Nymåne: Ambassadørråd del 1

[Lestat De Lochér]

Lestat trak vejret roligt og vendte blikket mod sin sidemand, Demarcus, der jo faktisk havde bragt hans datter hjem til ham. Som han stadigvæk sad med i hånden, da hun ret meget nægtede at give slip. Ikke at det gjorde ham noget, for han holdt glædeligt ved. Han ville faktisk allerhelst aldrig give slip igen! Han så mod manden, der så ret utilpas ud, men dog alligevel prøvede at byde ind. Imponerende måtte han selv sige. "Du har helt ret," medgav han og så tænksomt frem for sig. Landets ressourcer? Få. Men tingene groede her jo, landet var bare blevet rippet og var uopdyrket. Det betød jo ikke, at det ikke kunne opdyrkes igen, der skulle bare mandskab til at dyrke det. Hvis de klarede jordopdyrkelsen til foråret og såede der, så ville de næste sommer være selvforsynende med mange ting. Og hvis Sephiran kunne brødføde folket, så fik han kun en endnu større styrke i forhold til mandskab. Støttere. De måtte altså have lavet nogle landmænd! En tanke slog ham pludseligt... "Findes der ikke planter, der kan gro i vintertiden? Så kan vi jo faktisk så nyt allerede nu. Planter giver ilt... og tiltrækker dyrelivet. Jo mere vildt, der kommer i skovene, jo flere jægere kan der komme og kødet kan så blive skåret ud og solgt videre på markedet i New Dale," startede han ud med at sige. Nu måtte de jo faktisk tænke smart og på fremtiden.
Det næste der skete, var dog noget uventet og alligevel forudset. Kimeya fik taget sin stol og han og Soraya forlod salen. Han mærkede et stik indeni sig, men lod det ej komme til syne og så blot over på Sephiran. Slå vampyrer ihjel? "Af hvad jeg ved, bor der i forvejen ikke mange vampyrer i Imandra," svarede han. Hvad han syntes om ideen at korsfæste dem, det vidste han ikke lige hvad han skulle tænke om.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var uden tvivl meget overrasket over, at man bare smed folket væk fra rådsmødet, når de nu var kommet denne lange vej, for at deltage i det, dog selvom det ikke var noget, som han ønskede at blande sig i. Han gik da stærkt ud fra, at Sephiran havde sine grunde til, at handle, som han nu gjorde? Det var i hvert fald sådan, at han så på det.
Han fulgte derfor Kimeya og Soraya med blikket, inden han igen vendte blikket mod de tilbageværende. Dette var virkelig en helt ny og fremmed verden for ham, og han forstod ikke hvordan man kunne opføre sig på denne her måde? Han rystede kort de tanker ud af hovedet. Hvis de virkelig ønskede at løsrive dette land, var det vigtigt at få en økonomi op, som ikke var afhængig af alverdens andet. Lige hvad angik planter og den slags, var han bange for, at han, med sin viden fra Tayevania, ikke kunne bidrage med så meget. Øen var temmelig tropisk og eksotisk i forhold til det kolde land, som han nu var blevet introduceret til. "Jeg kan desværre ikke byde på meget hvad angår vækst af planter og vegetation i vinterhalvåret. Jeg har en fornemmelse af, at det skulle være meget koldt her. I skal have gang i økonomien og væksten. Brug de penge, som I har fået ind, og skab dette," opfordrede han. Det var vel det eneste, som han kunne sige i den forbindelse?

