A nice day

[Deleted]

Der var faktisk ikke særlig mange, der var søde ved Ezekiel. Der var jo trods alt en grund til, at han var så påpasselig, som han var. Han vendte sig mod hende. Aya derimod, var en, som han godt kunne lide. Hun var varm.. og han kunne ikke læse eller høre noget, der mindede om onde intentioner. Slet ikke faktisk. "Du er varm om hjertet.. Ezekiel godt lide det.. Åh ja.." endte han, som han satte sig ned. At hun gjorde det samme, sagde han intet til.
Hvem Diamaqima var? Vidste hun ikke hvem han var? Langsomt vendte han de mørke øjne mod hende. Han knyttede næverne let. Det var den mand, der var skyld i, at han havde det, som han havde det, og særligt med den opførsel og behandling, som han havde været udsat for. "Diamaqima er en slem mand! Ja, han er! Han gjorde det ved Ezekiel.. Diamaqima.. Nathaniel Diamaqima!" Aldrig havde han glemt mandens navn, og ikke ville han glemme det, før han vidste, at manden permanent var væk fra denne jord. Ikke fordi at han ønskede at slå ham ihjel. I den forbindelse, kunne han snildt smøre sig med noget, der mindede om en kæmpe tålmodighed, og det havde han skam også tænkt sig at gøre.
At hun spurgte ind til hvad der var sket ham, gjorde ham langt mere tavs. Han vendte blikket ned mod sine næsten skællede hænder, inden han svagt knyttede dem. Det var jo ikke ligefrem en solskinshistorie. "Diamaqima lukkede mig inde.. usynlige lænker.. kolde lænker.. Ezekiel kunne ikke komme ud.. Åh nej.. nej, nej, nej.. Mange år var jeg der.." Han strakte sine arme lidt, så tydelige mærker dukkede op omkring hans håndled.

[Aya Keena]

Aya kunne virkelig ikke finde på at gøre nogen noget. Hun ønskede kun at hjælpe og være der for andre mennesker og det at hun var engel forstærkede kun de følelser. Efter lang tid havde hun endelig fået styr på healingen og kunne nu heale andre ret godt. Hun tog små jobs rundt omkring for at tjene til dagen og vejen. Ikke noget alt for kompliceret. Hun tog det stille og roligt. "Tak. Det er altid rart at få sådan noget af vide. Du er også rigtig rar og det er noget jeg kan lide" medgav hun roligt.
Hun lyttede roligt til ham. Tydeligt kunne hun se at dette var en mand som havde gjort grimme ting ved Ezekiel og det var i sig selv noget som hun slet ikke brød sig det mindste om. Hovedet søgte let på sned som han fortalte om Nathaniel Diamaqima. Nathaniel var ikke en navn hun kunne genkende men Diamaqima var et af de efternavne om Procias dronning besad. Måske en slægning? Tanken om Silia gjorde hende for en kort stund dårlig men hun slog det væk fra sig igen. "Jeg er ked af at han var ond ved dig. Nogle mennesker skader andre uden grund, holder dem fanget uden grund" sagde hun stille og tænkte på sin egen fortid som heller ikke ligefrem havde været en dans på roser.
Hans håndled bad tydelige mærker. Hun studerede dem lidt på afstand, det var vidst ikke noget som hun kunne gøre noget ved desværre. "Hvor holdt han dig fanget henne? Sad du der helt alene?" spurgte hun trist på hans vegne. Ingen fortjente at leve i fangeskab.

[Deleted]

Aya var en kvinde, som uden tvivl var meget varm om hjertet, hvilket var noget ,som faldt i umådelig god smag hos Ezekiel. End ikke det, var noget som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på, når det endelig var. Hovedet lod han derfor søge på sned, som han fumlede med hænderne foran sig. Hun takkede ham? Han var slet ikke vant til, at nogen i det hele taget, ønskede at snakke med ham, hvilket uden tvivl godt kunne mærkes lige nu.

