Time to let go..

[Marius Amalani Darcy]

@anasuya

---

Det var hen på aftenen, da dørene ind til Carino Fattoria endnu en gang måtte gå op. Uroen som havde lagt sig i landet, vidste Marius udmærket godt, hvad betød for ham og hans familie. For ham og Cassie om ikke andet. Den mørke tilstedeværelse, var uden tvivl noget, som bestemt ikke var til hans fordel, kunne man da sige.
Vinden slog let og friskt mod Marius' ansigt, idet at han søgte ud for at tage en tur igennem haven her til aften. Efterhånden, var det også noget, som han havde brug for. Det var jo faktisk kun om aftenen og når mørket faldt på, at han havde nogen jordisk mulighed for at komme ud. Særligt sådan, som landet måtte stå i øjeblikket.

Med sin vandrestok ved sin side, gik han igennem haven. Cassie dansede indendøre. Det var sådan, at hun fandt roen i disse stressede tider. Selv frygtede Marius for, hvad denne situation ville tvinge ham til, og særligt fordi, at han vidste, at der var meget stor sandsynlighed for, at de ville blive tvunget ud. Nu havde han skrevet breve med Jason igennem den sidste tid, for at vide hvad status var, og særligt siden Silia og Gabriel var endt med at gå fra hinanden, hvilket var det sidste, som landet her, havde brug for. Han havde en løs mørk skjorte på, hvilket var tydelig med den blege hud, som han havde. Det fik ham næsten til at se mere bleg ud, end hvad godt var. Dog var han et væsen af lyset.. Et væsen af Procias, og det vil han forblive med at være, frem til den dag, at han ville gå i graven!

[Deleted]

Eskorteret til stedet, ankom Anasuya på hesteryg til stedet hvor hun vidste hun kunne få fat i Marius. Hun var nervøs som bare pokker, men hun vidste dette var nødvendigt og vigtigt. Roligt gled hun af hestens ryg, og fra sadeltasken trak hun et par dokumenter. Dem holdte hun tæt ind til sig, som hun trådte nærmere. Her virkede rart. Selvom mørket var faldt på. Burde hun bare banke på, eller hvad skulle hun gøre? Hvor svært kunne det være! *Ana tag dig så sammen!* Skændte hun på sig selv, selvom hun i den grad måtte virkelig uro og med et hjerte som bankede i hastighed som bestemt ikke var normalt. Efter et par skridt nærmere, endte hun alligevel med at næsten ende ved døren, hvor hun så næsten måtte snuble og tabte dokumenterne. Vinden fik hevet godt fat i nogen, som søgte væk fra hende, mod deres have. Et suk kom fra hende, det var da bare typisk at sådan noget skete for hende. Uheldig følte hun sig. Anasuya endte med at småløbe for at få fat på det, og lige som hun bukkede sig ned, fik vinden igen ført det fra hende. "Åh lad nu vær! Åndssvage papir, kom så her!" Lød det en svag frustreret hvisken, som hun søgte videre efter det. Hun bar et par fine sorte sko, og dertil en skovgrøn lang enkel kjole med sommerfugle ærmer, med et sort mavebælte. Det røde hår var samlet med to totter som mødtes på midten bag hende og derved hang resten løst ned over hendes ryg. De blå øjne søgte efter dokumentet. Hvor blev det nu af?!

[Marius Amalani Darcy]

Der var rigtig meget, der skete i Marius' liv i øjeblikket, og et sted, var han jo bange for, at det ville koste ham Cassie. I forvejen, efter brevvekslingen med Jason, vidste han, at dette var ved være endnu for ham og hans liv i Procias i forvejen, hvilket var noget, som han havde det meget stramt med. Det havde været hans hjem, siden han blev født, og på trods af hans race, som var det eneste, der rent faktisk tvang ham ud af landet, så var det virkelig en grotesk verden, som de måtte leve i.
Disse tanker, blev med det samme afbrudt, da han hørte lyden af hjerteslag og lyden af en kvindestemme. Han drejede hovedet med det samme. Ikke at han forventede besøg, og han gik heller ikke ligefrem ud fra, at Cassie gjorde det samme. Han rynkede tydeligt i panden. Menneskelig var han.. Han klamrede sig fast til det sidste som han havde. Papiret fløj direkte forbi ham, hvor han med en fast håndvending, greb det i luften, og lukkede sine blege fingre omkring det. Han vendte sig mod hendes skikkelse, hvor et let smil passerede hans læber. De spidse tænder viste sig i hans mundviger. "Jeg går ud fra, at det her er dit," sagde han med en rolig stemme, som han rakte det mod hende, efter at være gået en smule tættere på. Selv på trods af hans væsen, var han ikke en mand, som man skulle være bange for. Heller ikke, når han nok var den eneste vampyr i Procias, der på lovlig vis, nærede sig på menneskeblod.

