Make it stop!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denne gang, kunne Gabriel mærke, at Silia havde ondt. Denne gang, var det rent faktisk umuligt for hende, at holde det skjul for ham. Derfor vidste han jo også godt, at han havde langt mere med det at gøre, end det, som hun umiddelbart gav udtryk for. Han ville bare ikke snakke om det, hvis det heller ikke var noget, som hun var videre interesseret i.
Gabriel havde øje for hendes mave ud af øjenkrogen. At vide, at de havde forsøgt i så mange år, og der intet var kommet, og så nu til dette. Det var bestemt ikke en tanke, som faldt i den gode jord hos ham. Tvært imod, så gjorde det ham vred og ked af det! "Okay.." sagde han blot. Lige barnet, var han bestemt ikke meget for at snakke om. Tanken om den unge som måtte vokse i hendes indre, var noget som gjorde ham underligt.. vred? Det var muligt, at han havde gjort sit med Denjarna, og han vidste, at det ikke retfærdiggjorde noget som helst, men han følte lidt, at det som hun bar med sig, var det værste af det hele. Han kunne virkelig ikke klare følelsen af det.. eller tankerne som måtte følge med.

Det havde ikke været nemt for nogen af dem, hvilket Gabriel nu også bare måtte erkende. Dette gjorde det ikke meget bedre, hvilket han udmærket godt vidste, men hvad var der at gøre ved det nu? Han bed tænderne tydeligt sammen, og kom med et tungt suk. Med ham, var det nok de færreste, som ville gøre hende noget. Man var vel ikke dødsengel for ingenting, trods alt.
"Jeg kunne godt forestille mig, at det gjorde det svært. Jeg.. hørte også bare udmeldingen af Procias på folkemunde. Folk snakker," sagde han. At hun havde forladt landet, forstod han godt. Derfor turde han heller ikke tænke på, hvordan landet stod nu.

[Silia D. Diamaqima]

Igennem deres ægteskab havde Silia været for god til at lægge låg på de ting hun ikke følte de havde overskud til at snakke om, og det havde hobet sig op til et hav af hemmeligheder, som havde skubbet ham væk fra hende. Nu var det umuligt at lægge skjul på, og hun havde det ikke godt med det, for det krævede en ærlighed som hun ikke var sikker på at de kunne håndtere lige nu.
Silia sagde intet til hans lidt kortfattet svar, men bed bare tænderne sammen og så væk. Hvor hun dog savnede Jason. Han ville være hoppet rundt af glæde, og insisteret på at mærke hele aftenen. Hun savnede en at dele den slags stunder med.
Den akavede stilhed lagde sig, man kunne høre en uvidende ugle tude ikke langt derfra. Hun nød i det mindste lige en stille stund i det fri, for der var ikke mange af dem i disse tider.

Selv nu brugte Silia megen tid på at bekymre sig om Procias efter Anasuya var blevet væk og Jason havde været tvunget til at blive. ”Selvfølgelig snakker de,” sagde hun og trak på skuldrene. Han burde have set det komme. Efter hans afgang, så havde hun været grund til at ulykke der overhovedet var sket i Procias siden. Det var svært ikke at blive en smule vred. ”Jason holder det oppe, men jeg tror ikke han har det lettere end jeg ville have haft,” hun vendte blikket mod ham men så hurtigt væk. Det var lige præcis det her der var gået galt i deres ægteskab... altid snakkede de arbejde, aldrig om dem. Hun mærkede gråden presse sig på igen, og gjorde alt for at holde det inde, og i forsøget på det vendte hun hovedet den anden vej. ”Måske jeg burde gå..” hun rystede på hovedet og forsøgte at komme på benene. Overfor ham kunne hun ikke græde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At snakke om den lille, som hun ventede sig, var slet ikke noget som Gabriel var særlig interesseret i. Det var ikke hans, og derfor fandt han det vel bare bedst, at tage afstand til den lille? Han ville jo uanset ikke få noget med den at gøre, og det vidste han jo. Den chance var jo længe passeret, og nu hvor hun var ved at etablere et nyt liv på denne side af grænsen, så var det jo meget lidt, som han kunne gøre ved det. Det ændrede dog bare ikke på det faktum, at han oprigtigt var bekymret for hende, og at han ønskede at gøre noget ved sagen, hvis det var noget, som han ville få muligheden for at gøre.

