Nymåne: Ambassadørråd del 1

[Sephiran Acheron]

Første møde i ambassadør-rådet (Mattheus fraværende)
PS. Tagning af brugerne, er pt. en start rækkefølge til tråden. Den kan ændre sig undervejs.

Sephiran Acheron - Kimeya Marvalo - Soraya Salvorique - Rhaenys Accalia Adalwolf - Romeo Direshade Acheron - Lestat De Lochér - Demarcus Lathan Gaetulicus

---

Nymånen stod højt over Det Gamle Imandra denne aften. Sephiran havde for et øjeblik siden stået foran sit spejl i soveværelset og sikret sig, at alt sad som det skulle. Han havde trukket i noget af sit fineste mørke sæt tøj til aften, der sad slankt til hans krop og komplimenterede hans kropsbygning til punkt og prikke. Det bestod af sorte ankel støvler, mørke lange bukser, der gik ud over skaftet på støvlerne, en skjorte med dertilhørende frakke, så det næsten lignede, at det hang sammen. Hans hår var redt tilbage og lå bag hans øre, hvor de nåede ham lige til skuldrene. Kulsort som altid, da der bestemt ikke var noget at komme efter. Han så meget frem til denne aften, for endelig skulle der begynde at ske noget i hans fremtidige planer om magtovertagelse. Førhen havde han mislykket forsøgt at opnå magt, så han vidste, at han denne gang måtte handle i fællesskab med andre. Han havde brug for støttere og han vidste han havde dem, nu skulle han også bare have dem med på alle sine planer og ideer. Det var jo netop derfor, at han havde oprettet dette 'råd' til at dække over, at han faktisk lagde nogle langt større planer end bare at styrke Dvasias. Han ville frigøre Imandra og om muligt opnå større magt ved at overtage andre områder. Det håbede han, at hans råd kunne byde ind med. Desværre manglede der én, som han havde forventet skulle være der, men på den anden side hev Kimeya hans egen mord-sith Soraya med sig, så de var egentligt et lige antal. 7 lige præcis. Hans egen søn var iblandt, hvilket han var yderst tilfreds med. Og med nyheden om, at Sasha hans svigerdatter, endelig ventede Romeos arving, så kunne han faktisk ikke være mere tilfreds med sin søn!

De store døre gik op ind til mødesalen, hvor det runde bord var dækket op med pokaler og kander af forskellig drikkelse. Vand, vin og whisky. Kun det fineste af det fineste. Sephiran trådte ind. Snart ville hans råd ankomme, der alle ville blive ført til mødesalen af hans personlige håndlangere. Han selv tog pladsen for bordenden, hvor der derudover var 3 stole på hver side af bordet til de andre 6 rådsmedlemmer. Hans søn skulle sidde til højre for ham, Kimeya til venstre. Dernæst måtte resten vælge frit fra de resterende 4 stole. Han trak vejret roligt og afventede gæsternes ankommen.

[Kimeya Marvalo]

Nymånen stod højt på himlen, da Kimeya endelig ankom Det Mørke Morgengry, sammen med Soraya. Han havde selv været en tur på Tayevania, og derfor havde han set hvordan tingene så ud der. Det var trods alt også der, at han havde fundet Soraya og Noemie for den sags skyld, og hende, havde han ligeledes også valgt at tage med sig tilbage til fastlandet.
Dørene ind til salen, blev slået op, i takt med at de måtte ankomme. Atter tilbage i sine normale klæder, bestående af en mørk skjorte og et par mørke bukser.. Håret var pænt sat i anledningen af dette møde, da han også vidste, at der ville komme flere til mødet. Det var vel egentlig bare lige.. hvem? Han smilede kort for sig selv. "Sephiran," hilste han roligt. Selv med kappen om sine skuldre, som blafrede efter ham, vendte han sig mod Soraya, som han naturligvis forventede, tog pladsen ved siden af ham ved bordet. Dette var et vigtigt møde for dem alle sammen. Et fredeligt ærinde, som ville vedkomme dem alle sammen, og derfor ønskede han ikke, at dette var noget som skulle gå galt.
"Hvem har du ellers sendt indbydelsen ud til?" spurgte han direkte. Ham og Soraya kunne i hvert fald melde deres ankomst i øjeblikket, og naturligvis, var det noget, som han helt klart havde tænkt sig at udnytte, ment i den forstand, at han uden tvivl kunne. Han elskede det.. Han elskede magten, som det efterlod ham med, og særligt nu hvor Malisha rørte på sig, så var der ekstra god grund, for ham til at vide sig sikker på, at tingene forløb, som de skulle.

