A nice day

[Aya Keena]

Solen stod højt fra en skyfri himmel på denne dag. Fuglene sang så højt de kunne og selvom det var varmt så rendte skovens dyr rundt og gjorde deres egne små gøremål så som at finde mad og vand. Alt var utrolig idyllisk. En lille brise fik bladene på træerne til at ryste let som om de næsten dansede med den. Der så ikke ud til at være noget som helst der rørte sig i denne skov som ikke burde være der.
I en lille lysning under et stort egetræ var det dog ikke et dyr der holdt til. En ung kvinde sad lænet op af stammen. Hendes vejrtrækning var rolig og helt svag og det ville ikke tage folk meget mere end et sekund at opdage at hun sov roligt. Lige nu var der ingen farer så det var bedre for hende at hvile nu. Det grønne, tætsiddende tøj bevægede sig svagt i takt med at hendes bryst sænkede og hævede sig. Hun havde været vågen hele natten som hun plejede at gøre. Hun vidste ikke hvorfor hun følte sig knyttet til mørket på den måde som hun gjorde det. Det var underligt for hun mindes ikke at have haft denne tilknytning før.
Solen nåede endelig så højt op på himlen at dens varme stråler kunne nå de røde lokker og Aya's blide ansigt. Der gik ikke længere før varmen tog til på hendes hud og hun ikke længere kunne sove videre. Hun sukkede træt men endte dog med at sætte sig op og gabe højlydt. Det var ikke meget søvn hun havde fået men dog så var det bedre end ingen ting skulle hun dog mene.

[Deleted]

Skoven.. For Ezekiel, betød det træer, buske, dyr og græs.. Åh, hvor han dog elskede følelsen af det grønne græs under sine fødder og mellem sine fingre!
Siddende op af et træ, stirrede han ud i skoven. Efter at han havde genvundet sin frihed, var der meget, som han endnu skulle finde ud af, og det var det, som selv for ham, kunne være temmelig besværligt. Han lod hovedet søge på sned. Mentalt, havde han allerede nu, mærket sig af, at der var andre i hans nærhed, selvom han dog ikke var typen, der opsøgte folk. Ikke uden, at have en grund til det i hvert fald. Det kunne jo være, at det var nogen, der ønskede at spærre ham inde igen? Det ønskede han slet ikke!
Tankerne fór igennem hovedet på ham, som han lod hovedet søge fra den ene til den anden side. Han lugtede bestemt ikke godt, og hans tøj var laset. Det var vel tydeligt, at han havde levet et ganske frygteligt liv, i denne forbindelse? "Ikke flere huler, ikke flere skjulesteder.. ikke flere usynlige lænker.. ikke flere.. åh nej.. ikke flere.." endte han med en sammenbidt stemme, som han vendte blikket ned mod sine hænder, som han næsten forventede at de ville tage fat i dem igen.. Det ønskede han ikke! Hans hud var næsten ramt af skæl efter alle de år. Det var jo virkelig mange år, han havde tibragt i hulerne her i Procias. For nu, ville han nyde friheden.. naturen. Det som han altid havde holdt så kær.

[Aya Keena]

