We need to meet!

[Jason Elvana Nimanhra]

Uanset hvem der måtte blive valgt, var Jason ikke i tvivl om, at det ville stille folket mere tilfreds, i og med, at hun måtte være af det væsen, som hun var. Det gav hende en klar fordel, og han kunne jo trods alt hjælpe lidt i skyggerne. Han vendte blikket langsomt mod hende. Ikke var der så meget som en mine at spore og spotte i hans ansigt. Ikke var det noget, som der var nogen grund til, når det endelig skulle være i den anden ende. Han sendte hende et svagt, men overbærende smil. "Jeg forstår dine tanker.. Du er langt bedre stillet, end hvad en som jeg er.. Som har erfaringen og har gjort det før," sagde han med en sandfærdig stemme, som han igen vendte blikket mod Procias, ved at kigge ud af vinduerne.

At hun ikke ville være i stand til at give ham et svar i dag, var noget som tildels måtte nage ham, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. Desuden vidste han jo, at det var en kæmpe beslutning for hende at tage, og særligt, når den kom på denne her måde. Han vidste som sagt godt, at det ikke var et nemt valg for hende, og særligt, når det var på denne her måde, at det foregik på, men hvad andet valg havde han egentlig? Selv han var en meget presset mand. Han forstod Silia langt bedre nu.
"Jeg ønsker kun at du tager en beslutning, som du kan stå ved," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Hun ville vente.. Han forstod hende skam godt, men for ham, var det vigtigt, at det var en beslutning, der blev taget hurtigst muligt. "Men jeg forstår.. Tag dig den tid, som du har brug for," afsluttede han med en rolig stemme. Tilfreds var han dog ikke, selvom det ej kom frem i hans tone. Man var vel ikke vampyr for ingenting.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var virkelig svært det her. Angel var forvirret men et sted så havde han jo ret. Folket ønskede en Procianer på tronen og lige nu var der ikke andre end hende. Det var et valg som var hende umådelig svært. Skulle hun bare sige ja og lade det være det? Nej. Hun var nød til at tænke over det her også selvom det måske var en beslutning som skulle træffes hurtigt. Roligt betragtede hun ham. "I folkets øjne, måske" medgav hun roligt og sukkede en gang. Dette var virkelig forvirrende for hende.

Hun var nød til at snakke med Chili. Det var det som var det vigtigste for hende. Chili og hende skulle ikke skilles igen så det var vigtig at han kunne af finde sig med livet i den store by. Hun vidste at det ville blive svært for ham men hvis dette skulle lykkes så var han nød til det. Hun bed sig stille i læben. Et sted så vidste hun jo godt at Jason ønskede et svar i dag men det kunne hun altså bare ikke give ham. Hun knyttede hænderne kort og vendte sig mod hans skikkelse.
"Jeg er nød til at tænke det lidt igennem og snakke med en om det. Hvis jeg skal flytte til Apterta City er der en jeg skal have med mig og tager ikke hertil uden at han er med mig. Jeg kan ej efterlade ham igen" forklarede hun stille. Hun tog en dyb indånding og rettede sig en smule op. "I morgen .... Jeg kommer til dig i morgen med mit svar og ej en dag senere. Jeg ønsker ikke at du skal vente. Hvis mit svar bliver et nej har du brug for alt den tid du har til at finde en anden og hvis min svar bliver et ja er vi nød til at komme i gang hurtigst muligt. Aftale?" spurgte hun roligt og lagde armene over kors. Hun var fast besluttet på at der skulle ligge et svar til ham så hurtigt som muligt.

[Jason Elvana Nimanhra]

I folkets øjne, var Angel et glimrende eksempel på en dronning, og særligt fordi, at hun havde det procianske blod. Det var jo noget, som man kun måtte beundre her i denne tid, og det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed. Uanset hvor godt Jason kunne gøre det, ville det bare aldrig blive godt nok. Et sted vakte det jo en frustration ved ham, og særligt, når det foregik på denne her måde, men hvad var der at gøre ved det? Han kunne jo intet stille op mod de kendsgerninger, kunne man sige. "Jeg kan gøre det så godt som ingen anden, og for dem, vil det aldrig blive godt nok. Jeg har brug for en procianer til at tage over efter mig.. En som har tænkt sig, at blive," fortalte han. Om Anasuya var forsvundet, eller om hun havde stukket halen mellem benene efter deres tur på den anden side af grænsen, var ikke til at sige.

