Time to let go..

[Deleted]

Selvom det var en tragisk ting, kunne hun ej heller dvæle i det, eller forsøge at lade ham blive, hvis han ikke følte sig velkommen længere. Det var en skam, og hun i den grad måtte skamme sig på sine medvæsners veje. Hvad bildte de sig egentlig en? Hun nikkede blidt, hvis det var sådan det måtte hænge sammen, måtte de jo finde en som kunne overtage så snart han valgte at forlade landet. Hendes blik vendte sig mod ham på ny efter at have set sig omkring igen. Dette hjem var jo overskueligt, ikke ligefrem som en slot hvor hun stadig efter alle de år kunne finde på at fare lidt vildt. "Det er ikke fair overfor nogen af jer, men folket har vidst glemt hvori et prociansk hjerte burde ligge. Jeg vil sørger for de husker det igen!" Fastslog hun så, med kun et gåpåmod som Anasuya kunne vise. Forsigtigt rettede hun på det røde hår der sat lettere vindblæst efter hendes jagt på papiret. Hun ville gerne have alt var forberedt, så vidt muligt i hvert fald. Forsigtigt søgte hun sine papir igen, som hun tog op i favnen. "Jeg har mulige kandidater med, hvis det bliver aktuelt i søger bort, må jeg have en til at overtage steder her." Lød det roligt og alvorligt fra hende, hendes blik søgte hans. Det var ikke sjovt at stå som den der skulle finde afløsere på den måde, for hun følte hun pressede ham mere end noget andet lige nu. På Silia havde det virket som så sikker en sag, men han virkede selv lidt i tvivl. Hvilket uden tvivl måtte påvirke hende.

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste, hvad han var nødt til at gøre, også selvom det ikke var en beslutning, som han var særlig meget for. Tænk, at skulle være tvunget fra hus og hjem, fordi at han ikke kunne vandre ude om dagen. Det var ganske enkelt groteskt, at det måtte være på den måde, men han kunne jo ikke ligefrem stille noget op med det. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Procianerne havde glemt hvor hjertet måtte ligge. Det lå jo ikke i racen, men ved den enkelte. Det måtte han give hende helt ret i. "Alt for mange har glemt det. Det har nu ligget under overfladen i rigtig mange år. Det er en skam.. Det er det." Hans blik faldt til hendes papirer, selvom han ikke spurgte yderligere ind til dem. Han havde en sjov fornemmelse af, at han tidsnok skulle finde ud af, hvad det måtte være for nogen.
Ikke følte Marius sig presset til at søge nogen steder. Det var jo bare fornuftigt, at hun var forberedt på, hvad er nu i sinde, ville ske.. Særligt hvis Silia og Jason, samt deres familier også ville søge over grænsen, fordi at de ikke kunne blive her. Det var jo grotesk, at det skulle være et alternativ.. Det eneste valg, som de egentlig havde. "Og hvilke har De i tankerne, skulle overtage her efter mig?" spurgte han roligt. Nysgerrig var han jo. Han ville jo gerne vide, hvilke tanker en kommende dronning måtte gøre sig om landets situation.

[Deleted]

