We need to meet!

[Angelique Amalani Darcy]

Jason Elvana Nimanhra

---

Turen til Manjarno havde virkelig løftet Angels humør op til skyerne! Den snak som hun havde fået med hendes far havde fået hende til at indse nogle ting som hun slet ikke havde troet om sig selv. Hun havde lovet ham at blive i Procias og overtage hans plads og det agtede hun at holde. Nu skulle hun jo bare meddele det til den som stod for det hele lige nu. Med Silia og Gabriel borte var der kun den kongelige rådgiver tilbage og det var ham som hun nu var på vej til at besøge. Hun havde dog valgt at lade Chili blive i Elanya selvom han ikke havde virket specielt tilfreds da hun havde sadlet hesten. Hun lovede ham at hun nok skulle være forsigtig men han havde blot brummet af hende som hun havde redet afsted.

Turen var ikke den længste men dog heller ikke den korteste og da hun endelig nåede Apterta city var det blevet tidlig eftermiddag. Vejret var dejligt som hun roligt red gennem gaderne på vej til slottet. Hun kiggede roligt rundt på folket som gik rundt og passede deres egne små gøremål. Det fik hende til at smile at se på folk der rendte sådan rundt. Hun nåede endelig slottet hvor hun lod en vagt passe på sin hest og så gik hun ellers imod tronesalen. Da hun nåede tronesalen stoppede hun op udenfor døren og præsenterede sig til vagten der stod der. "Angelique Amalani Darcy. Jeg ønsker en audiens med den kongelige rådgiver" sagde hun roligt og vagten nikkede roligt inden han søgte ind i salen. Hun blev pænt præsenteret og søgte derefter indenfor i salen. Med rolige skridt gik hun mod den kongelige rådgiver. Hendes kjole var i dagens anledning marine blå og hendes lange lyse hår hang pænt ned over hendes skuldre.

[Jason Elvana Nimanhra]

Intetsigende, var hvad Jasons mine måtte være. Han var stresset.. Det var bestemt ikke nogen god tid for ham. Ikke sov han. Han turde praktisk talt ikke, også selvom det var noget som han havde undladt, at dele med den kære Silia, da han havde sent hende et brev.
Ikke kunne han forlade landet, før der selv var kommet nogenlunde kontrol på det, og den rette var fundet til at overtage stedet her, og sikrer sig, at det ville gå over al forventning. Det var i hvert fald sådan at han tænkte. Alt for meget af hans liv, og alt for meget af det som han havde arbejdet så frygtelig hårdt for, var her fra landet, og ikke havde han tænkt sig, at se det styrte i grus!
Kvinden som endte med at gøre sin entre, var noget som dog hurtigt fik fanget Jasons' interesse. Et kort smil passerede hans læber. Han tog vel ikke fejl, om han sagde, at dette måtte være hans kære ven, Marius' datter? Langsomt satte han hænderne i armlænet, og tvang sig op på benene. Tydeligt måtte det også være, at han ikke havde sovet igennem de sidste dage. Ikke kunne han. Han tog ikke chancen på det. "Frøken Darcy," hilste han med en rolig stemme, som han denne gang blev stående foran tronestolen. Hænderne søgte ned langs hans egen krop. "Og hvad kan jeg gøre for Dem?" fortsatte han. Han agerede nærmest kongelig i dette tilfælde, men igen.. hvad andet valg havde han?

[Angelique Amalani Darcy]

