One more to the family!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Lestat De Lochèr Maloya Junior

I fuldt firspring havde Rhaenys og Lester Junior løbet i det der måtte svare til en til to timer. Selv havde hun nydt det, hvor hun også ville vove pelsen og påstå, at han ligeså havde nydt det. Af hvad hun vidste af, var det også hans allerførste tur ude i det fri som ulv. På det punkt måtte hun derfor også være beæret over det faktum, at hun var den første, som han gjorde det med. Det var vel også kun på sin plads, at det var lederen af racen der hjalp ham på vej? Det var et godt stykke tid siden, at de havde forladt markerne til fordel for kuperet terræn. Om han kendte til Iyanna skov, vidste hun ikke, men det var nu engang her de var. Elegant og højt måtte hun springe over diverse buske og faldne træer, som det bestemt ikke var den første gang, at hun gjorde det! Som hun vidste, at der kun var få kilometer til koblet, slog hun nakken tilbage, hvor hun udstødte et højlydt og klart hyl, uden at hun stoppede med at løbe. Sekunder gik der dernæst kun før, at man kunne høre, hvordan et nyt hyl. Et kald og en velkomst, ligesom hendes. End ikke to minutter gik der derfra før, at der dukkede to hanulve op i klyngen af træer. Hendes lysende øjne måtte følge dem, inden de uden tøven gjorde hende og den nyankommende selskab, uden at de stillede spørgsmålstegn ved Juniors tilstedeværelse. Det var trods alt heller ikke den første gang, at koblet med udvidet. Få minutter gik der dernæst før, at hun sænkede tempoet. Røg måtte vise sig mellem træerne og antyde et bål. Deres hjem. #Så er vi her,# lød hendes stemme i Juniors hoved, inden hun slog ned i et gående tempo. Stemmer begyndte man at høre, hvorefter man kunne se de mange ejermænd, som den lille ulveflok brød træerne og kom ud i lysningen. Adskillige varulve var der at finde her. Primært teenagere og voksne, som hvalpene var blevet lagt i seng. Til forskel for hende, Junior og de to hanulve, var de andre dog alle i deres menneskelige skikkelser. Nysgerrigt så de mod dem. #Tag pænt imod Lestat Junior,# præsenterede og bad hun, som hun nu stoppede helt op.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

For Junior havde dette uden tvivl været en lang tur, men han havde nydt den! Gud hvor han dog havde nydt, bare at kunne rende uden at skulle tænke på alle de ting, som han typisk gjorde. Tænk hvis han gjorde nogen fortræd.. at nogen gjorde ham fortræd. Omkring denne kvinde, følte han sig nærmest helt lettet, hvilket for ham, var ekstremt lettende, og han kunne uden tvivl godt lide det!
Benene var ved at være trætte, dog selvom han havde en fornemmelse af, at det næppe måtte være godt, at bede hende om at stoppe undervejs. Derfor måtte han hæve blikket, da han hørte hende hyle, og hun blev mødt af noget, som selv måtte minde om et kraftigt hyl i retur. Var de virkelig fremme= Var de endelig kommet frem til hendes skjulested, for deres art og race? Nu mærkede han for alvor nysgerrigheden melde sig for alvor. Ørene lagde han en anelse tilbage. #Det glæder mig,# sagde han ærligt.
