Tailes about the future

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde været glad for muligheden for at komme ind i landet, da grænserne var blevet åbnet, for det gav også ham mulighed, for at komme tæt på hans børn, og det var det, som han havde brug lige nu. Han havde oprigtigt brug for, at få det forhold til sine børn, som han engang havde haft. Han lod hovedet søge på sned. "Naturligvis," sagde han med en rolig stemme. "Men end ikke dem, er noget, som man kan stole på i dette henseende. Uroen breder sig tydeligt derude i øjeblikket, Silia, og jeg frygter for, hvad det vil have af betydning for dig og Jophiel," sagde han direkte. Meget havde han været i skoven igennem den seneste tid, og det var kun fordi at han vidste, at knægten ikke ville vide af ham. Det handlede vel udelukkende om at holde lidt afstand til det hele?
Jason havde bekræftet det. I den forbindelse måtte han jo stole på det, for han vidste, at den mand var klar over, hvad han snakket om. Han nikkede let. "Jamen da så.." Han rystede let på hovedet. At han skulle til at være bedstefar, var en helt ubeskrivelig situation for ham at stå i. Vidste Liya overhovedet noget? "Jeg ved ikke om det overhovedet kan lykkedes, Silia.. Yasmya var på daværendet tidspunkt, et unikt eksemplar, som måtte igennem det.. Det kræver megen hvile," pointerede han alvorligt.

[Silia D. Diamaqima]

Et sted havde Silia forudset at de åbne grænser ville give ham anledning til at starte en ny kamp. Det var rart i det mindste at se at han kæmpede for at blive en del af deres liv, det var mere end han havde gjort til nu. "Jophiel vil være tryg, det sørger jeg for. Thranduil vil tage sig af ham. Jeg har hele tiden vidst hvad jeg gik ind til med tronen, og hvilken risiko det medførte. Jeg kan ikke skabe større ændringer her til lands, end det jeg allerede har forsøgt," hun sukkede. Det ville blive en hård tid fra nu af og frem til hun fandt en ny mand der kunne fange borgernes tillid, men hun ville uanset hvad, ikke tillade at nogen skulle skabe Jophiel.
Silia rejste sig roligt og rettede lidt på kjolen. Nu gav hun ham en mulighed for at være der, og for at gøre noget for hende, men sandheden var jo at hun behøvede hans hjælp.
"Det er forsøget værd. Jeg vil hvile så meget det er muligt. Det meste arbejde kan laves siddende eller liggende, visse ting må jeg naturligvis gøre," konstaterede hun tænksom. Hvis det var hvile det krævede, så ville hun hvile. Hun vendte sig mod ham og fangede hans blik, stående et enkelt skridt fra ham. "Det her kan meget vel være min eneste chance for at opleve moderskabet, Far. Jeg ved du ikke kan give løfter, men lov mig alligevel at du vil gøre hvad der står i din magt," bad hun. Det var trods alt hans slægt det handlede om.

[Nathaniel Diamaqima]

De åbne grænser, var uden tvivl et kæmpe problem, som de nu måtte håndtere. Nu hvor Silia ikke afviste ham, og hans tilstedeværelse, og det havde han uden tvivl tænkt sig, at udnytte i den forstand, som han nu kunne. "Jeg kunne nu alligevel frygte for det, Silia.. Vores slægt, er ikke just velsete her i landet," sagde han med en rolig stemme. Han var urolig på trods af det faktum. Det havde han alle dage været. "Jeg betvivler ikke, at elverne vil beskytte Jophiel. Han har trods alt altid været en del af skoven, og en del af deres samfund," sagde han endeligt. Han var mere bange for sin kære datter i det øjemed, og derfor handlede og reagerede han på denne måde.
At Silia derimod gerne ville beholde barnet, forstod Nathaniel godt, og særligt, hvis det var lige så svært for hende, at blive gravid, som det havde været for hendes kære moder. "Jeg mener, at det kræver afslapning, og ingen former for anstrengelse," sagde han alvorligt. Det var derimod en del af det nemme ved arbejdet. Der var endnu rigtig meget som endnu var en del af det. "Det kræver en særlig kost.. afslapning, og ingen anstrengelse. Det hjalp Yasmya, og det hjalp din mor," sagde han med en alvorlig stemme. Det var stadig helt uvirkeligt, at han skulle til at være bedstefar! Han nikkede. "Jeg skal selvfølgelig gøre, hvad jeg kan," lovede han. Det handlede jo om hans barnebarn!