[Soraya Salvorique]

Soraya var mere eller mindre tilbage. Kimeya havde kørt på med genoptræning så snart de var kommet hjem, men hun havde faktisk ikke haft brug for ligeså meget som han havde frygtet, så hun følte sig ret stolt over at have holdt ved sin styrke igennem det mareridt hun havde været hovedperson i på Tayevania. Hendes hår sad i dag som det altid havde gjort: En høj hestehale, der var flettet, snoet rundt om fletningens udspring, hvor den så dannede en knold, hvor fletningen hang ud fra. Det var sådan, det skulle være. Dragten bar hun, eftersom hun slet ikke kunne finde på andet, medmindre Kimeya bad hende om det. Selvom han var i almindeligt tøj, så følte hun stadigvæk at hun skulle beskytte ham, så derfor var hun fuldt dresset op i den vinrøde dragt, der sad stramt omkring hendes slanke krop. Hun havde fået en ny agiel, der sad i hendes bælte og hun turde næsten ikke slippe den af frygt for, at den skulle tages fra hende igen. Hendes udtryk var professionelt og neutralt. Hun vidste, at Sephiran var den, hun skulle lytte til, hvis Kimeya ikke var tilstedeværende, men det var længe siden, hun faktisk havde set ham. Vel ikke siden, Sephiran havde opholdt sig hos Kimeya efter sin genopstandelse? "Sephiran," hilste hun med en blød stemme og bukkede kort hovedet i respekt. Hun fulgte med Kimeya og satte sig ved hans side. Hun så faktisk frem til dette møde, også selvom hun ikke vidste, hvem der skulle være til stede. Det var spændende, for der kunne ske meget i aften!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det Mørke Morgengry. Hvis Rhaenys skulle være ærlig, betvivlede hun det faktum, at hun nogensinde havde været her. Hvorfor skulle hun også have været det? Af hvad hun vidste af, havde der nemlig aldrig været noget brugbart for hende før. I dag var hun dog blevet lokket, som hendes nysgerrighed var blevet pirret. Det var nemlig ikke hver dag, at hun fik breve fra ambassadøren i Det Gamle Imandra. Igen ville hun også helt mene, at det var en første gang. Ej vidste hun, hvad mødet betød, da det havde været meget vagt. Der havde nemlig blot stået, at hun var velkommen til at deltage, men at hun ikke behøvede at komme den første gang. Det sidste betød uden tvivl, at der ville komme flere af disse møder. Om hun fremover ville være med til dem, ville hun dog beslutte i dag. Hvis det forekom hende intetsigende, ville hun nemlig blot rejse sig og gå, men hvis det derimod omhandlede noget der kunne have betydning for varulvene, ville hun med garanti blive og høre nærmere. En selvfølge var det vel også, at det ville omhandle varulvene? Hvorfor var hun ellers blevet indkaldt?
Alene ankom Rhaenys ikke, som hun havde to varulve med sig, som dog blev efterladt i indgangshallen, så hun selv kunne træde ind til mødet. Roligt bevægede hun sin ind i mødelokalet, som hun var blevet anvist til, og her kunne man hurtigt se, hvordan hun måtte skille sig ud til fordel for de andre. Manden der sad for bordenden, vidste hun var Sephiran, og han måtte te sig ud som alle samfundets regler. Kedelig, hvis man spurgte hende. Derudover var der en mand ved hans side, der også syntes at være velklædt efter samfundets regler, og en kvinde, der bar en noget atypisk dragt. Rhaenys trak på smilebåndet. ”De herrer og den dame,” hilste hun henslængt. Fin var hun ikke som dem, men utroligt veltilpas måtte hun stadig føle sig. Der var det gyldenblonde hår der hang hende noget viltert ned ad ryggen. Skjorten der var noget stor, og der skræmmende meget måtte ligne en herremodel, og som var det eneste der dækkede hendes krop, ved at gå hende til midten af lårene, hvis man så bort fra de støvler hun bar. Det bedste de nok ville mene, at hun havde gjort ud af sig selv, var nok det tynde bælte hun havde om livet, der gav hende nogle former. Roligt gik hun over til bordet, hvor hun trak stolen ud ved Sorayas side og satte sig. Herfra ville hun kunne se alle gæsternes ansigter.

