A whole new world..

[Marius Amalani Darcy]

Angelique Amalani Darcy

---

Den nye tilværelse i Manjarno, var uden tvivl meget anderledes, end hvad Marius måtte komme fra. Den store Herregård i Elanya stod nu tom.. Foruden de særlige personlige ejendele, som han havde taget med, og Cassie med, for at det ikke skulle være løgn. Det var sådan, at han nu havde det bedst med tingene.
Ikke havde Marius valgt at tage kontakt med Angelique, og selv han vidste, at han burde have meldt fra til Anasuya, som lovet, men det havde bare været vigtigst for ham, at komme ud af landet. Uroen var kommet alt for tæt på, og ikke ønskede han, at det skulle gå udover nære og kære, mere end hvad det havde gjort i forvejen. Det havde kostet ham dyrt nok, og efter at Silia havde valgt, offentligt at trække sig, vidste han også, at det havde været den bedste beslutning, som han kunne tage på vegne af sig selv, men også på vegne af sin familie. Og deraf grunden.

Det faldefærdige lille hjem, udgjorde nu også hjemmet for Marius og Cassie. Det var forbi solnedgang, så det var godt mørkt. For hyggens skyld, havde Marius fået tændt nogle stearinlys, så det var muligt at se. Cassie lå endnu og sov, og han lod hende derfor ligge. Det passede ham egentlig ganske udmærket, alt taget i betragtning. Selv han havde brug for at puste lidt ovenpå den beslutning, som nu også var endt med at blive taget. Det var hårdt. Det var jo faktisk hele hans liv, som han skulle vinke farvel til i Procias, og nu skulle han starte et nyt op.. Et helt nyt sted.

[Angelique Amalani Darcy]

Rasende! Det var det eneste ord som Angel lige kunne komme på. Vreden bloblede i hende og for en gangs skyld havde Chili ikke sagt noget til hende da hun havde ville søge efter dem. Han havde jo godt vidst at hun blot ville have grebet den første hest og søgt ud selv og så var hun altså sikre sammen med ham. Han fløj nu med hende på ryggen ud over den Procianske grænsemur og mod Manjarno. De søgte mod Namtymia i en hurtig fart. Chili havde for en gangs skyld ikke et problem med at komme afsted. Som de nærmede sig satte han dog farten en smule ned. Hovedet vendte han mod sin rytter. #Angel?# lød det sagte i hendes hoved men hun svarede ham ikke med det samme.

Hun rystede svagt på ryggen af den store drage som hun elskede så højt. Hun var vred og skuffet. Hvad havde han gang i? Havde han slet ikke tænkt på at hun måske havde villet med dem? At hun ikke ønskede at splitte sig fra sin far? Enkelte tårer trillede ned over hendes kinder i ren og skær arrigskab. #Angel?# lød det endnu en gang fra Chili. #Han havde sikkert en god grund til det her, Angel.# Han stoppede op i godt stykke oppe i luften over en lille hytte som tilhørte Marius og Cassie. Angel tørrede øjnene en gang og vendte blikket mod jorden. "Han burde have snakket med mig om det Chili ..... Lad os lande" endte hun sagte. Hendes stemme rystede ligeså meget som hun selv gjorde det. Chili svarede ikke men begyndte at søge mod jorden nær hytten. Han landede med et tungt bump på jorden og Angel gled langsomt af hans ryg. Hun havde bøjet hovedet så hendes ansigt henlå i mørke. Hun kunne virkelig ikke huske hvornår hun sidst havde været så gal!

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at hans valg, måske ikke faldt i den bedste jord hos hans elskede datter, men selv hun var en voksen kvinde, som burde kunne tage sine egne valg. Som Procias var nu, var det ikke et sted for ham, men hende, havde de jo derimod ikke noget imod.. Det var vel også derfor, at han havde valgt at tage den beslutning, som han nu havde? I håbet om at hans elskede datter vil forstå?
Mange havde Marius jo heller ikke ligefrem tilbage i hans liv. I øjeblikket følte han sig faktisk temmelig magtesløs. Han sukkede tungt. Han burde udnytte den tid han havde, før Cassie ville stå op, også selvom han vidste, at det et sted, måtte være meget at forlange, men han gjorde det nu alligevel. Selvom han i øjeblikket, kunne beskrive sig som et dødt væsen, herskede der virkelig mange ting i hans tanker og sind, hvilket uden tvivl var noget, som godt kunne mærkes i øjeblikket.