De to, som måtte dukke op, fik ham til at vende blikket mod dem. Ham ignorerede de fuldstændig, da de to hanulve dukkede op. Betydeligt store, og en anelse større end Junior. Han havde jo heller ikke haft et kobbel at være omkring. Han brummede svagt, mest som var det en lille hilsen. De skulle jo rent faktisk vise sig, at blive hans.. familie? Underlig forekom den tanke ham virkelig. Svagt krummede han i ryggen, som han søgte hen mod lejren med de andre. Han så sig om. De andre som var til stede, kiggede i retningen af dem. Umiddelbart følte han sig nærmest som en udstilling. Han holdt sig nu alligevel tæt ved Rhaenys. Hun var trygheden i det her. #Hej,# hilste han dog.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Intet af dette var nyt for Rhaenys. Hun var vant til at løbe over stok og sten. Hyle op mod himlen. Blive mødt af andre varulve. Ankomme til deres opholdssted med nytilkommende varulve. Godt havde Junior dog klaret turen, som han ikke havde brokket sig på noget som helst tidspunkt på turen, men derimod blot fulgt med. Selv var hun ikke i tvivl om, at han hurtigt ville glemme sit gamle liv, for i stedet at blive en del af sit nye her i koblet. Her var der jo alt, hvad en varulv kunne drømme om! Varulve forlod som regel kun koblet her, hvis de havde ydet ballade, og på den led skabt uro i koblet. Noget et kobbel ikke kunne håndtere, da det ellers hurtigt kunne gå grueligt galt. Som hun præsenterede Junior, og han vovede at hilse på de andre, måtte hun kun se sig tilfredst. Særligt som hun så, hvordan visse af mændene og kvinderne forvandlede sig for øjnene af dem. Tøjet blev først taget af, så deres klæder ikke gik itu som med Junior, inden de lod sig blive deres ulveskikkelser. Herefter luntede de nysgerrigt over til hende og Junior, hvor de hilsende snuste til Junior. ”Hej,” og ”velkommen til,” måtte lyde fra de forskellige varulve fra koblet. Opmærksomt valgte hun at holde øje med hele scenariet i tilfælde af, at det skulle blive for meget for Junior. Selv vidste hun jo, at det var hans første tur i et kobbel. Som de fleste havde fået hilst ham, valgte hun at prikke let til ham med snuden, inden hun gjorde et hovedkast mod laden i lysningen. Lettere faldefærdig var den, men det var her, at de boede. #Kom med,# bad hun, inden hun på alle fire måtte lunte i retningen af laden. Her kunne han forvandle sig i fred, hvis ønsket. Få sig noget tøj i så fald.. og sunde sig, hvis behøvet.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At rende på den måde, havde Junior anset som en direkte lettelse et eller andet sted, for han havde jo uden tvivl nydt det. Måske at det ikke var så dum en beslutning alligevel? Selvom det nu var mange mennesker, som han skulle til at forholde sig til, og særligt fordi at de alle kendte hinanden, hvor han derimod, lige var ankommet til stedet her. Bange for at hilse, var han dog ikke. Han var jo trods alt af royal æt, selvom han nu ikke så nogen grund til at skulle prale med det. Han selv, havde brug for en frisk og ny start, og det var det, som han håbede på, at han kunne få på stedet her.
De andre forvandlede sig, efter at være krøbet ud af tøjet, hvilket var noget, som han i særdeleshed, måtte finde fascinerende. Det var jo trods alt ikke en ting, som han selv havde kontrol over i den forstand. Han sænkede hovedet en anelse. Han var jo ikke ude på noget, men derimod bare at blive anerkendt, som det det kommende nye medlem af koblet. Han kunne et sted godt lide det.. Og særligt det faktum, at de ligeledes også måtte tage sådan imod ham. #Tak,# sagde han med en alvorlig stemme. Som hun prikkede til ham, og opfordrede ham til at følge med, fik ham til at flytte sig. Øm var han efterhånden i benene, men han var jo heller ikke vant til at bevæge sig på den måde. #Hvor skal vi hen?# spurgte han denne gang. Denne kvinde virkede jo ikke umiddelbar farlig at spørge om ting. Det var jo en kæmpe omvæltning for ham. Særligt hvis han ville ende med at blive.