A nice day

[Aya Keena]

Alle i denne verden var værdifulde på deres egne måde. Også Ezekiel. Det holdt hun fast på også selvom han ikke kunne se det. Et sted så mindede han hende om hende selv. De første par gange Carlisle og Gabriel havde fortalte hende at hun var værdigful havde hun ikke troet dem og stadig var det svært for hende men hun prøvede da. Den måde som han sad og fumlede med sit tøj på var en af de ting som fik hende til at rykke sig tættere på ham. Et sted så var det et sats da hun tog ved hans hånd og snakkede til ham så tæt på men hun frygtede ham ikke. Hun sendte ham et lille smil. "For blot et år eller to siden så havde jeg ikke kunne modtage de ord fra nogen. Jeg følte mig værdiløs, jeg kunne udskiftet og ingen ville savne mig hvis jeg en dag forsvandt. Jeg var ikke andet end en slave" forklarede hun roligt og sendte ham et smil. "Men det er en forkert tanke at have. Du er måske speciel men det gør ikke noget. Du er dejlig fordi du er dig og ingen anden."

Hun kom roligt på benene da han lovede hende at han ville vente. Hun sendte ham et roligt smil. "Jeg lover at jeg ikke er væk alt for længe" sagde hun og forsvandt så tilbage i skoven. Hun skulle finde noget at spise og nogle andre småting. På vejen tog hun små noter sådan så hun lettere kunne finde tilbage til ham.
Lidt tid var gået og endnu en gang var Aya på vej tilbage igennem skoven. Hun havde en læderpose hængende over den ene skulder mens hun med lidt hastige skridt skyndte sig tilbage til Ezekiel. Hun nåede i nærheden af der hvor de havde mødtes og kiggede lidt rundt. "Ezekiel?" kaldte hun roligt og kiggede rundt for at se om hun kunne se ham mellem træerne.

[Deleted]

Der var ikke noget særligt, eller noget specielt ved Ezekiel, og det var en tankegang, som han nu også måtte stå fast ved. Ikke at han havde tænkt sig, at lave den tanke om, og ikke var det noget, som han havde tænkt sig. Han ville ikke skuffes igen. Så hellere skuffe sig selv den ene gang på forhånd. Han rystede kort på hovedet, velvidende om, at han havde hendes hånd i sin. Det var helt surrealistisk, at hun tog om ham, når han var så vant til at folk var bange for ham. Det var de i hvert fald normalt.
"Mange er bange for Ezekiel.. jeg hører det.. jeg kan høre hvad intet øre kan.. åh ja.. Ezekiel hører alt.. alle de ting, som munden ej siger.." sagde han, og bed sig let i læben. Tanker var måske tolkfrie, men det gjorde ikke, at de gjorde mindre ondt, for det gjorde de ikke. Det gjorde ham faktisk ked af det, at det var den slags tanker, folk gjorde sig om ham. Han kunne ikke lide det.

At hun ville hente noget at spise, sagde han intet til. Det var også nu, at han fandt ud af, om hun var en, som han reelt kunne stole på, hvis hun kom tilbage.. ellers ville han nok bare blive skuffet som altid. "Ezekiel venter på Aya," lovede han.
Hvor længe han derimod måtte sidde der og vente på hende, ivdste han ikke, men han glædede sig faktisk til hun kom retur. Det var først, da han hørte sit navn blive kaldt, at han hævede hovedet. Krumbøjet havde han siddet og leget med græsset, hvor han ikke havde rokket sig ud af flækken. Hun var rent faktisk kommet tilbage til ham? En tanke, som uden tvivl gjorde ham rigtig, rigtig glad! Ingen tvivl om det!

