What should I do..?

[Damien Nathanael Adams]

Det var meget muligt, at det ikke var hans pligt at hjælpe ham, men det ændrede jo ikke på det faktum, at han virkelig gerne ville. Han brummede svagt, idet at han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Frustrerende var det virkelig, at han intet kunne gøre, og særligt, når det var på denne her måde. At hun strøg over hans skæl, havde han intet imod. Det var jo gået op for ham, at hun intet ville gøre, for at gøre ham noget ondt, og derfor så han heller ikke nogen grund til at være så påpasselig og på vagt hele tiden. Selv for ham, kunne det rent faktisk være meget trættende i længden.
#Det er muligt, at det ikke er min pligt, men af den grund, så ønsker jeg jo at hjælpe dig,# pointerede han dog. Det var muligt, at han i øjeblikket, slet ikke var i stand til det.. Men gud hvor han dog gerne ville, og særligt når han vidste, at det ikke engang var sikkert, at de ville få hinanden at se igen. Det var i forvejen meget sjældent, at han søgte ud.
#Det er heldigt i dag, at vi mødtes.. Jeg er så sjældent ude.. Særligt alene.# Sagen var vel, at han ikke var særlig social anlagt.. men hun forstod sig på drager, og derved også det væsen, som han var mest i hans egen hverdag.. den psyke som han var indstillet på. Det var jo også derfor, at han jo gerne ville have haft hende med sig. #Jeg er beæret over, at møde et væsen som dig,# tilføjede han dog ærligt.

[Deleted]

Det var utroligt, at han rent faktisk måtte have det sådan, han talte på intet tidspunkt usandt, han var ærlig, hele vejen igennem. Hvilket i den grad gjorde indtryk positivt. Naydina måtte forsætte med at stryge ham i ny og næ, som hun kunne komme til det. Det var altså ej sikkert de så hinanden igen, det var der jo ganske vidst intet at gøre ved, men hun håbede da inderligt de ville støde på hinanden igen. Naydina sendte ham et forsigtigt smil.
"Jeg forstår slet ikke hvordan det kan være sådan, jeg er virkelig smigret. Det er mere end hvad jeg er van til. Langt mere." I hvert fald når det kom til en fremmede. Mister J havde jo allerede haft vist hvor interessen kom fra da han havde reddet hende, den var anderledes, og han var uærlig på punkter hun ikke forstod. Denne mand, var ren. Ud over når det kom til at sige ting var lige meget, hans humør fra da hun stødte på ham, det var den eneste usande ting. Beæret? Over at møde hende? Hun blussede blidt i kinderne, han mente det jo for pokker, det var det værste! Han mente det faktisk. Men hvorfor?
"Jeg ved hvorfor jeg er beæret over vores møde, jeg elsker og fascinere drager, selv formskiftere. Men hvad er der specielt ved sølle mig?" Kom det stille og næsten genert fra hende, hun var ikke van til at det ligefrem måtte være en ære, når de end ikke kendte hinanden. Naydina begyndte at fumle med sit hår igen, snurre det rundt.

[Damien Nathanael Adams]

Hvorfor skulle Damien lyve, når han sad overfor en smuk kvinde som hende, som rent faktisk roste ham, snakket med ham, som var han en ligemand, og endda uden at dømme ham på noget som helst først? Det var uden tvivl noget, som i særdeleshed, måtte falde i ekstrem god jord hos ham, og det kunne han godt lide. Han brummede svagt, som han denne gang lagde sig tæt ved hende. Nysgerrig som han var, ønskede han jo trods alt heller ikke, at dette møde, skulle afsluttes, selvom han vidste, at han burde søge tilbage til Neutranium. Denjarna forventede vel at finde ham sovende i tronestolen når solen stod op i morgen?
#Er den slags, slet ikke normalt der hvor du kommer fra?# spurgte han denne gang meget forundret, for det var jo slet ikke noget som han kunne forstå. Her gjorde man da i det mindste den slags. Han forsøgte med det i hvert fald, selvom det ikke altid var lige nemt, kunne man jo sige.
Hvad der var specielt ved hende? Sølle hende? Sølle var hun bestemt ikke! Han hævede hovedet mod hende, hvor han lod det søge let på sned. Han blinkede med de ravgule øjne. #Du har aldrig været sølle, Naydina... Hvad får dig til at sige den slags ting?# spurgte han. Han slog med halen. Aldrig havde han hørt en smuk kvinde nedgøre sig selv på den måde. Det lå jo langt udenfor hans fatteevne!

