Boys night out!.... God damnit!

[Denjarna Dark Dynithril]

Som han hævede stemmen overfor hende, var det eneste Denjarna hørte en voldsom ringen for ørene. Forfærdeligt var det, som det pinte hendes hoved mere end hvad godt var! At skændes med tømmermænd havde nu heller aldrig været hendes kop te. ”Shhh!” endte hun derfor blot med at tysse irriteret på ham, som de høje toner måtte tage livet af hende. Sin fulde opmærksomhed måtte hun dog skænke ham, som han erkendte, at han rent faktisk havde nydt til. En tilfredshed måtte det uden tvivl efterlade hende med, skønt hun ville ønske, at han også havde kunnet huske hende og det. ”Selvfølgelig er du det,” endte hun pludselig langt mere medgørligt med at sige. Han følte sig tilfredsstillet endnu, og han kunne lide at have hende med sig i sengen.. Var det noget under, at hun nød det? Det at betegnede sengen som sin, fik hende dog til at hæve det ene bryn. ”Men hvad får dig til at tro, at det er din seng?” spurgte hun sigende. Hvordan de havde nået hertil, anede hun ikke, men altid havde hun forsørget ham, og derfor kunne det vel næppe være anderledes nu? Desuden var hun vant til at være den der styrede manegen! Stille lå hun i sengen og med de sølvgrå øjne hvilende på ham. Hvor længe skulle de mon ligge her? Sammen? Det værste var vel også, at hun lige nu følte en fysisk tiltrækning? Hun kunne jo for fanden mærke, at hendes krop længtes efter at lægge sig ind til hans! Rart havde det jo også helt været at vågne op i hans favn.. Dog havde hun kunnet være foruden det faktum, at hun var med en jagende hovedpine, og at Gabriel ikke var den mest optimale for hende at ligge med.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ikke var det godt for nogen af dem, at ligge der med hinanden, men hvad skulle de da gøre? Uanset hvad e gjorde, ville det fremstå forkert for alle parter, og det var end ikke noget som Gabriel kunne gøre noget ved. Han himlede tydeligt med øjnene, som hun tyssede på ham. Nå, så det passede ikke ligefrem ind i frøkenens planer? Frustrerende var det hele, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved dette! "Hold nu op," mumlede han let for sig selv, inden han lod armene søge over kors.
Det dunkede for hans hoved, som han lå der sammen med hende. Han var selv fristet til at undersøge hende igen, og særligt nu, hvor han var mere i stand til at huske det bagefter. Var det mon bare en undskyldning for at gøre det igen? Han kunne ærlig talt ikke rigtigt finde ud af det, og det var noget som han ønskede, fordi at kroppen ville, eller om det var fordi at hans hjerte ville. Det var hende, som han havde svært ved! Alt det omkring hende, som var irriterende! Et let fnys brød hans læber. Han skulle blotlægge sig på en måde, som han faktisk slet ikke brød sig om! "Tager jeg ikke meget fejl, så var jeg den, som havde tænkt sig, at forlade selskabet først.. Med andre ord, giver det mest mening, at værelset har været mit," fastholdt han med en mere bestemt tone. Hun skulle bestemt ikke have lov til at køre rundt med ham. Særligt hvis han kunne gøre noget ved det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej havde Denjarna forestillet sig, at hun nogensinde skulle finde sig i denne position med Gabriel igen, men nuet var vel blot et bevis på, at man aldrig skulle sige aldrig? Hvad hun skulle mene om det, vidste hun yderligere ikke, som både nuet og fortiden måtte spille ind på det punkt. Gamle kæreste var de trods alt, hvor han var en af de få, som hun havde elsket, skønt han ikke troede det. Derudover havde hun tidligere valgt ham fra til fordel for en mand, som hun ikke længere var med. I dag brugte han størstedelen af tiden på at hade hende, men på trods af det erindrede hun en fantastisk nat med ham. En nat der fik noget i hende til at længes efter mere. Blikket tog hun ej fra ham. ”Hvornår har du nogensinde sørget for mig? Aldrig! Jeg har altid sørget for dig og derfor kan værelset kun være mit,” fastslog hun afvisende. Sandt var det dog, som Gabriel i fortiden havde levet under hendes hus og hendes regler. Dengang havde hun suverænt bestemt det hele.. men det var hun også kun vant til. Det var sjældent, at mænd gav hende modspil på den måde. Salvatore gjorde