[Aya Keena]

Der var noget specielt ved alle mennesker! En gang i mellem skulle man bare kigge lidt bedre efter for at finde det. Mange stødte Ezekiel fra sig fordi han var mærkelig. Hun var ikke bange for at indrømme det men hun kunne virkelig godt lide at han var på den måde. Det var anderledes og en ting som virkelig fangede hende. Alle var i hendes øjne specielle og han var intet undtag. Hun sendte ham et roligt smil som han snakkede det. "Måske. Men det er din race. Jeg er ikke bange for dig. Jeg vil aldrig være bange for dig. Du er sød og rar og god ved mig" sagde hun ærligt og sendte ham et blidt smil. Hun kunne virkelig godt lide ham og det ville hun gerne have at han vidste.

Hun havde skyndt sig så meget som hun kunne men tiden var da gået en smule. Hun var ankommet til lysningen og havde kigget rundt. At navigere i skoven var virkelig ikke hendes stærkeste side men hun kæmpede virkelig for at finde tilbage. Da hun hørte hans stemme måtte hun smile og søgte hen ved hans side igen. "Undskyld jeg lod dig vente så længe. Jeg havde svært ved at finde tilbage" sagde hun ærligt og en smule forpustet. Hun satte sig ned og lod den lille sæk blive sat ned ved siden af hende. Hun åbnede den hurtigt og fandt noget brød og vand frem som hun rakte til ham med et lille smil hvorefter hun fandt noget frem til sig selv. Hun var også selv en smule sulten måtte hun da indrømme.

[Deleted]

Ezekiel kunne ikke se, hvad der var så særligt og så specielt ved ham. Der var jo ikke noget. Altid havde han være vant til at blive kaldt for en særling, og den som altid fik skylden, bare der var det mindste galt. Sådan havde det jo trods alt været i mange år. Desværre. Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen, som han kort trak på den ene mundvig.
"Aya er god ved Ezekiel... Ezekiel er derfor god ved Aya," fortalte han. Det var det, som gav mest mening i hans øjne. Det ændrede dog bare ikke på, hvordan andre var overfor ham, når de endelig stødte på ham. Det var jo trods alt også derfor, at folk flest, var noget osm Ezekiel holdt en afstand til.

Hvor længe Ezekiel havde siddet og ventet, vidste han faktisk ikke. Han blinkede med øjnene, som hun kom ham i møde. Glad var han dog uden tvivl, ved at hun var kommet tilbage, og den sæk, som hun ligeledes satte sækken fra sig. Næsten som et dyr, kravlede han over jorden, og tættere på. "Hvad har Aya med?" spurgte han denne gang med en nysgerrig mine, inden han hævede blikket, og så mod hende igen. Brødet tog han imod, hvor han smilede glad. "Tak," sagde han roligt, inden han gav sig til at spise af brødet, med største glæde.

[Aya Keena]

Det var virkelig ærgeligt at det skulle være på denne måde. Hun kunne slet ikke lide det men hvad kunne hun dog gøre ved det? Det var en tanke som var hende trist og dog så vidste hun jo at det var sådan det var. Alt hun kunne gøre var at vise ham at der også var mennesker i denne verden som kunne være søde og rare. Hvilket var hvad hun gjorde nu. Hans ord fik hende til at smile sødt. Det var en fin tankegang at have at når nogen var sød ved en så skulle man også være sød ved dem.

Aya havde været væk i noget tid. Hun havde fundet nogle ting i den nærmeste by men havde virkelig haft svært ved at finde tilbage. Sted kendt i skoven var virkelig ikke noget hun var selvom hun rendte rundt her forholdsvis ofte. Hun skulle bare aldrig finde tilbage til det samme sted normalt. Det havde hun så prøvet nu. Hun sendte ham et stort smil som hun slog sig ned ved siden af ham. Roligt begyndte hun at rode i sækken men vendte opmærksomheden mod ham ved hans spørgsmål. "Noget vand og noget brød" sagde hun smilende hvorefter hun fandt det frem og rakte ham noget af det. Han takkede hende og hun tog selv lidt brød. Hendes blik søgte hans skikkelse som han begyndte at spise. Gad vide om han fik mad på regelmæssig basis? Hun troede det ikke så det glædet hende at han kunne få lidt nu. "Det ser ud som om det falder i god jord" sagde hun muntert også begyndte selv at spise lidt. Det var nu rart med lidt mad selvom det ikke ligefrem var det store festmåltid.