Det tunge bump på jorden, fik hurtigt Marius til at hæve blikket. Allerede i forvejen, vidste han, hvad det betød: Problemer. Det var jo primært det, som havde hersket mellem ham og hans datter, og det ville bestemt heller ikke forundre ham, hvis det var noget, som ville fortsætte i denne stund også, selvom det ikke var noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han rystede kort på hovedet inden han rettede sig op. Han stod i en løs skjorte og mørke bukser.. stærk kontrast til den ellers ligblege hud. Han søgte allerede nu mod døren, for at tvinge den op. Den knirkede en del. Blikket faldt til dragen.. og synet af hans ellers så velkendte datter.

[Angelique Amalani Darcy]

Problemer havde der altid været mellem dem men hun havde virkelig prøvet at komme videre fra den gang. De havde altid skændes og hun havde intet ville med ham men nu ville hun. Hun ville have et forhold til ham og være sammen med ham og alligevel så gjorde han sådan noget som det her? Vreden ebbede ud af hende som hun stod der på jorden. Hun mærkede Chili vende hovedet mod hende og puffede let til hende som for at trøste hende men lige lidt hjalp det. Hun var mildest talt skuffet!

Som hendes far måtte komme frem fra den knirkende dør begyndte hendes hjerte at hamre endnu hårde i hendes bryst. Tårerne trillede ned over hendes kinder som hun blot stod der. Hun ventede lidt på at han ville sige noget men ingen ord forlod hans læber. Hun lod en hånd glide kort over Chilie snude før hun begyndte at gå hen mod sin far. Hun rystede stadig over hele kroppen og den pæne blå kjole som hun havde på viste det om muligt endnu mere. Tænderne bed hun hårdt sammen mens hun fortsatte sine rolige skridt op mod sin far. Hun stoppede op lige foran ham og løftede endelig blikket. Vreden var tydelig men lagt fra lige så tydelig som skuffelsen. I en hurtig bevægelse løftede hun den ene hånd og svang ham en lussing af en anden verden før hun endnu en gang lod hånden falde. "Jeg ved at i var nød til at forlade landet men kunne det måske tænkes at jeg gerne ville vide hvornår i tog afsted?! Måske jeg gerne ville have hjulpet jer?! Eller var jeg slet ikke i dine tanker?!" Hendes stemme rystede som hun snakkede. Hun vidste at Cassie sikkert sov så hendes stemme var lavmælt. Hun var virkelig skuffet og ked af det over at han ikke havde sagt noget til hende. Hun vidste at han mente at hun hørte til i Procias men hvad hun hvis hun ikke ville være der uden ham? Havde han nogensinde tænkt på det?

[Marius Amalani Darcy]

Allerede nu, vidste Marius, at han bestemt ikke måtte stå i Angels gode bog, i og med, at hun valgte at opsøge ham her på stedet. Han vidste, at det kunne koste ham forholdet til hende, hvilket han heller ikke ønskede, men nu hvor hun kunne leve i fredelige omgivelser i et land, som ville værne om hendes slags, og foragte hans, så havde han bare ikke nogen grund til at skulle jage hende med!
Marius stillede sig i døren, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse, såvel som Chilis. Han sukkede let, hvor han strammede grebet omkring håndtaget. Dog nåede han knapt at reagere, før hendes hånd, havde ramt hans kolde kind i en syngende lussing. Kort tid efter, bar han mørket af en rød hånd. Hånden hævede han, kun for at ømme om hans forslåede kæbe. "Det er også godt, at se dig, Angel," sagde han med en rolig stemme. Ikke så han nogen grund til at hæve stemmen. Det gjorde han i forvejen frygtelig, frygtelig sjældent, og han forstod jo godt, at hun var vred.
Det var bestemt ikke fordi at Marius ikke havde skænket hende en anke, for det havde han skam! Mere end en gang, for at det ikke skulle være lyv! Han vendte blikket mod hende igen. "Og nej.. Jeg har ikke glemt dig. Det kunne aldrig falde mig ind." Han endte dog selv med at hæve hånden og stryge den over hendes kind. Hun fortjente bare et liv.. bedre end hvad han kunne give hende her i Procias. "Jeg kan ikke glemme min egen datter," forsikrede han hende.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde altid været ufattelig hidsig hvilket hun havde arvet fra sin mor. Hendes temperament havde altid styret hende og hun vidste det men lige nu var hun ligeglad. Lussingen havde sunget hen over hans kind og tydeligt kunne hun se hvor hun havde ramt. Tårerne trillede ned over hendes kinder i en blanding af skuffelse, og vrede. Hun var ikke ked af det for hun vidste jo godt at han havde tænkt på hende men dog så havde han endnu en gang bare handlet og ikke sagt noget til hende. Hun forlangte ikke at han skulle være hos hende altid, hun forlangte ikke at han skulle fortælle hende alt men når han valgte at flytte til et andet land med sin kommende kone så kunne det da være rart at få bare en smule af vide. Det var rart at se hende? Hun havde lyst til at smække ham endnu en blot for at komme med sådan en dum kommentar. Hun vidste at vreden efterhånden havde taget ved hende og hun var nød til at falde en smule til ro selvom det var svært.
Hans hånd som måtte stryge over hendes kind fik hende til at snøfte. Det var virkelig længe siden hun havde været så vred at hun havde tudet som var hun en lille pige. Hans ord om at han havde tænkt på hende fik hendes blik til at falde kort før hun mødte hans på ny. "Jeg ved godt at Procias var begyndt at blive farlig for jer, og jeg ved godt at du ønsker at jeg skal blive der men for pokker! Så snak dog med mig i stedet for bare at handle. Du er min eneste levende familie foruden Chili. Jeg har kun dig og du efterlod mig i Procias uden et ord. Det er ikke i orden" sagde hun stille og tørrede sine øjne selvom det virkelig intet hjalp. Som hun snakkede begyndte hun dog at falde lidt mere til ro. Det lettede at snakke om det her som ellers havde plaget hende.