Hun ville have til i morgen. Det kunne Jason godt leve med. Det var jo trods alt kun endnu en dag uden søvn. Han kunne vel godt klare en dag mere, kunne han ikke? Han ville ikke pålægge hende yderligere, også selvom det nok næppe var det her, som hun havde forventet at ligge øre til. "Jeg vil vente Dem i morgen," sagde han med en rolig stemme, inden han vendte om på hælen og søgte tilbage mod tronestolen. Her valgte han endnu en gang at sætte sig. Træt var han uden tvivl efterhånden. Det var ved at være ham en tung burde at bære.

[Angelique Amalani Darcy]

Det måtte være svært. Procianerne ville have et væsen af lys på deres trone og ligegyldigt hvor godt Jason gjorde det så var det bare ikke godt nok. Det var en skam virkelig men hun kendte det jo godt. Det var sådan de alle sammen havde haft det med hendes far. Han havde altid gjort det så godt for landet men aldrig havde det været godt nok fordi han var blevet forvandlet til et væsen af mørket. "Jeg kender til det. Det er det samme som min far har været igennem" pointerede hun roligt. Det var virkelig for dårligt at det skulle være sådan men mørket havde bare gjort for mange dumme ting her i lyset. En skam var det uden tvivl.
Hun var blevet givet en dag og det havde hun tænkt sig at holde. Hun betragtede ham som han søgte tilbage mod tronen og rettede sig selv op og begyndte at søge mod døren. Hun stoppede dog op halvvejs og vendte sig mod Jason igen. "Hvis du skal være min rådgiver må du huske at søvn er vigtigt. Ingen konge, dronning eller rådgiver tager gode beslutninger uden søvn. Få dig noget hvile. Vi ses imorgen" sagde hun roligt og forlod så salen uden et ord mere. Hun havde noget hun skulle nå!

Turen hjem var gået alt for hurtigt. Hun havde tænkt og tænkt men lige lidt havde det hjulpet. Stadig havde hun ikke kommet frem til et svar. Hendes snak med Chili havde heller ikke været lys og lagkage. Hans frygt for mennesker var så stor at hun slet ikke vidste om han kunne klare at komme ind til slottet. En beslutning var blevet truffet og nu var det tid at søge tilbage til slottet som hun havde lovet. Det var tidlig eftermiddag igen som hendes hest endnu en gang kom ind i gården. Som dagen forinden søgte hun ind på slottet og hele vejen op til tronesalen hvor hun endnu en gang gjorde sin entre. Hun havde truffet sit valg og nu skulle hun bare fortælle det videre til Jason.

[Jason Elvana Nimanhra]

"Jeg skal forsøge.." Var de ord, som var kommet med Angel ud, som hun havde valgt at forlade salen her, og særligt, når det foregik på denne her måde. Uanset hvordan han gjorde arbejdet, og uanset hvor godt han ville være i stand til at gøre det, ville han aldrig kunne gøre det godt nok, og det vidste han. Det var næste det, som for ham, var det værste af det hele.
Selv blev han siddende, som han så hende søge ud. At sove og få noget hvile, var nok ikke noget, som ville komme på tale, og særligt, når det var på denne her måde at det hele måtte foregå på. Derfor lod han hende også gå, for selv, at kunne tage hånd om det sidste i dag, inden han ville finde noget andet at tage sig til.

