Post by Deleted on Dec 21, 2015 21:37:15 GMT 1
Ezekiel var vant til at blive skævet efter, som den sære og underlige mand han var. Engang havde han æret en vis og intelligent mand. En som andre var søgt til, for råd og svar på deres mange spørgsmål, og nu sad han her.. Og var den mand, som alle gjorde, hvad de kunne, for at komme fra. Hans blik faldt til hendes skikkelse, selv da hun tog fat om hans hånd.
Aya var ikke bange for ham. Det var heller ikke hans umiddelbare indtryk, og selvfølgelig var det noget, som selv gjorde en kæmpe forskel for ham. Det betød meget. Virkelig meget endda. Han vendte blikket ned mod deres hænder. "Aya er slet ikke bange for Ezekiel.." konstaterede han som noget af det første. Var det underligt, at det var noget, som alligevel formåede at give ham en følelse af ro? Det var selvfølgelig rigtig rart, at der var nogen, som ikke så på ham, med den samme form for væmmelse, som så mange andre havde gjort.
Aya var nødt til at gå.. Det forstod han godt. Han kunne vel heller ikke holde hende her, selvom han virkelig gerne ville? Han bed tænderne kraftigt sammen. Han var ikke meget for at lade hende gå nogen steder, for han frygtede virkelig, at hun ikke ville komme tilbage igen. Denne gang, trak han hånden til sig. Han strøg over, hvor hun havde berørt ham. "Ezekiel kan godt vente her.. Ja, det kan han godt.. Lige her.. Vente på Aya," sagde han denne gang. Han nikkede denne gang, inden han vendte blikket mod hende igen. Det var vel godt? Han stolede jo på hende.
Aya var ikke bange for ham. Det var heller ikke hans umiddelbare indtryk, og selvfølgelig var det noget, som selv gjorde en kæmpe forskel for ham. Det betød meget. Virkelig meget endda. Han vendte blikket ned mod deres hænder. "Aya er slet ikke bange for Ezekiel.." konstaterede han som noget af det første. Var det underligt, at det var noget, som alligevel formåede at give ham en følelse af ro? Det var selvfølgelig rigtig rart, at der var nogen, som ikke så på ham, med den samme form for væmmelse, som så mange andre havde gjort.
Aya var nødt til at gå.. Det forstod han godt. Han kunne vel heller ikke holde hende her, selvom han virkelig gerne ville? Han bed tænderne kraftigt sammen. Han var ikke meget for at lade hende gå nogen steder, for han frygtede virkelig, at hun ikke ville komme tilbage igen. Denne gang, trak han hånden til sig. Han strøg over, hvor hun havde berørt ham. "Ezekiel kan godt vente her.. Ja, det kan han godt.. Lige her.. Vente på Aya," sagde han denne gang. Han nikkede denne gang, inden han vendte blikket mod hende igen. Det var vel godt? Han stolede jo på hende.