[Sephiran Acheron]

Sephiran syntes bestemt ikke, at Procias var et fornuftigt forslag. Derimod et dumt forslag, der kun var nævnt fra Kimeyas side i håb om, at han kunne afværge Imandras løsrivelse fra Dvasias for sin kære dronning. Men den mand skulle bare vente. Han havde nemlig mange planer i vente og en af dem var Kimeya selv en del af. For den mand skulle nemlig ikke lystre en skide tøs til Jaqia, men derimod skulle han lystre en anden... Ham selv. Han havde brug for Kimeyas styrke på sin side og han vidste, at han ikke fik den, så længe manden var mere loyal til Jaqia end ham. Til at fortryde? Næppe. For når Kimeya kom tilbage for at tage hævn, så ville han være klar. Han fulgte blot Kimeya og Soraya med blikket, som de forlod salen og gik tilbage til sin stol, hvor han satte sig igen. Han så mod Rhaenys. "Der er i forvejen ikke mange vampyrer på denne side af den gamle grænse," startede han. Han kunne se på hendes ansigt, at hun da var tøet lidt op. Endelig kunne hun lade vær med at sidde der som en anden tæve og bide af ham. "Men jeg skal gerne fjerne de vampyrer, der er i din vej, hvis du til gengæld kan love mig, at jeg har alle dine varulves styrke og støtte til min rådighed. Jeg har brug for, at nogle kan dyrke og beplante. Om nogle vil melde sig ind i hæren, så bliver det på deres eget valg. Jeg tvinger jer ikke til at kæmpe for mig, hvis I ikke vil," svarede han hende sagte. Han ønskede at skabe en alliance til ulvene. Desuden håbede han meget, at han helt kunne undgå krig, for det gad han virkelig ikke. Det var han slet ikke mand for! Han så mod sin søn, der nu blandede sig. Han var ung endnu.
"Du må se det, i det større billede, min dreng. Tænk på hvor mange støttere vi kan få fra ulvene, hvis vi til gengæld udrydder de få vampyrer, der har valgt at rejse hertil," svarede han ham sigende. Det var meget længeresigtet end bare at slå nogle vampyrer ihjel. Hans blik fortsatte rundt til Lestat og Demarcus, der sad og udvekslede et par ord.
"Vi må finde en med ekspertise indenfor planter... En druide, elver. Eller måske alkymist," svarede han tænksomt. En, der kunne stå i spidsen for at sætte opdyrkelsen igang af landet igen.
"Min første tanke med det hele er, at få flere støttere, så Jaqia undgår at bekrige os med sin styrke. Ulvene, er forhåbentligt de første, der tilslutter sig den imandranske trone. Og så skal vi ellers ud og finde flere racer. Vi skal have fat i lederne," endte han.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ganske vidst var der ikke ligeså mange vampyre i Det gamle Imandra, som der var i Det gamle Dvasias, men stadigvæk. ”Sandt er det, at det ikke er her, at der er flest blodsugere.. De kommer dog, og når de kommer, lover de intet godt. Hverken for os varulve eller for nogen anden,” sagde hun ærligt. Racen var alt i alt en skamplet. For mange var varulvene måske en upassende race, men stadig.. De havde et bankende hjerte i deres bryst, de var dejligt varme og røre og ikke isnende kolde, og de drak ikke andre folks blod. Det kunne umuligt kun være dem, som havde et problem med det! Hun betragtede Sephiran nøje, som Sephiran kom med sine krav og forhåbninger til hende og hendes kobbel. ”Hvis vi skal være en del af dit muligt kommende regime, har vi endnu et krav. Iyanna skov skal forblive uberørt. Det er vores hjem, og naturen der skal forblive, som den er,” sagde hun stilfærdigt, inden hun valgte at fortsætte. ”Med hensyn til, hvad mine varulve kan gøre for dig, kan jeg eller du ikke tillægge dem en fast opgave med det samme. Det er et frit folk, og de må derfor selv vælge, om de vil være behjælpelige med opdyrkelsen af noget jord, eller vil deltage i de kampe, som der måtte komme. Dog vil jeg på forhånd sige, at mit folk består af tre grupper. Dem der jager og skaffer føde til koblet. Dem der kæmper og beskytter koblets mod uindbudte.. og dem der beskytter vores fremtid ved at pleje vores hvalpe.” Det var de typer, som hun primært kunne byde ind med. Ej ville hun sætte dem til noget, som de end ikke var kendt med. Derudover ville hun også gøre det klart, at de ikke bare ville arbejde for Sephiran og landet, men først og fremmest havde deres egne at tage sig af. De havde jo nærmest deres eget lille samfund, hvor de blot passede sig selv. Hun tog en ny tår af sin whisky. ”Med hensyn til at finde leder er mit bud, at det vil være en svær kamp.. Vampyrerne og dødsenglene står i øjeblikket uden ledere. Warlockernes leder har du lige smidt væk. Mørkelverne har aldrig forladt deres domæne.. Hvis der skulle gøres nogen forhåbninger, skulle det være blandt dæmonerne. Jeg hører, at de har fået en ny i deres rækker. Jared Imaricha.. og dog har dæmonerne altid været kendt for at være Dvasias tro.”