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Som forventet blev Junior taget imod. Hvis det havde været anderledes, havde Rhaenys dog også knurret af koblet. Noget der nok skulle sætte skub i sagerne. Så roligt her ville det dog ikke altid gå. Slet ikke nu hvor, at Junior kom som en helt ny person. Som ny, var man nemlig nødt til at kræve sin plads i koblet, samt indordne sig hierarkiet. Det betød, at han muligvis ville ende ud i nogle kampe, og ud fra, hvordan han klarede sig, ville han stige eller falde i graderne. Derudover ville han også få en funktion i koblet, som alle mand skulle bidrage med noget. Man kunne vel sige, at det at være i et kobbel, var som at leve kollektivt og i et lille samfund, hvor hver en mand var uundværlig? #Ind i laden,# fortalte hun roligt, som hun selv traskede ind af den åbne port. Primitivt var her, men hyggeligt var det, som det var deres hjem. Her var hø og halm, samt tæpper, som et tydeligt tegn på, at det var her, at man sov eller holdt sig tør for vejret. Hvad han selv var vant til, vidste hun ikke, men separerede huse have man ikke her, hvor der ej heller var mange hjemlige møbler at finde. Svagt befolket var laden lige nu, som man kunne se i den fjerne soveende, at der måtte ligge hvalpe i alle aldre, der var blevet lagt i seng, samt mødregruppen, der havde et vågent øje med dem. Roligt stoppede hun op, som hun vendte det lysende blik imod ham. #Her vil du i ro og mag skifte tilbage.. Når du har gjort det, har vi noget tøj at give dig. Hvad du vil er dernæst op til dig.. Du kan sove og starte dagen i morgen, eller du kan komme med ud og tale med de andre.#

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvad Junior skulle forvente sig af dette, vidste han ikke, men en ting var sikkert: Så langt, synes han da alligevel, at det gik ganske udmærket. Måske at det ikke var så tosset en ide igen? Han søgte med hen i laden. Nu hvor han have hilst på resten, var de da åbne og imødekommende nok, hvilket i forvejen var noget, som måtte falde i ganske god jord hos ham. Han så sig om, som de nåede laden. Det var uden tvivl langt mere primitive forhold, end hvad han var vant til, men sådan kunne det jo trods alt også gå. Han slog let med halen, inden han vendte sig mod hendes skikkelse igen.
"Sover I virkelig herinde?# spurgte han direkte. Han selv var vant til hus og en seng.. Ikke halm og nogen tæpper, men hvis det var med til at gavne fællesskabet, så var det jo trods alt også det værd, at tage med i den anden ende, og det var det, som han særligt var ude efter i øjeblikket. At han kunne skifte og forvandle sig her, fik ham til at vende blikket mod hende. Han nikkede blot. #Jeg kommer ud om et øjeblik. Hvor er klæderne?# spurgte han med en rolig stemme. Han kunne da ikke bare trække sig, når han skulle finde ud af, om det var noget, som han kunne leve med eller ikke. Nej, så måtte han jo ud til dem.. Han skulle ud og opleve, hvad det ville sige, at være en del af et kobbel. Der var han bestemt ikke typen, der trak sig. Han ville jo oprigtigt gerne give det en chance.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sover I virkelig herinde? Nedladende måtte det lyde, men det var også typisk udefrakommende! De forstod sig ikke på et rigtigt fællesskab, som de havde deres isolerede hjem, hvor de levede alene, eller med to, tre andre. Her levede de hundrede, og plads til alle var her! Aldrig ville der komme den dag, hvor Rhaenys ville nægte en anden varulv adgang, medmindre at vedkommende direkte blev udstødt fra koblet. #Hvor skulle vi ellers sove?# svarede hun blot igen. Hvis ikke han var tilfreds med laden, var der desuden kun skoven at vælge. At han ønskede at komme med ud og opleve koblet, tilfredsstillede skam Rhaenys. Det var også, hvad hun havde håbet på, men en chance havde der været for, at han ikke havde haft mere at give af. Af hvad hun vidste af, var han nemlig ikke vant til at forvandle sig, eller løbe frit, som hun havde fået ham til at løbe. Sørgeligt var det, men det agtede hun at få lavet om på! #Et øjeblik..,# lød det fra hende. Let rystede hun på sit hvide hoved, inden hun lod forvandlingen påbegynde. Den smukke hvide pels begyndte at forsvinde, hvor en solbrun hud i stedet trådte frem. Hendes