Skoven var så dejlig smuk og Aya elskede den virkelig. Det var ikke ofte at hun befandt sig i den og det var længe siden hun havde sat foden her sidst men hun nød stedet. Der var så dejlig stille og fredeligt. Der havde været meget uro på det seneste og det var slet ikke noget hun kunne lide. Det var også derfor hun var så opmærksom om natten. Man vidste aldrig hvad der kunne ske, selv ikke i lysets land. Hun gabte på ny og strakte sig igen. Dyrene holdt sig på sikker afstand af hende hvilket ikke var uventet for de var vel ikke vant til at der var mennesker i deres nærhed ofte.
At hun ej var alene i dette område var ikke noget hun tænkte over. Det var ikke ofte hun stødte ind i folk og for det meste så havde hun holdt sig for sig selv. De seneste par år havde været forvirrende og dog var hun ude på den anden side nu. Hun ønskede ikke at se tilbage, det var der vel ingen grund til. Hun sukkede igen som hun elegant kom på fødderne. Hun børstede noget tørt jord af sine grønne bukser med et lille smil. hendes bukser var af tyndt stof og sad tæt ind til hendes krop. Over brystet havde hun en langærmet skjorte. Begge var grønne. Om livet havde hun et brunt bælte sådan så stoffet ikke flagrede for meget om hendes krop. Hun var en smule tynd for det var ikke meget mad hun formåede at skaffe sig men dog så levede hun stadig i bedste velgående.
Hun begyndte sin vandring gennem skoven. De flotte hvide vinger var gemt væk for nu for de kunne være besværlige at navigere rundt med på dette sted. Som hun gik begyndte hun at kunne lugte noget. Det var ej en behagelig lugt og heller ikke en som hun lige kunne placere. Hendes ene hånd gled roligt ned mod hendes bælte hvor i der hang en skede fra med et lille let sværd. Hun var blevet lært at kunne forsvare sig, bare en smule. Med forsigtige skridt begyndte hun at følge lugten som kun blev stærkere og stærkere. Hun ville ikke om der ville være noget farligt når hun fandt ud af hvad der lugtede sådan. Måske det var et stort dyr som var i gang med at spise noget råddent? Hun var i hvert fald på vagt og grebet strammede sig roligt om det lille sværds kilt selvom hun endnu ikke havde trukket det.

[Deleted]

Det var ganske vidst ved at være mange år siden, at Ezekiel havde været i nærheden af et bad, og derfor tænkte han vel ikke rigtigt over, hvordan andre ville opfatte ham? Det havde han aldrig rigtigt gjort. Han hævede blikket en anelse, som han fornemmede, at der var en temmelig tæt på ham. Tænk hvis det var en, der var kommet, for at fange ham ind igen! Det ønskede han på ingen måder, skulle ske!
Selv blev han siddende, uden at trække vejret synderligt, da der ikke var nogen grund ti at skulle gøre det. Han ville ikek tilbage i hulen igen. Det var som et fængsel for ham.. Virkelig meget endda! Han brød sig slet ikke om de usynlige lænker, eller det liv, som han havde haft!
Langsomt rejste Ezekiel sig op. Dette var ikke bare en tilfældig elver på rundtur i skoven, som han jo ellers havde mødt en del af efterhånden. Ikke havde han nogen fysiske våben på sig, da han ikke havde været i stand til at skaffe sig disse, da han var kommet ud af hulerne langt oppe i bjergene - på steder, hvor der ikke var nogen til at finde ham eller noget lignende. Han knyttede næverne let. "Ezekiel ved at du er derude.." endte han med en mere fast tone. En kort latter brød hans læber. Man havde kun den sjov, som man selv lavede, og det var sådan, at han så på det. Igennem mentaliteten, søgte han den skikkelse, som måtte være i hans nærhed. Han var jo trosd alt nødt til at sikre sig, at det ikke var nogen, som ville gøre ham noget ondt!

[Aya Keena]

At møde elvere i denne del af skoven var ikke en fremmed oplevelse. Det skete for hende ofte men hun gjorde ikke noget for at opsøge dem. Dog var dette anderledes. Hun vidste ikke hvorfor men hun fornemmede bare ... noget. Hun kunne ikke sætte en finger på det. Usikkerheden var i hendes indre og dog så virkede hun helt rolig. Hvad en der var i skoven kunne det vel ikke være voldsomt farligt? Ikke nok med at muren var beskyttet så var der stadig dyr omkring hende og fugle sang fra trætoppene. Havde dette været voldsomt farligt ville skoven havde ligget stille hen. Hun bed sig stille i læben og lod hovedet søge let på sned mens hun fortsatte. Lugten blev stærkere og stærkere men stadig var hun ikke i stand til at placere den. Det lugtede ikke af et dødt dyr men hun kunne jo selvfølgelig tage fejl.
Som hun nærmede sig lugten lød der en stemme lidt længere fremme. Det gav et helt sæt i hende og hendes sværd gav i svagt klir i sin skede da hun havde rystet det en smule. Hun trak det dog ikke endnu. Hun gik hen til det nærmeste træ og kiggede forsigtigt rundt om det. Hendes blå øjne faldt på en mand som var et lille stykke fra hende. Han så herrens ud og et sted kunne hun ikke lade være med andet end at have en smule ondt af ham ved første øjekast. Dog gik hun ikke tættere på. Hun havde været i nok dumme situationer til ikke at passe på. "Ezekial taler om sig selv i tredje person" endte hun blot med at kommentere. Der var ikke noget ondt i hendes stemme og hun prøvede at forholde sig så roligt som muligt. Umiddelbart så så denne fremmede ikke ud til at være farlig men man kunne jo aldrig vide. Øjnene var noget af det letteste at bedrage i denne verden.