[Deleted]

Ezekiel var slet ikke vant til, at folk var gode eller søde ved ham, og derfor var han også som han var lige i øjeblikket. Det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Det var en tanke, som gjorde ham glad. At der rent faktisk var nogen derude, som ville give ham en reel chance til at gøre, hvad der nu var nødvendigt, for det var sådan, at han havde det lige for øjeblikket.
Nysgerrig, som han var på det, som hun nu havde med, også selvom det var så sølle som vand og brød, så var det ikke noget, som han oplevede, at blive præsenteret for særlig ofte. Det var uden tvivl noget, som faldt i hans ekstremt gode jord! Ingen tvivl om det!
Ezekiel nikkede nærmest helt ivrigt og begejstret, inden han blot begyndte at spise af, hvad der nu var blevet serveret for ham. Det smagte jo godt, og han var uden tvivl sulten! Han kunne jo slet ikke huske hvornår han havde spist sidst, så det var ved at være rigtig lang tid siden!
"Ezekiel kan godt lide det.. virkelig godt.. godt i maven.. åh ja.." sagde han. Han gentog det flere gange, mens han proppede munden, for at sikre sig, at han blev god og mæt, for det var hvad han havde brug for lige nu. Det var nemlig alt for lang tid siden, at han havde fået lov til at fylde maven! "Aya have mere?" spurgte han videre. Han ville jo også gerne have, at hun blev god og mæt i maven, ligesom han nu var.

[Aya Keena]

Aya ønskede at give ham en chance. Alle mennesker i denne verden fortjente en chance eller to, det var der vidst ingen tvivl om. Hun håbede så inderligt at andre ville gøre det samme. Han var jo en dejlig og rar person så hvorfor bare smide ham væk? Ej var dette noget som hun forstod sig på. Hun brød sig faktisk slet ikke om tanken.
Hun var vendt tilbage med nogle små ting. Man kunne ikke ligefrem sige at det var et overdådig måltid som hun havde med men det var nok til at gøre en mæt. Selv fik hun ikke voldsomt meget andet for pengene kunne godt være en smule få i forhold til hvad hun kunne tænke sig. Dog betød dette ikke noget for hende. Stadig havde hun nok til at klare sig igennem dagen hvilket vel også var det vigtigste. Hans ord med at han godt kunne lide det fik hende til at smile sødt. Det var godt at han var så glad for at få noget at spise, han måtte også være sulten den stakkel. ”Det er jeg glad for at du kan. Jeg håber at du bliver mæt” lød det blid fra hende som hun selv begyndte at spise. Hun spiste ikke se meget, det gjorde hun som regel aldrig fordi så holdt hendes penge længere. Dog havde hun brugt flere penge end normalt i dag fordi de var to og fordi hun ligeså havde taget andre ting med. Hans spørgsmål var sødt. Det var dejligt at der var nogen som tænkte på hende og om hun også blev mæt. Dog takkede hun pænt nej tak til ham. ”Spis du bare og hvis du ikke kan spise det hele nu så gem noget til lidt senere sådan så du får mad igen” lød det blidt, ja næsten kærligt fra hende. Hun havde altid og ville altid være en god og kærlig pige overfor andre mennesker. Hun ønskede virkelig at vise dem det gode i verdenen og vise dem at den ikke altid bare var kedelig og dårlig. Hun ville vise folk lyset i mørket.