Nathaniel Diamaqima, og hans familie, var en familie, som Ezekiel nok for altid ville have det meget svært ved, og særligt på grund af det, som var sket, og det som han selv var blevet udsat for. Hænderne gned over hans håndled ved tanken om det. "Ezekiel kender hans hemmeligheder.. Derfor gjorde han det.. Manden ond om hjerte.. mørk af sind.. åh ja.." Han krummede ryggen en anelse, inden han igen hævede blikket mod denne smukke kvinde, som selv ønskede at snakke med ham. Var det noget vidunder, at han kunne lide det, som skete for øjnene af ham?
Ikke forventede han, at Aya kunne gøre noget. Han var kommet fri, og han havde genvundet sin frihed, hvilket i hans øjne, var det vigtigste lige nu. Han trak hænderne til sig, inden han igen begyndte at gnide sine håndled. "Hvor ingen kunne finde Ezekiel! Ingen fandt ham.. nej.. ingen.. ingen savnede Ezekiel.. åh nej.." Han vendte sig mod bjergtindingerne, som man kunne ane langt i det fjerne. Han pegede mod dem. Deroppe havde han siddet alene i frygtelig mange tusinde år.

[Aya Keena]

Aya ønskede virkelig kun det bedste for sine medmennesker og der var Ezekiel ingen undtagelse. Han var utrolig rar og god og det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Smilet hvilede roligt på hendes læber mens hun betragtede ham. Der var ingen tvivl om at han var anderledes men indtil nu havde hun ikke set noget som hun ikke kunne lide og det var også derfor hun var blevet siddende.
Det lød virkelig som om denne Nathaniel Diamaqima virkelig havde været rigtig grim ved Ezekiel. Dette var en tanke som Aya slet ikke kunne lide det mindste! Hvorfor skulle Ezekiel dog spærres inde fordi han kendte nogle hemmeligheder? Der var vel andre måde at håndtere sådan noget på. ”Det er jeg virkelig ked af at høre. Det er aldrig pænt at holde folk indespærret eller fanget. Jeg var slave de første mange år af mit liv før jeg slav væk. Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg skal gøre med min frihed” forklarede hun stille. Hendes blik hvilede på ham mens han først kiggede ned og så op på hende igen. Da deres blikke mødtes sendte hum ham et blidt og opmuntrende smil. Han var virkelig sød. Det var en skam af så meget dårligdom havde været hans liv.
Igen havde kunnet finde ham? Han havde været spærret inde helt alene? Tanken var forfærdelig for Aya. Det ikke at være sammen med andre mennesker var det som hun frygtede allermest i denne verden. Hun kunne slet ikke klare den tanke at være alene. ”Jeg er glad for at du er kommet fri og har fået din frihed. Det at være fanget er virkelig en grim ting. Selv bryder jeg mig ikke om at være alene. Det er det værste man kan gøre ved mig, det at lukke mig inde et sted uden nogen andre” sagde hun stille. Hendes blik fulgte hans op mod bjergene og hovedet søgte let på sned. En løssluppen tot af hendes røde lokker gled ned foran hendes ansigt og hun førte den stille om bag øret igen. ”Var det der du var fanget?”

[Deleted]

Aya var en kvinde, som Ezekiel virkelig godt kunne lide, og han var heller ikke bange for at lade hende vide det. Hans blik søgte hendes skikkelse, inden han søgte tættere på hende. Hun havde været slave? End ikke det, var noget som han havde ønsket for nogen. "Ezekiel bryder sig ikke om slavehold.. Åh nej.. nej, nej, nej.." sagde ha med en dæmpet stemme. Ikke at det var noget som han kunne lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han havde jo selv siddet underlagt så mange andre, og det var kun en tanke, som han direkte måtte hade! Han ønskede ikke at byde den for nogen som helst.
"Aya fortjener bedre," fortalte han med en direkte stemme. Han krummede ryggen svagt, som han igen så sig om. Han havde været låst af vejen på grund af hemmeligheder.. Det var Nathaniel Diamaqima, som havde gjort det, og han ville aldrig nogensinde tilgive den mand for det, som var sket! Med tanke på, hvad der var sket ham, så var det vel heller ikke underligt igen, var det? Han havde været en fornuftig mand engang.. En som var meget anderledes, end hvad han var nu. Derfor pegede han op mod bjergene, hvor han havde siddet. "Ezekiel sad alene deroppe.. åh ja.. ingen fandt ham, og ingen kom og snakket med ham.. Jeg sad alene." Han vendte sig mod hende. Så lang tid ,at hun ikke vendte ham ryggen, så kunne han leve med det. Det andet her, var bare.. svært.

