Nymåne: Ambassadørråd del 1

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det ene bryn hævede Rhaenys. "Indirekte beder du min race om at dø for sagen, når du ønsker vores hjælp. Som sagt, så har vi ingen materielle goder, som du kunne have interesse i, og derfor er der kun vores styrke og antal at se på, og sjældent er det, at der ikke er mandefald i krig," lød det sigende fra hende. Nej,hun ønskede ikke bare at lade koblet ende livet. Og for hvad.. Beskyttelse? Hun var racens beskytter. Hvis hun skulle bede om noget var det død over vampyrerne, og accept af hendes folk, da folk foragtede dem. "Spidsnæse? Det skal nok blive interessant, hvis dette skulle lykkedes dig. Tillad mig at hjælpe dig.. Varulvene er en stolt race, selvom du tydeligvis blot ser på os som en flok hunde," sagde hun i en legende tone, skønt hun ikke just fandt morskab i situationen. Han var nærmere røget nogle gevaldige niveauer ned ad trappestigen. "Og du har ret.. Imandras borgere kastede smukke blomsterkranse om dvasianernes hoveder, da de gjorde Imandra dvasiansk igen, ligeså vel som vi nød hans kærestes ildshow, da de engang kom her og morede sig ," sagde hun med et køligt smil på læben, alt imens hende stemme sydede af sarkasme. Som hun sagde ‘hans kæreste’, lavede hun desuden et hovedkast mod Kimeya. "Men som du mener, at det hele foregik fredeligt, hvorfor smutter du så ikke forbi mørkets dronning? Fortæller hende, at Imandra skal være selvstændigt nok engang? Hun vil jo forstå, som du ikke mener, at hun har erobret landet," sagde hun ironisk. Var hun den eneste der kunne se, at Sephiran levede i en verden af regnbuer, hvide kaniner, enhjørninger og sommerfugle? Det var hun tydeligvis, som hun var den eneste der stillede ham kritiske spørgsmål. Hvis det forholdt sig således, følte hun dog næppe, at der var noget for hende her. Sephiran kunne ikke tåle at høre modstand eller sandheden, og de andre holdt pænt kæft og nikkede. Ja, det var intet under, at hun ikke kunne fordrage den gense verden.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo blev roligt siddende, og med blikket vendt mod denne kvinde. Hun galede op af grunde, som selv han ikke forstod sig på, og derfor forholdt han sig nu ganske rolig, da han heller ikke just, kunne sige, at have noget andet valg. Han lod hovedet søge på sned. Alle ønskede de at få deres bid af kagen. Der var bestemt ikke nogen, der sagde, at alt skulle tilfalde varulvene!
Næven knyttede han svagt, dog uden at rokke sig. Han forstod sig på at Kimeya foreslog Procias? Det derimod måtte jo bare være langt væk hjemmefra! Han vendte blikket skiftevis fra den ene til den anden. Dette kunne meget hurtigt ende ud i en kæmpe omgang mudderkast, og hvem af dem, ønskede at bruge tiden på det? "Alle ønsker at få sin bid af kagen, og jeg kan tilsyneladende fornemme at varulvene ikke er noget undtag. Som deres ubestridte leder, er der vel ligeledes noget, som I ønsker at få som udbytte af det? Større jagtmarker? Ressourcer til jeres primitive livsstil? Der er altid noget." Romeo var måske et individ uden sjæl, men det ændrede bestemt ikke på det faktum, at han var dum, for det var han bestemt ikke.
Procias? Skulle de virkelig flytte hele fokusset? Men alle havde de vel hørt om de problematikker, som var sket på den side af grænsen, hvilket selvfølgelig var en mulighed. Denne varulv var en kende grov i munden, og særligt overfor hans fader. "Imandra, har, som jeg har forstået det, haft svært, ved at klare sig, uden den dvasianske økonomi og deres ressourcer. Har jeg ikke ret? Det er vel derfor vi alle er samlet her. Det er vigtigt, at vi sammen, skal finde en løsning, som vil gøre godt for alle parter," fortalte han med en direkte stemme. Han var vokset op blandt ledere, og han skulle uden tvivl blive en god leder, den dag, han selv skulle overtage og kalde sig en leder. Den dag ville nemlig komme.