[Deleted]

Ezekiel havde aldrig været en ond mand, selvom mange meget hurtigt ville betegne ham som en. Han kunne snildt spotte løgne, som han ville kunne sige hvad andre tænkte, grundet sin blanding af race, som samtidig var frygtelig utraditionel, og særligt når det var sådan her.
Blikket faldt til en ung og lys kvinde. Umiddelbart, var der ikke noget i det, som han antog, skulle være nogen trussel, og det var noget, som han egentlig havde det fint med, når det endelig skulle være i den anden ende. Hovedet lod han søge på sned. Han var laset og beskidt i forhold til hende, som var så fin og ren. Et syn, som han næsten måtte sige, at han havde savnet.
Han havde stort set altid omtalt sig selv i 3. person. Efter alle de rigtig mange år, hvor han kun havde haft sig selv at snakke med, var det vel heller ikke underligt? Det var jo kun Diamaqima, der havde vidst, at han havde siddet fanget i hulerne, da det var dem, som i sin tid, havde placeret ham der! Og det var også kun dem, som havde holdt ham lidt med selskab. "Og du gør grin med det?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Om hun gjorde det med vilje.. ja, det vidste han ikke. Han havde været væk i så mange år, at han ikke rigtigt kunne læse folk mere, hvilket han faktisk fandt meget frustrerende. Han forsøgte i hvert fald om ikke andet.

[Aya Keena]

Aya havde været omkring onde mennesker før og hun ønskede det ikke igen. Var det et under at hun var forsigtig? De sidste par år havde været turmulte og hun ønskede egentlig bare at passe på sig selv helt og holdent. Hun Bed sig stille i læben som hun betragtede den lasede og snavsede mand som stod foran hende. Hun havde aldrig set eller lugtet noget lignende. Havde han aldrig været i bad? Hans udseende var ikke noget som hun som sådan tog sig af. Jo det var lidt underligt men hun vidste at der var så mange underlige ting i denne verden. Lige nu ville hun bare mest af alt vide om han ville hende ondt eller ej og dog så havde hun en fornemmelse om at han stod med samme spørgsmål omkring hende. Forsigtigt fjernede hun hånden fra sværdets hilt og lagde den op af stammen på det træ som hun stod op af.
Øjnene gled op og ned af hans skikkelse som hun betragtede ham. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre eller hvad hun turde at gøre så hun blev bare stående ved træet. Hans ord fik hende blik til at vende sig mod hans ansigt hvortil hun rystede stille på hovedet. "Om forladelse. Det var ikke meningen. Det er bare ikke ofte jeg høre folk snakke om sig selv på den måde" undskyldte hun roligt. Der var ingen grund til at gøre denne mand vred. Hun havde endnu ingen ide om hvad han var i stand til eller hvad han ville for den sags skyld så hun gjorde virkelig sit bedste for ikke at træde ham alt for meget over tæerne. Det var i hvert fald det klogeste skulle hun mene.

[Deleted]