[Aya Keena]

Det var ikke ofte at Aya fandt et selskab så behageligt som hun havde fundet Ezekiels. Hun kunne faktisk rigtig godt lide ham. Tanken om hvis hun bare havde søgt væk igen slog hende kort. Tænk hvad hun havde gået glip af hvis hun havde gjort det. Hendes blik søgte på ny hans skikkelse ved snakken om slavehold. Hun nikkede enigt. "Jeg bryder mig heller ikke om det. Alle folk burde have ret til deres egen frihed" sagde hun stille og ved sig let i læben. Det var virkelig ikke svært at være slave. Selv havde hun modtaget ret hård behandling. Det havde hærdet hende en del gennem årene men et sted så ville hun næsten ønske at det havde været anderledes.
Hans ord fik hende til at sende ham et blidt smil. Hun havde intet imod at han kom tættere på. "Alle fortjener bedre. Der er ingen der fortjener at få frataget deres frihed. Frihed er en ret som vi alle er født med" sagde hun mildt.
At han havde været spærret inde på grund af så lidt var slet ikke til at forstå. Det måtte i sandhed være nogle voldsomme hemmeligheder som han var i besiddelse af og dog var dette stadig ikke nogle undskyldning for den behandling som han havde modtaget. Han havde siddet alene hvilket var en trist tanke. Ingen behøvede at være alene. hendes hoved søgte let på sned som hun betragtede mig. "Du behøver ikke være alene længere, Ezekiel. Ikke så længe jeg er her" sagde hun med et opmuntrende smil. Hun havde lyst til at gøre ham glad, til at hjælpe ham med alt muligt. Det var da helt sikkert.

[Deleted]

Slavehold havde Ezekiel aldrig støttet op om, og aldrig ville han komme til det. Han synes selv, at alle havde krav og ret til sin frihed. Det var en menneskeret, og den kunne man bestemt ikke frarøve folk, bare sådan! Han vendte sig mod hende. Aya var en kvinde, som han uden tvivl godt kunne lide, for hun virkede heller ikke bange for ham, og hun talte til ham, som var hun en mand, som hun havde respekt for, hvilket helt klart, måtte falde i ekstrem god jord hos ham. Ikke at der var nogen tvivl om det. Han nikkede sig enig til hendes ord. Han kunne i hvert fald ikke være mere enig. "Ezekiel giver søde Aya ret," sagde han sandfærdigt. For ham, var det en menneskeret.
At sidde alene, havde Ezekiel gjort alt for meget, og det var nok også derfor, at han var som han var: Direkte bims. Mange ville nok definere ham som sindssyg, sådan som han snakket, bevægede sig og tænkte. Han frygtede vel, at det ville få varige konsekvenser på et tidspunkt? Han havde haft det hårdt, og det samme havde hun haft, hvilket selvfølgelig godt kunne mærkes. Det gav ham en form for ro, at vide, at han ikke var den eneste, som havde det sådan.
"Du kan godt lide Ezekiel?" spurgte han, mest for at finde ud af, hvordan hun egentlig havde det med det hele, for det forvirrede ham. Han var jo forvejen ikke vant til, at nogen i det hele taget ønskede at snakke med ham. De snakkede hellere om ham, når han passerede dem på sin vej, hvilket også var grunden til, at han helst undgik byerne.

