I did save your life..

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham mens de stod der, og så på hiannden mens de hade om hinandens kinder. Det var virkelig dejligt og stod der med ham, og bare nyde den smule berøring hun kunne få og ellers bare nyde at snakke med ham. hun så på ham som han snakke og smile kærligt til ham, ”jeg ville ikke sig det vis jeg ikke mente det.” sag hun stille i en blid tone mens hun nusse hans kinder blidt, hun kunne virkelig mærke lysten til et kys og et kram lig nu den var kæmpe stort. Hun ville så gerne mærke ham tæt på, vide han ville passe på hende mod alt ondet ude i verden og vide de to skulle være sammen. Hun så på ham som han snakke igen og slap hende, og så på ham. hun hade stadig hænderne på hans kinder, ”jeg ved det godt… men vi må holde humøret op ik? ” hun så på ham og nusse hans kind ganske blidt, også for at vise ham hun ville være der for ham. hun var falde for ham, noget så hårdt! Den mand var virkelig bare fantastisk, i hendes øjne. Hun så på ham og tog en hånd til sig men hade stadig en hånd på hans anden kind, hun kysse sin finger og blod lage fingeren mod hans læber. ”når jeg ikke kan kysse dig rigtig.. må jeg bare give dig lidt finger kys” hun smile blidt til ham og så bare kærligt på ham. hun burt snart gå, men hun ville helst ikke hun hade det godt lig nu hos ham også selv om de var adskilt på denne måde, men hun nøde bare og snakke med ham og de få berøringer hun kunne få. 

[Cale Joseia Nightgale]

Selvom disse møder, efterhånden var ved at blive temmelig ensformige, var det ikke noget, som Cale kunne gøre noget ved. Den frihed, som han pludselig søgte noget så desperat, kunne han ikke rigtigt gøre noget ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han sukkede tungt, og slog hovedet ind i tremmerne. End ikke hovedet, kunne han få igennem. Han rystede let på hovedet af sig selv. "Jeg ved ikke, om det er en god, eller om det er en dårlig ting," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. For ham var det bare vigtigt, at hun havde det godt.
Her stod de.. hånd i hånd, da det i princippet, var det eneste, som de kunne gøre, nu hvor de havde hinanden. Ikke fordi at det var noget, som han kunne gøre noget ved, men han ville virkelig ønske, at han kunne gøre så meget mere, og særligt, når det var på denne her måde, at det hele foregik. Han kunne virkelig ikke have det. Overhovedet ikke. "Det er vi nødt til.. Det er jo bare at.. forsøge," sagde han. Han havde altid kun været vant til at have sig selv at tænke på. Nu var det helt anderledes.. Han havde jo også pludselig hende. At hun kyssede sine fingre og lod dem glide over hans tynde læber, satte en sitren i ham. Han kyssede hendes fingre i retur. "Du er mig en fantastisk kvinde, Mydall.." Han vidste ikke hvad mere han skulle sige. Hun var jo helt igennem fantastisk!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare blidt til ham, hun så roligt på ham som han sukke og slog hovedet mod tremmerne, hun rakt ind og strøg ham over kinden ”at slog hoved i tremmerne vil nok ikke hjælpe noget ” hun smile blidt og så bare på ham, og lytte til det han sag. ”det okay.. det finder vi jo nok ud af” hun smile blidt og så bare på ham og var blot bekymret for ham, som hun vist at han bekymre sig for hende.
Hun så på ham og nød og holde ham i hånden, ganske vist var ikke meget men det var mere ind hun ture bede om. ”ja vi er og jeg sikker på vi nok skal lykkes” hun smile blidt og opmunderne til ham, og rødme lidt som han kysse hendes finger efter hun hade give ham et finger kys. Hun smile ved hans ord og så på ham med et kærligt blik, ”og du er mig en fantastisk mand Cale” hun smile blidt til ham, og trak hånden til sig og kunne stadig mærke fornemmelsen af hans læber mod fingerne, det hade fået det til og krible i kroppen på hende på en yderst sjov men behalige måde. Hun sukke stille og så på ham ”jeg burt nok snart tage hjem… jeg ved ikke hvor længe der til inden det morgen.. og jeg kender ikke til hvornår folk her står op” hun så på ham og smile blidt, og så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste godt, at Mydall ville være tvunget væk derfra før eller siden. Selvom det ikke just var noget som han kunne gøre noget ved. Han burde også selv få noget hvile.. Han skulle snart i Arenaen. Legene ville snart ende for denne periode om ikke andet, hvilket han så frem til. Han sukkede let. "Jeg ved det godt. Det føles bare godt i øjeblikket.. Kender du ikke det?" spurgte han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle gå udover hende, men det gjorde det jo alligevel.
Cale kyssede hendes fingre, fordi at han ikke kunne få sig selv til at gøre andet. Han kunne jo virkelig godt lide, at have hende så tæt på. "Det håber jeg virkelig," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang så mod hende. At hun gerne ville videre, forstod han godt. Selv ønskede han naturligvis at sikre sig, at hun kom helskindet og væk derfra. Ingen tvivl om det. "Det gør de også snart, Mydall.." sagde han ærligt. Det var ikke fordi at han i forvejen var meget for at give slip på hende, men han ville jo heller ikke have, at der skulle ske noget med hende igen. Så ville han hellere kæmpe sig igennem tiden i Arenaen, og så håbe, at han engang vant sin frihed.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare blidt til ham og holdt hånden på hans kind, og lytte til hans ord og nikke roligt. ”jo jeg kender det godt.. tror alle kender den følelse et sted” hun nusse han kind blidt, og så på ham mens hun bare håbe arenanen snart var slut så han kunne komme fri ”hvor længe var arenanen inden du finder ud af om du har vundet din frihed?” spurt hun for hun kendt jo ikke videre til reglerne og hvordan arenaen enlig forgik som sådan hun holdet sig jo væk før hen og nu gjord hun det for at undgå og give cale mere ballade.
Hun hade nydet kysset mod hendes finger, det hade zitre i hende og hun hade mærke en lyst til mere vokse inden i hende. Hun så på ham, hun smile ved hans ord og nusse bare hans kind kærligt. Hun vist hun snart skulle til og gå, og at han sag de snart ville stå op gjord bare hun snart måtte rive sig løs og komme i sikkerhed inden nogle så dem.
Hun så på ham mens hun tog sig sammen, hun trak hånden til sig blot for og kysse dem igen og blidt lægge fingeren på hans læber, ”jeg må heller komme af sted så, jeg kommer igen snart” hun så på ham og smile blidt til ham, hun ville nok komme næste aften eller dagen efter det kom and på om hun blev forhindrede eller måske hun opsnuse nyt om hans senest kamp, så vist hun da i det mindste om han var i live på den måde vis hun så ham selv inden hun hørt hvad nyt der var fra arenane.

