One more to the family!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Alt her er dig en omvæltning, og det har jeg forståelse for. Stadig er jeg dog sikker på, at du hurtigt vil finde din plads her,” sagde Rhaenys roligt. Han boede her jo nu, og derfor tænkte hun, at han hurtigt ville falde til. Han ville jo ikke kun være her engang imellem, men derimod altid. Derfor ville det nærmere undre hende, hvis ikke han skulle falde til. At han ganske vidst skulle bruge den første uge på at gøre rent, var muligvis ikke det sjoveste.. Dog var den måde at komme folket tæt, som han jo ville ende i snak med den ene eller den anden grundet det.
At han var spændt på, hvordan fuldmånen ville gå ham, forundrede hende ikke. Dog var hun ikke nervøs for det, som hun og resten af koblet var vant til, at en gruppe skulle ind under indlæring. Han var nemlig ikke den første varulv der skulle blive fortrolig med fuldmånen. Hun smilte. ”Lettere vil det blive, når du uden problemer kan forvandle dig udenfor fuldmånen,” sagde hun ærligt. Hvis han kunne forvandle sig, når han ville, kunne han nemlig hurtigere forvandle sig under selve fuldmånen. Derudover ville han på den led også vænne sig til at være ulv. At han havde vanskeligheder med at se væk fra hendes krop, tænkte hun igen ikke over. Hun kunne dog også have stået nøgen over for ham, uden at have følt sig ukomfortabel. Igen tænkte hun nemlig først over det når stemningen var seksuel fra begge sider. ”De er en god flok hele bundet, hvis man vælger at lade sig åbne op. Vi er ikke de bæster, som resten af verdenen ellers vælger at beskrive os som,” sagde hun roligt, som hun bestemt mente, at varulvene var en undervurderet race!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det her var uden tvivl en kæmpe omvæltning, men selv ikke Junior var bange for, at det skulle gå. Han var uden tvivl positivt overrasket over dette, og det var heller ikke noget, som han hverken kunne, eller ville lægge det mindste skjul på, når det endelig var. "I har været meget åbne.. Den må jeg give jer. Jeg havde ærlig talt ikke regnet med, at skulle føle mig så vel på så kort tid," sagde han med en ærlig stemme. Det var jo deriblandt også noget, som han kunne takke hende for. Det var helt klart ting, som faktisk betød rigtig, rigtig meget for ham.
Selv nu hvor armbrydningen uden tvivl tog til, og der var gået sport i det, holdt Junior sin afstand. At få muligheden, for at snakke lidt med Rhaenys på egen hånd, var noget som han faktisk havde det fint med, for han skulle jo finde ud af det hele. Selvom hun stod i det, som han næsten ville kalde for ingenting, så var det da også klart et syn, som han skulle vænne sig til. Særligt, hvis det var sådan, at hun gik klædt dagligt. "Det kan jeg da allerede.. hvis jeg bliver vred nok," pointerede han let. Fuldmånen var en evig plage for ham.. Altid havde han låst sig af vejen, og så håbet på, at ingen gjorde ham ondt under forløbet, eller at han kom ud, og gjorde det mod andre. Kontrol havde han nemlig ikke, når først månen stod på. Han rystede på hovedet. Hun havde jo ret.. Der var jo ikke det bæst, som de ikke var blevet beskrevet som i tidernes løb. Grotesk som det end lød, så var der bare ikke noget, at gøre ved det. "Det er længst gået op for mig.. måske at det forholder sig sådan i flok.. ikke når man er alene." tilføjede han. Han trak sig fra hende, for selv at hente et fad mjød. Han følte næsten, at han hørte til her!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Stolt måtte Rhaenys helt føle sig, som han roste, hvor indbydende koblet havde ageret over for ham. Særligt som han jo direkte havde været imod ideen om et kobbel til en start. Glad kunne hun derfor være over sin egen stædighed, som det uden tvivl havde været det værd. Det havde jo betydet en mere til koblet! ”Personligt sætter jeg en ære i at samle hele racen. Derfor ønsker jeg, at også koblets medlemmer værdsætter hele racen og det at forene den,” sagde hun ærligt. Det var jo hendes vision, at alle varulve kunne være samlet. Ligeglad var hun med resten af verdenen, som den ikke rørte hende.. Det gjorde racen og dets fællesskab derimod. Brynet hævede hun let ved hans ord. At han kunne forvandle sig, når han var vred, satte hun ikke direkte pris på. Selv mente hun nemlig, at man skulle kunne forvandle sig, hvornår end man ville. ”Når du siger, at du kun kan forvandle dig, når du er vred eller under fuldmånen, vender du igen vores race mod noget negativt. Det agter jeg at lave om på,” sagde hun direkte, som han jo skulle nyde det at være ulv! Havde han ikke også nydt det bare at løbe med hende? Hun drak af sin mjød. Let rystede hun på hovedet over hans kommentar. ”En varulv er ikke et bæst, fordi det er alene. Et varulv er et bæst fordi, at det ikke har været omkring sine egne, og derfor mangler forståelsen.. Præcis ligesom du gjorde,” sagde hun ærligt. At han forlod hende, sagde hun intet til. Bedst var det også, hvis han fandt sig tilpas i al dette. Ryggen vendte hun derfor ham selv, så hun i stedet kunne betragte festlighederne, som armlægningen nu gik på tur. Smilet trak hun på.