Make it stop!

[Silia D. Diamaqima]

Gabriel Maloya Nicomendes

Solen var nu gået helt ned. Det betød at Silia havde vandret længere tid end hun egentlig havde troet, uden at vide hvor hun havde sat kurs mod. Det sidste hun burde, særligt i sin tilstand var at befinde sig i Dvasias, ubeskyttet på denne her tid af aftenen, men hun havde brug for luft. Marvalo Mansion var kvælende, det samme var tanken om hendes far.. om Nathaniel og perfekte Amaya. Det havde ikke været retfærdigt at behandle hende på den måde, Silia vidste end ikke selv hvad der var gået af hende, sin fattede karakter. Hun havde mærket hans skuffelse, og det havde føltes som de to var gået sammen imod at fortælle hende hvor barnlig hun var.
Endelig kom hun til et sted hun genkendte og satte farten op. De lange mørke lokker, dansede lidt vildt om hendes ryg og skulder, som hun løb ned til den velkendte sø. Forpustet stoppede hun op og forsøgte at få vejret igen. Tårerne begyndte helt uvilligt at falde. Det havde hun holdt inde længe nu. Normalt forbød hun tårerne at falde.
Træt fik hun slentret sig hen mod et stort egetræ. Hun lænede sig op af den ru stamme med den ene side og lod hovedet hvile mod den mens hun stod og hulkede og desperat forsøgte at stoppe det i sin skam over at reagere så kraftigt.
Tæppet fra markedet havde hun stadig i den ene hånd. Hun lod det falde og forsøgte i stedet at skjule sig lidt i skyggerne. Inde bag alle de følelser og tanker mærkede hun alligevel en lettelse over at være her igen. Det var mange år siden, det føltes nærmest hjemmeligt selv på trods af det. Hvorfor var det at hun skuffede alle omkring sig? Hvorfor var det at alle vendte hende ryggen? Hun forsøgte at tage en dyb indånding og tvinge gråden tilbage inden nogen bed sig fast i hendes svaghed. Hvad hun dog ikke ville give for at stoppe det her lige nu, inden det gik ud over barnet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var en af de første - og nok også eneste gange, at Gabriel søgte hertil. Landet havde aldrig været hans kop the, og det ville det nok heller aldrig blive. Lige nu, var det bare ham, som havde brug for at køle ned. Efterhånden, som han havde accepteret det mørke som nu var blevet en del af ham.. Hvor vingerne også var blevet helt kulsorte. Der var ikke en snert af den hvide farve tilbage.
I læ af de store træer, så han dog heller ikke, at hans elskede ekskone måtte befinde sig på samme sted. Han så ingen.. Et sted, gik han så vel ud fra at han var alene? Smerte kunne han føle.. meget af den endda, her i nærheden. Det var nok den del, som han stadig havde svært ved. Rigtig svært ved.
Gabriel kneb øjnene sammen, inden han søgte ned mod jorden. Vinden rev i hans fjer, og det lyse hår, inden han nærmest lavede et styrtdyk og lige inden han ramte jorden, elegant rettede sig op, og landede med et mindre 'bump'. De sorte vinger måtte han trække tæt ind til sin egen krop. De var flotte. Ikke just med den samme stolthed, som han havde båret de hvide fjer, og titlen som engel, men passes og plejes, det skulle de da uden tvivl.

Smerten valgte Gabriel for nu, at ignorere. Han ville ikke have for meget med dvasianerne at gøre. Corina havde han da heldigvis ikke set siden sidst, så det var da betryggende nok. Skjorten valgte han roligt at tage af, i takt med, at han søgte ned mod vandet. Han havde brug for at få vandet kastet i hovedet efterhånden.. Brug for at kunne tænke bare lidt klart, og få bare en smule følelse af selvkontrol igen.
Gabriel knælede ved vandkanten, hvor han lagde skjorten ved siden af sig. Hænderne formede han som en skål, som han førte under vandet. Straks blev den fyldt. Vandet kastede han op i ansigtet. Det gjorde uden tvivl godt!