[Romeo Direshade Acheron]

Som Sephiran havde gjort sig klar til mødet i aften, havde Romeo gjort det samme. Det var et af de første statsanliggener, som han skulle med til, men han ville stadig gøre sin fader stolt. Hans ægteskab gik fortrindeligt, og nu kunne de jo samtidig meddele folket, at Acheron ventede en arving. En arving som kom af Acheron og Marvalo. Selvom han i øjeblikket overhovedet ikke var i besiddelse af noget, der mindede om tanker og følelser, så kunne han et sted føle det meget dybt inde, og det var uden tvivl det, som for ham, var det bedste af det hele.
Tjenestestaben var i fuld gang med at klæde ham på til dagens anledning. Sacha holdt sig på værelset, hvor hun måtte klare sin kvalme, og hvor hans moder kunne være til hjælp, hvis hun nu ikke havde fundet ud af, at hans kære lillebror, kunne rende rundt og lege tjener for hende. Håret var sat og tøjet blev rettet på. Nu var han efterhånden ved at være klar til at gøre sin egen entré til dagens anledning, go det var også hvad han havde tænkt sig.
Med rolige skridt, søgte han til salen, hvor mødet nu også skulle afholdes. Han måtte jo erkende, at han glædede sig. Han så frem til dette, og særligt fordi at det var med til at gøre en forskel for Imandra og for folket. Noget som han vidste, at hans fader satte stor pris på. Skjorten sad tæt om hans krop.. Mørk som natten, og hans mine udstrålede det samme.. ligegyldighed og kulde. Dørene slog han op, da han nåede dem. "De Herrer og Fruer... Fader," hilste han roligt, som han selv trådte ind. En højest besynderlig samling.. Han tog pladsen på hans faders højre side.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde efterhånden været ude i landet de sidste mange måneder. Brevet var dog nået ham, da Sephiran udmærket godt vidste hvor han opholdt sig, selvom alle andre ikke rigtigt vidste det. Udadtil skulle det jo fremstå som om, at Sephiran ikke kendte til oprørernes udspringssted, men internt var det en konspiration om at få Imandra gjort til et frit land. Han gik roligt ind på slottet. Han havde da været i bad inden han kom, men hans tøj var lettere slidt og beskidt, da han jo var ude i marken for at arbejde hele tiden. Siden Leonore var forsvundet, havde han stort set ikke været hjemme. Jacqueline og hans ægteskab var stort set gået i stykker, hvilket han undertrykte med sit arbejde, som han nærmest begravede sig i. Han var spændt på hvad dette møde ville gøre i dag, for han var faktisk ikke sikker på hvem der ellers var inviteret.
Han ankom til stedet som en kvinde efterfulgt af to andre ankom. Han vidste godt hvem hun var, da han havde lært mange nye navne at kende i sin tid rundt omkring i Imandra, hvor han blot holdt til. Han gik ind efter hende, hvor han lige nåede at glimt at Romeo, der trådte ind i mødesalen, før han selv valgte at gøre sin entre. Han havde gjort hvad han kunne for at se fin ud, men han havde kun få ting at gøre godt med. Skjorten var lidt småbeskidt, men han havde stoppet den ned i bukserne, så den sad lidt bedre. Hans sko var også slidte og sålen var ved at ryge af, hvilket han dog måtte leve med for nu. Hans hud var dog ren og hans hår var redt til side. Som det første bemærkede han, at Kimeya var her, hvilket fik ham til at stoppe op ganske kort. Kvinden ved hans side... Det var ikke hvem som helst, men faktisk hans egen datter! Hans hjerte begyndte at hamre og han vidste kort ikke, hvad han helt skulle gøre af sig selv. Han rankede sig dog op og fortsatte blot ind i salen. Som han nærmede sig selskabet, så hilste han venligt: "De Herrer og Damer... Sephiran, Romeo." De højtstående fik deres egen hilsen. Han selv tog pladsen ved siden af Romeo, hvilket kun efterlod én plads tilbage. Gad vide hvem den sidste kunne være? Hans øjne flakkede let op mod Soraya, som han jo nu sad direkte overfor. Det her var pludselig blevet en meget ubehagelig situation.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Turen over havet, havde i forvejen taget Demarcus flere dage, og i anledningen, havde han også valgt at bringe en anden kvinde med sig: Leonore. Han havde fået at vide hvem denne kvinde var, så hvorfor ikke forsøge at gøre sig venner med dem fra fastlandet? Søsygen havde ikke ramt ham, men derimod den unge kvinde, som han havde haft med sig.. Som han vidste, måtte være herfra.
Det som Demarcus havde set så langt, var et mærkeligt folkefærd, der gik yderst mærkelig klædt. Turen fra havnen og hertil, havde ligeledes været lang.. Frygtelig, frygtelig lang for ham. Dog var de - ligesom resten her på stedet, blevet taget meget vel imod, og derved også bragt til salen, hvor mødet skulle være afholdt. Dørene måtte blive tvunget op, så de kunne komme ind. Han selv gik i sandaler, og nærmest med et klæde kastet omkring sin krop. Sådan så det ud i hvert fald, for dem, som ikke var vant til den beklædning, som de gik med på øen. "De Herrer... frøkener," hilste han roligt, inde han selv søgte hen for at tage den sidste ledige plads, der var.