[Marius Amalani Darcy]

Hidsig havde Angel nu altid været, så det var ikke noget, som kom synderlig meget bag på Marius. Dog gjorde det ham trist at vide, at hun havde taget det så tungt, da det jo trods alt heller ikke havde været hans intentioner. Han havde taget derfra, for at give alle ro.. absolut alle, og det så bare ikke ud til, at have virket efter hensigten, og det ar det, som gjorde ham trist til mode.
Lussingen mod hans kind, gjorde ondt.. Det havde efterladt et tydeligt aftryk af hendes hånd, også selvom han stadig ikke så nogen grund til, at skulle hidse sig op. Han forstod hende jo godt denne gang. Ikke ønskede han, at det skulle koste ham forholdet til hans elskede pige, og derfor var det også rart, at hun tog således på det, som hun nu gjorde. Marius hævede hånden og strøg den over hendes kind. Nu hvor hun ikke frygtede hans væsen, så var det også langt nemmere.
"Jeg beklager, min pige," sagde Marius oprigtigt. Han kunne ikke lide, at se hende så trist og ked af det, og han kunne derfor heller ikke lide, at se hende med tårer i øjnene. Han sænkede begge hænder, hvor han denne gang spredte sine arme, så han kunne byde hende på en omfavnelse i stedet for. Han havde jo ikke været ude på, at ødelægge det forhold, som de lige havde fået. "Jeg var bare nødt til at tage af sted.. Jeg kan ikke blive i et land, hvor jeg ej er velkommen," fortalte han. Han håbede jo lidt på, at hun forstod sig på hans problematik.

[Angelique Amalani Darcy]

Åh ja. Hendes hidsighed havde hun virkelig fået fra sin mor så stille som hendes far altid havde været. Han var så god og mild også selvom hun kom farende her. Sådan havde han altid været men ej havde hun sat pris på det før nu. Det var rart at de ikke begge to blev hidsige for så ville det hele sikkert ende meget mere galt end det en gang i mellem gjorde. Angel elskede jo sin far og ønskede ikke at ødelægge det i forvejen lidt ustabile forhold som de havde. Nej hun ønskede at bevare det men en gang i mellem så kunne hun virkelig bare ikke styre sin egen vrede. Hendes blik søgte stille til hans kind. Hans blege hud havde et tydeligt mærke hvor hun havde slået ham. Et sted så havde hun det skidt over at hun havde taget den så langt men et eller andet afløs havde hun haft brug for og det at smække en lussing var virkelig ikke verdenens ende på nogen som helst måde.
Han beklagede hvilket hun jo godt vidste. Hans hånd faldt fra hendes kind og hun så hvordan han bød hende til at komme tættere på. Førhen ville hun havde tøvet, ja måske endda søgt længere væk fra ham men ikke længere. Omgående søgte hun ind i hans favn hvor hun lod armene glide om hans overkrop og puttede sig ind mod ham. "Jeg ved det godt" hviskede hun stille og lukkede øjnene. "Jeg ville bare ønske at du havde fortalt mig det, bare sådan så jeg havde vidst hvornår i rejste." Det var lidt der hun ville hen. Hun ønskede ikke at have kontrol over deres liv på nogen måde, bare hun vidste lidt om hvad der skete. Hun sukkede stille og bed sig svagt i læben. Der var et spørgsmål som egentlig havde plaget hende på hele turen. "Hvad så med mig nu? Regner du med at jeg bliver i det land som har jagtet dig ud?"

