I did save your life..

[Cale Joseia Nightgale]

At skulle være sammen med en anden, end sin egen slags, var slet ikke noget, som kom på tale for Cales vedkommende. For ham, var det nemlig bare vigtigt at Mydall vidste, at det var hende, som han gerne ville have, og ikke så mange andre. Hvorvidt om dette ville betyde, at de ville kunne få hinanden. Han ville elske, at det skulle blive realistisk en dag. "Det sætter jeg virkelig stor pris på," sagde han med en taknemmelig stemme, som smilet igen måtte brede sig på hans læber. For ham var det noget, som i sandhed betød forbandet meget for ham.
De fremmede, vidste Cale dog ikke hvordan han skulle tage, og særligt, når det var på denne her måde. Han vidste ikke hvordan han skulle have det med dæmoner, som han heller ikke vidste, hvordan hun havde det med ham.. Eller om han i det hele taget kunne regne med hende. Det var det som gjorde sagen frygtelig usikker for hans vedkommende. "Hun har lovet mig, at vi skal hjælpe hinanden igennem det, og jeg har troen på, at det hele nok skal gå," sagde han. Det var en tro, som han var nødt til at have, og særligt, når det foregik på denne måde.
Et svagt smil passerede hans læber ved hendes ord. Han sendte hende et stille smil, inden han slap hende, kun for at tage omkring hendes hånd, som han førte til sine læber. Han kyssede den let. Det var hende, som gav ham håbet om det. Før eller siden, så skulle det nok lykkedes dem. "En dag.. så kommer jeg ud," forsikrede han hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare blidt som han talt, ”er jeg glad for” hun så på ham. Hun ville elske og være sammen med cale, og hun håbe inderligt at stjernerne ville vise dem vejen til hinanden og cale ville komme fri fra sit liv som slave. Hun så på ham, de fremme bekymre hende for hvad ville de ikke gør ved øen? Og alle dem der leve på den? Hvad kunne der ikke ske med hende? Eller cale!? Hun kunne ikke klar tanken om vis cale kom til skade, eller måske de fremme kom og tog ham! Nej nej det måtte ikke ske!. Hun så på ham, ”tror du de fremme kan.. finde på at tage folk med tilbage til fastlandet?” spurt hun stille tydelig med en smule rystenede stemme.
Hun så på ham som han sag hans partner hade lovet, at de nok skulle hjælpe hinanden igennem det. ”jeg tror på i klar det, og når i gør vil jeg vær klar og tage i mod dig” hun så på ham og smile et lille opmunderne smile. Hun mærke han tog hendes hånd og mærke hans læber mod huden på hånden i et let kys, hun fik svagt kulde gys gennem kroppen. Mens hun mærke smile brænde sig fast på hendes læber, hun lytte til hans ord ”og den dag skal nok komme..” sag hun stille og så ham i øjne med et mildt og kærligt blik.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvad de fremmede kunne finde på, var det som gjorde Cale mest usikker. Efterhånden, så var der flere der dukkede op, og det var på må og få. Hvad skulle man da kunne gøre ved det? Han trak kort på skuldrene, som han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Jeg ved ikke, hvad de kan finde på.. Men hvis min partner har ret i, hvad hun siger, så vil andre komme efter hende.. Jeg ved ikke hvad det ender med," fortalte han med en rolig stemme. Han forsøgte at holde hovedet hævet, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men det handlede vel bare om at gøre det så godt, som man nu overhovedet kunne gøre det?
Lige nu ville han bare gerne tilbringe tiden sammen med hende, så det var vel ikke underligt, var det? Han sendte hende et svagt smil. For ham, var det rent faktisk det vigtigste. Tungen strøg han kort over sine blege og tynde læber, inden han trykkede omkring hendes hånd. "Jeg ser frem til den dag," sagde han med en rolig stemme, som han let nikkede til hende. Det var svært at forestille sig, at han kunne vinde den, og han håbede derfor, at det var en mulighed, som han ville få. Kunne han, ville han omfavne hende.. trykke hende tæt ind mod sig. "Og den skal nok komme.. Det er jeg sikker på," forsikrede han hende, som han let nikkede i hendes retning.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun frygt virkelig de fremme måske tog hende eller være tog cale! Så ville hun da først aldrig se ham igen og den tanke kunne hun slet ikke klar og tænke på i længden så hun skubbe tanken til side med alt sin vilje og så bare på cale og lytte til hans ord, ”hvad end det ender med.. håber jeg bare ikke de tager dig fra mig.. jeg vil ikke kunne undvær dig” hun så på ham tydelig vis med bekymret og en smule bange øjne, ingen måtte tage cale ud over hende.. hvad skulle hun gør uden ham?