Leonore var i det mindste blevet vasket, siden hun havde forladt slavemarkedet på Tayevania. Hvordan hun skulle tage en mand som Demarcus, vidste hun ikke. Dog var hun glad for en ting: hun var kommet tilbage til fastlandet, og det var det, som for hende, var det vigtigste. Søsygen havde lagt sig, og derimod endt ud i en meget urolig mave på hesteryggen fra havnen og til stedet. Hvad hun skulle, vidste hun ikke. Hun var ked af det.. knust indvendig, selvom hun intet sagde til det. De blev taget imod, og bragt ind i salen. Det første som hun så, var hendes søster og... far. Omgående fik hun tårer i øjnene. "Far.." hviskede hun med en næsten febrilsk stemme, inden hun bare stormet forbi Demarcus, for at nå ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran måtte indrømme, at han var spændt på dette møde. Han vidste, at han havde inviteret både Kimeya og Lestat, samt at de to, ej kunne holde ud at være i samme rum. Så måtte han jo nu bare se om de kunne beherske sig og faktisk prøve at snakke professionelt. De måtte jo se bort fra deres stridigheder til fordel for et større formål. "Det vil du tidsnok se, min gamle ven," svarede han med et stilfærdigt smil på læben. Han nød denne dag, for han var sikker på, at det var starten på noget, der for alvor skulle sætte skub i Imandras befrielse. Alle som kom hilste han pænt på til gengæld og til en start, virkede der ikke til at være det store. Han kunne selvfølgelig godt mærke spændingen fra Lestat overfor Soraya, men kvinden selv virkede til at være fuldstændig upåvirket og ikke rigtigt give sin opmærksomhed til Lestat overhovedet. Han skulle netop til at rejse sig, da Lestats anden datter dukkede frem bag ved Demarcus og stormede sin far hen i armene, der selvfølgelig blev nødt til at tage imod hende. Han sukkede let, men tog det ikke yderligere tungt. "Tjener, bring en stol ind til den ung frøken," endte han med et let vift med hånden. Hurtigt kom en tjener frem med en ekstra stol, så Leonore kunne klemmes ind mellem Demarcus og Lestat, så Lestat kunne holde sin datter i ro under mødet. Han rømmede sig let, inden han skubbede sig op at stå.
"Velkommen hver og en af jer. Det fryder mig, at I er kommet i dag, da dette møde gerne skulle være spiren for en ny fremtid... En ny fremtid, der vil komme til at have betydning for os alle," begyndte han roligt. Han så tænksomt rundt på dem... Betragtede deres ansigtsudtryk og overvejede, hvad der mon gik gennem deres hoveder. Gad vide om de var mødt op med nogle forventninger til dette møde? Eller om de kom blanke, klar på hvad end han selv havde at byde ind med.
"Med den korte besked i modtog, så undrer I jer dog nok over, hvad jeg egentligt vil med dette møde mere præcist. Sagen er den, at Tiyanna og jeg ønsker et frit land, der ikke er under styre af nogle andre. Imandra har bare ikke midlerne til det. Selvom folket er begyndt at donere penge til slottet, så er det en noget langsigtet måde at gøre tingene på. Styrker er der heller ikke nok af, da Dvasias' hær er noget større end den jeg selv har. Jeg håber med dette møde, at nogle af jer måske har ideer, der kan hjælpe processen på vej, så vi kan få et frit Imandra. Og så I kan få noget til gengæld for at have hjulpet." Kort og godt. Det var jo derfor han havde bedt dem her.

