Tailes about the future

[Silia D. Diamaqima]

Tårerne nåede ikke at falde, men hvor var hun fristet til at lade dem. På det punkt var hun nok blevet ligeså stolt som sin far, de tårer kunne hun ikke fælde uden videre. I dag havde Gabriel officielt meddelt at han abdicerede og at de to aldrig skulle hav noget med hinanden at gøre igen, det var en smerte hvis lige hun ikke før havde følt, end ikke i forbindelse med hendes tilgang til den parallelle verden hvor de døde vandrede hvileløst rundt. "Virkelig? For det føles ikke sådan," konstaterede hun. Faktisk var der intet der føltes godt lige nu, ikke ud over nyheden om hendes graviditet.
Hendes arm gled ind i hans som han bød hende den. Hertil trådte hun ud i haven og begyndte at gå under solskinsstrålerne,de første hun længe havde set uden for de kongelige pligter. "Det ville være en glæde for hele Diamaqima familien. Halvelver eller ej," konstaterede hun med et suk. "Jophiel kommer du til at kæmpe bravt for. Hvad med Yuuki og din datter?" spurgte hun endeligt. Vidste han overhovedet hvor hendes mor var eller hvordan hun havde det? Egentlig var hun slet ikke sikker på at hun ønskede at høre svarene, men det nyttede ikke noget at benægte det fakta de havde. Det ville kun gøre hende trist hvis hun havde bragt sin mor tilbage til en verden som hun i mange henseender havde hadet, og hun end ikke kunne få manden som hun elskede.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var skræmmende, hvor meget Silia egentlig mindede om Nathaniel, men det var vel også derfor, at han vidste, at det var således, at han skulle handle og reagere, hvad angik hende? Det var i hvert fald sådan at han så på det. Han vendte blikket mod hende. Hvad andet skulle han da sige? "Jeg ved godt, at det kan være svært at se, og særligt nu.. Men det bliver bedre," sagde han med en rolig stemme. Det var en svær situation at stå i, og hormoner ville nok næppe gøre det meget bedre af den grund.
At komme ud, ville gøre dem begge godt. Nu hvor hun ikke afviste hans tilstedeværelse omkring hende, så vidste han, at han havde valgt det helt rigtige tidspunkt, at opsøge hende på. Det var vel også det, som han kunne trøste sig med på sigt? "Jeg ved god,t at det ikke bliver nemt for mig. Derfor håber jeg lidt, at du kan være mig en hjælp i det henseende," fortalte han stilfærdigt. Selv var det ved at være lang tid siden, at han havde taget turen igennem den kongelige have.. At han så kunne gøre det med sin datter ved sin side, gjorde det til oplevelsen værd. Naturligvis skulle hun spørge ind til Yuuki og deres lille pige. Han rystede kort på hovedet. "Efter jeg mødte din mor igen, gjorde jeg det slut. Yuuki er ikke en del af mit liv længere," fortalte han roligt. Hvad hun derimod gik rundt og lavede, vidste han ikke. Det var hans sande familie, som han ønskede at lægge sin hovedvægt på.. Og særligt nu, hvor han også vidste, at den skulle øges i antal. Det var da en glædelig tanke!

[Silia D. Diamaqima]

