Tailes about the future

[Silia D. Diamaqima]

Nathaniel Diamaqima

Solen lyste det prægtige slot i Procias op. For blot en time siden havde Silia stået på balkonen og taget imod spørgsmål fra landets borgere. Hun havde forsøgt at minde dem om landets værdier, om den kærlighed og støtte de havde brug for, for at komme igennem svære tider, men hun nærede stadig tvivl om hvor vidt det havde hjulpet noget. Grundet den afsatte tid havde hun egentlig ikke planer om at afholde audienser, mest fordi hun nu stod selv med alt arbejdet, hvilket også rev overskydende tid væk fra hende. Hun ad fuldstændig begravet i en bunke papirer som egentlig var til Gabriel. Det stak i hjertet hver gang hun så hans navn, og hendes tanker flygtigt drev bort til hvor han måtte være og med hvem, men det slog hende langsomt ihjel på indsiden.
Inden en vagt var kommet og havde meddelt hendes faders besøg, havde Elanya vist sig for hende og meldt det samme. Det var nu rart at se en velkendt skikkelse, trods hun egentlig sjældent så sin svigermors sjæl. Det var den kvinde alene, som havde fået hende overtalt til at lade vagten fører hendes far til kontoret, hvor de kunne snakke alene. Det var måneder siden de havde set hinanden og deres veje var ikke skiltes på fredelig vis. Silia vidste at han formentlig var der for at snakke om Gabriel, og hun følte ikke rigtigt at hun havde gjort andet, det begyndte at blive trættende, særligt nu hvor hun ligeså vidste at en arving var på vej. Hun underskrev endnu et dokument og lagde det fra sig i et system på modsatte side mens hendes mørke øjne allerede var begyndt at skimme det næste. Hun slap et suk og skævede lidt uroligt mod døren, mon han havde fortrudt? Nu hvor hun sov ved Jason var hun også lidt mere tålelig at se på for i det mindste fik hun et par timer hver nat, De kongelige gemakker havde hun ikke sat sin fod i, ud over når hun skulle hente tøj, tanken og minderne gjorde for ondt. Var det kun hende som sad med den sorg i hjertet? Hun havde jo set Gabriels meddelelse, som ikke havde gjort noget bedre.

[Nathaniel Diamaqima]

Nyheden om at hans elskede lille pige, var gået fra Gabriel, var uden tvivl en smerte, som måtte skære selv i Nathaniels hjerte. Ikke var dette en situation, som han nogensinde havde forestillet sig, at hun skulle være placeret i. Velvidende om, at han risikerede alverdens, ved at melde sin ankomst på denne måde, fandt han det nu alligevel ganske nødvendigt.
Med rolige skridt, søgte han igennem de mange korridorer på Castle of Light. Han gik i hælen på den vagt, som skulle lede ham til dronningens arbejdsværelse. Han forventede vel et sted at han ville se en direkte knust kvinde.. nej, han kunne ikke engang gøre sig tanken. Det var jo trods alt hans datter, det var snak om. Han nikkede mod vagten. "Jeg skal nok overtage det hele herfra," endte han med en kortfattet stemme. Rygterne gik meget, og særligt i byerne som Nathaniel havde bevæget sig meget i, siden grænserne var blevet åbnet. Hvad man hørte i krogene, var bestemt ikke en tanke som bifaldt Nathaniel!
Døren bankede han let på, inden han tvang den op. Overfor Silia, var han en fader, og ikke en normal borger af landet. "Silia," sagde han endeligt, som han let bukkede hovedet. Selv havde han respekten for hendes plads, som dronning af landet, hvilket han altid havde haft. Døren lukkede han, men blev dog stående. Han ville jo gerne inde ud af, hvordan hun reagerede på det hele.. særligt hans tilstedeværelse, som bestemt ikke havde været ønsket sidste gang.