Landet fungerede også selvom Silia og Gabriel ikke længere sad på tronen og gjorde arbejde. At Jason var så overbebyrdet var der vel intet at sige til? landet skulle jo passes. Angelique havde ikke lyst til at bebyrde ham med mere end hvis hun skulle overtage sin fars stilling skulle det meddeles til landets leder og det var lige nu ham. Hun gjorde sin entre i den store sal. Hun huskede tydeligt sidste gang hun havde sat sine ben her. Det var i forbindelse med krigen, den var heldigvis ikke blevet til noget.
Som hun gik ned gennem salen dansede hendes kjole let. Det var næsten som om hun svævede hen over gulvet. Et nydeligt smil sendte hun til manden i tronstolen. Han var træt, det var da helt tydeligt. Hun bed mærke i at han kom på benene og stillede sig foran stolen. Hans fremtoning var næsten kongelig hvilket vel var krævet af ham nu. Hun nåede til hans nærhed og nejede let for ham. "God eftermiddag, Sir. Jeg håber ej at jeg forstyrre Dem" sagde hun roligt op rejste sig op igen. Hovedet søgte let på sned som hun sendte ham et lille smil. At han og hendes far var bekendte vidste hun godt. Der var virkelig ikke mange mennesker i dette land som hendes far ikke kendte. Hans spørgsmål fik hende til at rette sig en smule op og kort bide sig i læben. Så var det nu. "Jeg er kommet for at meddele at jeg overtager min faders stilling i dette land og bliver Grevinde. Jeg vil forsat være bosat i Elanya" meddelte hun ham. Han så godt nok kvæstet ud. Det tog nok hårdere på ham at skulle passe det hele end hvad godt var. Hun kunne slet ikke lide at folk overbebyrdede sig på den måde![7blockquote]

[Jason Elvana Nimanhra]

Denne unge kvinde, havde uden tvivl sin faders udstråling, hvilket var noget som Jason godt kunne lide. En skam, at han ikke rigtigt havde haft noget med Marius at gøre igennem den seneste tid. Det var noget, som han måtte gøre noget ved, når han engang kunne magte, at tage sig af sit eget privatliv. For nu, gik det alt sammen op i en højere enhed, hvilket ville sige, at det var det kongelige arbejde og intet andet, der var tid til. Der var ganske enkelt ikke timer nok i døgnet til, at han kunne få gjort alt det, som han gerne ville.
Det som hun derimod meddelte ha,, var uden tvivl en glædelig tanke. Darcy blev i det mindste her i landet, også selvom det ikke just lettede den byrde, som Jason måtte vandre med på sine skuldre. Ikke kunne han tage sig af hans egen familie, eller de problematikker, som han selv måtte have, og det var naturligvis frygtelig frustrerende, når det var på den måde. Han nikkede mod hende, som hun nejede for ham. "Det glæder mig, at den procianske familie, ønsker at blive her i landet," begyndte han. Et sted skuffet over, at det kun måtte være som grevinde.. Det andet derimod kunne lette hans skuldre betragteligt, for han havde uden tvivl brug for at komme derfra, og han kunne ikke gøre det hurtigt nok! Han havde trods alt Silia at tilse, hvad angik den slags. "Jeg kunne ikke friste med en stilling højere end grevinde?" spurgte han dog. Han var nødt til at vide.. og i forvejen, var han ikke kendt for at lægge fingrene imellem.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique prøvede virkelig at leve op til sin far. Hvis hun skulle overtage denne stilling som Grevinde så skulle hun vise sig som værende ordenlig og til det så så hun meget op til sin far. Hun ville virkelig prøve at holde temperamentet i hus og ikke afreagere selvom hun vidste at det ville blive svært. Hun ønskede at gøre sin far stolt og vise ham at hun faktisk var i stand til at overtage hvor han slap når nu han ønskede hende her.
Hun meddelte ham at hun ville blive i landet. Hendes far var jo af gode grunde ikke velkommen længere hvilket var noget som hun slet ikke kunne lide men lige nu kunne hun ikke gøre noget ved det. De blå øjne hvilede roligt på den kongelige rådgiver som stod der foran hende. Træt og udkørt var han og et sted så bekymrede det hende. Hun kunne ej lide at se folk være så stressede som han så ud til at være. Ej måtte det være let at lede et land når man ikke var vant til det og var helt alene om det. "Procias er mit hjem og det land som jeg ønsker at beskytte. Jeg vælger at blive også selvom min far ej er velkommen længere" sagde hun roligt. Hun ønskede ej at ligge skjul på at hun ikke var synderligt tilfreds over at han ikke var velkommen her mere men bevares. Intet kunne hun gøre lige nu. Hans spørgsmål kom dog lidt bag på hende. En stilling højere end grevinde? Hvad havde han dog i tankerne? Hendes øjne blev en smule smallere som hovedet søgte let på sned. Hun betragtede ham som prøvede hun at læse ham selvom det intet hjalp hende. Hænderne satte hun roligt i siden før hun valgte at tale igen. "Og hvilken stilling er det som De tilbyder mig?" spurgte hun roligt men kunne ej skjule den nysgerrighed som lå skjult i hende. Hvad havde han dog i tankerne? Så vidt hun vidste var de fleste adelige stillinger besatte?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ledte i øjeblikket et land, hvor han selv ikke var velkommen, hvilket ikke just var noget, som gjorde det meget nemmere for ham. Var det underligt, at han tog på det, som han nu gjorde i øjeblikket? Grotesk og hårdt, som det end måtte være, var der bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det. Han kunne forsøge at få enderne til at mødes, så landet ikke gik i opløsning.
"Med den dybeste respekt for Dem og Deres fader," sagde han med en sandfærdig stemme. Selv han vidste hvordan den korrekte tale, skulle bruges i denne forbindelse. Særligt, når han selv stod i en situation, hvor dette var krævet af ham.
En titel som Grevinde kunne han snildt give hende, selvom han var mere fristet til andet. Nu forstod han da for alvor, hvorfor det havde været så vigtigt for Silia, bare at få kastet den titel fra sig. Det var virkelig et kæmpe ansvar at sidde med, og selv Jason havde brug for at få Carlisle med ud af landet nu, inden det blev alt for farligt for dem at være der. At det derimod måtte påvirke hende i den forstand, var ikke noget, som han kunne tage sig af. "Hvad med titlen som landets Dronning?" spurgte Jason denne gang direkte. Igen, var han ikke kendt for at lægge fingrene mellem, og hvis han så en mulighed for at gøre det.. Ikke blot fordi at Angel var en engel.. Et væsen af Procias, og fra en oldgammel kendt og prociansk slægt. I hans øjne, var det helt perfekt!