Dagen kom. Endnu en dag, hvor Jason ikke havde sovet det mindste. Efterhånden, så var det ham en vane, som han ikke rigtigt kunne gøre det største ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han sad endnu en gang i tronesalen. Der tilbragte han faktisk rigtig meget af sin tid. Han havde efterhånden sorte render under øjnene, og øjnene var svagt blodskudte. Han fik jo heller ikke just den næring, som han skulle have.
Et tungt suk brød hans læber. Vagterne havde allerede fået øje på hende, og havde meddelt hendes ankomst, så de åbnede blot dørene, så hun kunne træde ind i salen. Jason fulgte meget nøje med. Det var jo også skæbnesvangert for ham, det her.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique regnede virkelig ikke med at han havde fået det mindste søvn selvom hun havde bedt ham om det. Turen tilbage til Elanya havde virket ufattelig kort så vel som turen tilbage til Apterta City denne morgen havde virket ufattelig lang. Det var underligt hvordan tid kunne være så forskellig fra da til dag. Hun sukkede kort som hun hoppede af hesten. Hun var ventet og hendes ankomst var sikkert blevet meldt til ham deroppe. Hendes skridt mod salen var rolige og beslutsomme. Hun stod ved den beslutning som hun havde taget også selvom hun lige nu ikke vidste om den var klog eller ej.

Hun kom ind i salen og gik med rolige skridt mod Jason. Hendes blik faldt på hans skikkelse og han så om muligt mere træt ud i dag. Hun rystede opgivende på hovedet som hun stoppede op nær ham og satte hænderne i siden. "Bad jeg dig ikke om at få noget hvile?" spurgte hun roligt? Det blå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. I dagens anledning havde hun sat håret op i en høj hestehale og hun var iført en hvid kjole i stedet for den marineblå som hun havde haft på dagen forinden. Hun sendte ham et stille smil. På en måde var hun vel ved at bringe ham gode nyheder? Han ville i hvert fald have noget at arbejde med fremover i stedet for at sidde der helt uvidende.

[Jason Elvana Nimanhra]

At sove og hvile, var slet ikke noget som kom på tale for Jasons vedkommende, så lang tid, at tingene forholdt sig, som de gjorde i øjeblikket. FOr hans vedkommende, var dette nemlig en alvorlig sag, og han måtte jo også tage sine sikkerhedsforanstaltninger. Hvis han lagde sig til hvile, hvad ville folk så ikke ende med at gøre ved ham? Uroen voksede, selvom han dagligt kæmpede for at holde den nede. Han forstod skam godt, at Silia havde kastet håndklædet i ringen, men det ændrede bare ikke på det faktum, at dette sted, var hans hjem, og det havde det været i frygtelig mange år.
At hun derimod skulle kommentere hans træthed, var noget som kort fik Jason til at trække på den ene mundvig. Han tog ikke tingene så tungt. Det var der ingen verdens grund til. "Det kan jeg gøre, når jeg bliver gammel," pointerede han denne gang med et kækt smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke undgå det. Langsomt rejste han sig endnu en gang op. Han var stiv.. Han var træt.. Han lagde bånd på sig selv, og efterhånden, var det også ved at være hårdt for ham, at holde igen, uanset hvor meget hans så end måtte forsøge at gøre det. Hans blik søgte hendes skikkelse. Hvad var hun kommet frem til?
Jason søgte mod hende med rolige skridt. "Jeg går ud fra, at du har taget en beslutning?" spurgte han direkte. Han håbede.. Gud hvor han dog måtte håbe!

[Angelique Amalani Darcy]

Hvile var vigtigt for alle. Også selvom man skulle holde et land ovenvande! Han var udmattet og det var ikke noget hun brød sig om. Lige nu afhang Procias skæbne på hans skuldre og hvis han var for træt ville han slet ikke kunne tage beslutninger. Hun sukkede stille med et overbærende smil på læben som hun kom ham nærmere. At han ikke sov fordi han var bange for hvad der ville hænde ham i søvnen var ikke som sådan noget hun tænkte over men ej var det en underlig ting. Man var jo nød til at passe på sig selv. Han rejste sig fra stolen som hun stoppede op med hænderne i siden. Ej så han ud til at have det alt for godt. Udmattelse kunne virkelig tage på folk og selvom han prøvede at virke kæk kunne hun ikke lade være med at være en smule bekymret. Hun kendte ham ikke og alligevel følte hun en stor bekymring for hans velbefindende. Hun sendte ham et stille smil som han kom mod hende. "Er du ikke allerede gammel? Så vidt jeg ved er du en god ved af min far" pointerede hun morende og studerede ham som han kom tæt på hende.
Han gik lige til sagen hvilket var noget som hun rigtig godt kunne lide. Hovedet søgte hun let på sned mens hun studerede ham. "Du har brug for hvilen" pointerede hun igen. Ikke fordi hun ikke ville lade det ligge men fordi det var vigtigt. "Du kan ikke hjælpe mig og oplærer mig hvis du er så træt at du næsten ikke kan stå på benene, Jason. Du har brug for at få noget søvn." Hun sendte ham et blidt smil. Søvn skulle han da i hvert fald have før de begyndte på noget som helst!