[Lestat De Lochér]

Lestat måtte rynke næsen af denne Rhaenys. Varulvenes leder var blevet inviteret her i håb om, at begge parter kunne få noget af den anden, men det virkede til at hun var noget genstridig og havde en spids opfattelse af virkeligheden. Måske fordi hun var så isoleret fra samfundet? Derimod så trak Kimeyas svar hans opmærksomhed til sig i stedet for varulven lige nu. Procias? Han var sikker på, at Kimeya kun ønskede at få Sephiran til Procias, så han ikke skulle til at vælge side mellem sin dronning og sin bedste ven. Utrolig egoistisk som altid! "Du tænker kun på dig selv, Kimeya. Du vil hellere have Sephiran til Procias, så du slipper for at gøre din dronning utilfreds ved at have hjulpet ham fri fra Dvasias," svarede han køligt. Han blev nødt til at sige sin mening nu, for hvis Sephiran bare forlod Imandra, så stod de igen uden noget som helst. Og han vidste ikke, om han havde interesse i at flytte tilbage til 'lysets' land, for der var alt for meget af hans fortid der. Ligeså vel som han ej ønskede at bo i Dvasias hellere, for der hørte han ikke til. Han hørte til i Imandra, det ville han stå fast på, så han havde faktisk ingen interesse i at flytte med, om det var der det skulle ende. Hans blik gled over på Rhaenys igen, som hun kæftede op igen. Hun forstod tydeligvis stadigvæk ikke hvad Sephiran lige havde sagt, for havde han ikke netop udtalt, at han ej ville bruge dem i krig? Han lod dog vær med at blande sig i det, for det gavnede alligevel ikke nogle at sidde og kaste mudder frem og tilbage.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus forstod intet af hvad der foregik her i øjeblikket. Nu hvor han i forvejen, var vant til lidt andre ting, end hvad der blev vist for ham i øjeblikket. Han forstod ikke hvad det var for nogen steder, de snakket om, eller hvad hovedproblematikken egentlig var. Han var der vel egentlig bare som støtte for Sephiran igennem den samtale, som de nu sammen havde fået stablet på benene?
Selv kunne han se hvordan Leonore knugede om hånden til den mand, som hun måtte sidde ved siden af. Hendes fader. Vigtigst var det dog for ham, at det ikke endte ud i en kæmpe omgang mudderkast, for det var ikke noget, som var godt for nogen. "Selvom jeg ved, at jeg er fremmede for mange af jer, og ikke kender meget til denne verden, er en respektabel tone, vel på sin plads?" spurgte han blot. Han havde lært lidt om talemåden folk imellem, ved at høre Leonore og Yelena snakke, før han havde indvilget i at tage den unge kvinde med sig tilbage til fastlandet. "Varulvene ønsker at få noget ud af det.. Warlocker ønsker et udbytte. Hvad med i fællesskab, at finde ud af hvad man ønsker, og om det er en mulighed? Hvor jeg kommer fra, kaster man ikke med mudder," sagde han kort for hovedet. Det var i hans øjne, spild af tid. Og nu hvor han havde indvilget i at tage med hertil, ønskede han jo selv at få noget brugbart ud af det, end tidsspild, som ikke var til gavn for hans samarbejde med denne Sephiran Acheron på sigt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran håbede virkelig, at Lestat og Kimeya kunne holde sig i skindet, for han ville blive nødt til at sende en af dem bort. Og alt efter hvordan aftenen udviklede sig, så ville han hurtigt finde ud af hvem af dem det skulle være. For i aften var han ude på at finde ud af om Kimeya faktisk kunne vælge hans parti fremfor Jaqia's, for det ville allerede hjælpe betragteligt på det hele. Han så roligt mod Kimeya. Det var sandt, at han kendte landet, for han havde efterhånden tilbragt mange år her. Han havde knyttet et vist bånd til Imandra, fordi det betød meget for Tiyanna. Så hvis det ikke kunne blive til noget med Imandra, så skulle han i hvert fald have hende med ind over sagen, før han gjorde noget drastisk. For han tyede meget til sin kone i mange situationer, han kunne bare ikke have hende siddende her til rådet, der egentligt kun skulle bestå af mænd, men Rhaenys havde dog fået en invitation alligevel. Han så skarpt mod Kimeya. Den ny dronning var allerede forsvundet? Så Procias var åbent og sårbart? Engang havde han sigtet mod lyset, men havde fejlet. Skulle han gå tilbage? "Så du fortæller mig, at du synes jeg skal ty til Procias igen? Det er ganske vidst et større og frodigt land, men jeg går ikke ud fra at du følger med i pakken så, gamle ven," endte han. Med det havde han også understreget, at han ikke følte