Silia havde altid været som snydt ud af næsen på sin kære far. Hun handlede på samme måde, færdedes på samme måde og forsøgte at opnå de samme ting, hvilket vel sagde lidt om hvor meget hun så op til ham? Han havde altid været hendes store forbillede, ud over at føde børn, så kunne hun ikke se nogen større drøm for sig, end at vokse op og blive ligesom ham, foruden at hun aldrig ville svigte sin familie.
"Jeg havde aldrig troet det skulle gøre så ondt. Da jeg var yngre drømte jeg om at finde en mand der ville elske mig ligeså højt som du elskede mor. Jeg troede ikke at Gabriel skulle blive den mand, men det virker nærmest dræbende at skulle leve uden nu," hun slog blikket ned. End ikke den smukke have kunne muntre hende op i disse tider. Hun kunne mærke mørket ulme i hendes indre, og frygtede et sted at den ville blive for udpræget. Det var trættende at holde sig selv tilbage.
"Jeg skal prøve. Jeg ønsker at se vores familie samlet igen," medgav hun Tanker om at drage tilbage til Dvasias havde allerede strejfet hende et par gange. "Somme tider savner jeg mørket," indrømmede hun og standsede op i en lysning, for at se ud mod horisonten. Lettelse vældede op i hende. "Det glæder mig. Hvordan har hun det? Mor?" spurgte hun straks mere interesseret.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia var som skudt ud af næsen på ham, hvilket naturligvis var en glæde. Det glædede ham, at han igennem alle de år, havde været hendes store forbillede. Dette var nu også en rolle, som han agtet at tage igen, nu hvor han fik muligheden, for at gøre noget ved det.
"Det føles sådan, fordi det gør ondt, Silia. Det er et tegn på, at du ikke har ville ønske, at give slip på ham. Smerten lærer man at leve med.. Skræmmende, som det end lyder," sagde han med en sandfærdig mine. Selv måtte han jo stadig leve med smerten af at mangle Liya, for det gjorde han, og det gjorde uden tvivl også rigtig ondt. Begge ønskede de at samle familien, og det var et mål for ham.
"Vi skal have familien samlet igen. Vi er stærkest, når vi er samlet," pointerede han med en sandfærdig mine. Det var naturligvis svært, når selv ikke Jophiel ønskede at vide af ham, men man skulle jo trods alt starte et sted. Selvom han havde gjort det slut med Yuuki, var det desværre ikke ensbetydende med, at han var sammen med hende. "Jeg ville ønske, at jeg kunne besvare det, men jeg ved det ikke.. Jeg ar ikke set hende i lange tider nu," fortalte han med en sandfærdig stemme. Det gjorde ondt.. virkelig ondt, men han ville jo gerne have, at det skulle gå rigtigt for sig.

[Silia D. Diamaqima]

I så mange år havde Silia været tvunget til at vende blikket i andre retninger, der var andre hun så op til nu, primært mænd fordi det oftest var dem som var indblandet i politiske aspekter. Dog betød det ikke, at hun ikke ville have sin far i sit liv. Lige nu havde hun mere brug for ham end nogensinde før. "Nej det var aldrig mit ønske at give slip på ham. Han nærede følelser for en kvinde der var i hans liv længe før jeg var, jeg havde intet andet valg og jeg burde have set det komme," indrømmede hun ærligt og studerede solen som var på vej ned i horisonten. Den malede himlen i smykke røde nuancer. Det havde hele tiden været naivt at tro, at hun alene kunne stjæle Gabriels hjerte, en mand med den alder og den historie, og hun som var ung og først ved at lære sig selv at kende.
Hun nikkede medgivende og begyndte igen at gå ned af en lille sti omgivet af farverige blomster. "Det er vi. Og nu bliver vi forhåbentligt endnu en," skyggen af et smil dansede flygtigt hen over hendes læber, desværre nåede det ikke hendes øjne som det plejede at gøre. Hvorfor skulle det gøre så ondt?
For første gang nogensinde delte Silia sin smerte med sin far. Nu forstod hun hvordan det var ikke at være omkring den man elskede. "Måske det i så fald et på tide at finde hende?" foreslog hun. De to var ment til at være sammen, de havde det som hende og Gabriel tilsyneladende ikke havde haft.

