A whole new world..

[Angelique Amalani Darcy]

hendes far havde virkelig arbejdet hårdt for at holde titlen og deres navn ved hævd. Hans arbejde havde været stort og han havde virkelig fået opnået meget. Det kunne hun ikke benægte. Der var så mange ting som hun så gerne ville have lavet om fra den gang hun havde været barn men fortiden kunne hun virkelig ikke ændre på ligegyldigt hvor meget hun end ville det.
"Jeg ved det godt. Jeg burde ikke have gjort det den gang men ej kan jeg gøre det om. Jeg må bare prøve at indhente nogle af alle de år som jeg tabte. Jeg ved at du har arbejdet hårdt for forretningen men jeg ved ikke om min stædighed er nok alene. Dog vil jeg gøre det fordi det er dit ønske og fordi jeg gerne vil gøre dig stolt" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil. Det var jo sådan hun havde det.

Hun kom med indenfor. Det var et lille hus men hyggeligt nok hvis man kunne finde ud af at indrette det ordenligt. Hun satte sig på en stol og betragtede sin far hente hende noget vand. Hun vidste at han ikke selv havde brug for det men det havde Cassie jo. Hun sendte ham et taknemmeligt smil som han rakte hende glasset og hun tog en let tår. Det var dejlig køligt. "Deres had til mørket er ej underligt men jeg forstår slet ikke at de kan være så forblændet af den at de slet ikke kan se hvilket arb...." Hun tav kort og lod blikket falde. De så ikke forbi deres had til mørket og derfor så de slet ikke alle de gode ting som hendes far havde gjort for dem. Det var det samme som hun selv havde gjort for så mange år tilbage, bare på et mere personligt plan. Et sted var hun ikke bedre end dem.

[Marius Amalani Darcy]

At blive hadet for hvad han var, snarere end hvad han havde udrettet igennem de rigtig mange år, som havde passeret, vidste Marius godt, hvordan han efterhånden skulle forholde sig til tingene, og derfor var det også bare nemmere og lige til, at lade tingene passere, og særligt, når det foregik på denne her måde. Hans blik gled mod hende, som hun satte sig i stolen. At hun ville gøre det, var noget, som uden tvivl vækkede en tydelig lettelse i ham. Så vidste han, at arbejdet ikke var spildt. For ham, var det noget, som passede ham mere end fint!
"Jeg forventer ikke andet, end at du forsøger, min pige. Desuden ved jeg, at du kan. Det ligger i dit blod.. og den stædighed, som du har med dig, er jeg ikke i tvivl om, at du vil kunne udrette store ting i Procias," sagde han ærligt. Stoltheden var allerede at spore og spotte i ham. Bare at hun ville prøve, var noget som betød meget for ham!

Marius satte sig ned i en stol overfor hende. Nu hvor det hele faldt for hende, var det vel også tydeligt for hende, at hun havde været lige så 'slem', som de Procianere, der nu havde drevet ham ud af hans eget land? Han sendte hende et overbærende smil. "Sagt som en sand procianer.. Men du har ret.. De ser det ikke, fordi jeg er det væsen som jeg er," sagde han direkte. Ikke tog han det tungt mere, som han havde gjort det før. Der var ikke nogen grund til det. Selv Angel havde vel lært af sagen?

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var ked af at han blev behandlet sådan men selv havde hun jo ikke været bedre. Hun havde foragtet hans væsen, virkelig inderligt hadet ham som pesten og slet ikke ønsker ham i sin nærhed. Det var sådan de andre Procianere havde det nu og det var en tanke som virkelig gjorde ondt på hende. Hun sukkede stille. Hun ville følge hans ønske og blive Grevinde af Procias. Det var en titel som hun ville prøve at holde så meget i hævd som han havde gjort det igennem så mange år. Hun ville gøre ham stolt af hende hvilket et sted ville være en helt ny følelse for hende. "Jeg skal nok gøre mit bedste, det lover jeg dig, far" sagde hun med et roligt smil.

Hun sad på stolen og tog en slurk af vandet. Hun følte sig skidt tilpas. Tænk hvor meget hun egentlig havde udsat ham for igennem årene? Den dårlige samvittighed skyllede ind over hende igen og hun fik det virkelig dårligt med sig selv. Hun var jo ikke en skid bedre end procianerne men ak, hun havde lært af fejlene men stadig så fik hun det ikke bedre af den grund. Hun sukkede stille. "Jeg vil arbejde på at det syn ændre sig for dem som det gjorde det for mig" sagde hun stille. Hun satte forsigtigt glasset fra sig på det nærmeste bord og rejste sig. Hun søgte over til ham og lod roligt armene falde om hans skikkelse i et kram. "Jeg vil søge tilbage til Procias nu. Jeg tager til slottet i morgen eller dagen efter og meddeler at jeg arvetager min titel som Grevinde" fortalte hun ham og sendte ham et smil som hun slap ham. Hun strøg ham kort over den kind som hun havde slået tidligere og vendte så rundt og gik over til døren. Hun stoppede kort op og vendte sig tilbage mod sin gamle far. "Far? Jeg elsker dig. Det håber jeg at du ved" lød det blidt fra hende før hun forsvandt ud i natten til sin drage og vendte hjem mod Procias. Hun havde meget som skulle nås

//OUT!

[Marius Amalani Darcy]

Angel havde heller ikke altid været lige sød ved Marius, også selvom han bestemt ikke kunne få sig til at klandre hende for det. Overhovedet ikke! Hun var hans elskede datter, og naturligvis var det noget, som også satte sine tydelige spor ved ham. Hvad han dog ikke ville gøre for hendes skyld, og det var noget, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende.
"Det bliver dig en hård opgave. En virkelig hård opgave du sætter dig for. Jeg beder til, at du vil opnå det," sagde han ærligt. Selvfølgelig ville han da gøre, hvad han kunne, for at støtte sin elskede datter igennem det her, og det var han bestemt heller ikke bange for at vise hende. Hun var noget af det mest betydningsfulde han havde i sit liv, og lige hvad angik det her, var det bare yderst begrænset, hvad han selv kunne stille i stand. Han kunne intet gøre.

Armene lagde Marius glædeligt omkring hende i en omfavnelse, hvor han trykkede hende tæt ind mod sin egen krop. Han nød at mærke hende, og det at høre hende skænke ham de ord, var noget som virkelig varmede om det kolde og døde hjerte, som han havde hvilende i hans bryst. "Som jeg elsker dig, min pige. Pas nu på dig selv derude," bad han, som han denne gang slap hende, og lod hende forlade stedet. Han bad til at det hele ville virke. Kun det bedste, var godt nok for hans datter og hans familie.

//Out