One more to the family!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Dette var en fremmede verden for Junior, som han først skulle finde ud af. Nemt var det dog på ingen måde, men det handlede jo trods alt om at forsøge, og det var jo så det, som han forsøgte i øjeblikket. Langsomt så han sig om, som de måtte komme ud til bålstedet. Stemningen derude, kunne han derimod godt lide, som det synes, at alle kom overens med hinanden. Det var heller ikke noget, som man just kunne sige, at han var vant til at se nogen steder. Ikke der hvor han kom fra, om ikke andet. Der hvor kampe, strid og svigt, var en del af hverdagen, var jo også, hvad han havde med i rygsækken.
Han vendte blikket mod dem. Han kendte jo ingen, hvor alle andre kendte hinanden, hvilket nok ikke gavnede hans situation meget. Han trak kort på den ene mundvig, inden han tog imod et glas mjød. Det var ved at være mange år, han havde fået sådan en. Han tog en god slurk. "Tak," var alt, som han nåede at sige, før to store mænd, kom imod ham. Om han havde noget at byde på? I helt præcis hvilken sammenhæng, var det han spurgte ind til det? Det var det, som rent faktisk forvirrede ham en hel del! Han vendte sig mod Rhaenys, som tilsyneladende var helt med på, hvad de snakket om. "Hvordan skal den forstås?" spurgte han. Han havde jo aldrig været i nærheden af noget, som et kobbel, og havde jo absolut ingen anelse om, hvordan noget som helst her fungerede! At hun berørte hans overarm, undrede ham. Hvad var det for et sted, han var endt på?

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Bestemt mente Rhaenys, at Junior blot skulle slå sig løs, og hvis det at drikke ville hjælpe ham, var det jo det der skulle til. Folk havde trods alt en tendens til at blive det mere snaksaglige og modige, som de fik nogle alkoholprocenter indenbords. Sådan var det også her i koblet, som stemningen altid gik højt, når de fik lidt at drikke. Det betød også, at de havde et par uheld med den ene og den anden der fik en over næsen, men når det skete drak man blot et glas bagefter, og derefter var alt fint igen. Som regel.
At Junior blev mere eller mindre utilpas, som hun rørte ham, og som de to mænd kom, anede Rhaenys skam godt. Særligt, som han tydeligvis ikke fattede en bjælde af det. Hånden trak hun roligt til sig efter at have mærket på hans muskel i overarmen. Ikke havde det direkte imponeret hende, men ej heller havde han spændt, så måske var der noget? ”Armbrydning,” lød det roligt fra hende. ”Eller laver I heller ikke den slags, der hvor du kommer fra?” Muligt var det jo, som dette virkede som et kulturchok for hans vedkommende.
”Er du frisk eller hvad, knægt?” spurgte den anden mand. Større i det og det mere grove i trækkene var de to mænd i forhold til Junior. Dog sagde Rhaenys intet til det, som hu var vant til kutymen her. Ja, hun kunne jo selv deltage i armlægningen, hvis det var det. Hun havde nemlig før deltaget, og skønt hun var kvinde og ikke grim, så havde hun stadig noget at byde på.. men hun skulle også kunne sætte en hel horde af varulve – mænd og kvinder – på plads.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Dette var en helt fremmede verden for Junior, men han kunne lide stemningen, hvilket nok også var grunden til, at han blev siddende. At mændene hentydede til armbrydning, vidste han ikke hvordan han skulle håndtere. Ville han rent faktisk kunne yde noget? Fysisk stærk i den forstand, havde han aldrig været, selvom han havde alle forudsætningerne for det. Måske at dette i sandhed skulle vise sig, at blive et kæmpe vendepunkt i hans liv? Utænkeligt var det jo heller ikke ligefrem kunne man sige.