[Silia D. Diamaqima]

Det virkede stadig til dels surrealistisk at hende og Gabriel ikke var sammen. Somme tider tog hun sig selv i at drømme om at han vendte tilbage til hende. De var trods alt blevet enige om at han prøvede sig selv af og kom tilbage hvis han fandt ud af at det var hos hende han hørte til. Dette havde hans meddelelse allerede afkræftet. Knust var hun, men facaderne skjulte det godt. De tårer der skulle grædes for nu, var grædt, Jason hjalp hende igennem det, oftest ved at tage tankerne fra hende, men pointen var vel at det hjalp?
Idet døren gik op, vendte Silia sig rundt og tog sin faders skikkelse i betragtning. Hendes mørke blik var fri for varme og medfølelse der ellers plejede at være, de var frie for lykke, dog ikke frie for gejst. Nej hun ville leve sit liv, opnå store ting, hvilket i sig selv var en udfordring her i Procias, særligt med alt det fremmedhad som var vendt mod hende. "Nathaniel," hilste hun og gjorde tegn til at vagten skulle forlade dem. Han ville næppe gøre hende ondt, selvom hun havde skænket ham trusler af så mange arter, under hans sidste besøg. Sandheden var at hun lige nu havde brug for så mange i ryggen som muligt.
"Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun roligt, selvom hun jo inderst inde godt vidste hvad han ville. Hun orkede bare ikke at snakke mere om det, for det gjorde lige ondt hver gang, og det fik hende til at føle sig som en ubrugelig bunke af noget knap så charmerende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var der skam ikke for at snakke om Gabriel, men derimod om alt det andet, som nu fulgte med, og det var jo også det, som han måtte handle og reagere på, og særligt, når det var på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han svagt bed tænderne sammen. Han forstod og kunne se på hende, at det var svært.
Afvisende, som hendes ord nu måtte være, så var det også tydeligt, at han endnu ikke var tilgivet for hvad han havde gjort. Han forstod hende skam godt, men derfor ønskede han jo alligevel at gøre det bedre. I hvert fald, hvis det var en mulighed, som skulle byde sig i den anden ende. "Silia," endte han endnu en gang. Det handlede nok ikke så meget om hvad hun kunne gøre for ham, men derimod det modsatte. Hun var jo trods alt hans datter, og derfor, var det også vigtigt for ham, at hun rent faktisk havde det godt, og kom vel igennem det.
"Tillad mig, at give udtryk for min dybeste beklagelse hvad angår dig og Gabriel," begyndte han roligt. Det var jo ikke fordi, at han var der for at genere nogen. Det havde i hvert fald ikke været hans hensigt. Nu hvor han alligevel stod der.. Han havde holdt øje med Jophiel, og selv den unge mand levede i bedste velgående. I hvert fald ud fra omstændighederne, kunne man jo sige. "Jeg er her for at tilbyde min hjælp, Silia.. Som en far vil tilbyde det til sin datter," endte han. Han var bestemt ikke færdig med hverken hende eller Jophiel endnu.

[Silia D. Diamaqima]