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Dette var uden tvivl gået langt hurtigere, end hvad man kunne sige, at Junior havde regnet med. Han havde måske regnet med at give det en dag.. måske to, og så finde ud af derfra, at det ikke havde været ham, og så takket for sig, og smuttet. Det havde forholdt sig anderledes. Selv overfor en ny, var de åbne og modtagelige, og det var noget som han godt kunne lide, da han var så vant til at blive bedømt og snakket om bag ryggen. Det følte han slet ikke, foregik her. "Du har endnu en lang vej, før det bliver aktuelt. Mange varulve lever i små grupper, hvis ikke alene, som jeg," sagde han med en rolig stemme. Hvis hun kunne overtale dem, som hun havde formået at gøre ved ham, så var hun dog alligevel et godt stykke på vej. Det var den tanke, som han dertil også kunne trøste sig med.
Et fad mjød hentede han, kun for at komme tilbage til hende. Negativ var han måske om tanken ved fuldmåne, men var det underligt, når han gang på gang, låste sig af vejen, og hans egen familie, altid havde gjort det samme? "Det er sådan det har været i mit liv. Det har været noget, som skulle låses af vejen, og aldrig dyrkes.. Det var noget, som kun skulle overstås," sagde han direkte. Hans elskede Cayla og deres datter, havde gjort det samme. Det var en sikkerhed for dem alle sammen. Han sendte hende et smil, inden han tog en god slurk. Dette kunne han meget hurtigt vænne sig til. Alt for hurtigt endda! Han var langt mere åben for muligheden nu i hvert fald, hvilket også godt kunne mærkes på det hele. "Jeg er uanset sikker på, at jeg nok skal føle mig vel her.. og når tiden er inde - slå dem i armbrydning." Han nikkede mod bordet. Han opgav ikke! Vasketjansen for denne omgang, det kunne han da leve med.. Han skulle være den, som engang skulle jage med Rhaenys. Det var et mål pludseligt!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Smilet trak Rhaenys på, som hun skam var fortrøstningsfuld. Selv så hun nemlig en positiv fremtid for varulvene, som hun ikke var så let at køre rundt med, som Junior ellers havde antaget til en start. Hun vidste nemlig, hvad hun kæmpede for, hvor det også betød verdenen for hende, og derfor var der jo ikke meget at valse om. ”Og som du levede alene, lever du nu her med os. Jeg skal derfor nok tage den kamp, som skulle komme,” lød det roligt fra hende, som han vendte tilbage til hende. Sit eget mjødkrus hævede hun i hans retning. ”Skål,” lød det fra hende, inden hun hævede kruset til læberne. Her bundede hun raskt resten af indholdet, hvorefter hun måtte slippe et tilfredst suk. At han mente, at varulvene forvandlingen blot skulle overstås, var ord der fik det til at vende sig i hendes mave. Hun hadede det på alle måder! Det var jo en sygdom at tænke således om sig selv! Hendes brune øjne hvilede bestemt på ham. ”Det er en holdning, som vi hurtigst muligt vil få arbejdet med at få skaffet af vejen. Jeg og resten af koblet ønsker, at du omfavner din indre ulv. At ulven sågar bliver din foretrukne skikkelse,” endte hun med at sige. Forfærdeligt var hans nuværende billede af ulven jo! Dog ville hun mene, at hun allerede havde vist ham, at der var mere til det end det. Muntert endte hun med at slippe en latter, som hans mål var at slå de andre mænd i armbrydning. Drillende lagde hun sine fingrer om hans overarm, hvor hun let trykkede om den. ”..Når der er kommet lidt mere i disse,” sagde hun drillende. Fysisk stærkere skulle han uden tvivl blive. Dog skulle han også lære at forstå de andre og deres træk.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

En lang vej, var det uden tvivl for Junior at gå, men han var da startet. Det var en evig vandring mod det faktum, at han også skulle lære at acceptere sig selv, og det var noget, som han selv var sikker på, nok skulle komme på et tidspunkt. Han håbede i det mindste på det, og særligt således, som det var lige nu. Han sendte hende et kort smil. Det var måske et negativt billede han havde på ulven lige nu, men koblet havde han jo være lige så negativ overfor. Det var jo ikke sådan, at han anså det mere. Han kunne se sammenholdet og fællesskabet, og det gav ham en brændende lyst til, at skulle være en del af det. "Hvilket jeg tager hatten af for, Rhaenys," sagde han sandfærdigt. At samle en hel race.. Selv de store racer havde jo fejlet i det.
