What should I do..?

[Damien Nathanael Adams]

Det glædede naturligvis Damien, at Naydina var så komfortabel omkring drager, da det bestemt ikke var det, som han var vant til at opleve rundt forbi. Langt fra faktisk. Det var også med til at gøre ham langt mere komfortabel med det hele, hvilket også var nyt for ham.
Damien slog let med halen og lagde hovedet ned igen. Flammer havde en sjov tendens til at gøre ham døsig. Ikke at det var noget, som han som sådan havde noget imod, men før han faldt i søvn, skulle han nok tilbage til slottet igen. Lige hvad det angik, var han slet ikke komfortabel til at sove andre steder, end på sin gamle bjergtop, hvor han igennem rigtig mange år, havde boet alene og for sig selv.
#Jeg takker mange gange. Det er ord, som varmer,# fortalte han med en sandfærdig stemme. Igen hævede han hovedet en anelse. Hans navn havde han ikke givet hende. Det var noget, som han sjældent gav nogen, men.. denne gang var det vel ikke så slemt? Så sød og god som hun var. Selvom hun sad der uden så meget som en trævl på kroppen, så var det ikke noget som rørte ham.
#.... Mit navn er Damien,# sagde han endeligt, som han lod hovedet søge på sned. Han holdt dog stadig en vis afstand til hende. Også mest for sin egen skyld. Bare lige i tilfælde af, for det var jo aldrig til at vide, hvad folk kunne finde på.

[Deleted]

Det var bestemt en fristelse at søge tættere på ham og få lov til at røre ved ham, men Naydina havde heldigvis selvkontrol, det måtte man jo have, for at røre enhver drage bare sådan lige uden at få tilladelse, var farligt. Det vidste hun da. Nogen drager var jo temmelig sky, hvor kun dragerytteren var den som måtte nærme sig. Alle de personligheder, så fascinerende. Og med formskiftere, var det også en helt anden sag, de var lige så forskellige, og alligevel virkede de til at være gode folk. Hvad hun havde oplevet til nu. Der kunne naturligvis være nogen som ikke var så rare, men den tid den sorg. Naydina sendte ham et smil, det var ord hun mente, ord som for hende var sande. Det var jo blot måden hun opfattede ham. Som hun fik hans navn, måtte hun smile det mere.
"Det glæder mig at møde Dem, Damien." Lød det oprigtigt fra hende, ganske varmt. Hun følte sig opvarmet og nogenlunde tør nu, hun rejste sig yndefuldt, inden hun søgte mod sit tøj på ny. Forsigtigt børstede hun sin bagdel og ben, blot for eventuelt jord og støv. Og så iklædte hun sig ellers roligt igen, hun smilede tilfreds, inden hun vendte tilbage til bålet og endte med at sætte sig ned.
"Er det Deres fulde størrelse De har nu, eller kan De blive større?" Spurgte hun nysgerrigt, hun elskede virkelig drager, så helt dy sig kunne hun altså ikke, men i det mindste gik hun ikke tæt på og gramsede på hans skæl. Selvom det bestemt var fristende, hvordan føltes så lille en drage overhovedet?

[Damien Nathanael Adams]

Så respektabel denne kvinde måtte opføre sig, havde Damien heller ikke noget imod, at give lidt af sig selv. Hun havde kendskab til drager, men selv han vidste, at formskiftere straks kunne vise sig, at være en helt anden ting, og det var også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. At det var en glæde ligefrem, var noget, som han virkelig godt kunne lide. Alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
#Glæden er helt på min side, Naydina,# forsikrede han med en rolig stemme, som han let bøjede hovedet, som ment i respekt. Det var i forvejen noget, som han gjorde frygtelig, frygtelig sjældent. Han rystede på hovedet. Det her var langt fra hans fulde form, men det var den, som han havde nemmest, ved at komme rundt omkring i, og det var også grunden til, at han handlede og gjorde, som han nu gjorde. Derfra lod han hende glædeligt tage tøj på.
#Langt fra. Jeg kan blive meget større. Det her er bare min foretrukkende, når jeg skal rundt på egen hånd,# fortalte han. Han kunne vokse sig til en størrelse, som gjorde det muligt for folk at ride på ham over himmelryggen. Han havde primært kun gjort det med Jarniqa og Denjarna, som var de eneste, som havde fået lov til at gøre det. #Du virker til at vide en hel del om dragerne som race?# spurgte han. Hun var så rolig og så komfortabel, at han næsten måtte anse det, som unaturligt.

