We need to meet!

[Angelique Amalani Darcy]

Det var dejligt at hun ikke skulle være helt så højt på strå omkring ham. Selv var hun jo yderst bekendt med mannere for selvom hun havde taget afstand til sin far og hans arbejde den gang så havde hun altid været grevens datter og derfor altid været med til de fornemme ting som han var blevet inviteret til. Det gav hende da et lille forspring når det kom til den opgave som lå foran hende. Hans ord fik hende til at bryde ud i en latter. Aldrig havde hun hørt nogen omtale hendes far på den måde og gud hvor var det dog forfriskende! "Min far er en god mand men du har så ganske ret. Han er en umådelig tør kiks" medgav hun grinende. Hvor var det bare komisk!

Det var ikke meget som hun krævede af ham for nu. Hun vidste hvad hun ville og det vigtigste for hende lige nu var at meddele hendes far hvad der skete, få et sted til Chili og så komme i gang med arbejdet. Det kunne virkelig ikke gå for langsomt for hun vidste at hun havde meget at lærer. Sandt at sige var det virkelig første gang hun havde følt at hun havde denne form for gå på mod overfor en opgave som var hendes stillet. Ej ønskede hun at fejle. "Jeg tager afsted med det samme. Jeg er ej dum. Min drage flyver rundt oppe over skyerne så jeg lader hesten stå her og flyver til Manjarno med det samme. Jeg er sikker på at vi når frem før rygterne" påpegede hun roligt og vendte blikket over mod det nærmeste vindue. Chili var fulgt efter hende, hun kunne næsten fornemme ham flyve rundt deroppe og tage de nye omgivelser i øjefald.
Hans ord fik hende til at smile. "Det lyder godt. Jeg planlægger at indfinde mig på slottet så hurtigt som det er mig muligt, Alt afhænger af hvor mange ord min far ønsker at drøfte med mig" pointerede hun roligt. Hans kække bemærkning gik hende ej for døve øre. Hun vendte sig mod ham og lod hovedet søge let på sned med et drillende smil på læben. "Jeg tror aldrig jeg kommer til at vende mig til at blive kaldt det ..... Så jeg vælger at give dig en dumflad hver gang du gør det unødvendigt" drillede hun og lod armene falde over kors.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var en mand, som sagde tingene ligesom de var, og dette var heller ikke noget undtag. Derimod måtte han jo sande, at han virkelig godt kunne lide, at have en som Angel omkring sig. Det var rent faktisk rart med en procianer, der ikke tog ordene så voldsomt og så slemme, som dette her måtte være. "Det er han desværre.. Selvom den udtalelse alene, nok vil ende med at give mig en dumflad, næste gang jeg får muligheden for at se til ham," sagde han let for sig selv. Han tog det nu ikke tungere end som så. Han var nu glad for, at han havde det forhold til manden, som han nu havde.

Det glædede virkelig Jason at hun tog så let på tingene, og alligevel indvilget i at lade ham hjælpe hende. Han agtet at give hende den hjælp, som han ellers ville have skænket Anasuya. Han måtte dog alligevel erkende, at han havde en langt større og langt bedre følelse af det her, end det som han havde haft det med en kvinde, som ville have været bange for halve landet her. Han vendte blikket mod hende.
"Så tag af sted, så kan jeg melde fra til folket," sagde han med en rolig stemme. Han glædede sig virkelig til at han kunne trække sig. Desuden vidste han, at Silia havde brug for ham i Dvasias. Skræmmende som det end var, at han skulle søge dertil.
Et morende træk fandt alligevel vejen til hans mundvig. "Jo før du vænner dig til det, jo bedre er det. Snak ud med din fader om det, og så skal jeg nok melde fra til folket og landet her, at jeg trækker mig, og lader en ægte procianer komme til magten her i landet," endte han. Taknemmelig var han virkelig. Endelig kunne han se enden lidt på det, og det glædede ham uden tvivl også!

[Angelique Amalani Darcy]

Han var meget ligefrem og det var noget som Angel virkelig godt kunne lide. Hun var selv en som prøvede at være så direkte overfor folk som muligt dog uden at træde nogen over tæerne for meget. Ikke fordi hun frygtede det men mere for at holde freden. Dog var hun ej bleg for at sige tingene som hun følte dem hvis det var det som var den bedste løsning. Angel var Procianer af hjerte og det var noget som hun var stolt af men hun ønskede dog at se en ændring i folket som hun havde set i sig selv, Hun ønskede at den en dag ville komme til at kunne se at ikke alle folk med onde racer var onde ligesom ikke alle folk med gode racer var gode. "Det vil jeg gerne se ham gøre" grinede hun mildt.

Angel var virkelig en pige som ikke tog så hårdt på det hele. Et sted så nærrede hun blot et stort ønske om at hjælpe landet som var hende så nært. Hun havde valgt at blive og overtage hendes far's stilling men nu, ja nu var der en ny mulighed. Hvad mon han ville sige? Hun vidste det ikke og tanken skræmte hende en smule. Hvad nu hvis han ikke følte at det her var en god ide? Hun bed sig kort i læben før hun endnu en gang vendte opmærksomheden mod Jason som han snakkede. "Jeg tager afsted med det samme" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. "Jeg skal nok vænne mig til det på et eller andet tidspunkt. Jeg må afsted. Ødelæg nu ikke mit slot mens jeg er væk" sagde hun kækt og blinkede til ham før hun vendte om på hælene og forlod tronesalen. Et sted følte hun det stadig som om dette ikke var helt virkeligt men ak, det var det. Nu skulle hun så bare lige snakke med sin far om det her. Jason ville sætte resten i værk herfra. Terningerne var kastet og spillet sat i gang. Nu handlede det bare om at komme i gang og få styr på tingene for guderne skulle vide at det var der brug for.

//OUT

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var direkte, og han vidste også godt, at han trådte rigtig mange over tæerne. Det var noget, som han i hvert fald gjorde uden at tænke over det. Faktisk var det noget, som han sjældent tænkte over, hvis han skulle være helt ærlig. Han ville bare gerne kunne trække sig, før dette ville koste ham hans liv.
At hun var med på hans meget tørre vittigheder, selv nu hvor det var hendes kære fader, det måtte gå udover, glædede det ham kun. Det var i hvert fald en mere værdig kvinde, at have i rollen som dronning her i landet, hvilket var noget, som selv Jason stod fast ved. Det var muligt, at han var desperat, men dette var da et mere korrekt valg. Han rystede kort på hovedet. "Hvis han tør," sagde han denne gang med et kækt smil på læben.

At hun ønskede at drage videre, passede Jason mere end fint! Det betød jo trods alt også for ham, at han nu kunne melde ud, at han trak sig, hvilket nok ville føre til en kæmpe jubel rundt omkring i landet! "Snak du med din kære fader, og skænk ham mine hilsner," sagde han med en rolig stemme. For ham, var det noget, osm betød rigtig meget, og særligt fordi at det var hans kære gode ven, det drejede sig om.
Svagt himlede han med øjnene, som smilet passerede hans læber igen. "Hvad tror du om mig?" spurgte han med et kækt smil på læben. Som hun forlod salen, lod han sig selv stå ved vinduet, bare for en stund. Endelig smilte lykken og skæbnen lidt til ham. Endelig!

//Out