod med fronten od vandet, der stadig virkede forfriskende og fristende ikke mindst.
"Erstattes?" hun så på ham med et lidt overrasket blik og rystede på hovedet. "Det er ikke min opfattelse at nogen kan erstattes. Intet vil nogensinde ændre på hvad jeg føler dig, intet vil kunne ændre på at du var den første jeg gav mig hen til, men forhåbentlig findes der noget som kan give nye minder," ligesom Denjarna gav ham, havde hun lyst til at tilføje, men den diskussion ville hun helst ikke skabe nu.
"Fortæl mig at vi tog den rette beslutning," bad hun lidt fjernt i blikket. Hvis han kunne fortælle hende at det var det rette og lyde sikker, så ville hun gøre alt hvad der stod i hendes magt for at komme videre, hun ville ikke genere ham, ikke bebrejde ham, om ikke andet prøve at reationalisere i stedet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste ikke, om han nogensinde ville være i stand til at betragte det lille uskyldig barn, den dag, det ville komme til verden, uden at føle det svigt, som han følte, bare ved synet af maven. Det var egentlig forfærdeligt at man gjorde sig de tanker, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det, og det var næsten det, som var det værste. Han nikkede forstående. "I det tilfælde, er jeg ked af, på dine vegne, at Thranduil har vendt dig ryggen," sagde han ærligt. Her stod han.. havde intet med barnet at gøre, og lige nu, så var det bare så dejlig nemt, at tage afstand til det, nu hvor han havde muligheden for at gøre det.
Det var muligt, at det var hårde ord, Gabriel måtte komme med, men af den grund, så mente han det virkelig. Det var vel bare at.. erstatte folk, hvis de havde gjort en ondt på den måde? Grotesk som det end var, då var det næsten sådan at han havde det. "Erstattes, ja," sagde han. Alle de dårlige ting, som han havde gjort, ville hun vel kunne erstatte af nogen nye og bedre ting, med en anden mand? Selvom han ikke ønskede det. Overhovedet faktisk.
Gabriel vendte blikket den anden vej. Han ville ønske, at han kunne sige det.. Men han havde lidt et knæk på denne måde, og det var af en grund. "Jeg ville ønske, at jeg kunne.." Han søgte tættere ned mod søen igen, hvor han denne gang foldede hænderne bag sig. "De mange onde ting, som jeg har udsat dig for, kan erstattes af nogen bedre tanker, følelser og minder med en anden mand, Silia.. Du bærer et barn med en anden mand, og selvom han ikke er en del af det.. er det en ting, som du ser frem til." Han ville ikke tage det fra hende.. Men der følte han sig allerede erstattet. Særligt når de havde forsøgt i så mange år.

[Silia D. Diamaqima]

