I did save your life..

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar

---

Det var hen på aftenen, da der endnu en gang var faldet ro over Vila De Corentin. Cale derimod, kunne ikke finde den samme form for ro. De havde været hårde ved ham i Arenaen, efter han var brudt ud, hvilket nok også var tydeligt at se på hans krop og hans ansigt. Han havde modtaget tæsk.. I bogstavelig forstand.
Gå kunne han dog, selvom det alene, kunne vise sig, at blive en smertefuld proces. Haven var hand domæne, og det var det, som han fandt roen ved. Han var blevet godt pisket og havde modtaget slag, for at have brudt ud, og derved ødelagt en vigtig del af Arenaen, i og med, at han ikke havde en større rang, end en sølle slave, hvilket da uden tvivl også godt kunne mærkes.
For nu var han kommet hjem, og det var noget, som han naturligvis også var glad for.  Halen slog han let med, inden han søgte igennem den store have. Var Mydall kommet godt afsted? Var hun i sikkerhed? Det var egentlig det eneste, som faktisk havde noget, der mindede om en betydning for ham, og særligt, når det var på denne her måde. Han sukkede let og vendte blikket ned mod sin hånd. Den var næsten blå af blåmærker. Han havde jo gjort modstand. Det lå jo bare naturligt for ham, at gøre således, og det kunne han udmærket godt mærke på sig selv.
Cale savnede Mydall. Ingen tvivl om at han savnede hende, selvom han nu var overbevist om, at han havde taget den rette beslutning, ved at blive, og lade hende søge væk. Han havde jo faktisk reddet hendes liv.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall hade enlig næsten være hjemme i skoven da hun var stoppe op for lig og få pusten, og ved hun hade stoppe sig selv i at løb vider var hun begyndt og tænke. Mund cale var okay? Mund hans herre var ond ved ham efter han hade brudt ud, hun var bekymret meget bekymret. Hun stod og trippe hun vis han hade bedt hende tage hjem men hun måtte tjekke til ham, hun tur ikke tænke på hvad der mund blev gjort ved ham. Så hun hade sat kursen om og travet afsted mod villaen hvor cale jo boede under hans herre.

Det var aften da hun enlig nåde der hen, hun stod langt væk. På den lille bakke hun pleje og spejde fra, hun kigge mod haven. Tros det var aften og mørke faldt på kunne hun stadig se nogle lunde, hun kunne se noget bevæge sig rundt ned i haven, hun gætte på det var cale. Hun bed sig i læben, hun mærke bekymringen og savnet til cale trække i hende med en helt enorm kraft nu hvor hun var tæt på, hun sukke og forsigtig begyndt og at liste ned mod muren som hun hade gjort før, hun håbe ikke han blev sur over hun var komme tilbage allerede til tros for hvad der var sket med dem i dag, men hun ville bare tjekke ham det burt da ikke skade og hvad skulle der dog ske ved hun kom nu? hvad var chancen for cales herre opdage hende eller nogle andre for den sags skyld.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde det ikke just særlig godt, for han var godt tæsket på Arenaen, inden de var stoppet, og ladet ham være. Han var ikke løbet væk, og det var vel også derfor, at han endnu måtte være her? Han bed tænderne tydeligt sammen. Han rystede let på hovedet. Han burde jo egentlig forsøge at finde noget søvn, men muligheden for at finde den nødvendige hvile, var bare ikke til stede, og naturligvis var det også noget som gjorde sit for hans del.
Hans gang var langsom, udelukkende fordi, at han vidste, at det ville gøre ondt ellers, og det var han jo heller ikke ligefrem ude på, kunne man sige. Han vendte blikket ned af sig.