[Nathaniel Diamaqima]

Så lang tid, at Silia havde brug for ham, ville Nathaniel være der. Hvis det var sådan, at han kunne få det forhold til sine børn, som han engang havde, så var det mere end godt nok for ham. De mørke øjne vendte han mod hendes skikkelse. At miste gjorde ondt.. Og nu kunne det måske være, at hun forstod sig bedre på den måde, han havde reageret på, da han havde mistet Liya? For det, som han havde regnet med, var for altid? "Det er jeg godt nok ked af, Silia," sagde han med en ærlig stemme. Det var naturligvis rigtig trist, at det var sådan, at tingene skulle foregå.
Nathaniel vendte blikket mod hende, som han atter førte hende med igennem haven. Smukt var her uden tvivl, og særligt, når han nu kunne nyde det, med sin elskede datter. Han forgudede hende, som han forgudede sin søn, og derfor håbede han selvfølgelig også på, at han ville få et forhold tilbage til hende. "Selvfølgelig kommer der en lille en," sagde han med et forsikrende smil på læben. Han tillod ikke andet!
Tanken om at skulle undvære Liya, var hård. Han manglede hende virkelig, men selv hvad angik det her med følelser, var svært for ham. Han kunne snildt rådgive andre i det, men at gøre det således her, var faktisk svært. "Jeg ville gerne, men selv jeg er bange for, hvordan hun vil tage det, hvis jeg stiller mig op foran hende, og ønsker hende retur.. Jeg elsker din mor, Silia, og jeg kunne ikke forestille mig, at slå mig til ro med andre end hende," fortalte han direkte, men også med en meget alvorlig stemme. Hun var da også det, som betød mest for ham. Næsteefter hans elskede børn.

[Silia D. Diamaqima]

At miste var ulideligt. Dette var kun begyndelsen, hun håbede inderligt at tiden ville lægge alle sår, og lade hende komme videre, hvilket var svært at forestille sig. Det værste var næsten at hun var blevet fravalgt. Godt nok under dække at de var blevet enige om at gå hver til sit, men det var enten det eller at have ham halvt, velvidende om at han tanker somme tider ville drive til en anden kvinde. "Vær ikke det. Jeg var naiv, det er min egen skyld. Aftalen lød på forretning," påmindede hun og mærkede næsten hvordan hjertet blødte. Hun huskede stadig den dag de endelig havde fortalt hinanden omkring de gensidige følelser her i selv samme have, ikke så langt herfra.
Hans selvtillid fik hende til at nikke lidt tavst. "Jeg håber det," indrømmede hun. Det barn var det eneste lige nu som gav hende bare nogen glæde. Familien var splittet, Gabriel var væk, landet hadede hende. Hun sukkede tungt og mærkede knuden vokse. "Den følelse kan jeg relatere til. Men alle ved at hun er ude af stand til at leve uden dig. Enhver anden mand ville være et hoved kortere," påmindede hun. Selv kunne hun ikke se sig ud af at skulle undvære Gabriel for resten af sine dage. "Hun vil blive vred med sin gode ret. Nu ved jeg hvordan det føles at blive fravalgt for en anden. Men hun vil tilgive di af kærlighed og længsel," fastslog hun ret selvsikkert. Ligesom hende med Gabriel.. lige nu var hun villig til at tilgive alt bare for at høre ham give hende de store ord.

[Nathaniel Diamaqima]

Starten var altid den værste, hvilket Nathaniel godt kunne referere til, og det gjorde ondt. Værre var det for ham, at vide, at han intet kunne gøre, for at hjælpe hans datter med den smerte, som hun måtte brænde inde med i øjeblikket. "Selv ikke en Diamaqima, kan bibeholde den fuldendte kontrol, og særligt i en situation som denne, Silia. Selv ikke vi, er herre over vores egne følelser," fortalte han med en direkte stemme. Naiv som hun var, ville han ikke vove at påstå, at det var hendes skyld alene. Gabriel ligeledes, havde jo skænket hende en følelse af anerkendelse og accept, for så at rive hele fundamentet væk under hende.
Barnet skulle nok komme. End ikke det var noget som Nathaniel var et sekund i tvivl om. "Jeg lover det," endte han med en sigende mine. Han trykkede let omkring hendes hånd, og med et kort smil. Selv forsøgte han, at finde sig til rette med det hele, også selvom det indebar, at han skulle vænne sig til tanken om, at Liya ikke var en del af det. Det var muligt, at han ikke ville få en kniv i hjertet, men at se hende ked af det, var heller ikke noget, som han ønskede sig. "Jeg er måske den heldige, der får lov til at beholde hovedet, eller hjertet for den sags skyld. Selv jeg længtes efter hende.. Virkelig," fortsatte han, og med et tungt suk. Han vendte blikket ud i retningen af haven i stedet. "Vil det komme bag på dig, om jeg sagde, at jeg heller ikke ved hvordan jeg skal gribe det an? Eller hvor jeg kan finde hende?" spurgte han videre. Tanken havde trods alt slået ham mere end en gang.