[Deleted]

Ezekiel var overhovedet ikke vant til, at nogen var sådan overfor ham, selvom han nu godt kunne lide det. Det var virkelig rart, at der var nogen, som kunne vise sig fra den mere venlige og imødekommende side, for det var faktisk også noget, som betød vanvittig meget.
Nu hvor han glædeligt sad og spiste af, hvad hun havde tilbudt ham, så gik det også for alvor op for ham, hvor sulten han egentlig var. Men okay, det var også ved at være rigtig lang tid siden. Aya var virkelig god ved ham, og det betød uden tvivl meget for ham. "Så sulten.. Ezekiel kan mærke, han er sulten.." Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang, som han let rynkede på næsen. Han trak sig denne gang tættere på hende endnu en gang. Nysgerrig som han var, ville han jo endnu meget gerne finde ud af, hvad det var for en kvinde, som han i øjeblikket, stod ansigt til ansigt med. "Mad igen? Du vil finde Ezekiel og give ham mad igen?" spurgte han denne gang langt mere overrasket, end vad han nok ellers ville have været, men det var svært at være andet, når han slet ikke var vant til, at folk var sådan overfor ham. Han lod sin skællede hånd forsigtigt stryge over hendes arm.. forsigtigt. Han lod hovedet søge på sned.. undersøgende. Hun var så god ved ham. Han vidste jo slet ikke, hvad han skulle sige.

[Aya Keena]

Aya ville ham virkelig ikke andet end det bedste. Ezekiel havde virkelig vist at han var en ualmindelig venlig person og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Hun ville vise ham at der var mennesker i denne verden som ikke bare dømte ved første øjekast men som godt kunne sætte sig ned og lytte til folk. Et sted så ønskede hun at passe på ham. Han virkede en smule skrøbelig.
At han ikke havde spist længe havde Aya allerede gættet. Tydeligt havde hun jo kunnet se det på ham. Han havde været forfærdelig tynd så han var glad for at han sad og mæskede sig i det brød som hun havde med. Det var ikke meget men alt var vel bedre end igenting. Det synes hun i hvert fald. Hun spiste selv noget men slet ikke i ligeså stor grad som Ezekiel gjorde det. Hun sendte ham et roligt smil ved hans ord. "Det kan jeg godt fornemme på dig. Bare spis" opfordrede hun ham blidt. Blikket hvilede på hans skikkelse og nysgerrigt så hun til ham han kom hende nærmere. Hun havde ikke noget imod det. Hun sendte ham blot et lille smil og lod hovedet søge let på sned. Hans spørgsmål fik hendes smil til at brede sig en smule og hun nikkede bekræftende. "Hvis vi støder på hinanden igen så vil jeg hjertens gerne give sig mere mad" lød det bekræftende fra hende. Hun mente det virkelig. Hvorfor skulle hun ikke ville hjælpe ham hvis de mødtes igen? Det ville da være helt tåbeligt. Hun kunne godt lide ham så hun ville for alt i verdenen hjælpe ham hvis det var hende en mulighed. Hun blev blot siddende stille som han løftede sin hånd og strøg hende over den ene kind. Det føltes en smule sjovt fordi det ikke var hud mod hud men det gjorde hende ikke noget. Hun blev blot siddende med de blå øjne hvilende på hans skikkelse. Han var nu meget sød hvis hun skulle være helt ærlig.

[Deleted]

Det var slet ikke ofte, at Ezekiel oplevede, at nogen i det hele taget var så imødekommende og så venlige overfor ham, som det Aya måtte være. Det var glædeligt.. Han kunne da kun blive alt for vant til dette, og det kunne uden tvivl også godt mærkes lige nu. Han spiste glædeligt, som havde han ikke spist i evigheder. Med det liv som han havde haft, så mærkede han bare ikke rigtigt, når han var sulten mere.
Hvorvidt om Ezekiel var sårbar eller hvordan han skulle fremstille sig selv, vidste han ikke. Det var der jo aldrig noget, som nogen havde spurgt ham om. Det var der aldrig nogen som havde vist ham den store interesse, så hvorfor skulle han gøre sig de tanker om sig selv? Lige hvad det angik, skulle man nok betegne ham som et barn. Han var nok gået meget i stå lige på det punk. "Ezekiel kan godt lide det. Åh ja, han kan.." fortalte han med en glad stemme. Han var tynd, så det var vel også ved at blive lang tid siden, at han i det hele taget, havde fået noget at spise, var det ikke?
Ezekiel vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han sænkede hænderne igen, og med munden fuld af mad. Ville hun allerede gå? "Aya vil gerne gå?" spurgte han, da det var det, som han tolkede ud af situationen, og ikke ønskede han, at hun skulle gå nogen steder! Ikke nu hvor han rent faktisk havde fundet sig et selskab, som han godt kunne lide.