Så rolig som hun måtte virke udadtil, vidste han nok godt det var anerledes indeni. Burde hun gøre ham opmærksom på det intet havde med hans væsen af gøre? Hun ville jo ikke støde ham, tænk hvis han følte sig stødt. Hvis hun ikke virkede bedre end nogen af de andre. Mange tanker begyndte at blomstre, og ikke til noget kønt desværre. Han var ganske fornuftig at tale med, det var en rar ting i det mindste. Roligt rakte hun ham de papir der måtte være, det var over tre forskellige folk, som virkede til at værende gode muligheder til at tage over. Hun så mod ham med et roligt blik. "Jeg har fundet nogen som måske ville give mening, men jeg er her af en grund Marius. Jeg vil mene at af alle, ville De vide bedst hvem der egner sig til arbejdet her. Fra en person med passion, til en anden. Måske De endda allerede kender en, selv ude for papirerne?" Sagde hun så med en rolig og blid stemme, hun var jo en blid og kærkommen kvinde, uden tvivl. Hun stod så langt væk hun nu kunne, dog stadig for at give ham papirerne, så han kunne nå dem. Det var jo hans væsen til dels også, men ikke noget negativt ved den, bare den del af ham der ledte hendes tanker steder var de så absolut ikke havde noget af gøre! Og så var han en mand. Det var den største faktorer i dette. I hjertet der hamrede afsted endnu. Hun følte sig virkelig allerede nu vanvittig træt. "De kan jo altid vende tilbage når De ved besked?" Foreslog hun med et varmt smil, inden hun igen måtte se rundt for ikke at se for meget på ham. Hun havde det endnu lidt akavet, men hun var blevet bedre, meget bedre, hun bevarede fatningen i hovedet, nu manglede hun bare lige kroppen fulgte pænt med. Men det tog nok tid.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var vant til at hans væsen, gjorde alle andre ubehageligt til mode, også selvom han intet gjorde ved dem. Selv ønskede han bare at leve sit liv, og fortsætte med det arbejde som han havde gjort hele livet. Lige der, kunne man da sige, at han var en procianer af hjerte, sind og sjæl, og det var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig, at lave om, og særligt, når det måtte være på denne her måde.
Papirerne tog Marius imod og tog dem til sig. Han lod kort blikket skimte dem. Det var nogen fine navne.. men det var ikke en Darcy. Der var han vel lidt påpasselig med at overdrage hans arbejde til gud og hvermand? "Jeg har min datter, som ville være rigtig god, men jeg tvivler på, at hun vil være en del af det, når jeg ikke er her." Han var glad for sin datter, men at tvinge hende med over på den anden side af grænse, uden at der egentlig var en grund til det, var det sidste som han ønskede sig. Han ønskede jo bare det, som var bedst for hans familie, og hvorfor rive dem med ned i faldet, bare fordi, at han var tvunget til at gøre det? Det ville han ikke!
Marius lagde papirene ved siden af sig. Hendes bankende hjerte, var noget, som han så tydeligt kunne høre, og ja... det påvirkede ham uden tvivl. "I forvejen er det sjældent, at jeg kan søge nogen steder hen," fortalte han roligt. Han forsøgte så vidt muligt, at undgå at bide sig fast i hendes hamrende hjerte, selvom det virkelig var svært.

[Deleted]

Hun skulle vise sig som en elskværdig kvinde, ikke en som var bange og usikker, hun fremstod da nogenlunde stabil, men hjertet vidnede om noget helt andet. Og et sted ønskede hun bare at lade ham vide det ikke var på grund af hans væsen i sig selv, at hun ikke dømte ham, at hun ej frygtede vampyren i ham. For det gjorde hun virkelig ikke. Kun lige den del med tiltrækningen, den var hun ikke lige så glad for, men det kunne hun jo overleve. Ikke sandt? Hvorfor ville det pokkers hjerte ikke bare falde ned?! At han havde sin datter, fik hende til at smile. "Hvis hun ved hvor meget det måtte betyde, mon ikke så hun vil overveje det Marius?" Spurgte hun blidt, inden hun trådte tættere på for at ligge en hånd blidt mod hans overarm. Det var vel hendes måde at trøste ham på, hun var bare så forbandet tæt på nu! Hvilket kun gjorde hendes hjertebanken værre, hun trak roligt hånden til sig igen. Hun måtte trække vejret dybt. Hun måtte altså forklare sig, dette her gik virkelig ikke og han virkede flink, mon ikke at han forstod? "De kan sende bud efter mig, så vender jeg tilbage." Lød det så roligt fra hende som det var hende muligt, hun vendte inde i hovedet hvordan hun forklarede sig bedst muligt, med det bankende hjerte.

[Marius Amalani Darcy]

Der var ikke nogen grund til at være så usikker omkring Marius, for han kunne virkelig ikke finde på at gøre nogen noget som helst, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Alt taget i betragtning, så var han en ganske rolig mand, når det kom til stykket. Det var bare frygtelig få, som ville give ham muligheden for det. Han sukkede let for sig selv. Det var hårdt. Desuden kendte han sin elskede datter, og han tvivlede på, at hun ville tage imod hans titel, når han selv ville forlade landet her. Det var nemlig en beslutning, som han allerede havde taget på forhånd. "Jeg kender desværre min datter. Hun vil ikke være interesseret i det, når jeg søger herfra. Kender jeg hende ret, er jeg bange for, at hun vil tage med," sagde han med en sandfærdig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse igen.
Hånden som lagde sig mod hans overarm, satte en sitre i ham. I forvejen, var han jo heller ikke ligefrem vant til, at nogen i det hele taget rørte ved ham, og særligt, når det var på denne her måde. Han sendte hende et smil. Han ville nok komme igennem dette.. Det håbede han da på alligevel. "Det værdsætter jeg, Anasuya. Jeg er bare bange for, at jeg ikke umiddelbart har noget, at byde ind med," sagde han med en ærlig stemme. Han burde jo i princippet få pakket, hvad der var nødvendigt, men først måtte han jo også finde et sted at slå sig ned på den anden side af grænsen. Han sendte hende et svagt smil.