Konsekvenser var der mange af. Silia bebrejdede Gabriel for ikke at have tænkt sig mere om, han havde efterladt hende tilbage med bunkerne af hans arbejde, han havde efterladt hende til at besvarer alle spørgsmålene, mens han var taget af sted, hvorhen var der ingen der vidste. Hun rynkede på næsen. Nathaniel var endnu ikke tilgivet for sine mange svigt, men hun havde brug for ham, hvor vidt hun ville være ved det eller ej, dog ønskede hun lidt at han skulle lide først.. bare et øjeblik.
Hendes blik gled automatisk væk da Gabriels navn blev nævnt. De som kendte hende ville e det flygtige glimt af sorg og afsavn. "Tak," svarede hun kortfattet. Hvad skulle hun ellers sige? Ringen var blevet sent tilbage til sin ejermand, nu stod hun og måtte samle alle stykkerne op. Kort skævede hun til den store bunke af papirarbejde der lå der. "Jeg takker for omtanken, men der er intet her du kan hjælpe mig med. Jason hjælper med alt dette så vidt muligt, og procianerne lytter næppe mere til dig end til mig," sagde hun ærligt. Og så alligevel, hendes far havde gjort mange tjenester også her til lands. Silia sukkede. Inderst inde var hun stadig ødelagt. Trods maven hverken mærkedes eller sås endnu, så havde hun allerede fået en vane med at lade hånden stryge over når de ikke var beskæftiget af andet. Det ville være fornuftigt at inddrage ham om hun ønskede en reel chance for at få barnet, men kunne hendes stolthed bærer at tilgive ham?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var ganske uvidende om sin datters svangerskab, og for øjeblikket, var det måske også meget fornuftigt? Selv var han typen af mand, der forsøgte at hjælpe til, hvor han kunne, og lige nu, ville han da på det kraftigste mene, at hans kære datter havde brug for ham. Hvorvidt om hun ville det eller ikke, så var der stadig rigtig mange, ting, som folk endnu måtte huske ham for, og det var naturligvis også noget, som gjorde sit for hans vedkommende.
Det var naturligvis trist, at hun havde mistet Gabriel. Hvor den unge mand, var taget hen, vidste han nu heller ikke, og det var nu heller ikke det, som han havde tænkt sig, at tænke mere over, end hvad der egentlig måtte vise sig, at være nødvendigt. Vigtigst for ham, var det, at få hans datter igennem dette, og meget gerne med livet i behold. "Der er mere i bruddet her, end bare det kongelige arbejde, Silia," begyndte han direkte. Var det underligt, at han bare ønskede at beskytte sin lille pige? For det var jo uden tvivl det eneste, som han egentlig var ude på lige nu. Han rystede let på hovedet, inden han søgte hen til skrivebordet. Nænsomt skubbede han de mange papirer væk. "Folk begynder at snakke, min pige," fortsatte han. Det var ikke nu, at hun skulle fortsætte de mange gamle afvisninger fra sidst. "Jeg frygter for, hvor dette kan ende, hvis det ikke bliver stoppet. Du er dem en fantastisk dronning, men det er ikke noget, som de selv er i stand til at se," fortsatte han med en meget alvorlig stemme.

[Silia D. Diamaqima]

I mange år havde manden foran hende forsøgt at rode bod på de svigt han havde udsat både hende og Jophiel for. Silia vidste ikke om hun endnu var klar til at tilgive ham for det, men hvilket andet valg havde hun? Det sidste der var behov for var at den lille familie hun havde tilbage, ligeså blev mere splittet end de allerede var. "Måske, men det er de ting ingen kan gøre noget ved. Det er de følelser der skal gemmes væk, og blive bedre med tiden," hun slog blikket ned på hånden der hvilede på hendes mave, og fjernede den hurtigt så hendes far ej skulle fatte mistanke.
Hun sank en klump. Om det var fordi han pludselig kom tæt på hende eller om det var på grund af hans påmindelse om at folk var begyndt at snakke, det stod ikke til at sige. Et sted kunne man ikke forvente andet, og mange ville sikkert også mene at skylden lå på hendes skuldre, at hun havde skræmt ham væk. "Lad dem snakke," sagde hun lidt kort for hovedet. "Det bliver ikke stoppet. Det er en tanke der har bredt sig blandt procianere, med mindre jeg finder en konge lig Gabriel inden for nærmeste fremtid, har jeg ikke en chance, og selv der er den spinkel," indrømmede hun ærligt. Det var skam tanker hun havde gjort sig og var klar over men hvad skulle hun gøre? "Ud over dem som befinder sig på slottet har jeg ingen venner her mere. Det stiller mig skidt," hun rejste sig i en glat bevægelse og lod den kongelig kjole falde med sit tunge stof, ned over hendes ben.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var en meget ubehagelig situation for Silia at befinde sig i, og kunne Nathaniel, ville han gerne hjælpe hende igennem det. Det var slet ikke meningen, at hun skulle stå alene. Hvor længe hende og Jophiel havde tænkt sig, at holde ham på pinebænken, vidste han dog ikke. Det eneste, som han vidste, var at det var ved at blive hårdt for ham, at fortsætte. "Som du ligeledes også ved, at det skal bearbejdes. Du elskede ham.. Jeg kan både se og mærke det på dig," kommenterede han direkte. Det var ikke fordi, at han havde tænkt sig, at stile for mange spørgsmål, men det var jo bare omstændighederne. Det var jo således at tingene hang sammen.
Nathaniel skubbede arbejdet en anelse til side. Han var ganske vidst en intelligent mand, men at fatte mistanke, hvad angik hendes situation, gjorde han på ingen måde. Langt fra faktisk. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Lade dem snakke? Det var da nu, at det skulle stoppes, netop for at forhindre, at de skulle ende i disse situationer. Det ville ikke komme nogen af dem til gavn. "Jeg har forståelsen for, at det er en svær situation, du er havnet i, min pige, men at lade dem snakke, vil på ingen måder, gøre dig til gavn," forsikrede han. En mand som Gabriel, fandt hun næppe omkring det nærmeste hjørne. "Du har dem omkring dig, som gerne vil være der.. Som jeg," tilføjede han. Selvfølgelig ville han gøre, hvad han kunne, for at passe på sin datter, og hjælpe hende, hvis han kunne!