Blikket søgte til Rhaenys først, inden han efterfølgende vendte det mod de to mænd, som havde opfordret ham til det. Hvad ville der ske, hvis han tabte? Normalt var han jo vant til, at der var langt flere ting på spil end bare sjov og morskab. "Selvfølgelig gør vi det.. Til store priser og præmier selvsagt," indformerede han med en rolig stemme. Han endte denne gang med at rejse sig. At afvise havde han en sjov fornemmelse af, at han intet ville få ud af. Ikke hvis han ønskede en plads her, og tingene kom jo ikke just af sig selv, hvilket han var klar over. "Hvordan foregår den slags her?" spurgte han roligt. Han kunne jo lige så godt, gøre en indsats, for at se, om det her liv, overhovedet var for ham. Åben var han faktisk gået hen og blive for dette, og med en leder som Rhaenys i ryggen, kunne det vel næppe gå helt galt? "Og kamparena naturligvis," tilføjede han. Han var en mand.. En hanulv, og det skulle han da også vise for resten af mængden, hvis det var det, som de gerne ville have.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hvorfor armbrydning skulle udgive store priser og præmier, forstod Rhaenys ikke. Det var jo blot en blanding af morskab og et magtspil. Når alt kom til alt var det jo blot to personer der sad over for hinanden, havde fat i den andens hånd, og derfra forsøgte at få modstanderens arm ned og lægge. Nej, hun mente ikke, at det behøvede at betyde guld og alverdens andet. Små sjove gevinster for vinderen måtte det dog godt give, ligesom det også måtte give en bagdel for taberen. Det var jo aldrig helt galt, at der var noget at sigte efter! Endvidere det, at Junior nævnte noget om kamparenaer, fik hende til at løfte brynet. Hvad var der galt med en mark til at slås på? Og et almindeligt bord med stole til lidt armbrydning? ”..I går al for meget op i den slags der hvor du kommer fra,” sagde hun kort for hovedet.
Rhaenys var dog ikke den eneste der fandt det overraskende, som de to mænd ligeså måtte betragte Junior med løftede bryn. Det var uden tvivl en omvæltning, som han havde i vente. ”Kom med,” lød det fra den ene mand, inden ham og hans ven søgte over til et træbord der var blevet placeret udenfor. Roligt rejste Rhaenys sig, så hun kunne følge med, alt imens mange af koblets andre varulve fulgte nysgerrigt med med blikket. Alle ønskede de nemlig at se, hvad den nye kunne byde ind med. ”Du ønsker en præmie knægt? Vinderen jager og spiser med Rhaenys den næste uges tid. Taberen får lov til at stå for rengøringen,” lød det morende fra den anden mand. ”Er du klar, knægt?” lød det fra den første mand igen, som han nu lagde sin albue imod bordet, alt imens hans hånd var klar til at gribe om Juniors. Den anden placerede han omme på sin ryg, så snyd ej ville foregå.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det her var virkelig nyt for Junior, og selvfølgelig forsøgte han at gøre et godt indtryk. Nu hvor han alligevel skulle se, om det var noget for ham, måtte han jo alligevel forsøge efter bedste formåen, selvom det ikke var helt nemt for ham. At han havde valgt sine ord forkert, kunne han jo ikke tage sig af. Han kunne jo ikke just sige nej til den udfordring, som han nu var skænket. Hvordan ville det ikke fremstille ham? Det ønskede han jo heller ikke ligefrem. "Sjovt som tingene er forskellige, ikke sandt?" var det eneste, som han egentlig havde at sige. Blandt de 'normale' var konkurrence uden tvivl en stor ting, og det var bestemt ikke underligt, at han tog det på den måde, som han nu gjorde det.
Junior rejste sig op og fulgte med. At han derimod skulle have alle andres øjne i nakken hvad angik dette, tog han sig nu ikke af. Det var der ikke rigtigt nogen grund til. Han satte sig på stolen. Det eneste, som han kunne se, var at varulven, som han sad overfor, var betydeligt større, end hvad han selv var. Ville han overhovedet have en chance? Eller skulle han starte hele tilværelsen blandt sine egne med.. vasketjansen? Han trak vejret dybt og rystede de tanker lidt ud af hovedet. Den ene hånd søgte bag på ryggen. Ingen snyd fra hans side af, inden han lagde armen med albuen mod bordet, og lagde så hånden i den anden mands. "Så lad os se, hvem der kan det her bedst," pointerede han kortfattet. Det var så forskellig en verden de kom fra. Junior følte sig helt fremmede i denne! Svagt måtte han derfor spænde i armen. Han var vel en kende nervøs? Han havde jo ikke rigtigt lagt arm, siden han havde boet ved Kimeya Marvalo. Det var ved at være en del år siden.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Anderledes var det bestemt i det gense samfund og i koblet. Selv vidste Rhaenys, hvad hun klart måtte foretrække, og det var da koblet. Dog havde hun heller aldrig overvejet det andet, men hvorfor skulle hun også det? Her var hun med sin egen art, hvor Junior havde været helt alene. En skæbne der bestemt ikke kunne være morsom! For hende måtte det værst tænkelige scenarie derfor også være, at hun blev udfordret som leder, tabte og blev udstødt, hvis ikke hun var så heldig at dø. ”Jeg er stadig sikker på, at du snarligt vil have vænnet dig til dit nye liv,” lød det blot var hende. Selv stillede hun sig for enden af bordet, hvor den større varulv og Junior lagde an til armbrydning. At gevinsten var en plads ved hendes side under jagten og maden, havde Rhaenys det ganske fint med. Selv var hun jo vant til, at det var således det foregik i koblet. At der konstant var ændring i hierarkiet, som der kun herskede den plads, som man konstant tilkæmpede sig. I et kobbel kunne man nemlig aldrig vide sig sikker, som man konstant skulle bevise sit værd, hvis man ønskede at ligge højt. Her var folk nemlig ikke bange for at tage hinandens plads, hvis de følte, at de kunne. Dog tænkte hun, at Junior højst sandsynligt ville ende med rengøringstjansen for denne gang..
