Boys night out!.... God damnit!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at det han havde gang i, for øjeblikket, var så dumt, som noget overhovedet kunne blive, og dette var nok ikke noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse, som hun sad der i karret, og så yderst yndefuld ud. Her stod han selv i ingenting, og følte sig utrolig svimmel, og ved siden af sig selv. Tanken om at han skulle lyve for Silia, var slet ikke noget som kom på tale. Han var nødt til at fortælle hende det. I hans optik, var det også det eneste rigtige, som han kunne gøre, og det alene, var han heller ikke bange for at erkende for hende.
Med rolige skridt, søgte han hen imod hende. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. Selvom han slet ikke burde, så måtte han nu alligevel blive stående ved siden af hende. Sagen var jo, at han virkelig var fristet til at steppe op i karret, men om han overhovedet kunne lige nu.. det vidste han ikke. "Det ville du kunne lide, hva'?" endte han denne gang med et tilfredst glimt i øjet. Sagen var jo, at han ikke havde noget imod, at være der.. eller være i med hende. Vingerne spredte han, som han tog fat om karrets kant. Hertil løftede han først det ene ben, og så det andet, inden han satte begge fødderne i karret.. inden han valgte at sætte sig. Vingerne sikrede han, var over kanten, da han ikke ønskede, at disse blev våde. Vandet var rart.. virkelig rart! Et tungt suk brød hans læber. Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang. "En kende for meget," tilføjede han denne gang mere direkte.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej kunne Denjarna lade være med at skænke Gabriels krop et blik, som han troppede nøgen op på badeværelset. Hvordan skulle hun kunne lade være? Han var blevet en utroligt attraktiv mand. Ganske vidst sagde hun det ikke højt, men på sig selv kunne hun uden tvivl mærke, at der var en fysisk tiltrækning.. og gengældt var det tydeligvis. Betød det, at de blot burde give efter for hinanden? Klogt var det måske ikke, hvis man så på hver deres situation, men hvad kunne det skade at blive ved, når man allerede var begyndt? Som han gjorde anlæg til at ville komme ned til hende, måtte hun fornemme, hvordan hendes puls steg. Det var dette, som hun ønskede. Som det let skvulpede i vandet, som han trådte ned, og som hun kunne fornemme, at han måtte sætte sig til rette, måtte hun langsomt glide tilbage. Hovedet og ryggen lagde hun ind mod ham, alt imens hun skubbede enden tilbage, så pladsen i karet blev bedst muligt udnyttet. Det gjorde dog også, at hun måtte kunne fornemme hver en centimeter af ham. Ikke at det gjorde hende synderligt meget.. Det fik blot temperaturen til at stige. ”Og hvad med dig?” endte hun med at spørge, som hun hverken be- eller afkræftede, om hun nød det for meget. Kunne man nyde det for meget? Han kunne måske, eftersom han havde en forpligtelse derhjemme. En forpligtigelse der var begyndt at irritere hende, når hun tænkte på det. Utiltalende var det også at vide, at skønt de var her nu, havde han en derhjemme, og … hun havde aldrig før prøvet at være med ham og derfra vidst, at han bare ville gå til en anden. Dobbeltmoralsk var det måske, da hun havde gjort det samme med ham og Derick, men hvad kunne hun gøre ved det? Hun kunne ikke gøre for, hvad hun ville have.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at det han gjorde i øjeblikket, var så frygtelig dumt, og mere dumt, end hvad han kunne beskrive med ord i den forstand. Langsomt gled han derfor ned i vandet, hvor han lod armene glide langs kanten af karret. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Selv kunne han ikke sidde som han gerne ville, og særligt fordi, at de skulle sidde der begge to, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. "Hvad mener du?" spurgte han med en direkte stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Så forkert var dette og på så mange måder, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende.
Et tungt suk brød hans læber. Hænderne trak han til sig, inden han førte dem under vandet og førte det så op i hans ansigt. At få vasket noget af den sprut væk, og ellers muligheden for at kvikke bare en smule op, var helt igennem fantastisk, og det lagde han heller ikke ligefrem skjul på. Smuk som hun var.. lokkende på alle måder, selvom han vidste, at det var tanker, som han slet ikke burde gøre sig, så kunne han heller ikke gøre det store ved det af den grund. "Jeg nyder det mere end hvad jeg burde," erkendte han dog til sidst. Dette var på ingen måder noget, som han var stolt over. Langt fra faktisk.