[Deleted]

Et overbærende smil gled over hendes læber.
"Slaveopvækst Damien, jeg betegner mig selv som den sidste i fødekæden. Det er ikke noget som bare lige forsvinder over dage eller uger, jeg er trods alt blevet opdraget til at have det på denne måde. Det er hvad, som for mig, er normalt." Forklarede hun, det gjorde hende ikke spor, nej langt fra faktisk. Han havde lagt sig tæt ved hende, hvilket hun jo måtte udnytte, så hendes fingre strøg derfor over hans skæl. Det var den mest beroligende følelse i verden for hende, at være i nærheden af en drage. Det fik hende til at smile, som hun forsat strøg ham glædeligt.
"Jeg er ikke van til så ærlige folk. De fleste plejer at tale usandt, fordi de skjuler noget. Men ikke Dem." Lød det blidt fra hende, som hun så ned mod ham. Det var rart at have en at snakke med, en som var ærlig og så omsorgsfuld. Trods de jo ikke kendte hinanden som sådan, men hun ville elske at lære ham af kende, tilbringe mere tid med ham. Det lod dog ikke til at være aktuelt. Hvilket jo var trist. Blidt søgte hun at nusse ham under hovedet, samt langs hans hals.
"Hvis jeg nu virkelig ønskede at se Dem igen, ville det så være helt umuligt?" Spurgte hun så forsigtigt.

[Damien Nathanael Adams]

Slavestand.. Damien kunne slet ikke lide lyden af de ord, og det var han skam heller ikke tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være. Han rystede kort på hovedet. Det var slet ikke meningen, at nogen skulle snakke sådan om sig selv, også selvom det måske var nemmere for hende at gøre det, så var det bare ikke meningen, at det skulle være en nødvendighed.
#Det er desværre ikke sådan, at man kan tænke om tingene i det her samfund, kære Naydina.. Desværre. Jeg håber for dig, at det bliver nemmere over tid.# Denne gang lod han hende stryge ham over skællene, for han kunne godt lide det. Nu var det jo heller ikke fordi, at hun nogensinde havde handlet eller gjort noget som helst, som i den forbindelse, skulle gøre ondt eller smerte på ham, og det kunne han naturligvis godt lide, så alene det, var heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge skjul på. Han prustede ganske let, inden han lagde hovedet ned igen.
#Ikke har jeg nogen grund til at tale usandt,# sagde han blot, som han lod hovedet hvile i retningen af hendes skikkelse. Han slog let med halen. Ville hun virkelig gerne møde ham igen? Skulle han sige, hvor han holdt til? Tænk hvis det skræmte hende væk.. det ønskede han jo trods alt heller ikke. #Det kan lade sig gøre.. Jeg holder til på Neutranium,# fortalte han blot. Han var virkelig bange for, at det ville skræmme hende væk.

[Deleted]

Så rar han var, forstod hun virkelig ikke hadet til denne race, hun måtte se om hun kunne få fred mellem dem, selvom de fleste formskiftere levede lykkeligt uvidende omkring hvordan mange drageryttere måtte have det med dem. Hendes blik hvilede på ham, han var virkelig kær i så lille en skikkelse, hun var helt fristet til at trække ham op i sine arme og kramme ham ind til sig. Som folk havde det med hundehvalpe, sådan havde hun det med draget et sted.
"De er virkelig sød Damien. Jeg håber selv jeg bliver van til denne verden." Lød det blidt fra hende, hun var positiv og holdt sig oppe, det var nemt når han var så støttende og rar. Det var i hvert fald hans skyld hun var i bedre humør, hun sendte ham et stort smil og nussede videre om ham. Hvor han hørte til, det anede hun ikke, og hun kendte intet til navnene på byer eller bygninger her, så det var svært for hende at vide hvad han faktisk måtte mene.
"Jeg.... ved ikke hvor det er." Lød det stille fra hende, som hun måtte læne sig lidt mod ham for bedre at kunne nusse ham, og støtte anerledes, hendes haleben var begyndt at blive ømt af den hårde jord under hende. Så var ballen bedre at hvile på. Hun sukkede blidt, afslappet, det var rart dette her, hun følte sig faktisk utrolig glad ved at han ønskede at se hende igen. Det var i hvert fald hvad han måtte give udtryk for. En dag, en dag kunne hun måske selv rejse lidt rundt, få lov til at møde folk.
"Jeg tror stedet jeg høre til nu, hedder Peula." Fortalte hun med et smil, hvis han nu ville opsøge hende, så vidste han nok mere om landene end hvad hun selv måtte gøre. Tænk sig at kunne flyve hvor hen man ville.