[Silia D. Diamaqima]

Det her var en af de situationer hvor hun måtte indrømme at hendes far havde været smart. Hun stod og manglede ham, derfor kunne hun heller ikke sende ham væk denne gang. Det sidste hun havde brug for, var at sende flere væk, og mindske sine ressourcer yderigere. "DEt siger du ikke," mumlede hun sigende. Hendes mor havde ikke ligefrem hjulpet på det med de mange mord, men det var lidt for sent at bebrejde hende for det nu. "Det har han og jeg er sikker på at Thranduil vil gøre hvad som helst for at beskytte ham," medgav hun med et stille nik. Hende og barnet var en ganske anden sag, de havde nok begge undgået hinanden efter deres seneste møde, hvilket lod til at være for det bedste.
Silia foldede hænderne hen over sin mave og nikkede. De var ikke nemt at hvile med den stilling hun havde, men hun måtte jo bare.. gøre hvad end hun kunne for det. "Det er ikke nemt i min position, men jeg gør hvad jeg kan. Jason er mere end villig til at hjælpe mig i det henseende. Han er en god støtte," indrømmede hun og så væk. Hende stanker drev hen på præcis hvor god en støtte han var, selvom mange ville mene det modsatte. Det var rart ikke at ligge alene i sengen. "Hvilken form for kost? Jeg kan give køkkenet besked med det samme, de tilbereder hvad jeg beder dem om," hun så afventende på ham. Normalt spiste hun hvad der kom på bordet, aldrig havde hun været krævende, så at hun blev det, ville næppe skade nogen. Hun stolede på at hendes ville gøre sit bedste, det var hans slægtsnavn det handlede om, for Thranduils ville det næppe få.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde i denne situation, ikke tænkt sig, at vende ryggen til Silia, og særligt ikke, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. Han lod armene søge over kors. Det var en svær situation. Det var i forvejen, ikke nemt at være en Diamaqima. Altid havde det været krævende. Meget krævende endda. "Det har den aldrig været. Jeg er nu bange for, at procianerne altid har været bange for os, grundet hvad vi kan," sagde han sandfærdigt. Ikke var det fordi, at han ønskede at tænke mere over det, end hvad godt måtte være i den anden ende. Han nikkede og denne gang med et svagt træk på den ene mundvig. "Det betvivler jeg ikke, at han vil. Thranduil er en god mand," sagde han med en sandfærdig stemme. Det var jo endnu ukendt for ham, at det var den mand, som hun havde været sammen med.
Hvorvidt, om han kunne hjælpe hende med at beholde barnet, vidste Nathaniel ikke, men han skulle naturligvis gøre, hvad han kunne. "Det gør tingene langt mere besværlig. Arbejdet som dronning, er alvorligt, og det er stressende, samt hårdt. Jo mere arbejde du kan placere på Jasons skuldre, des bedre er det for dig," sagde han med en rolig stemme. At hun alligevel måtte mene, at maden skulle 'tilberedes', var noget som kun fik et smil til at passere hans skuldre. Han tog selv et skridt frem mod hende. Hånden hævede han, og strøg over hendes kind. Hun var jo trods alt hans datter, og han ønskede så brændende, at få det forhold retur igen. "Maden skal ikke tilberedes, Silia," afsluttede han stilfærdigt.