[Kimeya Marvalo]

Selvom Kimeya nu måtte sidde ansigt til ansigt med hans egen broder, og niece, var ikke noget, som han tog særlig tungt. Han derimod, var der af helt andet professionelt ærende, og særligt fordi at hans kære ven, Sephiran havde kaldt til dette møde. Meget havde været under opsejling igennem den seneste tid, og det kunne naturligvis godt mærkes. Selvom Lestat måske ikke brød sig om hans tilstedeværelse, så var det slet ikke noget som påvirkede ham det mindste. Desuden virkede Soraya heller ikke det mindste påvirket over, at skulle sidde overfor sin fader i øjeblikket, så det passede ham mere end fint.
"Jeg er spændt," sagde han med en rolig stille. Fuldstændig kortfattet. Den fremmede mand med de mærkværdige klæder, gik han ud fra, måtte være fra Tayevania. Det var i hvert fald der, at han havde set, at de gik klædt på denne mærkværdige måde! Han kommenterede det ikke. Faktisk hilste han ikke rigtigt på nogen af dem.

Denne gang, var de jo så igang. Sephiran startede ud, og selv nu, måtte Kimeya erkende, at han kunne lide, klingen som det havde. Han kneb øjnene svagt sammen, og nikkede jo så. Imandra ville han gerne løsrive.. men hvorfor vende fokus på et sted, som var rippet for ressourcer, for mange år siden? "Det bliver svært her til lands.. Hvis man kan kalde det for et land, Sephiran, når der ikke er ressourcer, til at holde det kørende," fortalte han kort for hovedet. Silia husede han jo i øjeblikket derhjemme. En kvinde, som han betegnede som sin niece.. Procias stod jo trods alt frit.. Der var ingen der. Han rystede kort på hovedet, og satte sig mere tilbage igen. "På denne side af grænsen, er jeg bange for, at det er dødt løb," sagde han blot. Han havde i forvejen ondt af de væsner, som boede her.. Derfor holdt han sig mere til Dvasias - på den rigtige side af grænsen.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Opmærksomt lyttede Rhaenys til det, som Sephiran havde at sige. Hvem de andre i forsamlingen var, vidste hun ikke så meget om, men af betydning var de vel? Noget spøjs måtte hun dog finde manden, der udelukket syntes at klæde sig i et tæppe. Dog lod hun det være det, da Sephiran satte nogle tanker i hende. Andet var da også umuligt! Om hun kunne bruge hans ord til noget, måtte hun dog finde ud af. ”Fortæl mig venligst, hvilken forskel det vil gøre for varulvene at være en del af Imandra kontra Dvasias. Hvad vil Imandra kunne skænke os, som vi ikke allerede har? Vi har ingen rigdomme blandt os, så jeg ved, at du higer efter vores kæmpemæssige styrke, så fortæl mig venligst, hvorfor mine mænd og kvinder muligvis skal dø for denne sag,” bad hun direkte. Selv var hun nemlig ikke en