Fadet hævede han, inden han tog en god og stor tår. Han sendte hende et smil. "Skål," Istemte han, hvorefter han tømte fadet og blev stående med det. Igennem de rigtig mange år, hvor han havde båret titlen som varulv, havde fuldmånen været en ting, som bare skulle overstås. Det var den, som han som ulv, nærmest var flasket op med. At det var så negativt i hendes verden, kunne han jo ikke rigtigt tage højde for. Andet end hvad han gjorde med sig selv, faktisk. "Udenfor fuldmånen ganske vidst, hvis jeg kan få det koblet til andet end min vrede. Måske det kommer.. Hvem ved.." Han trak kort på skuldrene, som han vendte sig mod hende, da hun atter kom i kontakt med ham og hans muskler.. Eller næsten manglen på samme. Han var ikke den bredeste over armene. "Vil du tro mig, hvis jeg sagde, at jeg har været større engang?" spurgte han med et smil. Hentydet til hans muskler. Han havde haft sine grunde, til slet ikke at gøre noget ved dem, over de sidste rigtig mange år.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Udelukket kæmpede Rhaenys for sin egen race, som alle andre for hendes vedkommende bare kunne rende og hoppe. Derfor var det intet under, at hun også ønskede at samle alle varulvene. At Junior dog ikke troede på, at det kunne lykkedes, kunne hun ikke bruge til noget. Hun kunne nemlig ikke gå og tænke negative tanker, da det ikke ville hjælpe hende spor. Det ville vel allerhøjest få hende til at tvivle på sig selv? Noget, som hun ikke var interesseret i at begynde på! At Junior endnu betvivlede, at han kunne elske sin ulv, fik hende til at betragte sig af ham. ”Jeg fik dig til at indse, at ideen om at være i et kobbel ikke er så slemt igen. Vi skal nok få dig til at indså, at det at være ulv og at fuldmånen ikke er så slemt,” sagde hun fast, som det skam var et løfte. Koblet skulle nok få ham på rette fode, om det så var op til hende eller et af de andre medlemmer. At han sagde, at han engang havde haft de flere muskler, end hvad han havde nu, havde hun svært ved at tro på! Hånden trak hun roligt til sig, alt imens hendes bryn skød i vejret. ”Nej,” sagde hun roligt, men direkte. ”Hvorfor skulle man ønske at blive mindre, hvis først man er stor?” Det var noget, som hun ikke forstod sig på. Det at være varulv, og særligt en mandlig varulv, betød også, at man havde nogle muskler at spille på. Små svansede og splejsede mænd var der nemlig heller ikke at finde her. For det første var det upraktisk at være splejset, som der var mange fysiske udfordringer her i koblet. For det anden var en splejset mand ganske enkelt ikke attraktiv for en kvinde. Hun kunne i hvert fald ikke forestille sig at være med en lille mand!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvordan det ville gå ham i fremtiden, som en del af dette kobbel, vidste Junior ikke, og derfor måtte han jo også se på tingene, som han gjorde det? Han havde jo aldrig oplevet noget lignende af dette før, og det kunne naturligvis også godt mærkes. Det var nyt, men derimod også noget, som han virkelig godt kunne lide. Fuldmånen var nu alligevel hans største bekymring, og særligt fordi, at han ingen kontrol havde. Altid havde han været vant til at være en mand i kontrol, og det kunne man jo ikke just sige, at han var under fuldmånen. Altid låst af vejen og spærret inde.. Selvom det havde været på hans eget ønske. Også mest for sin egen skyld.