[Silia D. Diamaqima]

Et sted måtte hun indrømme det var rart at fører en normal samtale med sin far igen. Hun havde savnet ham, som den store del af hendes liv han altid havde været, der var jo også gået virkelig lang tid før hun var stoppet med at dække over ham og undskylde på hans vegne for den manglende tilstedeværelse. Filmen var først knækket for hende da nyheden om hans nye familie havde nået hende.
Hun nikkede stille. "Selv på trods af at vi kun har brugt de evner til at hjælpe andre rundt omkring. Havde vi været magikere ville sagen have været anderledes," kommenterede hun. Det var fremmedhadet i landet som gjorde det så svært for dem at færdes. Hun så ned på sin mave og kunne ikke lade være med at se Thranduil foran sig. En del af hende frygtede stadig at deres venskab var dødt den aften de havde givet efter for indre ønsker. "Det er han i sandhed. Og stærk," tilføjede hun mest til egen overbevisning. Hendes barn havde stærke gener, hun havde en god følelse omkring det.
Da han igen talte, rev Silia sig ud af sin lille drømmeverden og rømmede sig idet hun i stedet så op på ham. "Det er jeg sikker på at han vil elske. Carlisle med, han mangler arbejdet. Jeg vil give dem mest muligt, og tage de besøg der er påkrævet af mig," sagde hun med et lille nik. Det ville ikke blive nemt, men hvis det var det som skulle til. Den varme hånd drev hendes øjenlåg en smule i. Det var et kærtegn fuld af tryghed, som hun havde manglet i årevis. en lidt kvalm fornemmelse satte sig i halsen ved tanken om rå mad. "Meget vel. Hvis det er eneste mulighed.." hun rynkede på panden. "Så hvornår gælder det fra? Jeg er trods alt kun et par uger henne," påpegede hun lidt håbefuldt.

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, var det virkelig rart, at kunne føre en ganske normal samtale med nogen igen, og dette var bestemt ikke noget undtag. Han var glad for, at hans datter om ikke andet, var lidt mere åben for hans tilstedeværelse denne gang, mere end hvad hun havde været sidste gang, og det kunne også mærkes. Han ønskede at hjælpe hende, og særligt nu, hvis han fik muligheden for at gøre det.
"Det har alle dage, været vores intention." fortalte han med en rolig stemme. Han vendte blikket i retningen af hende igen, og særligt som hun så ned af sin mave. Det var underligt, at tænke på, at han skulle til at være bedstefar. Hans datter skulle til at have et barn. Var han ved at være så gammel? "Det er han, og det er en ting, som jeg stoler på," sagde han. Thranduil havde han haft et tildels godt samarbejde med, i mange år. Han tvivlede ikke på, at den mand, ville passe på hans søn, hvis det skulle blive nødvendigt.
Nathaniel rystede på hovedet. Det var vigtigt, at hun fik hvilet, og særligt, når det var sådan her. "Jo mindre du laver, jo bedre.. Også hvis det indebærer, at Jason kan tage flere besøg, så må det blive sådan," sagde han med en sandfærdig stemme. Carlisle havde han aldrig rigtigt haft noget med at gøre. Rå mad, var hvad hun skulle have. Det var i hvert fald hvad han havde erfaret, havde virket. Han strøg hånden efterfølgende igennem hendes hår. Hun var og ville for altid være hans lille pige. "Jeg lover, at gøre, hvad jeg kan. Du er jo trods alt min lille pige," sagde han denne gang med et stille smil.