Ej behøvede Gabriel at betragte hendes barn. Hun var ikke en del af hans liv mere som han ikke var en del af hendes og selvom det var skræmmende at gøre alene, så var hun indstillet på det. Hans ord var hårde. Alting i hende sindre føltes helt sammensnørret men gråden var stoppet.. for nu med hendes åndedræt. "At han har vendt mig ryggen er ligegyldigt. Det er værre at han har vendt sit barn ryggen, men nu siger rygterne i Procias at jeg er skyld i hans hustrus død så," hun sukkede. Under normale omstændigheder ville det ikke plage hende hvad andre tænkte og synes om hende, men med dæmonerne og alt den modgang, så var det noget helt andet.
"Er det hvad du har gjort? Erstattet mig?" spurgte hun og sank en klump. Nu havde han trods alt selv bragt den på banen, men hun holdt på at det de havde haft ikke kunne erstattes.
"Hvordan vil du have mig til at sige det var det rette, når du end ikke selv ved det?" spurgte hun lidt direkte. De havde ikke været lykkelige længe. Denjarna havde givet ham noget som hun ikke havde formået og selvfølgelig ønskede hun at han skulle være lykkelig, men jalousien åd hende op!
Selvom hun ikke så på ham, så lyttede hun nøje. Hvor han han hen med de ord? "Ej er jeg interesseret i at erstatte dig. Dit hjerte lå et andet sted og jeg håber at jeg en dag kan forene mig med den tanke og huske de gode tider, lære at de dårlige. Jeg var aldrig en synderlig god hustru, men guderne må vide at jeg virkelig elskede dig," .. og stadig gør, så det underforstået, men hun sagde det ikke højt i frygt for at føle sig om muligt dummere.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvordan folk kunne vende ryggen til deres egne børn, var ikke noget som Gabriel forstod. Han kunne her, ganske enkelt fordi at barnet ikke var hans. Det var et sted, den tanke, som han kunne søge trøsten i. Og dog.. Det gjorde kun mere ondt, at han ikke kunne være en del af det. Det var vel bare ikke hans lod, at skulle have børn? Selvom han af hjertet, virkelig ville ønske, at han kunne gøre det. Serenitys død, var naturligvis tragisk.. Og et sted frydet Gabriel sig ved tanken. "Det er typisk racerasistiske elvere, Silia. Det er bare trist, at han gør det, når du kunne bruge det," sagde han ærligt. Det var måske hårdt sagt, men det var ikke nogen hemmelighed. Det var jo trods alt således, at det forholdt sig i hans øjne. Han havde virkelig ikke meget til overs for elverne nu.
Gabriel ville bestemt ikke påstå, at han havde valgt hende fra eller erstattet hende. Denjarna havde desuden meddelt, at han ikke var en mand for hende på sigt.. Hvorfor pokker skulle han så lægge sin energi der? "Nej.." sagde han direkte. Han kunne ikke drømme om det. Han så nu for sig et liv alene, uden nogen andre. Han ville heller ikke gøre dem ondt.
"Jeg ved ikke om det var en korrekt beslutning. Det eneste jeg ved, er at lyset forlod mig, da jeg mistede dig, Silia.. End ikke tabet af Evelyn efterlod mig sådan her." Han vendte sig denne gang mod hende. Han var forvirret. Han vidste slet ikke hvad han skulle, eller hvad han burde gøre, og det var forvirrende. Om det var en rigtig beslutning de havde taget? Han vidste det ikke.. Han vidste det virkelig ikke.

[Silia D. Diamaqima]

Det var svært ikke at berejde Thranduil at han havde vendt ryggen og nærmest ikke ville vedkendes at have været med hende. Derved havde hun selv påtaget sig det fulde ansvar for noget som hun selv havde forsøgt at stoppe, og hun havde mistet hele sit liv ved den beslutning. Det var nok sket alligevel for det var ikke sikkert at Gabriel var afstået fra at være sammen med Denjarna. "Vi klare os uden ham," sagde hun bare og lod hånden glide så tilpas langt ned på maven af kjolen formede sig efter den. Hun ville tage sig af sit barn selv, de behøvede ikke Thranduil.
Det kom ej til udtryk i hendes fraværende blik, men Silia mærkede lettelse over at han ikke havde erstattet hende. Ikke at det drev Denjarna ud af billedet, han havde stadig valgt hende dybest set, men i det mindste huskede han at de ligeså havde haft noget særligt.. i hendes øjne vel og mærke.
Denne gang vendte hun sig om mod ham og lod blikket falde på de mørke vinger. "Er det grunden til at dine vinger er mørke? Det har jeg ikke før været vidne til," indrømmede hun. Godt nok havde hun hørt om engle der krydsede over til mørket, men ikke som dødsengle, ikke på baggrund af det.
"De er smukke," bemærkede hun næsten lidt betaget af vingerne. Desværre betød det at han kunne mærke hvor ondt hun havde, hvor meget hun havde lyst til bare slå på ham, råbe af ham, et eller andet for at få det ud.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel forstod ikke, hvordan man kunne vende ryggen til noget så fantastisk. Ganske vidst havde Jeremiah ikke været hans, men han havde opfostret ham, som havde han været.. Og nu stod han så her. Hans ekskone var gravid med et barn, hvor han end ikke var i stand til at kalde sig for fader. Var det underligt, at den tanke gjorde ondt, når de havde forsøgt i alle de år? "Det håber jeg.. Desuden ved jeg, at du intet havde med Serenitys bortgang at gøre," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen.
Det var tabet af Silia, som gjorde, at han havde handlet og reageret på den måde, som han havde. Han kunne ikke gøre noget ved det. Lyset havde forladt ham.. håbet.. alt som havde gjort ham til den smukke og lyse engel, som han engang havde været. Det var så en konsekvens, som han måtte tage nu, grotesk som det end lød. "Det skete kort efter vi gik fra hinanden, Silia.. Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt i mit liv." Igen så han udover søen. Fortrød han valget? Han vidste det ikke.. Og nu stod hun gravid.. Han kunne slet ikke forholde sig til det. Smukke? Det ville han nu ikke kalde dem.. Acceptable måske. Det var jo ikke just en stolthed ved ham, kunne man sige.
"Synes du virkelig..?" Han spredte dem denne gang. Nu hvor han stod med ryggen til hende, ville hun kunne se dem for alvor. For nu forsøgte han bare at bide hendes smerte i sig. Han nød det.. og hadede det på samme tid.

