Time to let go..

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde virkelig ikke ment, at placere denne kvinde i situationen. Desuden var det vel ikke rigtigt gået op for ham, i hvilken situation hun egentlig stod i. Det eneste, som var gået op for ham, var at hun ikke havde brudt sig om mænd.. og ham. Han var vel bare automatisk gået ud fra, at det var ham, fordi at han måtte være det væsen, som han var, så det havde han egentlig ikke taget tungere end det.
Det var dog en tanke, som han måtte slippe med det samme, som han havde set hende gå direkte i gulvet, hvor han havde valgt at reagere med en vampyrs hurtighed, for at undgå, at hun skulle falde og slå sig, da det jo heller ikke havde været hans mening! Var det her virkelig hans skyld? Han havde svært ved at forestille sig det, men man kunne jo trods alt aldrig vide, og særligt, når det kom til en kvinde af hendes kaliber, så var det da overhovedet ikke til at vide!
"Anasuya?" kaldte han med en næsten bestemt tone, da han fik hende lagt på gulvet, tidsnok til at høre dragen brøle udenfor. Det løb ham koldt ned af ryggen. Det var bestemt ikke det førstehåndsindtryk, han havde forventet, at skulle skænke til den kommende dronning af landet her! Hånden lagde han mod hendes brændvarme kind, som han slog frygtelig blidt til. "Vågn op.." fortsatte han. Gik han ud, blev han ædt.. Det var hans overbevisning. Han var derfor nødt til at få hende til at vågne bare en smule op nu!

[Deleted]

Udenfor var der en urolig drage som søgte sin rytter, som udmærket godt var klar over hun var gået i gulvet, for hun svarede hende nemlig ikke. Hun prøvede derfor at kigge ind, men det var begrænset hvad hun kunne med sin store klodsede dyreform. Hendes guleøjne søgte hendes elskede Ana. Indenfor lå hun helt væk i Marius nærvær, hendes øjne måtte misse lidt som hun kom til sig selv. Hun beklagede sig let, som havde hun lige sovet noget så dejligt og hendes moder havde vækket hende fordi hun skulle op og have morgenmad. Dog da Marius var det første hun så, måtte hun rette sig hurtigt og fast op, knaldrød i hovedet. "Det beklager jeg virkelig." Udbrød hun som det første. Udenfor hørte hun nu den urolige Debrala's klagen, hun forsøgte at rejse sig, men var stadig ør i hovedet og endte med at sætte sig på gulvet igen. #Slap af.... jeg har det fint!# Skændte hun mod sin drage. Et klagefyldt brøl lød igen. Blikket søgte mod hendes første officielle møde, hun endte med at ligge sig ned igen og stirre op i loftet. "Sikke en køn dronning." Grinte hun så, inden hun dækkede sit ansigt med begge hænder. Anasuya så virkelig dette som et kæmpe nederlag.

[Marius Amalani Darcy]

Dragen kunne høres udenfor, og Marius ønskede bestemt ikke, at den skulle have lov til at gå helt amok på hans bolig! Den var skrøbelig nok, som den måtte være i forvejen, og ikke ønskede han, at den skulle gå hen og blive ødelagt!
Hans klap mod hendes kind, var ganske rolige, i frygten for at slå for hårdt. Han vidste jo udmærket godt, hvilken styrke, der måtte ligge i hans vampyriske væsen. At hun så derimod så ud til at være kommet sig bare lidt, var noget som passede ham mere end fint, kunne man sige. Han sukkede næsten lettet, inden han knælede ordentligt ved hendes side. "Er De okay?" spurgte han denne gang bekymret. Det havde virkelig ikke været hans mening! Overhovedet ikke!
Dragen kunne han høre udenfor. Ikke just en tanke, som han brød sig om, også selvom han havde forståelsen for, at den ville passe på hende. Det var også der, at det for alvor var gået op for ham, at det rent faktisk var en dragerytter, at han måtte sidde overfor. Han rystede kort på hovedet, hvor et let smil alligevel formåede at passere. "Jeg går ud fra, at det store væsen udenfor, blot ønsker at passe på sin rytter?" Ikke var han bange for hende og hendes væsen. Hans datter : Angelique, havde selv en drage i sin besiddelse.

[Deleted]

Et sted havde hun lyst til at krølle sig sammen og bare græde, hvor var det her dog et ynkeligt forsøg på at være en dronning, besvimet grundet for stort pres. Tåbeligt! Angsten havde vundet over hende. Uretfærdigt følte hun helt det var, alle de forkerte faktorer og hendes tanker som blev fodret med mere at kunne gå amok over. Hans bekymring fik hende til at smile kort, inden hun måtte gemme sig bag sine hænder i ren opgivelse. Da han nævnte Deb, nikkede hun bare bag sit skjul som hun bare blev liggende på gulvet. "Hun gør intet, hun er bare overnervøs for tiden." Mumlede hun bag sine hænder. Lige nu slap hun bare alt for at være sig selv, prøvede at slappe af og få den hvile til hovedet, som var nok til hun kunne komme væk derfra. Tårerne pressede sig en smule på, hun følte sig så ung og uerfaren. Dumme forstand! Den skulle jo have været rolig og fattet! I stedet var alt sluppet ud og hun havde taget et mentalt slag efter det andet, helt ved egen hånd. "Det må De altså virkelig undskylde." Lød det trist fra hende, hun lod hænderne sænke sig, hun forsøgte at sætte sig roligt op igen. Jo hurtigere hun kunne komme væk derfra, jo hurtigere kunne hun gemme sig under en sten og ikke se solen i flere dage, bare ligge og ynke over sin totale fiasko.

[Marius Amalani Darcy]

Drager som væsner, var ikke fremmede for Marius. Derfor kom det bare en smule bag på ham, at det først var nu, at han rent faktisk hørte dem. Han ville jo ikke have hans hjem smadret til uigenkendelighed! Der lå så meget andet i det, som han hellere ønskedede sig!
At hun var vågen, og havde det godt, alt taget i betragtning, så var det da en glæde, selv for Marius. Han havde virkelig ikke ment, at det skulle ende ud på denne her måde, selvom det nu, var sket alligevel. Han kunne bare ikke rigtigt gøre noget ved det, desværre. At hun gemte sig og fandt det flovt, sagde han nu ikke noget til. Hvis det virkelig var rigtigt, at Silia ønskede at forlade tronen, så var det også noget af et pres, at lægge på en stakkels kvinde, som sikkert ikke havde levet, som andet end en tjenestepige. Han lod hovedet søge på sned, som smilet passerede hans læber endnu en gang. "Det er ej underligt, kære Anasuya. Jeg beklager endnu en gang.. Dette var aldrig min mening," forsikrede han. Han gjorde tegn til at hun skulle vente her, kun for selv at søge ud af stuen, for at få hentet et glas vand. Tjenestefolk var der ikke rigtigt nogen af her. Folk turde ikke.. de ønskede ikke.
Marius kom tilbage med et glas vand, som han rakte hende. "Her.. Det hjælper," forsikrede han. Han var virkelig ked af, at hun havde t aget sådan på det.