[Deleted]

Det blide kærtegn var en medfølelse fra hendes side af, men hun overskred godt nok også sine egne grænser ved dette. Hun bed sig i læben ved hans ord, det var trist, hun kendte ej hans datter, men hvis hun ikke var som han var, var det jo perfekt hvis hun kunne tage over. Hendes blik faldt, det var trist, men hvad i al verden skulle hun kunne gøre ved det? Et skævt smil sendte hun ham kort, inden hun forsøgte at finde en løsning på hendes problem, hjertet der hamrede afsted. "Vil De ikke nok forsøge at finde en? Jeg kan ikke se nogen bedre stillet til det end Dem?"Bad hun, for hun vidste da slet ingenting omkring dette, han måtte vide hvilke kvaliteter var vigtige, ud fra egne erfaringer. Ligesom Silia havde valgt hende til at tage over. Det måtte være fordi hun så en dronning i hende. Hånden gled roligt op mod hendes egen overarm som hun nussede blidt. "De kan høre mit hjerte, ikke sandt?" Spurgte hun først, en anelse usikkert, inden hun forsatte. "Jeg arbejder på nogle problemer jeg har med mænd, det er ikke Dem som person der er skyld i dette. Det er mig som er fjollet." Forklarede hun så, det lød dumt virkelig dumt. Okay, nu var det vidst godt, hun kunne gå. Hvorfor i al verden prøvede hun overhovedet? Dybt rød i ansigtet vendte hun rundt for at skjule sig lidt, hun kunne godt bruge en faldlem som gjorde gulvet under hende forsvandt og hun rent faktisk måtte forsvinde derfra.

[Marius Amalani Darcy]

Angel ville næppe overtage efter Marius. Han kendte hende, som han kendte til hendes stædighed, og i øjeblikket, kunne man vel snildt sige, at den talte imod ham. Hun ville med.. Han kendte hende jo desværre så godt, kunne man sige. "Jeg skal kigge på det, og så skal jeg tidsnok sende besked efter Dem," sagde han med en rolig stemme. Han nikkede bekræftende mod hende endnu en gang, som et smil passerede hans læber. Selvom det var en tragisk situation, som de alle sammen måtte stå i, var det bare yderst begrænset, hvad han kunne gøre ved det, og det var da uden tvivl noget, som man kunne mærke. Han kunne jo intet gøre med denne situation.. Grotesk, som det end måtte være.
Det var uden tvivl hendes hjerte, som Marius måtte høre. Han kunne i hvert fald ikke undgå, at lægge mærke til det. Han bed tænderne svagt sammen. "Oh.. Jeg frygtede, at det var min fortjeneste," sagde han dog. Det fik ham til at slappe en anelse af. Men at hun havde problemer med mænd, måtte da være en frygtelig problematik, om hun rent faktisk stod i situationen, at skulle være den kommende dronning af landet. Han undlod dog at kommentere dette. Han gik vel stærkt ud fra, at Silia var helt med på, hvad hun gjorde, og særligt, når det var på denne her måde? "De får hjælp med denne problematik?" spurgte han dog venligt.. Nysgerrigt.

[Deleted]