"De snakker frygtelig meget," medstemte han, som han så ned mod sine hænder. Maven var ham en torn i øjet, og derved også et voksende had til elverne, selvom han vidste, at det slet ikke var der at han kunne ligge den fulde skyld. Selv var han ikke meget bedre selv, og særligt sådan, som han selv havde gjort tingene. Han hadede sig selv for det.
At hun så pludseligt ville videre, slog ham lidt ud. Ikke at det kom bag på ham. De havde jo altid været direkte elendige til at snakke, og dette var jo så heller ikke ligefrem noget undtag, kunne han sige. Hans blik gled mod hende. Han ønskede ikke at hun skulle gå.. Men igen, hvor ofte havde hans ønsker været tilset? "Næppe.. Jeg har heller ikke hørt fra ham, siden jeg fløj derfra. Det bekymrer mig," sagde han ærligt. Han bed tænderne sammen, og vendte sig væk. Han hadede når det foregik på denne her måde. "Hvor vil du tage hen?" spurgte han direkte. Ikke at han ønskede det, men han kunne jo heller ikke holde hende mod sin vilje.

[Silia D. Diamaqima]

Det sidste hun forventede at snakke om var den lille. Det var et resultat af hendes bedrag imod ham, ligesåvel som hans følelser var en et resultat af hans. Selvom hun forsøgte at holde tanken om Denjarna på afstand, så var det svært, særlig når hun stod overfor ham.
Lige nu kunne hun mærke at hans selskab ikke gjorde noget godt. Hun var meget følsom, måske på grund af hormonerne, i hvert fald havde hun sværere ved at holde det tilbage end hun ellers ville have haft, og det var et spørgsmål om tid før hun brød sammen igen, hvilket han ikke skulle være vidne til. "Jeg modtog for nyligt et brev fra ham. Jeg tror han er en travl mand," undskyldte hun. Havde Jasons manglende kontakt til Gabriel noget at gøre med deres intime stunder? Jason følte sig næppe som den bedste ven.

Lidt besværet kom hun på benene og bukkede sig ned efter tæppet med en svag prusten. "Marvalo Mansion. Det er der jeg opholder mig," bare tanken om den ensomhed der ventede hende, eller eventuelt endnu en diskussion med hendes far fik hende til at stoppe op. Hun holdt tæppet frem for sig og mærkede hvordan hendes øjne fyldtes med vand og tæppets mønster blendedes sammen til en ukendelig masse af grønne og guld tråde. Hvorfor skulle det gøre så ondt? Det var måske at flygte... igen, det havde de begge været gode til, men det virkede ikke som en god idé at lade hendes frustrationer gå ud over hende. Tårerne trillede lydløst, hun forsøgte hurtigt at tørre dem væk. forbandet hormoner! "Jeg er glad for at du har det godt," sagde hun da hun følte at en ordentlig afsked var på sin plads.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De havde begge været lige gode om det et sted. Gabriel havde bare rigtig svært, ved at se på hende, uden at lægge mærke til maven, som var så tydelig. Et tegn og symbol på hvad hun havde delt med en anden mand, end den som hun var gift med. Eller.. havde været gift med engang. Han bed tænderne sammen. Det her var akavet, selvom han måtte erkende, at det var godt at se hende. For det var det virkelig.
Gabriel nikkede. Så lang tid, at en af dem hørte fra ham i tide og utide, så var det vel heller ikke så slemt igen, var det? Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Det kunne jeg da godt forestille mig. Så lang tid, at han holder sig ovenvande.. Så går det nok," sagde han med en direkte stemme. Han vidste ikke hvor meget han kunne sige, at have tilbage fra sin tid i Procias. Marius havde han heller ikke hørt fra. Faktisk var der vel bare.. Denjarna tilbage nu?

Som hun rejste sig op, lod han blikket følge hende. Hun var ked af det, og hun havde ondt. Han hadede at være grunden til, at hun reagerede på den måde! Og vide, at det var hans skyld! Han rejste sig ved siden af hende.. Nok mere voldsomt, end hvad der havde været meningen.
"I lige måde.. tror jeg da.. Hør Silia... lad mig i det mindste følge dig hjem," bad han. Sådan som hun havde det lige nu, og hvor hun var så ked af det og det hele, så ville han da gerne følge hende på vej. Så var han da også sikker på, at der intet ville ske med hende.