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde aldrig været en hidsig mand, hvilket nok også var det, som reddet ham lidt i denne situation. Det var nok også med til at redde det ellers frygtelig ustabile forhold, som han havde til hans elskede datter. Han elskede hende virelig ubeskrivelig højt, og nu hvor han også var helt med på, at det var gengældt, så blev det trods alt heller ikke bedre af den grund.
Mærket efter hendes hånd, hvilede stødt på hans kind, selv da han bød hende tæt ind mod sin favn. Omgående, som hun søgte ind i den, lukkede han sine arme om hende. Selv på trods af hendes væsen, var han slet ikke fristet til at nære på hende. Hun var noget af det mest fantastiske og mest dyrebare, som han havde i sit liv, og selvfølgelig ønskede han heller ikke, at det skulle ødelægge noget. Overhovedet ikke faktisk! "Jeg havde vel håbet lidt, at du ville tage over, fra hvor jeg slap, Angel." Han vendte blikket mod hendes skikkelse, hvor han igen hævede hånden, og lagde den bag hendes hoved. Han var hendes fader. Det var nemlig vigtigt, at han skulle passe på hende, og vogte om hende, og det agtede han også at gøre i den forbindelse, at han kunne gøre det. Han lukkede øjnene let i. "Jeg mente ikke at tage afsted, uden at lade dig vide noget.." tilføjede han dog. Hun var det mest fantastiske, som han havde i sit liv. Noget af det mest betydningsfulde.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var lykkelig over at de ikke begge to var hidsige. I hvert fald i stunder som denne her. Hendes temperament havde det virkelig med at koge over, mere overfor ham end nogen som helst andre. Hun vidste virkelig ikke hvorfor at hun reagerede så voldsomt når det kom til hendes far, måske havde det noget at gøre med den fortid som de havde sammen? Altid havde de skændes og altid havde det været hendes skyld. Hun ville det ikke mere. Hun ville ikke tilbage til før og dog så følte hun sig igen som en dum teenager når hun stod der og var så gal på ham som hun var. Tårerne trillede endnu som hun søgte hans favn og mærkede hvordan hans arme søgte sig om hende. Altid havde hun foragtet hans væsen, selv da hun selv blev et men ikke længere. Foragten var borte og nu arbejde de på at få et ordenligt forhold men gud hvor var det svært når han gjorde sådan noget har! Hans ord gled dog hurtigt ind på lystavlen som han snakkede. Hun løftede hovedet og kiggede op på ham med et lidt forvirret blik. Sagde han virkelig det hun troede han sagde? "Du havde håbet .... At jeg overtog hvor du slap?" spurgte hun en smule tøvende. Han kunne vel ikke mene .... Nej selvfølgelig var det ikke det han mente!
Hun betragtede ham som han lukkede øjnene og puttede sig helt ind til ham. Det var virkelig en dejlig følelse endelig at have sin far ved sig selvom hun godt vidste at han havde været der alle de år. Hun nikkede stille ved hans ord. "Det ved jeg godt ... Men det gjort du og det gjorde mig rigtig ked af det" indrømmede hun endelig for det var jo sandheden. Hun havde faktisk været rigtig ked af det over at han intet havde sagt.