Det var en lettelse han ville se på det og vende tilbage, det betød faktisk alverdens for hende, for det gjorde tingene så meget lettere! Hun skulle også forbi elverne og hun havde hørt kongen var en hård mand. Så det skulle nok blive spændende. I det mindste kunne han ikke høre hendes hjerte, som denne mand jo kunne. Som Jason havde kunne. Det var vel også lidt det som gjorde han var en god lærer, han kunne høre når det gik godt eller gik helt galt. Selvom hjertet i den grad ikke kunne falde til ro, men hovedet kunne, og det i sig selv var en fantastisk ting. Ellers ville hun ende med at bide hovedet af ham, ligesom hun havde gjort det med utallige mænd, blandt andet Jason. Inden hun bad ham om hjælp. Hjertet forsatte sin faste pumpen, som blodet bruste i hendes åre, og dertil gav for meget ilt og måtte gøre hende ør i hovedet. Hun endte med at støtte sig til lænet af en stol kort, hvor hun lige måtte trække vejret et par gange. Rystende på hovedet, for at få lidt ro i det, rettede hun sig pænt op igen. "Det er min fejl, ikke Deres." Lød det roligt fra hende, som hun vendte sig mod ham med et skævt smil. Det var jo virkelig hendes skyld, og på ingen måde hans. Som han spurgte ind til det, måtte hun rødme igen, det var så forbandet pinligt det her! "Jason hjælper mig." Svarede hun stille.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde uden tvivl været bange for, at det havde været ham og hans væsen, som havde gjort hende urolig, for det ønskede han slet ikke. Overhovedet ikke faktisk. Han faldt derfor også mere til ro, ved at vide, at det ikke var ham som var skyld i dette. Han nikkede forståelsesfuldt overfor hende. "Det glæder mig," sagde han med en ærlig stemme, som han betragtede sig af hende med en rolig mine. Han skulle skam nok sende hende besked, når han havde fundet ud af noget - hvis han havde fundet ud af noget. Det var jo det, som han var meget usikker på, og særligt, når det måtte foregå på denne her måde. Han sendte hende et kortfattet smil. Det hele var svært. Det var uden tvivl en meget hård omgang.
At Jason måtte hjælpe hende, vidste Marius dog ikke, om var en god eller en skidt ting. Langt fra faktisk! Han sendte hende en rolig mine, som han let rystede på hovedet. "Jeg må sige dg, at jeg er imponeret, hvis De lader den mand hjælpe dig," sagde han roligt. Jason var skam en god mand. Han havde bare altid været meget alternativ, for at det ikke skulle være løgn, og det var jo trods alt også det, som kunne mærkes i dag. Særligt efter at han havde mistet Lisa, og sin familie, så hvem kunne egentlig klandre den kære mand? Han havde jo faktisk kun en søn tilbage.

[Deleted]

Et sted måtte nervøsiteten stige i hende, hvorfor sagde han sådan, var der noget galt med det var Jason? Altså han havde da hjulpet hende indtil videre, ganske godt faktisk. Hendes blik hvilede på Marius, tydeligt nervøs, hendes fingre havde sat sig i hendes skørt som hun glemte blidt om. "Hv-hvad mener De med det?"Spurgte hun forsigtigt, havde det noget af sige det lige præcis var Jason som hjalp hende? Hun sank en klump og mærkede kun hjertet stige mere og mere. Var der noget hun burde vide? Skulle hun slet ikke stole på ham? Tankerne gik fuldstændig amok på ny, og hun mistede det fokus hun ellers var kommet med, hun endte med at sætte sig i den nærmeste stol og tage sig blidt til hovedet. Alt det ilt! Hovedet lænede hun tilbage med lukkede øjne og forsøgte så vildt muligt at slappe af. "Det må De virkelig undskylde." Lød det lavmeldt fra hende, hun forsøgte virkelig her, men det blev alligevel for meget for hende. Hovedet som hang let bagud hjalp hende lidt, hun fik hvile i det et sted, mens hjertet endnu måtte pumpe hårdt i brystet på hende. Forsigtigt rejste hun sig, og søgte mod døren. "Jeg bør søge videre..." Meddelte hun stille, som hun forsøgte at gå nogenlunde lige. Men sandt af sige var hun rimelig svimmel.

[Marius Amalani Darcy]

Det var virkelig ikke fordi, at der var noget faretruende ved at være tæt på en mand som Jason. Han var bare ikke en mand, der kunne holde tingene seriøst over længere tid. Marius rystede på hovedet, som han kunne fornemme på hende, at hans ord, virkelig havde formået at gøre hende nervøs. Det havde jo slet ikke været hans intentioner i det hele taget! "Tilgiv mig.. Det var slet ikke sådan ment," forsikrede han, inden han selv valgte at rejse sig op.
Blikket søgte i retningen af hendes skikkelse, som hun satte sig ned. Gjorde det hende så dårlig? "Jason er en god mand, men en som sjældent, kan tage tingene seriøst," fortalte han roligt. Nu havde han jo kendt til manden igennem frygtelig mange år, så det var uden tvivl noget, som han gjorde sine erfaringer ud fra. Han sendte hende et smil. "Jeg tror også jeg har taget mere end rigeligt af Deres tid, Anasuya," sagde han med en rolig stemme. Han ville dog ikke bare smide hende ud. Hun så ikke ud til at have det for godt. ".. Har De det godt?" spurgte han videre. Hun så ham noget bleg og dårlig ud? Det havde jo aldrig været hans intention, at skulle gøre hende dårlig ved dette møde. Jason var bare en mand, som man ikke kunne tage seriøst. Det gjorde ham jo trods alt ikke til en dårlig mand.