[Silia D. Diamaqima]

Alle havde prøvet at miste, hendes far havde mistet hendes mor et hav af gange, om det ligeledes var sådan nu, det var svært at holde styr på. Uanset hvad så var det en svær situation, ikke kun for hende men også får barnet hun bar, for Jason og før eller siden ville Jophiel også mærke sig af det, hvilket næsten var hendes største bekymring. Af dårlig vane, førte hun hånden op til sine læber og bed sig lidt tænksom i knoen. "Elsker," rettede hun hastigt og kastede et lidt hårdt blik mod ham. "Jeg ved hvad Gabriel har meddelt og at vi rent officelt blev enige om det, men i virkeligheden var der ikke særlig mange valg, og havde der været, så ville jeg ikke have siddet i denne situation," sagde hun ærligt. Ringen reflekterede i lyset, hun bar den endnu, fordi hun følte sig nøgen uden.
"Og hvad skulle jeg gøre? Rive tungen ud på dem? Tro mig jeg ville gerne stoppe snakken, men de har aldrig stolet på mig.. eller lyttet," tilføjede hun irriteret. Somme tider spurgte hun sig selv hvorfor hun overhovedet gjorde sig besværet. "Så måske du burde have vist det for mange år siden?" foreslog hun med et strengt blik. Hun havde forgudet ham i så mange år, og i sidste ende havde han bare vendt dem begge ryggen. Nu var hun træt af at blive skrottet af mændene i hendes liv, man kunne næsten fornemme hvordan følelserne blev lukket inde i barrierer. "Når det er sagt, så er der én ting jeg kan bruge din hjælp til," indrømmede hun. Beslutningen var taget.

[Nathaniel Diamaqima]

Tabet af Liya havde i sandhed formået at sætte rigtig mange ting i perspektiv for Nathaniel, og særligt, da han havde mistet hende sidste gang. At det var endt således, var en konsekvens, som han forsøgte at leve med, og samtidig forsøgte han at gøre bod på det hele igen, da det var det, som han havde brug for. Han ønskede jo, at de kunne samle sig som en familie igen, så det kom vel ikke bag på nogen, at han havde taget denne tur. "Elsker," rettede han sig selv. Selvfølgelig holdt hun ikke op med at elske. "Jeg ønsker ikke at blande mig i jeres foretagende, Silia, men derimod at hjælpe dig igennem, hvad I kommer til at stå overfor. Folket snakker allerede rigtig meget, og rygterne siger ligeledes også, at der er andre parter involveret i det. Hvem, ved jeg ikke," tilføjede han alvorligt. Et sted frygtede han uden tvivl, at det ville koste ham hans datter, såvel som det ville koste ham hans søn, og det ønskede han slet ikke. De var de mest værdifulde som han nu havde.
Svagt bed han tænderne sammen. Nathaniel var klar over, at han havde svigtet, men han ønskede ligeledes at gøre bod på det igen, og vise, at han endnu var der. "Jeg ved godt, at jeg har svigtet jer alle," fortsatte han. De kunne sagtens få det på det rene, hvis hun fik det bedre af det. Og der var ting, som hun kunne bruge ham til? "Fortæl," opfordrede han. Jason, Marius og alle de andre, var han ligeglade med. Han ønskede blot, at hans børn kom i sikkerhed, og særligt med den uro der konstant bredte sig i Procias nu.