[Silia D. Diamaqima]

Med alle deres forsøg så ville Silia ønske at barnet havde været hans. Hun ville ønske at han havde kunnet tage del i det og at hun om ikke andet kunne skænke ham noget som Denjarna ikke kunne, desværre var det ikke tilfældet denne gang. "Tak. Jeg er glad for at du i det mindste tror mig," sagde hun og nikkede stille. Halve Procias befolkning troede det tilsyneladende, flere snakkede også at hun selv stod bag Anas forsvinden, hvilket ikke var tilfældet! Hun var hendes veninde, og hun bekymrede sig meget om hende.
Tanken om at han havde haft ondt, gjorde ondt. Hun fugtede sine læber og fjernede endelig blikket fra søen for i stedet at se op på ham. "Det gør mig ondt," sagde hun oprigtigt. Det gjorde hende ondt at han havde følt smerte, når det var sagt, så var han stadig smuk og på en eller anden måde mere betagende. Hun tog et par beslutsomme skridt og vendte sig mod ham, så hun stod bagved, og for alvor kunne tage nattens vinger i betragtning. "De er virkelig smukke," gentog hun og lod forsigtigt et par fingre røre ved nogle af de yderste fjer, dog trak hun hurtigt hånden til sig, det var ikke længere hendes ret at røre ved ham overhovedet. "Det er ikke dine vinger der definerer hvem du er Gabriel. Somme tider nærer vi på ting vi ikke ønsker.. du på smerte jeg på lidenskab, men det er ikke et udtryk for vores værdier," påmindede hun. Hvis nogen vidste hvordan det var at være underkastet en form for magi, der skræmte, så var det hende. Sulten kunne være hende en plage, en frygt.. en længsel, og når den blev stillet, og hun følte lysten, begæret så følte hun sig levende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde absolut ingen grund til at skulle ville Serenity noget ondt, eller Thranduil for den sags skyld. Nok var Silia en Diamaqima, men morderisk var hun dog bestemt ikke. Så godt kendte han hende da i det mindste. Og det vidste han. "Jeg kender dig," sagde han ærligt. Behøvede han at sige mere end det?
Vingerne var mørke, og det var langt fra den stolthed, som Gabriel typisk havde båret med dem, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge skjul på. Han hadede den mørke farve, som han hadede hvad de repræsenterede, og særligt fordi at det var hans egen gamle nemesis, og det kunne mærkes. Han rystedel et på hovedet. Det var muligt, at det var noget, som hun kunne finde en form for skønhed i, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han kunne gøre det samme. "Der er ikke noget smukt ved dem, Silia," sagde han. Endnu var det svært for ham, at acceptere, at han nu var det væsen som han var. Man kunne uden tvivl kalde ham en falden engel, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. At hun rørte ved dem, satte en tydelig sitren i hans krop og sind. Hans hjerte begyndte igen at hamre mod hans bryst, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig. Det var bare ikke nemt.
"Og alligevel gør det.. Jeg nyder den smerte, som jeg kan mærke, at du føler, Silia.. Det er så tæt på, at jeg nærmest tigger til, at det skal fortsætte.. Jeg ønsker jo, at det skal stoppe." Han vendte sig mod hende. Han hadede at se hende på den måde, og han hadede at vide, at hun havde så ondt.

