What should I do..?

[Damien Nathanael Adams]

@naydina

---

Det var en temmelig sen aften, da Damien søgte bort fra Neutranium, for at tage turen over nattehimlen. For denne nat, havde Denjarna valgt at slæbe en anden mand med sig hjem, og derfor forvise ham fra de kongelige gemakker, hvor han plejede at sove. Det var svært for ham, at acceptere, at det var således, at tingene skulle forholde sig. 
I den nuværende skikkelse, var han nemlig ikke særlig stor, men derimod en passelig størrelse til at hvile på skuldrene til de menneskelige væsner. Han landede lige ved den store sø. Her havde han tilbragt meget af sin tid, og lige at få noget luft, inden han søgte retur, var vel ikke farligt?
En svag brummen forlod ham i ren og skær frustration, da det på ingen måder, var noget, som passede ham, at skulle acceptere. Bare tanken om denne Gabriel, gjorde ham direkte tosset! Ikke ønskede han, at nogen, skulle i nærheden af Denjarna, og slet ikke så tæt på, at de kom hende så kropslig nær! 

En næsten fortvivlet piben brød hans mund, idet han søgte ned langs vandet. Når det var mørkt, kunne han da i det mindste, lade som absolut ingenting, for det var de færreste, som så ham.. Foruden de næsten gyldne og lysende øjne, når månelyset faldt rigtigt. Vingerne trak han ind mod sin krop. Klørene lod han rive over jorden under ham, som han let slog med halen.
Her valgte han at sætte sig ned. Frustrerende, som det hele nu måtte være, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det. Denjarna, var den som bestemte.. Var det underligt, at han hadede den tanke? Han ville jo blot passe på hende. 

[Deleted]

Efter at have fløjet en del med Mister J og Harley, var de kommet hertil, og hun vidste faktisk ikke engang hvor det var, hvad skulle de overhovedet? Hun sukkede tungt, lige nu havde hun brug for en gåtur, og gerne et bad, hvilket Mister J havde givet hende lov til. Med rolige skridt gik hun igennem landskabet og nød den anderledes natur som var her. Hendes blik gled over enhver del, og til sidst måtte hun skimte en sø, hvilket fik hende til at sætte farten op. Lige nu var det virkelig alt hun havde brug for, et køligt bad i en sø og ro til hovedet. Hun var stadig ikke helt klar over hvad hun skulle stille op med sig selv, langt fra faktisk. Da hun nåede vandet, måtte hun se et dyr langs det, hun stoppede op og klemte øjnene sammen og så lidt efter, var det? En drage.... Hun stoppede helt op, den var så lille! Så nuttet! Hun holdte næsten vejret som hun stirrede fascineret på dyret, hun gled blidt i knæ, ikke langt derfra og studerede ham, så fin han var! Mon dette var endnu en formskifter? I så fald var han ikke sikker lige her, langt fra faktisk, ikke med Mister J i nærheden. Hun måtte sænke en klump, hun ønskede frygteligt meget at den strid måtte stoppe, for hun kunne ikke bære tanken om at et væsen som bar noget så ædelt som formen i drageskikkelse, skulle være noget imod Nami. Det kunne hun ikke se, det kunne hun virkelig ikke.
"Er De en formskifter?" Spurgte hun ganske direkte, forhåbentlig uden at give ham et chok, for det ville bestemt ikke være hendes mening. Godt søen var der, for så kunne hun vaske sig og så kunne Harley ikke skulle søge efter nogen andre at ville æde. Det gik hende virkelig på det skulle være sådan!

[Damien Nathanael Adams]

Damien gjorde ikke noget, for at genere nogen, og det havde han aldrig gjort. Han følte i øjeblikket bare, at han var smidt ud hjemmefra, hvilket i forvejen, ikke var en tanke, som han brød sig om. Han lagde sig ved vandet, og stirrede ud over det. Selvom han kunne høre skridt ikke langt fra ham, så var han vant til, at folk lod ham være i fred, for han kunne være farlig.. Meget, hvis det skulle vise sig, at blive nødvendigt. Stemmen fik ham til at hæve blikket i retningen af en kvindelig skikkelse. Enhver, som var fast borger her i Manjarno, vidste at han var side om side med dronningen af landet. De gule og intense øjne, vendte han direkte mod hendes skikkelse igen.
#Det er jeg,# svarede han med en ærlig stemme, da han ikke ville skjule det. Han kunne skifte form som han lystede, hvor det var dragen, som var hans mest foretrukkende lige nu om ikke andet. Han slog let med halen, inden han hævede sig en anelse. Han var ikke særlig stor. Han kunne dog ligeledes skifte form og størrelse, hvis det var det, som han var interesseret i. Hvem var hun dog? Det var ikke en skikkelse, som han kendte, og han havde efterhånden set mange, som han havde hvilet langs Denjarnas skuldre, for det var det, som han havde haft det bedst med, men siden hun nu havde sent ham bort, så følte han det vel som et svigt? Et svigt, som han pludselig skulle til at leve med. #Hvem er du?# fortsatte han. Skulle han være påpasselig?