[Silia D. Diamaqima]

Silia spekulerede ofte på hvad der var blevet af hendes mor, man hørte intet om mord på mænd her til lands, så hun måtte befinde sig på den anden side, Marvalo Mansion hvis hun kendte hendes moder ret, og et eller andet sted håbede hun det også. Selv den dag i dag, drømte hun om en tid hvor de alle kunne være sammen som en familie igen, hvor Nathaniel elskede deres mor betingelsesløst igen, og ikke kunne drømme om at vende ryggen til hende og Jophiel, den tid synes bare ret langt væk.
Selvom hun ikke så på ham, så lyttede hun. Der var mange parter involveret i alt dette, det undrede hende ikke, og uroen steg ligeså i hendes indre. "Formentlig halve folket. Det er naturligvis foruroligende, men det eneste jeg kan gøre er at sætte flere vagter og end ikke dem kan jeg stole på i det henseende, så hvad foreslår du helt præcis at jeg gør?" spurgte hun og kneb øjnene lidt sammen. Problemerne var lette at se, løsningerne var en ganske anden ting. FRustreret lod hun hånden køre hen over hendes ansigt og strøg den videre gennem hendes mørke hår. "Det har du. Men i det mindste ved eg du hader dig selv for det," sagde hun ærligt og studerede kort sine negle før hun igen lagde hånden på armlænet og rettede sig lidt mere op i sædet. "Hvad jeg fortæller dig er ikke noget der skal ud men jeg.. jeg venter mig. Ikke Gabriels, men det er en anden historie. Uanset så har Gabriel og jeg forsøgt i mange år at få et barn, uden held. Selvom han ikke er her længere, ønsker jeg at opfylde mit eget brændende ønske, men jeg lider samme udfordringer som mor, og jeg kender ingen som er bedre end dig i den forstand. Ligesom dengang du hjalp Yasmya," påmindede hun roligt. Det var kun hans skyld at de havde fået en søn, og nu ønskede hun det samme.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at Liya var derude, men siden han havde valgt Yuuki fra, var der så mange andre ting, som han ligeledes også skulle til at tage højde for, bidrog også til, at han endnu ikke havde opsøgt hende. Han håbede vel lidt på, at Kimeya kunne holde hende under kontrol? "Det eneste, som jeg kan råde dig til at øgre.. Forsøge at opbygge folkets tillid, uden at have Gabriel ved din side," endte han. Lige hvordan det så skulle gøres, var jo så det næste problem.
Hvis der var noget Nathaniel hadede sig selv for, så var det hvad han havde gjort, og særligt, når det var på denne måde, at det var. Konsekvenserne, måtte han jo trods alt leve med, og det var skam også, hvad han havde tænkt sig, og det han forsøgte på. Han nikkede. "Det er mig en smerte, som jeg dagligt må vandre med," kommenterede han med en ærlig stemme. Det gjorde ondt, at han havde mistet det hele.. Men af den grund, opgav han ikke kampen, for at få tingene, som han gerne ville hav dem igen.
Med et tomt og direkte overrasket blik, vendte Nathaniel blikket mod Silia. Hun.. ventede sig? Var det virkelig blevet en realitet, at få et barn? Men at det ikke var Gabriels, var nok det, som forundrede ham mest, hvis han skulle være helt ærlig. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. Han skulle være bedstefar.. Den tanke var da også helt ufattelig! "Silia, du.. venter dig.." Længere end det, var han slet ikke kommet. Hun kunne da ikke bare slippe bomben på den måde!