[Silia D. Diamaqima]

Det var trættende at føle så megen had og bebrejdelse, og i disse tider var det hele vendt mod manden der havde vendt ryggen til hende for nyligt. Nathaniel havde gjort det for lang tid siden, det var nærmest glemt nu, midt i en sorg der var større. Det faldt hende ind at spørge ind til Yuuki og hans datter, men svarene ville hun ikke høre, og holdt derfor inde med det. "Jeg tror aldrig det vil gå op for dem," sagde hun med et lidt tungt suk. Hvis det var tilfældet, ville hun så overhovedet kunne stå inde for landets værdier? Retfærdighed var jo nærmest umuligt at indfører.
"Jeg... ved ikke om jeg kan sætte min lid til ham i forhold til mig. Men Jophiel ved jeg at han vil beskytte," hun så væk. Skammen bed stadig i hende somme tider, for hun følte stadig skylden hvilede på hendes skuldre og hun havde mistet sin mand oven i. "For mig ved jeg at han vil gøre det," sagde hun ærligt. Desuden så havde hun trods alt noget at kunne give ham til gengæld, selvom det var så upassende som det overhovedet kunne være. De kærlige strøg mindede hende om dengang hun havde været en lille pige, den tid hun savnede mere end nogen anden, for dengang havde alting været frit. Uden varsel tog hun et skridt ind til ham, og lagde armene omkring hans liv. Hun kunne virkelig godt bruge sin fars trygge favn bare lige for et øjeblik. Der var stadig nogen her til at passe på hende.

[Nathaniel Diamaqima]

Had og bearbejdelse, ville de nok altid møde, så lang tid, at de havde det ansvar og det hårde arbejde, her i Procias. Han kunne jo kun håbe på, at det hele var en storm i et glas vand, men hans viden og erfaring, hvad angik procianere, sagde ham desværre det modsatte. "Det vil aldrig gå op for dem. I deres øjne, er vi en trussel på må og få," fortalte han med en dæmpet stemme. Der var desværre ikke så meget, som man kunne gøre ved det, selvom han ville elske at kunne.
Hvad angik Thranduil, havde Nathaniel ingen kvaler ved at efterlade Jophiel i mandens varetægt. Han vidste, at Jophiel ligeledes stolede på ham, og vigtigst for ham, var uden tvivl at sikre sig, at hans børn kom vel igennem dette. "Og hvorfor skulle du da ikke kunne sætte din lid til ham?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Var der endnu ting, som hun ikke havde delt med ham?
Jo mindre arbejde hun påtog sig, jo bedre ville det uden tvivl blive. Han nåede dog ikke at sige mere, før hendes arme var gledet om hans liv. Næsten som en sten forlod hans hjerte og bryst, lagde han armene omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sig. Oprigtigt ønskede han jo, at gøre noget ved det.. Han ville rette op på de fejl, som han havde begået, og særligt hvis han nu fik muligheden for at gøre det. "Så lad Jason tage så meget af arbejdet, som muligt. Det er vigtigt at du slapper af.. Og jeg vil selvfølgelig være omkring," sagde han endeligt. Hånden lagde han bag hendes hoved, kun for at trykke hende ind mod sig. Han havde virkelig savnet sin lille pige.

[Silia D. Diamaqima]

Meget kunne man vænne sig til, men Silia skulle kunne stå inde for de ting der hændte og på stående fod kunne hun ikke. I det indre havde hun allerede taget en hård beslutning. Hendes kommende barn var vigtigere end nogen anden pligt hun overhovedet kunne få, derfor ville hun ikke tøve med at abdicerer hvis Procias skulle vise sig at blive et farligt eller ubehageligt sted for hendes barn.
Skyld meldte sig i hendes blik, han ville formentlig bemærke det, for på mange måder var hun som snydt u af næsen på ham, med nøjagtig samme reaktionsmønster. "Det er hans barn jeg bærer," svarede hun dæmpet. "Det var aldrig meningen at det skulle ske. Min dæmon.. og han.." hun rystede på hovedet som om det fortalte hele historien. "Gabriel og jeg prøvede og prøvede i så mange år, uden held. Og den ene aften bar frugt, skæbnen må virkelig arbejde sine veje, for blot dage senere forlod han mig for Denjarna," hvorfor plaprede hun pludselig ud? Direkte havde Gabriel ikke sagt at han forlod hende for den kvinde, men inddirekte var det jo grunden til at det pludselig var sket og så var det nok ligesp meget hendes egen jalousi der spillede ind.
Knuden i brystet blev langt løsere da han tog om hende og holdt hende tæt ind til sig. Lige nu var det her øjeblik alt hun havde brug for. Hun lukkede sine øjne og lod sig tage tilbage til et sted hvor han tog beslutningerne, hvor han holdt ansvaret og beskyttede og elskede hende betingelsesløst.