Hvem var denne kvinde, der tiltalte ham på den måde? Det var slet ikke således, at man havde tiltalt hinanden i sin tid, og naturligvis var det noget som påvirkede ham. Han havde kun haft sig selv, som selskab i frygtelig mange år, så var det overhovedet underligt, at han snakkede som han gjorde? Han vendte blikket mod hende. At hun derimod bad om undskyldning, var noget som faldt i meget god jord hos ham.
Her var han præget af alverdens skæl, efter de ekstremt mange år, som han havde siddet fanget i huler og grotter. Fanget af usynlige lænker, som han til sidst, endelig havde formået at bryde, så han kunne komme fri, og hvilken glæde det havde været! "Ingen forstår sig på Ezekiel.. nej.. åh nej.." Han rystede let på hovedet, inden han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
"ingen venlighed, er der at finde i disse tider.. ingenting, er som det engang har været.. Åh nej.. hvilken tragisk udvikling." Han rystede let på hovedet, som han igen vendte blikket mod kvinden. Hvorfor var hun dog på den måde? Var der ingen venlighed at finde, eller skulle alle bare dømme andre, for at være anderledes?
"I min tid, gjorde man ikke grin med folk.. nej, nej, åh nej.. ikke gjorde man grin.." endte han med en direkte stemme, som han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Han var bestemt ikke tilfreds. Hvilken tragisk udvikling, det hele havde taget!

[Aya Keena]

Manden foran hende bar dybt underlig, det var der ingen tvivl om. Hovedet søgte let på sned som hun lyttede til hans ord og studerede hans væremåde. Det var virkelig første gang hun havde stået overfor en som decideret virkede ... sær? Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvorfor han virkede sådan men det gjorde han altså bare. Øjnene hvilede roligt på hans skikkelse som han blev ved med at snakke. Tankerne om hvorfor han snakkede som han gjorde pirrede hendes nysgerrighed en smule og hun endte med at træde et skridt nærmere. "Mit navn er Aya" Præsenterede hun sig roligt. Hun bed sig let i læben. Hvordan skulle hun dog bære sig ad med det her uden at sige noget forkert?
Hun endte med at lade sig falde ned på knæ mens hun blot kiggede op på ham. Gad vide hvem han egentlig var? Hun vidste at han hed Ezekiel men ellers var hun i mørket. "Du har ret. Jeg forstår dig ikke men jeg kan lære at forstå dig hvis du hjælper mig. Verdenen er blevet ond og grumsom. Der er ikke meget venlighed tilbage og alle er nervøse og har en tendens til at sige de forkerte ting" sagde hun tænkende og bed sig kort i læben. "Jeg er ked af hvis jeg sagde noget som gjorde dig vred eller ked af det. Det var alet ikke min mening på nogen som helst måde." Det var noget hun prøvede at forsikre ham om. Hun mente virkelig ikke noget ondt med det hun havde sagt og ej heller ønskede hun at sige nogle dumme ting til ham.

[Deleted]

Ezekiel var nok på mange måder, en sær snegl. Det havde han alle dage været, hvilket også var grunden til, at folk flest, faktisk tog fejl af ham. De tog fejl af ham og hans intentioner på sigt, hvilket nok bare var synd og skam. Ezekiel var hans navn, men et navn, som var gået i glemmebogen ved de fleste fra hans tid. Desværre. De fleste troede vel nok, at han var død? "Aya..? Ezekiel kan godt lide det navn.. Ja, det fint.. Rigtig fint," endte han.
Selv da hun kom nærmere, blev han stående fuldkommen stille i stedet for. Det var jo ikke fordi at han var bange for hende. Han ville blot sikre sig, at der ikke var nogen, til at putte ham tilbage i tilværelsen som fange, som det han nu havde været vant til fra før af, hvilket naturligvis også godt kunne mærkes. Han ønskede ikke at blive fanget igen!

At hun måtte definere verden som et grumt sted, var en ting, som Ezekiel, kun måtte sige sig enig i. "Verdenen er blevet ond og grusom. Ingen hjælper hinanden længere.. Åh nej, de gør ikke.." Han rystede på hovedet, inden han gik så meget ned i huk, at hans hænder, kunne nå den bløde jord under ham. Han elskede følelsen af det, og særligt efter alle de år, som han havde siddet indespærret. "Du vil have Ezekiels hjælp?" tilføjede han pludseligt. Hun var den første, der direkte havde efterspurgt den.