[Deleted]

Naydina havde løst glat sort hår, det havde ikke været i en fletning længe og lå derfor smukt ned over hendes skuldre. Kroppen bar en fin hvid top som kun lige dækkede hendes barm, samt en halvlang flæset nederdel i hvis ligeså, med perler til pynt her og der. De nysgerrige øjne hvilede intenst på ham, uanset race, så var en drage smuk, og han var end ikke en undtagelse. Langt fra faktisk. Hun var i sind underkastet dem alle, sådan var hun ganske enkelt bare, og det var for en del svært at forstå. Forsigtigt første hun håret om bag øret, mens hun nikkede forsigtigt til at hun havde ret. Ganske direkte virkede denne mand så også til at være, hun gik da ud fra det var en mand, det var en mandelig stemme i hendes hoved i hvert fald, men så igen, formskiftere kunne vidst også ændre sit køn.
"Mit navn er Naydina, tjenerinde af Nami og dragerytternes leder." Præsenterede hun sig selv, hun lod hovedet søge på sned, han virkede til at være lettere nedtrykt da hun var ankommet, hun kunne have svoret en pibelyd havde forladt hans skikkelse. En tanke hun naturligvis ikke værdsatte.
"Kan jeg gøre noget for Dem?" Spurgte hun blidt, hun virkede omsorgsfuld og oprigtig. Hendes læber formede sig i et varmt smil, hun fandt det altid fascinerende at være nær drager, hvad enten det var formskiftere eller ej. De var alle bygget så forskelligt, det var utroligt, ufatteligt og ganske enkelt fantastisk smukt!

[Damien Nathanael Adams]

Kvinden virkede omsorgsfuld, hvilket var noget som Damien godt kunne lide. Alt taget i betragtning, så var han nu glad for den ændring, som hans liv havde taget, også selvom han ikke var tilfreds med det faktum, at Denjarna havde sendt ham væk, når han var vant til at have den faste plads på soveværelset - på sin pude, hvor han kunne ligge og passe på hende. Det var ødelagt nu, og han kunne intet gøre ved det. En tjener af Nami? Denne Nami havde han hørt om før. #Tjenerinde af Nami?# spurgte han, som sagde Dragerytterne ham intet. Han var ikke en drage ment i den forstand, selvom han fløj rundt med Denjarna - når hun ville. For nu, ventede han ven bare på den lange tur, som de skulle tage til den nyelige opdagede ø? Hun havde jo sagt, at hun ville have ham med sig på den farefulde færd. Og han lod hende ikke gøre andet.
Om der var noget som hun kunne gøre for ham? Hvad skulle hun da gøre for ham? #Du skal ikke gøre noget for mig, Naydina.# forsikrede han med en rolig stemme. Der var ingen, der skulle rende rundt og gøre alt muligt for ham, for det var overhovedet ikke meningen. Han var ikke nogen herre, hvor han derimod bare havde været... Damien. Der var ingen forskel i det henseende, kunne man jo sige. Han slog let med halen igen, hvor han lod hovedet søge på sned. Han sænkede hovedet igen, og vendte det ud mod vandet. Han var nedtrykt.. Og ikke underligt, med tanke på, at han lige nu, følte, at han var smidt ud for natten!

[Deleted]

Det var altid en dejlig ting at kunne fortælle om Nami, hun elskede det faktisk, at dele sin viden og fascination med andre. Hun rettede sig lidt på knæene, inden hun holdte rank og stolt ryg med et stort smil.
"Dragernes Gudinde." Hun gjorde et blidt nik med hovedet, hun var uden tvivl glad for den vej hun var gået, hun var jo stor tilbeder af hende, og af hendes børn, alle dragerne. Selv formskiftere, selvom det ikke var ret ifølge Mister J, men de havde formen, lugten, lydene, det hele, hun beundrede dem og det kunne han ikke forhindre hende i. Naydina bed sig kort i læben, hun fornemmede jo tydeligvis noget var galt og hun ville gerne have alle var tilfredse, specielt drager.
"Men jeg vil gerne. De virker ikke helt okay. Lad mig hjælpe." Bad hun blidt med et omsorgsfuldt blik, bekymret næsten, hun var nemlig ikke glad ved folk som virkede nedtrykte. Der var ingen som skulle have det skidt, og da slet ikke så smukt et væsen, det skulle stråle i glædesstråler. Forsigtigt rejste hun sig op, kun for at børste sine ben roligt af, og gå lidt tættere på ham og studere ham.