[Damien Nathanael Adams]

Damien havde aldrig rigtigt forstået, at der skulle hvile et had mellem hans slags, og dragerytterne. Aldrig havde han gjort noget som helst, for at skulle smide yderligere brænde på gløderne. Han levede jo bare et liv, og dette var jo så trods alt hans mest ønskede og mest komfortable skikkelse, at befinde sig i. Der lå jo trods alt heller ikke noget andet i det, kunne man jo sige.
#Det skal nok komme, om den mand, du er sammen med, lader dig.. og hjælper dig med det,# endte han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hende. Han lagde sig mere end glædeligt ned, sådan som hun nussede ham, for det føles virkelig godt! Selv der, var han nok mere et dyr, end hvad han måtte være noget andet, og det var nu bare sådan at det var. Han var et dyr af sind i mange henseender. Han trak vejret dybt og brummede svagt for sig selv. Næsten som en hund, gled han om på siden, så hun kunne komme til. Maven havde nu altid været et svagt punkt for ham, som han elskede at få nusset.
#Det er ikke langt herfra,# begyndte han med en rolig stemme. Neutranium, var det store slot, som udgjorde landets centrum, så det var faktisk ikke så svært at finde.. Og hun hørte til ved Peula? Han blinkede med øjnene. #Holder du til ved havnen?# spurgte han videre. Nysgerrig som han var.. Han ville jo også gerne vide, hvor han kunne have mulighed for at finde hende, hvis han selv tog turen ud igen. Han følte jo virkelig, at han kunne stole på hende.

[Deleted]

Mon ikke at hun nok skulle finde ud af alting med Mister J? De var da blevet bedre til at tale sammen, uden at hun var ved at græde sine øjne ud fordi hun var bange for han ville give hende væk. Alt hun ønskede var at blive ved ham og tjene dragerne og deres ryttere. Hun nikkede roligt enig til hans ord, det skulle alt sammen nok gå i sidste ende, det var hun sikker på. Det var bare forvirrende, og det hylede hende naturligvis ud af den, hun sendte ham et forsigtigt smil. Stedet han hørte til var ikke langt derfra, men hvor? Hun kunne huske navnet, så hun kunne vel altid spørger om vej hvis hun en dag faktisk fik så løse tøjler, selvom det ville være virkelig underligt!
"Nej, vi bor ude på en eng, hvor der er plads til dragerne. Vi regner med at finde flere, mange flere." Lød det drømmende og glad fra hende, der var ingen tvivl om hvor meget hun så op til drager. Hendes fingre nussede hen over hans mave, som han lå der og vred sig som en kælen hund. Det var rimelig kært. Hendes øjne strålede, hun havde det rigtig godt lige nu. Hvis de så hinanden igen, og han søgte ud til hende, måtte hun sørger for at få Mister J til at respektere hun ønskede at se formskiftere, såvel som rigtige drager. Men hvordan gjorde hun lige det?
"Jeg må hellere søge tilbage Damien, der er ingen grund til at gøre ham nervøs for der er sket mig noget." Lød det blidt fra hende, selvom hun ville ønske hun kunne blive siddende, så gik det nok ikke.

[Damien Nathanael Adams]

At dette møde, var ved at gå mod sin ende, var måske ikke så tosset igen, var det? Det var jo heller ikke fordi at Damien ønskede at bringe hende yderligere i problemer, end hvad hun følte, at hun var i øjeblikket. Det var i hvert fald slet ikke hans intentioner med noget som helst af dette. At de boede ude på engen, hvor der var plads til dragerne, og med håbet om, at der ville komme flere, var uden tvivl noget, som kom bag på ham. Hvor mange var der egentlig derude? Åbenbart mange flere, end hvad han i første øjekast, måtte regne med, og selvfølgelig var det med til at gøre ham en kende urolig.
#Det må jeg sige. Det lyder.. fascinerende,# sagde han endeligt, som han vendte blikket mod hende. Her lå han i sin mest sårbare position: På ryggen, hvor hun kunne komme til. Lige hvad angik den slags, så var han ikke andet, end en lille hund? Han vendte sig mod hende. Hun ville videre, hvilket han godt kunne forstå, men det ændrede ikke på det faktum, at det ikke var noget, som faldt helt i hand gode jord. Han prustede let, inden han vendte om og lagde sig på maven i stedet for. #Er du virkelig nødt til at gå?# spurgte han med en dæmpet stemme. Sagen var jo, at han slet ikke ønskede, at hun skulle gå nogen steder. Han kunne jo lide at snakke med hende.