[Silia D. Diamaqima]

Hendes moder var kendt som værende en morderisk kvinde, men gjorde ikke Silia til det samme. Aldrig kunne det falde hende ind at lægge en finger på Serenity, og da slet ikke for en mand som hun end ikke nærede nogle følelser for. Det havde været et uheld, og et forsøg på at få den anerkendelse og de berøringer som hun ikke havde fået det hjemme, hvilket var deres begges skyld. "Det gør du," medgav hun. Gabriel havde kendt hende siden hun havde været en lille pige, ingen kendte hende bedre.
Det var hendes ærlige mening at vingerne var smukke. Det ændrede ikke den mand hun kendte, det var et tegn på styrke at han levede igennem det i hendes øjne. "Jeg er uenig. De er betagende," fastholdt hun men diskuterede det ikke yderligere.
Roligt trådt hun tilbage, og stod med fronten mod ham. Hun hævede sin hånd og lod den stryge over hans kind, så blidt at det knap var en berøring, hvorefter hånden igen faldt ned langs hendes side. "Ej bebrejder jeg dig. Det er dit væsen. Det er ikke i din kontrol, jo mere ondt jeg har, des stærkere vil du føle dig. Det ændre stadig ikke den mand du er, de værdier du har," vedblev hun og gik helt ned til vandet. Tåspidserne dyppede hun og mærkede det behagelige gys fra det kolde vand, der kølede hendes brændvarme krop.
"Jeg ville ligeså ønske at det stoppede," indrømmede hun. Selv nu hvor han stod lige overfor, så mærkede hun savnet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kendt Silia godt nok til at vide, at hun intet havde haft med Serenitys bortgang at gøre. Uanset hvor grotesk og forfærdeligt det end var, så var det bare en ting, som skete fra tid til anden. Selvfølgelig var det blot tragisk, at det ikke var første gang, at det skete for Thranduil. Dog af den grund måtte Gabriel fryde sig. Dog uden, at han sagde det højt. "Så lad folk snakke.. Dem som kender dig, ved bedre end det," sagde han ærligt. Det var i hvert fald sådan, at han så på det, og det var han heller ikke bange for at vise hende. Lidt støtte, kunne han vel godt give hende, nu hvor han havde muligheden for det?
Vingene og den forvandling, som Gabriel havde været igennem, var han i forvejen, ikke meget for at snakke om, og særligt nu hvor hun stod og så dem. Så var det bare ikke med den stolthed, som han engang havde lagt i det. Han bed tænderne tydeligt sammen, og vendte blikket i den modsatte retning end hende. Det gjorde måske ikke ham som person, men han følte sig alligevel dømt på det. Han kunne ikke rigtigt undgå det faktisk. "Jeg kan ikke lide dem," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. "Jeg ønsker at din smerte skal fortsætte.. Jeg ønsker brændende, at du skal rende rundt og have det som du har det nu, og værre, hvis det er muligt.." Han vendte blikket mod hende, som hun søgte forbi ham og stillede sig ved søen. Han sukkede tungt. Han ville jo selv ønske, at det stoppet.. Det var smertefuldt at stå der sammen med hende. Virkelig meget endda. "Det samme vil jeg jo.. Jeg bryder mig ikke om, at du har det sådan.." sagde han dog. Han søgte mod hende med rolige skridt. Hvorfor skulle det være så svært?