[Damien Nathanael Adams]

Hvem Nami var, havde Damien ikke nogen anelse om, hvilket vel heller ikke var så underligt igen, var det? Han havde jo altid passet sig selv, samt levet på egen hånd, ganske vidst frem til at Denjarna, var gået hen og blevet e del af hans liv. Han vendte blikket mod hende. #Jeg må vel beklage, og så sige, at det ikke rigtigt er noget, der siger mig noget,# sagde han med en ærlig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Nami, var slet ikke noget, der sagde ham det mindste.
Damien havde det ikke godt. Tvært imod, så var han ved at være rigtig træt af, at han bare blev kørt sådan rundt med, som Denjarna gjorde. Han ville jo bare gerne passe på hende. Langsomt lagde han sig ned. Normalt var han slet ikke typen der tog det så tungt, som han gjorde det lige nu, men dette var bare anderledes. Han lagde hovedet ned, og med blikket vendt i en anden retning. Et sted forsøgte han vel at afvise hende? Han ville ikke have hendes hjælp, hvor der samtidig ikke var noget, som hun kunne gøre for ham. Hun kunne jo ikke just tale med Denjarna, om at lade ham komme hjem til sin pude for natten, hvor han kunne holde øje med hende. Det var det, som han måtte anse som det vigtigste lige der og da. Han rev klørene over jorden under sig, da hun kom tættere på. Han var ikke meget for det. #Lad mig være,# bed han af hende.

[Deleted]

Ikke mange havde hørt om Nami, så dette var hun van til, hun sendte ham blot et smil til svar, det gjorde hende jo intet at folk ikke troede på det samme som hun selv gjorde. Som hun nærmede sig ham, var hun jo ikke ligefrem bange af sig, selv om han havde været fuld størrelse, ville hun stadig ikke være bange. Drager i hendes verden var et misforstået utroligt smukt dyr. Selv formskiftere! At han derimod valgte at bide af hende, at hun skulle lade ham være, fik hende til at træde bagud, som hun bøjede hovedet. At gøre noget forkert i henhold til disse fantastiske skabninger var virkelig intet hun ønskede.
"Om forladelse." Lød det stille fra hende, inden hun trådte længere væk, for at give ham plads og derved faktisk endte med at gå lidt længere ned langs vandet. Hun dyppede sine bare tær i det og gøs kort, det var koldt, men det kunne hun nu godt bruge. Blufærdig var hun bestemt ikke, langt fra faktisk, men badet måtte vente en smule. Forsigtigt endte hun med at sætte sig ved vandkanten og dyppe tæerne igen for at lade dem hvile lidt i det som hun vippede dem lidt op og ned. Benene var bøjet, hvor armene hvilede over kors mod knæene og hovedet hvilede med sin hage mod hendes ene arm. Et blidt suk gled over hendes læber, hun skævede i dragens retning, hun måtte respektere hans ønske, men hun ville jo virkelig gerne hjælpe.

[Damien Nathanael Adams]

Det var slet ikke Damiens mening, at bide sådan af hende, men lige nu, ville han egentlig bare gerne være lidt i fred. I forvejen, var det svært nok for ham, at tage afstand til folk, men han stolede jo heller ikke på nogen. Han havde til nu, kun oplevet, at folk flest, ønskede at gøre ham ondt. Og det ville han jo heller ikke fortsætte med.. Han ville jo gerne kunne udvise det bedste, som nogen også viste ham..Som hun gjorde lige nu, for hun virkede jo heller ikke til at ville gøre ham noget ondt.
#Jeg beklager.. Det er ikke min mening at bide sådan af dig. Jeg har bare brug for fred.# fortalte han. Nu sad hun der, og forsøgte at gøre ham lidt glad, ved at udvise den bekymring for ham, og så var det sådan her, at hun blev mødt? Det var jo udelukkende hans fejl, så det var alene, ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Hans blik søgte hendes skikkelse igen, som han stadig blev liggende med hovedet på jorden foran sig. Hans klør rev over jorden, hvor han samtidig også måtte slå en smule med halen i stedet for. Han var rastløs. Han kunne slet ikke lide, ikke at have kontrol over tingene, og det havde han jo ikke ligefrem, når Denjarna sendte ham væk. Det gjorde ham rent faktisk en smule trist, hvilket jo også var grunden til, at han var der lige nu.