[Nathaniel Diamaqima]

Beslutningen om et barn alene, var frygtelig tung, og selv Nathaniel, ønskede ikke, at Silia skulle stå med de samme problemer, som Liya havde gjort i sin tid. Hun skulle ikke have lov til at stå alene med det, og særligt nu hvor han havde muligheden for at gøre noget ved det.
Silia reagerede på samme måde, som Nathaniel selv gjorde, og derfor havde han allerede i sit hoved, samlet brikkerne, til den sande historie. Han sukkede let. Elverkongen? Havde de virkelig været sammen? I det tilfælde, forstod han da godt, at hun tog sådan på det, og at Gabriel havde gjort lige så. "Det.. må jeg nok sige." Atter en gang, var han slået fuldkommen mundlam. Så racerasistisk, som den mand var, var det i det hele taget højest mærkværdigt, at han overhovedet var gået med til at gøre det med andre end en elver. Selv på trods af den sensuelle dæmon, som var en del af hende.
Nathaniel trykkede Silia tæt ind mod sin egen krop. Ikke ønskede han, at noget skulle ske hende. Han var hendes far, og derfor, var det også meningen, at han skulle passe på hende, og det ønskede han! Far var kommet hjem.. og nu hvor hun gav sig hen, var det tydeligt, at det var, hvad hun havde brug for lige nu. Han lukkede øjnene let. "Og jeg går ingen steder igen," lovede han med en rolig stemme. Han gik ikke nogen steder igen!

[Silia D. Diamaqima]

Thranduil havde ikke givet lyd fra sig siden den aften, han var gået og havde efterladt hende tilbage i en tom seng. Aldrig havde hun følt sig så skamfuld og ydmyget, det havde slet ikke været resten værd. Hun havde mistet Gabriel hvilket nok nærmere var grundet hans følelser for Denjarna end hendes utroskab med Thranduil. Hendes dæmon havde trods alt behov. "Jeg ved det. Af alle tåbelige ting jeg har gjort i mit liv, er det den værste. Han vil næppe tilgive mig for at komme i vejen for hans ægteskab, ligesom jeg ikke tilgiver mig selv for at have ødelagt mit eget," hun lagde hovedet mod hans bryst og lyttede til hans hjerte. Det var lang tid siden hun havde givet sig selv lov til at græde, fordi Jason tog sig af hende.
"Jeg elsker ham far. Hvornår går det over?" spurgte hun lidt hjælpeløst. Han havde jo mistet hendes mor i sin tid, han måtte vide det, for hun var i vildrede!
Det gjorde stadig frygtelig ondt. Hun knugede sig mere ind til sin far, og nød at stå i hans beskyttende arme igen. Tanken om at hendes eget barn skulle vokse op uden, prikkede allerede lidt til hende, for hun vidste hvor megen gavn hun havde haft af sin. "Jeg får dig indlogeret på et værelse. Hvis du skal hjælpe mig og den lille, så skal du være tæt på," konstaterede hun, næsten som havde det været en undskyldning for at have ham tæt på sig. Han måtte ikke gå nogle steder igen!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forstod pludselig langt mere af den situation, som Silia var endt i. Ikke at det var noget, som gjorde sagen nemmere, da det stadig var en hård og svær situation at befinde sig i. Langsomt lod han blikket søge ned mod hendes skikkelse.
"Det er en svær situation, du er endt i, min pige," sagde han sandfærdigt. Han forstod da godt, at det var svært for hende, at komme ud af den. Om man kom over tabet af det kæreste i ens liv? Selv han havde brugt frygtelig mange år på Liya, hvor Yuuki, kun havde vist sig, at være en trøst, og intet andet. "Det varierer meget, går jeg ud fra. Hvis det er en, som man virkelig elsker, tvivler jeg på, at man nogensinde kommer over det," sagde han. Det var en smerte som man nok lærte at leve med, og lærte at abstrahere fra.
At hun derimod ikke ville sende ham bort igen, glædede dog Nathaniel. Han strøg hånden videre over hendes kind, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Det lyder fint, min pige. Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan, for at sikre mig, at det skal gå fint.. For nu.. gå med mig," opfordrede han. Hun virkede til at have brug for luft, og brug for at komme lidt væk fra det kongelige arbejde, som hun nærmest sad og druknede i.