krop blev også pludselig til et menneskes, som det blev en adræt kvindekrop. Op på to ben kom hun, så hun pludselig måtte stå til frit skue i sin menneskelige krop. Genert var hun dog ikke, som hun ikke tog det at være nøgen som noget seksuelt. Ikke medmindre, at den modsatte part lagde op til noget. ”Kom med,” bad hun roligt, som var al dette det mest naturlige. Et flot og langt bølget hår havde hun, der var gyldenblond og som havde en længde der gik hende ned over barmen. Lige nu måtte det delvist hænge hende løst ned ad ryggen og barmen, så hendes fyldige barm var halvt at se. Derudover var al det andet helt blottet, men stadig bevægede hun sig ufortrødent og på bare tæer over til en trækommode lang væggen. Det nu brune blik vendte hun tilbage mod Junior. ”Du kan frit vælge, hvad du ønsker at tage på. Denne kommode indeholder kun mandeklæder,” meddelte hun. Intet prangende ville han finde.. Primært var det skindklæder eller pels af kanin og rådyr. Skjorter kunne dog også findes frem.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Ikke var det Juniors mening, at lyde uforskammet eller noget lignende, men dette var fremmed for ham, og så langt fra den virkelighed, som han havde været en del af, siden han var blevet født. Der hed det privatliv, samt tag over hovedet. Han slog let med halen, hvorefter han let rystede på hovedet. #Mærkværdigt,# lød det roligt fra ham. Det var nok en af de ting, som han ville få det sværest ved at acceptere. Men nu måtte han jo se. Han skulle finde ud af, hvad det ville sige, at være en del af et kobbel. Måske han kunne lide det.. Måske han ikke kunne. Det vidste han jo ikke endnu.
At hun så blot startede sin forvandling for øjnene af ham, som var hun ikke i besiddelse af hæmninger, gjorde det uden tvivl sværere for ham! Ikke ville han stirre på hende, og særligt fordi, at han jo måtte sande, at hun i særdeleshed, måtte vise sig, at være en ganske smuk kvinde. Hurtigere måtte hans hjerte ligeledes også begynde at hamre mod hans bryst. Han trak sig et enkelt skridt, hvor han vendte blikket den anden vej, inden hun bare.. bad ham om at følge med? Selv her måtte Junior finde det meget akavet. Han ville jo ikke stirre på hende. #Jeg beklager.. Jeg mente ikke at stirre.# Denne gang vendte han blikket mod hende, stadig uden at vide helt med sikkerhed, hvor han skulle kigge hen! Kommoden med mandeklæder, skulle han i hvert fald have tjekket igennem. #Mange tak.# Han vendte blikket i retningen af kommoden. At forvandle sig, var krævende for ham. Han stillede sig med ryggen til hende. Her undergik han forvandlingen. Pelsen forsvandt, kun for at afsløre en flot mand.. Let bred og muskuløs, og med det mørke og let krøllede hår. Han blev stående med ryggen til hende, idet han rejste sig på benene igen, og søgte hen til kommoden. Han var ikke meget for, at vise sig i absolut ingenting.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

#Ligesom jeg finder din ide om et hjem mærkværdigt,# bemærkede Rhaenys ærligt. Selv kendte hun ikke til andet end dette. Laden, bålstedet, skoven, åen. Det havde altid været hendes hjem. Derfor var dette det eneste rigtige hjem i hendes optik, på trods af at hun vidste, at mange andre levede i minimale familier og isoleret fra andre. Selv kunne hun ikke forestille sig at krybe i seng, uden at der lå halvtreds andre omkring hende. Ej heller kunne hun forholde sig til flere rum, da det jo kun isolerede folk, og hvorfor skulle man lade sig gøre sådan noget? Anderledes måtte de være på de punkter. Det måtte også kun træde tydeligt frem, som hun forvandlede sig splitternøgen og hæmningsløst overfor ham, alt imens han skamfuldt kiggede den anden vej. Ej forstod hun sig på den form for utilpashed, da det jo var sådan hun så ud, hvor alle i koblet havde set det, ligeså vel som hun havde set deres nøgne kroppe. Når de forvandlede sig, var de jo nødt til at smide deres tøj, medmindre de ønskede at det gik i stykker, og hvem ønskede det? Desuden, havde mændene og kvinderne også gjort det foran ham ude ved bålstedet. ”Hvorfor kigge? Hvorfor kigge væk? Det er den jeg er, og