[Deleted]

At glæden måtte være på hans side, kunne hun slet ikke forstå, men hun så sig jo heller ikke som værende en vigtig person, hun var blot en tjenerinde af Nami og dertil faktisk en sølle slave. Eller, hun vidste jo faktisk ikke helt hvad hun måtte være, hvad Mister J ønskede hun var. Tankerne stoppede hun hurtigt, det var ikke af vigtighed nu, det skulle ikke forstyrre hende i at have en dejlig samtale med en prægtigt væsen.
"Så omkring en normal størrelse drage? Eller er det mindre, måske større?" Spurgte hun ivrigt, nysgerrigheden lyste virkelig ud af hende, hun var så fascineret og beundrede hans væsen. Det var virkelig praktisk dog, at skulle kunne gøre sig mindre, det gjorde han kunne skjule sig og være i sikkerhed. Hendes fingre kriblede virkelig, så hun begyndte at pille ved sin nederdel i stedet.
"Det må være en virkelig dejlig ting at kunne gøre sig selv mindre på den måde." Kom det så fra hende, hvis hun kunne forsvinde væk som en lille mus når hun blev flov eller skammede sig ville det være helt perfekt. Et fnis kom fra hende ved tanken, så fjollet det måtte være. Indtil videre talte han udelukkende sandheder, hvilket jo faktisk måtte gøre indtryk på hende. Da han konstaterede hun vidste meget, nikkede hun blidt.
"Drager er mit liv, foruden dans og musik. Jeg læste meget om drager under min tid i dannelse som underholdnings slave." Forklarede hun så blidt, hun havde elsket at læse bøgerne, hun havde dyrket Nami i al hemmelighed og deri havde hun sin tro faktisk. Troen på Nami og hendes fantastiske børn.

[Damien Nathanael Adams]

Damien måtte jo erkende, at han godt kunne lide at snakke med denne kvinde, og særligt fordi at han sjældent søgte ud for at snakke med nogen. Måske at det var noget, som han rent faktisk skulle begynde med? Særligt, hvis han fandt nogen, som var lige så åbne for muligheden og for ham, som væsen, som det Naydina måtte være. Det var i hvert fald noget, som han rigtig godt kunne lide.
#Skal jeg være ærlig, så har jeg ingen anelse om hvor stor en normal drage er,# fortalte han. Et sted kunne han vel.. vise hende det? Vise hende hvor stor han kunne være? Hvis det ikke var noget, som skræmte hende på sigt, for det ønskede han jo ikke. Han vidste, at han kunne være stor og meget skræmmende, hvis det skulle være det, selvom det ikke var, hvad han var ude på.
#Det er fordelen ved at være formskifter i hvert fald.# sagde han med en ærlig stemme. Han rejste sig op på alle fire igen. I forhold til hende, så var han jo faktisk heller ikke særlig høj. At hun var så vant til drager og slavehold, var en tanke som han næsten fandt.. trist. Han vidste det faktisk ikke rigtigt. #Du har været slave? Det er jeg ked af..# sagde han ærligt. Selv var det ikke noget, som han nogensinde var gået ind for. Han fandt den tanke helt igennem frygtelig! Og aldrig i hans liv, om det var noget, som han nogensinde skulle støtte op om!
#Jeg kan vise dig min størrelse?# foreslog han. Det kunne måske være med til at gøre hende glad igen?

[Deleted]