[Jason Elvana Nimanhra]

Søvn og hvile var vigtigt, selv for et væsen og en mand som Jason, men som det stod lige nu, måtte det vente. Han kunne ikke tillade sig at gøre det, så lang tid, at han havde det ansvar hvilende på sine skuldre, som det han havde. Han glædede sig virkelig til, han kunne tage herfra. Gud hvor han dog glædede sig til at han kunne gøre det! "De er mig en kende kæk, frøken Darcy," lød det roligt fra Jason. Han kunne lide det. Ikke var han et sekund i tvivl om, at hun ville være ham et bedre alternativ, end hvad en som Anasuya havde været. Hvad der havde jaget den unge kvinde på porten, var endnu nok et af de mange ting, som han aldrig ville få svar på. Hårdt som det end var.. Procias havde brug for en procianer i øjeblikket.

Jason vendte blikket mod hende, da han stoppet op ved siden af. Han gik lige til sagen, for han ville gerne finde ud af det. Han ønskede at finde ud af, hvad hun var kommet frem til, da det egentlig var det eneste, som havde noget, der mindede om en betydning for ham.
"Hvis mulighederne byder på det, skal jeg nok få indhentet noget af den søvn og hvile, som jeg mangler," sagde han direkte. Hun ville intet få ud af, at gå som katten om den varme grød. Han havde brug for at vide helt præcist, hvad hun gjorde sig af tanker, hvad angik det her.

[Angelique Amalani Darcy]

Alle havde brug for søvn, selv væsner af mørket. Han valgte at holde sig oppe selvom det virkelig ikke var en god ide. Selv ønskede hun jo at han også passede på sig selv sådan så han ikke blev syg eller noget i den stil. Dog vidste hun at med det ansvar som han sad med var det ham nok umuligt lige nu. En skam var det men hvad kunne man gøre ved det andet end at lette hans byrde. Det var i hvert fald hvad hun ønskede at gøre. "Hellere kæk end kedelig, Hr. Nimanhra" lød det morende fra hende som hun sendte ham et smil. Angel havde altid været lidt rap i ordene og nød det at snakke med folk, ja alle folk faktisk. Hun holdt på at alle havde en stemme og en historie som skulle høres.

Han var gået lige til sagen hvilket hun kunne lide. Det nyttede ikke noget bare at træde rundt i det hele. Hun lod roligt hovedet søge let på sned. Hun skulle være mere klar i hendes ord for han forstod hvis ikke hvad hun mente. "Muligheden byder sig, Jason. Jeg agter at tage imod den stilling som du har tilbudt mig på to betingelser. Den første er at der skal findes et sted hvor min drage kan sove og være beskyttet. Han er ej særlig glad for andre mennesker men jeg lader ham ikke blive i Elanya. Betingelse to er at du får noget ro og noget hvile. Er jeg nød til at gøre den sidste til en ordre?" spurgte hun roligt og lod armene søge over kors. Beslutningen var truffet, hendes valg meddelt og nu var det hans træk. Hvad ville han mon gøre?

[Jason Elvana Nimanhra]

Som det stod i øjeblikket for Jason, så var søvn og hvile fuldstændig uaktuelt, og det var han heller ikke bange for at erkende. Armene lod han falde i fold på ryggen, hvor han blev stående ved siden af hende. Kæk og flabet som hun end var, var det en tanke, som han godt kunne lide. Han kunne virkelig godt lide det. "Sagt som en ung Darcy.. Jeg gav din far dumflad for en lignende kommentar for mange år siden," pointerede han kækt. Han kunne skam godt følge bare lidt trit, hvis det var det, som skulle til, og det havde han skam også tænkt sig at gøre nu!