[Denjarna Dark Dynithril]

Forbandet rart var det at ligge med Gabriel i karet. Både på grund af den gamle tid, som Denjarna måtte mindes og det nye, som var dukket op. Gøre det, burde hun måske ikke, som hun selv havde fravalgt ham i sin tid, men hvordan kunne hun lade være når nu det var sket? Gabriel syntes desuden at være af den samme holdning, så i princippet var der vel ikke noget at skamme sig over. At høre ham sige, at han nød det – meget endda – var også alt, hvad hun behøvede at høre fra hans læber. ”..Kan man nyde noget for meget, når begge parter ønsker det?” endte hun stille med at sige. Det var måske en dårlig undskyldning, da det for eksempel ikke gjorde handlingen i orden, at to syntes om at røve en forretning. Denjarna ønskede blot ikke at føle sig dårligt tilpas over, hvad de gjorde. Hvis de alligevel følte sig dårligt tilpas, var der vel heller ikke nogen grund til at gøre det? desuden, hvis han fik det dårligt grundet sin hustru, holdt hun fast i, at det ikke var et funktionelt ægteskab. Ellers havde han ikke ligget med hende her i dag. Derudover måtte hun også nyde tanken om, at hun faktisk var bedre end hans hustru. Hånden lagde hun mod hans ben i karet. Hvad det hele ville føre til af betydning i fremtiden, vidste hun ikke, men kunne man ikke lave den aftale, at så længe de var her på kroen, gav de sig blot hen til hinanden? Sammen her skulle de trods alt blive, og derudover var skaden allerede sket, så værre kunne man vel næppe gøre det?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel fandt en anden form for ro omkring Denjarna, end hvad han havde gjort frem til nu. Måske fordi at skaden allerede var sket, og at de intet kunne gøre ved det, men han kunne jo lide det. At hans ægteskab med Silia ikke just gik i den retning, som han gerne ville have det til, var så ikke rigtigt noget, som han kunne gøre meget ved. Han forsøgte, men det var bare som om, at han ikke kunne gøre det godt nok.
Hånden som hun lod glide over hans ben, satte en tydelig sitren i ham, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Han nød at hun rørte ved han.. Hun kunne med andre ord også godt lide hvad hun så, hvilket var noget, som passede ham mere end fint! Han lod hovedet søge på sned. Han stoppede hende dog på ingen måde i at røre ved ham. "Det kan man, når man har en hustru, der venter derhjemme, og det her faktisk skulle have været en drengetur udenbys," fortalte han direkte. Allerede nu prikkede samvittigheden til ham, for tanken om at han havde været sammen med Denjarna.. En kvinde, som han vidste, at Silia i forvejen ikke var videre begejstret for, ville næppe være ham til hjælp på nogen måde, hvilket han nu heller ikke ligefrem kunne gøre noget ved. Vandet førte han over ansigtet og igennem håret, inden han lænede sig det tilbage, som hans vinger tillod ham. Det var sjældent de blev våde. De tog evigheder om at tørre, og de blev så frygtelig tunge. "Og du har virkelig ikke nogen, der venter på dig, derhjemme?" spurgte han. Enerådig havde hun nu altid været, men nu vidste han jo i forvejen ikke meget om hendes liv, siden hun havde valgt ham fra. Benene førte han mere ned i karret, hvor han maste dem ind på hver side af hende. Næsten som han.. bød hende at komme tættere på.