[Silia D. Diamaqima]

Det skar dybt i brystet ikke at have ham i nærheden af sig. Nu brændte hun inde med en glæde som hun kun kunne dele med få, selvom det eneste hun havde lyst til var at mærke ham, bare for et lille øjeblik. "Desværre ikke. Måske jeg burde forsøge at finde en måde at få den fulde kontrol på, for dette kan jeg ikke leve med," sagde hun ærligt. Følelserne gjorde for ondt til bare at leve med, derfor måtte hun forsøge at finde en måde at gøre sig fri på, uden at miste sin sjæl.
"Det er et stort løfte at afgive," konstaterede hun og skævede kort ned af sig selv som om hun forventede at kunne se noget. Naturligvis lignede hun stadig sig selv, der var ikke gået længe. Dog håbede hun at han kunne holde løftet, for det barn var hendes trøst i ellers mørke tider.
"Så vis hende det?" foreslog hun og så på ham. "Jeg kan fortælle dig en lille hemmelighed om os kvinder. Vi nyder en mand der viser hvor meget han vil have os," fortale hun og trak lidt på smilebåndet. "Jeg ville tilgive Gabriel hvad som helst.. bare han ville vende tilbage og fortryde det hele, det er sørgeligt men sandt," hun fugtede sine læber og stoppede op for i stedet at vende sig om mod ham. "Lad være med at tænk.. handel. Mor forstår ikke ord, jeg ved det er din stærke side, men du må gøre hvad jeg ikke formåede," nærmest tiggede hun. Det sidste hun ønskede var at se de to falde fra hinanden.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel rystede let på hovedet. Det var jo ikke meningen, at det var alt, som man skulle kontrollere, og det var også det, som han ønskede at få frem på den måde, som han nu kunne. "Det er hvad der gør os menneskelige, i den samme forstand, som alle andre.. Det ville være synd og skam, at ødelægge det. Her vise vi jo bare, at vi er som alle andre," fortalte han roligt. Det var særligt den slags, som han selv gik meget op i. Mange havde jo haft en tendens til nærmest at give ham status, som en Gud. Hvilket han langt fra var.
For mange, var det måske et meget stort løfte, at give, men Nathaniel ville gøre hvad han kunne, for at sikre sig, at det barn skulle komme ordentlig til verden. "Men jeg vil give dig det," sagde han med en stilfærdig mine.
Tanken om Liya, gjorde ondt. Ingen tvivl om, at det var en, som gjorde rigtig ondt. Han ønskede naturligvis ikke at miste Liya for tid og evighed, men det var virkelig en svær situation, selv for ham at håndtere, og frygten for at gå forkert igen, var stor for ham. "Ord har længe været en styrke, som det har været din mor en svaghed. Jeg ønsker hende brændende, men hvad vil du anbefale mig? At jeg direkte kræver hende med mig? Til et sted som det her? Hun vil ikke være accepteret, og jeg ønsker ikke, at give hende et jagtet liv, men derimod et trygt et af slagsen." Selv rendte han jo faktisk rundt uden et fast tag over hovedet.. Og det var ikke et liv for Liya. Det var ike et liv, som han kunne tilbyde hende.