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo så ikke hvorfor det skulle være nødvendigt at slå vampyrere ihjel, når de var i besiddelse af så umenneskelig en styrke, som faktisk kunne vise sig, at komme dem til gavn i stedet for. Hvorfor skabe flere fjender, end hvad de i forvejen måtte have? Nu hvor Kimeya var sendt ud og tilbage til Dvasias, vidste han da godt, at de ikke just kunne regne med warlockerne i denne kamp, for en kamp ville det nok ende med at blive. Nu var han heller ikke just den type mand, der sad med den største erfaring, og det var skam heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at sige højt. Hans fader vidste det jo trods alt. Han vendte blikket i retningen af dem begge to, som de snakkede over bordet. Her kunne Demarcus jo heller ikke just komme ind med noget, som ville være dem til gavn uanset. Han kom jo af et helt andet klima, end hvad de havde her.
"Hvorfor slå et væsen ihjel, som kunne vise sig, at være os til gavn?" spurgte han direkte. Hvorfor skaffe sig flere fjender, end hvad de i forvejen havde, kun for at stille varulvene tilfreds? "Jaqia vil næppe opgive landet her, uden at det skal vise sig, at blive en kamp om det. Hvis det reelt kan vise sig, at vi kan få vampyrere på vores side, hvorfor så gøre dem til vores fjender?" spurgte han blot åbent.
Romeo vendte blikket skiftevis fra sin fader og til Rhaenys. Det var tydeligt dem, som styrede dette, også selvom han intet havde imod det. Han lærte virkelig meget af, at sidde i disse situationer. Desuden var det noget, som han skulle lære. Alkymister er en nærmest udryddet race. Der er ikke mange af dem tilbage længere. Kunne de regne med dæmonerne? Nu var Faith ikke slået ihjel, af hvad rygterne sagde, så mon ikke det også kunne vise sig at blive problematisk? "Personligt.. synes jeg vi skal have set på, hvad vi i forvejen har, før vi forsøger at alliere os med 'fjenden' på den anden side af den gamle grænse," sagde han dog. Dæmonerne.. det kunne vise sig, at være en farlig affære. [/font]

[Lestat De Lochér]

Lestat så skiftevis på Rhaenys og Sephiran, der klart havde mest at sige til hinanden lige nu. Men det var nok også fordi at varulven blev ved med at stille krav og betingelser, fornærme ham eller kritisere ham, eller more sig over den drejning som mødet havde taget. Men han vidste, at Sephiran havde sine grunde. Og han vidste også, at de ikke havde set det sidste til Kimeya, for det havde man aldrig. Han rynkede næsen ved Rhaenys' ord. Hun var ret flabet at stille så mange krav overfor sin ambassadør, der jo faktisk ville blive hendes konge. Forhåbentligt snart, for de varulve skulle da tæmmes!
"Mit bedste bud ville være at prøve og blive gode venner med netop de racer, der står uden en leder... Måske finde en potential leder indenfor racerne og indgå en aftale med dem, så de kan," startede han ud med at nævne. Selv var han også lidt imod bare at fjerne vampyrerne, for det kunne også starte en krig, hvis de følte sig alt for meget trådt på.