[Aya Keena]

Alle folk havde ret til at være som de ønskede det man Ezekiel var virkelig sær. Ikke at det gjorde Aya noget5 som helst. Et sted så nu hvor hun ikke var bange for at han ville gøre hende noget så begyndte hun at blive nysgerrig. Gad vide hvorfor han var som han var? Hovedet søgte let på sned mens han snakkede. Hun kunne ikke undgå at smile sødt ved hans ord. "Tak, Ezekiel" sagde hun mildt. Hun havde valgt at søge nærmere også for at vise ham at hun intet ondt havde i sinde. Hun ønskede virkelig ikke at gøre ham noget. Som han selv søgte på hug og begyndte at føle jorden begyndte hun at studere ham. Hun ville gerne vide mere.
Verdenen var en voldsomt grumt sted. Han havde ret. Der var virkelig ikke meget hjælp at hente længere. Folk passede på sig selv og deres nærmeste og så virkelig ikke ud over deres egen lille næsetip. "Folk er bange. De frygter for at miste dem de holder af eller miste deres eget liv. Det er synd at det er sådan men sådan er det når der er så meget uvished" endte hun stille og tænkende. At han så næsten virkede overrasket over hendes ord fik hende til at smile på ny. Hun nikkede roligt til ham. "Ja det vil jeg. Jeg har brug for din hjælp for at forstå. Jeg vil gerne forstå dig så hjælp mig med det, ellers så har jeg ikke en chance." Hun sendte ham et blidt smil. Hun var nysgerrig af natur og han var spændende, også selvom det ikke ligefrem så ud til at han vidste hvad et bad var.

[Deleted]

Ezekiel vidste i forvejen, at han var meget anderledes, end den typiske borger, hvilket nok var grunden til, at flest, så skævt til ham, og bare lod ham gå, som var han en gemen landsbytosse. Et sted var han måske.. men der var mange andre ting i det, end hvad de gav ham credit for. Hendes navn, kunne han godt lide.. som han kunne lide hendes person. Hun var jo sød ved ham. Hvilket var noget, som han godt kunne lide. "Ezekiel kan godt lide Aya," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun var smilende og glad. Det var noget, som han rigtig godt kunne lide.

Ezekiel lod begge hænderne glide over jorden under ham. Det var stimulerende på mange måder, hvilket var noget, som han virkelig godt kunne lide, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hovedet lod han derfor søge på sned, inden han så mod hende igen. At hun bad om hans hjælp, kom bag på ham. Han rettede sig op igen. "Ingen ønsker Ezekiels hjælp.. Åh nej, åh nej... farlig siger de han er.. meget farlig.. udspekuleret.. kan høre og se alt.." Med disse ord, hævede han sin pegefinger, og lagde den let mod hans tinding, inden han lod den falde igen. Hun ville forstå ham? Gøre ting for ham? Han forstod det bare ikke. "Du vil forstå mig..?" spurgte han. Hvordan skulle den forstås?

[Aya Keena]

Ezekiel var anderledes, bevares men det gjorde hende ikke noget. Så længe han ikke ville gøre hende ondt så gjorde det intet. Hun kunne ikke andet end at ønske at vide mere. Hun vidste stadig ikke meget om denne verden selvom hun dog havde lært en del ved at være på egen hånd så længe. Hun sendte ham et lille smil og kunne ikke lade være med at komme med et sødt lille fnis ved hans ord. "Jeg kan også godt lide dig, Ezekiel. Du virker rar" sagde hun oprigtigt og lod hovedet glide let på sned.
Hun betragtede ham som hans hænder gled hen over jorden. Det var som om han ikke havde mærket den bløde muld længe hvilket kun gjorde hende mere nysgerrig. Selv havde hun tilbragt meget tid indenfor i sin tid som slave så hun kendte godt det med at føle jord under fingrene og vinden i ansigtet når man endelig fik muligheden for det. Hans ord fik hende til at betragte ham med et lidt forvirret blik. Høre og se alt? Hvordan kunne man det? Det var underligt men også spændende. "Du virker ikke farlig ... Men Ezekiel? Hvordan kan du se og høre alt?" spurgte hun nysgerrigt. Hun forstod det virkelig ikke men ville virkelig gerne. Det var rart at lære nye ting. At han derimod ikke kunne forstå hvad hun mente med hendes ord fik hende til at smile blidt. "Mennesker har en tendens til at hade og frygte ting de ikke forstår. Sådan ønsker jeg ikke at være. Jeg vil hellere lærer at forstrå hvad jeg endnu ikke forstår. Som jeg sagde tidligere så forstår jeg dig ikke men det vil jeg gerne men for at kunne det skal jeg bruge din hjælp. Vil du hjælpe mig med det?" Hun sendte ham et oprigtigt smil og nappede sig selv let i underlæben mens hun blot betragtede ham.