"Jeg er positivt overrasket over det sammenhold, som er her. Jeg kan lide det.. og.. hvis det er, så vil jeg gerne fast være en del af det," begyndte han. Det var vel et sted at starte, også selvom han lige skulle finde sin plads i det hele. Den næste uge, var det jo så med vasketjansen, hvilket han nu bare måtte leve med, og det kunne han godt. Det var en opgave, som han sagtens kunne påtage sig med oprejst pande. Ikke at han havde noget andet valg.
Juniors blik gled til hende. "Familielivet tog til.. Vi fik en datter.. vi boede selv. Jeg havde ikke nogen grund til at gøre så meget ved det.. Da hun døde, må jeg sige, at jeg opgav lidt," sagde han ærligt. Han så jo ikke nogen grund til at skjule det. Han havde vel bare været lidt nede i et sort hul.. Som hun stille og roligt, var ved at hjælpe ham op af?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv nød Rhaenys til hver en tid at høre sit kobbel blive rost. Koblet var trods alt også både hendes familie og arbejde. Derfor priste hun altid, når andre kunne se værdien i det. Særligt når det kom fra folk som Junior, der var en nytilkommen varulv, der først og fremmest havde set sig sort på ideen om et kobbel, og som selv havde haft problemer med sin race. Selv ønskede hun nemlig, at alle varulve så pointen i at være i et kobbel. ”Alle her ønsker, at du bliver en fast del af koblet,” lød det roligt fra hende. ”Her er vi en enhed. En samlet race. Her kan vi give hinanden alt, hvad vi måtte behøve.” Selv kunne Rhaenys kun se forskel, men hvorfor skulle man også vælge at mænge sig med andre end først og fremmest sin egen race? Det var jo dem der forstod en bedst. Hendes hoved faldt en anelse på sned, som Junior fortalte om sin historie. Det sørgelige kunne hun selvfølgelig godt se i det. Dog kunne hun ikke hundred procent forstå hans situation, da hun jo ikke havde sin egen mand eller datter. Dog kendte hun til det at miste, som hun trods alt anså hele racen for at være sin familie, og derfor var det naturligvis en tragedie, når en hvilken som helst varulv gled bort. ”Det er sørgeligt det tab, som du har lidt. Det er et tab for hele racen.. Dog forstår jeg stadig ikke, hvorfor du ville lade dig formindske. Du havde trods alt en familie at beskytte og dernæst dig selv,” endte hun med at sige. Kedeligt fandt hun dog det faktum, at hans lyst til at gøre noget ud af sig selv mindskede, når han faldt til ro. Det havde vel også været kedeligt for hans hustru?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Koblet var en stor familie, hvilket nu var noget som Junior, kunne se med sine egne øjne, og derfor havde han skam også tænkt sig, at give det en chance. Hvis det var noget, som kunne hjælpe ham lidt op og lidt igang med det hele, så.. var det vel også til at tage med, kunne man jo sige. Han ville i hvert fald se på det, på den måde. Han sendte hende et let smil. "I har også taget frygtelig godt imod mig," sagde han med en rolig stemme, som han sendte hende et smil.