"Jeg må dog være enig med din søn her, Sephiran... Er det klogt at slå hånden af vampyrerne til fordel for varulvene? Du kunne jo bruge vampyrerne i kamp, fordi de har umenneskelig styrke imod den dvasianske hær. Og så varulvene til noget andet. Man kan jo lave regler, således at vampyrerne ej må betræde Iyanna skov og på den måde er varulvene sikrede der. Og lave en fredsaftale mellem de to racer, så de ikke bekæmper hinanden til døde," svarede han roligt. Det var hans tanker.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus følte fuldstændig, at han var på udebane lige i øjeblikket. De mange væsner, som de snakket om, havde selv han kun hørt om i myter og gamle fortællinger, og det kunne naturligvis godt mærkes i øjeblikket. At bekrige vampyrerne i samme forløb, som de ønskede at frigive et land, var nok heller ikke det mest smarte, så der havde den unge Romeo uden tvivl fat i noget. Jo færre ting, de havde at tænke på, des bedre ville det uden tvivl også ende med at blive, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt.
"Jeg kan forestille mig, at jo mindre I har at fokusere på, des nemmere vil det blive for jer, at finde ud af, hvad det vil kræve, for at få landet frigivet. Af hvad jeg har set, skulle det være et flot sted." Kimyea havde han vel allerede glemt for nu? Desuden kendte han ikke til manden, og vidste derfor heller ikke hvad slags man han var, eller hvad det var for en mand, der lige var blevet smidt ud.
At vampyrere overhovedet fandtes, var en virkelighed, var svært for Demarcus at håndtere. Det var bare.. underligt. Han rynkede derfor på næsen, og rystede kort de tanker ud af hovedet. "Dertil vil jeg gerne vide, hvis der er noget håndgribeligt, som jeg kan bidrage med. Hvad I ønsker at snakke om, er ikke noget, som jeg ved særlig meget om. Det er jo også min første tur til fastlandet," fortalte han med en rolig stemme, som han igen foldede hænderne over hovedet. Han var nysgerrig på fastlandet her, men han ønskede jo også at gøre noget for dem, når han nu var kommet denne lange vej.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så roligt på Rhaenys. Hun havde uden tvivl meget af hans opmærksomhed, selvom han også prøvede at åbne samtalen lidt mere ud i det åbne forum. Demarcus var jo trods alt virkelig på udebane og når mødet var slut, skulle han uden tvivl have en god forklaring omkring det hele, så han ikke bare var komplet forvirret. "Det kommer an på hvilke restriktioner man sætter for dem... såfremt de selvfølgelig kan holde det, men ellers er de jo kriminelle og kan dømmes i samme forstand som alle andre," svarede han hende roligt. Han vædede let sine læber, som han lænede sig tilbage i stolen og lyttede til hendes næste ord. Flere krav? Havde hun ikke lige bedt ham om at slå en halv race ihjel for hendes skyld, og så ville hun have mere? Nu måtte det da snart stoppe. Dog nåede han ikke at svare, før Romeo også bød ind. Og knægten havde for en gangs skyld en meget relevant pointe. "Såfremt du ønsker, at alle dine varulve skal bestemme for dem selv, så kan jeg ikke love at udrydde vampyrerne. Dog kan vi indgå en anden aftale. Et liv for et liv. Hvis en vampyr slår en varulv... eller anden person ihjel, så vil vedkommende også skulle bøde for det med sit eget liv. På den måde har vampyrerne også ret til at vælge om de vil leve eller dø," svarede han roligt. På den måde kunne han nemlig også opbygge et vist samarbejde med vampyrerne, trods han ej ønskede dem for tæt på og slet ikke i for store grupper ad gangen.
"Derudover vil jeg da håbe, at I vil hjælpe med genopdyrkningen af landet og byde ind på handelsmarkedet, men de aftaler kan vi få på plads senere hen," endte han. Det var lidt for at lukke snakken nu og her. Han vendte nu opmærksomheden mod Demarcus i stedet for. Dette måtte virkelig være en favr ny verden for en mand som ham.