[Marius Amalani Darcy]

Det havde aldrig været Marius' mening, at gøre hende så sur og ked af det, som han nu have gjort det alligevel, men det var bare svært, når der var så mange ender, som skulle mødes, og det bare ikke var muligt, at de alle sammen kunne det. Hans blik søgte derfor roligt hendes skikkelse igen. Ikke hidsede han sig op. Det havde han aldrig nogensinde haft nogen grund til, og det kunne uden tvivl også godt mærkes i øjeblikket. Angel var hans datter.. noget af det, som han ønskede at værne om, og på den måde, ved at lade hende blive i Procias, hvor hun kunne beskyttes og passes på.. Var da det mest oplagte, var det ikke?
"Du hørte korrekt," sagde Marius med en rolig stemme. Han ville elske, hvis hun ville overtage herregården efter ham, nu hvor han selv ikke kunne være der. Han ønskede jo heller ikke, at det arbejde, som han havde udført, skulle styrte i grus, og særligt, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han trykkede hende kort ind til sig, inden han førte hende med sig ind i det lille hjem. Det var bestemt ikke som Herregården i Elanya, men det var der nu heller ikke noget, at gøre noget ved. "Jeg øsnkr ikke at rive dig med ned, fordi at jeg ikke kan blive i vores fædreland, Angel. Jeg forstår godt, at det gjorde dig ked af det.. Kan du tilgive mig?" spurgte han denne gang, som han igen vendte blikket mdo hende. Det havde jo ikke været hans mening.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste jo godt at hendes far ikke havde prøvet at gøre hende vred og ked af det men hun kunne alligevel ikke lade være med at være det. Det havde gjort ondt ikke at få noget at vide og måske bemærkede hun det endnu mere denne gang fordi sidste gang det var sket havde hun været ligeglad. Deres nyfundende forhold var noget som hun værdsatte og det var vel også derfor hun reagerede som hun gjorde? Hun trykkede sig ind mod hans favn og lukkede øjnene. Det var dejligt at stå her med ham også selvom kulden påvirkede hende en smule så ønskede hun virkelig ikke at slippe.
Han ønskede at hun skulle blive i Procias og tage over hvor hun slap? Det var ikke ligefrem fordi det var noget hun havde lyst til. Aldrig havde hun ønsket at tage grevinde pladsen og de havde endda diskuteret det før. Lige nu havde hun ikke en gang lyst til at blive i Procias når de ikke kunne det. Hun ønskede ikke at være så langt fra dem selvom Natymia ikke var alt for langt væk når man havde en drage. Hun bed sig stille i læben. ”Jeg …. Jeg har aldrig ønsket den magt. Du kender mig, far. Jeg ved ikke om jeg ville kunne være den rigtige. Ikke blot er jeg alt for hidsig men jeg ved heller ikke hvordan man gør” pointerede hun stille og vendte blikket ned mod jorden. Det her kunne da virkelig ikke være has bedste ide nogensinde. Angel var ikke egnet til pladsen som grevinde i hendes hoved. Hvordan kunne hun dog være det? Hendes temperament gjorde det jo næsten umuligt for hende at være sammen med andre hvis de bare var en smule tåbelige. Hendes blik søgte hans ansigt som han begyndte at snakke igen. Hun bed sig stille i læben og lukkede øjnene mens hun blot lyttede til ham. ”Procias er utaknemmeligt. Du har gjort så meget for landet og så er du nød til at forlade det fordi ellers bliver det din død. Jeg har svært ved at acceptere det må jeg nok indrømme. Og selvfølgelig kan jeg tilgive dig. Jeg blev bare … ked af det, måske mere end jeg lige havde regnet med” undskyldte hun sagte og åbnene øjnene igen for at kigge på ham.

[Marius Amalani Darcy]