[Silia D. Diamaqima]

Ligesom sin far frygtede Silia i forvejen for at miste kontrollen, dog så havde hun elsket at føle.. frem til nu. Først nu forstod hun hvorfor det somme tider kunne være lettende for en som Jason, der kunne lukke det ude af hjerte, sind og sjæl. "Så vil jeg ikke være som alle andre," sagde hun lidt direkte. Hvis alle følte den smerte så forstod hun gik de mange hvileløse ånder. "Død og ødelæggelse.. mørke, alt det kan jeg håndtere men det savn og den længsel, og den viden om de fejl jeg begik. Det driver mig til vanvid," hun så ned og hævede sin ene hånd for at stryge den hen over sin overarm.
Der var intet i verden hun hellere ville end at holde sit barn i armene, så mange år med drømmende og endelig lovede han at det blev en realitet, desværre en som hun ville stå alene med, hvor det skulle have været en glæde.
Eftertænksomt lyttede hun til hans ord. Måske det virkede overvældende for ham, men han vidste allerede hvad det krævede. "Jeg ved det må virke overvældende for dig fader, men du kender svaret. Kræv hende. Fratag hende valget, vis hende hvad du inderst inde ønsker, men tag hende ikke med hertil. Lyset er ikke et sted for hende, det er hverken trygt eller rart. Selv jeg betvivler om jeg kan stå inde for dets værdier," indrømmede hun og trak på skuldrene.

[Nathaniel Diamaqima]

"Vi har godt af, at være som alle andre. Det er vigtigt, at vi illustrere, at vi er som alle andre," fortalte Nathaniel med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. For ham derimod, var det vigtigt.. Han følte.. han gjorde sig tanker.. han begik fejl - ligesom alle andre, og det var noget af det, som han særligt måtte erkende, var vigtigt for ham. Og det ville det også være for hende på sigt. "Lov mig, at du ikke leger med flere ting, end hvad godt er, Silia.. Det er også vigtigt, at du slapper af, og ikke anstrenger dig.. Følelser gør os menneskelige, og det er vigtigt, at vi holder fast i det," fastholdt han med en ganske stilfærdig stemme.
Tanken om et barn i familien, var selv en tanke, som Nathaniel godt kunne lide. Dog måtte han erkende, at det var Liya han manglede mest lige nu. Børnene også, men nu hvor det så ud til, at han kunne ordne lidt op med Silia, så var det uden tvivl et sted at starte. Særligt, nu hvor hun kaldte ham for 'fader' igen, hvilket hun ikke havde gjort i mange år nu. "Jeg vil ikke tage hende med hertil," pointerede han med en ganske alvorlig stemme. "Men nu hvor jeg har skænket dig mit løfte, ønsker jeg naturligvis at være her, så jeg kan sikre mig, at der intet vil ske. Jeg skal nok finde ud af det med din mor på et tidspunkt," endte han. Handlinger var han aldrig særlig god til. Han gjorde et let kast med hovedet, hvorefter han fortsatte vandringen ned igennem den smukke have sammen med hende.

[Silia D. Diamaqima]

"Jeg hæver mig ikke over nogen. I det mindste ikke med vilje. Jeg ved bare at jeg ikke kan udstå at skulle lade mig drive til vanvid af de tanker. Jeg er jaloux, far, aldrig har jeg følt det før," sagde hun frustreret. Så megen energi gik på at frygte hvem, Gabriel var sammen med, hvem han havde i sine arme, det stressede hende, hvilket under ingen omstændigheder var godt for hverken hende eller barnet. De vidste begge at hun var fristet til at finde en udvej, en kur, for det var hun nærmest vokset op med at der var for alting. "Også selvom de selv samme følelser slår langsomt ihjel på indsiden?" spurgte hun med tårer i øjnene. Hun forsøgte ihærdigt at skjule dem ved at se den anden vej, så han ikke skulle bemærke det.
Det virkede ynkeligt at græde over spildt mælk, men lige nu hadede hun sig selv for at have ladet følelerne løbe af med hende.
"Jeg ønsker dig her, men ikke på bekostning af hende. Find hende, gør hvad du skal, forklar hende sandheden og kom så tilbage og hjælp mig," opfordrede hun. Jo længere væk de drev fra hinanden, des større chance var der for at hendes mor kom til skade i mellemtiden, hvilket var det sidste hun ønskede. "I mellemtiden vil jeg slappe af, men det ville jeg gøre meget bedre, hvis noget i denne verden lykkedes for en gangs skyld," tilføjede hun med et sigende blik.