"Demarcus. Hvis du skulle skære sagen helt ind til benet, hvad skulle vi så fokusere på?" spurgte han.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Lestats ord omkring, at det ville være en ide at finde en leder til de lederløse racer, og gøre dem til sine allierede, anså Rhaenys rent faktisk for at være en god ide. Problemet var bare.. dødsenglene syntes at være som sunket i jorden efter, at Corina var gået bort, og vampyrerne.. ja, den sag behøvede hun end ikke at forklare. ”At finde nye ledere til racerne kunne være en ide. På den måde kunne man ganske rigtigt sikre sig deres loyalitet. Spørgsmålet er bare, om det er til at finde nogen der vil påtage sig det job,” sagde hun direkte. Det var en god ide, men selv tænkte hun også, at der formentligt var en grund til, at dem der ikke var ledere ikke var ledere. Det var jo heller ikke et simpelt hverdagsjob, som at gøre rent.
At hun ikke kunne få vampyrerne fjernet, begyndte hun hurtigt at forstå. At Sephiran sammenlignede et varulveliv med et vampyrliv, kunne hun dog på ingen måde stå inde for! ”Et liv for et liv? Vampyrerne har intet liv, så der er intet at sammenligne på den front. Har du nogensinde mærket en vampyr? De har intet bankende hjerte. Kendetegnet ved at leve. Derudover er de kolde som is,” sagde hun skarpt. Hun kunne bestemt ikke gå med til, at de var ligeså værdige som dem eller nogen anden levende race! ”Hvis vi skal have en aftale, og hvis ikke vampyrerne skal fjernes, skal Iyanna skov gives til varulvene, og vampyrerne skal have forment adgang dertil. Hvis de krydser vor grænse, vil det være vores regler der gælder og ingen anden lov. Hvis de kommer ind, og hvis de skulle formå at komme ud igen, vil vi have retten til at forfølge dem. Kan du give os den lovning? Både mundtligt og på skrift?” Der var måske dem ved bordet der mente, at hun talte for meget, men dumme fandt hun dem kun. Det var nemlig nu man havde muligheden for at byde ind og ikke efter.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo var måske en mand uden sjæl, men totalt dum, det var han ikke. Hvis de i forvejen skulle slås med Dvasias og Jaqia, for ikke at glemme, at der også var Matthew, så hvorfor gøre sig flere fjender, end hvad man egentlig havde brug for? For alt hvad han vidste, så kunne det være, at de kunne få vampyrerene over på deres side, hvis de tilbød dem det korrekte, og så ville Dvasias stå endnu svagere, end hvad de gjorde i forvejen.
"Det var mig blot en flugtig tanke. Vi har i forvejen nok at tænke på. Hvis vi formår at få landet her revet fri, ved vi jo allerede nu, at Dvasias ikke vil støtte op om os økonomisk. Hvorfor skal vi så bruge vores ekstremt sparsommelige ressourcer på den slags?" spurgte han direkte. Nu var han jo søn af en handelsmand, og en mand af handling, og derfor var han sjovt nok også endt ud i noget af det samme. Han vendte blikket mod dem. Demarcus forstod ganske vidst ikke meget af hvad der skete, og selv kunne Romeo godt forstå hvorfor. Denne verden var jo fremmed for ham. Hvorfor havde hans far i det hele taget kaldt ham med til dette? Ikke at han ville blande sig, for hans fader havde nok også sine ekstremt gode grunde til at have gjort dette.
"Vampyrerne er et omvandrende væsen, som varulvene er.. De er et væsen, som har brug for tag over hovedet og mad i maven.. Ganske vidst i en anden forstand, end varulvene. I mine øjne, gør det dem til et liv," sagde han blot. Hvis hun gik op i bankende hjerter og sjæle.. ja, så burde Romeo vel heller ikke være der? Han så mod sin far. Skulle skovene forblive varulvenes område? Selv så han intet problem i det. De havde brug for den støtte, som de kunne få.