[Deleted]

Selv var Anasuya virkelig ked af hvordan tingene måtte hænge sammen, men desværre kunne hun ændre folk racesyn, og de fleste viste sig virkelig racistiske når det kom til stykket. En skam, for hun vidste at folk fra mørket sagtes kunne have et hjerte af lyset. I sin søgen på det flyvske papir, måtte hun stoppe brat op som en skikkelse måtte vise sig. Det måtte jo så være ham.... Det var ikke just lige måden forhåndsindtrykket skulle deles på og så var hun slet ikke forberedt! Derfor måtte hendes hjerte hamre kraftigt i hendes bryst, hun blinkede med øjnene hurtigt et par gange, for lige at komme til sig selv og forsøge at få ro på kroppen. Favnen havde nu en lille stak rodet papir, som hun desperat havde forsøgt at holde styr på dem alle. Blidt tog hun imod papiret fra ham, for så at nikke stille. En dyb indånding blev taget, som hun valgte at sige noget. "Jeg går ud fra De er Marius?" Startede hun ud. Hun vidste hvilket væsen han var, det var jo derfor hun var der. På en måde. Og velvidende om at han tydeligt kunne høre hendes hjerte, var det kun endnu svære at slappe af, dumt som det måtte være! "Mit navn er Anasuya, kommende dronning af landet. Jeg kan forstå på Silia at De har tænkt Dem at søge bort fra landet?" Lød det roligt fra hende, så fattet som hun nu kunne formå. Hun forsøgte da virkelig! Selvom det virkelig var svært, og hun næsten måtte føle sig svimmel på ny af det hårdt pumpende og alt for iltet blod.

[Marius Amalani Darcy]

Hvem end denne kvinde måtte være, vidste Marius ikke, men han gik vel lidt automatisk ud fra, at hun kun var stormet igennem haven, for at nå det stykke papir, der var fløjet fra hende? Derfor tøvede han skam heller ikke med at skulle tage hånd om problematikken, og faktisk hjælpe hende.
Papiret rakte han venligt til hende. Selv på trods af det kolde og døde hjerte, som nu måtte hvile i hans bryst, forsøgte han at klamre sig fast til den menneskelighed, der måtte hvile i hans væsen. Han forsøgte i hvert fald efter bedste formåen, selvom det virkelig ikke var nemt for ham på nogen måde. Særligt ikke sådan som landet lå lige i øjeblikket. Der var jo en grund til, at han handlede som han gjorde. Han sendte hende et smil. "Det er jeg," sagde han roligt, hvor han trak hånden til sig igen.
Hvad hun dog måtte sige, fik ham til at stirre direkte på hende. Anasuya? Ikke umiddelbart et navn der sagde ham noget, men.. kommende dronning? Silia var ikke just en kvinde, som ville bakke væk for noget som helst, så meget vidste han da! Desuden havde han ikke hørt fra hende i rigtig lang tid. "Anasuya.. kommende dronning af landet? Der må være noget som De har misforstået," forsikrede han hende roligt om. Silia ville ikke bakke ud, og hans egen situation, var han i forvejen ikke meget for at snakke om. Det var bestemt ikke nemt, at være hans væsen i Procias, også selvom han hele livet, havde boet på denne side af grænsen.