Hun så på ham, tankerne fløj rundt i hendes lille hoved og det larme helt ved det der inde. Hun mærke han trykke om hendes hånd og det fik hende til og lægge mere fokus på¨ham, hun smile lidt ved hans ord ”gør jeg også” sag hun stille og så på ham, hun håbe virkelig han hade ret han lød i vært fald sikker, hun nikke lidt ”ja.. du har ret.. det skal nok komme” hun smile og klemt blidt hans hånd, hvor ville hun ønske hun kunne få bare et lille kram lig nu, en blid omfavnelse hun trængt virkelig til det. trængt til og finde ro og tryghed, som hun hade følt ganske kort ved arenaen denne dag han hade være brudt ud, med desværre kunne man ikke få alt og i deres tilfælde kunne man få nærmest intet.

[Cale Joseia Nightgale]

Umiddelbart regnede Cale ikke med, at de ville tage ham. I værste tilfælde, så ville de fremmede vel tage hans liv? Han var jo farlig, og han kunne slå fra sig, hvilket de fremmede, nok ikke var meget for, på sigt. Han vendte blikket mod hende igen. Det var nu heller ikke ligefrem en bekymring, som han direkte ønskede at give hende, for hun havde da tilsyneladende langt mere at tænke på, end hvad godt måtte være i den anden ende. Derfor trykkede han omkring hendes hånd med sin egen. "Jeg tvivler.. I værste tilfælde, lader de mig blive, eller slår mig ihjel.. Jeg er nok for stor en trussel med det, som jeg kan," fortalte han med en oprigtig stemme. Det var måske en tanke, som gjorde ondt, men derimod en, som man bare måtte lære at leve med, samt acceptere.

Et kort smil måtte dog passere Cales læber, som han vendte blikket mod hende igen. Han ville uden tvivl elske at kunne holde om hende, og kunne han, så ville han elske at bryde de tremmer, som nu skilte dem! "Jeg ville elske, at kunne tvinge de tremmer her fra hinanden, og bare holde om dig igen, Mydall," sagde han pludseligt. Han ville jo bare gerne holde om hende. Han vendte blikket mod hende igen. Han ville virkelig gerne være tæt på hende igen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, det kunne virkelig skræmme hende. Tænk nu vis de to ham? Selv om cale sag at han ikke troede på de kunne finde på og tage ham, men i steden for og dræbe ham gjord det heller ikke beder! Hun så på ham, det gjord bare mere ondt og høre ham sig sådan. Man kunne se bekymring i hendes øjne ved hans ord for hun hade ikke lyst til, og tage i mod de ord og bare acceptere dem! Det gjord for ondt og tænke på når hun bestemt ikke ønske at han pluslig kunne dø vis de fremme så ham som en trussel, men igen det var intet hun bestemt så hun måtte bare håbe på der ikke sket ham noget og han ikke ville komme noget til.