[Silia D. Diamaqima]

Det var en forbandet uheldig situation hun havde fået sig selv placeret i. Om det så var hende, dæmonen eller Gabriel eller bare en dårlig kombination af det hele, det kunne diskuteres. Hun nikkede og så ned på sine hænder. Det lignede ikke hende at rode sig ud i et kaos med mænd, hun havde været lykkeligt gift i så mange år, og pludselig var elverkongen blevet en del af det, og nu også Jason, hvilket var hundrede gange værre. "Jeg forstår det ikke selv," hun sukkede.
Udsigten til at skulle leve med denne her smerte resten af sine dage, virkede uudholdelig. Ud over barnet, så tænkte hun konstant over hvor Gabriel var og med hvem. Det drev hende til vanvid. Inderst inde nærede hun et spinkelt håb om at han ville fortryde og komme tilbage, men hans meddelelse sagde noget helt andet. "Jeg er ikke sikker på at jeg kan bærer at føle sådan meget længere," hun blinkede tårerne væk og trak sig lidt, så de bedre kunne komme til at gå. Hertil gjorde hun gestus mod en dør der ledte direkte ud til den smukke slotshave.
"Det vil glæde mig. Jeg ønsker det her barn," sagde hun endnu engang. Det var den eneste gode nyhed hun længe havde fået. Måske det endda kunne være med til at tage tankerne fra Gabriel, fylde hendes liv ud med noget andet end bare tankerne om ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde intet imod, at Silia græd. Han så hellere, at hun fik det ud, nu hvor hun havde muligheden for at gøre det. Hånden lod han roligt stryge over hendes ryg i rolige og blide strøg. Han var der for hende, og det var det, som han ligeledes også ønskede at understrege for hende, netop ved at være der. Det var et kaos.. og en meget kaotisk tid, hvilket hun måtte klare.. Han ville i hvert fald hjælpe, så godt, som han nu kunne. "Det skal nok gå." Hvad andet kunne han egentlig sige til hende? Det gjorde ondt, selv på ham, at se hende stå der på denne her måde.
Det var en smerte, som man måtte leve med. Selv nu, måtte Nathaniel leve med smerten efter, at have mistet Liya, og han stadig var uvis om, der nogensinde ville være en chance, for at få hende igen. Selv måtte han jo erkende, at han tvivlede på det, men selv han levede med det spinkle håb. Særligt efter, at han havde valgt Yuuki fra.. for altid. "Og jeg skal nok gøre, hvad der står i min magt, for at du skal få det. Mit barnebarn, skal komme til at se dagens lys," sagde han med en sandfærdig mine. Han foldede armen ud, så hun kunne lægge armen i denne, inden de ville gå. Tænk engang.. Her gik han side om side, med den datter, som han for lang tid siden, troede, at han havde mistet. Det bevidste jo bare, at det ikke var alt, der var tabt. "Jeg er kommet for at blive, Silia.. Som jeg sagde sidst, så ønsker jeg at få det tabte forhold tilbage til dig, og Jophiel," tilføjede han. Den kamp ville han aldrig opgive.