[Silia D. Diamaqima]

I Dvasias var man aldrig alene. Derfor forsøgte Silia også at stoppe sin gråd, stoppe tårerne selvom det var befriende endelig at komme ud med det hele. Nu havde hun i flere måneder forsøgt at holde det inde, for at leve op til alles forventninger, for ikke at vise hvor svag hun følte sig, men hun kunne ikke mere.
Ej bemærkede hun at dødsenglen landede ikke langt fra hende, det eneste hun hørte var sin egen puls der rasede endnu, hvilket ikke var godt for barnet. Hun mærkede samvittighed melde sig, ej ville hun gøre noget der kunne skade hendes lille mirakel. Panden hvilede halv om halvt mod træstammen og fik mærker efter den ru bark. Alt den smerte slog hende ihjel på indsiden.
Tilfældigt rettede hun hovedet og så ned på vandet. Stadig stod hun i skyggerne hvor der var læ fra manges blikke, men hun var ikke langt fra vandet. Da hun så de mørke vinger holdt hun vejret for ikke at sige en lyd. Hun slap træet for i stedet at kunne fjerne sine tårer.

Da tårerne var fjernet lod hun begge hænder tilfalde maven der endnu ikke var kæmpe, men alligevel synlig."Det skal nok gå," hviskede hun fortrøstningsfuldt og forsøgte med sit åndedræt at komme lidt ned igen. Hun ville ikke kunne bærer også at skulle miste sit barn.
Frem for at liste sig væk, gennem områder der var farligere end her, stod hun og betragtede ham bade i det svage lys fra den halve måne, mens hun strøg sin hånd frem og tilbage over mave i blide kærtegn.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var en mand, af alt for mange tanker. Der var alt for mange af dem, og det var desværre begrænset, hvad han kunne gøre med dem. Silia var derfor også ofte en del af det, selvom han tilbragte meget af sin tid omkring Denjarna. Når de var på talefod om ikke andet. Selv de kunne skændes som hund og kat, hvilket også typisk var hvad de gjorde. Skulle han konstant skuffe og svigte folk omkring sig? Det var jo bare endnu en grund til at vælge et liv i komplet isolation. Så kunne han da ikke skuffe andre end sig selv.
Smerten som han kunne mærke så tydelig, var en næring og styrke for ham. Han hadede den del. Han gik bestemt ikke ud fra, at det nogensinde ville blive lettere, og særligt, når han var typen, der rent faktisk tog det så hårdt, som han gjorde. Aldrig havde han jo ønsket, at nogen havde ondt. Derfor kastede han endnu en gang vand i hovedet, i håbet om at det skulle virke. I hans indre bad han til at det fortsatte. Vedkommende skulle fortsætte med at have så ondt, som vedkommende nu måtte have det.

Gabriel lukkede øjnene for et kort øjeblik. Han hadede den del af sit nye liv, men hvad skulle han kunne gøre ved det? Tabet af Silia havde taget knækken på lyset i ham. Han tog om skjorten og rejste sig op igen. Han kastede den roligt over sin skulder.
"Du har ondt," kommenterede han. Han vidste, at vedkommende var tæt på. Derfor blev han blot stående, også for at illustrere, at han ikke var ude på noget som helst. Han ønskede ikke at forvolde nogen skade. De sorte vinger sagde måske det ene.. men hans person, sagde uden tvivl det stik modsatte. Han var jo bare en enlig mand, der ønskede at finde fred.

[Silia D. Diamaqima]

De mørke øjne fulgte englens bevægelser uden at vide at den mand hun betragtede, var den samme mand hun nærede stor afsavn og længsel efter. Selvom tårerne stoppede og hendes hjerte fandt en kende mere ro, så fjernede det ikke den indre smerte, det var bare facaderne der igen byggede sig op, et forsvar og værn mod at komme galt af sted. Det var sent, mørket var faldet på og hun burde slet ikke være her. Desværre havde hun en idé om at Nathaniel ventede i Marvalo Mansion, og hun ville ikke se på ham. Hun ville ikke mærke hans skuffelse over at hun mistede kontrollen og talte sin ærlige mening, sine tanker, for den slags gjorde en Diamaqima ikke, de bed tilsyneladende bare i det sure æble og fandt sig i at alle stak en kniv i ryggen på dem!
Hun tog en ny dyn indånding og skød tankerne væk. Det gjorde hende bare vred at tænke på igen. Når det var sagt, så var hun nødt til at søge læ.