[Denjarna Dark Dynithril]

En hustru derhjemme. Nej, Denjarna brød sig bestemt ikke om ordene! Særligt som hun aldrig havde været vant til at dele ham. Han havde altid bare været hende, og nu.. Når de var færdige her, ville han vel blot krybe tilbage til sin lille kedelige hustru, der alligevel ikke vakte ham nogen glæde? At det derimod skulle have været en mandetur i byen, kunne hun sagtens forlige sig med. Dog var det kun Gabriel, som havde ønsket at holde aftenen som en mandetur.. indtil de to havde nået værelset her. ”En hustru der alligevel ikke glæder dig. Ej ville du være her, hvis hun tilfredsstillede dig,” pointerede hun sandfærdigt. ”Og drengeturen.. Drengeturen var du alligevel ikke ene om at kunne holde.” Nej, den ene mand havde gjort en række tamme forsøg på at få hende med i seng, og den anden havde været op for en høflig samtale. Hvad der i det hele taget var blevet af hans to venner, vidste hun ikke. Havde de mon også fundet sig et værelse? Ventede de i virkeligheden på, at Gabriel gjorde dem selskab? Selv måtte hun indrømme, at hun ikke ønskede at slippe sin gamle flamme endnu. Ej heller gjorde hun mine til det, som hun sad trygt og veltilpas op af hans krop i karet. At han spurgte ind til en derhjemme i hendes liv, måtte hun få til dels dårlig samvittighed. Dog undskyldte hun med, at det ikke var et forhold, men derimod en elsker. Dog en elsker, som hun havde været monogam med i ufatteligt lang tid efterhånden. ”Nej, jeg har været alene, siden jeg gik fra min mand,” endte hun med at sige, og sandt var det i teorien også. Hun havde ikke været i et fast forhold siden Derick, men helt uden mænd i sit liv havde hun nu ikke været.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var meget muligt, at det ikke var ord, som faldt i Denjarnas gode bog, men ikke desto mindre, så var det jo sandheden, og det var således, at det var. Han havde Silia derhjemme.. For nu måtte hun acceptere, at hun faktisk ikke havde ham alene, og aldrig ville have ham alene. "Jeg ved ikke hvorfor du skal prikke til mig med det.. Jeg elsker Silia, og vi har det godt sammen," sagde han kort for hovedet. Det alene, var jo heller ikke en løgn, som de jo oprigtigt havde det godt med hinanden, og altid havde haft det, kunne man jo sige. Var det virkelig de gamle følelser, som væltede op i ham igen? Han havde svært ved at forestille sig det, men det var jo ikke fordi at han kunne gøre alverdens ved det af den grund.
Hovedet lod Gabriel søge på sned, uden at han flyttede sig. Her sad han.. med en smuk og lokkende kvinde i et kar med varmt vand. Var det underligt, at han gjorde sig de tanker? "Naturligvis.. Du ødelagde den for mig, Denjarna.. og se nu.. her sidder vi." Han trak kort på skuldrene, som han vendte blikket den anden vej. Han var i forvejen, ikke meget for at fortælle, at han faktisk havde nydt det, og endnu gjorde det. Ellers havde han nok heller ikke taget pladsen i karret sammen med hende. Et kort smil passerede hans læber. Hun havde ikke haft nogen siden sin mand? Med andre ord, Derick? "Det lyder mig næsten som en yderst trist og ensom tilværelse.." Ikke rørte han ved hende. Denne gang var det hende som måtte komme til ham. Han var færdig med at fedte for hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Du elsker din hustru og har det godt med hende, og det viser du med at være her sammen med mig? Det må jeg sige, Gabriel.. og jeg som troede, at du ikke gik ind for åbne parforhold,” sagde Denjarna sigende, som hun ikke en meter troede på ham. Hun troede ikke på, at ham og Silia var i et åbent forhold, og derfor kunne hun kun nå frem til den konklusion, at det ikke var så perfekt i det paradis, som han ellers forsøgte at fortælle hende om. ”Se det i øjnene, kæreste.. Dit ægteskab hænger i en tynd tråd.” Ej sagde hun det for at skubbe ham fra sig. Hun ønskede trods alt ikke, at han gik nogen som helst steder! Hun forsøgte bare at få ham til at slå øjnene op. At han mente, at hun havde ødelagt hans drengeaften, kunne hun ikke være ked af. Hun kunne jo mærke på sig selv, hvordan hun reagerede på hans nærvær, nu hvor hun havde ham på egen hånd igen. Langsomt søgte hun ud af hans favn, men kun så hun kunne vende sig om i karet. Vandet skvulpede let ved al aktivteten, som hun vendte fronten mod ham, så hun fra barmen og opad var oppe af vandet. Armene endte hun med at lægge om halsen på ham. Hun kunne ganske enkelt ikke lade være. ”Drengeaftenen blev måske ødelagt, men vil du stadig påstå, at din aften og morgen er ødelagt?” spurgte hun roligt. Nej, han lignede bestemt ikke en der led. At han mente at det var trist og ensomt at være uden for et forhold, ville hun nu ikke sige. Hun havde jo sit arbejde og Salvatore. ”Hellere være alene end i et skræntende forhold,” sagde hun ærligt. ”Og vil du virkelig vove at påstå, at jeg ser trist og ensom ud?” Sådan havde hun det i hvert fald ikke selv. Underligt havde det måske været at forlade Derick for evigt, men nu kunne hun mærke, at det havde været det korrekte valg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Ligner jeg en mand, der går ind for åbne forhold, Denjarna? Jeg elsker Silia, som sagt og vi har det godt sammen.. Tror du ikke på mig?" Gabriel hævede sigende det ene bryn. Det kunne godt være, at de ikke var overud lykkelige sammen, men de havde det godt. Visse ting, kunne man naturligvis godt gøre noget ved, og det var skam også det, som han gerne ville, og det kunne han end ikke lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle være i den anden ende. Han bed tænderne sammen. "Uanset, så er det, som tilsyneladende er sket i nat, ikke noget, som burde være sket," fastholdt han. Han havde ganske vidst nydt det, og betydeligt mere, end hvad han ville ønske, at han havde. Havde han vågnet med foragt, vrede og kvalme over at have været så tæt på hende, havde det været meget nemmere! Men.. det havde han bare ikke. Desværre.