Mydall så på ham som han pluslig kom med hans udtale, hun smile blidt og fik et svagt rosa skær i de lyse kinder. ”jeg ville elske og se dig gør det, og mærk dig tæt på igen” svar hun blidt men der var tydelig en længsel i hendes stemme, for hun ville så gerne holde om ham igen og bare nyde han var helt tæt ind til hende. Hun hade jo dårlig nok nåde og nyde det tidligere, så hun ville gerne have en chance til for at få lov til og holde om ham og rigtig mærke hvordan han var og holde om.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale frygtede for sit liv, og nu mere end nogensinde. Særligt efter, at han havde mødt Mydall. Det var en kvinde, som virkelig havde formået at åbne hans øjne for den verden, som han var en del af, samt de muligheder, som han ikke havde, men engang havde haft. Han havde ladet sig fange, for at redde sit eget liv, såvel som hendes, og det var også den eneste grund til, at han havde gjort det. Han kunne læse frygten i hendes øjne, men det handlede jo også om at se kendsgerningerne i øjnene.
Selv ville Cale ønske, at han kunne bryde tremmerne. Et sted var han næsten fristet til at bede hende om at indtage tjeneste eller slavearbejde her, hvor han så også vidste, at han kunne være sammen med hende, men han ønskede bestemt ikke at skulle koste hende sin frihed. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det. Et smil passerede hans læber. De korte øjeblikke, hvor han sidst havde stået med hende i sin favn, havde været helt igennem fantastisk. Noget af det bedste, som han længe havde været udsat for, hvis han selv skulle sige det. "Det føles godt," sagde han med en ærlig stemme. Kunne han få hende lidt på andre tanker, så gjorde han naturligvis det. Han rakte denne gang ud mod hendes hånd. Her kunne de se hinanden.. og for ham, betød det en verden til forskel. Han tog hånden til sig, som han skænkede den et kys. Hun var ham en helt fantastisk kvinde.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, frygten for han kunne miste livet hvornår det en skulle være skræmt hende. og at tænke positivt var ikke just nemt når man frygt for en andens liv, i sær en som betød så meget for en som cale betød for hende.
Hun så ham i øjne som de stod der tæt op af tremmerne, hun ville så gerne vær tæt på ham. Men ak tremmerne var i vejen og han var ejet af en anden, og hun var fri som fuglen. Hun hade lyst til og melde sig ind som arbejdes kræft, bare for at kunne være sammen med ham. Men samtidig så forhindre hendes naturlig frygt for at miste sin frihed hende fra og gør det. hun så på ham og smile kærligt som han snakke ”mh det gør det helt bestemt” hun så på ham og nød hans kys på hendes hånd, det spænde en dejlig varme i kroppen og en krible i maven. Hun så roligt på ham og klemt hans hånd blidt, hun burt virkelig tage hjem men hun ville heller være her hos ham, han var virkelig en fantastisk mand i hendes øjne og hun var så glad for hun hade mødet ham selv om det var en udfordring for dem og få det til og køre rundt, hun så på ham og smile blidt. Hans plan på og få hende til og tænke på noget andet, virke for hun hade fuld fokus på ham kun og alt det de hade snakke om af grumme ting gled lige så stille væk fra hende.

[Cale Joseia Nightgale]

At Cale stod i en daglig situation, hvor han kunne miste livet, var noget, som han ganske enkelt bare måtte vænne sig til, og særligt nu, hvor Mydall, var blevet en del af hans liv. Han stirrede let på hende, som han havde taget omkring hendes hånd, trykket om den, og skænket den et kys. Frygten for, at hun kunne handle overilet, var nemlig en stor del af ham lige nu.
Friheden hungrede Cale pludselig efter, hvilket ikke var noget, som han havde gjort i mange år. Rigtig mange år endda, så det kom uden tvivl også bag på selv ham. Det lignede nemlig ikke ham, at handle og tænke, som han gjorde nu, kontra hvordan han havde gjort det tidligere, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. "Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne komme tættere på.." Med disse ord, lagde han panden mod tremmerne, som adskilte dem. Han ville ønske, at han kunne bryde dem, ligesom han havde gjort ved Arenaen, velvidende om, at det havde kostet ham pisk, som han stadig i aften, kunne mærke. Haven her var hans fristed.. og Mydall. Det var hende, som hans tanker måtte vandre til, når han ikke kunne være sammen med hende. Han trykkede let omkring hendes hånd, og med et smil. Ville hun fortsætte med at komme sådan her, når hun vidste, at hun ikke kunne få ham? Frygten for, at hun ville finde noget bedre, var også begyndt at stige i hans krop og sind.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun hade efterhånden vende sig til tanken om han kunne miste livet hvornår det en skal være. Men det gjord stadig ondt men hun kunne jo intet stille op så længe han var der inde og hun var ude i det fri. Hun så på ham som han snakke og smile blidt til ham ”ville jeg også ønske du kunne.. vil så gerne hold dig tæt..” hun så på ham og lag panden mod tremmerne hvor hans pande var på modsat side, hun så på ham og ville så gerne han bare brød ud til hende, så de kunne holde om hinanden bare en smule. Hun ville ikke forlang mere ind det, bare en omfavnelse det ville hun kunne køre længe på. Hun så på ham og smile ved hans hånd der klemt om hendes, det var dejligt og mærke hans hånd om sin. At cale frygt hun ville finde en der var beder kendt hun ikke til, og heller ikke hade hun tænkt sig og gøre det. cale var den mand hendes hjerte tilhørt og hendes tanker kræse om, hun ville forsætte med og komme til ham så tit hun kunne som hun hade gjort ind til videre, hun ville nøde være et øjeblik hun kunne få med ham. hun så ham dybt i øjne og smile bare blidt til ham, ”du betyder alt for mig cale” sag hun ganske stille og trykke sig bare mod tremmerne og ville ønske hun bare kunne gå i gennem dem, og bare gå når hun ville men ak sådan stod tingen bare ikke til og hun måtte bare håbe han snart kunne vinde sin frihed og hun kunne få ham med sig ud i det fri, og de så bare kunne være sammen.