at Kimeya var fuldt på hans side. Det havde han faktisk ikke følt siden Kimeya var blevet knækket af Jaqia. Blikket gled over mod Rhaenys igen, der stadigvæk kæftede op på den mest uvidende måde. Det var tydeligt at høre, at hun levet i et isoleret samfund. "Mørkets dronning gav mig Imandra fredeligt, fordi det er under Dvasias. Hun vil ej frivilligt frigive det igen," svarede han dæmpet. Han orkede ikke alt det andet, så han lod hende dvæle ved sine egne tanker. Han havde sagt én gang, han ikke ønskede at sende hendes kære hvalpe i krig. Og Romeo så ud til at klare hende udmærket, så han fik lov til at diskutere med hende hvis han ønskede. Lestats ord fik ham til at vende opmærksomheden mod ham. Nærmest hans egne ord, trods han ej havde sagt det så direkte. Han så mod Demarcus. "Netop, Demarcus. Jeg håber du vil bære over mit selskab. Og det glæder mig, at du er kommet hele denne vej," endte han med et let nik. Han kunne faktisk godt være utroligt høflig når det gjalt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var knækket af Jaqia, og det var ikke nogen hemmelighed. Han var stærkere nu, end hvad han havde været nogensinde før, hvilket selvfølgelig også godt kunne mærkes. I øjeblikket stod Procias ubeskyttet og havde ingen anden leder, end en sølle fesen varyl af en vampyr, der forsøgte at holde enderne samlet. Det var ikke noget, som burde være Sephiran det største problem, at slå når det kom dertil.
"Næppe," sagde han ærligt. Hans kald var i Dvasias, og underlagt Jaqia, hvor han jo også var den mand, som ledte Mord Sith's som Jaqias højre hånd i det øjemed. Lestat derimod, var en mand, som kun formåede at pisse ham af. Det var ikke fordi at han var bange for Jaqia, for det var han ikke! Han havde bare fundet sin plads for en gangs skyld, og det ville han bestemt heller ikke straffes for, hvis han kunne blive fri! Han var da lige så tåbelig at høre på, som Rhaenys var! "Tror du at jeg er bange for at tage det op med Jaqia? Jeg pointerer blot, at Procias står uden en royal eller anden mand i ledelsen, samt det faktum, at ressourcerne der er betydeligt flere, end hvad de er her," sagde han med en kortfattet stemme. Ulven var da bare direkte irriterende at høre på! Han vendte blikket mod Sephiran. Alt forlov.. Kunne han ikke bare sende de to ud, hvis de kun sad der for at brokke sig? "Og som den kære udefrakommende siger.. så er vi her af en grund.. Så lad os finde ud af det," fortsatte han direkte. Det andet var jo ikke noget andet end spild af tid.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Brynet hævede Rhaenys, som Sephirans søn forsøgte at komme ind i samtalen.. som hans kære fader tydeligvis ikke havde nok imellem benene til at gøre det. Den mand kunne vel ikke klare, at hun ikke lå og kyssede hans fødder som de andre? Hvad hun lavede her, hvis ikke hendes kritiske spørgsmål var velkommende vidste hun ikke. Hun var nemlig ikke en der bare makkede ret og gjorde, som hun blev bedt om. ”Alle ønsker noget, ja, men det er ikke ens betydning med, at ønsket er en mulig. Personligt tvivler jeg nemlig på, at du vil udrydde vampyrerne for os, samt kan sørge for, at vi bliver et accepteret folkefærd,” sagde hun direkte til Romeo. Ingen hemmelighed var det, at varulvene og vampyrerne havde et had til hinanden der gik flere årtusinder tilbage. Derudover var det heller ingen hemmelighed, at samfundet mente, at varulvene lå langt nede i klassementet. Blikket vendte hun tilbage mod Sephiran, som samtalen pludselig syntes at dreje over mod Procias. Hvis han kunne overveje Procias, var Imandra jo på ingen måde landet for ham! Faktisk var intet land for ham i så fald! ”Agter du at regere et land for en håndlanger, eller for et folk? Hvis du blot ønsker at få Jaqias undersåt ind under din vinge, så drik et glas mjød med ham. Forsøg ikke at inddrage et helt land på den bekostning,” sagde hun direkte, som Sephiran helt fik det til at lyde som om, at han ikke gad Procias, fordi Kimeya ikke var der. ”Desuden.. Hvis du så meget som overvejer at søge til Procias, fordi det er lettere, kan jeg pænt fortælle dig, at du gør dig bedst i at forsvinde fra landet her. Hvis Imandra skulle løsrive sig nok engang, skal det være fordi, at regenten vil landet og folket det bedste. Ikke fordi, at det er mest belejligt,” svarede hun skarpt igen. Var den mand intet andet end en forpulet forkælet møgunge med en sølvske i munden?!