[Deleted]

I forvejen var dette her svært, han var hendes første officielle person at henvende sig til, om eventuelle ændringer, at han så måtte tale om misforståelser, måtte næsten gøre hende fornærmet. Men hun forholdte sig i skinnet, blæste ikke alting op, jo han var en mand, ja hun havde en lidt kortet lunte når det kom til mænd, men han var jo blot uvidende. Det var ikke hans fejl. Hun tog en dyb indånding, inden hun fandt et stykke pergament frem som måtte bevise hendes ord var sandhed. "Det bliver snart offentliggjort. Jeg tager hånd om arbejdet lidt af gangen. Oprøret som ligger lige under overfladen vil Silia gerne undgå, og vælger at træde af." Forklarede hun ganske roligt, hun havde fået lidt mere styr på hjertet, hun tænkte på Silia, på hvor vigtigt dette var. Og at denne mand tilsyneladende også måtte betyde noget for hende. At fortælle hvem hun var før dette, det var der bestemt ingen grund til. Alt folk behøvede at vide var at Silia sagde god for hende, og havde valgt hende personligt til at skulle tage over. "Har De tænkt Dem at forlade landet Marius? Det er mig en vigtig viden, for vi er nød til at finde en stedfortræder i Deres embede." Kom det en kende mere alvorligt fra hende. Mon han troede hendes ord ved synet af det bevis hun måtte være, skrift af Silia selv? Enhver kunne jo komme og være vanvittig nok til at påstå dette, så hun var ej taget afsted uden bevis.

[Marius Amalani Darcy]

Selv Marius var nødt til at være påpasselig, og særligt når det måtte foregå i et land som Procias. Det var i forvejen et farligt sted for dem alle sammen at være, og det kunne uden tvivl også godt mærkes.. Særligt sådan, som landet var lige nu. At denne kvinde stod og skulle overtage efter Silia, måtte han uden tvivl have svært ved at forestille sig. "Det er glimrende, at De kan være vores dronning behjælpelig. Selv jeg har dog bare svært ved at forestille mig, at hun skulle træde fra en stilling. Det ligger nemlig ikke til hende," forsikrede han. Hvis hun nu stod overfor ham, og forsøgte at lyve, var det så også en glimrende mulighed for at krybe til korset, uden at han ville ende med at blive sur over det. Det ønskede han jo trods alt heller ikke at blive.
Marius lod hovedet søge på sned. Han havde ganske vist luftet tanken for både Silia, Jason og hans elskede Cassie. Han kunne i hvert fald ikke blive her, sådan som uroen for alvor bredte sig i landet, vidste han også, at han stod for skud på et eller andet tidspunkt, og det ønskede han heller ikke ligefrem. Han brød sig bestemt ikke om det. "Jeg ved skam godt, at uroen breder sig i landet.. Og hvis Silia har skænket dig denne historie om, hvad jeg har tænkt mig at gøre.. Kom med ind," bad han. Han var ikke meget for at snakke om det udendørs, hvor han vidste, at rigtig mange andre, også kunne følge med.

[Deleted]

Silia stod i en situation hvor hun havde mistet alt hvad der var værd at glædes ved inde for slottets vægge, folket begyndte at afskye hun alene stod som mørkt væsen og stod for landets fremtid. Der blev hvisket, talt og snart ville der blive råbt. Når det skete, ville det blive en heksejagt som ej stoppede før Silia var blevet nedbrudt. I stedet, mens der endnu var folk som havde tiltro, måtte hun sørger for en anden kunne tage hendes plads, og hun selv kunne forlade landet. Alt dette forstod Ana mere end nogen anden, da hun jo var så tæt på hendes veninde og havde talt meget med hende om det. Hun nikkede blidt til hans ord, hun forstod godt det var svært at forstå. Selv havde hun jo haft svært ved at forstå det, og havde troet kvinden gjorde grin med hende ved at spørger om hun ville være dronning. Det var faktisk en svær situation for hende, og manden her gjorde det så sandelig ikke lettere! Tavst stod hun og så på ham, hun sukkede lidt, inden hun fik samlet papirerne ordenligt sammen. "Tak." Lød det blidt fra hende, som han måtte byde hende indedøre. I det mindste ville han ikke have hende til at gå igen, han valgte at lytte, så godt som da. Det var ikke ligefrem nemt alt det de måtte stå i, og det vidste hun, derfor ønskede hun også at tingene blev gjort korrekt, og med Silia som skulle hvile, var det kun godt at Ana kunne tage sig af disse ting.