[Angelique Amalani Darcy]

Jason gjorde et godt stykke arbejde med at holde styr på landet. Det kunne ingen da benægte. Det var farligt for ham at blive fordi han selv ikke var helt renracet hvilket var en skam. han var en mand som kæmpede hårdt for at holde det hele ovenvande og det var noget som Angel virkelig godt kunne lide. Det var dejligt at se folk der kæmpede for tingene og ikke bare gav op fordi det var svært.
Hans respekt til hende og hendes familie var noget som hun værdsatte. Darcy slægten var gammel og hendes far havde været greve i landet i mange tusinde af år men alligevel blev han smidt på porten fordi han var en vampyr. Han var et væsen af mørket selvom hun vidste at han ikke levede af mennesker. Det var virkelig surt at han skulle smides på porten af sådan en lille grund. "Jeg takker" sagde hun blot og nikkede roligt imod ham.
At han havde helt andre planer var virkelig ikke en tanke som var faldet Angelique ind overhovedet! Han ønskede hende på en anden stilling og det i sig selv var noget som hun ikke helt vidste hvordan hun skulle takle. De blide øjne betragtede ham roligt som han stod der. Da han derimod åbnede munden kunne hun ikke andet end at tabe underkæben. Stod han lige og sagde det som hun troede han sagde? Det gav sgu da ingen mening! Hun hankede op i sig selv og fik lukket munden igen. Hun rystede det af sig. Det måtte da være en joke han kom med der. Han kunne da ikke mene at hun ville egne sig på sådan en post? Hun fjernede den ene hånd fra hoften og kørte den igennem det blonde hår. "Stilling som landets Dronning. Sig mig en gang, Jason Nimanhra, Gør De grin med mig?" spurgte hun helt alvorligt. Hun kunne virkelig ikke tro at han stod der og tilbød hvad hun troede han tilbød. Det var da helt uvirkeligt!