Hvordan forklarede hun hvor stor en normal drage var? Hun kunne vise ham Harley, men hun var jo større end en normal drage, Jack derimod var af den normale størrelse. Dog ikke ligefrem i nærheden, de var endnu ved fyrstinden. Havde han ikke mødt andre drager før? Hun havde jo aldrig mødt en før Harley, men nu havde hun mødt to rigtige drager og med Damien, to formskiftere af drager. Det var et fortryllende liv hun var kommet til, men også ganske forvirrende takket været Mister J. Hendes blik hvilede mod ham, hun beundrede ham tydeligt. At han derimod virkede til at have ondt af hende, fik hende til at ryste på hovedet, hun smilede stort.
"Jeg er opdraget til at være slave, det har været mit liv, og jeg klager bestemt ikke. Det er straks værre når ens herre kræver at man ikke gør alt det man er opdraget til, når man ikke kender til andet." Lød det ganske roligt fra hende, dog endte hun med at se helt fortvivlet ud, for hun fandt det så forvirrende, hun vidste hverken til eller fra. Det ene øjeblik var hun en god slave, det næste måtte hun ikke være slave som andre slaver var det, hun havde pludselig ting hun måtte som hun førhen ikke måtte og alligevel formåede hun at gøre noget galt. Et suk kom fra hende, ganske opgivende. Dog lyste hun op da han foreslog at vise hende sin fulde form, hun nikkede ivrigt.
"Det ville være en ære at overvære!" Udbrød hun, for det ville virkelig betyde meget for hende at få lov til at se det. Spændt var hun, som hjertet næsten blev kickstartet i et vildt tempo, hun elskede virkelig drager!

[Damien Nathanael Adams]

Damien forventede ikke ligefrem at Naydina ville være i stand til at fortælle ham, hvor stor en normal drage var, for det var vel også svært at fortælle, var det ikke? Han betragtede sig af hende. Det liv, som hun kom af, var da noget helt andet, end hvad han måtte komme af, og det kunne han da godt fornemme. Alene det, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Der var ikke noget at være ærefuld over, ved en slavestand. Derfor håbede han da, at hun var kommet ud af det!
#Er du stadig, hvad man vil kalde for en slave, eller har du genvundet din frihed?# spurgte han direkte, som han vendte blikket mod hende igen. Ondt havde han uden tvivl af hende, og særligt fordi, at hun havde haft det liv, som hun havde haft. Det var slet ikke sådan, at tingene burde være. Overhovedet faktisk. At hun derimod gerne ville se ham i hans sande skikkelse, gjorde ham et sted glad. Hun virkede.. næsten ivrig?
#Okay. Vent her.. Jeg har nemlig brug for plads..# kommenterede han, inden han pillede over græsset, og mere hen i det åbne. Han så sig først omkring, inden han bare gav sig til at ændre form og størrelse for øjnene af hende.
Massivt måtte han vokse i størrelse. Halen blev mindre.. klørene blev større, samt de aftegninger, som han havde i sine skæl, blev tyderligere her i måneskinnet og i læ af flammerne fra det lille bål. Han brummede svagt, inden han vendte blikket mod hende. Alt i alt, var han temmelig stor. Nok på størrelse med en normal drage, hvor der også var plads til, at folk kunne ride på ham på himmelryggen. Han elskede den slags.

[Deleted]

Det gjorde det kun værre i hendes hoved at han sådan spurgte ind til det, hun var vel pænt mærkelig når det kom til det, men at være slave gjorde hende tryg, for det var deri hun var van til at være. Det andet gjorde hende usikker og hun var utryg, hun kunne ikke finde ud af at være en anden end den en herre ønskede hun skulle være. Naturligvis bar hun sin personlighed, men at have fri vilje skræmte hende faktisk, at være herre over sit eget liv virkede som et umuligt ansvar.
"Jeg, jeg ved det faktisk ikke. Jeg ville ønske jeg bare var en ganske normal slave, men han siger jeg er mere værd end det, han vil ikke have jeg blot er en simpel slave. Jeg kan ikke finde ud af andet, at være fri skræmmer mig." Måtte hun indrømme. Der var hun en slags frihed hun var tryg ved og det var den man følte på en drages ryg oppe i luften, hun elskede at flyve med Harley og Mister J. Det betød faktisk alt for hende når hun fik lov til at komme med, og da hun fløj alene med Muln, det var virkelig fortryllende at være alene om det! Da han endte med at søge bort fra hende, smilede hun stort og så spændt til, at se ham forvandle sig til en større drage, var næsten nok til at tage pusten fra hende, så smuk! Alle detaljer måtte jo komme mere til syne, og han ændrede sig også ved nogle af de detaljer hun havde bemærket før i hans lille form. Forsigtigt rejste hun sig, tog et par skridt mod ham, men stoppede så op, hun ville ikke for tæt på hvis han ikke ønskede dette.
"Utroligt. De ligner en fuldkommen naturlig drage, lige så smuk og mægtig." Lød det beundrende fra hende, præcis som Muln også var, hvilket hun virkelig godt kunne lide. Nami måtte da have noget med dette af gøre. Hvis blot hun kunne tale med hende, tjenerinde til gudinde, men nej den ret var ikke hendes, selvom det ville være en velsignelse uden lige!