[Marius Amalani Darcy]

Marius så ikke nogen grund til at vise denne procianer uret, ved at sende hende bort. Det var uanset ikke noget, som ville gavne hans situation det mindste, og derfor afholdt han sig naturligvis fra at gøre det. Hvem end denne kvinde var, og hvilken relation hun måtte have til Silia, måtte han jo så finde ud af. Han nikkede i retningen af hende. Han havde bare utrolig svært ved at forestille sig, at Silia ville trække sig, også selvom han vidste, at det hele måtte være blevet utrolig svært, efter at Gabriel havde valgt at forlade landet.
Marius søgte i retningen af sin herregård. Her hvor han selv var blevet født, opdraget og var vokset op i sin tid. Naturligvis var det underligt, at skulle vende ryggen til det, og søge bort fra de omstændigheder, som egentlig var så meget en del af en. Han tvang døren op, hvor han placerede sin vandrestok lige ved. Han var fin på den. Det havde han nemlig alle dage været, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde. "De kan placere fodtøjet her, og komme med ind." Det var en typisk prociansk fremstilling og udsmykning, som var i hans hjem. Det var en fin adelig bolig, som havde alt hvad man kunne forvente af en greve, og det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han jo var stolt af den mand, som han var, og den mand, som han havde udgivet sig for at være. Han søgte mod pejsestuen under den forudsætning, at hun søgte med ham. Han havde temmelig mange spørgsmål.

[Deleted]

Med rolige skridt søgte hun efter ham, det var hende uden tvivl en meget grænseoverskridende oplevelse at skulle tale om disse ting, med en mand. Hendes hjerte pumpede i faste takter bag brystet, ikke så oprevet som hun førhen ville være, men stadig på vagt og derved godt påvirket. Hun gik stille i sin egen verden, hun knugede papirerne ind til sig, så usikker hun pludselig måtte føle sig, troede han virkelig ej på hendes ord? Hun havde jo beviser med. Hendes blik var søgt mod jorden, kunne hun virkelig klare dette? Det skulle hun! Rank måtte hun være, som hun igen løftede hovedet og endte ved døren hvor hun trådte ind. Høfligt nikkede hun, som hun måtte tage sine sko af og stille dem fra sig. De bare tær mødte det kølige gulv, det gøs kort i hende. Herefter fulgte hun med, hendes blik gled rundt, hjemmet var nydeligt, ingen tvivl om velstand og om hvem som boede der. Det fik hende til at smile skævt, og til del sørgmodigt, tænk at skulle drives sådan fra hus og hjem, det var ikke fair. "Hvis jeg kunne, ændrede jeg hvad der sker lige i øjeblikket, men det virker til at folket har glemt fredsaftalen som rent faktisk stadig står ved magt. Der burde være plads til alle i landet her, alle med et sind på rette sted." Lød det stille fra hende, det var af den mening hun var. Man måtte sige hendes hjerte fik arbejdet lidt, men hun prøvede at ignorere det pænt, specielt tanken om at han ville kunne høre det og vidste hun var påvirket, uden at vide hvorfor. Og hvis hun også skulle tage den med manden. Åh du godeste....