Som Denjarna vendte sig i hans favn, så de endte front mod front, vendte han blikket mod hendes øjne i stedet for. Hans hænder gled denne gang over hendes hofter, bare for at have et sted at placere dem. Endnu blev han siddende op af kanten af karret, hvor vingerne kunne hvile på den anden side. Blev de våde, fik han dem da aldrig nogensinde tørret igen! "Det har jeg ikke rigtigt fundet ud af endnu," pointerede han med en sandfærdig mine. Han rynkede kort på næsen, som han lod hovedet søge på sned. Trist og ensom så hun ikke ligefrem ud. Måske hun ikke havde nogen fast mand i livet... Ikke at han ville blande sig. "Langt fra.. Du har altid været en stærk sjæl alene.. Du er vel bare den, som ikke behøver en mand i dit liv?" endte han kortfattet. Derick var vel også ude af det, af en grund?

[Denjarna Dark Dynithril]

”Nej, jeg tror dig ikke. Intet ved dig antyder, at du taler sandt. Det lyder nærmere som om, at du forsøger at overbevise mig og dig selv om, at det hele er godt,” sagde Denjarna ligeud. Hvorfor lyve når det var, hvad hun så? Funktionelt syntes hans forhold på ingen måde, og skulle hun være ked af det over det? Sandheden var jo, at hun havde elsket Gabriel, og havde beholdt ham i sin tid, hvis hun havde kunnet.. I tiden efter havde hun også fortalt sig selv, at hun håbede, at han ar lykkelig, men nu hvor hun var med ham igen, kunne hun ikke lade være med at være egoistisk. Hun nød at være her med, og derfor nød hun naturligvis ikke tanken om, at han måske tænkte på en anden kvinde. ”..Og hvis du stadig ikke mener, at dette burde være sket, hvad laver du så her i vandet med mig? Meget vel tvang jeg dig ikke,” kommenterede hun roligt, alt imens hun blidt strøg hånden hen over hans kind. At han endvidere ikke ville svare på, om han nød afbrydelsen på drengeaftenen eller ej, tog hun ikke så tungt. Selv følte hun nemlig, at han kendte det svar, som han ej turde sige højt. Armene tog hun til sig igen, inden hun lagde sig tilbage i karet. Indbydende måtte hun se ud, som hun lå foran ham og med fronten mod ham. ”Aldrig har jeg haft brug for en mand til at forsørge mig, ligesom enhver anden kvinden. Ej heller behøver jeg at vågne op til et ansigt hver dag for at føle, at der er en mening med mit liv” sagde hun ærligt. Det var vel derfor, at hun havde svært ved at binde sig? Fordi hun reelt set ikke havde brug for en mand. Det var vel også derfor, at hun nød sin forhold med Salvatore? Han accepterede, at hun var en egenrådig kvinde. At hun ikke bare ville stå i et køkken. At hun sagtens kunne drage sine egne konklusioner. Derudover nød hun, at hun bare kunne tale med ham, og ligge med ham når behovet var der. På det punkt havde Derick mere eller mindre forsøgt at gøre hende til en hjemmegående hustru til sidst. Noget der uden tvivl var kvælende for en kvinde som hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel endte langt mere sammenbidt denne gang, end hvad han havde været til nu, og det var bestemt ikke fordi at han var tilfreds med hendes udtale. Et sted fordi at hun ramte helt præcist, og det i forvejen, ikke var en tanke, som han brød sig om. Langt fra faktisk. Han fnøs let. "Fortsæt endelig med at bilde dig selv det ind.. Sagen er, at du elsker at være i centrum, og den som folk ser op til.. og at du hader, at du ikke er det i mine øjne," sagde han denne gang direkte. Han tog vel næppe fejl, gjorde han? Han kendte hende godt nok til at vide, at hun elskede, at folk forsøgte at gøre alt for hende.. Det var jo således, at hun havde handlet og reageret tilbage dengang, og det gik han ikke ud fra, var meget anderledes lige nu.