Junior var ikke bleg for at fortælle sin historie, og tragisk var den jo trods alt også. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Det var måske svært for hende, at forstå, men for pokker.. Hvis man havde stået i hans situation, så var det vel ikke underligt? Han havde slået sig til ro med den familie, som han havde haft, og det var også det, som gjorde den store forskel for ham. "Livet for os, har været anderledes, end for et kobbel som jer.. vi har haft hinanden.. beskyttet af andre midler end hvad så mange andre måske har haft. Der var ikke nogen grund til det.. Da jeg mistede hende, mistede jeg lysten til at leve mit liv." Han var måske ikke just den typiske mand, at sige det højt, men det mente han. Det var vel først nu, at han følte, at han kunne smile lidt igen? Føle, at han kunne klare lidt mere, end hvad godt var? Han rystede på hovedet. "Selv vi kan følges af tragiske ulykker.. Jeg har været meget sengeliggende efter at min familie og jeg, fik skylden for det gamle angreb på Castle of Darkness." Hans lårben havde jo været direkte knust under den beskyldning, og han måtte derfor lide under dette endnu. Som sengeliggende, kunne han jo heller ikke holde formen ved lige.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det glæder mig at høre,” lød det tilfredst fra Rhaenys. Det var uden tvivl også vigtigt for hende, at de nye følte sig imødekommen. Hvis ikke de nye følte sig tilpas i koblet, ville de trods alt aldrig blive forstørret med strejfere eller nybidte varulve. I så fald ville de kun blive forstørret med de hvalpe, som de selv følte. At Junior sagde, at han tidligere havde mistet lysten til at leve, troede hun dog ikke på. Hvis det virkelig havde været så galt, havde hun jo aldrig fundet ham. Så havde det været for sent. ”Du har været nedtrykt, ja, men gejsten har du stadig altid haft. Hvis du oprigtigt havde mistet lysten til at leve, havde du nemlig ikke stået her i dag. I så fald havde du nemlig fundet en måde på at ende dine lidelser,” lød det roligt fra hende, som det slet ikke havde været så sort for ham, som han havde bildt sig ind. Det var vel også let at leve i sin egen elendighed, når man alligevel var alene? I så fald var der nemlig ingen til at trække på en. At han derfra fortalte, at han havde fået skylden for angrebet på Castle of Darkness, fik hende til at stirre på ham. Det havde hun ikke hørt. Hun havde kun hørt om dæmonen. ”Af hvad jeg ved, skulle det eftersigende have været en dæmon der angreb slottet i sin tid.. Hvordan kunne det være i kongefamiliens tanker, at angrebet skulle være grundet dig og din familie?” spurgte hun direkte. Vigtigt måtte hun nu også finde det, at kongefamilien havde et øje på ham. Havde de stadig et øje til ham? Hvad var grunden? Var det noget, som hun skulle tænke over som leder af racen? Koblet skulle trods alt beskyttes for hver en pris.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var ikke nogen hemmelighed, at det havde været hårdt for Junior, at miste sin familie, og særligt på det grundlag, som han havde gjort det. Han var vel heldig, at støde på hende, som han havde gjort? "Jeg er ikke manden som ender mit eget liv, selv på trods af, at lysten til at fortsætte livet, har forladt mig. Igennem de sidste mange år, har jeg bare.. vandret," fortalte han med en rolig stemme. Ikke havde der som sådan, været et mål ved hans liv eller hans tilværelse, og særligt, sådan, som det nu havde været, og uden at han egentlig kunne gøre det største ved det.
Angrebet på slottet i Dvasias, havde ham og familien fået skylden for, også selvom det havde været påvist, at det var en dæmon, som havde gjort det. "Min familie har altid været en torn i øjet på kongefamilien.. Det angreb kostede prinsessen livet.. Det fik vi skylden for, og jeg var tilfældigvis ude, på det forkerte tidspunkt, på det forkerte sted." Ikke havde folk været efter ham og hans familie siden, hvilket jo altid havde været en fordel. Nu var der folk som Faith og Kimeya, der trak læsset, hvad angik opmærksomheden, så det passede ham mere end fint, når det foregik på den måde. Han sukkede let, inden han strøg hænderne over håret. "Jeg har intet hørt siden.. Jeg var sengeliggende længe, inden jeg genvandt funktion i benet igen," fortalte han med en ærlig stemme, som han kort så ned igen. Det var jo bare omstændighederne i hans liv. Der var intet andet i det.