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste ærlig talt ikke, hvordan han skulle tage Anas ord. Ganske enkelt fordi, at han selv, ikke havde haft muligheden, for at snakke særlig meget med Silia igennem den seneste tid, så han vidste ikke rigtigt, hvad der var los. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for det gjorde det da bestemt ikke. Et svagt smil passerede hans læber, som han betragtede sit store hjem. Det var et sted, som ham og Cassie, ville være tvunget fra. Hvor længe de overhovedet kunne blive der, vidste han ikke, hvilket næsten var det mest groteske ved det hele. Aldrig havde han gjort noget, for at handle uret overfor procianerne. Og aldrig var det noget, som kunne falde ham ind at gøre.
Marius hørte lyden af hendes kraftige hjertebanken. Var hun nervøs? Nu hvor han var den eneste vampyr i Procias, der på lovlig vis, nærede sig på menneskeblod, kunne han uden tvivl godt mærke det på sig, når han stod overfor noget så friskt som hendes. Dog ønskede han ikke at gøre hende noget. "Jeg tror aldrig, det er gået op for dem, at fredaftalen er der," fortalte han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Svært som det end var at forstå, så var det sådan, at han var overbevist om, at tingene måtte hænge sammen. "Det her har været mit hjem, siden jeg kom til verden. Jeg blev født i huset her," fortalte han. Det var hårdt at give slip.. Men til tider, var man jo bare nødt til det. Også for sin families skyld.

[Deleted]

Der var mange ting i denne verden som ikke var fair, hun mente at af alle folkeslag, burde det procianske være det mest åbne af alle, men sådan forholdte det sig desværre ikke helt. Hun sukkede og lod blikket søge lidt rundt, det var virkelig en slem ting dette, stakkels mand som måtte værende tvunget fra sit fødselshjem. Hun rystede på hovedet. "Marius, jeg vil gøre alt i min magt for at få folk til at forstå. Hvis muligheden er der, og roen falder til igen, når folket indser hvad de har gang i. Vil der være en mulighed for at i kan blive. Ville det være noget De ville turde satse på?" Det var tydeligt hun skammede sig på folkets veje, det var jo grotesk dette her! Manden havde ikke gjort nogen noget, han var en fredelig borger i Procias, født og opvokset. Det var virkelig ikke fair. Det var måske meget at starte ud med, hun var her jo for at finde en til at tage hans sted, men for pokker, det føltes så forbandet forkert. Hun lagde papirerne fra sig på nærmeste overflade, inden hun vandrede lidt rundt for at se pejsestuen an. Hendes hjerte måtte endnu hamre som en gal, det var nu bare en blanding af det hele, og derfor gjorde det også lige tempoet det værre. Hun var oprørt og angst. En meget dårlig kombination. Urolig var hun virkelig. "Silia har valgt mig, fordi hun mener jeg kan klare opgaven, jeg føler selv jeg kan. Folket vil have et neutralt væsen at forholde sig til, at lytte til, og måske det bliver lettere for dem at falde til ro igen. Inden for stort et kaos vil dannes. I værste tilfælde kunne det skabe splid og gøre landet mere sårbart end det er i forvejen." Der var mange tanke hun gjorde sig om alt dette, hun tænkte allerede som en dronning, hendes hjerte var på rette sted i henhold til alle. Hendes blik måtte søge ham, hvilket fik hende til at trække vejret dybt, hun forsøgte virkelig at holde sit hjerte i ro, men forbandet være det at det skulle være så pokkers svært! I det mindste lod hun ikke tankerne løbe af med hende, og hun angreb ham ej verbalt, men forholdte sig fornuftig.

[Marius Amalani Darcy]

Denne kvindes uro, var heller ikke noget, som glædede Marius, da han mest af alt, bare ønskede, at finde sig til rette med sine omgivelser, og de omstændigheder, som han nu havde. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, kunne man jo sige, og særligt, når det var på denne her måde. Han sukkede let. Om han ville turde satse på det? Det var uden tvivl et kæmpe sats. "Jeg går ud fra, at De forstår, hvilken situation, dette placerer mig i? Min slags på denne side af grænsen, er forhadt.. uden egentlig grund. Folket frygter for hvad jeg er i stand til," fortalte han. Ja, han følte sulten, når han stod i denne situation, hvor han kunne høre hendes hjerte hamre, og særligt fordi, at han levede af menneskeblod. Det andet gjorde ham syg.. for at sige det mildt, og derfor var det ikke en kur, som han kunne være på, som så mange andre.
Marius foldede hænderne over ryggen, inden han denne gang vendt blikket mod hende. At Silia havde valgt hende, forundrede ham alligevel, for hun var stadig ikke den type kvinde, der bare bakkede ud, og særligt på denne her måde. Han bed tænderne tydeligt sammen, og rystede så kort på hovedet. "Jeg forstår bare ikke, hun ikke selv, har taget kontakt til mig," sagde han roligt. Det var næsten, som den var gået lidt i sig selv, efter at hun havde mistet Gabriel. Det var uden tvivl noget, som han måtte anse som en stor skam. Procias var et sårbart land. Virkelig, virkelig sårbart i denne tid. "Procias har altid været sårbart ved siden af Dvasias. Jeg frygter at selv Jaqia vil lade fredsaftalen gå til grunde, om der ikke snart sker bedringer her," fortalte han direkte.