ikke.. Derick havde til tider forsøgt, men havde altid bøjet sig for hendes stædighed i den sidste ende. Hvis ingen af de to mænd kunne tage tøjlerne fra hende, tvivlede hun derfor stærkt på, at Gabriel kunne gøre det. Liggende blev hun. Ganske tæt på ham, som de trods alt lå i den samme seng og under den samme dyne. Derfor måtte hun også forsøge at se bort fra det faktum, at noget i hende ønskede at række hånden frem mod ham, så hun kunne mærke ham. Perfekt erindrede hun nemlig ikke natten, og derfor måtte hun naturligvis være nysgerrig, ligesom hun følte den mærkværdige tiltrækning til ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At de halvvejs skulle ligge og skændes, var nu heller ikke ligefrem en tanke, som kom synderlig meget bag på Gabriel. Så var det jo lige før, at tingene var, som de plejede at være! Det måtte være hans værelse, for han mindes uden tvivl, at det var ham, som havde forsøgt at forlade selskabet først. Det hele var ganske vidst druknet lidt i de mange glas vin han havde fået, og den frustration, som Denjarna havde efterladt ham med, men for pokker.. han kunne jo ikke ligefrem gøre det store ved det nu! "Fint. Hvis du er så utilfreds, så ved du jo hvor døren er," bed han af hende. Førhen havde hun formået at køre ham rundt i manegen, og det skulle hun bare ikke have lov til at gøre længere! Det var slut med at køre rundt med ham, som man havde lyst til! Og det skulle hun tidsnok finde ud af.
Selv var Denjarna ikke den eneste, som næsten lystede at røre og pille ved det, som lå foran hende, for han havde uden tvivl lyst til at gøre det samme, og han vidste jo godt, at det kunne vise sig, at være temmelig dumt på sigt. Han bed tænderne let sammen. Hvorfor gjorde han sig de tanker? Det lignede ham jo slet ikke! Han knyttede næven og lagde den under hovedet i stedet for, for så vidste han da , at han ikke blev alt for fristet, selvom.. ja, det var vel allerede sket? Han nød det at ligge der med hende, som han oprigtigt følte, at det havde været.. rigtigt, et eller andet sted. "Desuden behøver du ikke bide af mig.. vi er begge skyld i det her," fortsatte han direkte. Han fandt sig ikke i den behandling fra hendes side af. Ikke mere i hvert fald.

[Denjarna Dark Dynithril]

Øjnene kneb Denjarna en anelse sammen, som han nærmest kylede hende ud nu. Kunne den mand overhovedet beslutte sig?! Ikke gå.. Bare gå.. Hvad ønskede han i det hele taget?! Desuden.. hvornår var det blevet hans ret at smide hende ud? For det første var de ikke i Procias, og for det andet havde de end ikke klargjort, hvis værelse dette var. Derfor havde han ingen ret til at smide hende ud! ”Gå du hvis det er,” bed hun stædigt af ham. Ej gjorde hun mine til at gå nogen steder, men det gjorde han heller ikke just. Faktisk lagde han sig blot mere til rette, så han så helt magelig ud. Hun fugtede læberne, alt imens hun måtte betragte hans hvilende skikkelse. Sådan som han lå på ryggen, og med armene bag hovedet, måtte musklerne i hans overarme træde det mere frem. Et syn der ikke just var beklageligt. Uden at tage det sølvgrå blik fra ham, valgte hun at rykke nærmere ham. Selv vidste Denjarna, at det var at lege med ilden, men kunne man klandre hende for ikke at kunne dy sig? Hun kunne fornemme på sin krop, at den ønskede at være nær hans, og ved at reagere på det kunne hun se, hvad hans lod var i al dette. Armene valgte hun at folde over kors oven på hans brystkasse. Hovedet lod hun hvile i sine arme, alt imens hendes barm svagt måtte strejfe hans side. Intim var handlingen ikke ligefrem, men nær var den.. og måske ikke synderligt passende. ”Men så fortæl mig, Gabriel.. Hvad skal vi gøre nu? Skal vi ligge her resten af dagen?” spurgte hun roligt. Hvis de ville skændes, ville det blive en ganske lang dag.. Skulle de tale normalt med hinanden? Skulle de … genleve nattens udskejelser? Hvad var hans plan med dette?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var bestemt ikke typen, der gav sig længere, og det ønskede han heller ikke at gøre, som han havde gjort det før. Før havde han gjort, hvad han kunne, for at stille hende tilfreds, og alene det, havde tilsyneladende været en markant og tydelig fejl, gjort for hans vedkommende.