[Deleted]

Et sted prøvede jo hun blot at gøre sit bedste, både som slave af Mister J, men også som tjenerinde af Nami, og også stadig vedvare lidt personlige holdninger. Men sandheden var vel egentlig at hun ikke helt vidste hvem hun var, eller hvad hun burde stå for. Det var alt sammen så forvirrende og hun havde jo selv haft brug for luften, at hjælpe en anden var en god måde faktisk, det fik hende til at glemme sit eget. Men det fremhævede vel også hans? Hun sukkede, det var ubetænksomt af hende, hun kendte ham end ikke, det kunne jo være overvældende. At han derimod endte med at beklage, fik hende til at ligge ansigtet med kinden mod armen og lade blikket søge ham på ny. Hvad skulle hun sige? Hun havde lyst til at undskylde igen. Pokker tage det. Roligt rettede hun sig mere op igen, løftede hovedet og holdte blikket mod ham.
"Jeg forstår. Jeg var påtrængende, jeg kender Dem end ikke. De skal skam ikke beklage." Lød det blidt fra hende, som hun sendte ham et opmuntrende smil, hun var en optimist, det havde hun alle dage været. Specielt efter at være blevet skånet fra et liv på øen hos den forfærdelige mand. Mister J havde i den grad frelst hende fra en skæbne hun i den grad ikke ønsket, men han havde også kompliceret hendes liv en del. Et tungt suk forlod hende, hun lagde sig roligt bagud i stedet, vippede videre med fødderne i vandet som snart havde vendt sig til kulden. Blikket søgte himlen, den var smuk og mørk.

[Damien Nathanael Adams]

Der var ikke nogen grund til, at denne kvinde skulle undskylde, og særligt, når det hele foregik på denne her måde. Han lod hovedet søge en kende på sned. Det var uden tvivl en svær situation for ham at stå i, men det var vel kun fordi, at han ikke ønskede at gøre nogen kede af det? Det havde jo aldrig været hans hensigt, og særligt ikke med dette. Han prustede ganske svagt.
#Jeg mener det.. Jeg beklager. Den fejl, er ene og alene min,# fortalte han med en rolig stemme. Halen slog han let med, inden han denne gang, hævede hovedet fra jorden. Stor var han ikke, og derfor vidste han godt, at folk flest, anså ham som ufarlig.. Og lige nu, var han vel bare sur og utilfreds? Utilfreds med ting, som han slet ikke kunne tillade sig, at være utilfreds med. Han satte sig denne gang ordentlig ned. Vingerne spredte han, kun lige for at strække dem, inden han trak dem ind til sin krop igen. #Det var virkelig ikke min mening at bide af dig, Naydina.. Det er slet ikke høfligt.# Han rystedet let på hovedet. Hvad var der dog blevet af hans manerer? Det her var i hvert fald ikke typisk ham, kunne man jo så blive enig om. Han sænkede hovedet igen. Det havde generelt bare været en rigtig dum aften for ham. En meget dum en endda.

[Deleted]

Forsigtigt rystede hun på hovedet, så håret gled fra hendes skuldre og kraveben ned mod græsset, det kildede, men fik hende ikke til at reagere. Hænderne gled hen over hendes mave for at ligge sig der og hvile.
"Det gør intet. Jeg er ikke helt kendt med hvad man kan tillade sig og ikke kan." Indrømmede hun stille. Normalt var hun jo opdraget til kun at tale når der blev talt til hende, men hun var jo ikke en slave slave, det ville Mister J ikke have. Hvilket hun ikke forstod sig på, og indtil videre var det kun gået frygteligt galt. Først med Muln, som var præcis som denne mand, en formskifter i drageskikkelse. Og her gentog hun jo succesen. Endnu et suk forlod hende.
"Jeg kan godt søge længere væk hvis De ønsker det?" Hendes blik hvilede i stjålne blikke på ham, han var jo forbandet smuk, og hun kunne ikke lade være med at betragte enhver detalje af ham. Alligevel ønskede hun naturligvis at give ham lige det han ønskede, selv hvis det betød hun skulle tage sin afstand. For i så fald ville hun da bestemt gøre dette. Ud over det, talte han jo sandt, han havde det oprigtigt sådan, hvilket jo gav hende tryghed i hans væsen. Fødderne stoppede med at vippe i vandet, hun trak dem til sig, som hun rullede blidt rundt og rejste sig, for at strække sin krop.