[Deleted]

Det var jo en tur for at søge et bad, og så tilbage igen, hun ville ikke gøre Mister J unødigt bekymret og at finde hende med en formskifter igen ville nok ikke ligefrem skabe en god stemning. Derfor måtte hun også vaske sig igen, for Harley ville sygeligt jaloux gå efter Damien med det samme, uden at Naydina kunne gøre noget som helst ved det. Hun smilede varmt, det var rart dette her, og hun håbede jo virkelig det måtte ske igen, at de kunne se hinanden.
"Det er storslået." Lød det begejstret fra hende, hun var virkelig spændt på hvordan det ville ende, hvis de fandt flere drageryttere altså, hun manglede dem nemlig, flere drager, hun kunne ikke få nok! Det var næsten en hel afhængighed, eller, hun fik jo sit dragefix ved Harley og Jack, men hun ville opleve flere, mange flere! Naydina sukkede lettere tungt som han spurgte, han måtte ikke sige det på den måde, det gjorde det jo faktisk svært at forlade ham.
"Det bliver jeg nød til Damien, men jeg ville blive hvis jeg kunne." Lød det stille fra hende, inden hun sendte ham et svagt smil, det forsvandt dog hurtigt, inden hun blidt strøg ham hen over ryggen, for så at rejse sig op igen. Mon hun nogensinde ville se hans menneskelige skikkelse? Et sted gjorde det hende faktisk intet det var et mysterie, hun kunne godt lide ham som drage. De ville se hinanden igen, det var hun næsten sikker på, men hvornår, det vidste hun ikke.

[Damien Nathanael Adams]

Damien ønskede virkelig ikke, at dette møde skulle stoppe, men derimod vidste han også godt, at det ville være begrænset, hvad han kunne gøre ved det. Hun havde et andet sted at være, og han var jo heller ikke ude på, at få hende i problemer. Selv burde han søge hjem, så han kunne nå noget søvn, inden det ville gå helt galt, for det ønskede han jo trods alt heller ikke ligefrem.
En svag brummen forlod Damien, som han sænkede hovedet. Hvordan de drager som hun normalt færdes omkring, ville acceptere ham.. eller mangel på samme, vidste han faktisk ikke, og det gjorde ham da naturligvis også urolig et eller andet sted. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som han nu ville det eller ikke. #Det lyder sådan.# Et sted var han vel allerede trist nu? Det var slet ikke noget, der lignede ham, og særligt ikke som det var lige nu.
Hvorvidt om hun ville komme til at se ham i hans sande menneskelige skikkelse, vidste han ikke. Han viste den virkelig ikke overfor særlig mange. Han sænkede hovedet og nikkede så forståelsesfuldt. Det var jo ikke rigtigt fordi, at han kunne lægge andet i det. #Jeg forstår..# Han bakkede en anelse væk. Hun var nødt til det.. Han burde også det samme. Han vendte blikket op mod himlen. Det var bare ikke noget, som han havde lyst til.

[Deleted]

Det var underligt for ham måske, men for hende var hun van til at knytte sig til drager næsten med det samme, for hende var det faktisk en virkelig god og dejlig ting. Hun nød godt af det hang sådan sammen. Hendes blik hvilede mod ham, han virkede virkelig til ikke at ville have hun tog afsted, og et sted, ville hun jo heller ikke lige nu, det var rart dette her, en at snakke med ud over Mister J. Amy havde hun nemlig ikke set længe, hun havde vel travlt, og stakkels Naydina havde ellers kun de andre drager og rytter, men den kvinde lod ikke til at bryde sig om hende. Desværre. Hvorimod hendes drage lidt for godt kunne lide hende. Roligt søgte hun ham dog igen, inden hun gled yndefuldt i knæ og derefter krammede ham forsigtigt ind til sig.
"Vi ses igen, det lover jeg." Lød det blidt fra hende, inden hun kyssede ham blidt på hovedet og derefter slap ham igen. Nu skulle hun virkelig vaskes! Og tøjet ligeså. Derfor ville hun nok bare gå i med det hele, for så at søge tilbage til Mister J og få noget tørt tøj på og blive tør på ny. Hun sendte ham et opmuntrende smil og strøg ham over ryggen.
"En skønne dag, så har jeg fundet ud af det hele, og så kan vi ses uden jeg er helt forvirret." Lo hun sødt.