[Romeo Direshade Acheron]

Bange for denne varulv, var Romeo på ingen måde, og selv ønskede han selvfølgelig ikke, at mødet her, skulle vise sig, at være spild af tid for nogen af parterne, da de alle ønskede, at få noget ud af dette. Han blev siddende rank i ryggen, og med let knyttede næver. Kimeya foreslog Procias? Uaktuelt i hans øjne! Det ville slet ikke komme på tale! "Procias kalder jeg uaktuelt. Vi er her for at diskutere Imandras fremtid, og ikke et land uden en royal langt mod vest," sagde han direkte. Det var muligt, at han ikke var i stand til at føle det mindste, men han vidste og var kendt med grunden til, at de alle sammen var der. Visse var kommet langvejs fra.. og andre var fra nærområdet. De havde alle noget at byde på!
Procias havde dog stadig mange ressourcer, som de kunne bruge, hvilket Romeo vidste. Ganske vidst, var det endnu meget begrænset hvad han havde set af verdenen derude. Imandra stod svagt, og det vidste han. Det var jo det, som var deres problem. "Lige nu står vi med et land, uden alverdens ressourcer, som kan være behjælpelig i en situation, hvor landet løsrives. Så i stedet for at brødrene Marvalo skændes.. Varulvene sidder og kæfter op om styrke og retfærdighed.. Hvad kan vi byde ind med?" spurgte han direkte. Han selv ønskede at komme videre i programmet, så de kunne finde ud af, om man rent faktisk kunne gøre noget ved denne sag. Han vendte blikket mod sin fader.. Et sted lidt for at søge opbakning, for det var jo heller ikke meningen, at han ville tage over her. "Desuden ved jeg, at min moder ej ønsker at tage til Procias, og som den rette arving til tronen i Imandra, anser jeg det som uaktuelt," sagde han blot. Kunne de nu komme bare lidt videre?