[Damien Nathanael Adams]

Damien var nysgerrig efter at vide, og derfor var han vel egentlig også nødt til at stille spørgsmålene? Han fik vel ikke nogen svar ellers? Det var i hvert fald sådan at han måtte anse det om ikke andet. Hanlod hovedet søge på sned. At hun ikke vidste hvad hun var, var noget, som uden tvivl måtte forvirre ham en anelse men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det.
#Kan man være i tvivl om, hvad man er?# spurgte han som noget af det første, som han kort trak læberne tilbage i en snerren. Det som egentlig skulle være en mere rynken i panden, end det andet, men det var vel bare svært, når det var sådan, at han tog det? #Friheden skal nydes, når man har den. Det er en menneskelig ret,# kommenterede han med en sandfærdig mine.

Som han forvandlede sig, og pludselig stod der i hans fulde størrelse, vendte han blikket mod hende igen. At hun kom tættere på ham, når han var i denne størrelse, havde han intet imod. Her var det nemlig ganske begrænset, hvad hun kunne gøre ved ha, og det var vel egentlig også det, som han kunne trøste sig lidt med på sigt? Han sænkede hovedet en smule, så han fik det ned i hendes hovedhøjde i stedet for. Han var bare langt større, end hvad hun var. #Det vælger jeg at tage som noget positivt. Jeg takker, Naydina,# sagde han roligt. Han lagde hovedet ned tæt ved hende. Som tegn til, at hun godt måtte røre ved ham.

[Deleted]

Naturligvis forstod han ikke, hvilket lå tungt i hendes hjerte, for hun følte sig så alene når det kom til disse følelser. Kun hendes søstre tilbage på øen ville forstå, og kvinden som havde opfostret hende, tager hende til sig. Udelukkende sandheder var ligeså kommet fra hendes mund, dertil vandt hun hendes respekt og loyalitet. Naydina sukkede og rystede på hovedet.
"De ville næppe forstå mine problematikker Damien, og jeg vil ikke belemre Dem med disse alligevel." Lød det stille fra hende, for hende var der ikke mere at sige, hun kunne jo tale om sine følelser fra nu og til evig tid, men ingen ville kunne forstå hende med mindre de selv levede i det. Lige der, savnede hun øen. Men efter at være stukket af fra en herre, ville hun næppe blive taget vel imod i hendes barndomshjem. Tankerne om disse ting, gjorde hende faktisk næsten ulykkelig, nok var hun omgivet af drager og elskede lige den del af hendes nye liv, men resten var så forvirrende. Flot var han uden tvivl, og hun var dertil også meget nysgerrig og ivrig for at skulle røre. At han rent faktisk måtte give tegn til at hun kunne røre, fik hendes hjerte til at sætte farten betydeligt højere op. Fingrene kriblede i forvejen så meget hun næsten ikke kunne holde det ud, hun strakte og samlede dem et par gange, inden hun valgte at røre forsigtigt ved hans skællede hoved, lige over øjnene og i midten.
"Jeg omgås med drager til hverdag, passer dem, pusler om dem. Jeg kender enhver svaghed de hver i sær måtte have." Forklarede hun blidt, inden hun sendte ham et betryggende smil.
"Med svaghed mener jeg ekstra gode steder at massere og nusse om." Han måtte endelig ikke frygte hende, selvom hun da også kendte til andre svagheder, så havde hun ej styrken eller våbnet til at gøre noget ved det. Ej heller lysten for den sags skyld. Hendes fingre søgte længere oppe, de fleste drager havde en ømt punkt som gav dem ro og som føltes rigtigt godt for dem. Specielt bag takker eller horn. Undersøgende var hun, men ikke overdrevet så det ville føltes ubehageligt for ham. Hver berøring var som helligede hun hans væsen, blikket var ligeså beundrende og øjnene store. Det var en ære.