[Damien Nathanael Adams]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Damien ikke ønskede, at mødet her skulle stoppe, og særligt fordi, at det var så sjældent at han kom overens med nogen som helst. Det virkede jo rent faktisk til, at hun havde en vis fornemmelse for forståelse for ham, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
At hun derimod tog fat om ham, og trak ham ind mod sig i et kram, var noget som for alvor fik det lille hjerte til at hamre. Det var nemlig kun noget som Denjarna og Jarniqa havde fået lov til. Han satte de små forben mod hendes skuldre.. men uden at skubbe hende væk. Mere fordi at han ikke rigtigt kunne finde ud af, hvordan han skulle reagere på alt dette.
#Det er noget, som jeg så har at se frem til. Det glæder jeg mig til, Naydina,# forsikrede han hende med en rolig stemme. Kunne han smile, så havde han gjort det, men det var jo ikke just noget, som han kunne i denne skikkelse, kunne man jo sige. Han satte alle benene på jorden igen, som hun denne gang valgte at give slip på ham. Han ville finde hende.. Han kunne trygt love hende for, at han ville gøre, hvad han kunne for at finde hende igen. #Jeg vil se frem til at møde dig igen.. Jeg kan forstå, at du har steder at være.# Med andre ord, så ville han heller ikke opholde hende mere.. Også selvom han stadig ikke ønskede, at de skulle gå hvert til sit.

[Deleted]

Det var en meget spontan ting af hende af gøre, men det havde føltes som noget han trængte til, såvel som hende selv, et kram. Hun havde kysset hans lille hoved og sat ham fra sig igen, han var virkelig noget af det mest kære og hun var uden tvivl glad for at have mødt ham. Han så hende virkelig som noget værd, og at han så flot havde kæmpet for at forstå, samt hjælpe, det betød alverden for hende. Naydina var en varm kvinde, uden tvivl omsorgsfuld og når det kom til drager, var hun lige det mere af det hele, hun elskede dem virkelig, formskifter eller rigtig drage, de bar samme lugte, måde at tale på, opfører sig på, udseendet. Enhver detalje stemte næsten over ens. Desuden bar formskifterne ikke dragen i ondskab eller hån, men med stolthed, hvilket da måtte gøre Mister J og Harley tilfredse. Trist var det, men en nødvendighed.
"Ligeså vil jeg glæde mig Damien. Pas på Dem selv indtil vi ses igen." Lød det blidt fra hende, inden hun sendte ham et stort og varmt smil. Roligt søgte hun vandet igen, denne gang hoppede hun i med tøj og det hele. Hun svømmede godt rundt, fik skyllet kroppen og tøjet godt, så det lugtede mere af sø end noget andet, og dernæst, vendte hun snuden tilbage mod Mister J og Harley, de ville ikke kunne dufte ham på hende, så han var i sikkerhed og ligeså var hun ude af problemer.

//out

[Damien Nathanael Adams]

Damien var virkelig ikke indstillet på, at dette møde var færdig, også selvom han skam havde forståelsen for, at hun følte, at det var en nødvendighed. Han havde også allerede optaget alt for meget af hendes tid. Han brummede svagt for sig selv. Det var yderst sjældent at han følte sådan her omkring nye, og særligt nogen som han først lige var ved at lære at kende.. Men den forståelse, som hun udviste for ham og hans væsen, så kunne han heller ikke undgå at bide sig fast i det.
#Jeg håber, at vi får muligheden for at mødes atter en dag,# fortalte han roligt. Igen var han lykkelig uvidende om, hvad han kunne forvene sig derude, og det kunne da uden tvivl også godt mærkes. Han slog blikket mod himlen, som hun søgte tilbage til vandet. At det var for at fjerne hans duft, fandt han trist.. At det overhovedet skulle vise sig, at være en nødvendighed...
Med tankerne i sinde, spredte han vingerne, for selv at sætte af igen. Han burde søge tilbage til Neutranium, så selv han kunne få lov til at få noget hvile, inden daggryet, og Denjarna atter ville vågne. Han satte kursen direkte op mod himlen, inden han søgte i retningen af slottet. Det var nok også på tide at søge hjemover nu.

//Out