"Ligner jeg en, der har tænkt sig at gå nogen steder, Denjarna?" spurgte han med en kortfattet stemme, som han vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at det var hende der var dronning af landet her, men det ænderde da bestemt ikke på det faktum, at han ikke havde tænkt sig, at give hende sin vilje, som en anden snotunge, der stod og skreg, fordi at de havde fået et nej. Det var slet ikke noget, som ville komme på tale! At hun rykkede tætteer på ham, følte han, hvordan hans hjerte måtte hamre mod hans bryst. Særligt da hun kom så tæt på ham, at hun lagde hænderne og armene på hans bryst, og lod hovedet hvile derpå. Han blev liggende for nu.. han ønskede at blive liggende der.. Selv sammen med hende, hvilket var en tanke, som han slet ikke burde gøre sig! Hånden fjernede han fra sin nakke, kun for at lade den glide over sengen og om bag hende. Her strøg han den let over hendes blottede ryk. Han kunne mærke ar derunder. Han havde ondt af hende.. ingen skulle have lov til at opleve den slags. Særligt ikke hende. "Uanset, er rygterne og historierne, nok begyndt at gå som steppebrande derude.. Altså.. kongen af lyset og dronningen af landet i samme værelse? Hvad med bare at blive liggende.. Jeg tvivler på at mine ben kan bære mig lige nu," sagde han ærligt. Han var svimmel, bare han satte sig op.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sjældent var det, at der var nogen der forsøgte at sende Denjarna på plads. Ja, det var vel flere år siden, at der var en der havde løftet så meget som et bryn af hende? Var det derfor så mærkværdigt, at det tændte hende? Glad for Salvatore var hun uden tvivl, men problemet der var blot, at han mindede det mere og den gamle Gabriel, hvor den nye Gabriel mindede om … noget andet. Nysgerrig gjorde det hende, hvor hun ønskede at undersøge det nærmere. Også selvom, at det måske ikke var klogest. Ville han mon kunne holde at være fast overfor hende, eller ville han på et tidspunkt knække, ligesom alle andre mænd gjorde overfor hende? ”Og hvad har du tænkt dig?” endte hun med at spørge, som han fastholdt, at han ikke agtede at gå nogen steder. Hun betragtede ham. Det hun trængte til var en der turde råbe af hende, og gøre ved hende, hvad vedkommende lystede. Dog uden det blev voldeligt, som det aldrig havde været hendes kop te. Som han løftede den ene arm, som hun halvt lagde sig på ham, troede hun faktisk, at han ville skubbe hende bort. Derfor måtte det overraske hende, at han i stedet begyndte at stryge hende over ryggen. Noget, der fik hendes hjertebanken og varme til at stige, og noget som han ikke måtte stoppe med. ”Hvordan tror du da, at det foregik?” endte hun med at spørge ham, som han gættede på, at rygterne allerede svirede om dem. Selv erindrede hun nemlig ikke, hvordan de var noget hertil. Det eneste hun svagt erindrede var hede støn og kroppe der vred sig mod hinanden. Uden at hun fjernede noget fra ham, begyndte hendes fingre blidt at stryge ham over brystet. Forbandet svært var de jo at dy sig! Dog kunne hun også godt lide fornemmelsen af, at det foregik på denne her måde.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ville ikke lade Denjarna overdynge ham med alt muligt igen, hvor han stod igen, nikkede og smilede, for sådan var han ikke mere. Han var en mand, der vidste hvad han gerne ville have, og når han kunne, så tog han det. Overfor en kvinde som Denjarna, havde han desuden også erfaret, at det var sådan her at hun skulle håndteres. Derick havde måske været det bedre end ham dengang, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var noget, som han ville være for resten af deres liv! Den mand havde pisset ham af.. endnu mere, da han havde fundet ud af, at hans moder havde haft noget for ham. Det havde bare ikke gjort det meget bedre. "At jeg bliver liggende lige her, til jeg kan overskue i mit hoved, at rejse mig, uden at falde omkuld igen," pointerede han med en direkte stemme.