”Begynd!” lød det fra den anden varulv der stod på sidelinjen med Rhaenys, som både Junior og den anden mand havde fået lukket fingrene om den andens hånd. Øjeblikkeligt trådte den store varulvs muskler frem i armen, som han spændte i det sekund at armlægningen blev sat i gang. Hvad den nye havde at byde ind med, var ikke til at sige, men de tænkte vel alle, at Junior var mere end pæn, end hvad han var stærk?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde levet alene i det, som efterhånden var rigtig mange år, og selvfølgelig var det noget, som kunne mærkes, selv for ham. Derfor var det en kæmpe omvæltning for ham, at skulle leve i et kobbel, men han måtte jo erkende, at det gik fint så langt. Han kunne jo lide det faktum, at de bare havde accepteret ham, fremfor at udfordre ham.. vende ryggen til ham, og lade som om, at han slet ikke eksisterede, hvilket man jo kunne sige, at han var vant til, der hvor han kom fra, selv på trods af sit navn. Her var han en i mængden, hvilket han virkelig godt kunne lide.
"Hvis jeg siger, at jeg allerede godt kan lide det?" spurgte Junior med et smil på læben. Det kunne godt være, at de udfordrede ham på denne måde, fordi at han var ny og for at se hvad han kunne byde ind med, hvilket han ikke havde noget imod. Han ville jo også gerne vise, at han ikke var den der stak halen mellem benene og holdt sig i baggrunden. Han følte sig.. skræmmende vel her blandt de andre, af hans egen slags. Hans næve lukkede sig om varulvens, også selvom han ikke regnede med andet end vasketjansen.
I det øjeblik, at der blev givet grønt lys, spændte Junior i sine muskler. De var langt fra så tydelige som denne mands, men de var der dog. Han prustede let. Manden var stærk.. virkelig stærk! Selvom han uden tvivl kæmpede imod, måtte hans hånd alligevel komme tættere og tættere på bordet. Han spændte i den anden hånd, som han havde bag på ryggen.. Han spændte faktisk i hele kroppen! Han måtte dog til sidst, give efter. Manden var for stærk. Hans næve endte med nærmest at blive hamret ned i bordet. Det var tungt!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv satte Rhaenys pris på, at Junior bare sprang ud i det og greb dagen! Selv ville hun også sige, at han endelig var kommet hjem, og derfor fandt hun det kun passende. Det var nemlig her han hørte til. Blandt koblet med resten af racen. Selv nærede hun nemlig den vision, at hele racen skulle samles til én stor en! Smilet trak hun på. Han nød allerede at være her? Typisk mænd, at de bare skulle spille med musklerne over for hende, inden de gav sig! ”Så siger jeg, velkommen hjem,” lød det tilfredst fra hende. Om hun var glad? På alle måder!