[Cale Joseia Nightgale]

Et kort smil passerede Cales læber, som han endnu en gang, vendte blikket mod hende. Hun kendte det.. Så var han da i det mindste ikke alene om det, og det var noget, som han egentlig havde det fint med. "Det tror jeg da på," sagde han endeligt.
Cale rystede kort på hovedet. "Det varer ikke længe.. Jeg er bare mere bange for, at jeg er blevet så stor en folkefavorit, at jeg bliver tvunget med igen til næste år," sagde han ærligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Ikke at det var noget, som han egentlig havde lyst til, men der var bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det, om det var noget, som han nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var.
Det var også snart ved at være tid for Mydall, at søge videre. Så meget vidste han da. han lukkede øjnene ganske let, hvor han tydeligt bed tænderne sammen. Han var virkelig ikke meget for at slippe hende, selvom han vidste, at det var en nødvendighed. "Tag afsted," bad han direkte. "Jeg vil nemlig ikke have, at der skal ske dig noget," tilføjede han, inden han slap hendes hånd og trak sig en anelse. Han var jo nødt til at gøre det nemt.. for alle parter.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare ganske blidt ved hans ord, hun kendt godt følelsen det gjord de fleste nok og sådan var det jo bare. Hun så på ham som han snakke om han måske blev tvunget i arenaen til næste år, hun bed sig i læben hun håbe det virkelig ikke, hun ville ikke se ham kæmpe et helt år til men stor risiko for og mist livet. ”jeg håber ikke du skal kæmpe et år mere” sag hun stille og så på ham, hun ville virkelig ikke se ham kæmp igen men det var ude af hendes hænder så hun kunne bare gå og håbe at stjerneren var med ham og han ville komme helskindet ud der fra, og ud til hende når tiden kom.
Hun så på ham som han bad hende tag afsted hun kunne se han bed tænderne sammen, og hun gjord det selv men ikke så hårdt eller tydeligt. Hun så på ham og nikke som han trak sig væk ”jeg skal nok gå nu” sag hun roligt og slap tremmerne, og så bare på ham. selv om han hade sluppet hendes hånd føltes det stadig som han hade om den, hun så på ham og smile svagt ”vi ses snart cale” hun så på ham for så og sende ham et lille luft kys før hun vendt rundt, for så og begynde og trave af sted hun tur ikke starte på galop i nu det ville larme for meget så det vente hun med til hun var længer væk, hun så kort tilbage før hun forsatte og satte kursen mod skoven.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var virkelig ikke meget for at slippe hende, men hvad andet valg havde han? Han vidste jo godt, at han med det liv som han havde, i øjeblikket, ikke var i stand til at tilbyde hende noget som helst, selvom den tanke, uden tvivl også måtte gøre frygtelig, frygtelig ondt. Svagt måtte han derfor bide sig selv i læben. "Jeg håber ikke," sagde han ærligt, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hun var vigtig for ham. Meget vigtig endda, hvilket han nu heller var bange for at lægge skjul på. Ikke siden han havde fundet ud af, at hun havde det på samme måde, kunne man jo sige.
Cale tog imod luftkysset, som hun skænkede ham. "Inden længe.. Forhåbentligt," sagde han efter hende, som han så at hun tog derfra. Han var forelsket. Han... elskede hende. Hvad han dog ikke ville gøre for, at sikre sig, at hun havde det godt. Alt.. virkelig, virkelig.. alt! Han trak kort på smilebåndet. Det var hende, som udgjorde hans håb om, nogensinde at komme fri herfra. Som hun forsvandt mod skoven, vendte han om, og søgte mod 'slavestalden', ikke langt derfra. Han burde nok få noget søvn, inden han skulle tilbage til kamp, råb og skrig i morgen.

//Out