[Deleted]

Anasuya tænkte faktisk ikke så meget over hvad han måtte leve af, for det ville da først få hende til at gå i gulvet i ren angst. Nej hun så ham ikke som et dyr, hun så ham ikke som et farligt væsen i sin race, kun i sit køn. Hun nikkede til hans ord, folk frygtede det ukendte et sted, en tilværelse med sådanne væsner iblandt sig. Tider skiftede konstant. "Ville det hjælpe at tage ud af landet, og se tiden an, for derved at vende tilbage?" Spurgte hun så roligt, hun ønskede oprigtigt ikke at hjælpe ham og hans familie. Ingen fortjente dette, og da slet ikke når et rent liv blev levet under fredlige forhold. Ana så mod ham, det var svært at skulle forklare, uden at give for mange detaljer, men rygter gik jo allerede, folk vidste jo alting sådan som sladderen måtte løbe. "Silia er i en tilstand hvor hun har brug for hvile, og meget af den. Folket rejser sig op imod hende, hun vil gerne have fred og ro, langt fra stedet der minder hende om hvad hun har mistet. Hvilket jeg forstår til fulde." Marius virkede som en mand der var nær Silia, eller på sin vis nær. Så mon ikke det var okay han vidste bare lidt mere, og på den måde kunne få lov til at vide med sikkerhed at kvinden som stod her, var landets kommende dronning. "Derfor vil jeg tale til folket om hvad der sker ved deres oprør, hvad det kan gøre ved landet og ved fredsaftalen, hvordan det får os til at fremstå. At nu mere end før, er det vigtigt vi holder sammen i stedet for at gå mod hinanden." Lød det roligt fra hende, hun lod hånden søge op mod brystet, det var ubehageligt med hjertebanken, og hun ville sove tungt så snart hun ramte sin seng igen, det var helt sikkert.

[Marius Amalani Darcy]

Marius reklamerede skam heller ikke med, at han levede af hvad han gjorde. Det var jo egentlig kun, når folk spurgte, at de fik det klare svar, og særligt, når det var på denne her måde. Han tog det faktisk ikke tungere end som så, for det havde han aldrig nogensinde haft nogen anden grund til, når det nu endelig skulle være. Han lod hovedet søge på sned. "Jeg må beklageligvis give udtryk for mine tvivl. Jeg tror ikke det bliver aktuelt, hvis jeg først har flyttet min kære og jeg over grænsen," forklarede han med en rolig stemme. Alt taget i betragtning, tog han det ikke tungere end som så, men det var nu bare sådan at det var.
Marius gjorde tegn til, at hun kunne tage plads. Han vidste at Silia var gravid, og var ked af tabet over Gabriel, men det var stort set det eneste, som han vidste om hende. Han vidste faktisk ikke rigtigt noget andet, for hvordan skulle han da ellers vide det? Tungen strøg han kort over sine læber, som han lod armene søge over kors igen, inden han selv tog pladsen. "Jeg er ked af det på Silias vegne. Hun er en varmhjertet kvinde, som kun ønsker det bedste for alle. Desværre er det bare ikke alle, der er af den samme intention, som hun selv er," fortalte han med en ærlig stemme. Han lod hovedet søge en kende på sned, som smilet atter bredte sig. Han forsøgte at forholde sig optimistisk, selvom det uden tvivl var rigtig svært for ham.
"De virker usikker.. Og alligevel meget sikker i Deres sag," tilføjede han. Tanken var nu meget sød, men at ændre en så gammel tankegang, som procianerne havde, var bestemt ikke nemt. Langt fra.