Som armlægningen blev sat i gang måtte Rhaenys og den anden varulv huje med for at højne stemningen. Som det skete måtte andre nysgerrige varulve også se med og være med til at heppe på, som var det pludselig blevet dem en fællesting. Yderst sociale var koblet dog også, og det var det som Rhaenys elskede allermest ved det. Relativt hurtigt måtte kampen dog være ovre, som synet ikke havde bedraget. Som Junior havde været mindre, havde han også været det fysisk svagere end sin modpart. ”Sådan, Glenn!” hujede hans ven, som Glenn – Juniors modstander – fik presset Juniors hånd ned i bordet. Hurtigt måtte dette dog afvikle en reaktion i hele koblet, som en anden mandlig varulv nu trådte frem. ”Det var jo ikke engang en kamp! Lad mig komme til,” lød mandens mørke stemme, inden han måtte puffe Junior væk fra bordet, så han selv kunne gribe om Glenns hånd. Som sagt var livet i koblet en evig hierarkisk kamp, og derfor var det end ikke vidst, om Glenn var den endelige sejrherre af den præmie, som han havde udstedt. Morende slap Rhaenys en latter, inden hun førte sit krus mjød op til læberne, som hun tog en slurk.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvorfor ikke bare springe ud i det? Det var jo sådan, at man fik mest ud af det, og det vidste Junior jo godt, og nu hvor han havde lovet at gøre en indsats, så var det skam også, hvad han havde tænkt sig at gøre, nu hvor han havde muligheden. Sandheden var jo, at han følte sig vel omkring dem. Han følte sig tryg omkring sin egen slags, hvilket han jo faktisk ikke havde regnet med, at han ville i udgangspunktet. Han sendte Rhaenys et let smil. "Jeg takker," sagde han blot. Han var jo faktisk utrolig glad for, at de havde taget så godt imod ham, som de nu havde gjort det.
Selvom Junior i øjeblikket, nok var mere et kønt ansigt, end han var en stærk mand, så var det jo kun fordi, at han ikke var vant til det. At lægge arm med sin egen slags, var jo helt grotesk! Derfor var kampen hurtigt ovre, og hans hånd måtte hamres direkte ned i bordet. Satans også! Manden havde uden tvivl været stærkere, end hvad Junior lige havde regnet med! Med andre ord, så havde han rengøringstjansen den næste uge? Ja, det var jo en fed måde, at ønskes velkommen til! Men igen.. Han havde jo selv accepteret termerne, så han kunne jo ikke gøre noget ved det. Han nåede lige at dreje hovedet, idet han blev puffet væk. "Nåh ja.. En hurtig fornøjelse.." Han rynkede let på næsen. Tilfreds var han på ingen måde. Faktisk måtte tanken om rengøring faktisk.. irritere ham! Han beviste jo ikke sit værd på den måde i hvert fald! Hvad mon de ikke ville tænke over det nu? Han lagde armene over kors.. Tydelig utilfreds.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Selv fulgte Rhaenys med i de daglige magtdemonstrationer, og derfor forundrede det på ingen made hende, at det foregik på denne her måde. Hun var vant til at se folk lægge arm, eller slås på anden given måde, og derfor fandt hun det hele ganske naturligt. At Junior ikke brød sig om kampens udfald, kunne hun ikke gøre noget ved. Det var nemlig ikke op til hende, men derimod op til ham at skabe sig en plads i koblet. Her kom man nemlig ikke sovende til, som man var nødsaget til at bevise sit værd, hvis man ville opnå noget. Med sit mjødkrus i hånden, bevægede hun sig roligt over på siden af Junior, hvor hun slyngede en arm over hans skulder. At han på ingen måde var vant til denne form for nærkontakt, og at han følte, at hun var alt for letpåklædt, tænkte hun ikke over. ”Op med humøret, Junior!” lød det energisk fra hende. ”Udfordre en ny og forsøg dig med en bedre plads. Ud fra din størrelse, må jeg dog også indrømme, at Glenn var noget af en modstander at vælge.” Hendes brune øjne glimtede af morskab. Kammeratligt slog hun ham let på ryggen, inden hun tog sin arm til sig igen. ”At leve i et kobbel er en konstant hierarkisk kamp. Medmindre du udstråler, at ingen kan tage din plads, vil du næsten dagligt blive udfordret, som folk altid vil forsøge at stige i graderne.” Kedeligt var livet her bestemt ikke, som der altid skete noget. Spændende fandt hun det, som det var en blanding af al det sociale og den hierarkiske kamp. Junior skulle nok også falde til i al dette. Enten ville han finde en plads blandt de laverestående, eller også ville han opbygge nogle muskler og komme ind blandt jagerne og beskytterne.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var en kæmpe omvæltning for Junior, at det var således, at det foregik. At lægge arm, havde han primært gjort med Kimeya dengang de havde boet under samme tag, og havde fået lidt for meget indenbords. Dengang hvor det havde været så dejlig nemt at slå manden. Det kunne man jo ikke ligefrem just sige, at det var her. Her var det en hverdag, som han skulle vænne sig til. Udfaldet var ikke just noget, som var faldet i hans gode jord, da han nu også vidste, at vasketjansen var hans. Det var ikke just sådan, at han ville mene, at man gjorde det bedste førstehåndsindtryk.