Hånden lod han stryge over hendes ryg. Han burde skubbe hende væk fra sig, så hurtigt, som det var ham overhovedet muligt, men alligevel, så var det noget af det sidste, som han havde lyst til at gøre lige nu. Lige nu ønskede han derimod bare at mærke hende tæt på sig. Hun så desuden også ud til at nyde det. "Jeg tør ikke tænke på, hvad de rygter og historier allerede har fortalt om os.. Jeg kan ikke huske hvor mange, der var i krostuen i går.. men nogen må der have været.. og de må jo have set os forlade stedet," endte han. Han ønskede ærlig talt ikke at tænke på de historier. Han skulle forsvare dem alligevel før eller siden, så hvorfor ikke bare blive liggende? Desuden.. han kunne jo lide, at hun lå der ved siden af ham.

[Denjarna Dark Dynithril]

At blive liggende her til det var sikkert at stå på sine egne lød egentligt meget lovende. Dog kunne Denjarna ikke også lade være med at tænke, at hun ønskede at ligge her bare for at ligge her med ham. Om det var det forbudte i det, nattens aktiviteter eller gamle følelser der prægede hende til at tænke således, vidste hun ikke. Hvad end det var, følte hun sig dog tilpas, skræmmende tilpas. Underligt var det næsten, da hun i øjeblikket kørte en politik med Salvatore der hed, at de ej blev hængende ved hinanden bagefter. De blide strøg fortsatte hun over hans brystkasse, præcis ligesom han fortsatte dem over hendes ryg. Ingen af dem hentydede ej heller, at de var på vej til at stoppe. Som han sagde, at folk burde have set dem, kunne hun ikke lade være med at tænke én tænk. Hvis skaden allerede var sket, hvad var problemet så i at gøre det igen? Var det helt galt af hende at tænke således? ”Om folk så det eller ej, kan vi ikke gøre om på, at sket er sket,” endte hun stilfærdigt med at sige. Ej heller kunne hun gøre om på, at en del af hende også ønskede at … prøve igen. ”Hvis vi planlægger at blive, og hvis folk alligevel ved det, er der så noget i vejen med at bestille noget op til værelset?” Som hendes krop på det seneste kun havde fået alkohol indenbords, måtte den nu kræve det mere nødvendige. Der var vel heller ingen ide i, at de sultede og tørstede, mens de var heroppe? Hun betragtede sig af hans ansigt. ”Og hvis folk ved det, hvad agter du så at sige?” Hvis folk vidste det, vidste hans hustru det vel også? Ikke at det gjorde hende videre trist til mode, som hun faktisk godt kunne lide ideen om, at han valgte hende over den person, som han egentligt burde vælge.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I øjeblikket, var Gabriel bestemt ikke i stand til at rejse sig op, og forlade kroen, selvom han udmærket godt var klar over, at han burde. Det var heller ikke fordi at det som de havde gang i lige nu, var noget som burde forekomme, og den tanke, vakte naturligvis en kæmpe frustration for hans vedkommende. Langsomt vendte Gabriel blikket mod hende igen, som hun lå og strøg hans bryst. Han måtte jo erkende, at tanken var behagelig. Rigtig meget endda, og det fik ham til at slappe af. "Det kan vi jo ikke, nej," sagde han med en ærlig stemme. Burde han prise sig lykkelig for det? Eller håbe på, at det kunne laves om? Det var jo ikke noget, som han burde være stolt af. Han havde jo en hustru derhjemme!
Historierne kørte nok allerede på folkemunde, hvilket nok ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre for hans del. Han sukkede ganske let. Lysten til at gøre det igen, hvor han rent faktisk også var i stand til at huske det hele, var uden tvivl mærkbart for hans vedkommende. Han rystede kort på hovedet. Han burde slet ikke gøre sig de tanker! "Uanset hvad vi gør, har folk set os, Denjarna, og uden at se os komme ned igen.. De ved jo, at vi stadig er her," bed han hende af. Var det underligt, at det var en tanke, der gjorde ham frustreret? Skulle de bestille noget op, og nærmest bare lade som ingenting? "Her ligger vi i det, som kunne være en krisesituation, som vi skal finde ud af, uden at det efterlader begge lande i et sandt kaos?" spurgte han direkte. Hvad gik der dog af hende?