det vil ikke blive den første gang, at du ser min eller en andens krop,” sagde hun direkte, som hun ikke seksualiserede sig på samme måde, som han gjorde. Ganske vidst var hun til mænd, hvor hun også havde været intim med en mand, men det var først der, at hun tænkte over, hvad hendes krop kunne betyde. Ikke før, som det Junior ellers gjorde. Opmærksomt fulgte hun ham med blikket, som hun kunne se, at han sørgede for at stille sig med ryggen til hende, som han forvandlede sig. ”Skammer du dig?” spurgte hun direkte, som hun endnu blot stod nøgen ved kommoden, uden at føle for at skjule sig ligesom ham. Ej stod hun for at glo på ham, som hun derimod bare ville sikre sig, at han fandt noget tøj der passede ham.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

#Sådan er vi jo alle sammen forskellige,# lød det roligt fra Junior. Det var jo ikke fordi, at han ønskede at diskutere det med hende, som han dog alligevel blot ønskede at lade hende vide, at det her ikke var noget, som han var vant til. Han slog let med halen. At hun så bare forvandlede sig foran ham, var virkelig ikke hvad han havde forestillet sig, at en kvinde ville gøre, overfor en mand som ham! En fremmede.. En som hun slet ikke kendte! Var kroppen slet ikke noget privat på det her sted? Han vendte derfor blikket væk. Ikke i afsky, men i respekt for hendes menneskekrop. Udenfor havde han ikke som sådan bidt sig mærke i det. Det var vel noget andet fra menneske til dyr, end omvendt? Der var jo ikke just noget, som skjulte hende for ham, eller for nogen anden, for den sags skyld. Han forvandlede sig efterfølgende, hvor han selv blev stående med ryggen til hende. Han var ikke meget for, at vise sig, bare sådan uden videre.
"Der er ikke meget privat herude, er der? Det er bare en mere privat ting i den verden, jeg kommer fra, end hvad det tilsyneladende er for jer." Blikket måtte han derfor vende mod kommoden, som han gav sig til at rode igennem. Meget var der ikke at vælge imellem. Skind og pels.. Tydeligt fra dyr, som de selv har måtte nedlægge herude. Det var virkelig en anden verden han var havnet i. Det hele resulterede i nogen underklæder, skindbukser og en pels, som han kunne lægge over sine skuldre. Han vendte blikket mod hende. Skammede sig? Nej overhovedet ikke. Han begyndte at klæde sig på. "Det har jeg ikke nogen grund til," endte han. Han vidste jo at han var en flot mand, men at dele det syn med alle..? Det var underligt.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Forskellige var de i hvert fald. Selv kunne Rhaenys i hvert fald ikke forholde sig til hans liv. Hun ville jo have gået til for længst, hvis det havde været sådan! Derfor var den største straf også for hendes vedkommende at blive smidt ud af koblet. I hendes optik var de jo alt for hende og alle andre varulve. Hun var nemlig ikke til samme ensomme tilværelse som Junior. Hans opfattelse på livet agtede hun dog også at lave om på, da dette uden tvivl måtte være et bedre liv! ”Hvad er privat over ens krop? Alle kvinder har i større eller mindre omfang denne her krop, ligesom mænd har. Det er jo ikke fordi, at der gemmer sig nogen overraskelser,” sagde hun ærligt, som hun ikke forstod det. Hun havde for eksempel en barm, ligesom enhver anden kvinde havde.. Derfor kunne hendes umuligt være den helt store øjenåbner? ”Desuden er det ikke praktisk at gemme sig på den måde herude. Hvis vi alle skulle søge i skjul inden og efter et skift, ville vi ikke have nogen steder at være, ligesom det også ville tage urimeligt lang tid.” Nej, dumt var det derfor at være sippet over det. Som hun kunne se, at han fandt nogle klæder, valgte hun ufortrødent at gå over til kvindernes reol. Her valgte hun selv to skinddele. En top, der groft sagt kun dækkede hendes barm, så man endnu kunne se hendes trænede mave. En nederdel, der var sammensat så den ikke kun havde en længde, men flere, så den delvist kun gik ned over enden og ned til knæene. Det brune blik vendte hun igen mod ham. Han skammede sig ikke? Det var jo altid noget. ”Godt.. Jeg tvivler heller ikke på, at du har det, som jeg allerede har set.”