[Aya Keena]

Aya var som Aya altid var. Hun var så sød og kærlig hvilket også kunne bringe hende i mange problemer desværre. Det var ikke altid en god ting at være så venlige overfor fremmede men denne gang havde hun satset og det havde jo vist sig at være en god ting. Ezekiel var sær men sød og rar hvilket var noget som hun virkelig godt kunne lide. Smilet hvilede derfor konstant på hendes læber og hendes blik lå på hans skikkelse. Hun betragede ham som han spiste. Det så virkelig ikke ud som om han havde spist længe den lille stakkel. Et sted havde hun forfærdelig ondt af ham. Han havde været igennem så meget for uden det at han ikke havde fået noget mad. At være lukket inde et sted helt alene … Hun ville slet ikke kunne overleve sådan noget! ”Det er jeg glad for du kan. Bare spis” opfordrede hun ham blidt. Hun mente det virkelig for hvis hun kunne hjælpe ham lidt på denne måde så var det en ting som ville glæde hende rigtig meget.
Han misforstod hendes ord og det var en smule sødt. Hun rystede smilende på hovedet før hun igen kiggede på ham. ”Nej jeg går ikke endnu medmindre du vil have det. Og kan jeg ikke blive her alt for længe”påpegede hun roligt. Lige nu havde hun ikke planer om at tage afsked men hun vidste også at hun ikke kunne blive siddende her med ham til evig tid.

[Deleted]

Ezekiel var underlig og sær. Det vidste han godt, for det var sådan, at han primært blev fremstillet, og som den mentaledæmon som han var, kunne han jo også høre, hvad folk sagde om ham, og det kunne han slet ikke lide! Han var ensom.. underlig, og et sted skadet af hans liv alene, for han havde været alene, uden noget, der mindede om selskab, foruden ham selv igennem forbandet mange år, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes den dag i dag.
Selv spiste Ezekiel med største glæde, da han faktisk også var ved at blive temmelig sulten! Han var dog mere ked af, at han måtte tolke, at hun allerede nu var på vej væk. Det ønskede han jo ikke.. Det var rart, at der var nogen, som faktisk ønskede at samtale med ham, og ikke så på ham, som var han en freak, som så mange andre gjorde. Denne gang satte han sig direkte ned på bagpartiet ved siden af.. Maden lod han denne gang ligge, uden at han rørte ved den. Ezekiel havde jo ikke nogen steder at tage hen.. Han gik jo rundt uden mål og mening. "Hvor skal Ezekiel tage hen..?" spurgte han nærmest ulykkeligt. Han vendte blikket ned mod sine egne hænder igen, som han fumlede med. Et sted for ham, var det ubehageligt, men igen, så kom det ikke rigtigt bag på ham som sådan. Han var jo vant til at være den som folk vendte ryggen til.

[Aya Keena]

Jo, Ezekiel var da sær. Det ville Aya ikke benægte men hun kunne godt lide det. Det var anderledes og han var jo sød og rar selvom han var sær. Hun havde intet imod at han var som han var selvom det var synd at han var blevet sådan på grund af det liv som han havde levet. Hun ville ønske at det kunne være anderledes men faktum var at man ikke kunne ændre fortiden og så måtte man jo lære at leve med den. Aya havde i hvert fald taget fat i sin fortid og lært at leve med den. Hun ville i hvert fald ikke lade den definere hende.
Hun kunne lide at se ham spise. Han kunne godt trænge til det og det gjorde hende godt at se ham nyde det. Dog kunne hun tydeligt mærke hvordan han ændre sig en smule. Hovedet søgte let på sned som hun prøvede på at vurdere situationen. Havde hun gjort noget forkert? Hun tænkte lidt over deres samtale og lyttede til hans ord. Han havde ingen steder at tage hen? På det punkt havde de meget til fælles så. Hun rykkede sig en smule tættere på ham og løftede forsigtigt den ene hånd før hun tog forsigtigt om hans. Hun sendte ham et blidt smil. "Jeg har heller ingen steder at tage hen, Ezekiel. Jeg lever på må og få. Dog kan jeg ikke blive siddende her hvis jeg vil kunne spise. Mad kræver penge og for at få penge så må man arbejde. Da jeg endnu ikke har fundet noget fast så rejser jeg fra sted til sted og laver små ting. Det er man nød til for at overleve" sagde hun smilende. Hun ønskede ikke at gå men hun vidste også at hun ikke kunne blive siddende her for evigt. Hun havde brug for penge for at kunne få noget at spise.