del af Sephirans sag, som hun derimod var for varulvenes. Det var dem som hun udelukket kæmpede for. Derfor var hun reelt set ligeglad med om det hed Dvasias eller Imandra, Jaqia eller Sephiran. Hun ønskede blot at varulvene havde det godt. ”Og lige en anden ting.. Hvorfor skulle man ønske at støtte dig? Se det i øjnene, kæreste.. Du har før haft landet i din besiddelse, og ja... Du fejlede. Og igen. Hvis du oprigtigt ønskede landet, hvorfor gjorde du så intet for at fastholde landet selvstændigt, da Dvasias kom og invaderede det? Hvor jeg kommer fra, er man en værdig leder, hvis man gør det godt for dem man styre, og hvis man kan fastholde det. Der findes der ingen anden chance, og ud fra det syn.. Så har du tydeligvis tabt din.” Bange var hun ikke for at komme ud med sine holdninger, men hvorfor skulle hun også være det, når nu hun var leder for den race der måske kunne betegne sig for at være den mest mandige? Hun var blevet slagtet for længst ellers!

[Romeo Direshade Acheron]

Afmålt måtte Romeo betragte sig af den fine forsamling.. Det som måtte være et glædeligt gensyn for Lestat, og hans datter, var end ikke noget, som han tog sig af. Ikke havde han nogen grund til at handle og reagere på dette, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig at gøre. Næven knyttede han let. Tanken om et frit land, frit af Dvasias, var selv en tanke, som klingede rigtig godt i hans ører, og det kunne han lide.
Hans fader lagde ordene på bordet. Kimeya var enig, af hvad han kunne høre, og ret var det, at dette var et land, uden særlig mange ressourcer. Derfor var det også svært at gøre noget ved det. Selv sagde han intet, da han ville lade sin fader føre ordet. Desuden vidste han endnu ikke rigtigt, hvordan han skulle forholde sig til dette. Det var jo også hans første gang i så stort og specielt et så vigtigt råd, som det her jo måtte vise sig, at være.
Det var derimod varulvenes leder, som måtte fange hans interesse. Langsomt måtte Romeo dreje hovedet mod vedkommende, som kun var her, for at tænke på, hvordan varulvene havde det. Han trak vejret dybt. "Ved et tæt samarbejde os alle imellem, formoder jeg, at det er noget som kommer alle til gode. Alle ønsker vi tryghed.. et sted som er sikkert at være. Det koster alt sammen," fortalte han direkte. Han vendte blikket mod sin fader. Han havde haft landet før, og havde fejlet? Den slags skete jo. "En erfaring rigere, som kan bruges i ledelsen af landet. Desuden var det min fader, der blev indsat som ambassadør.. og ej en varulv, hvis jeg husker helt korrekt," kommenterede han dog. Jaqia havde taget den beslutning af en grund, trods alt. Igen vendte han blikket mod Rhaenys.