Intet af det som Marius havde gjort, var for at såre sin elskede datter, for det havde da aldrig nogensinde været hans hensigt. Han elskede hende, og det forhold, som de nu havde fået til hinanden, og den var jo bare ikke længere. Han ville bevare det, så længe, at det var ham muligt.
Ønsket om at hun blev i Procias, var derimod det, som stod stærkest på hans ønskeliste. Ikke ønskede han, at det store imperium, som han havde kæmpet for i så mange år, skulle styrte i grus. Og hvem vidste..? Måske, at han en dag, rent faktisk kunne vende hjem og tilbage til Procias? Han betragtede hende med en overbærende mine. "Jeg ved godt, at du aldrig har hungret efter magten, som den stilling giver dig, men derfor skal du stadig huske på, at det er således, at det er, jeg ønsker det. Det er vores families arv.. det som vi har kæmpet for, og det som vi har kunne give Procias. Jeg ønsker ikke, at se det i hånden på nogen anden," fortalte han med en rolig stemme.
Marius vendte sig mod vinduerne, som de nu var kommet ind i stuen, og stod og betragtede sig af. Han sukkede let. Det var en hård beslutning. Hvilket han udmærket godt var klar over, men det var bare ikke noget, som gjorde det meget nemmere af den grund. Og særligt, når det var på denne her måde. Han smilede svagt. Han kunne i forvejen godt lide, at have det bånd til hende, som han nu havde fået. "Procias er ikke et sted, hvor jeg kan opholde mig lige nu, min pige.. Ikke ønsker, jeg at møde den fuldendte død.. Jeg har endnu meget at opnå her i livet.." sagde han med en ærlig stemme. Han sendte hende et smil. "Kan jeg byde på noget at drikke?" spurgte han denne gang med et smil på læben.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun vidste jo godt at han ikke prøvede at gøre hende ondt eller skubbe hende væk. Måske hun også bare var en smule mere nærtagende fordi hun havde været så ligeglad med ham før hen? Det forhold som de havde fået til hinanden var ikke et som hun ønskede at miste overhovedet! Hun tørrede stille øjnene nu hvor tårerne ikke længere faldt.
Han ønskede hende i Procias og i Grevinde stillingen. I et kort øjeblik ønskede hun Camryn var der blot sådan så hun ikke skulle tage den stilling. Da hun var yngre modsagde hun sig den fordi hun ikke ville have noget med sin far at gøre men nu ... ja nu var det anderledes. Dog så ønskede hun den stadig ikke. Slet slet ikke. Hun bed sig stille i læben mens hun lyttede til hans ord. Det var en titel som var gået deres familie igennem mange år faktisk. Hun burde tage imod den men hvorfor var det bare så svært at sige ja? "Jeg ved det godt. Men jeg føler bare slet ikke at jeg er klar til sådan noget. Jeg mener ... Jeg er jo bare mig. Jeg er slet ikke i stand til sådan nogle ting." Hun bed sig stille i læben. Et sted havde hun vel aldrig følt at hun var den rigtige til sådan en stilling fordi hun ikke følte at hun var god nok?
Hun vinkede kort til Chili som hun lod sin far føre sig ind i huset's stue. Det var slet ikke ligeså overdådig som herregården i Elanya men det var da heller ikke nødvendigt? Hun satte sig ned på en stol mens hun roligt betragtede sin far. Hun var faldet lidt mere til ro nu hvor de havde fået snakket lidt. Hun vidste godt at hun havde overreageret men det havde bare været svært for hende. Hun nikkede stille ved hans ord. "Jeg ved det godt og det er det som går mig på. Jeg er ked af at de behandler dig sådan når du har været dem sådan en hjælp i så mange år" pointerede hun stille. De var virkelig noget så utaknemmelige. Hans smil fik hende dog til at løsne en smule op. Hun sendte ham et roligt et tilbage og nikkede til om hun ville have noget at drikke. "Bare vand, tak" sagde hun med et stille smil.

[Marius Amalani Darcy]

Titlen som greve, havde ligget i deres familie i frygtelig mange år, og derfor ville det naturligvis gøre ham ked af det, at se det hele blive mistet på den måde, og særligt på denne her måde. Han ville ikke pådutte hende mere, end hvad hun kunne overskue. Camryn var ej længere. Det var jo faktisk kun ham og hende.. og så Marcianus. Hans kære barnebarn, som han også burde søge ud efter, selvom det nu ej var noget som han sagde højt.
"Du har igennem mange år, taget afstand, fra alt hvad der har haft med mig at gøre, Angel.. Jeg kender dig. Du vil have stædigheden, til at kunne fremdrive den forretning, som jeg i sin tid, har startet," sagde han med en rolig stemme.

Marius førte hende med indenfor, mest for muligheden, for at snakke lidt mere privat, end bare at stå i en døråbning, for det kom der intet godt ud af. Dragen måtte derfor vente udenfor. Han førte hende ind i den lille stue. Dette var på ingen måder som hrregården i Elanya, men for nu, så måtte det gå. Det var i hans øjne, også kun et midlertidigt sted. Han trak kort på skuldrene. "Det er der ikke så meget at gøre ved nu. De er blinde af vrede.. Forhåbentlig, er det noget, som vil gå over en dag," sagde han dog. Tvivlen havde han på det, men man kunne håbe. Procias havde jo altid været hans hjem.
Et smil passerede hans læber, som han søgte ud i et lille køkken, hvor han af en ren spand, fik hentet et glas vand, som han kom tilbage til hende med. "Her," sagde han roligt. Han brugte det trods alt ikke. Men det gjorde Cassie derimod.