[Jason Elvana Nimanhra]

Respekten for Darcy, kunne man kun have, og særligt, når man vidste hvor meget den havde været igennem. Det var ulykke på ulykke som havde ramt den kære familie, og alligevel havde de formået at holde hovedet højt, og særligt, når det var sådan her. Det var nok første gang at han stod overfor Angel.. han havde i hvert fald ikke set hende siden hun havde været helt lille, og det var virkelig ved at være rigtig mange år siden, kunne man jo sige.
At hun gerne ville tage over for sin fader, forstod Jason godt. Det var jo også noget af et imperium, at få løst, kunne man jo sige, og det var også sådan, at han så på det. Vigtigst var at Procias bestod, og særligt med den historie og alt det ekstremt hårde arbejde, som var lagt i det.. Særligt, når det måtte foregå på denne her måde. Hovedet lod han søge på sned. Mesteparten af tiden, gjorde han alting med en bagtanke. Men Procias var en helt anden tanke. For ham, var det en ting, som skulle have lov til at bestå.
Hendes reaktion derimod, måtte more Jason temmelig meget. Det var nok ikke hvad Marius ville forestille sig af sin datter.. men var det ikke en mulighed? Jason kunne se muligheden! "Jeg tror udmærket godt, at De hørte mig første gang," sagde han roligt, inden han søgte mod hende med rolige skridt. Ikke var der noget truende over hans adfærd. For det var vigtigt. "Hvem ville kunne styre landet, end en procianer selv?" spurgte han videre, som han nåede hendes side.

[Angelique Amalani Darcy]

Darcy var et familie navn som havde været kendt i Procias i mange år og hendes far havde virkelig gjort meget for landet og ikke mindst folket. Det var bare noget folket ofte lod gå i glemmebogen. Desværre. Hun ville virkelig ønske at det kunne være anderledes men det lod ikke til det. At hun nogensinde skulle have mødt Jason i person var ikke noget hun kunne erindre. Hvis de havde havde hun været helt lille men sandt at sige havde hun jo også været borte i forfærdelig mange år efterhånden.
Hun vidste at det at træde i hendes far's fodspor slet ikke ville være let for hende men dog vidste hun at hun i det mindste var nød til at gøre forsøget. Ikke nok med at det var noget som han ønskede så ønskede hun jo ikke selv at tilsmudse Darcy navnet. Slet ikke faktisk! Så hun var nød til at gøre det godt. Det ville blive hårdt men det skulle nok lykkes hende!
At han sagde hvad hun hørte kom virkelig bang for hende. Hende!? Som Dronning?! Det kunne da virkelig kun være en spøg og iokke en særlig sjov en af slagsen. Ikke nok med at hun slet ikke var en del af tronfølgen så var hun da slet ikke i stand til at gøre sådan noget. Hun var da slet ikke forbredt på det at styre et land! Hun svarede ham dog ikke da hans kommenterede på hendes spørgsmål. Hun betragtede ham blot som han kom hende nærmere. Hun følte sig ikke truet på nogen som helst måde, heller ikke selvom han kom imod hende. De blå øjne hvilede på hans skikkelse som han stoppede op ved hendes side og talte igen. "En som blot har en smule erfaring med det at lede. Ej kan man påstå at jeg har det på nogen som helst måde" sagde hun roligt og vendte sig mod hans skikkelse. "Hvordan skulle jeg kunne lede et helt land om man må spørge?"