Hånden lod Cale stryge nedover hans bryst. Stort set overalt var der mærker at spotte på ham, og det gjorde ondt, men det var noget, som han nu godt kunne klare. Han havde oplevet det som var værre end afstraffelse. Han så nærmest døden i øjnene hver eneste dag, så dette var virkelig ingenting, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tungen strøg han kort over sine læber, inden han vendte blikket op mod himlen, som han håbede på, at den ville kunne fortælle ham hvordan Mydall havde det. Han havde jo faktisk ikke nogen anelse. Oprigtigt måtte han jo sige, at han var meget bekymret for hende.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var virkelig bekymret, hun vist jo ikke hvad der var gjort ved cale efter hun var stukket af og hun tur næsten ikke tænke på det. Hun trak vejre dybt som hun liste vider for at komme hen til muren, hun måtte vide hvordan han hade det. Hun vist det var en risiko og det kunne gå galt for dem og sætte hende i fare på ny og gør det værre for cale ind det måske var bleven nu, men hun måtte altså virkelig vide om han var okay at han stadig var i live og gerne i et stykke.

Enlig kom hun til muren, hun lag hænderne på dens kølig facade. Den var jo for højt til og hoppe over og for høj for hende til og kunne se over den, hun bed sig i læben og lytte. Jo hun kunne høre langsomme skridt der inde og hun var ikke i tvivl om det var hove hun kunne høre der tungt ramt ned i jorden når cale gik et skridt. ”cale..” kaldt hun stille for så vidt muligt det kun var ham der kunne høre hende, hun var stille et par sekunder inden hun igen sag ”Cale… er du okay?” spurt hun så og vent på og høre om han svar hende eller ikke måske hun snakke for lavet? Hun måtte vente og se hun skulle passe på ikke og snakke for højt og risiker nogle hørt dem.

[Cale Joseia Nightgale]

Stilheden herude, var nok det, som Cale nød mest af herude, hvilket han nu heller ikke var bange for at erkende for nogen som helst. Han elskede at være ude i mørket og bare kigge på stjernerne.. Særligt sådan, som han havde det lige nu, så var det næppe underligt.
Stemmen som lød, var noget som hurtigt måtte fange hans interesse og opmærksomhed. Han hævede blikket og drejede blikket mod muren. Var det virkelig..? "Mydall.." endte han med en tydelig lettet stemme, for han havde intet imod det. Han kunne virkelig ikke få hende ud af hovedet, og særligt, når det var på denne her måde, så kunne han heller ikke lægge skjul på, at det var sådan, at tingene forholdt sig, når det nu endelig skulle være.
Han hastede hen til porten. Hun kom hurtigt.. Han frygtede at hun kom for hurtigt og for hastigt! Han greb omkring tremmerne i stedet for, kun for at komme så tæt på hende, som han overhovedet kom. "Er du okay?" spurgte han. Selvom han lignede noget der lignede lort, så var han ligeglad. Han var mere bekymret for hende, end hvad han var for sig selv i dette tilfælde, så alene det, var ikke noget undtag. Hun var virkelig vigtig for ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så op af muren som hun vente på svar, var han der ikke? Hade hun hørt forkert. Dog hørt hun hans stemme sig hendes navn og hun smile gudskelov! Han var der! Hun hørt hans skridt haste mod porten og hun skyndt sig selv der hen, hvor hun da kort måtte gisp da hun så ham. Hvordan var det han så ud! Hvad hade de dog gjort ved ham! Hun skyndt sig hen til porten og tog om hans hænder der holdt om tremmerne. ”om jeg er okay! Har du set dig selv! Hvad har de gjort ved dig!” hun så på ham bekymringen lyst ud af hende som hun lukke hænderne tæt om hans der var på tremmerne, hun hade ikke forvente de ville banke ham! Hun kunne forstille sig pisk men det her! Hun blev ked af og se hvordan de hade banke ham gul og blå og sikkert også pisket. Hun skulle have insister på han tog med hende, se hvad der var sket nu. hun så på ham før hun lage panden mod tremmerne ”undskyld..” kom det fra hende med en muse stemme, ”det min skyld.. vis jeg bar var gået før.. så hade du ikke behøve og bryd ud for og hjælp mig.. ” hun mærke stemmen knække og hun tav der efter, det her var udelukkende hendes skyld! Det burt ikke være ham der hade fået tæsk og pisk, nej det burt vær hende. Det var hende der var blev overfalde og hade i sidste ende sparke en mand ihjel hvilke også begyndt og plage hendes sinde, at se cale sådan der det hjalp ikke på hendes samvittighed på nogle måde! hun knue om hans hænder, det var alt sammen hendes skylde "det min skyld..det alt sammen min skyld" kom det stille fra hende, som hun mærke et par tåre begynde og trille ned af hendes kinder og dryppe ned på den tørre jord under hende. 