Hendes ord, var noget som direkte lettede Jason! Hun havde rent faktisk tænkt sig, at takke ja til den stilling, som han havde i sinde, at give hende! Den tanke, var rent faktisk en tanke, som gjorde ham lettet. Virkelig meget endda! Smilet bredte sig på hans læber.. skuldrene faldt mere tilbage på plads, som han jo oprigtigt kunne se lyset for enden af tunnelen nu. Det var lige, hvad han havde brug for. Han nikkede mod hende. "Det betyder meget for landet.. som det også har en meget personlig betydning for mig, Angel. Hvis det er dine krav og dine forventninger, så skal jeg gøre, hvad jeg kan, for at imødekomme disse," sagde han med en ærlig stemme. Hvis det betød, at han inden længe, ville være i stand til at trække sig, var det jo helt igennem fantastisk! "Hvilen skal jeg nok indtage, når dette officielt er meldt ud til folket. Desuden agter jeg at gøre, hvad jeg kan, for at støtte dig igennem dette," forsikrede han.

[Angelique Amalani Darcy]

Søvn og hvile skulle til for alle og hun agtede da også at få ham til at sove på et eller andet tidspunkt. Det andet her holdt bare virkelig ikke i længden. Hun sendte ham et roligt smil som han gav hende lidt kækt igen. Dejligt var det da at folk ikke blot blev fornærmede men at en kæk bemærkning blev gengældt. Hun bed sig kort i læben. "Ej tror jeg at du vil slå mig, Jason men hvis du skulle få de lyster så sidder min kind samme sted som min fars" drillede hun roligt og blinkede til ham. "Desuden ville jeg gerne have set dig give min far en dumflad. De må have været morsomt." Hun kunne godt lide det. Ikke alt skulle gå op i fin tale og manere.

Hun kunne se at det lettede ham. Hendes ord lettede virkelig en byrde fra hans skuldre og det var en tanke som hun godt kunne lide. Valget med at sige ja havde virkelig ikke været let for hende men hun havde gjort det og hun stod ved det. Det ville blive hårdt arbejde, det var hun ikke i tvivl om men hun ville gøre sit bedre for ham og for folket i Procias. Hvem vidste. Måske hun en dag ville ændre deres holdning til de mørke væsner som virkelig kunne hjælpe landet. "Du kan ikke lærer fra dig i den tilstand, Jason. Få det meldt ud så hurtigt som det er dig muligt. Mine krav er små. Det vigtigste er min drage. Han skal kunne have et fristed som han kan søge til. Forhåbentlig kan han lærer at elske Apterta som han har gjort det med Elanya Og ud over det så ønsker jeg at se dig udhvilet snarest" lød det bekymrende fra hende. Hun kunne virkelig ikke lide at han skulle rende rundt så udmattet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Overfor Jason, behøvede den virkelig ikke bestå af fest og finesser. Her kunne hun snakke lige så kækt og flabet, som hun ville, og hun ville få igen af samme ske, uden at det egentlig gjorde ham det mindste. Han måtte jo erkende, at han virkelig kunne lide det. "Hvem ved.. måske at du får lov til at se det en dag," Han blinkede let til hende. Selv på trods af hans træthed, og udmattethed, så formåede han alligevel at holde humøret højt. "Det var også yderst humoristisk, vil jeg sige. Jeg er bare ikke sikker på, at din kære fader var af samme mening," sagde han med en rolig stemme. Han blinkede let til hende. Han havde altid haft et meget nært forhold til både Gabriel og Marius. Meget var det, var ødelagt i dag.. men han agtet at bibeholde kontakten med den kære Darcy.