[Silia D. Diamaqima]

Sommetider nagede samvittigheden stadig. Ikke kun havde hun ødelagt sit eget ægteskab, hun havde ligeså gjort det svært for Thranduil. Nu stod hun alene med resultatet af det, og selvom hun glædede sig til at påtage sig titlen som mor, så var hun også bange, men det var den slags som hun ikke kunne snakke med andre end Elanya om. Hendes eneste ven var et spøgelse. "Det håber jeg han gør," medgav hun. Jason var i Procias og udførte den opgave som hun havde vendt ryggen til. Det burde være ham der sad hernede og jokede med sin bedste ven, og ikke hende der var på randen af et nervesambrud. Når de tkom til følelser og den slags, havde silia nok set sig selv som urørlig. Det var åbenbart ikke tilfældet.

Det gav et lille sæt i hende da han rejste sig uden videre og tårnede sig lidt op over hende. Gabriel var en god mand. Hvis han dog bare havde været fuldt ud en tåbe, så ville det have været meget nemmere. Hun så på ham med et lidt overbærende smil. "Det er pænt af dig, men jeg..." hun tav og rystede på hovedet. Hun kunne ikke længere holde det inde. "U-undskyld," fik hun frem bag sin hulken. Det her var pinligt. Hun var en Diamaqima, hun kunne ikke miste kontrol eller vise syne følelser så åbenlyst. Hvad ville Nathaniel ikke tænke om hende nu?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Jason var en mand, som de begge to, havde holdt forbandet meget af i mange år, og derfor bekymrede det ham uden tvivl, at han intet hørte, også selvom han vidste, at han selv var meget skyld i det. Han bed tænderne sammen. "Han skal nok klare sig," sagde han med en dæmpet stemme. Det var i hvert fald, hvad han gik ud fra, og håbede på. Han savnede det liv, som han havde haft, også selvom det havde været meget problematisk, og havde været det i rigtig mange år. Nu var det så bare værre, end hvad det havde været nogensinde før!

Igen blev Silia ked af det. I forvejne, hadede han virkelig at se hende græde, og særligt, når det havde været hans skyld. Han ville gerne følge hende hjem, så han vidste, at hun kom godt frem. Dvasias var et farligt sted, og særligt, når hun sad med den titel, som hun nu gjorde. De blå øjne faldt til hendes skikkelse. "Silia.." endte han. Det var jo ikke fordi, at han havde tænkt sig, at gøre situationen værre for hende, end hvad den i forvejen måtte være.
Gabriel vendte sig mod hende, hvor han denne gang lagde begge hænderne mod hendes kinder, for at tørre hendes tårer bort. "Du skal ikke græde. Det.. det er okay.." Han kunne godt tage en afvisning. Lige hvad angik hende, så var man vel et sted bare vant til det? Sådan havde det jo været meget af igennem deres forhold.

[Silia D. Diamaqima]

Silia savnede Jason. Han var den eneste som ikke satte krav til hende, som ikke var skuffet uanset hvor meget hun dummede sig. Han ønskede det bedste for hende og barnet og han stillede hendes sult, en sult som var begyndt at trænge sig på igen uden at hun havde bemærket det på grund af hormonerne der havde nogenlunde samme effekt irritationen fra sulten. Hun troede på at Jason nok skulle finde sin vej gennem alt det her, men det plagede hende nu alligevel at han gik og udførte hendes arbejde. Hun gispede desperat efter vejret og havde mest af alt lyst til at falde sammen. Hvor hun dog hadede sig selv for at bryde sammen på den måde foran ham. I et forsøg på at svare ham, pustede hun ud og langsomt ind for igen at få kontrol over hendes bombastiske krop.