[Nathaniel Diamaqima]

"Smerter, tanker og følelser gør ondt, men det er meningen, Silia.. Lov mig, at du ikke begynder at søge efter andre udveje," bad Nathaniel med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han ville slet ikke snakke om det, og han ville slet ikke høre tale om det. Han stoppede endnu en gang op, hvor han denne gang, vendte sig mod hende. "Du er jaloux på de kvinder, som han nu skulle ligge i sammen med. Det er en del af et menneskeligt liv. Et liv, som vi må, og skal, være en del af," sagde han med en tydeligt alvorlig stemme. Han ville ikke lade hende gøre noget andet!
Nathaniel vægtede et forhold til sine børn utrolig højt i denne stund. Var det underligt? For ham, var det vigtigt, at de havde det godt, og samtidig vidste, at han ikke var ligeglad med hende, for det havde han aldrig nogensinde været. Han ville gerne redde et forhold til hende, men han vægtede børnene mest. Det var jo særligt noget af det, som hun havde kritiseret ham for. Han ville jo gerne, og selv han ville gerne gøre op for de ting, som han havde gjort forkert igennem tiderne. "Jeg er bange for, hvad hun kunne finde på, hvis der går for lang tid.. Hvis du lover mig, at slappe af.. og give Jason så meget af arbejdet, som du kan give ham, så tager jeg af sted," sagde han. Det var vel et prioriteringsspørgsmål? Selvom det var et af de svære af slagsen. Han trak kort på smilebåndet, inden han tog omkring hendes hånd. "Vi er Diamaqima-familien.. Selvfølgelig skal det lykkedes," fortalte han med en ganske sandfærdig mine. "Så slap du af.. Så søger jeg efter din mor," endte han. Han ville gerne have, at tingene var, som de engang havde været.

[Silia D. Diamaqima]

I et langt øjeblik svarede hun ikke, men stirrede bare tomt ud i luften mens hun bed sig i læben. Det var et stort løfte. "Det lover jeg," svarede hun endeligt og sukkede næsten dramatisk. Fristelsen var der endnu, men han havde ret. Hun ville ikke være den samme uden de følelser, andre var kommet igennem det, så hvorfor skulle hun ikke gøre det samme?
Bare det at han nævnte 'kvinder' som antydede han at der skulle være flere, fik den ubehagelige følelse til at vælde op i hende igen. Det sved i maven og i halsen, tyngede hende mere end hun ville være ved og viste udadtil. "Jeg ønsker at være en del af det liv. Ville det ikke ligeså drive dig til vanvid? Om det havde været mor?" spurgte hun dirkete. Hendes mor måtte være tæt på en anden, for ellers havde hun været død grundet dæmonen. Det var samme undskyldning som Silia brugte, der skulle bare længere tid til, og til det formål havde hun trods alt Jason.
Hun nikkede lydigt. "Det lover jeg, hvis du lover ikke at komme tilbage før hun igen er din," sagde hun ærligt. En lille del af hende ønskede lidt at Gabriel ville følge samme råd, men det havde han bekræftet at han ikke ville. "Hils hende fra mig. Og pas nu på dig selv," tilføjede hun og trådte tæt på ham for at skænke hans kind et kys. "Tak for besøget," hun sendte ham et livløst smil, hvorefter hun slap ham og gik ned af samme sti som hun var kommet fra så hun kunne snakke med Jason.

//Out