[Lestat De Lochér]

Lestat vendte blikket mod Sephiran og ignorerede Kimeya. Hans bror var da kun blevet dummere at høre på med årene, hvilket ikke ligefrem gavnede i denne situation. Han havde hovedet begravet et sted i Jaqias bagdel, som han jo slikkede røv på noget så forfærdeligt. Egentligt sjovt, at manden, der ej kunne knækkes... var blevet knækket af en tøs. Og nu havde han efterhånden kendt Sephiran de seneste år og haft en del møder med ham, så han faktisk havde lært manden lidt at kende. Og han kunne mærke på Sephiran, at han ej syntes om Kimeyas situation heller. "Jeg ved, at du er for dit folk, Sephiran og de er ej i Procias, så det vil slet ikke blive aktuelt, går jeg ud fra," svarede han sagte, mest til forsamlingen. Nu havde han og Sephiran efterhånden diskuteret Imandra mange gange, ligeså med Tiyanna til stede, og hun vægtede Imandra højt, fordi de var hendes folk. Og af hvad han vidste, så var Sephiran da af fuldstændigt samme holdning. Han så mod Rhaenys, der stadigvæk snakkede. Udrydde vampyrerne? Ja, det var jo faktisk lige før Sephiran godt kunne overtales til det, hvis han så kunne få en aftale i hus med varulvene, for han vidste, at den mand hadede vampyrer. Han så mod Rhaenys. "Jeg tror ikke jeg tager fejl, hvis jeg siger, at Sephiran er her for folket og landet. Så meget ved jeg da. Vi skal bare finde måden at løsrive landet på, uden at Jaqia bekriger os og slår alle ihjel," svarede han hende lettere bestemt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende, og særligt, år det var på denne her måde. Hans blik søgte fra den ene til den anden. De kendte alle hinanden på må og få, af hvad han kunne fornemme. De ønskede alle noget.. Et sted, følte han sig el en smule malplaceret, når alt endelig skulle komme til stykket? Han satte sig blot en anelse tilbage. Han var kommet med sit besyv, også selvom han var blevet underkurret allerede fra starten af, så det var i forvejen nyt for ham. Aldrig havde han nogensinde været udsat for noget lignende af dette. Som i virkelig ikke.
"Jeg kan fornemme, at de andre lande, er uaktuelle. Tag baggrund i hvad landet her har af ressourcer. Det er uanset en nødvendighed, for at få tingene, som man gerne vil have det, ikke sandt?" sagde han med en direkte stemme. Han lod denne gang armene søge en anelse over kors. Han følte sig uden tvivl meget malplaceret i en stund som denne. Hans blik søgte i retningen af Sephiran, som jo var denne mand, som han havde denne aftale med, og det var også grunden til, at han var der, som han nu var. "Ressourcer, styrke og sammenhold, skal der til.. Det mangler jeg at se her," sagde han denne gang direkte. Han var jo en del af sammenholdet på øen, og vidste jo hvad der skulle til i den front.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde ingen intentioner om at tage til Procias. Overhovedet faktisk. Han gik aldrig tilbage til en fuser eller tilbage til fortiden. Procias var ej det værd, for han havde faktisk knyttet et bånd til Imandra og dets folk. Især med Tiyanna ved hans side, for hun følte sig jo utrolig meget tilpas ved hans side. Tronen var jo retmæssigt hendes, derved skulle han jo selvfølgelig være konge. Men han inddragede hende faktisk i stort set alting, medmindre det var for hendes eget bedste ikke at vide det. Han så mod Kimeya. Selvfølgelig ville Kimeya ikke følge med, så derfor var det et trick for at få Sephiran væk som en trussel til Jaqia. Han måtte vel indse, at han faktisk havde mistet Kimeya som ven? Dette møde var virkelig en prøve for mange ting. Især en loyalitetstest. Han vendte sine blå øjne skarpt mod Kimeya.
"Nej, jeg tror ikke du er bange for det. Du tør bare ikke. Procias er uaktuelt, Kimeya, for så dum er jeg ikke," endte han. Han skubbede sig op at stå fra sin stol og gik omkring bordet, hvor han nu stod på langsiden hvor Kimeya og Rhaenys sad. Rhaenys kæftede stadigvæk op, men hun havde nu mange gode pointer, selvom hun bare misfortolkede hele situationen. "Hvis jeg kunne få din loyalitet til gengæld, skulle jeg da gerne korsfæste et par vampyrer eller 100, Rhaenys. Imandra er mit land, folket er i min og min kones sjæl, og vi er her for at blive og være Imandra," svarede han roligt. Han gik et par meter bagud og så overvejende mellem Kimeya og Rhaenys. Han lavede så en bevægelse med hånden og fik derved tilkaldt Kimeyas stol til sig. Altså, så fjernede han Kimeyas stol under ham, så han ville ryge lige på røven. "Du er ej værdig til denne stol, Kimeya, for du er ej på min side længere. Du må gerne forlade dette råd, dette slot... Og dette land. Tag hjem og vær skødehund for din Dronning," svarede han koldt og ligegyldigt. Han så afventende på ham og lod nu lige mødet være på pause indtil Kimeya ville smutte.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste godt, at dette måske var noget af en situation, at placere sig selv i, men det var ikke nogen hemmelighed, at Jaqia havde knækket meget i ham, og han havde set noget andet i hende, end det, som så mange andre også havde gjort, og det vidste han jo.
"Det var også bare et fornuftigt forslag," sagde han kort for hovedet, som han svagt knyttede næverne. Det var ikke just noget, som han kunne gøre særlig meget ved i den anden ende, kunne man jo sige. Den skide irriterende varulv, var han ved at være træt af at høre på. Slog man bare ihjel? Det ville han bestemt ikke mene, at man gjorde. Men igen.. det var heller ikke noget, som han havde fået ordre på fra Jaqias side, trods alt. Før han overhovedet nåede at gøre noget, forsvandt stolen under ham. Hurtigt måtte han derfor gribe ud efter bordet, for ikke at ende med at gå på enden. Han rejste sig hurtigt. Vreden meldte sig tydeligt i hans øjne. Aldrig havde han været ude for noget lignende!
"Så du smider mig ud, Sephian?" Hans øjne begyndte straks at lyne, som aldrig nogensinde før. Han knyttede næverne let. Sephiran ville aldrig blive en mand af et land. Det havde han ikke troen på, og særligt ikke, når det var således, at han handlede! "Det her kommer du hurtigt til at fortryde.!" endte han denne gang med en fast tone. Han vendte sig kort mod Soraya. "Kom," sagde han med en kortfattet stemme, inden han denne gang forlod salen med faste skridt. Magen til spild af tid!