Lydløst bukkede hun sig og samlede det vævede tæppe op hvorefter hun drejede om på hælen for at gå. Hans stemme gik som en kniv gennem hendes krop. Var det ønsketækning? Silia stivnede stadig med ryggen til ham og forsøgte at rationalisere. Gabriel var ikke en dødsengel, det kunne ikke være ham, men hans stemme... den samme stemme der i så mange år havde hvisken fortrøstningsfulde ord i hendes ører. Tøvende vendte hun sig om, stadig ude af stand til at se hans ansigt. Selv hvis det var ham, burde hun træde frem? Ville det ikke kun gøre ondt værre? Længsel ville ikke være med til rationalisere, så hun trådte frem fra træets skygge og så på ham med øjne der afslørede at hun havde været i tårer. "Gabriel?" spurgte hun en kende grødet. Hun var nødt til at være sikker.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ikke valgt at annoncere hvad han var blevet til. Han havde tvært imod, forsøgt igennem så lang tid, at gemme det mere og mere af vejen, kun fordi, at han ikke kunne holde til det. Han kunne ikke klare, at have mere hængende over hovedet, end hvad han havde haft frem til nu, for småting, var det jo heller ikke ligefrem. Han blev derfor bare stående, frem til lyden af vedkommendes stemme, ramte hans øre. En stemme, som for ham, var så velkendt. Selv grødet... ked af det. Det var sådan, at han typisk havde hørt den igennem deres sidste tid sammen. Kunne det virkelig være..?
Gabriels hjerte, startede for alvor med at hamre mod hans bryst, som han sænkede hovedet. Var det virkelig Silia, at han stod i nærheden af? Hun var da uden tvivl langt hjemmefra! Ikke havde han hørt noget om hende, siden han selv havde taget den voldsomme beslutning, at forlade sit land.. Sit elskede fædreland, og den kvinde, som han elskede mere end noget andet.

Gabriel vendte sig denne gang om. Blikket og de stadig klare blå øjne, faldt til Silias skikkelse. Noget af det første som han så, var sorgen i hendes blik, og videre til maven, som tydeligt var vokset siden han sidst havde set hende. Tanken om at det måtte være Thranduils var ikke en tanke, som gjorde det meget bedre for ham. Tvært imod!
"Silia.." svarede han dog. Ikke rokkede han sig det mindste ud af stedet. Det var endnu helt surrealistisk, at se hende stå der! Tænk bare.. alt det som var sket, som havde drevet dem fra hinanden. Skulle han tage af sted igen?

[Silia D. Diamaqima]

Det var mange måneder siden at Silia havde hørt noget nyt om Gabriel. Ingen hun kendte vidste hvor han var, selvom hun selv havde haft en skidt fornemmelse om præcis hvor han var. Det havde været fristende at sende spioner ud efter ham, men hun havde afstået fristelsen for at give ham plads. Det valg han havde taget, var vel taget på baggrund af hans inderste ønsker, og hun ville ikke være den som holdt ham tilbage.
Nu stod de her, for første gang siden de var gået hver til sit. Var det skæbnen der havde ledt dem hertil, for at tvære det mere ud i hovedet på hende?
Med bankende hjerte stod hun og badede selv i månelyset selvom hun stadig stod og betragtede hans ryg, forsøgte at finde tegn på genkendelighed. Et sted håbede hun inderligt at det var ham, hun havde brug for se ham, brug for at vide at han var okay og samtidig ville det bare minde hende om hvad hun havde mistet.

Da han vendte sig om var hendes hjerte nær stoppet for en stund. Her lignede hun en hængt kat, øjne præget af sorg og kinder der var rød-glødende og med en mave og han var.. smuk. De hvide vinger havde også været smukke, men at se ham sådan, hun blev lidt slået ud af hans flotte væsen. "Gabriel.." denne gang var det en konstatering af at det var ham og ej et spørgsmål. Hendes blik var udtryksløst, for hun kunne ikke finde det rette udtryk. "Hvad er der sket med dig?" spurgte hun og lod blikket falde på de mørke fjer hans prægtige vinger nu var lavet af.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde været vidt omkring i den seneste tid. Han havde haft brug for at finde sig selv, og særligt efter det, som var sket. Tabet af Silia, havde virkelig taget knækken på ham, og han kunne bare intet gøre ved det nu. I hans øjne, var hun mistet, og nu stod han overfor hende igen? Noget som han igennem så lang tid havde forsøgt at undgå, og så skulle det ske her, af alle steder?