[Lestat De Lochér]

Lestats blik røg hurtigt til Rhaenys, da hun faktisk reagerede på hvad han sagde og egentligt støttede op omkring det. Godt nok syntes han, at hun snakkede meget, men egentligt kæmpede hun jo bare for en sag. Hun havde en stor flok at passe på, som han jo havde påtaget sig et kæmpe ansvar for at skubbe Imandras frigørelse igang, hvor han havde ledet oprøret, der havde kørt igennem landet det sidste stykke tid. Men hvis de fandt frem til noget fornuftigt i aften, kunne han slå koldt vand i blodet på oprørerne, fordi han kunne sige, at der skete noget fra Sephirans side af. "Helt rigtigt. Men hvis man kunne være så heldig at finde en, der kunne påtage sig jobbet som leder, som oveni ville være samarbejdsvillig... Så ville det jo være fantastisk," svarede han optimistisk. Selv vidste han ikke hvor svært eller nemt det skulle vise sig, men han kunne håbe, at det faktisk kunne lykkes. Han lod hovedet falde på sned. Nu måtte hun lige styre sig!
"Tro det eller ej, men jeg har været vampyr i en periode. Og man har faktisk et liv. Man går på jorden, man har så vidt muligt følelser og vi er faktisk levende nok til at kunne lave børn. Muligt hjertet så ej banker og at huden er kold," svarede han hende. Han havde faktisk levet som vampyr i frygtelig lang tid og fået barn på den måde også.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hvis dette land, skulle trækkes fri af Dvasias - som det store land tilsyneladende måtte hedde, så var det uden tvivl vigtigt, at de havde nogle egne ressourcer, at trække på, for han tvivlede stærkt på, at Dvasias eller andre ville støtte op om det. Hvis han endelig skulle komme med sit besyv, hvad den slags angik, så var det jo bare sådan at det måtte være.
Demarcus vendte blikket mod Sephiran. Snakken om varulve og vampyrere og alt den slags, var ikke noget, som han kunne tage del i, ganske enkelt fordi at han ikke havde nogen anelse om hvad noget af det var, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. "De ressourcer som landet her har, skal udvindes," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod Sephirans skikkelse. Han nikkede anerkendende mod ham. "Jeg tvivler på at dette... Dvasias, ønsker at bistå med hjælp, når I løsriver jer. Det er unødvendigt med flere fjender, og det er vigtigt at I alle kan samarbejde i den forbindelse." Han havde jo ikke den største erfaring med denne slags, men noget kunne han da komme med.
"Der skal gang i produktion og etablering af hære og våbenbrug. Det vil være en fordel at skabe allierede i de øvrige lande.. hvis disse ligger her i nærheden. Folket skal føle, at I kan.. det er det vigtigste. Det kræver deres overbevisning, og deres arbejdskraft," afsluttede han med en ganske bestemt tone. Det var vigtigt, at det hele blev gjort korrekt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran så mod Rhaenys, der nu også ledte opmærksomheden kort over mod Lestat. At finde lederne skulle ikke være det store problem, han skulle bare finde den rigtige til jobbet og sørge for det var én, som ville være ham loyal og faktisk flytte deres race til Imandra. Egentligt fandt han ideen om at have vampyrerne på sin side mere og mere tiltrækkende, trods det, at han også gerne ville have varulvene. Hvordan løste man sådan et problem mellem to så fjendtlige racer? "Romeo, du får til opgave at sørge for det. At finde nye ledere til racerne," endte han med en seriøs tone. Det var den første vigtige opgave han ville betro sin søn. Og han var sikker på, at han nok skulle klare det. Knægten skulle finde en vampyr og gerne en dødsengel, men det kunne de jo snakke om privat. Hans blik gled mod Rhaenys igen, da hun begyndte at nedgøre vampyrerne. Han havde engang været meget mere racedømmende end hvad han var i dag. Specielt når han selv var sammen med et gadekryds så at sige, da Tiyanna var en speciel blanding af tre racer.
"Du skal få lov at få indflydelse på den kommende lovgivning, der skal omhandle vampyrerne. Du kan få lov til at udvide Lykos Canina, men jeg kan ej tildele dig hele Iyanna skov, det er området for stort til. Desuden skal man kunne rejse til grænsen gennem Iyanna skov uden at blive stoppet af en varulv hver gang. Men hvis vampyrerne overtræder jeres territorium, så har I ret til at gøre hvad I vil med dem. Kan du gå med til det? Detaljerne om jeres territorium kan vi tage senere," svarede han. Når han havde nævnt lovgivning, så var det vel klart, at det også kom til at være på skrift?