//Out

[Soraya Salvorique]

Soraya sad tavst under hele forsamlingen. Hun havde ikke rigtig ret til at tale, det havde Kimeya også sagt. Medmindre det selvfølgelig var meget relevant eller vigtigt, så kunne hun bryde ind. Hun sad bare pænt ved hans side og fulgte med i hele situationen. Hun kunne godt mærke fjendskabet fra Sephiran af, men hvordan det hele skulle udvikle sig kunne hun ikke forudse. Ulven ved hendes side anså hun som frygtelig irriterende, men hendes opmærksomhed lå på Sephiran, for hun vidste jo trods alt hvordan Kimeya og ham så på hinanden. Eller havde gjort, for meget var sket i deres venskab over årene. Hun vidste jo udmærket godt, at Kimeya havde slået Sephiran ihjel, men efter Sephirans genopstandelse, havde han da tilbragt noget tid på Marvalo Mansion. Hun så fra den ene til den anden og fulgte nøje Sephiran med blikket, da han rejste sig. At så Kimeya fik taget sin stol, fik hende til hurtigt at rette sig op og gribe fat om hendes agiel, selvom hun lod den være i hendes bælte. Hun skubbede sig hurtigt op at stå, som Kimeya gjorde det og vendte om og forlod stedet efter ham uden så meget som et ord. Det her tegnede virkelig ikke godt for nogle af dem!