[Lestat De Lochér]

At Leonore skulle være vendt hjem, det føltes virkelig utroligt lettende i hans sjæl. At hun fik en stol fandt han utrolig gavmildt af Sephiran og derfor dæmpede han sig også hurtigt, selvom han mest af alt bare havde lyst til at knuge sin datter ind til sig fortsat. Han måtte dog deltage i dette møde, da han jo faktisk stod i spidsen for folket, der ikke ønskede at være en del af Dvasias. Han tog sin datter i hånden og fulgte ellers med i mødet.
Som Sephiran bød velkommen, så sad han blot roligt og kiggede op mod sin ambassadør og leder af landet her. Han prøvede at undgå kontakt med Soraya overfor sig, for han fik ingen opmærksomhed uanset hvor meget han kiggede tilbage. Hun var fuldstændig upåvirket af situationen, selv da Leonore også kom ind. Kimeya havde da for alvor taget hans biologiske datter og vendt imod ham. Nok om det. De tanker måtte han slå ud af hovedet for nu, for det hjalp jo ikke noget. Han lyttede til ordene. Det var jo meget det han selv arbejdede for. Et frit Imandra. Et land, der kunne forsørge sig selv. Også selvom han vidste, at det ej var nok med folkets støtte og donationer. Selv prøvede han bare at ignorere Kimeya ligeså, for de måtte vel begge være professionelle i denne situation. Desværre måtte han faktisk være enig i Kimeyas ord omkring Imandra. Landet havde ingen ressourcer. Det var et dødt land i den forstand. Kun folket var tilbage, men levede jo af Dvasias. Rhaenys fangede også selv hans opmærksomhed. Hun var skarp i sit sind, det måtte han alligevel give hende. At hun så direkte skulle angribe Sephiran, vidste han ikke hvad han synes om, men han måtte jo se hvad Sephiran selv sagde til sagen. Selv blandede han sig ikke i øjeblikket, men observerede bare, hvad der skete omkring ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus flyttede sin stol, så der var plads til dem alle sammen, så denne kvinde, kunne få lov til at komme ned og sidde ved siden af sin kære fader. Det var vel en form for forsoningsgave, som han ønskede at bringe hertil? "Som en gave, Hr. De Lochér," sagde han blot, som han sendte manden et roligt smil. I forhold til de andre, var han yderst malplaceret, hvor han faktisk heller ikke vidste helt hvorfor at han var ønsket her. Måske på grund af den fredsaftale, som han havde med denne del af det mærkelige land? Han var endnu frygtelig nysgerrig på, hvordan det hang sammen.
Snakken som et råd, var noget som han havde forståelsen for, for det var også sådan, at det foregik på Tayevania. Han anede jo bare intet om dette land.. Overhovedet faktisk. Fastlandet var nyt og ukendt for ham på alle måder. Han foldede hænderne pænt på bordet foran ham. Ej måtte han afbryde. Han fik faktisk rigtig meget med, ved bare at observere. Hans blik søgte til Sephiran. Han var en mand med ressourcer, men bestemt ikke nok til at frigøre et helt land!