"Imandra er ret afskærmet, da man skal gennem Dvasias for at komme til de andre lande... eller over havet. Men man skal selvfølgelig også over havet til Tayevania, så det er muligt, at Manjarno kunne være en mulighed," svarede han tænksomt. Hære... våben. Det var selvfølgelig vigtigt.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys slap sarkastisk latter, som Lestat gik så vidt som til at rose vampyrerne! ”Søde skat.. Hvis du mente dine ord, ville du næppe stå som noget andet end en blodsuger lige nu og her. Se det i øjnene.. Der er en grund til, at du ikke er en af dem længere,” lød det fra hende med et koldt smil på læben. Vampyrer var ligeså en værdig race? Hendes bare røv! Der var en grund til, at idioten ikke var vampyr længere! At han prøvede at sige det imod gjorde ham kun til et fjols. De brune øjne vendte hun imod Sephiran igen. ”Vampyrerne kan få lov til at krydse Tyaiabjergene. Det burde også være en smal sag for dem med de evner, som de har. Andre racer kan selvfølgelig frit få lov til at krydse skovene,” sagde hun blot. Aldrig havde hun ment, at skovene kun skulle være for varulvene. Skoven skulle være deres territorium, men folk måtte selvfølgelig godt færdes der.. så længe de ikke nåede ind til hjertet af deres hjem. Det var nemlig deres, og på det punkt havde varulvene altid været utroligt territoriale. At snakken derfra gik på Tayevania og Manjarno og det at finde allierede, kunne hun skam godt se pointen i. En ting var nemlig, at racer støttede op omkring et frit Imandra, men en helt anden ting var det hvis lande støttede op omkring det. ”Jeg kan ikke sige, at jeg ved noget om Tayevania, men de andre lande har jeg da besøgt. Manjarno står i øjeblikket alene og kunne derfor måske være interesseret i at få flere ”venner”. Om Procias stadig har en aftale med Dvasias efter, at deres regime røg, kan jeg ikke sige. På den ene side hader lysvæsner Dvasias, men på den anden side hader de også krig. En krig de stoppede med fredsaftalen mellem de to lande,” sagde hun roligt.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo vendte blikket langsomt mod sin fader. Det var uden tvivl en kæmpe opgave, at få tildelt, men han agtede derimod også at gøre hvad han kunne, for at gøre sin fader stolt i det henseende, for ikke ønskede han noget andet! Han nikkede. "Javel, fader," endte han. Han skulle direkte ud og finde ledere til de racer, som ikke var i besiddelse af nogen? Ikke at det var en tanke, der gjorde ham noget som sådan, men hvad ville de få ud af det? Allierede? Det var uden tvivl noget, som de godt kunne bruge!
Efterhånden måtte Romeo sige, at han var ved at være godt og grundigt træt af. Selvfølgelig kunne Rhaenys, som var varulv, ikke lide det væsen, så det var jo heller ikke ligefrem fordi, at det kunne komme bag på nogen, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Det var jo bare sådan, at tingene måtte være i den anden ende. Han så skiftevis på dem. "Er det ikke en anden snak? Hvad de kan og hvad de ikke kan og må?" spurgte han direkte. Det var meningen, at de skulle diskutere landets fremtid, og dette var bare ikke måden at gøre det på - i hans øjne, om ikke andet. Armene lod han denne gang søge over kors. Han selv synes at være færdig her, og særligt nu hvor han havde fået sin opgave tildelt. Desuden ønskede han at tilse hendes hustru, samt informere hende om, hvad han nu skulle gøre herfra. "Kan jeg gå? Jeg har trods alt en vigtig opgave at tage mig af.. Og ikke bare at sidde her og snakke om varulve og vampyrer," sagde han til sin far.