De kølige hænder på hendes brændvarme kinder gav hende et gys, alligevel ledte det hende til at se op på ham. Den berøring var så velkendt. "Nej det er ej.. det er ikke okay. Du efterlod mig bare. De hadede mig og du efterlod mig, fodrede dem med grund til at hade mig endnu mere, og nu står jeg uden et hjem, for intet land vil lukke mig ind, selv min far foretrækker min tilsyneladende mere modne end jeg, halvsøster, og jeg står alene med det her fordi Thranduil ligsom alle andre mænd i mit liv vender ryggen til, og den eneste der oprigtigt er en hjælp, sidder i Procias og udfører min pligt fordi jeg kastede håndklædet i ringen!" plaprede hun i et langt udbrud med tårerne der væltede ned over hendes kinder og gjorde hans hænder våde. Det var ikke fair men hvor det lettede hende at få sagt højt. "Og jeg har ikke ret til at skælde dig ud, så undskyld," tilføjede hun stilfærdigt og slog blikket ned i jorden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvad der var mellem Jason og Silia, vidste Gabriel ikke. Det eneste, som han kunne håbe på, var at manden holdt sig på den rigtige side, af hvad der var en uskreven og usagt aftale, men det var jo aldrig til at vide. En ting var dog sikkert: Gabriel hadede at se hende græde, og vide, at det var hans skyld, at hun gjorde det. At Nathaniel havde valgt hende fra på den måde, havde han dog svært ved at forestille sig.. Men igen.. Diamaqiam, var jo heller ikke til at finde ud af for nogen!
Silia havde fundet en mulighed for at race ud, også selvom det ikke just gavnede ham og hans i forvejen, meget ringe samvittighed. Han slap derfor hendes kinder igen. Så tingen var ikke fint. Hvorfor gav hun så udtryk for at det var det? Han havde jo aldrig været farlig at snakke med! Hun gav indirekte ham skylden for, at tingene var som de var, selvom han intet havde med det at gøre. "Jeg er da ked af, at det er hvad jeg har givet dig efterfølgende," sagde han ærligt. Han havde jo ikke vendt hende ryggen! Det var jo hende som var stormet ud, efter de havde taget en fælles beslutning.. Han var jo bare taget derfra! Desuden var det ham, som havde giftet sig til tronen.. og ikke omvendt!
Gabriel rystede på hovedet. Det gjorde ondt.. Og han hadede at han nød det så meget, men for pokker.. Han kunne jo ikke rigtigt lade være! "Forbinder du mig kun med uret? Vi blev enige om det.. Det var min ret at forlade Procias.. Jeg er kun ked af, at det har været så svært for dig.. og at du føler at alle har vendt dig ryggen. Jeg.. tror nu, at du dømmer det for hårdt." Nu var han i forvejen vant til debatterne med hende.. Hvor han alligevel blev gjort komplet til grin. Han kunne jo bare intet gøre ved det!

[Silia D. Diamaqima]

Jason var den eneste som løftede hendes humør lidt i de her mørke tider, og han var så langt væk lige nu. Det gjorde hende ked af det og frustreret for lige i aften havde hun brug for at nogen kunne holde om hende og minde hende om at det hele ikke var så mørkt, selv hvis det var.
Ikke alene var det hans skyld, for hun havde drevet ham væk, og samtidig så havde han jo altid næret følelser for Denjarna, lidt ligesom Kimeya nok altid ville løbe til Faith når chancen bød sig, uanset hvem det ville gå ud over. Hun var desværre bare den forkerte kvinde. Som han trak sig tilbage gjorde hun det samme og hadede sig selv for bare at plapre ud på den måde. Der var bare så mange tanker og følelser som hun ikke kunne holde rede på, og hun måtte ikke blive ophidset for barnet, det var lettere sagt end gjort!