[Cale Joseia Nightgale]

At Mydall blev påvirket af dårlig samvittighed, var slet ikke hvad Cale ønskede, eller havde regnet med. Han havde set værre ud end det her. Hun skulle have set ham i starten, da de havde stået i situationen med dette, og det kunne han da uden tvivl godt mærke, hvilket bestemt heller ikke var noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Næverne lukkede han hårdt og fast omkring tremmerne, inden han lagde mærke til hendes mine. Var hun virkelig så overrasket over, at han så ud, som han gjorde lige nu? Han sukkede let, inden han rystede på hovedet. "Tænk ikke på det," bad han med en rolig stemme. Han havde jo trods alt også oplevet det, som var værre end det her, så alene det, var ikke noget som sagde så lidt. Han endte med at tage omkring hendes hånd. Han var mere sikker på at møde hende her, end hvad han var ved Arenaen, og særligt nu hvor han vidste, at de ville være langt mere over ham, end hvad de ville have været hidtil. Særligt nu hvor han vidste, at de var klar over, at han følte for en anden kvinde. Det var vel også kommet tydeligt frem?
"Det.. det er ikke din skyld. Jeg klarer mig.. Tro mig, når jeg siger, at jeg har oplevet det, som er værre end det her," fortalte han roligt. Der var ikke nogen grund til at få det dårligt over det. Langt fra faktisk.

[Mydall Lupita Vivar]

Ikke tænke på det! Hvordan skulle hun ikke tænke på det nå hun stod og så på ham! Han var jo ikke just bleven kønner af de tæsk selv om hun stadig syntes han var en flot mand tros de tørre tæsk, hun snøft som hun mærk han tog om hendes hånd der holde tremmerne stramt. Hun hade regnet ud at komme til arenaen nu ville være nær umuligt efter det optrin så hun hade tænkt sig og komme så ofte hun kunne her til villaen for at være sammen med ham bare et par timer eller hvor meget det nu kunne blive til. Hun lytte som han snakke til hende, ”det er jo min skyld! Jeg hørt ikke efter og lod min egen egoisme komme i vejen for fornuft og se hvordan det endt” hun så på ham, hendes øjne var våde og blanke for det her gik hende virkelig på, og at han så bare bad hende lade vær og give sig selv skylden gjord det ikke beder for hende. Hun så på ham og snøfte og klemt hårdt om tremmerne mens hun snøft og så på ham, det var helt forfærdelig og se ham sådan der og hun hade ikke en gang noget med der kunne linder på det eller munter ham op, hun så på ham og holdt panden mod tremmerne og ville ønske hun hade fået ham med til skoven i steden for at efterlade ham tilbage ved arenaen tidligere på dagen.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale ønskede oprigtigt ikke, at Mydall skulle rende rundt og tænke for meget på tingene. Det ville jo trods alt kun gøre ondt værre, og det ønskede han jo på ingen måde. Han bed tænderne fast sammen. For nu, havde han jo formået at komme igennem det, og han var endnu med sit liv i behold, så havde han overhovedet noget at være bange for? "Jeg klarer mig," sagde han forsikrende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Var det underligt at han handlede og reagerede på denne her måde?
Hovedet lod Cale møde tremmerne foran ham, hvor han alligevel blev stående og kiggede på hende. Det kunne godt være, at han på ingen måder, så særlig godt ud, men han var i live, og det var vel også det, som var ham det vigtigste? Og det faktum, at hun havde det godt oveni. Han rystede let på hovedet. Det var slet ikke hans mening eller intention, at hun skulle rende rundt og have det direkte dårligt. Overhovedet ikke faktisk! "Du kom derfra, hvilket var det vigtigste for mig. Alt det andet, er slet ikke noget, som jeg vil vægte, som noget vigtigt.. Langt fra," sagde han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Smuk som hun var. Han ville hellere se hende med et smil på læben, end dette. Han kunne virkelig ikke lide, at se hende sådan her.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod bare og så på ham helt fortvivlet over det der var sket, hun hade virkelig være bang tilbage ved arenaen hun så på ham som han sag han klar sig, hun hade svært ved og acceptere han tog det så roligt hun hade virkelig være bekymret! Hun så på ham som hans hoved også mødet tremmerne, hun snøft og så på ham, hun lytte til ham og tog en hånde og tørt øjne, det han sag var sødt at han tænkt så meget på hendes sikkerhed frem for hans egen, men hun tænkt på hans og hans sikkerhed var ikke i orden! Hun hade jo efterlad ham fordi han bad hende om det. Hun så på ham og fik hånden ind og strøg ham over kinden, han så hærens ud men han var i lige det var da vigtigst ”du skulle være tage med mig.. jeg kunne have skjult dig i skoven.. de ville ikke have fundet os” hun så på ham som hun holdt hånden på hans kind, hun forstod stadig ikke helt han ikke var løben med hende, han hade jo være fri da han brød ud men han valgte og blive, hun snøft og prøve og få ro i sig selv men det var ikke så nemt igen som man skulle tro.