[Denjarna Dark Dynithril]

Irriteret sukkede Denjarna, som Gabriel blot skulle være vred igen! Var han en teenager med de humørsvingninger, som han havde?! Sine blide strøg over hans brystkasse stoppede hun, som hun helt trak sig fra ham igen. Tilbage på ryggen lod hun sig nemlig glide, så de blot lå side om side igen. Hvorfor skulle han også være sådan? I det ene sekund gav han hende lyst til at stikke ham en syngende lussing, og i det næste sekund ønskede hun at presse sin krop ind mod hans. Frustrerende var det uden tvivl! Hvad tænkte han i det hele taget? Var det det samme? I det ene øjeblik bed han nemlig af hende, og i det næste kærtegnede han hende. ”Fint!” bed hun af ham. ”Vi fortæller, at anliggendet kom til at gøre forhandlinger mellem vore to lande, og at vi derfor trak os til nogle mere rolige omgivelser. Tilfredsstiller det dig?” lød det direkte fra hende. En fornuftig plan måtte hun egentligt anse det for at være. Hvis hun blot kunne fortælle det i en sikker tone, var der vel intet at betvivle hende for? Ganske vidst havde hende og Gabriel en fortid sammen, men stadig var han en gift mand, og derfor kunne man vel køre på det? Problemet var blot, at som hun spurgte, om det tilfredsstillede ham, ønskede hun, at han tilfredsstillede hende på en anden måde. Igen måtte hun skubbe sig op i en siddende stilling, hvor hun denne her gang bed tænderne sammen i forvejen. Lokalet dansede ganske vidst en smule, men mon ikke hun kunne klare det? ”Jeg vasker mig,” sagde hun kort for hovedet, inden hun vovede pelsen og rent faktisk forlod sengen og ham. Ligeglad var hun med, at hun var splitternøgen, og at han kunne se hende. Et sted håbede hun vel også, at det fristede ham? Beslutsomt bevægede hun sig fra sengen og over imod det private badeværelse, alt imens hendes hofter dansede lokkende fra side til side. Som hun nåede badeværelset, smækkede hun ej døren i, men gik bare over til det der måtte være badekaret. Her måtte hun fylde karet med varmt vand og de olier der måtte stå klar, inden hun selv gled ned i det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han var svær at finde ud af, men det var vel også det som gjorde det langt mere svær og problematisk. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Han lystede at slå hende, som han lystede at gøre det med hende, som han allerede havde gjort det en gang i nat, selvom han ikke rigtigt, var i stand til at huske det.
Den undskyldning hun kom med, lød alt sammen super fint, men hvorvidt om det var noget som han kunne honorere i praksis, var faktisk svært for ham, at forestille sig. Han rystede let på hovedet og vendte blikket mod loftet igen. "Det lyder som om, at det er en løgnehistorie, som du kan holde fast i. pointerede han med en kortfattet mine, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Frustrerende som det end var, så måtte han jo bide det i sig. Denne akt og denne nat, burde de bare glemme, men han måtte erkende, at det virkelig var svært. Rigtig rigtig svært endda, og han burde også hade hende for det.. Det var bare svært! Han sukkede ganske let og rystede så på hovedet igen. Den anden hånd strøg han over ansigtet.
"Det er fint.." Han vendte blikket mod hendes skikkelse, da hun trak sig væk fra ham. En smuk kvinde var hun uden tvivl, også selvom han for nu valgte at blive liggende. Han prustede ganske let, inden han lagde sig til rette. "Som altid.. så ser du godt ud," kommenterede han, da hun søgte ud på det lille badeværelse. Han var næsten fristet til at følge med, men burde han egentlig gøre det? Han kunne da ikke bare følge med!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Hvis det blot er den historie, som du fortæller dig selv, når du går herfra, burde det gå. Det er ærlig talt ikke så svært,” sagde Denjarna direkte, hvor hun også måtte mene det. Historien hun var kommet op med var en løgn, men realistisk lød den, og derfor kunne det sagtens være den, som hun ville fortælle. Ingen kvaler overfor sit folk ville hun desuden have med det.. Det var nærmere Salvatore der var problemet. Ej var de sammen, men alligevel var de på en måde.. Hun burde vel bare forsøge at tænke, at de ikke var et par, og at det derfor var i orden? Bedst var det ikke at tænke for meget over.. Derfor besluttede hun sig også for