Det burde ikke være sket, men var sket alligevel. Ikke at det var noget, som gavnede ham og hans situation, og særligt ham, fordi at han var en gift mand! Han havde en hustru, der ventede på ham derhjemme, og som kun havde forventet, at det var en drengetur ud, da det aldrig havde været meningen, at mere skulle forekomme. "Ændrer det da på, at det ikke burde ske? Det skete.. og det står jeg ved.. Jeg har ikke tænkt mig at lyve," fastholdt han, som hun trak sig en smule væk fra ham. Hænderne lod han dog stadig hvile mod hendes hofter. Helt væk, fik hun dog ikke lov til at trække sig. Han var draget af hende, og hendes smukke væsen. Desværre.
Det var meget muligt, at hun ikke følte, at hun havde behov for en, fast ved sin side, men selv Gabriel vidste, at det var rart.. Hun havde vel selv brug for den tryghed, som der var i at have noget fast? "Du spiller virkelig på facaderne, min kære... Vi ved begge to, at du gik fra mig til Derick, fordi at du ønskede den tryghed.. Det er rart.. du kan lige så godt indrømme det," endte han fast, som han trykkede hende mere ind mod sig.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ret havde Gabriel, og det irriterede grænseløst Denjarna! Dog nærede det også hendes kamplyst, da hun ønskede at være den bedste. Hun kunne vel sagtens få ham til indse, at hun var den bedste til hver en tid? Hun havde trods alt før gjort, samt han ikke afviste hende nu, så var der ikke en reel chance? Et andet spørgsmål var dog, om hun gjorde klogt i at tænke således omkring ham.. ”Om end er jeg højere stillet, end din lille hustru,” svarede hun direkte igen. Skønt han mundtligt forsvarede sit forhold til sin hustru, viste hans handlinger dog, at han valgte den kvinde fra til fordel for hende.. og det var en tanke hun nød. ”Og som du står ved dine handlinger, hvad har du i så fald tænkt dig at gøre ved det?” Hvad ville han gøre med hende? Hvad ville han gøre ved hende? Selv vidste hun ikke helt, hvad hun skulle mene og ønske omkring deres forhold til hinanden, men derimod vidste hun udmærket, hvad hun skulle gøre ved omverdenen. At han ej lod hende trække sig, men derimod trak hende helt ind til sig, fik hendes hjerte til at springe et slag over. Ubehageligt var det ikke.. Langt fra faktisk. Hvad der derimod var irriterende, var hans ord. ”Hvad ønsker du at høre mig sige, Gabriel? At jeg har brug for en mand ved min side? At jeg har brug for dig?” Helt enig var hun dog ikke, da hun havde en i sit liv, som hun holdt af, men som hun ikke officielt gjorde til sin. Dog havde hun dog en vis tryghed ved ham, som hun vidste, at hun altid kunne gå til vedkommende, og vidste, at vedkommende ville blive ved hende. Perfekt var det i hendes øjne, som det stadig efterlod hende egenrådig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde et dybdegående kendskab til Denjarna, og derfor vidste han også godt, hvad der prægede den kvindes tanker. At hun elskede at være i centrum, var da nærmest en forudsætning for det liv, som hun levede, og som hun altid havde levet! Han trak morende på smilebåndet. "Af krop er du lige nu, men aldrig af personlighed. Den er mig langt fra særlig tiltalende," pointerede han direkte. Hun skulle bestemt ikke have lov til at tro, at hun var bedre end Silia, for det ville hun ikke blive! Måske... en smule lige nu, men ikke på sigt! Det var hans overbevisning. Hun skulle ikke have lov til at være bedre end Silia! Hvad han havde tænkt sig at gøre ved det? "Præcis det, som jeg kan forestille mig, at rygterne allerede siger om os," kommenterede han med en rolig stemme.
