Nymåne: Ambassadørråd del 1

[Sephiran Acheron]

Sephiran hævede kort et bryn, som Rhaenys måtte grine ad Lestat. Ja, meget kunne man sige om vampyrerne. Han brød sig heller ikke særlig meget om dem, men Romeo havde jo faktisk ret i sin sag om, at de kunne være til nytte. De skulle bare finde en leder... Gerne en Imandransk leder, så de kunne få vampyrernes hovedsæde flyttet fra Dvasias til Imandra. Racen var alligevel nærmere i skjul efter at Cathlina var forsvundet og Corvento stod tom. "Uanset hvad, er det da også mere attraktivt at kunne færdes i dagslys. Men derfor kan vi jo sagtens drage nytte af deres styrke alligevel... Til vores egne ønsker og formål," endte han til vampyrsagen. Også for at lukke den her, for han gad heller ikke det mudderkasteri, der blev ved med at foregå på tværs af bordet. Han så tilbage mod Rhaenys og så lettere tænksom ud. Det var jo sandt, at de kunne passere Tyaiabjergene. Denne sag måtte han vist lige tænke lidt nærmere over og det hele krævede vist også et mere privat møde mellem Rhaenys og ham selv, hvor de kunne diskutere sagerne mere nøje. "For nu, så lader vi den i hvert fald ligge her... Vi er rimeligt enige til, at vi kan tage den op igen på et lidt senere tidspunkt, når alt skal begyndes at skrives ned på pergamenter og gemmes," svarede han hende roligt. Håbede hun godtog, at han lukkede den for nu, for han var jo åben overfor at få det på plads, på et senere tidspunkt. Han nikkede. Den fredsaftale havde faktisk holdt ro på det hele i tilpas nok tid til, at Denjarna havde fået Manjarno op at køre. For bekrigede Procias og Dvasias hinanden, ville Manjarno automatisk blive inddraget. Hans blik gled mod Romeo ved hans ord. "Du må meget gerne gå, min dreng," svarede han. Han rejste sig så op. "Og her vil jeg lukke mødet ligeså. Vi når ikke meget videre nu, men vi har fået åbnet op for en masse ting. Der skal tænkes og planlægges, og så vil jeg vende tilbage til jer alle sammen... Rhaenys og Lestat, tak fordi I mødte op. Og Demarcus, hvis du vil følge med mig, så skal jeg vise dig lidt rundt. Nu er du jo kommet denne lange vej," afrundede han det hele. Han gjorde en gestus mod den vej han ønskede at Demarcus skulle følge, inden han nikkede mod Rhaenys og derefter Lestat. "Og pas på din datter, Lestat," afsluttede han, før han vendte siden til og gik. Forventede, at Demarcus fulgte med og at de andre kunne finde vej ud selv...

//Her afrundes det første møde i ambassadørrådet. Det tog en lidt uventet drejning for dem alle, men nu er der taget hul på tingene.
//Out.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var uden tvivl fascineret af denne samling af mennesker, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Et kort smil passerede derfor hans læber. Lige hvad angik at hjælpe til med at frigive et land, var nok sværere, end først antaget, da det heller ikke just var det, som han havde den største erfaring med. Hvorfra skulle det da komme? Han havde jo altid været bosat på sin kære ø, og dette var heller ikke noget undtag, kunne man sige.
"Jo mere I kan drage nytte af, des stærkere står I," fortalte han med en ganske stilfærdig mine, efterfulgt af et ganske roligt nik. Han ville med glæde, se hvad landet her havde at byde på, men også for at styrke det samarbejde, som han nu havde med Sephiran, så var det kun noget, som ville tælle rigtig godt for hans vedkommende om ikke andet. "Det vil jeg se frem til, Sephiran," sagde han med en rolig stemme. Mødet denne gang blev gjort færdig, hvorefter han rejste sig. Han valgte at stole på manden, da han til nu, heller ikke havde haft en grund til at skulle gøre andet. For ham, var det nemlig vigtigt, at dette blev gjort ordentligt, og siden de begge to var handelsmænd, så burde det heller ikke være helt umuligt?
"Jeg har nu været spændt på dette, under hele turen hertil," fortalte han. Et sidste blik, sendte han denne gang Lestat og Leonore, som endnu sad der hånd i hånd. Uden tvivl glad for, at han kunne gøre manden denne tjeneste. Desuden var Leonore for 'fin' af sig, til tjenestestand på Tayevania. "Det glæder mig, at jeg kunne skænke dig denne gave, Lestat," afsluttede han, inden han denne gang søgte med Sephiran ud. Han var spændt på, hvad han ville få at se.

//Out

[Romeo Direshade Acheron]

Det var uden tvivl en vigtig opgave, som Romeo blev betroet med, men af den grund, ville han gøre, hvad han kunne for at imødekomme det. Han skulle finde ledere af racen, og det skulle helst gerne være individer, der kunne være med til at sikre sig, at landet her kunne blive fri.
"Naturligvis, far," sagde han denne gang med en rolig stemme, inden han selv valgte at rejse sig. Han var fritstillet til at gå, hvilket gjorde, at han kunne se til opgaven med det samme. Dog ønskede han alligevel at snakke med Sasha før han gjorde noget som helst. Han ville jo gerne informere hende om den særlige opgave, som han var blevet sat på, og ikke ønskede han, at hun skulle rende rundt uvidende om, hvad der egentlig foregik, og særligt når det var noget, som potentielt kunne være farligt for dem.
"Jeg tager af sted med det samme.. Vent ikke oppe på mig," endte han denne gang med et ganske kort træk på smilebåndet. Han selv søgte ud af lokalet, for at søge i retningen af Sasha, så han også kunne skifte til sine rejsegevandter i stedet for. Det i hans øjne ville komme ham langt mere til gavn, før han ville drage ud på den lange og nok så farefulde færd. Hans fader måtte i den forbindelse stole på ham, og ikke havde han tænkt sig at svigte ham ved dette!

//Out