Ligesom hun havde gjort for et par timer siden med Nathaniel, så følte hun sig som et, sølle lille barn. Dømte hun det for hårdt? Hvordan det? Han havde sin frihed, den havde hun ikke engang og hun var tvunget til at spise rå organer, det sagde det hele. "Nej Gabriel det gør jeg ikke, men det gør for ondt at tænke på det gode," indrømmede hun lidt mere rolig. Det havde lettet hende at få det af sine skuldre, også selvom hun stadig følte sig ødelagt. Det føltes som blev alt luft presset ud af hende. Var han virkelig kun ked af at hun havde haft det svært? Hendes naive håb om at han ville sige at han fortrød den handling eller at havde fundet ud af at det var forkert, blev knust på stedet. Så det var bare hende der stadig dvælede ved ham. "For at være rimelig, så gav du mig intet andet valg. Det var enten det eller holde fast i en mand hvis tanker lå andetsteds," indskød hun og tørrede nogle af tårerne væk. "Ja det var din ret. Men du forsvandt bare og offentliggjorde vores brud uden at være der til at tage imod alt det kaos der kom ud af det," påpegede hun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde længe forsøgt at undgå Denjarna. For pokker, han var jo taget hele vejen til Tayevania, bare for at slippe for hende, og selv der, var han endt med at støde på hende! Det havde jo på ingen måder været hensigten eller meningen! Og nu stod Silia og råbte af ham. Selvom han vidste, at han bar meget af skylden, så var der også meget af den, som han slet ikke ønskede at påtage sig, og særligt, hvis det var noget, som han kunne blive fri for! Ingen tvivl om det!
Blikket søgte atter en gang Silias skikkelse. Hun fokuserede på det forkerte, fordi det andet gjorde ondt? Det gjorde det jo også ved ham, kunne man jo sige. Han vendte blikket den anden vej. "Jeg er ked af, at jeg gjorde det, okay?" sagde han denne gang direkte. Det var nemlig slet ikke hans mening, at lægge sådan et pres på hende.
Han havde haft sit eget at slås med. Desuden var han slet ikke ude på at tage de kampe og de diskussioner med hende lige nu. Det var vel næppe godt for hende? "Jeg har haft meget af mit eget at slås med.. Vi gik hvert til sit.. Jeg kunne ikke blive. For mig, gjorde det ondt. Tro mig.. Jeg var ikke ligeglad.. Og nu hvor jeg kan se resultatet af din aften med elvernes højt elskede konge.. det gør ondt, Silia," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod den smukke sø. Særligt her i nattetiden. Han bøjede sig ned, for at fiske skjorten op.

[Silia D. Diamaqima]

Det var slet ikke rimeligt at angribe ham på den måde, men nu havde frustrationerne bygget sig op i lange tider, hun havde brug for at lukke det ud, det kom bare helt forkert. Det havde ikke alt sammen været hans skyld, hun så det heller ikke som hans skyld at de var gået fra hinanden, men fra det ene øjeblik til det andet, havde han været ude af hendes liv, en mand der havde været en del af det så længe som hun huskede. Hun var ikke den første kvinde han havde elsket, det var Denjarna, men han var den første mand hun havde næret så stærke følelser for, derfor nærede hun nok lidt af det samme for ham, som han gjorde for Denjarna.
"Det.. det ved jeg," fik hun frem og tog en ny dyb indånding for at bringe ro over for sin egen krop, eller i hver fald forsøge på det.
Da han så væk, så Silia ned på sin mave. Generede ham den så meget? "Jeg forstår.. at det genere dig. Havde jeg bare et ønske, havde jeg ønsket at barnet var dit, men jeg vil ikke elske det mindre fordi det ikke er," hun så forsigtigt op på ham og mærkede samvittigheden æde hende op hvilket var urimeligt når han havde givet sig hen til Denjarna. "Det gør ligeså ondt på mig.. At se dig nu og vide at jeg ej længere er din og jeg føler mig direkte naiv og barnlig, fordi jeg ikke bare kan give slip," hun så ud over søens mørke vand. Han havde fundet tilbage til sin første kærlighed, en kvinde i hans egen alder, med mere erfaring, mere magt, mere skønhed, og hun var det tåbelige barn der gik og dvælede ved tanker om det hun ikke kunne få.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Begge havde de gået med evige frustrationer, og det vidste Gabriel udmærket godt. Dette var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han hadede det. Han vidste, at han var skyld i meget.. Og nu hvor de var gået fra hinanden, så skulle det tilsyneladende fortsætte. Han kunne virkelig ikke have det! Han bed tænderne tydeligt sammen, hvor det trådte til syne ved hans kindben. Blikket vendte han den anden vej. Maven var virkelig det som generede ham mest.
"Vi prøvede i så mange år, Silia.. Jeg klandrer dig ikke for at elske et barn. Det vil jeg aldrig kunne klandre en moder for," sagde han endeligt. Barnet var ham en torn i øjet, fordi at det ikke var hans, og han vidste, at det ikke var hans. Det var Thranduils. Hvilket næsten gjorde det meget værre for ham!
At høre hende sige, at hun ikke var i stand til at give slip, var uden tvivl en tanke, som måtte forvirre ham. Hun var den som i princippet havde givet slip. Den som havde foreslået for dem, at de skulle gå hvert til sit, inden hun var stormet ud af salen, og derved også havde valgt at efterlade ham der. "Det var en fælles beslutning, Silia.. Jeg er ked af at høre, at det er gået dig sådan. Det er jeg virkelig." Hendes smerte, kunne han mærke så tydelig, som havde det været hans egen. Det var en helt igennem.. fantastisk følelse.. og han hadede den på samme tid! Han vendte igen blikket mod hende. "Prøv at se på os.. Hvor var vi ellers endt?" spurgte han direkte. De havde kæmpet med det i så mange år. Virkelig mange år!