Gabriel vendte sig mod Silia, kun for at tage hendes skikkelse i blik. Hans hjerte hamrede så kraftigt mod hans bryst, at han følte varmen sprede sig. Det her, var det sidste, som han havde forventet, og særligt på den her måde. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige.. hvordan han skulle reagere. Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det lige nu.
"Det er mig.." sagde han i manglen på andet. Hans blik vendte hanmod sine vinger. Hvad der var sket med ham? Intet.. udover at lyset havde forladt ham. Det havde det gjort ganske kort efter, at han var fløjet fra Castle of Light. Han rystede kort på hovedet. Det var virkelig ikke noget, som hun skulle være bekymret for. "Det er ligemeget, hvad der er sket med mig.." afviste han. Denne gang søgte han tættere på hende. Selvom det var varsomt. Han ville jo ikke have at hun skulle være bange for ham. "Jeg er mere.. interesseret i, hvad der er sket med dig.. Du har ondt, Silia.." Han hadede at han kunne mærke det.. og elskede det på samme tid!

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde drømt om at det her skulle ske. Bare at se ham var en trøst, og alligevel lettede det ikke smerten, den blev bare overskygget af en større. En eller anden dag ville savnet formentligt forsvinde, men han hjemsøgte stadig hendes tanker, og hans moder hjalp hende ikke ligefrem med at glemme ham.
De mørke øjne studerede hans nærmest guddommelige skikkelse. Altid havde han været en flot mand, men hun kunne ikke undgå nærmest at føle sig betaget af ham lige nu, hvilket nok igen var hormonerne, bildte hun sig selv ind, for så slap hun for også at skulle tage den på sig.

"Det kan jeg se," svarede hun ligeså tomt for ord, og det lignede hende endnu mindre end vreden, en Diamaqima løb aldrig tom for ord. Det ville formentlig ligeså skuffe hendes far. Efter lange øjeblikke vor hun bare havde betragtet ham med let åben mund, lukkede hun den nu og så på ham med et lidt mere nærværende blik. Hun tog det som en afvisning, men det var nok en god ting ikke at ligge ører til den slags. Lidt tilfældigt mærkede hun ringen som stadig sad på hendes finger. Den var stadig en del af hende, men nu kunne hun have forbandet sig selv for ikke at have fjernet den.
Let rystede hun på hovedet og holdt vejret for ikke at bryde sammen i gråd på ny. "En naturlig forbandelse forbundet med at være Diamaqima.. intet særligt," afviste hun. Gabriel skulle ikke ligge ører til hendes tåbelige vrede og jalousi og frustration over hele verden.Der var ingen frygt at sporer hos hende. Selv som dødsengel troede hun ikke et øjeblik på at han ville gøre hende ondt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel klarede sig trods omstændighederne, også selvom det havde været hårdt. Virkelig, virkelig hårdt for ham, men hvad kunne han da gøre ved det? Hans blik søgte hendes skikkelse, som han var endt med at komme tættere på. Ikke ønskede han at afvise hende, men at stable noget på benene, som næsten kunne beskrives, som et falskt håb, var heller ikke noget, som han ønskede sig. Som i.. overhovedet ikke faktisk.
At hun gik død og tom for ord, lignede hende ikke. Silia havde jo for vane, at lyde værre end sin kære fader, hvad angik den slags. Han sænkede hovedet. Havde han nu sagt noget forkert igen? Det var desuden typisk ham, at gøre sig de tanker!
"Du er sikker på, at der ikke er mere galt end det 'typiske' Diamaqima?" spurgte han denne gang direkte. Med den ekstreme viden, som hun måtte brænde inde med, vidste han jo godt, at hun vidste, at han kunne mærke det. Han tændte på det... fandt styrke i det, men han ville ikke have, at hun skulle rende rundt og have ondt på den måde. Det var slet ikke sådan her, at det burde være. Tanken om det, gjorde også ondt på ham! Han lagde vingerne tæt ind mod sin egen krop, hvor han denne gang blev stående med skjorten i hånden. Der var jo uanset ikke det, som hun ikke havde set af ham endnu. "Du er ked af det, Silia.. Fortæl mig det," bad han. Han ville jo ikke have, at hun skulle rende rundt og have det på den måde. Var det maven? Alt sammen? Noget helt andet? Umiddelbart gik han jo ikke ligefrem ud fra, at det var på grund af ham.