[Deleted]

Denne mand vidste hun havde kendt Jason længe, derfor var hun på vagt, men også ret forvirret, for sådan som han så ham, sådan måtte hun slet ikke selv se ham. Hun blev derfor ledt på mange tanker, fra begges sider af, hvor det hele måtte kokse i hendes hoved og angsten fik taget godt fast i hende, hun skælvede svagt og hovedet var virkelig ikke i tiptop stand. "Jeg..... Jeg har oplevet ham seriøs, kun seriøs i henhold til dette." Fortalte hun så stille, hun burde virkelig søge bort, ikke forstyrre mere. Desuden var hun virkelig blevet utilpas, og hun følte ikke selv hun kunne styrer sin angst, derfor pumpede hjertet næsten så hårdt det måtte gøre ondt og hun kunne på ingen måde tænke klart. Det var dumt at blive, virkelig dumt at blive! "Nej, nej jeg har det ikke helt godt. Det....." Hun stoppede sin gang og sin tale i det, det hele virkede snurrede for meget rundt og hun mærkede hvordan hun mistede al form for følelse i sin krop. Faldt hun? Hun var ikke sikker, det hele snurrede rundt og alle lyde virkede så fjerne, hun havde kvalme, synet slørede. Det føltes som om hun faldt, bare meget langsomt. Der var kun en ting som var tydeligt, hjertet der farede vildt afsted. Ud over hun havde mistet sit fokus, følte hun sig virkelig også til grin, hun skammede sig, at stå her og skulle vise sig som den fremtidige dronning.

[Marius Amalani Darcy]

Jason var en god mand, men han havde uden tvivl svært ved at tage det hele seriøst. Så meget vidste Marius da. Derfor var der ikke nogen grund til at være bange eller bekymret for det! Han havde jo ikke ligefrem sagt det, for at gøre hende dårligt tilpas. I det henseende, så havde han da ikke sagt noget som helst! Han rystede kort på hovedet, og vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Dette havde virkelig ikke været hans mening.. Overhovedet faktisk. "Jason ved godt, hvilken presset situation vi befinder os i. Han kan tage tingene seriøst.. At det er den side, som du har set ham fra, er jo kun en god ting," fortalte han med en ærlig stemme. Der var virkelig ikke nogen grund til bekymring.
Marius havde intet imod noget besøg fra tid til anden, for det var i forvejen sjældent, at det var noget som skete, og særligt, når det var på denne her måde. Var hun overhovedet i stand til at rejse derfra? Han måtte erkende, at han pludselig måtte komme i tvivl, og det var i forvejen ikke en tanke, som han brød sig om. "De ligner en, som burde sidde ned," sagde han ærligt, som han søgte hen til hende, for igen at hjælpe med at få hende ned at sidde. Havde han virkelig ødelagt så meget, ved bare en kommentar? Det havde virkelig ikke været hans mening.

[Deleted]

Imellem en rytter og dens drage var der et specielt bånd, og dette bånd gjorde at Debrala kunne mærke den var helt gal med Ana i dette øjeblik. Derfor søgte hun frem fra sit skjul, og hævede kroppen lidt, hvor var pigebarnet henne? Hun søgte til luften for at finde ud af det. Imens følte Anasuya virkelig hun var ved at besvime, hun nikkede til hans ord, og inden hun nåede at gøre så meget, følte hun i den grad benene give efter under sig. Ikke langt derfra, hørtes et brøl, imens Deb kaldte højt i hovedet på Ana som mere eller mindre var besvimet. Angsten havde hun givet efter for, den søgte at få hendes krop til at lukke helt ned og slippe væk og dette var meget lettere end at skulle bevæge sig ud af døren. Her var ingen tanker, bare fred og ro. Udenfor lød et bump, hvor den store drage landede, mørk med de gule reptil øjne, næsten faretruende, men da hovedet lagde sig mod jorden og en pibende lyd kom fra den, virkede det mest af alt til hun var bekymret. Det havde i bund og grund været det hele som havde fået hende til at reagere, det første måde med en udefra, og med hendes som dronning. Han havde tvivlet, hvilket i sig selv måtte tage lidt af hendes mod, men hun havde forsat ville være den som Silia troede på hun kunne være. Da han så ikke lod helt til at ville prøve at hjælpe hende, måtte hun også mærke fortvivlelsen melde sig. Og for det ikke skulle være nok, så fik hun dummet sig og fortalt om hendes problem, kun for at finde ud af at manden mente Jason var en useriøs karakter, hvilket ikke ligefrem virkede lovende. På denne led, med at han oven i var en mand, var alt bare kollapset og ligeså var hun.