Ikke ønskede Leonore at give slip på sin fader lige nu! Det havde været et helvede for hende, at være på den ø! Derfor var hun taknemmelig for at hun rent faktisk fik lov til at sidde med ham, hvor hun direkte knugede om hans hånd og arm, bare for at sikre sig, at hun ikke ville slippe ham igen. Svagt snøftede hun.. At Soraya bare kunne sidde der, og være så upåvirket, forstod hun ikke. Overhovedet ikke. Hun hævede hans hånd og lagde den mod sit kind. Ikke blandede hun sig. Hun havde en idé om, at det var meget, meget dumt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ligeså spændt på dette møde. Det var en speciel flok han havde inviteret, men netop det ville han håbe kunne hjælpe ham i hans videre proces. Ærligt var det, at han var kørt fast med ideer. Han havde rigeligt af egne ressourcer, deraf hvorfor Demarcus var her, men det var bare ikke nok til at trække Imandra fri af Dvasias, for den slags styrker sad han slet ikke inde med. Det ville i hvert fald kræve, at Kimeya tog hans parti og flyttede alle warlocks hertil, hvilket han vidste slet ikke kunne komme på tale. Kimeya var jo trods alt blevet trænet eller... 'knækket' af Jaqia. Mørkets Dronning. Så han havde brug for input. Han vendte roligt blikket mod Kimeya. Han kunne dog altid regne med, at han ville støtte ham i sine sager. "Det er jeg udmærket klar over, Kimeya, det er en del af grunden til jeg har budt alle her. Det ville kræve umådelig menneskekraft at forsøge at dyrke i landet igen," endte han tænksomt. Han vidste dog det nok kunne lade sig gøre, for her var trods alt ikke dødt. Landet var bare rippet for mange år siden uden at nogle have plantet nyt. "Har du så et bedre forslag måske? Hvis det er dødt løb at forsøge på Imandra," endte han. Hvis man kendte Sephiran så ville spørgsmålet nok lyde på 'hvor tror du så jeg kan få den magt, jeg altid har prøvet at opnå', men for alle andre, var spørgsmålet næsten en venlig opfordring til nye forslag til fordel for landets bedste.
Hans blik fortsatte rundt til Rhaenys. En kvinde, som han aldrig havde mødt før i aften, men varulvene var en stor population i Imandra, så derfor havde han inviteret hende. "Jeg siger ej, at dine mænd og kvinder skal dø for sagen. Men sandt er det, at din store flok af ulve kunne gavne processen i at genopdyrke landet. Til gengæld så vil jeg give jer beskyttelse eller hvad I mangler, om I har brug for det," svarede han roligt. Han troede, at hun var færdig og at han kunne gå videre, men endte med at få smidt en masse mundkagl i hovedet i stedet af varulven, hvilket fik ham til at vende sine isblå øjne skarpt tilbage mod hende. "Hør her spidsnæse. Det er sandt, at jeg fejlede, det indrømmer jeg gerne. Jeg blev slået ihjel af Kimeya, hvilket dog kun gavnede mig. Døden har uden tvivl gjort godt. Da jeg genopstod, så sad der en anden på min trone og mine tropper var væk. Dvasias indvaderede ej landet her, jeg tog ambassadørposten, da Jaqia gav mig den, for at jeg kunne fortsætte mit arbejde for landet og bevise, at Imandra var min højeste prioritet. Især på grund af min kone. Du har ikke hele historien i orden, så du har tydeligvis ikke gjort dit forarbejde nok," svarede han hende skarpt til gengæld. Nu hvor det var sagt, så kunne de måske komme videre!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya reagerede på ingen måder, på at Lestat og Leonore nu måtte være her, hvor han roligt blev siddende ved siden af Soraya og Sephiran. Det var den grund til, at han var kommet her. Det eneste, som havde nogen betydning set i hans øjne, var at alle fik noget ud af det. Hvorfor ellers kalde så mange mennesker til et møde, hvis det kun var fåtal som gik herfra med noget brugbart i lommen? Den ene næve knyttede han ganske let.
"Du kender landet her, ligeså vel som jeg, Sephiran," begyndte han direkte. Der var ikke meget at dyrke, og der var ikke meget at fremdrive her, og særligt når et land, som Dvasias, tog det hele til sig. Nu var han selv Dvasias frygtelig loyal, så det var også lidt det, som han havde i baghovedet.
Varulven valgte Kimeya bevidst at ignorere. I forvejen, var det ikke et væsen, som han havde særlig meget til overs for, og det ville nok aldrig ændre sig, og særligt, når det forløb sig på den måde, som det nu gjorde. Armene lod han roligt søge over kors, hvor han lænede sig en smule tilbage i stolen. Varulven var her, af ren og skær egoisme, og naturligvis var det noget, som også godt kunne mærkes. Han bandede over det i sit indre, uden at lade noget af det komme til udtryk.
"Et skud i blinde.. Procias.. Står for nu, uden en dronning, efter hun forsvandt, og Silia Diamaqima trak sig?" foreslog han ud af det blå. Han havde ganske vidst selv rigtig meget med familien Diamaqima at gøre, men det behøvede folk vel ikke at blande sig i? Desuden hvis han fik Sephiran og alt det, væk fra Dvasias, så var det heller ikke en trussel mod det dvasianske styre. I hans øjne, bød det uden tvivl på en win-win-situation.