Hans blik søgte til Rhaenys, som kom ham i møde. At hun bare slyngede armen om ham, som han havde været her hele sit liv, overraskede ham en anelse. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. Som leder, gik han ud fra, at hun heller ikke just var vant til noget, der mindede om en vasketjans. Hun besad vel en styrke, som han et sted kun måtte misunde. Et sted kunne man vel næsten beskrive det som en drivkraft, til at komme stærkt igen. Nu havde han en grund til at skulle gøre noget ud af det, i hvert fald! "Du opfordrer mig direkte til at prøve igen? Når dem der sidder ved bordet, uden tvivl er stærkere end mig?" Han vidste ikke, om han først skulle give det tid, eller hvad han skulle. Han ville ikke kunne slå dem som sad ved bordet uanset.
Kort måtte Junior skæve til hendes ekstrem sparsommelige beklædning, inden han let rystede på hovedet. Det var virkelig en helt anden verden, som han havde valgt at træde ind i. Det måtte han da nok sige. Det kunne godt være, at ha nikke havde de største muskler lige nu, men de kunne vente sig. "Bare vent. Jeg skal nok komme stærkt igen." Han sendte hende et let smil og så mod dem igen, som tilråb og alt forekom, da de to store mænd, straks begyndte at lægge arm. Junior derimod iagttagede sin modstander på afstand. Han skulle nok finde de svage punkter før eller siden.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Ej var Rhaenys i samme dilemma som Junior, som hun havde sin plads i koblet. Desuden.. hvis hun en dag blev overmandet af en anden varulv, så betød det jo kun, at hun ikke var den rette leder for racen. Trist ville det uden tvivl være, hvis det var således, men stadig måtte hun tænke, at det der var bedst for koblet var det vigtigste. ”Hvis ikke du er tilfreds med din plads, er der kun en vej frem, og dertil er der ingen der hjælper dig. Hvis du mener, at du har noget særligt at byde ind med, må du vise, at du hører til der,” fortalte hun ærligt. ”Hvis ikke du har fysikken med dig, findes der dog andre muligheder. Du behøver nemlig ikke nødvendigvis at være en jæger, en beskytter af koblet eller noget i den stil.” Bare fordi, at man var mand behøvede man ikke at kunne spille med musklerne. Det var dog at foretrække, hvor man som mand også ville falde hurtigt ud fra gruppen, hvis man var en … svans. Sandt var det nemlig, at varulvene var en meget maskulin race. Derfor havde hun også haft sit at bevise som en kvindelig leder. Hvilken plads Junior ville få blandt racen, vidste hun ikke, men spændt var hun på at finde ud af det. Særligt fordi, at hun var sikker på, at han blev her. At Junior måtte skæve til hendes beklædning, bemærkede hun skam godt. Øjne havde hun trods alt, men ej lod hun sig røre af det. Hvorfor skulle hun også det? Genert havde hun nemlig aldrig været. Smilet trak hun på. ”Bare rolig, min kære Junior.. Inden længe vil du glædeligt løbe nøgen rundt,” endte hun kækt med at sige, alt imens hun blinkede til ham. Ville han mon gå så vidt, som til at rødme? Har var jo i forvejen voldsomt forlegen over nøgenhed.. og tøj der ikke indebar, at man var blevet pakket ind i et tykt tæppe.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var ikke et sekund i tvivl om, at Rhaenys var den rette til jobbet som leder af koblet. Han måtte jo sige, at stemningen her, var fantastisk, og det var noget af det, som han særligt godt kunne lide. Han rystede let på hovedet. Han havde heller ikke tænkt sig, at vise sig som en svans, og slet ikke som den nye mand i koblet, men når han ikke rigtigt vidste, hvad han kunne tilbyde dem, så var det jo faktisk også svært, når det foregik på denne her måde. "Jeg skal finde ud af, hvad jeg kan bidrage med, samt se konkurrenterne an.. så skal jeg tidsnok finde min plads." forsikrede han med en rolig stemme. Selvom han var utilfreds, så var han bestemt ikke villig til bare at kaste håndklædet i ringen. Hvordan ville det da ikke lige fremstille ham? Det var i hvert fald ikke det, som han ønskede at vise dem!