[Silia D. Diamaqima]

Det var bestemt ikke for at rive op i de gamle sår, men intet havde hun hørt fra ham siden de var gået fra hinanden, han var bare forsvundet, og uanset hvor meget hun forsøgte bare at lade det gå og komme videre, så blev hun ved med at dvæle ved tanken om ham. Nu blev det dog tydeligt at hun var den eneste som led det afsavn, og som reelt set havde mistet på dette.
"Det gjorde vi og jeg ved ikke hvorfor skæbnen forbød os det. Det er her muligvis min eneste chance for at blive mor," hun så på tæppet som hun stadig knugede i sin hånd. Den eneste trøst hun havde fundet væk fra ham, var tanken om barnet, forberedelserne selvom det til dels også kun var en facade. Stadig var hun ung, og det var hende skræmmende at skulle være alene om et barn. Hvad hvis hun heller ikke var en god mor?
Silia så væk med skam. Sandheden var at hun nok inderst inde havde håbet at han ville komme tilbage og det var grunden til at hun havde givet slip. Eller nærmere havde været tvunget til at gøre det. "Ja. Det er jeg også," svarede hunuden at have bedre ord. Det var tåbeligt. Hvad hun ikke ville give for at have Jason lige nu.
"Jeg siger ikke at beslutningen var forkert eller dårlig. Du er den eneste jeg nogensinde har elsket og jeg troede at jeg skulle elske dig for livet. Alt den smerte forsvinder vel en dag, når en anden tager den plads," hun så ikke på ham. Tanken virkede underlig, men forhåbentlig var der en mand derude som kunne gøre hende ligeså lykkelig som han havde gjort i starten, og som ville tilgive hende for at have det barn med sig. Lige nu virkede det bare både bizart og surrealistisk.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At klandre hende for at elske sit barn, var slet ikke noget som faldt Gabriel ind på noget tidspunkt. Desuden vidste han jo godt, at det var hvad en moder gjorde. Han bed tænder sammen og vendte blikket væk for et kort øjeblik. Lige hvad angik det, så var det et ømt punkt for ham. Der var ikke det, som han ikke ville have gjort, for at barnet, skulle vise sig, at være hans.
"Og den vil jeg heller ikke tage fra dig. Jeg kunne aldrig drømme om at tage den fra dig. Jeg er bare ked af, at det ikke er en glæde, som jeg kan dele med dig," sagde han ærligt. Altid havde han ønsket sig børn. Der ville ikke have været noget mere fantastisk, end at kunne dele den med hende, men det var bare ikke en glæde, som han skulle have lov til at tage del i, kunne han fornemme. Det var jo helt grotesk, at det var sådan. Han sukkede let, som han kort rystede på hovedet. Det her var virkelig latterligt!

Som Silia talte, lød det som Gabriel bare kunne erstattes, hvilket ikke ligefrem var en behagelig fornemmelse, at sidde igen med. Særligt, når det var på denne her måde. Det gjorde ham faktisk ked af det. "Du har nok helt ret.. Individer er noget, som bare kan erstattes," sagde han med en rolig stemme, som han kort trak på skuldrene. Det gjorde ondt at omtale sig selv på den måde, men han kunne jo heller ikke rigtigt lade være med det. "Desuden må du jo sige til, når du finder kuren for den form for sorg.. Jeg tager glædeligt del af den," sagde han. Det gjorde for pokker også ondt på ham det her.