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde svært ved hendes liv, som omvendt, hvilket vel var at forvente et eller andet sted? Hans blik søgte hendes, som han havde fundet klæderne frem. Det kunne godt være, at hun ikke fandt det private i at se sådan ud, men det var nu alligevel ikke et syn, som han ville dele med alt og alle. Ikke fordi at han skammede sig, men fordi at det var noget.. særligt, og noget, som man skulledele med den, som man skulle dele sit liv med, og det var også sådan, at han ville have det. Han rystede let på hovedet. Den del, forstod hun tilsyneladende ikke. "Den begynder ikke skjule overraskelser, for at være noget, so man ikke ønsker at dele med et helt samfund," sagde han med en sigende mine.
Tøjet fik han på. Det sad egentlig ganske fint, hvis han selv skulle sige det. Og ud fra, hvad han kunne dømme i hvert fald. Det var ikke praktisk og det tog tid? Det var virkelig en mærkværdig verden, han var endt i, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Derfor anrettes der byer og store samfund, så der netop værnes om den slags privatliv," forsøgte han at forklare, som han vendte sig mod hendes skikkelse, da hun søgte til kvindernes kommode - gik han ud fra. Det som hun fandt frem, dækkede jo på sit vis absolut.. ingenting! Han vendte blikket væk igen. Akavet var det uden tvivl! Han så ned af sig. Han havde ar og mærker, samt dybe rifter efter forvandling.. Og det var stort set det. "Jeg skulle gerne være, som enhver anden," afsluttede han. Nu var han klar.. Hvad så nu?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Du må da indrømme, at din optik er upraktisk i praksis. Som varulv mister du trods alt tøjet, som du skifter. Derfor er nøgenhed en almindelig nødvendighed i det henseende,” sagde Rhaenys direkte, som hun ikke forstod det at skulle tildække sig i det sekund, at hun blev menneske igen. Underligt var det jo! Vant til det måtte han også blive, his han skulle leve her. Her var det trods alt en dagligdag.. Og som hun havde sagt, så var det ikke den første og eneste gang, som han ville se hende uden en trevl på kroppen. At han ikke brød sig om hendes tøjvalg, måtte hun dog hurtigt sande, som han så væk i det sekund, at hun var iklædt. Hvad var problemet? Hun dækkede jo alle de intime dele.. Selv forstod hun det ikke. På ingen måde. Øjnene rullede hun med. ”Vær nu ikke så snerpet,” lød det fra hende, inden hun roligt begyndte at gå. ”Kom med.. Herude skulle du meget vel finde mennesker med tøj på,” tilføjede hun, hvor det sidste måtte være ment i en spøg. Denne mand, Junior, trængte uden tvivl også til at trække vejret! Måske man burde hælde en smule alkohol på ham? Måske det ville hjælpe? Ud af laden gik hun, hvor hun regnede med, at han fulgte med. Han havde jo sagt, at han ønskede at møde de andre. Som hun kom ud kunne hun se, hvordan det aftenlige havde sat sig i dagligdagen herude. Der var nogle yngre hanner der prøvede kræfter med hinanden. Nogle små snakkekroge. Folk der gnavede kød af nogle pinde ved bålet, og folk der drak mjød. Finere drikke og spise fandtes ikke just her. Dog var det også, hvad de måtte anse for at være luksus. Selv tog hun om mjødkanden henne ved bålet, hvor hun fyldte det op i et trækrus, inden hun selv tog plads på en af træstubbene. ”Tag plads,” sagde hun til Junior.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

"Det beviser jo bare, at vi kommer fra to helt forskellige verdener, hvor værdierne, har ligget to helt forskellige steder." Han var nu ikke sippet.. Det var bare ikke ligefrem en ting, som han havde været forberedt på, hvilket skam også var grunden til, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han vendte blikket i retningen af hende. Det var jo lige før det i hendes tilfælde, var komlet unødvendigt med tøj, for det dækkede jo stort set ingenting alligevel.