[Deleted]

Ezekiel var vant til at være sær.. Vant til at blive dømt for det, og han havde derfor også lært at leve med det, så det alene, var helleri kke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse igen. Han blinkede med øjnene. Det føles virkelig godt at få noget i maven, men af den grund, så ønskede han slet ikke at hun skulle tage nogen steder hen.
Som hun tog hans hånd, vendt han blikket mod den. Han var i forvejen ikke vant til at nogen i det hele taget, ville røre ved ham på denne her måde. Han blinkede derfor med øjnene. Han bed tænderne svagt sammen, og så mod hendes ansigt igen. "Ezekiel har heller ikke nogen steder at gå hen.. Åh nej.. Folk ikke lide Ezekiel.. De frygter ham.. åh ja.." Han rystede kort på hovedet endnu en gang. Han havde kun haft sig selv som selskab, og derfor havde han også sin særlige måde, at omtale sig selv på.
"Ezekiel vil gerne være sammen med Aya," sagde han denne gang, med en tydelig oprigtig stemme. For ham, derimod var det noget, som betød meget. Hun var en af de få, som samtidig også havde vist, at hun ikke var bange for ham, eller urolig omkring ham, som så mange andre havde været, hvilket var noget, som han virkelig godt kunne lide. Ingen tvivl om det. Han rykkede denne gang tættere på hende. Undersøgte hende meget nøje med blikket. Han var jo meget intimiderende. Det havde han altid været.

[Aya Keena]

Aya kunne acceptere Ezekiel og hans særheder. Den stakkels mand havde altid været alene og han var jo et rart og godt væsen i bund og grund. Hun så i hvert fald ingen grund til at skubbe ham væk blot fordi han var lidt anderledes. Folk der gjorde sådan noget kunne hun slet ikke fordrage!
Hun tog hans hånd uden frygt. Hun var virkelig ikke det mindste bange for ham og det prøvede hun også at vise ham. Hun ønskede virkelig ikke at han skulle misforstå noget. Hun var hans ven og det holdt hun helt og aldeles fast på. At han heller ingen steder havde at være fik hende til at smile en smule optimistisk. ”En eller anden dag så finder vi det sted som vi høre til, Ezekiel. På et eller anden tidspunkt så skal vi nok finde et hjem hvor folk kan acceptere os for dem vi er helt og holdent” lød det blidt fra hende som hun sendte ham et smil. Hun mente det virkelig. Det skulle nok lykkes for dem en dag.
Han rykkede sig tættere på hende. Hans blik var intimiderende men hun var ikke bange. Hun sad blot stille og betragtede ham studerede hende som han nu havde lyst til. Hovedet søgte let på sned ved hans ord. Han ville være sammen med hende? En svag rødmen meldte sig i hendes kinder som hun brød ud i et lille smil. ”Jeg vil ikke love at vi kan være sammen hele tiden men jeg skal nok hjælpe dig. Jeg har en tur til Manjarno som jeg skal have overstået men så kommer jeg tilbage til dig her i skoven, okay?” Skal vi aftale det?” spurgte hun roligt. Det var ved at være sent og hun vidste at hun snart skulle til at videre hvis hun skulle nå den dags gøremål inden det blev mørkt.