[Deleted]

Ezekiel var anderledes, og i forvejen, kunne man sige, at han havde været vant til, at folk flest, dømte ham, før de overhovedet gav ham chancen, til at vise, hvad han egentlig var i stand til. Grotesk som det end måtte være, så var det jo egentlig bare de rette omstændigheder i den forbindelse. Han betragtede sine hænder køre henover mulden under ham, inden han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Sød som hun var, virkede hun heller ikke fordømmende, som de mennesker, han plejede at være i nærheden af. Var det underligt, at han fandt den tanke betryggende? For det gjorde han. "Du er sød ved Ezekiel.. ingen er sød ved ham.. åh nej.. ingen," endte han, hvor han samtidig måtte ryste lidt på hovedet.

At Aya ikke trak sig fra ham, men derimod ønskede at forstå ham, var helt nyt for Ezekiel, selvom det uden tvivl, var en tanke, som måtte falde i ekstrem god jord hos ham. Han trak vejret dybt, inden han denne gang satte sig direkte ned på mulden. Tanker kunne han høre overalt omkring ham. Det var mange år siden, at det havde været et behov for ham, at lukke i, men det kunne han ikke gøre mere. "Racen gør det.. Åh ja.. Jeg er født sådan.. Altid har jeg kunne høre tanker. Det var det, som fik mig spærret inde, var det! Jeg fandt ud af hans hemmelighed.. Diamaqimas hemmelighed," fortalte han. Sandt var det. Det var jo ikke fordi, at hans liv havde været godt. Tvært imod.
At hun virkelig ønskede hans hjælp, var uden tvivl noget, der kom bag på Ezekiel. Forundret måtte han kigge på hende. Han var bestemt ikke vant til det. Langt fra faktisk. "Ezekiel vil gerne hjælpe," afsluttede han. Var det starten på noget nyt? Et venskab måske?

[Aya Keena]

Mange i denne verden var fordomsfulde. De dømte folk på deres udseende, på deres første håndsindtryk og gjorde næsten aldrig mere ud af at lære dem at kende. Det var så let at dømme folk og Aya var begyndt at blive meget bevist om dette faktum. Hun ønskede ikke at dømme andre og det var også derfor hun sad her nu. Mange ville nok bare have gået forbi ham men hvorfor skulle hun være som andre? "jeg er ked af at det ikke er alle som er søde ved dig, Ezekiel. Det er heller ikke alle som er sød ved mig" sagde hun stille.
Det at han satte sig til rette og begyndte at fortælle hende lidt fik hende til at spidse øre. Nysgerrig det var hun men det var slet ikke alt hun lige forstod. Hun havde en smule svært ved at finde hoved og hale i den måde som han snakkede på en gang i mellem så hun sad let og tyggede på ordene før hun igen snakkede til ham. "Hvilken race? Jeg har ikke mødt mange andre racer en engle, vampyrer og mennesker må jeg nok erkende så alle de andre racer er mig ukendte. Hvem er Diamaqima?" Det lød som om at det var denne mand som havde gjort noget forfærdeligt ved Ezekiel og det var slet ikke en tanke som Aya kunne lide. Slet ikke faktisk. Hvad der var hændt ham var hende endnu ukendt men hun ville gerne vide det. Måske var der noget hun kunne gøre for ham? At han sagde ja til at hjælpe hende med at forstå ham fik hende til at smile stort. "Det er jeg rigtig glad for" sagde hun mildt og begyndte at pikke ved nogle græsstrå ved hendes ene knæ. Hun sad lidt og tænkte før hun igen vendte opmærksomheden mod Ezekiel. "Hvad er der hændt dig, Ezekiel?" Det var et spørgsmål som hun havde stillet sig selv en del og hun kunne vel ligeså godt spørge ham og måske få nogle svar.