[Damien Nathanael Adams]

Denne kvinde forekom yderst mærkværdig for Damien. Hun var jo ikke ligefrem, som så mange andre, som han havde været i nærheden af, hvilket også kunne mærkes. Et sted, gjorde det ham også nysgerrig.. Nysgerrig på en måde, som han aldrig var det normalt. Hans blik hvilede på hende. Han ville gerne sige undskyld for hans opførsel. Han hadede jo i forvejen, at være den, som skulle være striks, men med det liv, som han havde haft, så var det vel heller ikke underligt, var det? #Derfor er fejlen min ene og alene,# sagde han ærligt. Det kunne hun jo ikke vide, og særligt, nu hvor de stod i en situation som denne.
Et svagt peb forlod dog Damiens igen, som han sænkede hovedet. Han havde ikke noget imod, at hun blev siddende hvor hun sad, for det var stadig med en kontrolleret afstand til ham, og det var det, som han egentlig havde det ganske fint med, hvis han selv skulle sige det. Han kastede let med hovedet, næsten som han ikke kunne finde ud af tingene selv. Nu var det vel bare ham, som gjorde en storm af et glas vand? #Du er her ikke for at gøre mig ondt, er du?# spurgte han denne gang med en roligere stemme. Han kunne vel lige så godt, forsøge at vise sig fra sin bedste side, i stedet for alt det andet? Denne gang, var det ham, der søgte tættere på. Han selv var jo præget af en nysgerrighed.

[Deleted]

Det føltes godt at strække kroppen, hun gik helt på tær, mens armene søgte helt i vejret, da hun lod armene falde, var det som var de dun der gled ned, let og elegant. Hun vrikkede med sine tær, de var blevet rimelig kolde af at være dyppet i vandet, men det havde også gjort godt, gjort hende mere klar i hovedet. Den friske luft gled blidt forbi, kærtegnede hendes hud som ikke ligefrem var dækket særlig meget, så den solbrune hud blev afsløret rimelig meget. Hun lod de blide øjne finde i hans retning igen, hun rystede blidt på hovedet og smilede stort.
"Langt fra, jeg er her for at slappe af og for at få et bad. Desuden ville det aldrig kunne falde mig ind at skade så smukt et væsen." Lød det ganske ærligt fra hende, hun skævede mod søens kolde vand, det ville blive koldt, men godt og tiltrængt efter turen. Desuden lugtede hun af Harley, meget endda. Og selv hun kunne da få nok af den lugt i ny og næ. Men en skøn drage var hun nu altså, og hun var glad for Naydina, hvilket betød ufatteligt meget. Lidt måtte hun da gøre rigtigt, selvom det ikke just måtte være meget. For så ville hun ikke konstant være i problemer. Bare nu gjorde hun faktisk noget som hun vidste Mister J ikke ville være glad ved, men for pokker da, han ville ikke have hun følte sig som en almen slave, men alligevel skulle hun gøre alt som han ville det. Hvor hang noget som helst sammen?

[Damien Nathanael Adams]

Hvem denne kvinde var, havde Damien ikke nogen anelse om. Hun var i ledtog med Dragerytternes leder, men hvad havde det med ham at gøre? Det var det, som gjorde ham nysgerrig. At hun derimod ikke var ude på at gøre skade på ham, var han da naturligvis glad for, for han ønskede ikke strid eller noget, som mindede om det. Faktisk var det aldrig noget som han havde været ude på.
#Du skal endelig ikke lade dig stoppe af mig.. Jeg ligger her bare, inden jeg flyver retur,# fortalte han med en rolig stemme. Ønskede hun et bad, så skulle hun da endelig ikke holde sig tilbage. Det var i hvert fald ikke, hvad han var ude på, hvilket var stensikkert. Han blinkede med de store og intense gule øjne. Nysgerrig som han var, så var det måske bare på sin plads, at forsøge at føre en ganske normal samtale? Selvom han endnu ikke vidste hvad hun egentlig ville ham. #Hvad er det for en lugt, du har på dig..?# Han havde jo aldrig været i nærheden af en anden drage.. en rigtig drage for den sags skyld. Det kunne han jo ikke just prale af, at han var. En sølle formskifter i den forbindelse, som havde skjult sig i denne skikkelse, mest for at sikre sig, at ingen anden ville gøre ham noget ondt. Det var jo primært det eneste, som han havde oplevet. Ganske vidst frem til Denjarna, var kommet ind og blevet en del af hans liv.. Og efterfølgende hendes datter.