One more to the family!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Oprigtigt, kunne Junior ikke se nogen grund til at forlade koblet igen. Dum var han da, hvis han valgte at vende ryggen til det, som ville behandle ham, som var han et familiemedlem. Han havde det virkelig godt her, og det var jo i forvejen ikke lang tid, at han havde været der. Hans styrke måtte dog bare ligge i andre ting end armbrydning. "Hvilket jeg er imponeret over. Jeg kan som sagt godt lide stemningen her.. og hvor godt folk tager imod de nye," sagde han. Det var helt overraskende for ham, at det var på denne her måde, at det hele foregik.
Han havde måske været vant til, kun at have sig selv i tankerne, men han måtte jo sande, at det var rart, at have nogen at søge lidt til, og særligt, når det var på denne her måde, at tingene rent faktisk forholdt sig. Han rystede kort på hovedet. "Jeg tror jeg har været alene så længe, at det er en helt anden verden, at træde ind i." Han vidste godt, at det ikke var nogen undskyldning. Alkymi kunne han skylde sit liv til, uden at han kunne gøre noget ved det. Han havde i den forstand, kun været heldig. Han havde da genvundet fuld funktion over sit ben, hvilket han i dag, kun måtte være frygtelig, frygtelig glad for. "Er der mere at se? Inden jeg skal påbegynde min vasketjans?" spurgte han med et let smil. Denne gang tog han det hele med en oprejst pande.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det er også, hvad vi sætter en ære i. Dette er nemlig vores sted. Vores frirum og vores hverdag,” sagde Rhaenys roligt, hvor hun måtte tale om varulvene generelt. Dette var nemlig kun for dem. Andre racer ville møde en knapt så indbydende stemning, men det var også noget af det, som de måtte sætte en ære i. At holde territoriet rent. Kun for varulve. At koblet var en helt anden verden for Juniors vedkommende, forundrede hende ikke just. Deres samfund var trods alt ikke set noget andet sted. Ganske vidst var der andre racer der samlede sig, men ej havde de det sammenhold, som varulvene havde. Det var i hvert fald hendes opfattelse og mening. ”Alene har du måske været, men ej behøver du at frygte at blive det igen,” sagde hun ærligt, og trak på smilebåndet. ”Du vil hurtigt vænne dig til, hvordan tingene er her,” afsluttede hun roligt. Så længe han havde en positiv indstilling, kunne hun nemlig ikke se, hvordan det skulle blive svært for ham. Særligt fordi, at hun allerede nu kunne se, hvordan han måtte føle sig komfortabel omkring alle de andre. Som han spurgte ind til, om der var mere, som han nødvendigvis skulle se til, måtte hun svagt ryste på hovedet. Han var en fri mand. Han kunne mere eller mindre gøre, hvad han lystede. Han kunne blive oppe, eller han kunne lægge sig til ro oven på en lang dag, og inden hans vasketjans begyndte i morgen. ”Du kan blive oppe og lære de andre bedre at kende, eller du kan gå i seng, inden arbejdet kalder i morgen. Det har også været dig en lang dag.”

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

"Det skal jeg da lige love for," sagde Junior denne gang med et smil på læben. Alt taget i betragtning, så kunne han virkelig godt lide dette. Han var uden tvivl positivt overrasket over, hvordan dette forholdt sig.. hvad der skete, og hvordan de var omkring hinanden. Var det underligt, at det var noget, som han oprigtigt gerne, ville have del i? Nu hvor han havde været alene i så mange år, var det jo heller ikke underligt, at han havde valgt at dømme det hele på forhånd, for det havde han, og for ham, var det tydeligt, at han havde dømt det alt for hårdt, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Han sendte hende et smil, hvorefter han nikkede. At han ikke skulle tænke på at være alene mere, glædede ham uden tvivl. "Jeg kan lide det.. Det er heller ikke rart at være alene altid," sagde han med en dæmpet stemme, som han igen betragtede sig af hendes skikkelse.
Det var måske ikke helt så dum en idé, at få hvilet. Han var træt.. der havde været mange indtryk på en dag, og dagen havde i forvejen været meget lang for ham. Der var dog sket rigtig meget, som han bestemt ikke havde regnet med, skulle ske på en dag. "I så fald, tror jeg, at jeg vil lægge mig. Det har været en lang dag," medstemte han. Han sendte hende et smil. Han var hende taknemmelig for hvad hun havde gjort, hvilket der slet ikke var nogen tvivl om. Han vendte sig mod de andre, som han samtidig hilste godnat. Meget vel at det var tidligt, men for ham, var det sent! Dernæst vendte han sig mod det valgte sovested og søgte mod der. Han havde virkelig brug for at få noget søvn efterhånden.

//Out

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ej betvivlede Rhaenys, at det havde været en lang dag for Junior, og derfor accepterede hun også det faktum, at han ønskede at krybe til køjs. Om hun selv var træt eller ej, kunne hun dog ikke gøre det samme, som hun havde koblet at holde styr på. Særligt om natten kunne bølgerne nemlig gå højt, som der trods alt røg et par krus indenbords. Videre træt var hun dog ikke, men selv var hun jo også vant til denne livsstil. Junior derimod var endnu i tilvænningsprocessen. ”Læg du dig blot ind. Du kan tage dig den soveplads, som du måtte ønske dig,” lød det roligt fra hende. Her i koblet levede de jo rimelig meget af princippet, hvad der er mit er dit. Igen ejede koblet ej heller noget prangende, så derfor var det blot irrelevant at besidde noget for sig selv. ”Godnat,” hilste hun, inden hendes ord måtte lyde fra en rækkes andres læber, alt imens de nikkede, som Junior også tog afsked med dem. Som Junior forlod bålpladsen for at søge ind i lagerbygningen, valgte hun selv at gå tilbage til bålet. Hendes nat var bestemt ikke slut endnu! Her faldt hun hurtigt i snak med en mindre gruppe. Et godt stykke tid endte hun og resten af koblet med at blive oppe. Der var dem der blev, snakkede, drak, lagde arm, og der var dem der forvandlede sig til ulve og løb skoven rundt, inden de hver og en trillede ind i laden og lod sig glide hen.

// Out