[Silia D. Diamaqima]

Intet havde været fint siden han var fløjet ud i mørket. Procias var faldet sammen om ørerne på hende, et helt land så fuld af had til hende, med beskyldningerne om at hun havde drevet ham væk. Nogle mente sågar at det var hende der var skyld i Serenitys død, var det nyeste hun havde hørt. Hendes far fortrak sin egen datter, Thranduil ville ej vedkendes hende, Gabriel havde lukket en anden kvinde ind i sit hjerte og hun så ingen fremtid nogle vegne. I disse stunder savnede hun Jason, savnede hans omfavnelse og trøstende ord, men han var så langt væk lige nu.
Hun trak vejret dybt og forsøgte at sende ham et smil der mislykkedes fuldstændigt.
"Gabriel jeg.." hun så ned på sin hånd, så ringen. Det føltes naturligt at betro sig til ham, for han havde været hendes bedste ven, hendes skytsengel og en mand hun elskede.. det var han stadig, men hun frygtede at hun ligeså var indebrændt på ham og ville komme til at lukke det hele ud, hvis de sprang hul på denne her byld men samtidig hadede hun ligeså at afvise ham. "Det er ikke lette tider," svarede hun måske lidt diplomatisk men det var da bedre end ingenting. "Jeg forsøger at skabe mig en ny tilværelse, et nyt liv, men det går vidst ikke specielt godt for mig," indrømmede hun og mærkede tårerne presse sig på igen. Hun havde brug for at sidde. Maven var ikke kæmpe, men stor nok til at gøre hende helt tung i kroppen. "Jeg vil ikke bebyrde dig med den slags. Fortæl mig hellere hvordan du har det," bad hun og forsøgte at virke uanfægtet selvom han kendte hende godt nok til at vide anderledes.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var tydeligt for Gabriel, at Silia, slet ikke var interesseret i at fortælle ham det. Det gjorde ondt, men hvad skulle han da kunne gøre ved det nu? Han selv havde taget turen derfra. Det havde bare ikke været Procias, han skulle være i, og i dag, kunne han jo så se, hvad det havde gjort ved ham, at tage den beslutning. Var det virkelig hans skyld, at hun stod her, og var så ked af det? Han kunne bestemt ikke lide det.. Dødsenglen i ham, kunne ganske vidst, men det kunne han bestemt ikke selv. Overhovedet ikke faktisk! Han hadede sig selv for det.
Blikket sænkede Gabriel til sin egen hånd. Ikke havde han ringen på sin finger.. men han havde den på sig. Særligt efter at hun havde sendt den tilbage til ham, som ville hun ikke have dem. Et sted var det vel også en tanke, som havde gjort ham ked af det?
"Er det min skyld, at du har det sådan?" spurgte han. Det hele havde måske været en kæmpe dominoeffekt, men det kunne han ikke gøre for. Det var endnu hårdt for ham, at acceptere, at det bare ikke var meningen, at det skulle være de to. Der var bare ikke så meget, som han kunne gøre ved det, kunne man jo sige. Han trak vejret dybt. "På et tidspunkt, skal det nok løse sig. Det plejer det typisk at gøre for jer, Diamaqima'er," sagde han denne gang med et svagt smil.
Skulle han fortælle? Der var ikke så meget, at berette om, kunne man sige. Han havde bare lidt et knæk.. Lyset havde forladt ham, og han havde virkelig svært ved at finde det igen. Han havde det jo.. fint trods omstændighederne som sagt. "Fint.. tror jeg. Det har været svært at vænne sig til alt det her, men det er jo kommet stille hen af vejen." Hvad skulle han sige? Det her var virkelig en akavet situation for ham at stå i.

[Silia D. Diamaqima]