[Aya Keena]

Det at holde slaver var virkelig en forfærdelig ting. Slaverne blev frataget deres frihed og deres egen vilje. De blev budt på kommerlige vilkår for andre menneskers nydelse. Det var simpelthen bar ikke iorden på nogen som helst måde! Selv havde hun prøvet det på egen krop. Hun havde udviklet en form for resistens over for smerte hvilket kun havde gjort at hun havde fået flere tæsk. Stille bed hun sig i læben mens hendes blik faldt på Ezekiel. De var i det mindste enige. Frihed var noget som alle havde ret til og alle havde krav på. Hvorfor var det dog at nogle folk så ikke så det sådan? "Jeg ville blot ønske at alle ville være af samme mening. Det er ikke sjovt at være slave lige meget hvad man bliver brugt til" sagde hun stille. Det at hun havde prøvet en del på egen krop fik hende virkelig til at tale af erfaring.
Der var ingen tvivl om at Ezekiel var en smule speciel. Han bar præg af at have været alene i så mange år. Mange ville sikkert søge fra ham men Aya ville ikke. Hun ønskede ikke at efterlade nogen som helst i ensomheden for selv så hadet hun at være alene. Begge havde de haft det hårdt hvilket nok også var med til at bringe dem en smule tættere sammen. Det var i hvert fald hvad Aya troede.
Ved hans ord sendte hun ham et stort smil og nikkede. "Ja, jeg kan rigtig godt lide dig, Ezekiel" sagde hun ærligt. Hun havde ingen grund til at lyve overfor ham. Selvom han var sær så var han faktisk sød og rar og dette var efterhånden en sjældenhed i denne verden. "Kan du også godt lide mig?"

[Deleted]

Grusomt måtte Ezekiel finde det faktum, at man skulle rende rundt som slave, ude af stand til at age egne beslutninger, og give udtryk for sine meninger. Ganske vidst, var det også disse, som han havde været fængslet for, og særligt fordi, at han havde været kendt med de hemmeligheder, som han nu var. Disse kunne han se bort fra nu.. Han var med Aya nu.. En kvinde, som ikke havde valgt at vende ham ryggen, hvilket han selvfølgelig var rigtig taknemmelig for. Han skulle i hvert fald vise, at han ikke ville tage livet og det fra hende. Han kunne lide, at hun kunne ytre sine holdninger og meninger overfor ham. "Slave er en skidt ting.. åh ja.. skidt.." Han rystede på hovedet af det. Det var jo grusomt!
At hun ikke var skræmt af ham, og det væsen som han var, var noget som Ezekiel fandt overraskende, for i forvejen, var han jo vant til at blive dømt for alt muligt.. Særligt med hans måde at handle på, og snakke på, var noget som virkelig kategoriserede ham som en freak i manges øjne. Han frygtede vel at blive låst inde igen. Han sendte hende et smil, inden han fumlede med sit meget lasede tøj. "Ezekiel kan rigtig gerne lide Aya..." fortalte han glad. Hun var jo så sød ved ham, at det var umuligt for ham, at gøre noget som helst andet.

[Aya Keena]