[Damien Nathanael Adams]

Damien forstod selvfølgelig ikke, men var det underligt, når han kom fra nogen helt andre ting, end hvad hun selv måtte komme fra? Hun var ikke herfra.. men hvorfra var hun så? Det var jo ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og det var jo trods alt heller ikke hans mening at gøre hende ked af det, eller noget, som måtte minde om det. Desuden var det tydeligt for ham, at det var noget som gjorde hende ked af det. Han brummede svagt af ren og skær frustration, inden han lagde hovedet ned igen.
#Jeg vil nu gerne lære det.. Men okay,# endte han dog. Hun havde vel nogen at snakke med om det, hvis det var hvad hun havde brug for? Ellers lagde han gerne øre til, hvis det skulle være det. Han vendte blikket mod hende, som hun alligevel valgte at stryge ham over snuden, hvor han lukkede øjnene, som hun strøg mellem hans øjne. Han måtte jo erkende, at det virkelig føles godt, at hun gjorde det. Han kunne i hvert fald rigtig godt lide det! Han prustede ganske let, men rejste ikke hovedet. Han kunne virkelig godt lide det. #Du virker som en, der har rigtig god styr på det, Naydina.. Uden at det skal tolkes som noget negativt. Jeg kan lide det.. Du er et godt væsen.# Han blev liggende. Han følte slet ikke for at rejse sig, eller noget lignende, og særligt ikke, som det var lige i øjeblikket. Han følte sig jo oprigtigt vel omkring hende, som han gjorde det omkring frygtelig få i sit liv.

[Deleted]

At han viste den interesse for hende, at han oprigtig ville prøve at forstå måtte få hende til at føle sig helt værdsat, det var virkelig en underlig følelse og hun var næsten fristet til at bryde ud i gråd, men hun fastholdt sig selv. I stedet fokuserede hun på det smukke væsen han var, hvilket intet problem måtte være for hende. Fingre strøg over ham, næsten som blide kærtegn, hun elskede virkelig drager og enhver celle i hende tilbad dem i deres væsen. Hun ville komme til at lugte langt væk af formskifter igen, så et bad var nok på sin plads igen efter, men den tid, den kulde. For kold var vandet altså! Blidt masserede hun med sine fingre hvor de fleste drager måtte have et godt svagt punkt, mens hun studerede ham og hans reaktioner. At han roste hende fik hende til at få svagt rosa kinder, det var sødt af ham.
"Mange tak Damien, det betyder meget for mig." Lød det blidt fra hende, som hun forsatte sin gøren med sine fingre. Svagt bed hun sig i læben, mon han virkelig ville kunne ende med at forstå hvis hun forklarede ham det bid for bid? Det skadet vel ikke og prøve, hvilke andre muligheder havde hun og hvor stor var sandsynligheden for den ville komme igen? Et stille suk lød fra hende, inden hun tog sig sammen.
"Jeg blev fundet på markedet, efterladt af min moder. Ikke særlig gammel, så jeg forstod ikke andet end at min moder ej ønskede mig. Kvinden som fandt mig, hun ønskede mig og hun ønskede mig også det bedste. Hun tog sig af en masse hjemløse piger, opdragede os til at blive underholdningsslaver. Lærdes os om alt, dannede os, gav os målet i livet at være den bedste slave og tjene vores herre. På den måde er det vores alles drøm, mine søstre og jeg. Vi kender ej til andet." Startede hun ud, mon han forstod på den måde, at det var hendes liv, det eneste hun kendte til? Derfra havde hun faktisk oplevet en del, hun forsøgte at være den bedste slave, men hun endte hos den forkerte herre, blev købt til andet end hvad hun var dannet til, hvilket var hårdt og modbydeligt. Hvad den mand ikke havde gjort ved hende, hun klemte øjnene sammen ved mindet, det gjorde ondt og gav hende ubehag i kroppen.

[Damien Nathanael Adams]