[Silia D. Diamaqima]

Det var rart at Gabriel ikke så skævt til hende, eller beskyldte hende for t have noget med sådan en tragedie at gøre. Sandt at sige var hun nok mere bange for at hun ville ende ligesådan. Alle andre kvinder der havde båret Thranduils barn, var afgået ved døden under fødsel.
"Forhåbentligt," svarede hun i mangel på bedre og rettede blikket lidt op, så hun kunne se træer spejle sig i søens mørke vand. Selvom han nu var en dødsengel som nærede på hendes smerte, så ville hun aldrig kunne bebrejde ham. Han havde stadig skønhed, og mildhed i sit hjerte. Han kunne stadig bekymre sig, og udvise omsorg, så hvad var problemet. "Det er en tilvænningssag. Jeg kan måske omvende det med alkymi, hvis du ønsker," hun vendte de mørke øjne til hans ansigt. Ligesom han ønskede at hjælpe hende, ville hun gøre hvad som helst for at hjælpe ham, selvom hun havde forbud mod at udyde nogen form for alkymi under gravditieten. Om det overhovedet var muligt vidste hun ej heller.
"Jeg tror ikke det kan blive værre, og jeg har ingen kontrol over hverken krop eller sind, det er forfærdeligt," indrømmede hun. De mange hormoner gjorde hende langt mere følsom, og hendes krop var øm og længtes efter berøring, hvilket var dæmonens skyld. Hun rystede på hovedet.
"Det er ikke din bekymring, Gabriel. Jeg klare mig det gør jeg altid. En dag når savnet og længslen er væk, så bliver det nemmere at finde vejen igen," hun forsøgte at sende ham et fortrøstende smil der ikke lykkedes specielt godt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvorfor skulle Gabriel være efter Silia, når der var ting her, som han vidste, at hun slet intet havde med at gøre? Han vidste at Serenity var gået væk under tragiske årsager.. Dum var han jo ikke, også selvom han ville elske, at kunne hade hende, og elverne for mere, end hvad han gjorde i forvejen. Det var dog bare noget, som han i denne omgang, lod forblive usagt.
"Det gør de," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hende. Vingerne lagde han igen tæt ind mod sin egen krop, hvor han blev stående og fulgte hende med blikket. Smuk som hun var.. hvis man så bort fra maven, som endnu måtte være ham en forfærdelig torn i øjet, som han bare intet kunne gøre noget med. Han forsøgte for nu, at ignorere det. "Jeg ved ikke om det er smart," sagde han dog. At overveje det, det kunne han.. Det var bare ikke ham, at være det mørke væsen, som han var ved at blive.. Jo længere tid, der gik, jo mere.. ligeglad følte han, at han blev. Han frygtede vel også, at det ville gå udover hende på et tidspunkt? Tanken var direkte frygtelig!
"Det kan være hormoner... ikke?" Det var i hvert fald ikke førte gang, at det havde været på tale, kunne man sige. Han rystede kort på hovedet, som han lagde armene over kors. Skulle han blive, eller skulle han tage derfra? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det. Igen følte han sig afvist. Det var ikke just nyt mellem dem, men efterhånden, efterlod det ham med.. frustration et eller andet sted? "Selvfølgelig.. Det gør det nok.. Ellers kan alkymi vel også hjælpe til der?" Han havde ikke en skid forstand på det, men det plejede at være svaret på alt.

[Silia D. Diamaqima]