Forfærdeligt var det virkelig at skulle rende rundt og ikke have nogen mening eller nogen som helst ret. mange gange havde hun gjort ting som hun ikke havde lyst til og endnu flere gange havde hun gjort ting for andre fordi hun havde haft ondt af dem. Det var ikke altid at det var endt godt. Ikke blot mens hun var slave men også senere hen. Mange ting var sket hende for et sted var hun vel ikke god til at passe på sig selv. Måske anså hun stadig, dybt inde, sig selv for ikke at være værdig nok? Hun vidste det ikke og valgte ikke at tænke videre over det. Hun sendte ham et lille smil. Hun ønskede virkelig ikke at vende ham ryggen. Han var sød og rar og faktisk meget behagelig at være i nærheden af hvis man så bort fra det faktum at han sagtens kunne trænge til et bad. "Meget skidt ting. Og det er noget som følger en igennem hele livet er jeg bange for. Det kan være svært at anse sig selv som værende værdiful når man er blevet behandlet på den måde" fortalte hun ærligt mens hun betragtede ham. Det var jo sådan det var og der var ingen grund til at lyve.
Ezekiel var anderledes, det var der virkelig ingen tvivl om men derfor så skulle hun jo ikke til at være bange for ham. Hans milde sind var noget som hun fandt tiltrækkende og det var noget af det som holdt hende ved ham. Han var så god og hun kunne virkelig ikke se hvorfor folk skulle dømme ham selvom hun vidste at det skete. Den måde han fumlede med sit tøj på mens han svarede hende fik hende til at fnise kort. "Det er jeg rigtig glad for" svarede hun glad og lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Igennem så mange år, havde Ezekiel været vant til at blive dømt på den ene eller den anden måde, og derfor anså han faktisk ikke sig selv, som værende noget specielt. Han havde altid været den, som havde fået skylden for alverdens ting, hvilket jo nok ikke gjorde det meget bedre, men der var bare ikke noget, at gøre ved det. Han vendte blikket mod hende.. Så sød, som hun var ved ham, var det næsten forvirrende for ham, at tingene var, som de nu var. Han kunne dog lide det. Han kunne virkelig godt lide det. Og det var noget, som samtidig måtte få ham til at slappe af igen, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen.
"Ezekiel er ikke værdifuld.. åh nej.. åh nej.." Han vendte blikket ned af sig. Hvad værdifuldt var der ved ham? Jovist klarede han sig, trods de omstændigheder, som han nu måtte være grebet af, så kunne han jo bare ikke rigtigt gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Så sød som hun var, følte han også, at han kunne være ordentlig, reel og retfærdig overfor hende, og det kunne han virkelig godt lide.
Ezekiel nikkede og denne gang med et smil. Hans hænder fumlede endnu en smule omkring de ødelagte klæder, som han måtte have. Han havde jo ikke rigtigt noget andet at tage på, kunne man sige. "Ezekiel er tryg.." sagde han pludseligt. Han var jo meget komfortabel omkring hende.

[Aya Keena]

Aya fornemmede at Ezekiel virkelig havde haft det hårdt. Han havde været sat i en boks og folk havde ikke givet sig tid med ham og ikke nok med det så havde han også været lukket inde i et bjerg helt alene i gud vidste hvor mange år! Det var slet ikke til at fatte at nogen kunne finde på at gøre sådan noget ved sådan en sød og rar skabning som Ezekiel var. Aya kunne virkelig godt lide ham, det var helt sikkert. Da han sagde at han var værdiløs bed Aya sig i læben. Hun kendte den følelse, den følelse af ikke at have nogen som helst værdi. Hun havde været slave og tjenestepige. Hun havde altid kunne udskiftes eller undværes. Hendes blik vendte sig mod Ezekiel og hun rystede let på hovedet. "Du tager fejl, Ezekiel. Du er værdiful, vi er begge værdifulde" sagde hun roligt men en smule bestemt for ligesom også for at overbevise sig selv.
Hans lille udbrud om at han var tryg fik hende til at fnise sødt mens hendes blik hvilede på hans skikkelse. "Det er godt. jeg føler mig også tryg her sammen med dig" sagde hun ærligt og kørte en hånd igennem det lange røde hår. Hun betragtede ham en smule mens han sad der og fumlede med sit lasede og snavsede tøj. Hun bed sig kort i læben og tænkte sig en smule om. "Du har brug for noget nyt tøj og et bad. Har du fået noget at spise og drikke?" spurgte hun ham roligt og lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Ezekiel var vant til at blive brugt som syndebukken, når der skete noget, og han var vant til at blive låst af vejen, ignoreret og kigget mærkeligt på. Særligt nu i hvert fald. Han kunne jo ikke rigtigt begå sig! Det var derfor også sjældent, at nogen i det hele taget, ville bruge denne tid med ham, som Aya udviste, og det var en tanke, som han rent faktisk gjorde ham glad.
Værdifuld ville han nu ikke sige, at han var. Jovist vidste han rigtig mange ting, men det var ikke noget, som folk nogensinde fandt ud af, om ham, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Han sænkede blikket og rystede på hovedet. "Aya er værdifuld.. Åh ja.. rigtig meget værdifuld," sagde han. Han fumlede igen med hænderne foran sig. Han havde lært at leve med omstændighederne, men det var svært.