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hvorvidt Rhaenys selv var i stand til at ende sit liv, vidste hun ikke selv. Hvis hun mistede sit kobbel, havde hun i realiteten ikke mere at leve for, men var det også ens betydning med, at hun ville kunne gøre det? Selv vidste hun det ikke.. Det handlede vel om at stå i situationen? At Junior dog ikke havde været i stand til det, priste hun. Ingen varulv skulle nemlig have det så dårligt. Ikke uden, at koblet havde forsøgt at hjælpe vedkommende. ”Ej behøver du at vandre mere eller være alene. Så længe at du ønsker at være med os, og kan indordne dig vore regler, vil der være en plads til dig her,” sagde hun ærligt, som han havde muligheden for at blive gammel og grå her, hvis ikke han kom ud for en ulykke, og hvis ikke han modsatte sig koblet. Hun betragtede ham, som han fortalte hende, hvordan han var blevet belemret med skylden for attentatet på slottet. Det var jo en skandale! Omverdenen hadede vel blot deres race så meget, at de skød skylden på den første varulv de så? ”Hvad har kongefamilien imod dig og din familie? Hvis du dengang havde været en del af os, ville de dog have fået med hele koblet at gøre. At gå uretmæssigt mod en af os, er som at gå imod os alle,” endte hun stilfærdigt med at sige. Yderst sociale og familiekære var koblet, og derfor ville de hver især forsvare hver og en har. Dog kunne de ikke gøre det samme med strejfere og det var jo, hvad han havde været. At høre, at de sågar havde ødelagt hans ben, faldt bestemt ikke i hendes gode jord! ”..og dit ben? Er det fuldt funktionelt nu?” spurgte hun, da det jo var nødvendigt for hende at vide. Dog lignede det ikke, at han havde nogen problemer med det.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde jo ikke haft nogen som helst omkring sig, så hvad havde han egentlig haft at leve for? Hans blik søgte derfor roligt Rhaenys' skikkelse. Hun forstod ham måske ikke, og ikke forventede han, at hun gjorde det. Hun havde jo trods alt altid haft koblet ved sig, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, for hun havde altid været omringet af mennesker og ulve, hvor han havde stået alene. Frem til nu om ikke andet. "Hvis det her er den faste stemning, som er på stedet, ser jeg ikke nogen grund til at skulle forlade det igen. Jeg kan lide at folk tager sådan imod andre." fortalte han med en sandfærdig stemme, som han jo heller ikke så nogen grund til at skulle lyve for hende.
At fortælle sin historie, var ikke noget, som Junior normalt gjorde, da han selv var vant til at blive dømt på det ene og det andet. Det var nu noget, som han blot ønskede at få afsluttet så hurtigt som muligt. "Det er en kompliceret historie. Min familie spreder sig lidt for alle vinde, kan man sige. Den har været en torn i øjet på kongehuset i mange år, så det var vel dejlig belejligt. Det var ikke kongehuset, som var efter mig.. Men borgerne," fortalte han. Han vendte blikket mod sit ben. Når han vandrede over rigtig lange afstande, uden passende hvile, kunne han godt mærke det, men foruden det, så havde han fuld funktion i det. Han nikkede til hendes ord. "Det har jeg. Det tog tid.. Alkymi kan i sandhed udrette mirakler," fortalte han med et skævt smil, inden han rettede sig op igen. Han sendte hende et let smil. Han havde uden tvivl været udsat for lidt af hvert.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At høre Junior sige, at han ikke så nogen grund til at forlade koblet igen, passede på alle måder Rhaenys! Hvor havde hun dog haft ret, da hun ikke havde opgivet ham! Det var uden tvivl en skøn følelse at stå inde med. Ikke på en hoverende måde, men derimod på en tilfredsstillende måde, som hun havde formået at åbne hans øjne. ”Selvfølgelig kan stemningen gå højt og lavt her, men det du ser i dag er, hvad du generelt vil se,” svarede hun ærligt. Generelt set havde koblet det jo godt med hinanden. Dog kunne de ligesom alle andre blive nedtrykte og vrede, hvilket kunne gå ud over stemningen, ligeså vel som de kunne være flyvende.
At Junior var på kanten med det der åbenbart var landets borgere, brød hun sig ikke just om at høre, og af flere grunde. Hun betragtede ham med et nøje blik. ”Som en del af koblet, skal du fra nu af tænke, at dine handlinger vil gå ud over koblet og jeg som din leder. Hvis der skulle ske dig noget uretmæssigt, går det dog også den anden vej, og derfor vil du have os i ryggen i de stunder,” fortalte hun direkte. Han kunne nemlig ikke længere gøre som det passede ham, uden at tro, at det ikke ville få følger for andre end ham selv. Heldigvis havde det også den gode side, at de da hjalp hinanden, hvis der var noget. At han var blevet reddet af alkymi, kunne hun ikke sige så meget til. Selv kendte hun nemlig ikke alkymisterne synderligt godt. Igen havde hun jo kun levet med koblet, og derudover mødt forskellige racer, når hun en sjælden gang imellem bevægede sig ind i selve byerne. ”Det glæder mig at høre, at en alkymist ville yde hjælp I nødens stund. Det er nemlig er nemlig de færreste der ønsker at yde os hjælp.”