[Cale Joseia Nightgale]

Endnu måtte Cale stå fast på, at den beslutning, som han havde taget, havde været den rette. Hvordan kunne man da overhovedet være i tvivl om det? Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun førte hånden ind, for at stryge den over hans kind. Øjnene lod han let glide i, som et tungt suk brød hans læber. Det føles godt. Det føles virkelig godt, når hun gjorde det der.
"Det ville betyde et liv, hvor jeg konstant ville skulle se mig over skulderen, og større risiko for, at de ville gøre dig ondt.. Det vil jeg ikke." Den dag han blev fri, var det meningen, at det skulle gøres ordentligt! Han ville vinde sin frihed i Arenaen, så han rent faktisk kunne vandre frit, uden at skulle være bange for alt muligt! Det var hans mål om ikke andet, men hvorvidt om det ville lade sig gøre i praksis, var jo straks en helt anden sag, og ikke var det noget, som han var bange for at erkende overfor nogen, når det endelig skulle være. Hendes velbefindende, var nemlig det vigtigste for ham, og særligt når det foregik på denne her måde. Ikke at det var noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han sendte hende et træt smil. "Jeg vil jo ikke have, at noget skal ske dig, Mydall.. Du er... vigtig for mig," endte han. Han greb ud efter hendes hånd. Bare for at kunne holde den i sin egen.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, stædig mand! Men igen det var en del af ham hun elskede selv om det til tider kunne være træls. Hun strøg ham blidt over kinden, hun kunne ikke lade vær hun nød og nusse hans kind. Hun ville dog heller kunne holde om ham som ved arenaen, og mærke ham tæt på og læberne mod hendes mens de stod tæt, det føltes helt som en drøm og hun var helt bange for det blot var en drøm. Hun så på ham og sukke, ”nej det ved jeg du ikke vil.. men stadig” hun sukke bare og så på ham, hun vist det ikke ville blive et godt liv, de ville altid se sig om og flytte rundt, det ville ikke just være så praktisk igen. hun så på ham som han snakke igen, han så virkelig bare træt og smadder ud, den stakkels mand. ”du betyder også virkelig meget for mig cale… og det gør mig ondt og se dig sådan her” hun så på ham, hun så han greb ud efter hendes hånd, og rakt den til ham for han skulle have love og holde hende i hånden, jo mere de kunne vise omsorg og nærhed jo beder og hun nød være en berøring hun kunne få fra ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Det kunne godt være, at Mydall ikke forstod hvorfor Cale havde taget det valg som han havde taget, men det var alt sammen af en grund, for han havde bestemt ikke ønsket, at han skulle ende med at miste sit liv.. Han ønskede ikke et liv, hvor han skulle se sig over skulderen, og derfor havde han ladet sig fange, og nu stod han endnu en gang bag den høje mur og med lænkerne om benene. Det var bare det liv, som han havde, og det var det liv, som han kendte. Han sukkede dæmpet og rystede så endeligt på hovedet. "Jeg ønsker ikke at noget skal ske dig, Mydall.. I forvejen, er det her med en kæmpe risiko," pointerede han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Svært som det end var, var det svært for ham, at forstå, at nogen overhovedet kunne gøre et væsen som hende noget ondt. Hun havde jo trods alt aldrig gjort nogen noget som helst!
Hånden over hans kind, var noget som han måtte nyde, hvilket han bestemt heller ikke lagde skjul på. Øjnene lukkede han let, for han nød det jo trods alt, og det var rart. Han var... forelsket. Ellers ville han næppe reagere på den måde, som han nu reagerede på. "Jeg beklager, hvis jeg har skuffet dig," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Sagen var vel, at han var.. træt lige nu? Rigtig træt. Var det virkelig meningen, at det skulle give ham dårlig samvittighed? For så virkede det uden tvivl!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun forstod ganske rigtig ikke hvorfor han hade tage det valg men hun stole på han vist hvorfor han hade lave det valg, han hade men måske hun lært og forstå det ordentlig en dag. Hun så på ham og holdt hånden på hans kind, ”det ved jeg godt du ikke vil cale.. men du ved også godt jeg ikke er bange for den risiko.. vis det betyder jeg kan se dig bare en enkle gange mere ind jeg burte” hun så på ham og strøg ham blidt over kinden og så bare på¨ham. Hun ville gør alt for at se ham så ofte hun kunne, for hun kunne virkelig ikke undvære ham. Hun så på ham som hun nusse ham blidt over kinden, og nød bare og rør ved ham og være tæt på ham tros tremmerne fra porten var i vejen, hun kunne slet ikke glemme følelsen af de hade vær så tæt sammen som da han brød ud ved arenaen. Hun så på ham ”det okay cale.. jeg blev skuffet.. men vi finder bare på en beder måde og få dig fri ikke..” hun smile lidt, hun var virkelig forelsket. Hun kunne slet ikke forstille sig et liv uden cale mere, også selv om den her måde de så hinanden på ikke just var den meste normale måde så at have et forhold på så ville hun ikke bytte det for noget som helst. Hun så på ham og nusse hans kind blidt og gav hans hånd et klem, mens hun så på ham og smile lidt opmunderne til ham.