[Cale Joseia Nightgale]

Han betød alt for hende..? Cale havde virkelig svært ved, at skulle have den betydning for nogen som helst, og det kunne uden tvivl også godt mærkes på ham. Han kunne ikke lide det.. Et sted var tanken skræmmende, men det var vel også kun fordi, at den var gengældt? At han selv ikke kunne forestille sig, at hun ikke skulle være en del af ham? Han sukkede dæmpet og slog tankerne ud af hovedet. Frygten for, at hun ville finde en anden kentaur, som havde den samme frihed, som hun selv havde, var uden tvivl også noget, som kunne mærkes, selv for han ville jo ikke have det, og frygten for, at det ville ske, var helt igennem grotesk!
"Du er virkelig vigtig for mig, Mydall.. det er noget, som du aldrig nogensinde må glemme," bad han med en rolig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Det var det, som var vigtigst for ham, at få frem, og særligt, når det var på denne her måde. Begge hænderne lagde han mod hendes kinder, som han strøg blidt. Hun fik det bedste frem i ham, og derfor, havde han i forvejen rigtig meget at takke hende for. Det var også hendes fortjeneste, at han så på livet, på den måde, som han nu gjorde det. "Du vækker det i mig.. du vækker alt sammen i mig," tilføjede han. For ham, var det her helt særdeles og skræmmende nyt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, cale betød virkelig bare alt for hende. Hun hade aldrig troede hun skulle finde en der betød så meget for hende, og et sted var det skræmmenden for det fik hende jo også til og gør ting hun ikke burt og som hun normalt ikke ville have gjort over for nogle andre. Hun så på ham og smile bare blidt, hvor skræmmenden det en kunne være så overskygge det ikke hendes kærlighed til cale for den kentaur betød virkelig bare alt for hende.
Hun så på ham som han snakke og smile bare kærligt til ham, ”jeg vil aldrig glemme det cale.. du må heller aldrig glemme hvor vigtig du er for mig” hun så på ham og smile, bare kærligt til ham. aldrig ville hun skift ham ud så længe han leve, hun ville vente på ham for evigt om nødvendig selv om hun håbe det ikke blev sådan. Hun så på ham og nød hans hænder der lage sig på begge hendes kinder og nød hans blide strøg. Roligt fik hun hænderne op på hans kind og strøg dem kærligt. Hun smile ved hans ord ”er det en god ting?” spurt hun dog med en drillenden undertone og så på ham og nusse bare hans kinder ganske blidt, hvor ville hun gerne helt ind til ham, holde om ham, gå ved siden af ham, holde hans hånd være der når han stod op og når han gik i seng, hun ville ønske de kunne have et liv sammen i det fri uden tremmer og mure til og skille dem af hele tiden og uden frygt for at han død i kamp. Det var hårdt, det var virkelig hårdt men sådan var tingen bare og hun måtte bare håbe at lykken ville være med dem og han ville slippe fri, og de ville kunne finde sammen der efter.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var skræmmende, at føle sådan for nogen som helst, og særligt, nu hvor Cale befandt sig i en situation, hvor han intet kunne gøre ved det, så var det også en frustration. I det store og hele, så var han selvfølgelig bange for, at hun ville miste interessen for ham, og snart søge efter noget andet, som var frit, som hende selv, og derfra hun så ville glemme ham, selvom det slet ikke var noget, som han ønskede. Han ønskede jo ikke, at hun skulle glemme ham.
"Det.. ved jeg ikke.." endte han, som hun spurgte ind til, om det var en god eller en skidt ting. Med alt det, som hun vækkede i ham, så var det underligt. Ingen tvivl om, at det virkelig var underligt, men hvad kunne han da gøre ved det? Han sukkede let. Det lignede ikke ham, at tage tingene på denne her måde, men han kunne for pokker da heller ikke ligefrem lade være, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Var Cale virkelig så vigtig for hende? Det var det, som et sted gjorde ham varm, og noget som glædede ham, hvis han da bare kunne gøre noget ved det! Tremmerne her, kunne han bare ikke rigtigt gøre noget ved, om det var noget, som man ville det eller ikke. "Det ville være fantastisk.. bare at kunne holde om dig lige nu... kysse dig.." Det var en pludselig lyst der var dukket op, hvilket heller ikke lignede ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, og hade bare et roligt og mildt blik på ham som han snakke. ”det må vi finde ud af på et tids punkt” sag hun og smile opmunderne til ham, og nusse blidt hans kinder mens hun bare så på ham. og nusse bare kærligt hans kind. Han var virkelig vigtig for hende, derfor ville hun gerne være sikker på han hade det godt og forstå hvordan han følt og hvordan han tænkt så de kunne bygge dette bånd ind nu stærkere. Hun så på ham som han snakke igen og smile kærligt til ham og hade en svag rødme over kinderne. ”det ville være fantastisk vis du kunne holde om mig lig nu.. og kys mig” sag hun stille og så på ham, hun mærke selv hvordan lysten kom frem i hende som han hade sagt de ord til hende, hun så ham i øjne mens hun presse sig mod tremmerne. Hun burt snart gå det var ved og være sent og de endt bare med og stå der til solen stod op og så ville folk se dem, men det var svært og få sig selv til og gå. Og hun vist vis hun nævnt hun burt gå ville han insister på hun gjorde det for hendes sikkerheds skyld. Så hun hold munden lukke og nød bare tiden med ham hun ville have så længe hun kunne inden hun virkelig var tvunget til og gå fra ham og søge tilbage til skoven i sikkerhed fra hvem end der så hende her, eller hans ejer hun tur ikke tænke på hvad der ville ske vis han så dem sammen på denne måde.