Damien var fuldkommen afslappet omkring Naydina, og mere end hvad han ville have været blandt de fleste mennesker, men den erfaring som hun udviste ham, var noget, som han virkelig godt kunne lide. Øjnene lod han derfor glide nydende i. Hun havde uden tvivl styr på det.. og vidste helt præcist hvor man skulle ramme henne, hvilket var en tanke, som han uden tvivl godt kunne lide! Han brummede svagt, som han afslappet lod hovedet søge ned mod græsset ved siden af hendes fødder.
#Jeg mener det. Jeg siger det ikke bare for at sige det, men jeg mener det. Du bærer et roligt væsen. Du hviler dig i selv,# sagde han med en sandfærdig stemme. Det var vel også derfor, at han blev liggende på den måde, som han gjorde?
At hun alligevel valgte at åbne op og fortælle sin andel af historien, fik Damien til at åbne øjnene. Tydeligt måtte det være, at hun ikke var fra denne verden, selvom det nu heller ikke var noget, som gjorde ham noget, som sådan. Hvorfor skulle han? Han var ked af det.. Det var da en tragisk historie, som hun måtte bære på. Hovedet lagde han tæt ved hendes, næsten som han forsøgte at trøste hende.
#Det er jeg virkelig ked af at høre, Naydina. Det er en hård baggrund du kan lægge bag dig. Derfor er det imponerende, at du alligevel er så åben, varm og glad en person. Det fortjener du.. bedre end en stand, som en slaveinde.# Hans blik søgte hende skikkelse. Han var ked af det på hendes vegne. Hun var vel ikke en slave nu, var hun? Det håbede han da godt nok ikke!

[Deleted]

Det var virkelig som om han misforstod hende, rolig var hun dog, for det var vel hvad hun var van til, mangel på forståelse over at nogen rent faktisk måtte holde af livet som slave. Men hun måtte jo prøve at forklare ham det, det kunne jo være at han rent faktisk ville forstå, hvis hun nu sagde tingene direkte. Hendes fingre søgte over hans skæl, som hun nød at få lov til at røre ved en drage. Det var jo altid en ufattelig stor oplevelse for hende, hun blev virkelig aldrig træt af det.
"Jeg var glad for livet som slave Damien, det gav mig tryghed, jeg vidste hvad der var forventet af mig, hvad jeg skulle gøre for at have et godt liv. Der blev sørget for mig, jeg havde intet ansvar som sådan. Nu..... Nu ved jeg ikke hvad jeg er, jeg ved ikke hvad der forventes af mig og det virker til jeg intet korrekt gør. Det var nemmere at være slave, næsten.... lykkeligere." Mere klart kunne hun vel ikke sige det? Blikket søgte ned, som hun stoppede med at røre ham og lod hånden glide ned af ham og væk fra ham. Den endte ved hendes side, som hun sukkede dybt, og næsten måtte se skamfuldt ned. Her oplevede hun så mange være imod slaver, hvor hun kom fra, var det normalt, men der behandlede de også slaverne meget anderledes. De fleste gjorde i hvert fald. Rohan havde været væmmelig.
"Gør det mig til en forfærdelig person at kunne lide et liv som slave, frem for frihed? Jeg er bange for friheden Damien, jeg kan ikke kontrollere det." Hviskede hun stille, hendes fingre søgte op over hendes overarme i blid omfavnelse.

[Damien Nathanael Adams]

Damien kunne jo kun sammenligne det hele med slavestanden på fastlandet, kontra slavestanden på Tayevania. Han vidste jo ikke engang, at det var der hun måtte komme fra. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han blev liggende. At hun rørte ved ham, var han helt komfortabel med, og det var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Svagt måtte han brumme ved hendes ord. At det havde været så meget nemmere, at være en slave, havde han uden tvivl svært ved at forestille sig! Hvad kunne være så lykkeligt, at svinge pisken over et andet individ.. lade en anden tage valgene for en, samt tvinge en til at lave en masse, som man et sted inderst inde, slet ikke ønskede at lave? Det var slet ikke noget, som han forstod sig på. Overhovedet faktisk.
#Jeg ved ikke hvordan slavehold er der, hvor du kommer fra. Men her er slavestand og slavehold slet ikke velset, og for mange, er det en påtvunget ting, som de ønsker sig ud af.. Jeg har aldrig hørt om en, som ikke ville drømme om sin frihed, og muligheden for at tage sine egne valg.# De store gule øjne, faldt til hendes skikkelse. Han trak vejret dybt, og prustede ganske let. Han slog let med halen, som han vendte blikket mod himlen igen. Skulle hun skamme sig? Hvis hun ikke kendte andet, så var det da heller ikke underligt?
#Du kan lære at kontrollere den.. Jeg vil ikke have, at du skal leve et liv som slave..# Han hævede denne gang hovedet, bare en anelse. Han ville ikke gøre sig for høj.. men det var en frustration. Endda en rigtig stor en.