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tog nu denne sag yderst alvorlig, og særligt, når det var på denne her måde, at det rent faktisk måtte foregå. Ikke desto mindre, så var det jo bare en kendsgerning, at det var således, at tingene måtte forholde sig. Han lod hovedet søge på sned.
Ej var hun afvisende overfor ideen. Dette passede uden tvivl Jason glimrende! Ikke at det var noget, som han lagde det mindste skjul på, når det nu endelig var, og det var særligt sådan her, at han måtte se på det. Et smil passerede hans læber. I forvejen, var det yderst sjældet, at dette forekom fra hans side af. De spidse tænder måtte derfor også vise sig i hans mundviger.
"Hvorfor skulle De ikke kunne gøre det, frøken Darcy?" spurgte han med en rolig stemme. I bund og grund, var hun præcist det, som procianerne ønskede og søgte. De ønskede en prociansk dronning, og det kunne han give dem, ved at placere en engel, som hende på tronen! Kom det i det hele taget bag på nogen? Ikke at han ville sige det faktisk. "Med forlov, kunne jeg lære Dem det? Lære dem at lede et folk.. et land.." sagde han med en rolig stemme. Hvis det betød, at han kunne trække sig. Fred være med det, for han havde uden tvivl brug for det. Brug for, at kunne tage herfra, og samtidig sikre sig, sin egen families overlevelse! Og få tilset Silia.. sikrer sig, at hun rent faktisk havde det godt.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var ej en leg som han forslog hende lige her på stedet. Det at overtage hvor Silia og Gabriel havde sluppet var ej en ting eller tanke som nogensinde havde kunnet falde hende ind. De havde gjort det godt begge to men hende? Hun ville da ikke være i stand til noget som helst? Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Forvirret over ideen var hun. Hvad var det med folk for tiden? Først havde hendes far bedt hende om at overtage hans grevestilling og nu bad Jason Nimanhra hende om at tage stilling som dronning af et helt land? Tanken var helt igennem uvirkelig for hende. Dog kunne man ikke sige at hun afviste det med det samme. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke gjorde dette. Ej ønskede hun den magt som det var at sidde på en trone og ej søgte hun at lede et land og dog. Der var mange muligheder i ideen. Ikke mindst var der en mulighed for at hendes far og Cassie kunne vende tilbage til Procias igen. Det var ikke ligefrem en chance som hun kunne lade sig gå forbi, var det? Hendes blik hvilede på ham. Selvom hendes indre var i fuld forvirring formåede hun egentlig at holde masken ud ad til ret godt. "Jeg har ej nogen som helst erfaring med ledelse. I mine unge år tog jeg afstand til min faders titel så ikke en agng der har jeg noget erfaring. Hvorfor tror De at jeg ville være i stand til at lede?" spurgte hun roligt. Det så dog ud til at han personligt kunne lide ideen. Han tilbød endda at blive der og lærer hende at lede? Hun bed sig stille i læben og vendte sig fra ham. Med tænkende skridt gik hun over imod det næsmeste vindue og kiggede ud over Slottet og Apterta City, eller i hvert fald det som hun kunne se derfra. Hende? Lede? Tanken var jo næsten grotesk .... Eller var den? "Jeg ved ikke om jeg er i stand til at lede et land, Hr. Nimanhra. Men ..." Hun tav og vendte sig mod ham. Roligt lænede hun sig let op af vindueskarmen og vendte blikket tilbage imod hans retning. "... men med Deres hjælp er det måske en mulighed. Stadig var det hende virkelig en underlig samtale at have. Hun vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på. Et sted havde hun mest lyst til bare at løbe men hvad skulle der dog komme ud af det? Intet. Derfor valgte hun at blive selvom det her godt nok var noget af det mest underlige hun havde været udenfor længe. En tanke slog hende dog samt enkelte spørgsmål som hun var nød til at stille. "Er det overhovedet sikker for Dem at blive i landet? Jeg ved at De ej er af rent Prociansk blod og selvom dette ej har en betydning for mig så har det desværre en betydning for enkelte grupper af den Procianske befolkning." Angel havde altid haft det godt hjerte og det at nogen skulle komme til skade eller det der var værre var ikke en tanke som hun brød sig synderligt meget om.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var muligt, at det i øjeblikket, var Jason, der var direkte desperat, i samme forstand, som Silia havde været, da hun i udgangspunktet, havde valgt at skænke ledertitlen til Anasuya. Ikke at han kunne tage sig af det nu. Han ville dog næsten påstå, at det kort, som han nu stod med på hånden, var bedre. Uanset, var det et bedre valg, end at lade ham blive siddende på titlen. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene, hvilket uden tvivl også godt kunne mærkes. Særligt, som det var lige i øjeblikket.
"Selvom De måske står uden erfaring med ledelse, ligger det i Deres blod, Angelique," sagde han denne gang direkte. Denne gang vovede han nu alligevel at benytte hendes fornavn. Han sendte hende et svagt smil. Han kunne skam godt forstå at det var en kæmpe beslutning, og derfor glædede det ham uden tvivl, at hun ikke var afvisende overfor ideen. Det var nemlig også hvad han havde brug for, og særligt, når det skulle foregå på denne her måde. Han foldede hænderne let over ryggen. "De er en Darcy.. Et kendt familienavn, og ikke er De bærer af en mørk race, som ikke i forvejen, er ønsket eller velset her i landet," fortalte han med en ærlig stemme. Jason kunne lede hvis han ville.. men han var så uvelkommen, at det kun var modstand, som han måtte møde.