[Cale Joseia Nightgale]

Før eller siden, ville de endnu en gang være tvunget fra hinanden.. Ham fordi at de blev set, og hende, fordi at han ikke ville koste hende den frihed, som hun havde. Der var ikke nogen grund til at rive hende med ned i sølet, når han ellers kunne blive fri.
Den brændende lyst til at kysse hende, var ikke en af slagsen, som han kunne gøre noget ved. Det var uden tvivl underligt, at det var en, som han skulle sidde med, når det nu var på denne her måde, at det hele måtte foregå. Det var slet ikke noget som lignede ham. At hun derimod ikke var skræmt af det, fik hans hjerte til at hamre. Var det virkelig rigtigt, at han havde fundet en kvinde, som han skulle føle sig så godt tilpas med? Det var bestemt ikke noget som han kunne skjule. "Mener du virkelig det?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. At hun skulle have det som han havde det,var virkelig en underlig følelse! Her stod han og rørte ved hende.. kunne mærke hende og snakke med hende, men ikke var han i stand til at holde om hende og trykke hende ind til sig, og vide, at han kunne beskytte hende. Det var virkelig.. frustrerende, at det måtte være på den måde. Han kunne virkelig ikke gøre for det! "Det hele er bare så..." Han sukkede tungt, og slap hende. Var han faldet for hende? For hendes varme hjerte og fantastiske væsen? Det bude han ikke.. og han vidste, at han ikke burde.