For Jason, var det uden tvivl lettende, at vide, at hun ønskede at overtage den titel, som dronning af Procias. Forhåbentlig ville det som skete med Anasuya ikke ske her! Han ønskede ikke at hænge på den mere. Det var selv begrænset hvad han kunne holde til.
"Jeg skal nok få det meldt ud," sagde han med en rolig stemme. For ham, var det lettende at vide, at det ikke var ham som skulle hænge på det, men derimod hjælpe til i skyggerne. Det tog virkelig meget af presset væk fra ham, og det havde han det mere end fint med! Og det lagde han bestemt heller ikke skjul på. "Fortæl mig hvad du kræver af stald eller andet til ham, og jeg skal sørge for, at det bliver bygget," fortsatte han. Næsten som var energien kommet tilbage til ham igen. Dette havde virkelig været hvad han havde manglet!

[Angelique Amalani Darcy]

Det var rart at man ikke behøvede at være så fisefornem omkring Jason. Faktisk så kunne hun godt lide ham. Der var en charme over ham som virkelig tiltalte hende og som hun godt kunne forstå havde tiltalt hendes far. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule ved hans ord og sende ham et morende smil. "Det vil jeg da håbe på så" lød det fra hende. Hendes far havde ikke kunnet se det sjove i at have fået en dumflad? Hvorfor overraskede det hende ikke? "Han kan også være så kedelig en gang i mellem. Hvem kan da ikke se det sjove i at få en dumflad?" spurgte hun drillende. Dette møde med den kongelige rådgiver var gået langt anderledes end hun havde forventet men hun kunne lide det. Der var ændringer på vej og hun var en del af dem. Denne gang ville hun kunne gøre noget for Procias som var en af de største ønsker som hun sad med.

Hun skulle nok lette den byrde som han gik rundt med på sine skuldre. Hun ønskede at hjælpe ham så vel som Procias og hvis hun kunne gøre det på denne måde hvorfor så takke nej til tilbudet? De fleste ønskede jo at hjælpe andre så hvorfor ikke tage chancen? Som dronning kunne hun gøre mere end hvad hun kunne det lige nu. "Det vil jeg se frem til. Selv ønsker jeg at søge over grænsen for en kort stund og meddele dette til min far. Hellere høre det fra mig end at høre det fra folkemunde" sagde hun roligt og med et lille smil.
Hun ville skam tage imod alt den hjælp som han kunne give hende. Hun vidste jo at dette ville blive alt andet end let og derfor takkede hun heller ikke nej. Hun tænkte sig lidt om ved hans spørgsmål omkring opholdssted til Chili. "En forholdsvis stor bygning ville være dejlig for han er ret enorm af en drage at være. Der må gerne være meget halm som han kan isolere sig med og store døre sådan så han kan komme og gå som det passer ham" forklarede hun roligt og begyndte at lege med en tot af de lyse lokker der var faldet hen over hendes ene skulder.

[Jason Elvana Nimanhra]

Omkring Jason, var der slet ikke noget behov, for at være fisefornem. Han havde det fint med ganske almen tale, og særligt, når det foregik på denne her måde, hvilket man heller ikke just kunne lægge skjul på. Han foldede hænderne over ryggen, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. Drengene have altid haft et godt forhold. Det var bare ikke ofte, at de havde haft mulighederne, for at søge ud, hvilket var det, som rent faktisk gjorde ham ked af det.
"Det er det jeg mener. Din fader er en frygtelig god mand, Angelique. Tag endelig ikke fejl af det. Men han kan godt nok være en tør kiks engang imellem," medstemte han med et let smil på læben. Han tog det ikke tungere end som så. Det havde han heller ikke nogen grund til.

Det var småting hun krævede i retur, og det var ting, som Jason udmærket godt vidste, at han kunne imødekomme med den magt, som han i øjeblikket havde. Hans blik søgte hendes skikkelse. At hun ønskede at meddele sin fader dette, forstod han skam godt. Han nikkede. "Ønsker du at jeg skal vente med offentliggørelsen? Så du kan meddele ham det, før rygtet løber?" spurgte han denne gang med en rolig stemme.
Hænderne foldede Jason over ryggen. Et stort byg som kunne huse en drage, burde være til at bygge. Han nikkede igen. "Jeg burde kunne få bygget sådan et, tæt ved den kongelige grund her i Apterta, hvis det er hvad du kræver og forventer, Angelique," lovede han. Han trak kort på den ene mundvig. "Deres Højhed," tilføjede han lettere kækt.