[Silia D. Diamaqima]

Bevidst undlod hun at spørge ind til sin mor, for havde Nathaniel været sammen med hende, så var det hende de ville have snakket om. I det skjulte knyttede hun sine hænder så knoerne blev vide. somme tider var hendes far så intelligent at han kunne undvære sit hoved. "Og det tror du ikke at jeg har forsøgt? Der skal mere til end mig der er overbevisende, før Procias ændre overbevisning," pointerede hun og forhindrede sig selv i at himle med øjnene af ham, men ih guder hvor havde hun lyst. Jason og hende havde gennemgået alt for at finde løsninger, den bedste var at hun giftede sig på ny, hvilket blev et problem nu hvor hun ventede sig med en anden mand.
"Smerte vandre vi alle rundt med. Den eneste grund til jeg lader dig stå her i dag, er fordi det sidste vi har brug for, er at vores familie ligeledes splittes op," indrømmede hun og lod igen sin hånd hvile på maven. Hun håbede på at den en dag ville vokse. Overraskelsen var tydelig at se i hans blik. Det var ikke rigtigt gået op for hende, at han nu vidste at han skulle være bedstefar. Hun sank en klump. "Det gør jeg. Jeg venter mig et elverbarn," indrømmede hun ærligt. Hvilken elver var ligegyldigt, Thranduil og Nathaniel var venner, det ville blot være mærkeligt at afsløre lige det overfor ham, så hun undlod det.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at det var nemmere sagt end gjort, men det var vel vejen frem på sigt? Det var i hvert fald sådan, at han selv måtte se det. Han ville ønske, at han i den forbindelse, havde været til langt mere hjælp, men det kunne han ikke just prale af. Han havde været væk fra faget i alt for lang tid, og derfor krævede det vel egentlig også sit, at finde sig til rette igen? "Procianere er et virkelig stædigt og målrettet folkefærd. Jeg ved ikke, om jeg kan være til hjælp i den forbindelse, så hvis der er noget, så må du endelig sige til," sagde han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende.
Tanken om at hun ventede sig, var et chok for Nathaniel, da det heller ikke just var den nyhed, som han havde ventet sig, at skulle høre fra hendes side. Stod Liya og ham i situationen som kommende bedsteforældre? Han vendte blikket mod maven, som hun gang på gang, måtte stryge over. Tegnene var der i hvert fald. "Jason har bekræftet det for dig?" spurgte han med en stilfærdig stemme. Hvordan han skulle tage tingene, var uden tvivl svært for ham. Rigtig svært endda. Et elverbarn? Han forstod det virkelig ikke. Han rystede kort på hovedet. "Jeg.." Han var mundlam. Det var ikke noget som skete særlig ofte faktisk! Han vendte de mørke øjne mod hende. "Selvfølgelig.. Men det er en hård kur, Silia," endte han dog. Hans hjerte hamrede.. Han følte sig svimmel. Det var jo en kæmpe nyhed.

[Silia D. Diamaqima]

På sigt så krævede det at de kunne ændre Procias' indstilling, men siden grænserne var blevet åbnet, så var hadet næsten kun blevet større. Også dette mente de var Silia's skyld, tros det var en beslutning som Gabriel havde taget på Procias' vegne for at få fredaftalen i hus. Det var uden tvivl mange år siden hendes far havde deltaget i det politiske, det var tydeligt. Silia havde store visioner om det land hun ønskede at skabe, men ingen af hendes foreslag blev vel modtaget her. "Det vil jeg gøre. Desværre tror jeg, at hadet er noget vi alle må vende os til. Jo flere lyse sjæle jeg kan få ind i det procianske styrer, jo bedre," konstaterede hun.
Silia nikkede. "Det er temmelig nyt. Jeg er formentlig kun et par uger henne, så det var ham der i første gang opdagede det," fortalte hun ærligt.
At det så havde været i forbindelse med noget mere intimt, det var de detljer som hendes far ikke skulle kende før snarest muligt. Et eller andet sted skammede hun sig også over de handlinger, for det lå så langt fra den hun var og det hun troede på. "Det forventede jeg. Uanset så ønsker jeg at tage den, det her barn skal have lov til at se dagens lys," vedblev hun. Dette kunne være hendes eneste chance, særligt fordi hun ikke regnede med at finde nogen anden mand igen.