Der var intet i verden Silia hellere ville end at få talt ud om alt det, fortælle det til nogen, og den nogen var typisk Jason, desværre var han stadig fanget i lyset på grund af hendes forhastede beslutninger. Hun frygtede dog at det kun ville gøre ondt værre, der var tider hvor hun var så vred på Gabriel at hun havde lyst til at opsøge ham bare for at slå på ham, ikke at hun gjorde det, men fristende kunne det bestemt være.
Hans lidt direkte spørgsmål fik hende til at se op, en kende overrasket. "Nej Gabriel, det er ikke din skyld," afviste hun. "Du tog et valg baseret på hvad dit hjerte begærede og jeg var selv med til at skubbe dig væk, så nej.. det er ikke din skyld," svarede hun med typisk Diamaqima diplomati. I virkeligheden havde hun lyst til at råbe af ham. Bebrejde ham for at han bare havde forladt hende stående med et land helt alene, velvidende om at hun ville blive tvunget væk. Lidt selvkontrol havde hun tilsyneladende tilbage.
Hun mærkede den kølige aftenvind, få hårene til at rejse sig på hendes arme, og overvejede at kort øjeblik at lægge tæppet omkring sine skuldre. "Skal vi sætte os? Jeg trænger til at sidde," indrømmede hun og så hen på bredden. Det virkede ikke som en god idé for de to at tilbringe tid sammen lige nu, men hun havde brug for at se ham.. bare lige for en stund. "Det kan jeg forestille mig. Det skal tilsyneladende bare ikke være nemt," konkluderede hun og forsøgte sig med et lidt træt smil. Tanken om at en anden kvinde berørte ham, og kyssede ham. Tanken om at han holdt om Denjarna og ikke om hende og hviskede hende i øret med sin behagelige stemme, fik det til at sitre af jalousi i hende. Barnet sparkede. Silia stønnede og frøs lidt. Det havde den ikke gjort før, men hun havde følt det lille puf mod sin hånd. For et øjeblik glemte hun Gabriel og så ned på maven. Det betød at der var liv. Trods alt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silias velbefindende, var faktisk en meget vigtig ting for Gabriel, og det var han heller ikke bange for at lade hende vide. Hvorfor skulle han ellers blive stående her, som han gjorde, fremfor bare at flyve væk, og lade som han aldrig havde set hende?
At det ikke var hans skyld, lettede ham dog et sted, for han følte det jo lidt alligevel. Han nikkede blot til hendes ord, også selvom han ikke var helt overbevist om det, og det var han heller ikke bange for at vise hende. "Er du sikker på det?" spurgte han med en rolig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han sænkede hovedet igen, og nikkede. "Sæt dig på den her.." bad han. Selvom han nu var en dødsengel.. var han jo den mand, som han altid havde været. Han lagde derfor sin skjorte under hende. Så slap hun da for at blive beskidt.
Gabriel vendte blikket mod hende, som han selv valgte at sætte sig ned ved siden af hende. Maven var en torn i hans øjne. Endda en af de værste, som han længe havde haft. Barnet var ikke hans.. men et tegn på hvad hun havde delt med en anden mand, som han ikke bare kunne lukke øjnene for. "Går det?" spurgte han med en rolig stemme. Han var jo oprigtigt bekymret for hende og hendes velbefindende, hvilket han i forvejen heller ikke var bange for at vise. Han rystede efterfølgende på hovedet. "Jeg tror aldrig, det har været ment, at skulle være så nemt," sagde han ærligt. Begge var de påvirket.. men igen. Sådan var det jo, når man elskede hinanden.

[Silia D. Diamaqima]

Efter alle de år hvor de havde elsket hinanden og levet sammen, så var det svært, for ikke at sige umuligt at være ligeglad. Silia var jo ligeså bekymret for hans pludselige mørke, som han var for hendes velbefindende. Nu kunne han mærke hendes smerte, for ham kunne hun ikke længere skjule den, hvilket hun ellers havde været god til. Det sidste hun ville var at give ham ringe samvittighed, desuden havde hun slet ikke lyst til at indrømme hvor ondt hun havde over tabet af ham, alligevel ulmede det i hende. Hun så væk, det ville bare skabe problemer. ”Det gør ikke nogen forskel hvis skyld er,” svarede hun og håbede på at han så ville lade den gå.
Egentlig var Silia ikke sart, hun var opfostret i naturen, alligevel nikkede hun taknemmeligt da han bredte sin skjorte hvorefter hun satte sig ned på den ved bredden. I det mindste var hun tryg nu. Ingen ville gøre hende ondt med en dødsengel ved sin side.
Hendes fingre gled igennem græsset. Det var lang tid siden hun havde haft mulighed for at sætte sig i det fri. ”Det går. Den sparkede bare,” svarede hun og lagde tæppet ned ved siden af sig.

Det lange mørke hår faldt ned og lagde sig i en halv bunke bag hende. Lidt desperat fjernede hun ikke hånden og håbede på at mærke det igen. Det burde være et af de mest lykkelige øjeblikke, men det var svært når hun følte sig så alene om det.
Silia forstod at han ikke var glad for det, hun hadede sig selv for sin handling med Thranduil, men for pokker han havde forelsket sig i en anden, det var næsten endnu værre. ”Nej. Jeg er glad for at være her, men det er ikke nemt at komme på fode som tidligere dronning af lyset,” indrømmede hun og så ud over vandet. Det var nemmere end at se på ham. Hun var stadig vred, stadig frustreret, og det ville være urimeligt overfor ham.
Hun holdt vejret for ikke at bryde sammen igen. Søens vand virkede fristende. Det var lang tid siden hun havde badet i det, men med den varme hun havde i sit sind lige nu, var det så fristende bare at vaske det af sig og genopbygge fornyet energi.