at tage et bad. Forfriskende ville det forhåbentligt være.. Ned i karet sank hun, hvorefter hun måtte høre hans stemme inde fra soveværelset. Tilfredst trak hun på smilebåndet. ”Hvis du ønsker at se nærmere, ved du, hvor du kan finde mig,” spøgte hun inde fra det andet rum, eller gjorde hun? Som hun lå i badekaret, måtte hun kort se for sig, hvordan det måtte se ud og føle, hvis han var der med hende. Hurtigere måtte hendes hjerte slå ved den blotte tanke, alt imens hun måtte føle en varme i sig. Øjnene lod hun søge i, som hun lagde nakken tilbage mod karets kant. Hun ønskede ham.. og brændende endda. Det var forfærdeligt og fantastisk på en og samme tid. Dog følte hun også, at hun kunne flå hovedet af ham, men det syntes til gengæld også som om, at det var en gengældt følelse. Dæmpet sukkede hun, alt imens olierne måtte fylde hendes næsebor, og mens det lune vand måtte få hendes krop til at slappe af.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Jeg tror ærlig talt ikke, at jeg kan lyve så oprigtigt, som det du kan, Denjarna. For visse, er det jo en hverdag. Det er det ikke for os andre," sagde Gabriel direkte, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at hun kunne få det til at lyde så naturligt og så oprigtigt som intet andet, men for ham.. Løgne åd ham op fra indsiden, og bare tanken om, at han skulle lyve for hans hustru, når han kom hjem, var direkte.. forfærdelig. Det var slet ikke en tanke, som han kunne holde ud. Han trak vejret dybt, og vendte kort blikket den anden vej. Fristende som det end var, at søge ud på badet til hende, så måtte han vel blive? Forsøge at sige til sig selv, at det ikke var fornuftigt at gøre?
Han skulle rejse sig, hvis han ville se mere? Hun gjorde det for pokker da også fristende, bare at rejse sig og tage del i det! Han så ned af sig. Der var jo ikke det, som hun ikke havde set, men hvor meget af det som var sket, var hun da i stand til at huske? Det var det, som han rent faktisk havde svært ved. Han satte sig langsomt op i stedet for, hvor han vendte blikket mod døren til badeværelset. Allerede nu dunkede det mod hans hoved, idet han tvang sig op at stå. Okay.. lidt for hurtigt måske! Øjnene lukkede han for et øjeblik, inden han søgte mod badeværelset. Han kunne jo heller ikke lade være. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun sad der i karret. "Virkelig..? Jeg kan jo intet se.." pointerede han denne gang med et let smil på læben, inden han trådte hen mod hende. Han vaklede let. Han følte sig helt svimmel.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt var det, at løgne kom lettere til nogen end til andre. Denjarna var vel blot blevet opfostret med løgne? Dvasias var desuden også et andet land at vokse op i, end hvad Procias var. Intet kunne hun dog gøre ved det, som hun ej kunne gøre noget ved den opvækst, som hun havde haft. Godt ville hun dog ikke sige, at hun havde det ved tanken om, at hun skulle lyve overfor Salvatore. Ikke når han var så god og ren. Den mand havde vel heller aldrig stukket et andet individ en løgn? Opmærksomt lod hun øjnene glide op, som hun hørte skridtende der måtte nærme sig badeværelset. Kom han virkelig? Når samvittigheden allerede var ved at æde ham op indefra? De unikke sølvgrå øjne hvilede derfor allerede på ham, som han gjorde sin entre. Automatisk måtte hendes våde hånd gribe ud efter hans, som han helt vaklede. Var han mon en anelse fuld endnu, eller var det blot tømmermændene? Hendes fingrer lukkede sig om hans, hvor hun nærmest per automatisk måtte stryge tomlen over håndryg. Var det mon klogt det, som hun havde tænkt sig? ”Gør mig selskab,” endte hun med at bede ham om. Hun ønskede ham her. Hun ønskede at føle ham, og han havde nu også indikeret, at han ønskede det samme. Han kunne have stoppet, men nu var han frivilligt kommet ud til hende. ”Desuden.. du kunne selv trænge til et bad,” endte hun dog kortfattet med at tilføje. Det måtte være bedst at give ham noget kamp.. Hans hånd endte hun med at slippe. Knæene bøjede hun let i, alt imens hun førte sin ende en anelse foran, så han kunne tage plads i karet bag hende, og på den led holde om hende bagfra. Det var vel som at gå planken ud? Man havde taget de første skridt, og derfra vidste man, at der alligevel var kun én vej at gå?