[Cale Joseia Nightgale]

I Cales øjne, havde han reddet Mydalls liv, ved at handle og reagere på den måde, som han nu havde gjort, og det var ikke noget, som han ønskede, at hun skulle stå og straffe ham for. Oprigtigt havde det været vigtigt for ham, at hun kom derfra, og så måtte han jo tage sin straf efter det. Han sendte hende et smil. "Jeg beklager, hvis jeg har skuffet dig," sagde han oprigtigt. Det havde virkelig ikke været hans mening, og særligt på denne her måde.
Her stod han på den forkerte side af porten - igen, og kunne ikke rigtigt gøre noget. Han ville gerne være sammen med hende, men han ville have sin frihed. Han ville ikke byde dem begge på et liv, hvor han skulle stå og kigge sig selv over skulderen hele tiden. Det var ærlig talt ikke det værd. Heller ikke for hende. "Du ser mig allerede nu mere, end hvad du burde, min kære.." Den store hånd, førte han igennem tremmerne, og hen i retningen af hende, så han kunne stryge hendes kind. Selv fik han ikke nok af hende.. Han savnede hende, når hun ikke var der, som han længtes efter hende, når hun var der. Det hele var så pokkers svært alt sammen! "Et slaveliv, er heller ikke det værd, for en fri kentaur som dig.." Han frygtede vel, at hun kunne finde på det? Særligt fordi, at hun til nu, også havde vist ham, at hun kunne finde ud af at tage dumdristige valg.