Ezekiel var uden tvivl tryg omkring Aya, og det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han rystede på hovedet. Tøj havde han ikke.. Kun det, som han gik og stod i, i øjeblikket.
"Ezekiel har ikke spist i meget lang tid," sagde han med en ærlig stemme, som han denne gang lagde hænderne mod hans mave. Tøj og den slags, måtte han tage, når han ikke havde andet, fordi det var faldet fra hinanden. Der gik nok heller ikke særlig lang tid.

[Aya Keena]

Det at have en værdi var vidst svært for dem begge to men enedelig så havde Aya lyttet til hvad Carlisle havde fortalt hende så mange gange. Hun var værdifuld, også selvom hun ikke kunne se det og selvom det var svært at overbevise sig selv om det så var det da noget hun prøvede på. Hendes blik hvilede roligt på Ezekiel. Han havde ikke haft det let, det kunne hun da tydeligt se. Det var en skam at folk kunne se så meget ned på et andet menneske bare fordi den person ikke var som alle andre. Et sted så var det skamfuldt at folk var på den måde. Dog kunne hun jo intet gøre ved det lige nu. Lige nu var det bare sådan her. Hans svar med at hun var værdifuld fik hel at komme op på knæ. Forsigtigt kravlede hun en smule tættere på ham og stoppede op henne ved ham, med fronten mod ham. Hænderne som han fumlede med sit tøj tog hun blidt om med den ene af hendes egne og de blå øjne søgte hans ansigt. ”Vi er begge to værdifulde, Ezekiel. Jeg ved at det kan være svært at se. Det er det også for mig ….. men, hvis vi mister væres egen værdi bliver man først trampet på at andre folk” endte hun stille med et lille smil før hun slap hans hænder igen.

Det var virkelig godt at han var tryg omkring hende. Det var noget som hun virkelig godt kunne lide. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun betragtede ham ryste på hovedet. Havde havde vidst ikke noget andet tøj.
Hans svar omkring mad fik hende til at spærre øjnene op en smule mens hun kiggede på ham. ”Det lyder ikke godt. Stol på mig. Vent her. Så finder jeg noget mad. Jeg er tilbage så hurtigt jeg kan, okay?” spurgte hun som hun adræt kom på benene. De blå øjne hvilede mos hans skikkelse. Hun ville ikke gå hvis han ikke ville have det men han skulle jo have noget mad.

[Deleted]

At blive betragtet som noget værdifuldt, var slet ikke noget som Ezekiel kunne forholde sig til. For ham, var det virkelig mærkeligt, at det var sådan, at tingene måtte forholde sig, og særligt, når det var således, at tingene var. Han rystede kort på hovedet og fumlede med sit tøj. Typisk noget, som han gjorde, når han blev urolig og nervøs.. Nok også derfor, at tøjet meget snart, ville falde totalt fra hinanden, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det.
Alle disse tanker, blev dog afbrudt med det samme, da hun valgte at tage omkring hans hænder. Han var jo heller ikke vant til, at folk faktisk ønskede at røre ved ham. Han hævede blikket mod hende. "Aya er værdifuld.. Åh ja.. meget værdifuld." Så meget var han da med på, og så langt, kunne de være enige. Men når han havde været vant til det andet.. Var blevet låst af vejen og alt det som måtte følge med, så var det vel ikke underligt, at han ikke havde den største tro på sig selv, og hvad han kunne? Han rystede kort på hovedet. "Ezekiel er bare en særlig.. Det er hvad de kalder mig.. tænker om mig.. Alle sammen!" udbrød han næsten helt såret.

At hun agtede at finde noget at spise til dem begge, var ikke noget ,som Ezekiel havde noget imod. Nu hvor de snakket om mad, kunne han da også godt mærke, at han var ved at være sulten. Han vendte blikket ned mod sin mave, inden han nikkede. Han kunne vel godt vise hende den tillid? Og så.. bare håbe på, at det hele ville ordne sig? Alt sammen? "Ezekiel venter.. Ezekiel lover." Han vendte blikket mod hende. Var hun virkelig så god, som hun gav udtryk for at være? Var han for en gangs skyld, den heldige?