At slippe hende, var slet ikke noget, som kom på tale for Gabriels vedkommende. Han var draget af hende og hendes person, selvom han slet ikke ønskede at være ved det. Let måtte han lægge hende til rette i hans favn, selvom det indebar, at han måtte rykke en anelse på sig, så han kunne ligge ordentligt. Hånden hævede han, inden han strøg hendes kind. Alle havde brug for nogen, og der gik han så sandelig heller ikke ud fra, at hun var noget undtag. "Det klinger godt i mine ører," pointerede han dog med en ganske direkte stemme. End ikke så han nogen grund til at skulle lyve for hende. Han ville elske at høre hende sige, at det var ham hun havde brug for.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Så det du prøver at fortælle mig er, at det altid kun har været min krop, når du har set på mig? Hvorfor er det, at jeg har mine tvivl? Hvornår har udelukket en krop drevet et andet individ helt ud i torvene?” lød det sigende fra Denjarna, som hun ikke kunne tro på, at hendes person ikke tiltalte ham. Ej heller ønskede hun, at det skulle være således, da hun var langt mere end et stykke kød! Irriterende var hele situationen dog. Hun var irriteret på hans måde at tale på, og samtidig var hun også pirret af den. Endvidere irriterede det hende også, at han kunne røre hende, og at hun kunne føle sig så tilpas ved det. Som han helt lagde hende ind til sin favn og krop, havde hun det nemlig godt. Ene om det kunne hun dog næppe være det, da det var ham der gjorde det.. Medmindre han blot forsøgte at lege med hende og have overhånden? At han strøg hende over kinden, og at hun følte ro og nydelse ved det, måtte hun næsten også finde fordømt. Aldrig havde hun troet, at hun endnu var knyttet var knyttet til ham, men hvad kunne hun gøre ved det? At han ønskede, at hun fortalte ham, at hun havde brug for ham, fik hende til at trække let på smilet. Hvis han virkelig havde været tilfreds i sit ægteskab, havde han bestemt ikke haft behov for sådan noget. ”Hvorfor siger du det ikke, som du føler det?” begyndte hun, alt imens hun lagde en hånd imod hans stærke brystkasse. Læberne førte hun op til hans ører, så hun sensuelt kunne hviske ind i det. ”Du har brug for mig.. Det har du altid haft.” Pirrende nappede hun ham i den bløde øreflip.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Du er en slange, Denjarna.. Men denne gang er jeg forberedt på dine tricks," pointerede Gabriel med en ganske sigende mine, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun skulle bestemt ikke have lov til at tage den kontrol over ham igen, og særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det i den anden ende. De krystalblå øjne hvilede på hendes skikkelse, som han satte sig til rette op af kanten, og med hende i favnen. Han havde nemlig nægtet hende, at trække sig, og det var således, at han ønskede, at det skulle være, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som sagde lidt. Han smilede tilfredst. Hånden mod hans bryst, fik ham til at slappe af. Sagen var, at han fandt det langt mere afslappende omkring Denjarna, end hvad han gjorde omkring sin egen hustru. Måske fordi at ånder og andet dødt, ikke vågede over ham i øjeblikket? Det var med en helt anden ro, end hvad det havde været frem til nu, og det var han uden tvivl også mærket af.
Hendes ord fik ham til at betragte sig af hendes skikkelse. Skulle han sige, hvordan han havde det med tingene? "Hvorfor skulle det falde i din interesse?" spurgte han. Hun kunne nemlig ikke køre rundt med ham mere, som hun havde gjort det før. Den unge knægt, var han da heldigvis ikke længere! En sitren skød igennem ham, ved hendes hvisken mod hans øre. "Kun i dine drømme, kære Jarna.." Han lod hånden glide mod hendes kind, inden han førte hendes blik mod sig. Igen måtte han give sig. Han kunne ikke lade være! Han plantede et kys mod hendes læber.