Silias omgang med elverkongen havde ændret alles syn på hende og det havde tilsyneladende også ændret Gabriels syn på elverne. Ironisk når han nu selv lå i med en mørkelver, ikke at det var noget som hun sagde højt, det ville bare gøre hende ked af det igen.
Ord kunne ikke beskrive hvor tåbelig hun følte sig. I aften havde hun opdaget at hun var den eneste der brændte inde med savn og tvivl, og som holdt fast i et håb, men Gabriel havde allerede den aften sagt at han ikke ville give hende nogle falske forhåbninger, så måske hun bare skulle.. ladet det gå?
"Tilbuddet er der, men jeg kan ikke give nogle garantier. I hvert fald ved du hvor du kan finde mig," påpegede hun og strøg et par af de mørke lokker om bag øret. Måske hun burde komme hjemover? Det blev kun senere, og hun havde været så ophidset at hendes krop føltes mere tung end den plejede at gøre.
"Jo det en kvalificeret mulighed. Det er bare frustrerende," hun sukkede. Maven var en gave men for pokker hvor hun hadede følgerne. Kvalme, ukontrollerede følelser for ikke at tale om de gå indvolde hun dagligt indtog. "Alkymi kan bruges til meget, men for at fjerne den slags skal man fjerne sin sjæl, og så desperat er jeg ikke," svarede hun og slog blikket lidt ned. Hun havde ikke lyst til at gå, for bare at være sammen med ham, se ham.. det gav hende ro og trøst, men det gjorde ligeså meget ondt.
"Jeg burde nok komme hjem. Det er sent," konstaterede hun, og lagde det vævede tæppe omkring sine skuldre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel forsøgte selv at tage afstand til Denjarna.. Han ville ikke gøre nogen ondt, og han var træt af, at det var det som han gjorde. Det var jo ikke bare en gang, men så mange andre gange også. Han foragtede elverne.. deres konge i hvert fald. Han forsøgte virkelig ikke at tænke på alt det kaos, som var i hans liv, selvom det virkelig var svært. Det var forbandet svært faktisk.
"Jeg takker for tilbuddet, men er bange for, at jeg må sige nej tak," sagde han dog. Han ville ikke tænke yderligere på det. Han ville bare gerne have muligheden for at finde sig til rette i et liv, hvor alt som han havde haft, var mistet. Det var jo ikke bare hende, som han havde mistet. Det var virkelig alt, som han havde haft omkring sig.
Gabriel vendte blikket mod hende igen. Han kunne forstå at det var hårdt, og nu hvor hun ventede sig, så var det jo heller ikke ligefrem nemmere. Der var jo ingen omkring til at tage sig af hende.. men hun havde da familie. End ikke det, kunne han jo sige, at han havde. Han havde jo faktisk.. ingenting nu.
"Hvad ved jeg.." Det var jo trods alt bare et forslag. Han vendte igen blikket mod vandet, som lå blankt og smukt foran dem. Han forstod godt, at hun ville hjem, men at lade hende gå selv, ønskede han ikke. Det var i forvejen farligt for en i hendes tilstand. Og særligt fordi at det jo var Dvasias. "Så lad mig i det mindste flyve dig hjem," bad han igen. Igen så han mod hende. Han insisterede på det. I det mindste bare for at sikre sig, at hun kom frem til Marvalo uden at der skete noget undervejs. Dvasias var jo ikke ligefrem et land man kunne stole på.

[Silia D. Diamaqima]

Uden at vide det havde Silia nærmest bare konstateret at han måtte være hos Denjarna, og tanken gjorde hende vanvittig. Tanken om at han lå hos en anden kvinde og holdt om hende om natten, og det fik hende til at føle sig så tåbelig. Hvor hun dog glædede sig ti Jason kom tilbage til Dvasias, og han kunne fortælle hende at det ikke var tåbeligt, og han kunne holde om hende bare lidt.
Et dæmpet suk gled over hendes læber. "Meget vel. Tilbuddet skulle du have," svarede hun bare. Faktisk synes hun heller ikke at han burde blive engel igen, mørket klædte ham og det skræmte hende lidt at hun synes det, for i høj grad havde hun altid følt sig meget prociansk men ikke efter den behandling de havde givet hende.
Familie havde hun til dels. Kimeya havde travlt med at rende efter Jaqia, hendes far erstattede hende igen, og hendes mor så hun sjældent noget til. Sandt at sige følte hun sig nok ligeså alene som han selv gjorde, når Jason ikke var i nærheden i hvert fald. Det ville ikke være sikkert at gå igennem Dvasias nu, der var alligevel et stykke hjem til Marvalo. "Meget vel. Det ville jeg være taknemmelig for," takkede hun. og kastede et blik mod himlen. Så ville hun om ikke andet komme hjem i sikkerhed, og barnet det samme.
Hun vendte sig mod ham og rakte ham sin hånd med et bankende hjerte, uden helt at vide hvad hun ellers skulle stille op.