Jason fulgte hende roligt med blikket, som han lod hovedet søge på sned. Ej var det trygt for ham at blive i landet, men bedre ville det blive, hvis han kunne trække sig en smule fra den lederpost, som han havde været nødsaget til at hoppe ind i, i øjeblikket. "Det er det ikke nej," sagde han direkte. Det var værre for ham, at blive i en stilling som royal, end en stilling som rådgiver. Desuden skulle hun have den korrekte oplæring, og denne kom jo ikke dumpende ned fra himlen, kunne man sige. "Om De ønsker at tage imod.. Så ønsker jeg at stå for Deres oplæring," sagde han roligt. Som for Anasuya, var det et løfte, og han agtede at stå ved det!

[Angelique Amalani Darcy]

Han var stresset og dette virkede virkelig som en strø tanke han blot havde slynget ud i flæng. Ej kunne Angelique være det bedste valg for sådan et job? Ingen erfaring eller noget som helst. Jason var presset, hun kunne se det på ham så måske dette blot var for at slippe for at føle sådan? Hun vidste det ikke og det var noget af det værste ved det hele.
Han omtalte hende ved fornavn hvilket i realiteten ikke gjorde hende noget. Det var ikke en ting som kunne slå hende ud på nogen som helst måde. Hendes blik hvilede på hans skikkelse. Hun havde det i hendes blod? Hendes far's blod nærmere bestemt men stadig så var det bare en så uvirkelig tanke. Hun tog en lidt dybt indånding og tænkte en smule. Aldrig havde hun haft de samme talenter som sin far og nu blev hun bedt om at prøve af som dronning? Det var hende virkelig så uvirkeligt som noget kunne være det. Det var ikke blot en lille beslutning, det var noget som hun måtte tænke over. Der var så mange ting som der skulle ordnes. Hun var en Darcy og bar engleracen lige nu. Gad vide om det ville have været samme spørgsmål hun havde fået hvis hun stadigvæk havde været spide? Hun tvivlede. "Det er mere min race end noget andet De prøver at rekruitere, Jason. Jeg ved at det er det som folket vil have men er der ikke nogen som ville være bedre til det end mig?" spurgte hun ærligt. Hun var da nød til at spørge i det mindste?

Hun søgte over til vinduet mens hun tænkte. Han ville lærer hende op, hjælpe hende og det var hun da glad for. Han ville ikke bare efterlade hende til det hele hvilket kun var positivt. Hun lukkede øjnene og lænede sig op af vindueskarmen for en stund. Måske det var bedre hvis han ikke sad på magten for hans sikkerhed men var det nogen grund for hende til at skulle overtage? Hun var virkelig ikke sikker. Jeg må ærligt indrømme at det er noget af et dilemma som De sætter mig i. Jeg føler ej at jeg er den rigtige valg og dog nærre jeg et ønske om at hjælpe befolkningen. Deres tilbud er fristende men tvivlen er der endnu" sagde hun ærligt og åbnede øjnene igen. Hendes blik søgte endnu en gang vinduet og hovedet faldt let på sned. Der var noget der nagede hende men hun kunne ikke lige helt komme på hvad det var. Det var noget hun havde glemt at tage højde for i denne her diskussion. Tanken slog ned i hende som et lyn fra en klar himmel. Hun sukkede stille og lukkede øjnene en gang. "Chili" mumlede hun næsten uhørligt og rystede på hovedet. Hendezs drage ville virkelig ikke føle sig hjemme i hovedstaden på nogen som helst måde. Han ville hade det men hun kunne ikke efterlade ham i Elanya heller. Hun var nød til at få snakket med ham om det før hun tog en beslutning. Dette var en mulighed som hun et sted ikke følte at hun kunne sige nej til selvom den skræmte hende umådeligt. Hvad ville hendes far ikke sige? Der var så mange ting at tænke på! Det var så forvirrende for hende. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle stille op med sig selv.

