Post by Gabriel Maloya Nicomendes on Sept 3, 2015 12:48:26 GMT 1
Gabriel var ikke sammen med Denjarna. Man kunne i hvert fald ikke ligefrem sige, at de udgjorde et par. Han boede der jo ikke engang, for han ville heller ikke alt for tæt på.. Særligt ikke, når det var på den her måde. Han rystede kort på hovedet. Denjarna var uanset ikke et emne, som han havde lyst til at snakke meget om. Det var vel heller ikke noget at prale om?
Gabriel ønskede ikke flere ændringer i sit liv. Han synes efterhånden, at der var rigeligt af dem, og desuden.. vidste han ikke, om det var det her liv, som han ville tilbage til igen. Grotesk som det end lød, så var der bare ikke noget som han kunne gøre noget ved. "Jeg skal nok huske det." At det jo så ikke var noget, som kom på tale, var jo så en anden sag, kunne man sige.
At han denne gang fik lov til at flyve hende hjem, var noget som passede ham fint. Nok havde han gjort hende ondt så mange gange før, og derfor ønskede han heller ikke, at det var noget, som skulle ske igen. Han ville bare gerne sikre sig, at hun havde det godt. Var det virkelig så meget at forlange? Som hun rakte ham sin hånd, vendte han sig mod den. Tanken om at skulle røre ved hende.. Komme tæt på maven, og vide, at det ikke længere var en ret som han havde, gjorde ondt. Han rystede kort på hovedet, for at slå de tanker ud af hovedet. Det gjorde ham et sted.. vred på sig selv, at det var sådan her. Derfor søgte han mod hende i stedet for. Hånden søgte under hendes knæ og bag hendes ryg. "Hold fast," bad han denne gang, inden han spredte de store vinger, og satte af fra jorden. Kun for at søge direkte op mod himlen højt oppe over dem.
//Out
Gabriel ønskede ikke flere ændringer i sit liv. Han synes efterhånden, at der var rigeligt af dem, og desuden.. vidste han ikke, om det var det her liv, som han ville tilbage til igen. Grotesk som det end lød, så var der bare ikke noget som han kunne gøre noget ved. "Jeg skal nok huske det." At det jo så ikke var noget, som kom på tale, var jo så en anden sag, kunne man sige.
At han denne gang fik lov til at flyve hende hjem, var noget som passede ham fint. Nok havde han gjort hende ondt så mange gange før, og derfor ønskede han heller ikke, at det var noget, som skulle ske igen. Han ville bare gerne sikre sig, at hun havde det godt. Var det virkelig så meget at forlange? Som hun rakte ham sin hånd, vendte han sig mod den. Tanken om at skulle røre ved hende.. Komme tæt på maven, og vide, at det ikke længere var en ret som han havde, gjorde ondt. Han rystede kort på hovedet, for at slå de tanker ud af hovedet. Det gjorde ham et sted.. vred på sig selv, at det var sådan her. Derfor søgte han mod hende i stedet for. Hånden søgte under hendes knæ og bag hendes ryg. "Hold fast," bad han denne gang, inden han spredte de store vinger, og satte af fra jorden. Kun for at søge direkte op mod himlen højt oppe over dem.
//Out