At hun stod der i næsten ingenting, var et syn, som Junior helt klart skulle vænne sig til! Han rystede let på hovedet. Han ville ikke rødme. Det var han dog for meget mand til. Han var bare ikke vant til at se nogen rende rundt i den mundering! Eller manglen på det samme! "Om jeg bliver vant til det.. måske.. det er stadig bare underligt for mig, at se det." Denne gang måtte man jo alligevel sige, at han var langt mere åben og optimistisk omkring det her. Han kunne faktisk rigtig godt lide at være her, så det måtte uden tvivl også være en kæmpe ros til hende, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. "Jeg må dog sige, at jeg kan lide stemningen her, Rhaenys. Jeg tror nu godt, at selvom jeg nu har fået den næste uges vasketjans, at jeg vil falde til her," sagde han med et smil på læben.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At Junior nok skulle finde sin plads i koblet, var Rhaenys end ikke i tvivl om. Det gjorde de alle jo før eller siden. Det var jo blot at give det tid. Se, hvad det hele drejede sig om, samt finde ud af, hvad man kunne lide og ikke. Det var trods alt også således, at hun var blevet leder for koblet. Som varulv var man nemlig ikke født til at blive leder. Det var noget man kæmpede sig til, og den sti havde hun fundet, som hun først havde været den tidligere leder tæt. ”Det er jeg ikke i tvivl om, at du vil, om det så bliver det ene eller det andet,” sagde hun roligt. Velkomne var alle varulve her, og derfor var hun vis på, at der også var en plads til Junior. Særligt som han allerede nævnte, at han kunne lide at være her. At han endnu ikke delte hendes eller resten af koblets optik omkring påklædning og nøgenhed, tog Rhaenys ikke så tungt igen. Selv var hun jo sikker på, at det nok skulle komme. Der var også en vis frihed i at tænke på den måde, fremfor som resten af verdenen. ”Bare vent til næste fuldmåne,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Der ville det jo vrimle med nøgne mennesker før og efter, som tøjet jo ikke var en del af forvandlingen. Dog ville han højst sandsynligt få andet at tænke på, når det kom dertil. Særligt som han havde hentydet, at det var forvandlingerne der vakte ham problemer. Selv kunne hun heldigvis hjælpe sig selv godt igennem forvandlingen, som hun var så erfaren, som hun nu engang var blevet. Derfor kunne hun hurtige forvandle sig i forhold til en helt ny en. Hun trak på smilet. ”Jeg er sikker på, at du vil falde til her.. Det har jeg aldrig betvivlet.” At han nu kunne se det, som hun for timer tilbage havde kunnet se, glædede hende kun.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var ikke et sekund i tvivl om, at han nok skulle finde sin plads. Han var i hvert fald lang mere åben for det nu, end hvad han havde været tidligere. Det var i hvert fald til at mærke, og det kunne da også tydeligt mærkes i øjeblikket. Hovedet lod han søge på sned, som han sendte hende et smil. Det handlede jo om at holde hovedet højt, og ikke vise sig som en svans. Så meget havde han da fundet ud af. "Jeg har aldrig tænkt på det, som et led i et kobbel, må jeg sige. Jeg skal bare finde ud af det hele," sagde han. Nu havde han rendt rundt alene i så lang tid, og taget sig af det hele, fordi at hans datter ikke boede hjemme, og særligt efter at han havde mistet Cayla. Derfra havde det omlagt hele hans liv.
Fuldmånen.. En problematik, som ikke Junior rigtigt havde tænkt over. I forvejen,var han jo vant til at låse sig selv af vejen, og faktisk gemme det væsen, som han var.. Han vidste ikke hvordan han ville reagere udenfor en celle under månen. Den kontrol havde han ikke just. "Den er jeg spændt på.." sagde han med en rolig stemme, hvorefter han let trak på skuldrene. Armene lod han falde over kors. Langsomt måtte hans blik søge hendes ansigt. Han måtte jo nærmest kæmpe, for ikke at kigge på hendes krop. Det var bare svært, når der var så meget af den, og den var så tydelig at komme til! Han smilede let for sig selv. "Ser man væk fra en temmelig pinlig udfordring.. så har de også taget vel imod mig," sagde han med en rolig stemme. Det var jo alt sammen noget, som han rigtig godt kunne lide.