[Jason Elvana Nimanhra]

Måske at det bare var en flygtig tanke.. måske at der rent faktisk var noget i det. Jason vidste bare, at titlen som øverste i Procias, ikke var noget, som han ønskede, eller kunne holde, og det var noget, som han stod fast ved. Uanset hvordan han vendte og drejede den, så var han ikke noget, som det procianske folk, ønskede at have på toppen. Uanset hvad han gjorde, var det modstand, som han blev mødt af, og det gjorde det uden tvivl svært for ham. "Tvært imod. Jeg skænker landet her, hvad de oprigtigt ønsker, og det er en procianer på tronen. Desuden nedstammer du fra en tidligere respekteret familie her i landet. Ej kan jeg se nogen, som skulle være bedre egnet," sagde han med en kortfattet stemme.

Hænderne foldede Jason over ryggen, som hun søgte hen til vinduet. Selv havde han fuld forståelse for, at dette var en svær situation at placere hende i, men for ham, var det.. rigtigt. Det var sådan her, at han oprigtigt ønskede, at det skulle være, så Procias kunne komme tilbage på fode igen, for det kom ikke til at ske, så lang tid, at han måtte tage pladsen i tronestolen.
Jason søgte efter hende, hvor han igen placerede sig ved hendes side. Det var mere trygt for ham, at trække sig som ledende af landet, og hjælpe hende igang.. Være lidt i skyggen, så han kunne træde til, om behovet skulle opstå. Langsomt måtte han derfor også vende blikket i hendes retning igen. "Jeg forstår din tvivl," begyndte han roligt. Så lang tid, at han var hvor han var, ville landet her køre totalt i sænk, hvilket han i forvejen, anså som en kæmpe skam. Ingen tvivl om det. "Landet her har meget at byde på, og siden jeg selv er så bundet til mørket som jeg er, er det ikke noget, som jeg kan udvinde noget godt af. Lyset ønsker en lys leder. Det er dig." Ikke ønskede han, at hun skulle tvivle. Han ville bare gerne have, at hun tog imod!

[Angelique Amalani Darcy]

En flygtig tanke kunne føre mange problemer med sig men måske det var det rigtige valg? Hun vidste det ikke, det var hende stadig noget så forvirrende det hele. Hun var blevet spurgt omkring det at overtage landet. At stå for det hele og passe på folket. Hun var stadig meget ung af sind. Hvordan pokker skulle hun kunne klare sådan en opgave. Hun bed sig let i læben mens hun lyttede. Han kunne ikke se nogen som skulle være bedre egnet? Stadig kunne hun ikke helt tro på det. "Spørgsmålet er om folket i det hele taget vil acceptere en kvinde på tronen som ej har noget kendskab til det at lede" påpegede hun roligt. Var det noget under at hun havde sine tvivl?

Hun tvivlede så meget. Det han bad hende om, ønskede af hende var så voldsomt at hun slet ikke vidste hvilket ben hun skulle stå på. Tankerne for rundt i hendes hoved. Der var så mange muligheder i det som han forslog men alligevel kunne hun ikke se at hun skulle være den rette. Det måtte da være andre? På den anden side så var den næste dronning forsvundet sporløst, Silia var væk og Gabriel ... Ja Gabriel var også væk. Var der andre? Gabriel og Silia efterlod sin ingen arving. Hun sukkede en gang som han kom tættere på hende igen. Hun lukkede øjnene og rystede svagt på hovedet. "Tvivl har jeg meget af. Ej troede jeg at jeg ville være i stand til at styre en titel som Grevinde og nu beder du mig om at styre et helt land. Det er ikke ligefrem et let valg" pointerede hun roligt. Hun åbnede øjnene og vendte blikket mod ham igen. Han var så overbevisende, det var nok det som var det værste ved det hele. Han formåede virkelig at få vækket nogle ting og ønsker i hende som hun måske ville kunne udrette i denne stilling. Hun bed sig stille i læben igen. Ej kunne hun tage beslutningen i dag. "Jeg kan ej give dig et svar i dag. Jeg har en jeg skal have snakket med dette om før jeg kan tage en beslutning" sagde hun endeligt og rettede sig en smule op. Hun var nød til at snakke med Chili. Hun nægtede at bosætte sig på slottet hvis han ej fulgte med hende. Hun ville bare ikke uden ham.