//Out.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At Procias på et splitsekund blev vurderet til at være uaktuel, passede Rhaenys særdeles godt. Det var jo, hvad hun ønskede at høre, hvis hun nogensinde skulle kunne tage Sephiran seriøst. For hende var det nemlig vigtigt, at man vidste, hvad man ønskede sig, og at man oprigtigt ønskede sig det. Selv vidste hun godt, at det ville være langt lettere at indtage Procias, end at løsrive Imandra.. men det var ikke altid det letteste, der var det rigtige valg. ”Procias er uaktuelt.. Meget vel,” lød det roligt fra hende. På det punkt var hun da tilfreds. At Sephiran derfra fortsatte med at sige, at han var villig til at slå vampyrer ihjel for hende, fik hende til at trække en anelse på smilebåndet. Roligt strakte hun sig en anelse frem, så hun kunne tage om whiskyflasken. Vandet var kedeligt.. Vinen var fisefornem.. og whiskyen kunne gå an. Op i sit eget glas hældte hun, inden hun stillede kanden fra sig igen, og lænede sig tilbage med glasset i hånden. ”At se en række døde vampyrer, har nu altid glædet mig,” kommenterede hun med et lille smil på læben, inden hun tog en god slurk af indholdet. At Sephiran dernæst stillede sig på hendes side af bordet, og på magisk vis tvang stolen væk under Kimeya, så han faldt på enden, bragte i sandheden smilet frem på hendes læber. Særligt som Kimeya og hans lille kæledægge forsvandt tøsefornærmet bort! Nu skete der da noget til denne fest! Muntert slap hun en latter. ”..Og så var vi seks,” lød det morende fra hende. Selv var hun nu ikke færdig med at høre nærmere. Hvis Sephran gjorde samme træk med hende, som han havde gjort med Kimeya, ville hun dog ikke lyve, hvis hun sagde, at hun ville bide ham.

[Romeo Direshade Acheron]

Romeo blev siddende, og uden at fortrække så meget som en mine, da Kimeya blev forvist fra selskabet. Dog tydeligt overrasket over, at hans kære fader tog den beslutning, da han særligt vidste, at den mand havde en vigtig betydning for ham. Det havde lidt hvilet i luften kunne man sige, og nu havde Kimeya jo også været en del omkring på grund af Sasha. Han knyttede næven let som hans fader forviste hans svigerfar. Tanken var faktisk ganske underholdende, hvis han selv skulle sige det.
Langsomt vendte Romeo blikket mod resten af salen. At Kimeya skulle smides ud, var nok ikke noget, som nogen af dem havde regnet med, men selv han måtte jo sige, at han støttede hans fader i dette, og hvis de ikke kunne regne med ham, så skulle han selvfølgelig ikke sidde med ved bordet! Han satte sig en anelse tilbage. Skulle de slå vampyrere ihjel? Hvordan ville det præcist hjælpe dem i kampen om at få Imandra fri? "Hvordan skal et par døde vampyrere hjælpe os i kampen om at få Imandra løsrevet?" spurgte han denne gang direkte. Hans blik faldt særligt til hans fader i det øjemed. Hvis han ville sikre sig varulvenes støtte, så var det hans vej at gå frem? Han vidste ikke helt hvad han synes om det.. Men igen lod han ordene forblie usagte, og minen tom. En ung dreng uden en sjæl.