En helt ny verden, var dette åbenbart for Junior, og derfor var det i forvejen svært for ham, overhovedet at finde ud af, hvad han skulle stille op i den. Han havde jo ingen anelse om, hvordan samfundet her fungerede, eller noget som helst. Det eneste, som han jo var klar over, var at det måtte være hende, som ledet den. Resten var ukendt for ham. "Det vil jeg værdsætte," sagde han med en rolig stemme. Han ville jo ikke kalde det her for tøj i det hele taget! Han valgte derefter, at søge ud efter hende, så han selv kunne komme ud til resten. At de derimod vendte sig mod ham, sagde han intet til. Selvom han hadede at føle sig, som var han en gemen udstilling. Han kunne ikke have det! Han trak vejret dybt, hvorefter han vendte blikket mod Rhaenys i stedet for. Han søgte efter, hvor han også tog pladsen ved hende. For nu, valgte han ikke at sige et ord. Hvad skulle han da sige?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Fra to vidt forskellige verdener kom Rhaenys og Junior uden tvivl. Selv kom hun fra denne vidunderlige varulveverden, hvor han derimod kom fra den triste verden udenfor. Det var i hvert fald sådan, at hun så på det. Dog var hun sikker på, at Junior nok skulle vænne sig til hendes verden. Selv tænkte hun, at han nemlig nok skulle falde til og hurtigt glemme sit gamle liv. Det var trods alt ikke den første gang, at de havde varulve inde som ham. Ud til bålstedet valgte hun selv at sætte sig, så Junior kunne få en ide af stemningen, og måske falde i snak med nogle enkelte. Selv faldt hun hurtigt til, som dette jo var det mest naturlige i verdenen for hendes vedkommende. At sidde ved bålstedet, omgivet af en masse andre varulve, alt imens hun sad med et krus mjød i hånden. Som Junior satte sig ved hendes side, og bare … sad, måtte hun gøre en gestus mod mjødkanden. Forhåbentligt ville en smule alkohol gøre ham mere komfortabel. Dog kunne alkohol også gøre varulve det mere bidske, og derfor var slåskampe ikke just uvant her. Dog blev de alle altid venner igen bagefter. ”Drik, Junior.. Slå dig løs.. Du er hjemme nu,” opfordrede hun ham, som hun gjorde en gestus til mjødkanden. Hjemme var han nu, hvor alle dem omkring ham var familie, og derfor var der jo ingen grund til at holde sig tilbage. Sit eget krus førte hun op til læberne, som hun tog en tår af det. To større mænd med lidt grove træk, kom nu også over mod dem. ”Har den nye noget at byde på?” spurgte den ene mand med en mørk stemme, hvor han pegede i Juniors retning. Rhaenys der vidste, at dette måtte omhandle lidt armbrydning, trak svagt på smilebåndet, inden hun vendte blikket mod Junior. ”Det ved jeg ikke.. Har du?” lød det muntert fra hende, hvor hun mærkende måtte tage ham drillende på overarmen.